Med hensyn til sin forskningsvirksomhed beskyldes Guillot, en videnskabelig tjenestemand ved Det fælles Forskningscenter i Ispra, af sin umiddelbart hierarkiske overordnede, Malvicini, for forhold og omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om hans faglige korrekthed. Kommissionen, ved generaldirektøren for centret, mener, at denne kritik er tilstrækkelig alvorlig til, at den overvejer at indlede disciplinær forfølgning. Den aklagede benægter, at kritikken er velbegrundet, og beskylder sin umiddelbart overordnede for at være tilskyndet af personlig uvilje mod ham. Senere lader Kommissionen sagen falde under henvisning til, at den betragter den som en videnskabelig kontrovers, der alene berører de to tjenestemænd personligt.

Da Kommissionen formelt nægter at erklære de fremsatte beskyldninger for ubegrundede, anmoder anklagede nu Domstolen om at afhjælpe institutionens forsømmelse for moralsk at blive rehabiliteret.

Den sagsøgte institution fastholder imidlertid, at den aldrig har tilsluttet sig disse beskyldninger, og den opretholder under hele sagen en absolut neutral holdning i denne henseende.

Den eneste, der vil forsvare disse beskyldninger, synes således at være den direkte ophavsmand, som ikke er part i sagen, og som ikke engang har været afhørt som vidne.

Den foreliggende sag har ikke karakter af en straffesag, i hvilken den anklagede kan frikendes, såfremt der ikke føres bevis for de beskyldninger, der er rejst mod ham. Det drejer sig heller ikke om en sag rettet mod en disciplinær foranstaltning, således at mangelen på beviser for de forhold, hvormed den anfægtede afgørelse begrundes, kan føre til annullation. Man står over for en lidt paradoksal situation, hvor den sagsøgte part, der er den bedst egnede til at kaste lys over de indviklede omstændigheder, som ligger til grund for sagen, betragter sig som udenforstående og faktisk har vist sig uinteresseret i det, der er sagens hovedgenstand: spørgsmålet om det velbegrundede i de beskyldninger, der er rejst mod sagsøgeren af hans umiddelbart overordnede.

Ar bade formelle (beskyldningernes ophavsmand er ikke part) og reelle grunde (nødvendigheden af forudgående at klarlægge de meget komplicerede faktiske omstændigheder) synes det altså umuligt på sagens nuværende stadium at løse den egentlige realitet i kontroversen. Men hensyn til annullationssøgsmålet mod det afslag, som Kommissionen har givet på sagsøgerens principale krav, der i hovedsagen går ud på rehabilitering, begrænser Domstolens egentlige opgave sig derfor til at afklare, om Kommissionen har overtrådt en af sine forpligtelser ved ikke at interessere sig for sagen.

Hvis det forholdt sig således, måtte afslaget annulleres, og det ville påhvile Kommissionen selv at vælge det bedst egnede middel til at opfylde sine forpligtelser i den situation, der er opstået som følge af de beskyldninger, vi har med at gøre.

Under sagen er der desuden blevet lagt vægt på et internt notat fra Malvicini af 21. oktober 1971, som sagsøgeren hævder, at han ikke forud havde kendskab til, og som indeholder en meget detaljeret beskrivelse af de omstændigheder, hvorpå de mod sagsøgeren fremsatte beskyldninger hviler. Da det drejer sig om et vigtigt dokument, der er kommet til veje sent, finder jeg det nødvendigt at citere den centrale del deraf i dens helhed:

Guillot afleverede resultaterne af de foranstaltninger, der var gennemført fra forsøgets begyndelse (kl. 9.46 den 28. april) indtil kl. 11.25 den 29. sammen med optegnelserne fra analysatorens skriver, og alene resultaterne af 11 ud af de 14 foranstaltninger, der var gennemført fra kl. 11.35 den 29. april til kl. 7.10 den 30. april.

Den næste dag, den 1. maj, opdagede jeg, da jeg ville opstille de sidste målepunkter grafisk, at jeg ikke havde optegnelserne fra skriveren; jeg gik tilbage til mit kontor, idet jeg regnede med at have glemt dem på mit skrivebord, men jeg fandt dem ikke der. Jeg fandt imidlertid i en affaldsspand et stykke af en rulle Olivetti-kalkulator, hvorpå tallene fra spektrene fra de sidste 10 foranstaltinger fandtes. Disse tal svarede ikke til dem, Guillot havde givet mig.

Mandag den 3. maj forsikrede Guillot, som jeg udspurgte, mig om, at de data, han havde forsynet mig med, var dem fra analysatoren uden nogen som helst rettelser. Da jeg viste ham, at jeg havde de data, der var optegnet på kalkulatorrullen, kunne han ikke give mig en forklaring og forlod bygningen.

Da jeg havde en vis mistanke, opsamlede jeg alle de stykker med optegnelser fra skriveren og kalkulatoren, der var i affaldsspanden.

Om eftermiddagen kom Guillot tilbage til centret og fortalte, at han havde ændret forsøgsresultaterne på korrekt måde, fordi han den 30., da han demonterede den tekniske opstilling, opdagede, at den lille flaske med den radioaktive blanding ikke sad, som den skulle. Til støtte herfor udarbejdede han et notat indeholdende alvorlige beskyldninger mod mig og med et teknisk bilag på 8 sider med kalkuler, tabeller og grafiske opstillinger, hvormed han ville godtgøre, at den foretagne overføring af målepunkterne vedrørende de seks sidste forsøg var en korrektion, som var nødvendiggjort af flaskens hældning for at få dem til at stemme overens med tallene fra den 29.

Jeg rekonstruerede stykke for stykke de opsamlede optegnelser fra skriveren, og jeg konstaterede, at også de data, der var opnået den 29. fra kl. 11.35 var blevet korrigeret på lige så korrekt måde, hvilket forklarede grundene til, at Guillot skriftligt, mens han udfærdigede det tekniske bilag, havde anmodet mig om den liste over spektrer, som jeg sad inde med.

Uden at det i øjeblikket er nødvendigt at præcisere de detaljer i kontroversen, som Malvicinis kritik har givet anledning til, og de forklaringer, der er afgivet af Guillot vedrørende nødvendigheden og rigtigheden af den korrektions-koefficient, som han i strid med de påstande, der indeholdes i det ovenfor citerede notat fra Malvicini, bekræfter at have anvendt i begrænset omfang under det sidste led i sine undersøgelser med det formål at tage hensyn til en tilfældig forskubbelse af et instrument benyttet under arbejdet, er det sikkert, at de udtryk, der er anvendt over for sagsøgeren vedrørende hans faglige integritet, er af en sådan art, at de kan påføre ham alvorlig skade i det videnskabelige miljø, hvori han arbejder.

Sagsøgeren anfører, at der allerede gennem lang tid var uoverensstemmelser mellem ham og Malvicini i en sådan grad, at han anser sig for at være genstand for veritabel forfølgelse fra sin kontorchef. En af de væsentlige begivenheder, som sagsøgeren mener bekræfter dette, er det afslag, han på et tidligere tidspunkt fik på at offentliggøre en artikel om bestemte resultater af sin forskning. Dette afslag gav anledning til en sag ved Domstolen (sag nr. 91/71), som ikke blev pådømt, eftersom sagsøgeren i mellemtiden fik tilladelsen. Det fremgår imidlertid af bilag I, II og XVI af svarskriftet, at flere andre videnskabelige tjenestemænd ved Ispra-centret udover Malvicini også havde udtalt sig imod offentliggørelsen; denne blev derefter udtrykkeligt betinget af, at forfatteren påtog sig det fulde og udelukkende ansvar for sine påstande.

Sagsøgeren fremhæver andre forhold for at bevise den påståede uvilje mod ham, særligt det forhold, at han i modsætning til sine kolleger og underordnede i adskillige år ikke er blevet forfremmet eller har fået tildelt en præmie, og de afslag, han har fået på deltagelse i kongresser vedrørende det emne, han beskæftiger sig med. Vi vil imidlertid ikke lade os sinke af disse detaljer. Det er for at gennemgå de vanskelige menneskelige og faglige forhold, som de faktiske omstændigheder rummer, og under hensyn til hvilke disse må betragtes, tilstrækkeligt at have omtalt dem her.

Ved notat af 9. juli 1971 skrev Malvicini som svar på et spørgsmål fra sagsøgeren angående fortsættelsen af hans forskning med adskillelse af isotoper: Under henvisning til Deres spørgsmål skønner jeg det nødvendigt, at der gives en redegørelse for resultaterne af den forskning, der er gennemført indtil nu vedrørende virkningerne af adskillelsen, før det løbende arbejde fortsættes, og at der ikke indledes nye forsøg.

Det arbejde, der var betroet sagsøgeren for den biologiske afdeling, og som han havde udøvet deltids ved siden af sin anden funktion, der var systematisk kontrol af indre forgiftning af personalet ved Ispra centret, blev således suspenderet, men tilsyneladende kun foreløbigt. Efter hvad der fremgår af den årlige arbejdsoversigt for 1971 for sagsøgeren, skulle denne undersøgelse for den biologiske afdeling løbe hele året.

Ved en skrivelse af 8. november 1971 til direktør Caprioglio beklagede sagsøgeren sig over ikke at have hørt nyt angående resultaterne af den undersøgelse, der var indledt mod ham angående de beskyldninger, Malvicini havde rettet mod ham, og han udtrykte sit ønske om, at disse beskyldninger fuldstændigt og offentligt blev trukket tilbage.

I den samme skrivelse anmodede han desuden om ophævelse af den suspension der var beordret af Malvicini, og om overførsel til 1972 af det forsøgsprogram, der var fastsat for 1971. Tilsvarende anmodninger blev gentaget i en skrivelse af 6. december 1971.

Den 3. januar 1972 anmodede sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 91 ved en skrivelse til formanden for Kommissionen for De europæiske Fællesskaber om:

tilbagekaldelse af de beskyldninger, der var fremsat mod ham af Malvicini og anerkendelse af pålideligheden af hans forsøgsresultater;

Den 14. april 1972 bekræftede næstformanden for Kommissionen uden udtrykkeligt at svare på realiteten vedrørende tilbagekaldelsen af de beskyldninger, der rejste tvivl om sagsøgerens faglige hæderlighed, at der aldrig var blevet indledt disciplinær forfølgning mod sagsøgeren, og han gav ordre til fjernelsen fra sagsøgerens personlige aktsamling af: førnævnte skrivelse af 4. maj fra Malvicini til Caprioglio, skrivelsen af 17. maj fra direktør Caprioglio vedrørende anmodningen om oplysninger med henblik på en eventuel disciplinær forfølgning; skrivelsen af 24. juni 1971 (fejlagtig dateret den 26. juni) til direktør Caprioglio fra sagsøgeren angående dennes anmodning om at betro en eksportgruppe at kontrollere resultaterne af hans forsøg, hvilken anmodning Caprioglio's skrivelse af 4. maj henviser til, og endelig den allerede nævnte skrivelse af 7. juni 1971 fra direktør Caprioglio til sagsøgeren angående de foreløbige undersøgelser med henblik på eventuel disciplinær forfølgning.

Næstformanden for Kommissionen svarede negativt på sagsøgerens anden anmodning med den begrundelse, at det arbejde, der blev anmodet om tilladelse til at fortsætte, ikke var omfattet af noget af de arbejdsprogrammer for Det fælles Forskningscenter, der var vedtaget af Rådet; og han sluttede med at give udtryk for den overbevisning, at hverken det første eller andet krav var berettiget, og at der derfor ikke var nogen grund til at yde erstatning.

Selv med denne modifikation måtte man forkaste sagsøgerens principale påstand, hvis man tog den bogstaveligt. Da sagsøgeren i realiteten i stævningen begrænser sig til at henvise til anmodningerne i den administrative klage, konstaterer vi, at punkt 1 i disse anmodninger bestod i et krav om, at Kommissionen pålægger Malvicini at trække sine beskyldninger tilbage. Kommissionen kan imidlertid selvsagt ikke tvinge en af sine tjenestemænd til at foretage en sådan handling. Det, institutionen kan gøre, er at konstatere, om beskyldningerne er begrundede; og i tilfælde af, at den ikke kan skaffe tilstrækkelige beviser i denne henseende, bekræfte dette over for sagsøgeren: dette er, hvad sagsøgeren egentlig henviser til, således som det klarere er fremgået under den muntlige forhandling.

At Kommissionen ikke indledte disciplinær forfølgning mod sagsøgeren, er ikke tilstrækkeligt til at fjerne den tvivl, som kan have rejst sig på grund af de mod sagsøgeren fremsatte beskyldninger til skade for hans omdømme. At der ikke blev indledt disciplinær forfølgning kan i virkeligheden også forklares med opportunitetshensyn. Som følge heraf hævder sagsøgeren, at institutionen ved at undlade at gøre, hvad der var nødvendigt for at tilbagetrække beskyldninger vedrørende sagsøgerens virksomhed som tjenestemand i Kommissionen — eller for på en eller anden måde at konstatere beskyldningernes velbegrundethed — har krænket den forpligtelse, der er pålagt den i vedtægtens artikel 24 til at yde sine tjenestemænd bistand mod personer, der har fremsat krænkelser, injurier og ærerørige beskyldninger på grund af deres stilling eller hverv.

Sagsøgte mener derimod, at sagsøgeren har fået fuld oprejsning i betragtning af, at de omtvistede arbejdsresultater blev underkastet kompetente og redeligt indstillede personers bedømmelse i overensstemmelse med sagsøgerens anmodning til generaldirektøren for Det fælles Forskningscenter, der har draget sine konklusioner af denne undersøgelse.

Det må imidlertid bemærkes, at den af denne ekspertgruppe formulerede udtalelse alene vedrører den videnskabelige værdi af sagsøgerens forskningsresultater, hvorom den giver udtryk for visse forbehold, uden på nogen måde at vurdere ærligheden og hæderligheden af de forskningsmetoder, sagsøgeren anvendte. Det er derfor, dette dokument ikke efterkommer sagsøgerens anmodning om at få slettet de beskyldninger netop angående hans metoder og videnskabelige retskaffenhed, der blev fremsat i skrivelsen af 4. maj 1971, som blev fremsendt til flere tjenestemænd ved forskningscentret.

I overensstemmelse med almindelige regler for god forvaltning kan institutionen i sådanne tilfælde ikke blot erklære sig uinteresseret og derved lade forholdene mellem tjenestemændene forværres, som om det drejede sig om forhold, der var tjenesten uvedkommende. Den har derimod netop en pligt til at gøre alt for at sanere situationen, ikke alene fordi denne ikke kan forenes med tjenestens interesse, men også — og dette vedkommer denne sag — fordi det er i strid med den almindelige respekt for tjenestemandens person inden for hans tjenestegren, som institutionen skal værne. Dette fremgår ligeledes af vedtægtens artikel 24, som i Domstolens retspraksis klart er fundet anvendelig også vedrørende interne forhold inden for institutionerne (dom afsagt i sag nr. 83/63, Krawczynski, Recueil 1965, s. 773). Der er ingen tvivl om, at Kommissionens afdelinger i det foreliggende tilfælde havde været de bedst kvalificerede til at kaste lys over de omtvistede omstændigheder, der står i forbindelse med atomenergifællesskabets virksomhed.

Det fremgår af sagsøgtes erklæringer, at Kommissionen fra det øjeblik, hvor tanken om disciplinær forfølgning blev opgivet, betragtede spørgsmålet som en privat kontrovers mellem Malvicini og sagsøgeren. Men over for påstand, der indeholder angreb på en tjenestemands faglige korrekthed, og som er fremsat af dennes hierarkiske overordnede i direkte forbindelse med tjenesten, er det utilladeligt, at den pågældende institution, efter at have anset beskyldningerne for tilstrækkeligt alvorlige til at kunne begrunde indledningen af disciplinær forfølgning, lader sagen falde fuldstændigt uden at sørge for en passende afklaring deraf.

På Domstolens anmodning i retsmødet om at præcisere grundene til, at Kommissionen ikke har fundet det nødvendigt at verificere de forhold, som sagsøgerens hierarkisk overordnede tilskriver ham, har den ikke givet et tilfredsstillende svar.

Det fremgår af sagsøgerens personlige aktsamling, at det drejer sig om en tjenestemand med meget gode kvalifikationer, såvel hvad angår den videnskabelige uddannelse som indsatsen og opførselen i tjenesten. De periodiske oplysninger om ham har siden hans indtræden i tjenesten i 1961 været helt igennem positive. Det gælder også de to sidste optegnelser fra henholdsvis 1967 og 1969, der er foretaget af kontorchefen Malvicini selv. Den sagsøgte institutions undladelse af at gøre alt, hvad der stod i dens magt, for at afklare en så uheldig situation, er derfor tilsvarende alvorlig. Man kan følgelig godt sige, at denne undladelse udgør en overtrædelse af den i tjenestemandsvedtægtens artikel 24 fastsatte pligt og en fejl, der kan begrunde ansvar for sagsøgte for den skade, der herved er påført sagsøgeren, hvis det ikke kan bevises, at de fremsatte beskyldninger er velbegrundede.

Domstolen står nu over for en situation, i hvilken den, skønt den må konstatere ulovligheden af Kommissionens handlemåde i form af det her anfægtede afslag, ikke selv kan yde sagsøgeren fuld oprejsning, da man for at yde denne må undersøge realiteten i de beskyldninger, der er rettet mod sagsøgeren selv; dette ville indebære undersøgelsen af faktiske forhold og vurderinger vedrørende et yderst teknisk emne, som Domstolen ikke er i stand til at foretage uden ekspertbistand.

Efter retsmødet tilbød Kommissionen formelt sagsøgeren at foretage en gentagelse af forsøget. Men denne gentagelse, der, hvis den var blevet gennemført i tide, sandsynligvis kunne have forhindret denne proces, har ikke nogen direkte betydning for løsningen af konflikten, eftersom den vedrører den videnskabelige gyldighed af resultaterne af den forudgående forskning og ikke hæderligheden af sagsøgerens handlemåde.

For at udtale sig om realiteten i sagsøgerens principale krav må navnlig følgende forhold afklares:

1.Er det rigtigt, at Guillot gav sin overordnede Malvicini et resultat af sine undersøgelser, der allerede var bearbejdet i forhold til de resultater, der var registreret på skriverens og kalkulatorens optegnelser, uden på nogen måde at oplyse noget om den skete bearbejdelse?2.Vedrører denne første bearbejdelse af de fakta, der blev meddelt Malvicini, kun de sidste 6 foranstaltninger, som sagsøgeren synes at hævde (i sin skrivelse af 7. maj 1972 til direktør Caprioglio), eller vedrører den også de andre forudgående dele af forsøgene, sådan som Malvicini hævder det i sit notat af 21. oktober 1971; og eksisterer der i denne henseende et acceptabelt videnskabeligt bevis?3.Når først disse to faktiske omstændigheder er belyst, må der indhentes en videnskabelig udtalelse om den faglige korrekthed af Guillots handlemåde:

a)angående ændringen af de fremkomne tal;b)angående den måde hvorpå han præsenterede resultatet af de undersøgelser, der var betroet ham.

Denne indsigelse synes at savne grundlag. Afgørelsen af 9. juli om suspensionen af de pågældende forsøg var faktisk formuleret således, at man kun kunne karakterisere den som en rent foreløbig afgørelse, der var afhængig af de igangværende undersøgelser vedrørende de af sagsøgeren tidligere opnåede forsøgsresultater. Kun en endelig stillingtagen fra den kompetente administrative myndighed får i henhold til fast retspraksis klagefristerne til at løbe. Derfor kan man ikke betragte den anmodning, som sagsøgeren rettede til generaldirektøren den 8. november 1971 angående genoptagelsen af de tidligere suspenderede forsøg, og hvori den hierarkisk kompetente myndighed opfordredes til at træffe en afgørelse vedrørende et spørgsmål, der efter alt at dømme blev holdt svævende, som indbragt uden for fristerne, hvad den anmodning af 3. januar 1972, der blev rettet herom til selve Kommissionen, heller ikke er.

Hvad angår realiteten i denne anmodning påstår sagsøgte desuden, at ingen tjenestemand kan gøre krav på bestemte funktioner, men at han alene har krav på at få tildelt funktioner, der svarer til hans lønklasse.

Det er sikkert, at den kompetente myndighed med dette forbehold har frihed til at vurdere tjenestens interesse og som konsekvens heraf træffe en afgørelse vedrørende fordelingen af funktionerne. Men her drejer det sig ikke om et tilfælde, hvor en tjenestemand beklager sig over funktioner, der er tildelt ham, under påberåbelse af, som det ofte er sket, at de ikke er tilfredsstillende eller ikke svarer til vedkommendes uddannelse. Det drejer sig om en protest mod en afgørelse om suspension af visse af vedkommendes funktioner, en afgørelse, der helt bærer præg af at være motiveret af den specielle situation, der er skabt som følge af de beskyldninger, som er rettet mod sagsøgeren af ophavsmanden til suspensionsafgørelsen. Lad mig minde om, at den årlige arbejdsoversigt for sagsøgeren foreskrev udførelsen af disse funktioner for hele året 1971, sådan som han også havde udført dem det foregående år.

Der er derfor grund til at mene, at sagsøgeren, hvis den hovedepisode, der ligger til grund for denne sag, som vedrører beskyldningerne mod sagsøgeren for uærlighed, ikke var indtruffet, kunne have fortsat de pågældende funktioner. Påberåbelsen i den anfægtede afgørelse af, at den pågældende slags undersøgelser ikke indgik i centrets forskningsprogram, er ikke tilstrækkelig til at tage afstand fra ovennævnte opfattelse. Selv da sagsøgeren havde tilladelse til at udføre disse undersøgelser, drejede det sig hele tiden om et arbejde, som blev ledet af den biologiske afdeling, der organisk er adskilt fra Ispra-centret. På den anden side har det forhold, at de pågældende undersøgelser ikke figurerede udtrykkeligt i arbejdsprogrammet for Det fælles Forskningscenter, ifølge de af sagsøgeren meddelte og af sagsøgte uimodsagte oplysninger, ikke forhindret, at de fortsat gennemføres af andre tjenestemænd, der arbejder der.

I denne situation mener jeg, at de af Kommissionen givne begrundelser for det afslag, der blev meddelt på sagsøgerens anmodning, ikke er relevante.

Som følge heraf har en suspensionsafgørelse, som på det pågældende tidspunkt kunne være berettiget i betragtning af den indledende undersøgelse, der var igang mod Guillot, ved at blive opretholdt uden gyldig begrundelse fået karakter af en sanktion.

Da det negative resultat af den omhandlede anmodning i øvrigt synes at være snævert forbundet med den af Kommissionen udviste neutrale holdning til afklaringen af de mod sagsøgeren fremsatte beskyldninger, kan vi heri se en afgørelse, der er akcessorisk i forhold til en ulovlig adfærd og i det mindste rent faktisk afhængig af denne adfærd.

Selv om Domstolen givetvis ikke officielt kan beordre sagsøgte til at tillade sagsøgeren at genoptage den pågældende forskning, eftersom dette ville indebære en indblanding i organiseringen af Kommissionens arbejde, berettiger de ovennævnte betragtninger annullationen af afgørelsen også på dette punkt og som konsekvens heraf forpligtelsen for Kommissionen til at tage hele sagen op til fornyet overvejelse.

I tilslutning til modifikationen af det første punkt i klagens påstand begrundes dette erstatningskrav nærmere med Kommissionens afslag på at rehabilitere sagsøgeren.

Sagsøgeren kræver desuden andre 100000 belgiske francs for økonomisk og ikke-økonomisk skade som følge af forbudet mod at fortsætte sin forskning.

Mit forslag til Domstolen om at tage den førnævnte påstand fra sagsøgeren om annullation til følge præjudicerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt de beskyldninger, der ligger til grund for erstatningskravene, har fornødent grundlag.

Så længe vi ikke kender resultatet af de skridt, Kommissionen må tage i denne forbindelse, er der ingen grund til, at Domstolen på nuværende tidspunkt træffer afgørelse om disse krav, som jeg må anse for afhængige af Kommissionens undersøgelse.

Hvis de nævnte beskyldninger faktisk var velbegrundede, ville Kommissionens ulovlige adfærd, nemlig den allerde konstaterede undladelse, i virkeligheden ikke have påført sagsøgeren nogen skade, fordi det ikke kan bebrejdes den administrativt overordnede, og følgelig heller ikke Fællesskabet, at have kritiseret en tjenestebehandling, der er ukorrekt fra den ansattes side, selv om denne er den videnskabelige forsker. Derimod ville løsningen være den omvendte, hvis kritikken viste sig ubegrundet, eller hvis Kommissionen ikke gjorde det, den kunne, for at afklare de faktiske omstændigheder. Under henvisning til den beskyttelse, der også i denne henseende skal ydes en tjenestemand, vil jeg tilføje, at der burde anerkendes en ret til erstatning i alle tilfælde, hvor den af eksperter gennemførte undersøgelse ikke skulle munde ud i en klar bekræftelse af de uregelmæssigheder, der bebrejdes sagsøgeren.

Derimod skal der ikke i denne sag træffes afgørelse om, hvorvidt Kommissionens forsinkelse med at handle kan begrunde erstatning. Der er faktisk hverken udtrykkeligt eller stiltiende blevet fremsat krav i denne retning: ne eat index ultra petita partium. Lad mig tilføje, at henvisningen til forsinkelsen under alle omstændigheder indgår i den principale afgørelse. I tilfælde af, at de mod sagsøgeren rettede beskyldninger skulle vise sig ubegrundede, må der naturligvis ved opgørelsen af det lidte tab også tages hensyn til den forsinkelse med rehabiliteringen, som Kommissionens fejl vil medføre.

Enhver afgørelse i denne henseende må altså udskydes. Disse erstatningskrav vil kun kunne vurderes korrekt i en ny fase af denne sag, som vil kunne genoptages efter anmodning fra en af parterne inden for en rimelig frist.