I.

Indledning

1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra b), artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 2, artikel 5, artikel 6, stk. 1, og artikel 8a i direktiv 93/13/EØF  ( 2 ) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, og artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)  ( 3 ).

2.

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem A, et anpartsselskab efter lettisk ret, som er etableret med henblik på at sikre udviklingen af sportsudøvere i Letland (herefter »selskabet A«), og de fysiske personer C, en mindreårig »lovende« amatørspiller, og dennes forældre, D og E (herefter »forældrene«) vedrørende C’s betaling af vederlag til selskabet A for selskabets levering af tjenesteydelser i henhold til en aftale om sportslig udvikling og karrierefremme, som blev indgået den 14. januar 2009 mellem på den ene side selskabet A og på den anden side C og dennes forældre, D og E (herefter »den omtvistede aftale«).

3.

I forbindelse med den foreliggende sag får Domstolen lejlighed til at undersøge anvendeligheden af EU-retten, navnlig direktiv 93/13, inden for forbrugerbeskyttelsesområdet på en aftale som den omtvistede aftale om tjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme på sportsområdet i den særlige sammenhæng med en oprindeligt mindreårig forbruger, som blev repræsenteret af sine forældre og er blevet myndig og professionel spiller i aftalens løbetid. Den kommende dom, som vil fastlægge rækkevidden af dette direktivs anvendelse fremover, vil efter al sandsynlighed få betydning for indholdet af denne type aftaler, også langt ud over sportsområdet.

II.

Retsforskrifter

A.

EU-retten

1.

Direktiv 93/13

4.

10., 13. og 16. betragtning til direktiv 93/13 har følgende ordlyd:

5.

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, fastsætter:

6.

I henhold til dette direktivs artikel 2, litra b), er en »forbruger« defineret som »en fysisk person, der […] ikke handler som led i sit erhverv«. I henhold til samme direktivs artikel 2, litra c), forstås ved »erhvervsdrivende« »en fysisk eller juridisk person, der […] handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat«.

7.

Artikel 3 i direktiv 93/13 bestemmer:

8.

Dette direktivs artikel 4 foreskriver:

9.

Dette direktivs artikel 5 fastsætter bl.a., at »[i] de aftaler, hvor alle eller nogle af de vilkår, der tilbydes forbrugeren, er i skriftlig form, skal disse vilkår altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde«.

10.

Samme direktivs artikel 6, stk. 1, bestemmer:

11.

Artikel 8 i direktiv 93/13 foreskriver, at »[m]edlemsstaterne […] inden for det område, der omfattes af dette direktiv, [kan] vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne«.

12.

Dette direktivs artikel 8a, stk. 1, har følgende ordlyd:

–

udvider vurderingen på grundlag af kriterierne for urimelige kontraktvilkår til også at gælde for individuelt forhandlede kontraktvilkår eller for prisens eller betalingens tilstrækkelighed

–

indeholder fortegnelser om kontraktvilkår, der betragtes som urimelige.«

2.

Direktiv 2005/29

13.

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 2005/29/EF  ( 4 ) har følgende ordlyd:

B.

Lettisk ret

1.

Den civile lovbog

14.

Artikel 186 i Latvijas Republikas Civillikums (Republikken Letlands civile lovbog, herefter »den civile lovbog«) af 20. februar 1937  ( 5 ) fastsætter, at »[f]orældre repræsenterer deres børn i fællesskab i deres personlige og forretningsmæssige forhold (fælles repræsentation) […]«.

15.

I henhold til den civile lovbogs artikel 223 er »[f]aderen og moderen […] værger for deres mindreårige børn i medfør af deres forældremyndighed«.

16.

Den civile lovbogs artikel 293 fastsætter følgende:

17.

I henhold til den civile lovbogs artikel 1408 har »[m]indreårige […] ikke retsevne«.

2.

Lov om beskyttelse af forbrugere

18.

Artikel 1 i Patērētāju tiesību aizsardzības likums (lov om beskyttelse af forbrugere) af 1. april 1999  ( 6 ) med overskriften »Definitioner, der anvendes i loven« i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for indgåelsen af den i hovedsagen omtvistede aftale, definerer i nr. 3 og 4 følgende begreber:

19.

I den affattelse, der var gældende på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale, fastsatte denne lovs artikel 6 med overskriften »Urimelige kontraktvilkår« følgende:

20.

Denne lovs artikel 6, som gennemførte artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 i lettisk ret, fastsatte i den affattelse, der var gældende den 1. juli 2014, følgende i stk. 22:

III.

Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

21.

Selskabet A, et lettisk selskab med begrænset ansvar, arbejder for at sikre udviklingen af sportsudøvere i Letland. Til dette formål tilbød selskabet dem kombinerede ydelser med henblik på udviklingen af deres professionelle kompetencer og karriere ved indgåelse af aftaler, som fastsatte en fremtidig forpligtelse til betaling, såfremt visse betingelser blev opfyldt.

22.

C, en fysisk person, var en mindreårig på 17 år, som i begyndelsen af 2009 var en ung sportsudøver inden for basketball, der endnu ikke havde indledt sin sportskarriere på et professionelt niveau (han var endnu ikke ansat af en klub).

23.

Den 14. januar 2009 indgik selskabet A på den ene side og C samt hans forældre, D og E på den anden side den omtvistede aftale til fordel for C. Formålet med denne aftale var at sikre C en succesfuld sportskarriere inden for basketball. Denne aftale blev indgået for en periode på 15 år, dvs. indtil den 14. januar 2024.

24.

Med henblik herpå blev det i den pågældende aftale fastsat, at selskabet A tilbød C en række ydelser  ( 7 ). I henhold til den omtvistede aftales artikel 6, stk. 1 (herefter »det omtvistede vilkår«), forpligtede C sig til gengæld til i den omtvistede aftales løbetid at betale et vederlag på 10% af sine nettoindtægter fra udøvelsen af den pågældende sport, reklame, marketing og optræden i kommunikationsmedier, med tillæg af den i Letland gældende moms, såfremt disse indtægter var af en størrelse på mindst 1 500 EUR om måneden.

25.

Det fremgår af de oplysninger, der er fremlagt af den forelæggende ret, at det nævnte vilkår var fastsat på forhånd af selskabet A og ikke var genstand for individuel forhandling som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13. Der er således tale om en standardkontrakt, som også blev indgået på samme vilkår af andre unge sportsudøvere.

26.

Ifølge den forelæggende ret leverede selskabet A i 2009 og 2010 støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme som fastsat i den omtvistede aftale, bl.a. individuel træning og træning på et hold under ledelse af specialister, hvilket krævede økonomiske bidrag fra selskabet A. Selv om en del af de tilbudte ydelser ifølge selskabet A ikke blev anvendt af C, tilsidesatte C og hans forældre denne aftale, idet de ikke betalte selskabet det fastsatte vederlag for de leverede ydelser.

27.

Eftersom de indtægter, som C, der i mellemtiden er blevet professionel basketballspiller, har haft fra kontrakter indgået med sportsklubber, udgør i alt 16 637 779,90 EUR i den pågældende periode, er C derfor forpligtet til at betale selskabet A 10% af dette beløb, dvs. et beløb på 1 663 777,99 EUR.

28.

Den 29. juni 2020 anlagde selskabet A et søgsmål mod C og hans forældre med påstand om betaling af det vederlag, der var fastsat i den omtvistede aftale.

29.

Retten i første instans og senere appeldomstolen frifandt de sagsøgte, navnlig med den begrundelse, at den omtvistede aftale ikke var i overensstemmelse med de nationale bestemmelser om beskyttelse af forbrugernes rettigheder, og at det omtvistede vilkår var urimeligt.

30.

Selskabet A har iværksat kassationsappel ved Augstākā tiesa (Senāts) (øverste domstol, Letland), den forelæggende ret, og har til støtte herfor gjort gældende, at bestemmelserne om beskyttelse af forbrugernes rettigheder ikke finder anvendelse i hovedsagen, idet den pågældende aftale skal anses for at udgøre en af de aftaler med »unge lovende« sportsudøvere, hvorpå disse bestemmelser ikke bør finde anvendelse. I sit appelskrift har dette selskab nedlagt påstand om, at der indgives en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen.

31.

Ifølge den forelæggende ret har Domstolen allerede fortolket begrebet »forbruger«, men den har i sin hidtidige praksis ikke behandlet spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne om beskyttelse af forbrugernes rettigheder finder anvendelse inden for sportsområdet.

32.

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at dette er tilfældet. Eftersom der ikke findes nogen specifik regel, som udelukker aftaler indgået på sportsområdet fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13, kan de i henhold til dette direktivs bestemmelser nemlig kvalificeres som »aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere«.

33.

Endvidere er den omstændighed, at den unge sportsudøvers aktiviteter efterfølgende har antaget en i det væsentlige professionel karakter, ifølge den forelæggende ret uden relevans, og denne omstændighed er ikke i sig selv til hinder for, at modtageren af ydelserne har ret til at påberåbe sig sin egenskab af »forbruger« som omhandlet i direktiv 93/13  ( 8 ).

34.

Den forelæggende ret har desuden fremhævet, at den modstridende retspraksis i medlemsstaterne ligeledes taler for nødvendigheden af at forelægge præjudicielle spørgsmål om, hvorvidt de betingelser for beskyttelsen af forbrugere, som er fastsat i dette direktiv, finder anvendelse på denne type kontrakter indgået mellem unge sportsudøvere og sportsklubber  ( 9 ).

35.

På denne baggrund har Augstākā tiesa (Senāts) (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

36.

Selskabet A, C, den lettiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Disse parter – samt forældrene, der ikke indgav skriftlige indlæg – har også afgivet mundtlige indlæg og besvaret Domstolens spørgsmål i retsmødet den 13. juni 2024.

IV.

Bedømmelse

A.

Formaliteten med hensyn til visse af de præjudicielle spørgsmål

37.

Selskabet A har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at det tredje, det fjerde, det femte, det syvende, det niende og det tiende præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for det første fordi den forelæggende ret med det tredje til det femte spørgsmål nærmere bestemt anmoder Domstolen om at anvende – og ikke at fortolke – EU-retten, navnlig ved at vurdere dels, om de kontraktvilkår, der fastsætter vederlaget, ikke er omfattet af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, men derimod af samme direktivs artikel 3 (det tredje spørgsmål), og dels om disse kontraktvilkår er i overensstemmelse med kravene i dette direktivs artikel 5 og artikel 3, stk. 1 (det fjerde og det femte spørgsmål), for det andet fordi det syvende spørgsmål er af hypotetisk karakter, og for det tredje fordi det niende og det tiende spørgsmål er for abstrakte og udgør en anmodning om en rådgivende udtalelse.

38.

I denne henseende skal det erindres, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det ved artikel 267 indførte samarbejde mellem sidstnævnte og de nationale retter udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at et præjudicielt spørgsmål vedrørende EU-retten er relevant. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål  ( 10 ).

39.

I det foreliggende tilfælde kan det konstateres, at de retlige og faktiske omstændigheder, der ligger til grund for hovedsagen, er beskrevet tilstrækkeligt detaljeret i forelæggelseskendelsen, og de oplysninger, der er fremlagt af den forelæggende ret, gør det muligt at fastlægge rækkevidden af de forelagte spørgsmål og fastslå, at disse hverken er uden forbindelse med denne sags genstand eller af hypotetisk karakter. Navnlig fremgår det dels hvad angår det tredje til det femte samt det niende præjudicielle spørgsmål af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret rejser spørgsmålet om rækkevidden af en række bestemmelser i direktiv 93/13 med henblik på at fastslå, om den i henhold til dette direktiv kan foretage en kontrol af, om det omtvistede vilkår er urimeligt. Den forelæggende ret anmoder således ikke Domstolen om at anvende disse bestemmelser på de faktiske omstændigheder i hovedsagen eller at sætte sin egen vurdering i stedet for den forelæggende rets vurdering, hvilket den under alle omstændigheder ikke ville kunne gøre  ( 11 ). Dels er det hvad angår den hypotetiske karakter af det syvende præjudicielle spørgsmål, hvilket ifølge selskabet A følger af, at der i lettisk ret ikke findes nogen mulighed for at fastslå, at forrentningen af en investering er uforholdsmæssig høj, tilstrækkeligt at erindre, at Domstolens opgaver og den forelæggende rets opgaver inden for rammerne af den procedure, som er fastsat i artikel 267 TEUF, er klart forskellige, og at det udelukkende tilkommer sidstnævnte at fortolke den nationale lovgivning  ( 12 ).

40.

Under disse omstændigheder kan den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål efter min opfattelse alle antages til realitetsbehandling.

B.

Realiteten

41.

Den forelæggende ret har, idet den finder, at de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for hovedsagen, rejser en række spørgsmål knyttet til fortolkningen og anvendelsen af direktiv 93/13, besluttet at forelægge en række præjudicielle spørgsmål, der tematisk vedrører forskellige aspekter af dette direktiv, som kan grupperes på følgende måde:

–

anvendelsesområdet for direktiv 93/13 (det første spørgsmål)

–

udvidelsen af anvendelsesområdet med hensyn til det minimumsbeskyttelsesniveau, som dette direktiv yder (det andet spørgsmål), og procedurerne for gennemførelsen af national lovgivning i henhold til direktivets artikel 8 (det syvende og det ottende spørgsmål)

–

behandlingen af kontraktvilkår vedrørende »aftalens hovedgenstand« eller »overensstemmelsen mellem pris og betaling« som omhandlet i dette direktivs artikel 4, stk. 2 (det tredje spørgsmål)

–

kravet om gennemsigtighed som omhandlet i samme direktivs artikel 4, stk. 2, og artikel 5 (det fjerde spørgsmål)

–

vurderingen af en »betydelig skævhed« i forbindelse med undersøgelsen af, om et kontraktvilkår er urimeligt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 (det femte spørgsmål)

–

konsekvenserne af, at et kontraktvilkår kvalificeres som »urimeligt« i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1 (det sjette spørgsmål)

–

anvendelsen af chartrets bestemmelser i forbindelse med vurderingen af urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (det niende og det tiende spørgsmål).

1.

Anvendelsesområdet for direktiv 93/13 (det første spørgsmål)

42.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kontraktvilkårene i en aftale indgået mellem på den ene side en erhvervsdrivende, som driver virksomhed inden for udvikling af sportsudøvere, og på den anden side en mindreårig, repræsenteret ved sine forældre, som ved denne aftales indgåelse endnu ikke var ansat inden for sportsområdet, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13.

43.

I denne forbindelse er C, dennes forældre, den lettiske regering og Kommissionen af den opfattelse, at en sådan aftale er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, mens selskabet A har argumenteret for, at dette spørgsmål bør besvares benægtende, og har i denne forbindelse navnlig gjort gældende, at den fremtidige karakter af en erhvervsmæssig aktivitet ikke fratager aftalen dens natur.

44.

Indledningsvis skal det erindres, at formålet med direktiv 93/13 i henhold til artikel 1, stk. 1, heri er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Der er således tale om en horisontal retsakt, der tager sigte på at sikre et højt niveau for forbrugerbeskyttelse  ( 13 ) ved at beskytte forbrugerne mod urimelige vilkår i alle former for aftaler, som indgås med erhvervsdrivende. Dette direktiv finder således anvendelse på alle erhvervssektorer og principielt på alle typer aftaler om køb af varer og levering af tjenesteydelser, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger  ( 14 ).

45.

Som Domstolen gentagne gange har fastslået, hviler den ved direktiv 93/13 indførte beskyttelsesordning ydermere på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at kunne øve nogen indflydelse på disses indhold  ( 15 ). Under hensyntagen til denne svagere stilling fastsætter direktivets artikel 6, stk. 1, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren. Der er tale om en præceptiv bestemmelse, der har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne  ( 16 ).

46.

Heraf følger, at dette direktiv har til formål dels at afhjælpe situationer med ulighed mellem parterne i forhold til kontraktvilkår, hvilket kan skyldes skævheden mellem oplysninger eller tekniske kompetencer  ( 17 ) eller forhandlingsstyrke  ( 18 ) i forhold til kontraktvilkårene og dels at afskrække erhvervsdrivende fra at anvende urimelige vilkår i fremtiden  ( 19 ).

47.

Det skal i lyset af disse formål med direktiv 93/13 undersøges, om den omtvistede aftale er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

48.

I denne henseende skal det erindres, at direktiv 93/13, således som det fremgår af dets artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, finder anvendelse på kontraktvilkår i »aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere«, der ikke har »været genstand for individuel forhandling«. Som det anføres i tiende betragtning til dette direktiv, skal ensartede bestemmelser vedrørende urimelige vilkår nemlig finde anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem »erhvervsdrivende« og »forbrugere« som omhandlet i direktivets artikel 2, litra b) og c)  ( 20 ). Dermed er det nødvendigt for, at en aftale er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13, at en part i aftalen er en »erhvervsdrivende« som defineret i dette direktivs artikel 2, litra c), og at den anden part er en »forbruger« som omhandlet i direktivets artikel 2, litra b). Med andre ord anses aftalen, når den indgås mellem på den ene side en erhvervsdrivende og på den anden side en forbruger, for at være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

49.

Det skal dels påpeges, at selv om det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, fremgår, at den omtvistede aftale var en »standardaftale«, som var udformet på grundlag af en fortrykt formular og underskrevet af adskillige andre unge sportsudøvere, har selskabet A gjort gældende, at det omtvistede vilkår har været genstand for individuel forhandling  ( 21 ). Det tilkommer den forelæggende ret at udtale sig i denne henseende under hensyntagen til de bestemmelser om fordeling af bevisbyrden, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, første og tredje afsnit, i direktiv 93/13, og som bl.a. bestemmer, at hvis en erhvervsdrivende hævder, at et standardiseret kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, har den erhvervsdrivende bevisbyrden  ( 22 ).

50.

Dels er det ubestridt, at den omtvistede aftale blev underskrevet af selskabet A, der handlede i sin egenskab af »erhvervsdrivende« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra c). Under disse omstændigheder må det første spørgsmål dermed forstås således, at den forelæggende ret nærmere bestemt for det første ønsker oplyst, om en fysisk person, såsom C, som på tidspunktet for den omtvistede aftales indgåelse ikke udøvede en professionel aktivitet inden for den pågældende sportsgren, men efterfølgende er blevet en professionel sportsudøver, i forbindelse med denne aftale skal anses for at være en »forbruger« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra c), således at denne aftale er omfattet af samme direktivs personelle anvendelsesområde [herom under a)], og for det andet, om selve aftalens genstand, som ifølge selskabet A skal anses for at være »en af aftalerne med »unge lovende« sportsudøvere«, kan udgøre en undtagelse fra det materielle anvendelsesområde for direktiv 93/13 og således begrunde, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse [herom under b)].

a)

Det personelle anvendelsesområde for direktiv 93/13

51.

Hvad for det første angår det personelle anvendelsesområde for direktiv 93/13 og nærmere bestemt begrebet »forbruger« minder jeg om, at i henhold til dette direktivs artikel 2, litra b), forstås der ved »forbruger« »en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv«. Samme artikels litra c) fastsætter en bred definition af begrebet »erhvervsdrivende«, hvorefter der ved »erhvervsdrivende« forstås »en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat«.

52.

Heraf følger, at det ikke er ved en henvisning til sagens parter, men gennem en henvisning til karakteren af de kontraherende parter – om de handler inden for rammerne af deres erhvervsmæssige aktiviteter eller ej – at direktiv 93/13 definerer de aftaler, det finder anvendelse på  ( 23 ). Denne tilgang, der ofte betegnes som »funktionel«, svarer til den i punkt 45 i dette forslag til afgørelse nævnte idé, som den ved direktivet indførte beskyttelsesordning hviler på, nemlig at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau  ( 24 ).

53.

Heraf følger, at det skal vurderes fra sag til sag, om en person kan betegnes som »erhvervsdrivende« eller »forbruger« i forhold til den pågældende aftale og under hensyntagen til arten af og formålet med den pågældende aftale og den omstændighed, at direktivet om urimelige kontraktvilkår har til formål at beskytte forbrugerne som den typisk svagere part  ( 25 ). For at en person kan kvalificeres som »forbruger«, er det således nødvendigt at undersøge styrkeforholdet mellem parterne i forhold til den pågældende aftale. De typiske faktorer er skævheden mellem oplysninger, tekniske kompetencer og forhandlingsstyrke.

54.

Tilsvarende er begrebet »forbruger« objektivt og afspejler dennes stilling som den typisk svagere part i forhold til en erhvervsdrivende. Den objektive karakter indebærer, at dette begreb er uafhængigt af den viden, som den pågældende person kan have, eller de oplysninger, som denne person reelt råder over  ( 26 ). Som Domstolen har fastslået, gør anvendelsen af et abstrakt referencekriterium for kontrol af gennemsigtigheden af et kontraktvilkår det muligt at undgå at gøre denne kontrol afhængig en kombination af en kompleks helhed af subjektive faktorer, som det kan være vanskeligt eller endog umuligt at fastsætte  ( 27 ).

55.

I hovedsagen er det – med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse – ubestridt, at C’s karriere på tidspunktet for aftalens indgåelse endnu ikke var indledt, idet han ikke var blevet ansat af en professionel klub. Der foreligger principielt en ulighed mellem selskabet A og C på grund af skævheden mellem disse parters oplysninger og tekniske kompetencer. Et sådant selskab råder som hovedregel over en varig organisation, en juridisk tjeneste, der er specialiseret på området, og tekniske kompetencer, hvilke en ung sportsudøver ikke nødvendigvis råder over, idet vedkommende handler i privat øjemed, ikke er professionel på tidspunktet for indgåelsen af aftalen og således kun lejlighedsvis er konfronteret med en sådan aftale. Det synes således med føje at kunne lægges til grund, at C navnlig i kraft af at være mindreårig objektivt befandt sig i en svagere situation i forhold til selskabet A. Dels rådede C ikke over det samme vidensniveau som dette selskab med hensyn til de forskellige tjenesteydelser, der var omhandlet i den omtvistede aftale, og dels var hans forhandlingsstyrke ringe, navnlig fordi selskabet A på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale synes at have været det eneste selskab, der leverede denne type tjenesteydelser i forbindelse med sportslig udvikling i Letland  ( 28 ). Imidlertid tilkommer det også den forelæggende ret at efterprøve, om skævheden i styrkeforholdet mellem selskabet A og C blev opvejet af den omstændighed, at C blev repræsenteret af sine forældre, hvoraf faderen ifølge selskabet A’s mundtlige indlæg på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale var basketballtræner. I denne henseende skal det erindres, at Domstolen har fastslået, at selv om en specifik »forbruger« råder over større viden og erfaring, er dette dog ikke til hinder for, at han eller hun er en »forbruger« som omhandlet i direktiv 93/13  ( 29 ).

56.

Det følger af samtlige de i forrige punkt nævnte forhold, at C principielt på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale handlede som »forbruger« som omhandlet i direktiv 93/13, og at dette direktivs bestemmelser dermed bør finde anvendelse på denne aftale.

57.

Denne konklusion ændres efter min opfattelse ikke af den omstændighed, at den pågældende sportsudøvers egenskab af »forbruger« udviklede sig efter indgåelsen af denne aftale, da han blev en »erhvervsdrivende« (professionel) sportsudøver som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra c). Ligesom den forelæggende ret er jeg af den opfattelse, at denne udvikling specifikt i forbindelse med forbrugeres rettigheder ikke er relevant for vurderingen af karakteren af retsforholdet mellem de to parter. I modsætning til de situationer, der vedrører anvendelsen af reglerne om fastlæggelse af domstolskompetencen  ( 30 ), er det hvad angår anvendelsesområdet for forbrugeres rettigheder efter min opfattelse uden relevans, at den unge sportsudøvers aktivitet på det område, aftalen vedrører, efterfølgende antog en professionel karakter. Det samme gælder, hvis det måtte blive godtgjort, at den unge sportsudøver kun gjorde brug af de ydelser, der blev leveret af den erhvervsdrivende, med henblik på at erhverve professionelle kompetencer, idet det afgørende forhold er, at den unge sportsudøver på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale ikke var erhvervsdrivende (professionel).

58.

Dels fastsætter artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 nemlig, at »[d]et vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse«  ( 31 ). Som Domstolen har fastslået, er det således datoen for aftalens indgåelse, der er relevant ved vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, hvorfor vurderingen af, om dette direktiv finder anvendelse, skal foretages på dette tidspunkt, uanset enhver senere udvikling i egenskaben af »forbruger« til en egenskab af »erhvervsdrivende«. Enhver anden mere »dynamisk« fortolkning af egenskaben af »forbruger«, hvorved det lægges til grund, at denne egenskab kan fortabes i tidens løb, ville være i strid med selve denne bestemmelses ordlyd.

59.

Dels er denne fortolkning også være i overensstemmelse med det formål, der forfølges med direktiv 93/13, for så vidt som det er på tidspunktet for aftalens indgåelse, der er sammenfaldende med en eventuel ugunstig stilling i forhold til den erhvervsdrivende, at aftalen – også på lang sigt – kan medføre ugunstige konsekvenser for forbrugeren.

b)

Det materielle anvendelsesområde for direktiv 93/13

60.

Hvad for det andet angår det materielle anvendelsesområde for direktiv 93/13 og nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt en aftale med en »ung lovende« sportsudøver kan være udelukket herfra, minder jeg om, at dette direktiv finder anvendelse på »enhver aftale«, som indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere inden for alle økonomiske sektorer  ( 32 ), og at det afgørende kriterium for anvendelsen af dette direktiv er, i hvilken egenskab parterne handlede, da de indgik den omtvistede aftale, og ikke dennes genstand, som principielt er uden relevans for fastlæggelsen af direktivets anvendelsesområde  ( 33 ). Der er dog visse undtagelser fra denne regel  ( 34 ).

61.

Dels udelukker artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 »[k]ontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestemmelser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller Fællesskabet er part i, bl.a. på transportområdet« fra direktivets anvendelsesområde. I denne henseende har Domstolen fastslået, at den undtagelse, der er indført ved direktivets artikel 1, stk. 2, henset til det formål, der forfølges med dette direktiv, nemlig beskyttelse af forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås med en erhvervsdrivende, skal fortolkes indskrænkende for således at sikre direktivets effektive virkning  ( 35 ). Domstolen har endvidere bemærket, at et kontraktvilkår i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger under alle omstændigheder kun er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, såfremt dette kontraktvilkår afspejler indholdet af en lov eller bindende administrativ bestemmelse som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 i lyset af 13. betragtning til samme direktiv. Denne udelukkelse er nemlig begrundet i den omstændighed, at det er legitimt at lægge til grund, at den nationale lovgiver har foretaget en afbalanceret afvejning af alle kontrahenternes rettigheder og forpligtelser, som EU-lovgiver udtrykkeligt har villet bevare  ( 36 ).

62.

Dels tilføjes det i tiende betragtning til direktiv 93/13, at »dette direktiv […] ikke [finder] anvendelse på bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter«. Ligesom den udelukkelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 1, stk. 2, beror ratio legis bag udelukkelsen af denne type aftaler på det forhold, at den lex specialis, der gælder for alle disse aftaler, gør det muligt at fjerne eventuelle skævheder mellem parternes rettigheder og forpligtelser.

63.

I det foreliggende tilfælde har selskabet A gjort gældende, at den i hovedsagen omtvistede aftale er omfattet af den nationale lovgivning vedrørende aftaler med »unge lovende« sportsudøvere, og at bestemmelserne i direktiv 93/13 derfor ikke finder anvendelse. Henset til det ovenstående tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve denne lovgivnings indhold med henblik på at fastslå, om kontraktvilkårene i denne aftale afspejler bindende retsforskrifter, som finder anvendelse i hovedsagen, således at det i abstrakt forstand er muligt at fjerne en eventuel ubalance mellem »unge lovende« sportsudøvere og de erhvervsdrivende og at udelukke visse kontraktvilkår, navnlig det omtvistede vilkår om vederlaget i denne pågældende aftales artikel 6, stk. 1, fra dette direktivs anvendelsesområde. I denne forbindelse skal den forelæggende ret dog tage hensyn til følgende forhold: For det første skal en sådan undtagelse fra dette direktivs anvendelse efter min opfattelse fortolkes snævert  ( 37 ); endvidere følger det hvad angår den nationale lovgivnings bindende karakter af Domstolens praksis, at den forelæggende ret for at udelukke anvendelsen af dette direktiv skal sikre sig, at det finder anvendelse på parterne i en aftale uanset deres valg og uden videre (som supplement), dvs. i mangel af en anden ordning mellem disse parter herom  ( 38 ); desuden skal den forelæggende ret tage hensyn til det forhold, at når andre bestemmelser i national ret finder anvendelse ud over direktiv 93/13, går man generelt ind for en fortolkning, der så vidt muligt bevarer den effektive virkning af dette direktiv  ( 39 ); endelig er der intet til hinder for, at der kan tages hensyn til det forhold, at der findes andre bestemmelser, ved vurderingen af gennemsigtigheden og urimeligheden af kontraktvilkår i forbindelse med dette direktiv  ( 40 ).

64.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at en aftale om tjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme indgået mellem på den ene side en erhvervsdrivende, der driver virksomhed på området for træning og udvikling af sportsudøvere, og på den anden side en mindreårig, som var repræsenteret af sine forældre og ikke var ansat inden for sportsområdet ved indgåelsen af denne aftale, principielt er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13, for så vidt som de øvrige i dette direktiv fastsatte betingelser for, at det finder anvendelse, er opfyldt.

2.

Udvidelse af det minimumsbeskyttelsesniveau, der ydes ved direktiv 93/13 (det andet spørgsmål)

65.

Med sit andet spørgsmål, som forelægges for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 93/13 er til hinder for, at direktivets anvendelsesområde udelukkende gennem retspraksis udvides, således at direktivets bestemmelser finder anvendelse på aftaler, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

66.

Henset til den foreslåede besvarelse af det første spørgsmål er det efter min vurdering ufornødent at undersøge det andet spørgsmål.

67.

Under alle omstændigheder og for fuldstændighedens skyld anføres det – som det fremgår af den foreslåede besvarelse af det første spørgsmål – at direktiv 93/13 kun vedrører aftaler indgået mellem en »erhvervsdrivende« og en »forbruger«, og at det således ved en modsætningsslutning ikke finder anvendelse på aftaler, hvor ingen af parterne er en forbruger. Idet der er tale om en delvis og en minimumsharmonisering, er der imidlertid intet til hinder for, at medlemsstaterne udvider anvendelsesområdet for den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 93/13 til andre aftaler, såsom aftaler indgået mellem to »forbrugere« eller omvendt mellem to »erhvervsdrivende«  ( 41 ). Domstolen har nemlig fastslået, at medlemsstaterne fortsat navnlig har mulighed for at anvende det nævnte direktivs bestemmelser som nationale retsregler på situationer, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde, forudsat at dette er foreneligt med de med dette direktiv forfulgte formål og med traktaterne  ( 42 ). Medlemsstaterne kan bl.a. beslutte at udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til juridiske eller fysiske personer, der ikke er »forbrugere« i dette direktivs forstand, idet anvendelsen af bestemmelserne i dette direktiv på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, dog henhører under medlemsstaternes kompetencer  ( 43 ). I øvrigt udgør en sådan udvidelse af anvendelsesområdet for direktiv 93/13, hvad enten den foretages ope legis eller gennem retspraksis  ( 44 ), et spørgsmål, som udelukkende henhører under national ret i den pågældende medlemsstat.

3.

Anvendelsen af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 (det tredje spørgsmål)

68.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et kontraktvilkår, som bl.a. fastlægger vederlaget for den tjenesteydelse, der er omhandlet i den omtvistede aftale, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, når denne bestemmelse på tidspunktet for denne aftales indgåelse endnu ikke var blevet gennemført i den nationale retsorden  ( 45 ).

69.

For det første skal det erindres, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 fastsætter, at »[v]urderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, [hverken] omfatter […] definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt«, altså med andre ord i det omfang, disse vilkår opfylder dette direktivs krav om gennemsigtighed. Som fastslået af Domstolen udelukkes de i denne bestemmelse omhandlede vilkår, som ligger inden for det område, der omfattes af dette direktiv, kun fra vurderingen af, om de er urimelige som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 1, for så vidt som den kompetente nationale retsinstans efter en konkret bedømmelse i hvert enkelt tilfælde når frem til, at den erhvervsdrivende har affattet dem på en klar og forståelig måde  ( 46 ).

70.

Denne bestemmelse har således udelukkende til formål at fastlægge de nærmere regler for og omfanget af den indholdsmæssige kontrol med de kontraktvilkår, der, idet de ikke har været genstand for en individuel forhandling, beskriver hovedydelserne i de kontrakter, som indgås mellem en erhvervsdrivende og en forbruger  ( 47 ). Når et kontraktvilkår vedrører definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og betaling, er vurderingen af, om vilkåret er urimeligt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, ikke nødvendigt, hvis dette vilkår er affattet på en klar og forståelig måde  ( 48 ).

71.

Hvad for det andet angår gennemførelsen af denne bestemmelse i national ret har Domstolen bemærket, at medlemsstaterne ikke inden for det samlede område, der reguleres af direktivet, herunder artikel 4, stk. 2, heri, kan hindres i at bevare eller vedtage strengere regler end dem, som er fastsat i direktivet selv, forudsat at de har til formål at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne  ( 49 ). De i artikel 4, stk. 2, omhandlede vilkår henhører nemlig under området reguleret af direktivet, og dets artikel 8, som giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage strengere regler for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne, finder derfor også anvendelse på artikel 4, stk. 2  ( 50 ). I denne henseende har Domstolen fastslået, at enhver gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 2, med henblik på konkret at sikre dets formål om at beskytte forbrugerne skal være fuldstændig, hvorfor forbuddet mod at vurdere, om vilkår er urimelige, udelukkende vedrører dem, der er affattet klart og forståeligt  ( 51 ).

72.

Heraf følger, at såfremt artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 ikke er blevet gennemført, kan en national ret under en tvist vedrørende en kontrakt, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, under alle omstændigheder vurdere, om et vilkår, som ikke er blevet individuelt forhandlet, og som bl.a. vedrører aftalens hovedgenstand, er urimeligt, selv i tilfælde, hvor dette vilkår på forhånd er blevet affattet klart og forståeligt af den erhvervsdrivende  ( 52 ). Et sådant valg gør det muligt – idet det åbner for en fuldstændig retslig kontrol af, om vilkår er urimelige – i overensstemmelse med direktivets artikel 8 at sikre forbrugeren et højere effektivt beskyttelsesniveau end det, der er fastsat i direktivet  ( 53 ).

73.

I det foreliggende tilfælde bør en national ret såsom den forelæggende ret således – idet den i hovedsagen omtvistede aftale blev indgået i 2009 og artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 først blev gennemført i lettisk ret i løbet af 2014 – under alle omstændigheder kunne vurdere, om et vilkår i denne aftale er urimeligt, uanset om dette vilkår vedrører aftalens genstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, selv hvis den erhvervsdrivende på forhånd har affattet vilkåret på en klar og forståelig måde  ( 54 ).

74.

På baggrund af ovenstående betragtninger bør det tredje spørgsmål besvares således, at hvis artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale ikke var blevet gennemført i national ret, kan en national ret under alle omstændigheder vurdere, om et bestemt kontraktvilkår er urimeligt som omhandlet i dette direktivs artikel 3, uanset om dette vilkår vedrører aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, selv hvis den erhvervsdrivende på forhånd har affattet vilkåret på en klar og forståelig måde.

4.

Kravet om »gennemsigtighed« i artikel 5 i direktiv 93/13 (det fjerde spørgsmål)

75.

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om og i givet fald under hvilke betingelser et kontraktvilkår såsom det i hovedsagen omtvistede vilkår, hvorved en sportsudøver til gengæld for leveringen af tjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme forpligter sig til at betale et vederlag svarende til 10% af sine indtægter i de følgende 15 år, skal anses for at være affattet på en »klar og forståelig« måde som omhandlet i artikel 5 i direktiv 93/13.

76.

Dette spørgsmål vedrører nærmere bestemt omfanget og arten af den gennemsigtighed, som kendetegner et vilkår, som ikke anses for at være urimeligt. I denne henseende skal det erindres, at artikel 5 i direktiv 93/13 dels fastsætter, at i de aftaler, hvor alle eller nogle af de vilkår, der tilbydes forbrugeren, er i skriftlig form, skal disse vilkår altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde, og dels fastsætter, at hvis der opstår tvivl om et kontaktvilkårs betydning, gælder den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren.

77.

Hvad angår kravet om, at kontraktvilkår skal være gennemsigtige, således som det følger af dette direktivs artikel 5 eller artikel 4, stk. 2, har Domstolen påpeget, at dette krav ikke kan reduceres til et spørgsmål om, at vilkår formelt set blot skal være affattet grammatisk klart og forståeligt, men at den ved direktivet indførte beskyttelsesordning tværtimod hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår bl.a. informationsniveau, hvorfor dette krav om en klar og forståelig affattelse af kontraktvilkårene og dermed om gennemsigtighed, som samme direktiv indfører, skal fortolkes bredt  ( 55 ).

78.

Det nævnte krav om gennemsigtighed foreskriver således ikke alene, at et vilkår skal være forståeligt for den pågældende forbruger på det formelle og det grammatiske plan  ( 56 ), men også, at det skal sætte en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger i stand til at forstå, hvordan dette vilkår konkret fungerer, og dermed til på grundlag af klare og forståelige kriterier at vurdere, hvilke potentielt alvorlige økonomiske følger et sådant vilkår kan få for dennes finansielle forpligtelser  ( 57 ).

79.

Kravet om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt, skal derfor forstås således, at det også indebærer, at aftalen klart skal beskrive, hvordan den mekanisme, som det omhandlede vilkår henviser til, konkret fungerer, og i givet fald forholdet mellem denne mekanisme og den, der er fastsat i andre vilkår, således at denne forbruger på grundlag af klare og forståelige kriterier sættes i stand til at vurdere, hvilke økonomiske følger aftalen kan få for ham  ( 58 ).

80.

I den foreliggende sag har den forelæggende ret anført, at C på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale ikke havde oplysninger om værdien af den leverede tjenesteydelse eller om det beløb, han ville skulle betale for denne tjenesteydelse, som gjorde det muligt for ham at vurdere de økonomiske konsekvenser, som dette kunne have for ham. Selv om det ganske vist ikke tilkommer Domstolen at foretage en sådan vurdering, forekommer de følgende forhold mig at være relevante for vurderingen af det omtvistede vilkårs gennemsigtighed.

81.

For det første synes det at fremgå, at det omtvistede vilkår om vederlaget er let forståeligt for en »almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger«  ( 59 ) på både det formelle og det grammatisk plan og med hensyn til beregningen af det vederlag, som C blev pålagt at betale til selskabet A. Det synes nemlig at være ubestridt, at C og dennes forældre var i stand til at forstå dette vilkårs konkrete virkning på grundlag af et kriterium, der var præcist (beregningen af vederlaget er enkel, eftersom det udgør »10% af alle nettoindtægter i aftalens løbetid«, dvs. en på forhånd fastlagt periode på 15 år) og forståeligt (uden henvisning til elementer, som gør beregningsmetoden mere kompleks, såsom en eventuel indeksering). Der synes derfor efter min opfattelse ikke at være nogen tvivl om, at sportsudøveren var i stand til at forstå den anvendte beregningsmetode, naturligvis forudsat at selskabet A præciserede, hvad der skulle forstås ved »alle nettoindtægter«.

82.

For det andet skal kravet om gennemsigtighed i henhold til Domstolens praksis – idet det er objektivt umuligt at forudsige vederlagets nøjagtige størrelse, for så vidt som dette afhænger af C’s fremtidige indtægter – vurderes i forhold til de elementer, som den erhvervsdrivende rådede over på tidspunktet for indgåelsen af aftalen med forbrugeren. Det kan således ikke kræves, at den erhvervsdrivende underretter forbrugeren om de endelige finansielle konsekvenser af vedkommendes forpligtelser, som afhænger af fremtidige, uforudsigelige hændelser, som er uafhængige af den erhvervsdrivendes hensigter  ( 60 ).

83.

For det tredje har Domstolen i denne henseende fastslået, at det ikke desto mindre følger heraf, at de oplysninger, som den erhvervsdrivende skal meddele forbrugeren inden indgåelsen af aftalen, skal sætte sidstnævnte i stand til at træffe sin beslutning forsigtigt og med fuldt kendskab til dels muligheden for, at sådanne hændelser indtræder, og dels de konsekvenser, som hændelserne kan medføre  ( 61 ). Det tilkommer derfor den nationale ret under hensyn til alle relevante forhold i forbindelse med indgåelsen af denne aftale at vurdere, om de oplysninger, som den erhvervsdrivende meddelte før indgåelsen af denne aftale, gjorde det muligt for forbrugeren som en almindeligt oplyst forbruger at træffe sin beslutning forsigtigt og med fuldt kendskab til de konsekvenser, som indgåelsen af denne kontrakt kunne medføre. I denne henseende tilkommer det navnlig den nationale ret at vurdere, om selskabet A meddelte C hele den lange række af ydelser, der blev tilbudt  ( 62 ), samt deres varighed, således at C kunne vurdere deres samlede værdi i forhold til det vederlag, han muligvis ville skulle betale til dette selskab, eftersom beslutningen om at indtræde i et aftaleforhold med selskabet logisk set netop må være blevet truffet på grundlag af disse to forhold.

84.

På baggrund af ovenstående betragtninger bør det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 5 i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at kravet om, at kontraktvilkårene affattes på en »klar og forståelig« måde, pålægger en virksomhed, såsom sagsøgeren i hovedsagen, der tilbyder tjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme, at meddele den unge sportsudøver tilstrækkelige oplysninger til, at denne kan træffe en oplyst beslutning, som er støttet på præcise fakta, hvorfor kontraktvilkåret ikke blot skal være forståeligt på det formelle og det grammatiske plan, men også skal gøre det muligt for forbrugeren dels at forstå alle de væsentlige økonomiske konsekvenser, som dette vilkår vil kunne medføre for vedkommendes økonomiske forpligtelser, og dels at bedømme overensstemmelsen med den samlede værdi af de tjenesteydelser, som dette selskab tilbyder.

5.

Urimeligheden af vilkåret om vederlaget, henset til artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 (det femte spørgsmål)

85.

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det omtvistede vilkår bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, idet det ikke fastsætter en forbindelse mellem værdien af den leverede tjenesteydelse og de omkostninger, der pålægges forbrugeren. Dette spørgsmål vedrører således vurderingen af, om det omtvistede vilkår er urimeligt, navnlig foreneligheden af beregningen af vederlaget i henhold til den omhandlede kontrakt med artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13.

86.

Indledningsvis forekommer det mig hensigtsmæssigt at anføre nogle præciserende betragtninger vedrørende vurderingen af, om det omtvistede vilkår eventuelt er urimeligt.

87.

Dels skal det erindres, at dette vilkår kan anses for at være relevant for både »aftalens hovedgenstand«  ( 63 ) og »overensstemmelsen mellem pris og betaling«  ( 64 ) som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13. I henhold til denne bestemmelse er et sådant vilkår dermed omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, men en vurdering af, om det er urimeligt som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1, er udelukket, hvis det opfylder det krav om gennemsigtighed, som følger af samme direktiv. Nedenstående undersøgelse er dermed kun relevant, såfremt den forelæggende ret enten fastslår, at det omtvistede vilkår ikke opfylder kravet om gennemsigtighed – for så vidt som den omstændighed, at et vilkår ikke er affattet på en klar og forståelig måde, ikke i sig selv medfører, at vilkåret er urimeligt  ( 65 ) – eller at den kan vurdere, om det er urimeligt, fordi artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 ikke finder anvendelse i hovedsagen, eftersom denne bestemmelse endnu ikke var blevet gennemført i lettisk ret på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale  ( 66 ). Under alle omstændigheder udgør et kontraktvilkårs gennemsigtighed, således som det kræves i dette direktivs artikel 5, et af de afgørende elementer, der ligeledes skal tages i betragtning ved vurderingen af, om vilkåret er urimeligt  ( 67 ).

88.

Dels er det væsentligt at præcisere, at Domstolens kompetence på området vedrører fortolkningen af begreberne i direktiv 93/13 og de kriterier, som den nationale ret kan eller skal anvende ved undersøgelsen af et kontraktvilkår i forhold til direktivets bestemmelser, idet det tilkommer denne ret under hensyn til disse kriterier at træffe afgørelse om et særligt kontraktvilkårs konkrete kvalifikation i lyset af de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Heraf følger, at Domstolen skal begrænse sig til at meddele den forelæggende ret de oplysninger, som sidstnævnte skal tage hensyn til  ( 68 ).

89.

Efter disse præciseringer skal det erindres, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 fastsætter, at et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren. Heraf følger, at det tilkommer den nationale ret under hensyn til alle omstændighederne i sagen at efterprøve først den eventuelt manglende overholdelse af kravet om »god tro« og dernæst, om der foreligger en »betydelig skævhed« til skade for forbrugeren som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13  ( 69 ).

90.

Hvad for det første angår kravet om »god tro«, anføres det i 16. betragtning til dette direktiv bl.a., at den erhvervsdrivende kan opfylde dette krav »ved at handle loyalt og rimeligt med den anden part, hvis legitime interesser han skal tage hensyn til«, og at den nationale ret især skal tage hensyn til »styrkeforholdet i parternes forhandlingspositioner, til, om forbrugeren på den ene eller den anden måde er blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til kontraktvilkåret, og til, om varerne eller tjenesteydelserne er solgt eller leveret på forbrugerens særlige bestilling«  ( 70 ). Den nationale ret skal således efterprøve, om den erhvervsdrivende ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere et sådant vilkår efter individuel forhandling  ( 71 ).

91.

Hvad for det andet angår kravet vedrørende en »betydelig skævhed« mellem parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen, hvortil der specifikt henvises i det femte præjudicielle spørgsmål, har Domstolen fastslået, at der navnlig skal tages hensyn til de gældende regler i den nationale lovgivning, såfremt der ikke foreligger en aftale mellem parterne herom, med henblik på at vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang aftalen stiller forbrugeren i en mindre gunstig retsstilling end den, der følger af den gældende nationale lovgivning  ( 72 ). Det er nemlig ved hjælp af en sådan sammenlignende undersøgelse, at den nationale ret kan vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang aftalen stiller forbrugeren i en mindre gunstig retsstilling end den, der følger af den gældende nationale lovgivning  ( 73 ). Hvis der ikke i den nationale lovgivning er fastsat relevante yderligere bestemmelser (som det f.eks. kan være tilfældet med hensyn til fastlæggelsen af vederlaget i forbindelse med aftaler med »unge lovende« sportsudøvere), skal vurderingen af, om der foreligger en betydelig skævhed, imidlertid foretages under hensyn til andre referencepunkter, såsom loyal og rimelig markedspraksis på tidspunktet for aftalens indgåelse med hensyn til vederlaget inden for den pågældende sport  ( 74 ) eller en sammenligning af parternes rettigheder og forpligtelser i en bestemt periode, idet der tages hensyn til aftalens karakter og andre tilknyttede kontraktvilkår  ( 75 ). Ligeledes med dette formål for øje forekommer det relevant at foretage en undersøgelse af den retsstilling, som forbrugeren befinder sig i, under hensyn til de midler, han råder over i medfør af den nationale ordning til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør  ( 76 ). Endelig skal den nationale ret i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 vurdere, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyntagen til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og idet der på tidspunktet for aftalens indgåelse tages hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne  ( 77 ).

92.

Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere situationen i hovedsagen under hensyntagen til de oplysninger, der er nævnt i punkt 89-91 i dette forslag til afgørelse, efter at have efterprøvet elementerne i de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag og den nationale lovgivning.

93.

I det foreliggende tilfælde skal den forelæggende ret, således som det fremgår af de sagsakter, der er forelagt for Domstolen, efterprøve, om den nationale lovgivning om aftaler med »unge lovende« sportsudøvere fastsætter bestemmelser vedrørende vederlaget, som den omtvistede aftale er i strid med. Hvis der ikke foreligger en sådan lovgivning, skal den forelæggende ret tage hensyn til de principper for loyal og rimelig markedspraksis med hensyn til vederlaget for de omhandlede tjenesteydelser inden for den pågældende sport, som var gældende på tidspunktet for indgåelsen af denne aftale. Endvidere følger det af artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13, at den nævnte ret skal tage hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og efterprøve, om en eventuel manglende forbindelse mellem værdien af den tjenesteydelse, der leveres af selskabet A, og det af C betalte vederlag for disse ydelser kan medføre, at det omtvistede vilkår er urimeligt.

94.

I denne henseende skal den forelæggende ret ved vurderingen af en eventuel betydelig skævhed mellem parternes rettigheder og forpligtelser efter min opfattelse tage hensyn til, om tjenesteyderen kan godtgøre, at vederlaget på 10% af alle C’s indtægter i den omtvistede aftales løbetid faktisk var forbundet med de tjenesteydelser, der blev leveret af selskabet A, og om et sådant vederlag svarer til markedsværdien inden for den pågældende sportssektor. Et fuldstændigt misforhold mellem den leverede ydelse og den betalte pris er efter min opfattelse uacceptabelt, selv hvis den nationale lovgivning tillod det eller ikke udtrykkeligt forbød det  ( 78 ).

95.

I denne henseende er det imidlertid efter min opfattelse væsentligt, at den forelæggende ret tager hensyn til følgende elementer, der taler for, at der ikke foreligger en »betydelig skævhed«: i) det forhold, at et sådant vederlag kun forfalder, hvis disse indtægter er mindst 1 500 EUR om måneden, ii) det forhold, at C i henhold til den omtvistede aftale kunne have besluttet at opsige denne aftale uden at betale kompensation, bl.a. hvis han besluttede ikke at forfølge en professionel karriere  ( 79 ), og iii) det forhold, at de tjenesteydelser, der blev leveret af selskabet A, blev leveret uden sikkerhed for, at C ville opnå det tilstræbte resultat, altså at blive professionel, hvilket medfører, at aftalen efter selve sin natur indebar en betydelig risiko for dette selskab  ( 80 ). For så vidt angår dette aspekt bør den forelæggende ret nemlig efter min opfattelse tage hensyn til den omstændighed, at det af C betalte vederlag ikke blot tjener til at finansiere de tjenesteydelser, der af selskabet A blev tilbudt til C, men også dem, der blev tilbudt til alle de andre »unge lovende« sportsudøvere, som indgik lignende aftaler med dette selskab (herunder dem, som ikke blev professionelle), og dette muligvis gennem flere år. Ordningen skal derfor vurderes i sin helhed.

96.

Endelig skal den forelæggende ret ikke desto mindre også tage hensyn til de forhold, der taler for, at der foreligger en skævhed, navnlig den omstændighed, at den omtvistede aftale ikke synes at have indeholdt et vilkår, som fastsatte en mulighed for, at parterne kunne aftale at nedsætte den unge sportsudøvers forpligtelser eller at ændre denne aftales varighed, f.eks. når den unge sportsudøver blev myndig eller på baggrund af væsentligheden og varigheden af de modtagne ydelser, idet et sådant vilkår sædvanligvis er påkrævet for at tage hensyn til den unge sportsudøvers interesser.

97.

På baggrund af ovenstående betragtninger bør det femte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det ved vurderingen af den eventuelle urimelighed af et vilkår i en aftale om støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme, hvorefter den unge sportsudøver, der handler i sin egenskab af forbruger, for leveringen af disse ydelser forpligter sig til at betale et vederlag til et beløb svarende til 10% af sine indtægter i de følgende 15 år, hvis han bliver professionel, er relevant, om kravet om »god tro« eventuelt er blevet tilsidesat, og om der eventuelt foreligger en »betydelig skævhed« til skade for forbrugeren, idet det præciseres, at der navnlig skal tages hensyn til, om der findes gældende regler i den nationale lovgivning, såfremt der ikke foreligger en aftale mellem parterne herom, med henblik på at vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang aftalen stiller forbrugeren i en mindre gunstig retsstilling end den, der følger af den gældende nationale lovgivning, og, såfremt der ikke findes sådanne regler, markedspraksis på tidspunktet for denne aftales indgåelse med hensyn til vederlag inden for den pågældende sport, forudsat at denne markedspraksis er loyal og rimelig, samt hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og idet der på tidspunktet for aftalens indgåelse tages hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, navnlig spørgsmålet om, hvorvidt det krævede vederlag svarede til markedsværdien inden for den pågældende sportssektor, i særdeleshed under hensyn til den risiko, der for den erhvervsdrivende følger af, at denne ikke har nogen sikkerhed for at modtage vederlaget, hvis den unge sportsudøver ikke bliver professionel.

6.

Den ikke-bindende karakter af et urimeligt kontraktvilkår som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 (det sjette spørgsmål)

98.

Med det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, såfremt det er fastslået, at et kontraktvilkår er urimeligt som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1, er til hinder for, at den nationale ret kan nedsætte det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale, til de udgifter, leverandøren reelt har afholdt i forbindelse med gennemførelsen af aftalen.

99.

Heraf følger, at det sjette spørgsmål vedrører den forelæggende rets eventuelle beføjelse til at revidere eller ændre et vilkår, hvis den anser dette vilkår for at være urimeligt.

100.

I denne henseende skal det erindres, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 foreskriver, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren. Denne bestemmelse fastsætter endvidere, at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.

101.

Som Domstolen gentagne gange har fremhævet, er der tale om en præceptiv bestemmelse, der har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne  ( 81 ). Desuden skal artikel 6 i direktiv 93/13 på grund af arten og betydningen af den offentlige interesse, som den beskyttelse, der er sikret forbrugerne ved direktivet, hviler på, anses for en norm svarende til de nationale regler i den nationale retsorden, der har rang af ufravigelige retsgrundsætninger  ( 82 ).

102.

Domstolen har således allerede fastslået, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et kontraktvilkår, der er erklæret urimeligt, principielt skal anses for aldrig at have eksisteret, hvorfor det ikke kan have nogen virkning over for forbrugeren  ( 83 ). En retslig konstatering af, at et sådant vilkår er urimeligt, skal følgelig principielt have den virkning, at den retlige situation og de faktiske forhold, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, genoprettes  ( 84 ).

103.

Heraf følger i denne henseende for det første, at den nationale rets forpligtelse til at tilsidesætte et urimeligt kontraktvilkår, der pålægger betaling af beløb, der viser sig at være uretmæssige, principielt medfører en dertil svarende pligt til tilbagebetaling af disse beløb. En manglende tilbagebetalingsforpligtelse ville kunne sætte den afskrækkende virkning over styr, som ved artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, heri, er forbundet med konstateringen af, at et vilkår i en kontrakt, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, er urimeligt  ( 85 ). Hvis en forbruger som i den foreliggende sag ikke har foretaget betalinger, der har vist sig at være uretmæssige som følge af urimeligheden af det vilkår, der fastsatte disse betalinger, kan denne forbruger a fortiori ikke være forpligtet til – selv delvist – at betale de beløb, vedkommende skylder i henhold til dette vilkår, idet vilkåret skal anses for aldrig at have eksisteret  ( 86 ). I modsat fald ville det pågældende vilkår forblive delvist bindende, og den erhvervsdrivende ville drage en vis fordel af dets anvendelse.

104.

Hvad for det andet angår beføjelsen til at ændre eller revidere et urimeligt vilkår har Domstolen bemærket, at den nationale retsinstans ikke skal have beføjelse til at ændre indholdet i de urimelige vilkår, idet en sådan adgang kunne bidrage til at ophæve den afskrækkende virkning over for erhvervsdrivende, der opstår ved helt og holdent at undlade at anvende sådanne urimelige vilkår over for forbrugerne  ( 87 ). Domstolen har nemlig udtrykkeligt fastslået, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 ikke kan fortolkes således, at denne bestemmelse gør det muligt for den nationale ret, når denne erklærer et bødevilkår i en aftale, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, ugyldigt, at nedsætte den bøde, som pålægges forbrugeren, i stedet for helt at afvise at anvende det pågældende vilkår over for forbrugeren. I denne henseende har Domstolen fastslået, at hvis det stod en national retsinstans frit for at ændre indholdet af urimelige vilkår i en sådan aftale, ville en sådan adgang, henset til direktivets formål og generelle opbygning, kunne skade gennemførelsen af det langsigtede mål, der er nævnt i artikel 7 i direktiv 93/13, eftersom den ville svække den afskrækkende virkning over for erhvervsdrivende, der opstår ved helt og holdent at undlade at anvende sådanne urimelige vilkår over for forbrugerne, for så vidt som de erhvervsdrivende fortsat ville være fristede til at anvende disse vilkår, vel vidende, at aftalen, selv hvis disse vilkår skulle blive erklæret ugyldige, ikke desto mindre ville kunne tilpasses i nødvendigt omfang af den nationale ret, således at deres interesse på denne måde blev sikret  ( 88 ).

105.

Hvis en national ret, såsom den forelæggende ret, skulle fastslå, at det pågældende vilkår var urimeligt, ville dens beføjelse til at revidere eller ændre dette kontraktvilkår derfor efter min opfattelse ikke være i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13. Den nationale rets eneste mulighed består i at annullere det urimelige vilkår for herefter at vurdere, om aftalen retligt set kan opretholdes i henhold til reglerne i national ret, hvilket skal efterprøves ved en objektiv tilgang  ( 89 ).

106.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det sjette spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et kontraktvilkår, der er erklæret urimeligt, principielt skal anses for aldrig at have eksisteret, hvorfor det ikke kan have nogen virkning over for forbrugeren, som bør genindsættes i den retlige og faktiske stilling, vedkommende ville have stået i, hvis dette vilkår ikke havde fandtes, uden at den nationale ret kan pålægge forbrugeren at betale nogen del af det vederlag, der blev fastsat ved dette vilkår, som er erklæret urimeligt, uanset om det er blevet nedsat til de udgifter, leverandøren faktisk har afholdt i forbindelse med gennemførelsen af aftalen.

7.

Rækkevidden af artikel 8 og 8a i direktiv 93/13 (det syvende og det ottende spørgsmål)

107.

Med det syvende og det ottende spørgsmål, som jeg foreslår at behandle samlet, ønsker den forelæggende ret – for det tilfælde at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 finder anvendelse – nærmere bestemt oplyst dels, om den nationale ret, hvis den fastslår, at vederlaget er åbenbart uforholdsmæssigt i forhold til det bidrag, som leverandøren af tjenesteydelserne har ydet, kan erklære dette kontraktvilkår urimeligt alene på grundlag af den nationale lovgivning (det syvende spørgsmål), og i bekræftende fald, såfremt der er tale om en aftale indgået før ikrafttrædelsen af dette direktivs artikel 8a, dels om denne ret kun skal tage hensyn til oplysningerne om de bestemmelser, som medlemsstaten har vedtaget i overensstemmelse med samme direktivs artikel 8, og som medlemsstaten har underrettet Europa-Kommissionen om i overensstemmelse med dette direktivs artikel 8a, hvis denne medlemsstat har oplyst, at dens lovgivning ikke går ud over de minimumsbestemmelser, der er fastsat i dette direktiv (det ottende spørgsmål).

108.

Eftersom disse to spørgsmål, som er nært forbundne, forelægges for det tilfælde, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 er til hinder for, at en national ret vurderer, om et vilkår, såsom det i hovedsagen omtvistede vilkår, eventuelt er urimeligt, mens den pågældende ret, henset til den foreslåede besvarelse af det tredje spørgsmål, skal vurdere urimeligheden, hvis dette direktivs artikel 4, stk. 2, på tidspunktet for aftalens indgåelse ikke var blevet gennemført i national ret, er der efter min opfattelse ikke behov for en besvarelse.

109.

Under alle omstændigheder og for fuldstændighedens skyld minder jeg dels – hvad angår det syvende spørgsmål – om, at det omhandlede direktiv 93/13 som anført i punkt 68 i dette forslag til afgørelse har været genstand for en minimumsharmonisering, og at medlemsstaterne derfor i henhold til dette direktivs artikel 8 kan sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne end den, der er fastsat i direktivet, i det omfang, dette er foreneligt med de med direktivet forfulgte formål. Med andre ord har medlemsstaterne ret til at støtte sig på dette direktivs artikel 8 med henblik på at vedtage bestemmelser, som udvider den vifte af kontraktvilkårstyper, som kan vurderes at være urimelige, ved at udstrække den til andre af disse vilkår, såsom vilkår vedrørende aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem kvalitet og pris, selv hvis de er affattet på en klar og forståelig måde  ( 90 ).

110.

Dels skal det – hvad angår det ottende spørgsmål – erindres, at artikel 8a i direktiv 93/13 pålægger de medlemsstater, som vedtager bestemmelser i overensstemmelse med direktivets artikel 8, at underrette Kommissionen om vedtagelsen af disse bestemmelser samt om alle eventuelle senere ændringer, navnlig hvis disse bestemmelser udvider vurderingen på grundlag af kriterierne for urimelige kontraktvilkår til også at gælde for individuelt forhandlede kontraktvilkår eller for prisens eller betalingens tilstrækkelighed eller indeholder fortegnelser om kontraktvilkår, der betragtes som urimelige. Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, har Republikken Letland ikke i henhold til artikel 8a meddelt nogen foranstaltninger, som rækker ud over de minimumsstandarder, der er fastsat i direktiv 93/13. Dette berører imidlertid på ingen måde beføjelsen til at anvende nationale retsforskrifter, som tager sigte på at forbedre forbrugerbeskyttelsen, for så vidt som dette direktivs artikel 8a ikke fastsætter nogen retsvirkning af medlemsstatens manglende meddelelse af lovgivningen. Med andre ord medfører den manglende meddelelse af en sådan national foranstaltning ikke, at denne foranstaltning ikke kan anvendes i den pågældende medlemsstat. Dette direktiv fastsætter nemlig ikke, at meddelelsen af de bestemmelser, der er vedtaget i henhold til samme direktivs artikel 8a, er en nødvendig betingelse for disse bestemmelsers gyldighed og bindende virkning. En medlemsstats manglende meddelelse kan derfor ikke anføres som argument for, at den pågældende medlemsstats lovgivning ikke er trådt i kraft eller ikke er bindende.

8.

Anvendelsen af chartrets artikel 17, stk. 1, og artikel 24, stk. 2 (det niende og det tiende spørgsmål)

111.

Med det niende spørgsmål ønsker den forelæggende ret – for det tilfælde, at det første eller det andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende – nærmere bestemt oplyst, hvilken betydning chartrets artikel 17, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, har for hovedsagen, for det første henset til, at den omtvistede aftale bandt C for en periode på 15 år og kunne have væsentlige økonomiske implikationer, og for det andet henset til, at C var mindreårig på tidspunktet for indgåelsen af denne aftale. Det tiende spørgsmål vedrører i det væsentlige de samme aspekter som det niende spørgsmål og forelægges subsidiært i forhold til dette, altså for det tilfælde, at det første eller det andet spørgsmål besvares benægtende. I betragtning af besvarelsen af det første spørgsmål er det således ufornødent at besvare det tiende spørgsmål.

112.

Heraf følger, at den forelæggende ret med disse to spørgsmål dels ønsker oplyst, om en aftale såsom den i hovedsagen omhandlede, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, henset til den varighed og den størrelse af vederlaget, der er fastsat heri, er i strid med barnets »tarv« som omhandlet i chartrets artikel 24, stk. 2, samt ejendomsretten, som er fastsat i chartrets artikel 17, og dels om denne omstændighed i lyset af direktiv 93/13 kan have indflydelse på vurderingen af, om et vilkår er urimeligt.

113.

Indledningsvis forekommer det mig hensigtsmæssigt at minde om, at såfremt Domstolen, således som jeg foreslår i min besvarelse af det første spørgsmål, måtte fastslå, at direktiv 93/13 finder anvendelse i hovedsagen, er det samme tilfældet for chartret. Chartrets bestemmelser finder nemlig i henhold til artikel 51 bl.a. anvendelse, når medlemsstaterne gennemfører EU-retten. De grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, skal derfor overholdes, herunder dem, der er fastsat i chartrets artikel 17 (ejendomsretten) og 24 (børns rettigheder).

114.

For det andet har Domstolen hvad angår ejendomsrettens betydning, så vidt jeg ved, hidtil ikke fastslået, at chartrets artikel 17, stk. 1, som fastlægger ejendomsretten i generelle vendinger, skulle have en specifik rækkevidde for så vidt angår anvendelsen af direktiv 93/13. Dette forekommer mig logisk og sammenhængende.

115.

For det andet fastsætter chartrets artikel 24, stk. 2, angående børns rettigheder, at »[i] alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række«. Denne bestemmelse er ganske vist, så vidt jeg ved, aldrig blevet fortolket af Domstolen i forbindelse med fortolkningen af direktiv 93/13, men den er affattet i generelle vendinger og bør efter min opfattelse kunne finde anvendelse på akter, såsom den omtvistede aftale, der kan have betydelige konsekvenser for den pågældende mindreårige  ( 91 ). Denne konstatering bekræftes af artikel 3, stk. 1, i konventionen om barnets rettigheder  ( 92 ), hvortil der udtrykkeligt henvises i forklaringerne til chartrets artikel 24. I henhold til denne artikel 3, stk. 1, skal der tages hensyn til barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn. Dermed dækker denne bestemmelse generelt alle afgørelser og alle foranstaltninger, der direkte eller indirekte berører børn  ( 93 ), således som De Forenede Nationers Komité for Barnets Rettigheder har anført  ( 94 ). Udtrykket »barnets tarv« henviser nemlig både til en materiel ret, et fortolkningsprincip og en processuel regel  ( 95 ).

116.

For så vidt som dette udtryk henviser til »et fortolkningsprincip«, kan denne bestemmelse efter min vurdering være relevant ved fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne i direktiv 93/13, når den pågældende forbruger som i den foreliggende sag var mindreårig på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale.

117.

Det må konstateres, at direktiv 93/13 ikke nævner forbrugernes alder og navnlig ikke deres mindreårighed. Imidlertid indeholder artikel 5, stk. 3, i direktivet om urimelig handelspraksis en specifik bestemmelse vedrørende handelspraksis, der er rettet mod »en klart identificerbar gruppe af forbrugere, som er særligt sårbare«. De faktorer, som medfører en sådan sårbarhed, omfatter bl.a. forbrugerens alder. Dette sidstnævnte direktiv fastsætter derfor, at når den pågældende handelspraksis er rettet mod en sådan gruppe, skal den vurderes »med udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem af gruppen«  ( 96 ).

118.

Hvis direktiv 93/13 skal fortolkes i lyset af chartrets artikel 24, stk. 2, skal der derfor ved vurderingen af, om det pågældende vilkår eventuelt er urimeligt, med udgangspunkt i en »almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger«, mutatis mutandis tages hensyn til den omstændighed, at forbrugeren var mindreårig og dermed særligt sårbar. Imidlertid følger det, som nævnt i punkt 58 i dette forslag til afgørelse, nemlig af artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13, at vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt et kontraktvilkår er urimeligt, skal ske, under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved at tage hensyn til »alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse«, herunder i givet fald om forbrugeren er mindreårig.

119.

I det foreliggende tilfælde skal der dog, såfremt det forhold, at forbrugeren er mindreårig, kan udgøre en omstændighed, som skal tages i betragtning, ligeledes tages hensyn til det forhold, at den mindreårige på tidspunktet for indgåelsen af den omtvistede aftale var repræsenteret af sine forældre, og at denne kontrakt blev underskrevet, blot et år før C blev myndig.

120.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det niende præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med chartrets artikel 24, stk. 2, skal fortolkes således, at der ved vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, skal tages hensyn til den omstændighed, at den pågældende forbruger, som var mindreårig på tidspunktet for indgåelsen af (den omhandlede) aftale, tilhører en særligt sårbar gruppe, men uden at der bortses fra andre omstændigheder, der gjorde sig gældende på tidspunktet for denne aftales indgåelse, såsom det forhold, at denne mindreårige var repræsenteret af sine forældre, samt vedkommendes modenhed.

V.

Forslag til afgørelse

121.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de Augstākā tiesa (Senāts) (øverste domstol, Letland) forelagte præjudicielle spørgsmål således: