Knoch havde lejet et hus i Bath, uden at hun afmeldte sin adresse i Bruchsal, hvor hun var tilmeldt folkeregisteret på sine forældres adresse. I sommerferien i 1983 og ligeledes i juli 1984 opholdt hun sig i Bruchsal. I begyndelsen af august 1984 tog hun fra Bruchsal til England i tre måneder for at søge arbejde, hvilket imidlertid ikke lykkedes. I november eller december 1984 vendte hun tilbage til Tyskland, hvor hun, efter at hun i september 1985 begyndte med den praktiske gymnasielæreruddannelse, i mellemtiden bestod anden del af eksamen som gymnasielærer.

Efter at hendes beskæftigelse var ophørt, meldte Knoch sig arbejdsløs i Bath. Fra begyndelsen af juli til den 21. august 1984 modtog hun arbejdsløshedsunderstøttelse på 139,76 UKL. Efter at hun var vendt tilbage til Bruchsal, meldte hun sig den 19. december 1984 arbejdsløs på Karlsruhe Arbejdsformidlingskontor og ansøgte om arbejdsløshedsunderstøttelse. Bundesanstalt afslog ansøgningen med den begrundelse, at optjeningsperioden ikke var opfyldt, og at der i henhold til fællesskabsretten heller ikke kunne tages hensyn til tiden i Storbritannien.

Ved dom af 28. januar 1987 ophævede Sozialgericht denne afgørelse og tilpligtede Bundesanstalt at yde Knoch arbejdsløshedsunderstøttelse efter lovgivningens regler fra den 19. december 1984. Landessozialgericht afviste Bundesanstalt's anke og stadfæstede afgørelsen ved dom af 16. august 1988. I dommens præmisser anførte Landessozialgericht, at tysk retskrav om en optjeningsperiode var blevet opfyldt ved den lønnede beskæftigelse i Storbritannien. Bundesanstalt skulle ifølge artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 have taget hensyn til disse beskæftigelsesperioder.

Under revisionsanken har Bundesanstalt påberåbt sig, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 12 og 71 i forordning nr. 1408/71. Det er Bundesanstalt's opfattelse, at artikel 71, stk. 1, litra b), giver den arbejdstager, der ikke er grænsearbejder, en valgmulighed: Den pågældende kan gøre krav på arbejdsløshedsunderstøttelse i den stat, hvor han sidst har været i beskæftigelse — således som det er tilfældet med Knoch i Storbritannien — eller i den pågældendes bopælsstat. Af forbuddet mod dobbeltydelser i artikel 12, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1408/71 følger, at Knoch har mistet retten til arbejdsløshedsunderstøttelse, fordi hun har fået udbetalt britisk arbejdsløshedsunderstøttelse. Knoch kunne i medfør af artikel 69 i forordning nr. 1408/71 kun gøre sit krav gældende efter britisk ret.

Knoch påberåber sig imidlertid artikel 67 i ovennævnte forordning (se nedenfor, punkt 6). Hun gør gældende, at Bundesanstalt skal tage hensyn til de forsikringsperioder, hun som arbejdstager har tilbagelagt i henhold til den britiske lovgivning, som om det var forsikringsperioder, der var tilbagelagt i henhold til tysk lovgivning.

1)Har en helt arbejdsløs arbejdstager, der ikke er grænsearbejder, og som under sin seneste beskæftigelse har været bosat i en anden medlemsstat end den kompetente, i henhold til artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), jf. artikel 67, i forordning (EØF) nr. 1408/71 ret til ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, eller som han vender tilbage til, selv om han forinden har oppebåret forsikringsydelser ved arbejdsløshed fra institutionen i den kompetente medlemsstat?2)a)Finder artikel 12, stk. 1, første punktum, i forordning (EØF) nr. 1408/71 — hvorefter der ikke med hjemmel i denne forordning kan tillægges eller bevares ret til flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring — anvendelse med hensyn til artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), jf. artikel 67, i forordning (EØF) nr. 1408/71?b)Hvornår er ydelser ved arbejdsløshed af samme art efter betydningen i artikel 12, stk. 1, første punktum, i forordning (EØF) nr. 1408/71?c)Skal institutionen i en medlemsstat — i henhold til hvis lovgivning erhvervelsen af et krav på ydelser ved arbejdsløshed samt kravets varighed afhænger af, at der er tilbagelagt visse forsikringsperioder — i det i artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), jf. artikel 67, i forordning (EØF) nr. 1408/71 omhandlede tilfælde i henhold til artikel 12, stk. 1, første punktum, i forordning (EØF) nr. 1408/71:

med hensyn til kravets opståen og varighed undlade at tage hensyn til forsikringsperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat, for så vidt disse allerede har begrundet en ydelse af samme art i den anden medlemsstat,

eller

skal artikel 12, stk. 1, første punktum, i forordning (EØF) nr. 1408/71 med hensyn til ydelser ved arbejdsløshed gennemføres således, at de tilbagelagte forsikringsperioder — uanset det første krav — skal tages i betragtning ved fastsættelsen af det senere erhvervede krav, dog således at det antal dage, i hvilke der er oppebåret ydelser i henhold til det først erhvervede krav, fratrækkes i varigheden af det senere krav?

Denne sidstnævnte målsætning søges nået gennem to generelle bestemmelser, nemlig det i artikel 3, stk. 1, fastsatte ligebehandlingsprincip:

Personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.

Det generelle forbud mod dobbeltydelser i artikel 12, stk. 1, første punktum, lyder som følger:

Der kan ikke med hjemmel i denne forordning tillægges eller bevares ret til flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring.

Den kompetente institution ... skal i fornødent omfang medregne forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om forsikringsperioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning, dog forudsat at beskæftigelsesperioderne ville være blevet anset for forsikringsperioder, hvis de havde været tilbagelagt efter denne lovgivning.

I almindelighed gælder denne forpligtelse efter artikel 67, stk. 3, dog kun for den stat, under hvis lovgivning

den pågældende senest har tilbagelagt... forsikringsperioder ... efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begæres.

Artikel 71, stk. 1, litra b), giver under visse betingelser mulighed for undtagelse fra denne bestemmelse:

i)Andre arbejdstagere end grænsearbejdere, der er delvis, periodisk eller helt arbejdsløse, og som fortsat står til rådighed for deres arbejdsgiver eller for arbejdsformidlingen på den kompetente stats område, modtager ydelser efter lovgivningen i denne stat, som om de var bosat på dens område; disse ydelser udbetales af den kompetente institution.ii)Andre arbejdstagere end grænsearbejdere, der er helt arbejdsløse, og som stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, eller som vender tilbage til denne stats område, modtager ydelser efter denne stats lovgivning, som om de senest havde været beskæftiget dér; disse ydelser udbetales af bopælsstedets institution for denne institutions regning; hvis den pågældende arbejdstager allerede har fået tilkendt ydelser for den kompetente institutions regning i den medlemsstat, af hvis lovgivning han senest har været omfattet, skal han dog modtage ydelser i overensstemmelse med reglerne i artikel 69; udbetaling af ydelser efter lovgivningen i den stat, hvor den arbejdsløse er bosat, stilles i bero i det tidsrum, hvor han i medfør af artikel 69 kan gøre krav på ydelser efter den lovgivning, hvoraf han senest har været omfattet.

Som Domstolen præciserede allerede i Miethe-dommen, giver denne bestemmelse helt arbejdsløse arbejdstagere (der ikke er grænsearbejdere) en valgmulighed med hensyn til, hvilken lovgivning der finder anvendelse på ydelserne. De kan

vælge mellem ydelser fra henholdsvis den medlemsstat, hvori de senest har været beskæftiget, og den medlemsstat, hvori de er bosat. Denne valgmulighed udøves på den måde, at arbejdstageren tilmelder sig arbejdsformidlingen i enten den medlemsstat, hvori han senest har været beskæftiget [artikel 71, stk. 1, litra b), nr. i)], eller den medlemsstat, hvori han er bosat [artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii)]

Dom af 12.6.1986, sag 1/85, Sml. s. 1837, præmis 9; se tillige dom af 27.5.1982, sag 227/81, Aubin, Sml. s. 2005, præmis 19.

Domstolen har allerede flere gange — under henvisning til niende betragtning til forordning nr. 1408/71 — præciseret formålet med denne bestemmelse, nemlig at sikre, at vandrende arbejdstagere kan gøre krav på arbejdsløshedsydelser på sådanne betingelser, at de bedst muligt sættes i stand til at søge nyt arbejde

Dom af 9.7.1975, sag 20/75, d'Amico, Sml. s. 891, præmis 5, af 15.12.1976, sag 39/76, Mouthaan, Sml. s. 1901, præmis 13, af 28.2.1980, sag 67/79, Fellinger, Sml. s. 535, præmis 7, af 22.9.1988, sag 236/87, Bergemann, Sml. s. 5125, præmis 18, og af 13.11.1990, sag C-216/89, Reibold, Sml. I, s. 4163 (summarisk offentliggørelse), præmis 10.

Som Kommissionen i denne sag med rette bemærker, og som det udtrykkeligt er blevet bekræftet af Domstolen

Dom af 29.6.1988, sag 58/87, Rebmann, Sml. s. 3467, præmis 13.

Begrebet den medlemsstat, på hvis område de er bosat, skal begrænses til den stat, hvor arbejdstageren, selv om han er beskæftiget i en anden medlemsstat, fortsætter med at have sin sædvanlige bopæl, og hvor hans sædvanlige interessecentrum ligeledes befinder sig ... så snart en arbejdstager har fast beskæftigelse i en medlemsstat, opstår der nemlig formodning for, at han er bosat her ...; der bør følgelig tages hensyn, ikke blot til arbejdstagerens familiesituation, men også til hans begrundelse for at flytte og til arbejdets karakter

Reibold-dommen, præmis 15; Di Paolo-dommen, præmis 17, 18 og 20.

Heraf udleder Domstolen, at:

ved anvendelsen af artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 skal der således tages hensyn til varigheden og kontinuiteten af den bopæl, som den pågældende havde, før han flyttede, til varigheden af og formålet med hans fravær, til arten af beskæftigelsen i den anden medlemsstat samt til den pågældendes hensigt, som den fremgår af samtlige omstændigheder

Reibold-dommen, præmis 16; Di Paolo-dommen, præmis 22.

Den franske regering har anført nogle omstændigheder, hvoraf det efter regeringens opfattelse i dette tilfælde må følge, at Knoch ikke (længere) havde sin sædvanlige bopæl i Tyskland. I en periode på to år opholdt hun sig således kun fire måneder i Tyskland, og hendes interessecentrum lå ikke udelukkende i Tyskland, da hun søgte (men ikke fandt) arbejde i Storbritannien på grundlag af en eksamen, der gav hende ret til at undervise som gymnasielærer, samt en Magister-eksamen. Den franske regering anfører endvidere, at det for så vidt angår Knoch's situation ikke kan gøres gældende, at der eventuelt skulle foreligge en lakune i fællesskabsretten. Hendes arbejdssituation var fuldt ud dækket af artikel 3 i forordning nr. 1408/71, der, således som Domstolen udtalte i dommen i sagen Allué og Coonan, for så vidt angår nationale sociale sikringsordninger er et særligt udtryk for forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet

Dom af 30.5.1989, sag 33/88, Sml. s. 1591, præmis 21.

Argumentet om varigheden af Knoch's fravær fra Tyskland kan heller ikke tillægges afgørende betydning. Som Domstolen udtalte i Reibold-sagen, er dette kriterium hverken nøjagtigt defineret eller udtømmende, og en alt for streng maksimumsnorm for fravær [f.eks. fire måneder, i lighed med definitionen for grænsearbejder i artikel 1, litra b), i forordning nr. 1408/71] ville fratage artikel 71 i forordningen en del af dens praktiske betydning:

En arbejdstager, der ikke er grænsearbejder, kan nemlig være beskæftiget i en anden medlemsstat i mere end fire måneder og alligevel bevare sit sædvanlige interessecentrum i sin hjemstat. Såfremt en sådan arbejdstager alligevel udelukkes fra anvendelse af bestemmelsen, ville han ikke have de bedste muligheder for en fornyet integration, hvilket er i strid med bestemmelsens formål. Kriteriet vedrørende varigheden af fraværet må derfor anvendes under hensyntagen til de faktiske omstændigheder i hvert enkelt tilfælde

Rcibold-dommen, præmis 21 in fine.

I øvrigt udtalte Domstolen i Di Paolo-sagen vedrørende tilføjelsen i artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), eller som vender tilbage til denne stats område, at det

betyder blot, at begrebet bopæl som defineret ovenfor ikke nødvendigvis udelukker et ikke-sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat

Di Paolo-dommcn, præmis 21.

Derefter kan det ikke af begrundelsen for opholdet i udlandet og ud fra karakteren af det dér udførte arbejde udledes, at Knoch ikke længere var bosat i Tyskland. Man kan nemlig ikke antage, at en midlertidig ansættelse som lærer i udlandet inden for rammerne af et universitetsudvekslingsprogram i sig selv fører til en ændring af bopælen.

For så vidt endelig angår forholdet mellem Knoch's situation og Reibold's situation i dommen af samme navn, er jeg — i modsætning til den franske regering — af den opfattelse, at de to sager ligner hinanden på væsentlige punkter. Ligesom det var tilfældet med Knoch, var Reibold med DAAD som formidler i to på hinanden følgende undervisningsår beskæftiget som lektor i Storbritannien (sammenlagt 21 måneder, dvs. lige så lang tid som Knoch). I universitetets ferieperioder vendte Reibold også tilbage til Tyskland, hvor hun havde beholdt den bolig, hun havde lejet. At Knoch modtog ydelser ved arbejdsløshed i Det Forenede Kongerige anser jeg ikke for afgørende — i hvert fald ikke for så vidt angår bedømmelsen af bopælskravet. Jeg finder det heller ikke afgørende, at hun — om end forgæves — søgte arbejde dér. Det viser højst, at hun eventuelt, såfremt hun havde fundet fast arbejde i Det Forenede Kongerige, ville have flyttet sin bopæl dertil.

Endnu én enkelt bemærkning om argumentet vedrørende sammenhængen i fællesskabsretten. Begrebet sædvanlig bopæl, som Domstolen anvender i den ovenfor citerede domspraksis, har en fællesskabsretlig rækkevidde. Jeg finder det i den forbindelse reelt påkrævet, at betydningen af begrebet bliver så entydig som muligt på de forskellige af fællesskabsretten omfattede områder. I den forbindelse skal der dog tages hensyn til de pågældende fællesskabsbestemmelsers formål og system (f.eks. på det afgiftsmæssige, eller som i det foreliggende tilfælde, det socialretlige område), hvilket i øvrigt som regel — f.eks. i artikel 7 i direktiv 83/182

En identisk definition er givet i artikel 6 i Rådets direktiv 83/183/EØF af 28.3.1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en medlemsstat (EFT L 105, s. 64).

Den tyske regering tilslutter sig den forelæggende rets argumentation. Den er af den opfattelse, at selv om en helt arbejdsløs arbejdstager først har oppebåret arbejdsløshedsydelser i medlemsstaten efter den lovgivning, af hvilken han senest har været omfattet, betyder det ikke, at han efter ydelsernes ophør [f.eks. efter udløbet af den periode, hvori der i henhold til den nationale lov, der finder anvendelse, er ret til ydelse, eller efter udløbet af det i artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71 nævnte tidsrum af højst tre måneder] ikke længere har ret til ydelser fra institutionen i bopælsstaten. Da retsvirkningen af artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), første led, i realiteten er en anvendelse af artikel 67 i samme forordning, vedrører det andet og det tredje led ifølge den forelæggende ret netop det tilfælde, at en arbejdsløs i henhold til artikel 71 og artikel 67 erhverver en ret over for institutionen i bopælsstaten, selv om han ligeledes har gjort krav på en ydelse fra institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning han senest har været omfattet af.

Kommissionen er af den opfattelse, at forordning nr. 1408/71 intet indeholder om, at når først den pågældende arbejdsløse har truffet et valg, så bliver dette valg bindende for ham, dvs. at han, efter at han har ansøgt om ydelser i henhold til lovgivningen i den stat, hvor han senest havde lønnet beskæftigelse, ikke længere kommer i betragtning med hensyn til udbetaling af ydelser ved arbejdsløshed i henhold til ordningen i den medlemsstat, hvor han er bosat. Kommissionen mener tværtimod, at det følger af den bedre stilling, som forordningen giver denne gruppe arbejdsløse, at det for en arbejdsløs fuldt ud er muligt først at ansøge om ydelser i beskæftigelsesstaten og derefter — såfremt han ser sin fordel derved — gøre brug af den mulighed, som artikel 71 giver ham for at oppebære ydelser ved arbejdsløshed i den stat, hvor han er bosat. Dette fremgår ifølge Kommissionen af artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), tredje led. Den omstændighed, at udbetalingen af ydelserne i henhold til denne bestemmelse kan stilles i bero, beviser ifølge Kommissionen indirekte, at det for den arbejdsløse er muligt først at gøre krav på ydelserne i den stat, hvor han senest har været beskæftiget, og derefter i den stat, hvor han er bosat.

Den franske regering er derimod af den opfattelse, at artikel 67 i forordning nr. 1408/71 ikke giver en sådan mulighed for successive ydelser. Den påberåber sig i den forbindelse det i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fastsatte princip om, at den pågældende alene er undergivet lovgivningen i én medlemsstat; et princip, som artikel 67 har til formål at styrke, samt det i forordningens artikel 12 fastsatte almindelige forbud mod dobbeltydelser (se ovenfor, punkt 5). For god ordens skyld citerer jeg artikel 13, stk. 1:

Med forbehold af artikel 14c er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

At den franske regerings argument ikke holder, fremgår ligeledes klart af det, der allerede er blevet anført ovenfor (punkt 6), nemlig at det her drejer sig om en undtagelse — der ganske vist skal anvendes restriktivt — fra princippet om lovgivningen i én medlemsstat i artikel 13 i forordning nr. 1408/71.

Ifølge Domstolens faste praksis bør sociale sikringsydelser, uanset de forskellige nationale lovgivningers egenart, betragtes som værende af samme art, når deres genstand og formål samt deres beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser er identiske. Derimod er formelle kendetegn ikke faktorer, der skal tages i betragtning ved klassificeringen af ydelserne

Dom af 5.7.1983, sag 171/82, Sml. s. 2157, præmis 13.

Vedrørende kriterierne genstand og formål er der i nærværende sag ingen problemer. De er klart de samme. Den forelæggende rets usikkerhed angår kravet om identitet mellem beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser. På dette punkt består der ganske rigtigt forskelle mellem den tyske og den britiske ordning, navnlig for så vidt angår optjeningsperiodens og udbetalingsperiodens varighed samt størrelsen af ydelserne.

I tysk ret kræves der bl.a. som betingelse for retten til ydelser ved arbejdsløshed, at den arbejdsløse står til rådighed for arbejdsformidlingen og har tilbagelagt en optjeningsperiode

§ 100, stk. 1, i Arbeitsförderungsgesetz.

Også i den foreliggende sag vedrører forskellene mellem de to lovgivninger beregningsgrundlaget og tildelingsbetingelserne for ydelser ved arbejdsløshed. At de to ydelser dermed ikke længere er identiske er dog, hvilket fremgår af Valentini-dommen, ingen hindring for anvendelsen af artikel 12, for så vidt de pågældende forskelle er knyttet til karakteristika, der skyldes de enkelte nationale lovgivningers egenart, henholdsvis er af rent formel art. Efter min mening er der her er tale om den første omstændighed. Som tidligere nævnt er det karakteristiske ved den tyske sammenlignet med den engelske lovgivning vedrørende arbejdsløshedsydelser især optjeningsperiodens rolle og den dertil knyttede bestemmelse om ydelsernes varighed. Jeg er i øvrigt af den opfattelse, at man ved undersøgelsen af de pågældende nationale ordningers egenart ikke kan nøjes med en sammenligning mellem de to ordninger i sig selv. De skal derimod betragtes inden for rammerne af det samlede system af sociale ydelser, som gælder i en medlemsstat. Det er således f.eks. velkendt, at de klassiske bidragsbaserede ordninger (contributory schemes), herunder arbejdsløshedsydelser, i Det Forenede Kongerige i stadig stigende grad suppleres med sociale bistandsordninger, hvis grundlag er en beregning af den pågældendes økonomiske midler (de såkaldte means-tested schemes). Bla. dette forhold kunne forklare forskellen i størrelsen mellem de tyske og de britiske arbejdsløshedsydelser.

Som konklusion anser jeg derfor ydelser i forbindelse med arbejdsløshed i henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 for at være ydelser af samme art, når de med henblik på en persons forsørgelse har til formål at erstatte den pågældendes arbejdsløn, der er bortfaldet som følge af arbejdsløshed, og de forskelle, der eksisterer mellem ydelserne, herunder forskelle vedrørende beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser, udelukkende følger af strukturelle forskelle mellem de pågældende nationale systemer eller er af rent formel art.

Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), er betinget af, at den arbejdsløse arbejdstager — foruden den i gennemførelsesforordningens artikel 80 omhandlede attest — for institutionen på sit bopælssted fremlægger attest fra institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning han senest har været omfattet, om, at han ikke har ret til ydelser efter forordningens artikel 69.

Den kompetente britiske institution har udstedt en attest til Knoch, ifølge hvilken betingelserne i artikel 69 i forordning nr. 1408/71 ikke er opfyldt. Da den forelæggende ret betvivler rigtigheden af attestens indhold, ønsker den at få at vide, om institutionen i en anden medlemsstat og domstolene i denne stat er bundet af attesten.

Den forelæggende ret rinder det især usikkert, om udsættelsen kun skal ske, når alle betingelser i artikel 69 er opfyldt, eller om det er tilstrækkeligt, at arbejdstageren ville kunne have opfyldt betingelserne, men ikke har gjort det. Som eksempel nævnes, at Knoch, skønt hun fortsat søgte arbejde i Det Forenede Kongerige, kunne have mistet sin ret til understøttelse dér, fordi hun ikke havde tilmeldt sig arbejdsformidlingen. Dernæst stiller den forelæggende ret det spørgsmål, hvad retsvirkningerne er af den i artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), tredje led, foreskrevne suspension af ordningen i den arbejdsløses bopælsstat.

artikel 69 kun har til formål at sikre vandrende arbejdstagere en begrænset og betinget bevarelse af arbejdsløshedsunderstøttelse fra den kompetente stat, selv om de pågældende rejser til en anden medlemsstat, hvorfor den omstændighed, at en arbejdstager ikke har overholdt de i den nævnte artikel fastsatte betingelser, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at denne anden medlemsstat kan nægte ham retten til de ydelser, som han kan gøre krav på i medfør af denne stats nationale lovgivning

Dom af 10.7.1975, sag 27/75, Sml. s. 971, pramis 9.

Det samme svar — og med den samme begrundelse — må gives her som ved spørgsmålet om anvendelsen af artikel 12 i forordning nr. 1408/71 (ovenfor, punkt 15).

Det går ud på, at ydelserne i henhold til bopælsstatens lovgivning skal nedsættes med de ydelser, der effektivt er oppebåret i den medlemsstat, hvis lovgivning den pågældende senest var omfattet af. Den periode, i hvilken en arbejdsløs i henhold til lovgivningen i sidstnævnte medlemsstat faktisk har modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse, og i hvilken ydelserne i henhold til lovgivningen i bopælsstaten derfor er blevet stillet i bero, skal trækkes fra den periode, i hvilken der er ret til at få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til sidstnævnte lovgivning.

1)En arbejdstager, der ikke er grænsearbejder, som er helt arbejdsløs, og som under sin seneste beskæftigelse har været bosat i en anden medlemsstat end den kompetente, mister ikke retten til de arbejdsløshedsydelser, som artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning (EØF) nr. 1408/71 hjemler i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, eller som han vender tilbage til, fordi han forinden har oppebåret forsikringsydelser ved arbejdsløshed fra institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning han senest har været omfattet af.2)Forbuddet mod dobbeltydelser i artikel 12, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse i forbindelse med såvel artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), som med artikel 67 i forordning (EØF) nr. 1408/71.3)Arbejdsløshedsydelser udgør ydelser af samme art som omhandlet i artikel 12, stk. 1, første punktum, i forordning (EØF) nr. 1408/71, når ydelserne med henblik på en persons underhold er bestemt til at erstatte tab af indtægt ved arbejdsløshed, og når de forskelle, der findes mellem ydelserne, bl.a. vedrørende beregningsgrundlaget og betingelserne for tildeling, alene skyldes strukturelle forskelle mellem de pågældende nationale ordninger eller er af rent formel karakter.4)Institutionen i en medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning erhvervelse af et krav på ydelser ved arbejdsløshed samt kravets varighed afhænger af, at der er tilbagelagt visse forsikringsperioder, skal i de i artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), og artikel 67 i forordning (EØF) nr. 1408/71 omhandlede tilfælde i henhold til forordningens artikel 12, stk. 1, første punktum, ved beregningen af kravet på ydelser ved arbejdsløshed tage de forsikringsperioder i betragtning, der er tilbagelagt under den lovgivning, som den arbejdsløse senest har været omfattet af. Institutionen skal dog dernæst fra den periode, hvorunder der kan kræves ydelser ved arbejdsløshed, fratrække det antal dage, i hvilke der er oppebåret ydelser i henhold til den førstnævnte lovgivning.5)En attest udstedt i henhold til artikel 84, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 574/72 har ikke udtømmende bevismæssig virkning for den institution i en anden medlemsstat, der er kompetent for så vidt angår arbejdsløshed, eller for denne stats retter.6)Udbetalingen af ydelser i henhold til lovgivningen i den stat, hvor den arbejdsløse har bopæl, eller som han vender tilbage til, skal i henhold til artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), tredje led, i forordning (EØF) nr. 1408/71 stilles i bero i det omfang, han faktisk har opfyldt betingelserne i artikel 69 i den nævnte forordning samt har modtaget ydelser i den medlemsstat, hvis lovgivning han senest har været omfattet af.7)Såfremt ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den arbejdsløse er bosat, i henhold til artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), tredje led, i forordning (EØF) nr. 1408/71, stilles i bero, skal den kompetente institution i denne medlemsstat i ydelserne i henhold til lovgivningen i sidstnævnte medlemsstat fratrække de ydelser, som den arbejdsløse faktisk har modtaget i den medlemsstat, hvis lovgivning han senest har været omfattet af. Det tidsrum, hvori den arbejdsløse faktisk har modtaget ydelser ved arbejdsløshed efter lovgivningen i den sidstnævnte medlemsstat, skal fratrækkes i den periode, hvor han har ret til ydelser efter den sidstnævnte lovgivning.