Det centrale punkt i den sag, som jeg i dag skal tage stilling til, er spørgsmålet om, hvorvidt et statsorgans deltagelse i en kapitalforhøjelse i en industrivirksomhed kan anses som støtte i henhold til EØF-traktatens artikel 92.
I forbindelse med denne financielle
Stillet over for denne situation besluttede den belgiske region Wallonien, der er kongeriget Belgiens (sagsøgerens) lokale myndighed, at tegne en ny
Herefter besluttede
I stedet for
I indledningen til denne beslutning har sagsøgte blandt andet anført følgende grunde:
Det af staten og andre myndigheder foretagne kapitalindskud kan udgøre støtte efter EØF-traktatens artikel 92, stk. 1. Den pågældende virksomheds økonomiske situation var nemlig så prekær, at virksomheden næppe ville have haft mulighed for på det private kapitalmarked at skaffe de midler, der var nødvendige for selskabets fortsatte eksistens. SRIW's indskud af ansvarlig kapital på 145 mio BFR i den pågældende virksomhed, der stod over for alvorlige og tilbagevendende økonomiske vanskeligheder, udgør en støtte efter EØF-traktatens artikel 92, stk. 1, og kan ikke sidestilles med indskud af risikovillig kapital, der falder inden for rammerne af selskabers normale praksis med markedsøkonomi.
Det hedder videre i betragtningerne til forordningen, at virksomhedens bruttofortjeneste siden 1977 ikke har gjort det muligt at oparbejde den kapital, der ville være nødvendig for at dække afskrivningerne på anlæggene. Virksomhedens cash-flow har siden 1979 været negativ, således at den efter al sandsynlighed ikke selv har haft mulighed for uden statsstøtte at finansiere det planlagte investeringsprogram på 110 mio BFR.
Sagsøgte har endvidere henvist til de forskellige støtteforanstaltninger, som der fra de belgiske statsorganers side er blevet gennemført til fordel for virksomheden siden 1979. Dernæst behandles virkningen af den omstridte kapitalforhøjelse for samhandelen inden for Fællesskabet, og det anføres, at dersom en medlemsstat yder økonomisk tilskud, der medfører, at den støttemodtagende virksomheds stilling styrkes i forhold til andre konkurrerende virksomheder inden for Fællesskabet, må støtten siges at berøre disse virksomheder.
Den i denne sag omhandlede virksomhed eksporterer ca. 40% af sin produktion til andre medlemsstater, og støtten fra den belgiske regering bevirker, at virksomhedens omkostninger reduceres, hvorved den opnår en fordel i forhold til de konkurrenter, som selv må bære sådanne omkostninger.
Undtagelserne i EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, fra dette forbud, som er de eneste, der i givet fald ville kunne bringes i anvendelse i nærværende sag, angiver de mål, der skal efterstræbes i Fællesskabets interesser og ikke i den støttemodtagende virksomheds interesser.
Særligt skal den begunstigede virksomhed præstere en modydelse, der gør støtten berettiget. En sådan modydelse fra den støttemodtagende virksomheds side synes ikke at foreligge i nærværende sag.
Sagsøgeren har nemlig ikke kunnet give, og sagsøgte har ikke kunnet finde, nogen begrundelse for at fastslå, at støtten opfylder betingelserne for at bringe en af de i EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, nævnte undtagelsesbestemmelser i anvendelse.
Det måtte derfor konstateres, at der er tale om en sektor, nemlig fremstilling af anlæg til fødevareindustrien, som for øjeblikket kører med betydelig overskudskapacitet, og en udbygning af denne sektor i form af bevarelse af produktionskapacitet ved hjælp af statsstøtte strider mod den fælles interesse.
Sagsøgte har i sagens anledning i sin beslutning anført, at regeringerne fra to medlemsstater og to faglige sammenslutninger inden for den pågældende industrisektor har meddelt, at de deler Kommissionens betænkeligheder med hensyn til den belgiske støtte.
Kommissionens beslutning af Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Frifindelse. Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Sagsøgte har af de i beslutningen anførte grunde, som man nærmere har uddybet, fastholdt sin beslutning.
Jeg skal i mit forslag til afgørelse gå nærmere ind på parternes enkelte anbringender.
Da sagsøgeren under den mundtlige forhandling på grund af dommen i sag 52/84 Dom af
Den anfægtede kapitalforhøjelse udgør ikke en støtte i henhold til EØF-traktatens artikel 92, stk. 1 (anbringende nr.
Der foreligger ikke nogen begrundelse for, hvorledes de omhandlede indskud påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencen (anbringende nr. 2).
Tilsidesættelse af princippet om kontradiktion, idet sagsøgte ikke har gjort sagsøgeren bekendt med den stillingtagen, som er fremsat af de medlemsstater og erhvervsorganisationer, der har udtalt sig under den administrative procedure (anbringende nr. 4).
Endvidere skal det spørgsmål behandles, hvorvidt EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, finder anvendelse. Sagsøgeren har herved ganske vist ikke gjort noget udtrykkeligt anbringende gældende, men det kan dog af sagsøgerens indlæg udledes, at også den mulighed skal undersøges, hvorvidt den anfægtede kapitaldeltagelse kan anses som forenelig med det fælles marked (anbringende nr. 3).
Efter Regionen Walloniens adfærd adskiller sig i nærværende tilfælde aldeles fra en privat aktionærs i den samme situation. Sammenhængen mellem aktieselskabet Meuras tab og den indtil 1982 tillagte støtte fremgår af, at støtten svarer til tabstallene. Støtte påomtrent 335 mio BFR stod over for tab på 320 mio BFR. Over for sådanne tab og rentabilitetsudsigter ville ingen privat aktionær forhøje virksomhedens kapital. Tabene viser, at virksomheden ikke blot befandt sig i forbigående vanskeligheder, der beroede på andre forhold end de sædvanlige markedsbetingelser; heraf kan det udledes, at virksomheden indtil nu kun har overlevet takket være indskud af offentlige midler. Eftersom det anfægtede kapitalindskud herefter har været en redningsforanstaltning, der var nødvendig for at udligne driftstab, kan det åbenbart ikke tillige have været bestemt som støtte til de hævdede omstruktureringsbestræbelser for virksomheden. Dom af Ved afgørelsen af den nævnte sag var det imidlertid ikke påkrævet i enkeltheder at fastlægge under hvilke betingelser en statslig kapitaldeltagelse skal anses som støtte i henhold til EØF-traktatens artikel 92, idet der af andre grunde måtte gives dom efter sagsøgerens påstand. EØF-traktaten definerer lige så lidt som EKSF-traktaten begrebet støtte. En traktatmæssig definition ville næppe have været mulig eller nødvendig, idet konkrete definitioner kan indsnævre begrebet støtte. Imidlertid er en vid fortolkning nødvendig for at EØF-traktatens artikel 92 på meningsfuld måde kan bidrage til, at konkurrencen inden for Fællesmarkedet ikke fordrejes, således som det påbydes efter målsætningen i EØF-traktatens artikel 3, litra f). Dette svarer til den almindelige definition, som Domstolen i sin dom af Dom af I dommen af Dom af Dom af Man kan på grundlag af disse afgørelser drage den slutning, at enhver form for understøttelse, der tillægges af en medlemsstat eller af statslige midler for at nå ethvert andet mål end det rent driftsøkonomiske, udgør støtte som omtalt i EØF-traktatens artikel 92, stk. 1. I det mindste udgør tilskud støtte, dersom modtageren opnår en fordel, som den pågældende under andre forhold ikke ville have kunnet opnå. Dette kan eksempelvis være tilfældet, når kapital stilles til rådighed og dette sker under omstændigheder, der ikke svarer til de sædvanlige vilkår på kapitalmarkedet. Der kan dog ikke alene på dette grundlag afsiges nogen dom om retmæssigheden af en statslig kapitaldeltagelse i en virksomhed. Af EØF-traktatens artikel 222, hvorefter de ejendomsretlige ordninger i Medlemsstaterne ikke berøres af denne Traktat, kan det nemlig udledes, at også statsdrevne virksomheder accepteres af EØF-traktaten. EØF-traktaten tager afstand fra, at Fællesskabet kan udøve nogen som helst indflydelse på eksisterende offentlige virksomheder, men den lader dog sådanne virksomheder være omfattet af traktatens regler, idet medlemsstaterne er forpligtet til ikke at undtage disse virksomheder fra anvendelsen af nogen af traktatens bestemmelser, særlig ikke dens artikler 85-94. Offentlige virksomheder skal tilpasses fællesmarkedet og må ikke hindre dettes gennemførelse og funktion. Særlige undtagelser findes kun i EØF-traktatens artikel 90, stk. 2, for virksomheder, der Kommissionen har allerede bragt problem til udtryk i begrundelsen til Kommissionens direktiv af de økonomiske forbindelser mellem de offentlige myndigheder i medlemsstaterne og de offentlige virksomheder er imidlertid så komplekse, at de kan vanskeliggøre udførelsen af denne opgave; endvidere kan EØF-traktatens regler om støtte kun anvendes effektivt og retfærdigt på offentlige og private virksomheder, såfremt disse økonomiske forbindelser gøres gennemskuelige; ydermere bør denne gennemskuelighed for offentlige virksomheders vedkommende give mulighed for En række eksempler på økonomiske forbindelser mellem de offentlige myndigheder og de offentlige virksomheder, der i henhold til Denne liste over økonomiske forbindelser mellem offentlige virksomheder og medlemsstaterne udgør imidlertid ingen definition af begrebet støtte i henhold til EØF-traktatens artikel 92 ff., således som Domstolen har anført det i sin dom af Dom af Ved økonomiske transaktioner mellem en medlemsstat og en offentlig virksomhed skal der ved hjælp af særlige kriterier søges foretaget en afgrænsning mellem erhvervsøkonomiske dispositioner og statslige foranstaltninger i forbindelse med tildeling af støtte. Fordele, som staten har tillagt en offentlig virksomhed i form af tilskud, kan nemlig fremtræde som en investering i virksomheden. Det samme kan være tilfældet ved udbytteafkald eller tabsregulering, idet også en privat virksomhed kan komme i den situation, hvor sådanne dispositioner må træffes. Sammenligningen med tilsvarende dispositioner inden for det private erhvervsliv bringer os således et skridt videre: Man kunne således nå til det resultat, at der foreligger statsstøtte, dersom det må antages, at en privat driftsherre i den samme situation ikke ville understøtte den pågældende virksomhed på tilsvarende måde på grundlag af en saglig økonomisk vurdering. Når man inddrager kriteriet om, hvorledes en privat driftsherre ville optræde på grundlag af en saglig økonomisk vurdering, indrømmer man således staten som ejer af en virksomhed et vidtgående dispositionsspillerum. Man må nemlig ikke se bort fra, at staten — også i egenskab af ejer — råder over muligheden for at skaffe sig de udkrævede kapitalmidler i betragteligt omfang, nemlig gennem skatter eller tvangsopsparing. Det turde i almindelighed være udelukket, at en privat virksomheds ejer kan skaffe sig midler til refinansiering i et sådant omfang. Selv om det også efter Domstolens retspraksis forholder sig således, at det ikke er foranstaltningens baggrund eller målsætning, der er bestemmende ved afgørelsen af, om en statslig foranstaltning har karakter af støtte, men derimod dens virkninger Dom af
Før regionen Wallonien i året 1979 for første gang indtrådte med ansvarlig kapital, beløb selskabets kapital sig til 4 mio BFR; gennem den ansvarlige deltagelse blev dette beløb forhøjet til 44 mio BFR.
Heroverfor stod på dette tidspunkt tab på ca. 95 mio BFR. Yderligere tab på 95 mio BFR førte i tiden indtil august 1980 til et samlet underskud på 180 mio BFR. Alene gennem en opskrivning af de faste ejendomme og postering af reserverne i balancen for året 1980 kunne man nå frem til en kapital på 180 mio BFR, der dog samtidig blev nedsat til 0 for at udligne det kumulerede samlede underskud Disse tal — herunder den regnskabsmatssige operation — er hentet fra omstruktureringsplanen for 1982.
For herefter at skaffe virksomheden de midler, der var nødvendige for at videreføre dens drift, tegnede det offentlige en yderligere kapitalforhøjelse på 150 mio BFR.
Virksomhedens situation på de forskellige tidspunkter, hvor det offentlige i Belgien tegnede de to første kapitalforhøjelser, udmærkede sig således ved følgende kendetegn:
Kumulerede tab ved årsskiftet 1978/1979: 95 mio BFR; inddragelse af kassekreditten fra den sædvanlige bankforbindelses side; kapital: 4 mio BFR; statsgaranti: 75 mio BFR.
1980: Kumulerede tab: 180 mio BFR, balanceudligning kun mulig gennem omvurdering af de faste ejendomme og reserver.
De nævnte tal viser, at virksomheden bide i 1979 og i 1980 befandt sig i en situation, der ville have medført dens likvidation. Alene de statslige foranstaltninger, nemlig kapitaldeltagelserne og garantierne, satte virksomheden i stand til overleve.
Trods de statslige interventioner opstod der i 1980 til 1982 yderligere tab, nemlig på 20, 33 og 91 mio BFR.
Dermed var også den anden kapitaldeltagelse fra det offentliges side på 150 mio BFR i vidt omfang opbrugt.
I denne situation besluttede det offentlige at tegne en kapitalforhøjelse på 145 mio BFR. I forbindelse med denne kapitalforhøjelse trådte sagsøgte for første gang ind i billedet og vurderede kapitalforhøjelsen som støtte med den begrundelse, at virksomhedens finansielle situation var sådan, at det var lidet sandsynligt, at den på det private kapitalmarked ville kunne skaffe sig de beløb, der var nødvendige for dens fortsatte bestående. Kommissionen dokumenterede dette gennem henvisning til enkeltheder i kapitaludviklingen og driftsresultaterne for virksomheden.
Denne fremstilling bekræftes gennem det materiale, som sagsøgeren har fremlagt på Domstolens opfordring. Sagsøgtes konklusion, hvorefter virksomheden ikke på det private kapitalmarked ville have været i stand til skaffe sig de nødvendige beløb, kan i betragtning af udviklingen i virksomhedens driftsresultater ikke imødegås. Sagsøgte kunne således med rette anse den i 1982 planlagte kapitalforhøjelse som støtte.
Da statsstøtte, særligt via statens eller offentlige organers overtagelse af andele, ikke uden videre kan anses som traktatsstridigt, skal det undersøges, hvorvidt de pågældende støtteforanstaltninger indebærer en overtrædelse af artikel 92, stk. 1. Særligt skal det afgøres, hvorvidt støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, samt om den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
Sagsøgerne har videre anført, at sagsøgte heller ikke har angivet nogen konkrete holdepunkter for beskaffenheden af de påståede konkurrencebegrænsninger, således som det følger af Domstolens domme af Dom af Dom af Efter
Rent faktisk siges der intet om virksomhedens markedsandel og handelsstrømmene for de pågældende produkter.
Om end Kommissionen i sin beslutning givetvis ikke behøver at anføre alle de omstændigheder, der bærer resultatet, skal den dog angive de væsentligste af de bærende hensyn i beslutningen. Dette har Kommissionen gjort, omend kun i det mindst tilladelige omfang.
Parterne er enige om, at den pågældende virksomhed eksporterer en betydelig del af sin produktion. Sagsøgeren har påberåbt sig dette forhold som begrundelse for sin omstruktureringsplan.
Det stod for sagsøgte fast, at virksomheden udførte 40% af sine produkter til andre medlemsstater. Derfor kunne Kommissionen med rette gå ud fra det forhold, at selve den kunstige opretholdelse af den pågældende virksomheds eksistens måtte føre til en fordrejning af konkurrencen og til en påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Da tildelingen af støtten førte til, at virksomhedens omkostninger blev nedsat, og den derigennem fik en fordel over for sine konkurrenter, skal det i tvivlstilfælde lægges til grund, at konkurrencen derved kunne blive fordrejet. Dersom den pågældende virksomhed ikke kunstigt var blevet holdt i live, ville dens konkurrenter, der ikke havde fået tilsvarende støtte, have kunnet overtage virksomhedens markedsandel, både i Belgien og i Fællesmarkedets andre stater.
Sagsøgtes beslutning ville givetvis være faldet klarere og tydeligere ud, dersom den havde indeholdt oplysninger om den pågældendes virksomheds absolutte omsætning og dens markedsandel i Belgien og inden for Fællesmarkedet; imidlertid er disse oplysninger efter min opfattelse ikke ubetinget nødvendige for at nå frem til det resultat, der er fastsat i den anfægtede beslutning. Til forskel fra Kommissionens to beslutninger af
Det forhold, at den pågældende virksomhed er relativ lille, ændrer ikke noget ved dette principielle resultat. Det må ganske vist medgives, at Domstolen i sin retspraksis Ifr. eksempelvis dommen af
På området for statsstøtte har Domstolen hidtil ikke anerkendt, at et sådan princip om foranstaltningens mærkbarhed finder anvendelse. Efter min opfattelse ville en sådan anerkendelse heller ikke være på sin plads i forbindelse med en procedure om kontrol med støtte, fordi statsstøtte griber ind i den ordning med fuldstændig fri konkurrence, der er hjemlet ved traktaten (EØF-traktatens artikel 3, litra f)). Da medlemsstaterne endvidere i henhold til EØF-traktatens artikel 5 er forpligtet til at lette Fællesskabet gennemførelsen af dets opgaver, er det principielt velbegrundet at anlægge en strengere målestok på disses optræden end den optræden, som virksomhederne lægger for dagen. Endvidere kan man ikke af ordlyden af EØF-traktatens artikel 92 udlede, at mindre konkurrencefordrejninger er undtaget fra statsstøtteforbudet. Når henses til de i EØF-traktatens artikel 92, stk. 2-3, indeholdte vidtgående undtagelser fra dette forbud, forekommer det at være på sin plads at anse enhver konkurrencefordrejning for relevant uden hensyn til, hvor vidtgående den er.
Da støtten består i fordele, som den begunstigede virksomhed sædvanligvis ikke har noget krav på, må det i tvivlstilfælde antages, at den begunstigede virksomheds konkurrenceevne forbedres i forhold til konkurrenternes, der ikke opnår lignende fordele, og at konkurrencen herved fordrejes. Da støtte således på kunstig måde forbedrer den begunstigede virksomheds situation, må det videre i tvivlstilfælde antages, at støtte også påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. I betragtning af denne ret så stærke formodning bør der ikke stilles for høje krav til sagsøgtes bevisbyrde og begrundelsespligt, når man først en gang har fastslået, at der gives støtte.
Jeg må derfor konkludere, at sagsøgte i tilstrækkeligt omfang har dokumenteret og begrundet, at den anfægtede støtte fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
Kapitalforhøjelsen blev tegnet for at tilpasse virksomhedens produktionskapacitet til nye markeder og formindske dens hidtidige forretningsområde (anlæg til fødevareindustrien). Heraf følger, at den påklagede deltagelse ikke har tjent til at finansiere en forhøjelse af de bestående produktionskapaciteter. Efter Sagsøgte har under skriftvekslingen for Domstolen anfægtet, at der var tale om, at en alvorligt ment omstruktureringsplan forelå og er blevet gennemført. Sagsøgeren har ikke givet nogen konkrete holdepunkter for, at de foretagne investeringer og nedlæggelsen af arbejdspladser adskilte sig fra en tilpasning, således som den normalt gennemføres uden statsstøtte, som enhver virksomhed må foretage, når en mærkbar ændring gør sig gældende på markedet. Sagsøgte har under den mundtlige forhandling taget stilling til den i 1982 besluttede omstruktureringsplan for den begunstigede virksomhed, som sagsøgeren på Domstolens opfordring har fremlagt. Også efter at have fået kendskab til denne plan har sagsøgte fastholdt den opfattelse, der er kommet til udtryk i den anfægtede beslutning. For at kunne være omfattet af undtagelsesordningen i EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, skal en omstruktureringsplan kunne fremvise en modydelse fra den begunstigede virksomheds side, der begrunder støtten. De mål, der forfølges med støtten, skal være i Fællesskabets interesse, eksempelvis udviklingen af bestemte industrigrene eller økonomiske områder. Det er i den forbindelse afgørende, at støtten ikke tillægges en industrigren, hvor der på fællesskabsplan foreligger overkapacitet. Dette er imidlertid tilfældet inden for den her omtalte sektor. Endvidere skal der være tale om en omstrukturering, der angår industrigrene, der er interessante ud fra et fællesskabssynspunkt. Rutinemæssig støtte til almindelig modernisering, altså til de reinvesteringer, der skal foretages, kan ikke være omfattet af EØF-traktatens artikel 92, stk. 3; det drejer sig her om driftsstøtte. Omstruktureringsplanen rummer ingen enkeltheder om virksomhedens specialisering. Sagsøgte betvivler, at der er blevet udviklet et nyt produktudbud, idet 71% af virksomhedens samlede produktion endnu i 1984 lå inden for bryggerisektoren. Sagsøgte har i det hele bestridt, at der overhovedet har foreligget en rigtig omstruktureringsplan for den begunstigede virksomhed. Sagsøgeren har ikke i materiel henseende gjort indsigelse imod denne vurdering af planen fra Kommissionens side. Dom af Vedrørende muligheden for at anerkende støtte som forenelig med Fællesmarkedet i henhold til EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), har sagsøgte anført, at Belgien hører til et af Fællesskabets centralområder, hvis sociale og økonomiske problemer ikke er de alvorligste i Fællesskabet; derimod er faren for et subventionskapløb her den største, hvorfor enhver form for støtte i området er egnet til at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I øvrigt kan man ikke på grundlag af det foreliggende økonomiske og sociale materiale angående Belgien drage den slutning, at der foreligger en alvorlig forstyrrelse i det belgiske økonomiske liv i traktatens forstand. Også disse betragtninger forekommer mig at være indlysende; sagsøgeren har intet anført, der mærkbart kan rokke ved dem.
Sagsøgte har andetsteds i beslutningen anført, at sagsøgeren ikke har kunnet give, og sagsøgte ikke kunnet finde nogen begrundelse for at fastslå, at støtten opfylder betingelserne for at bringe en af undtagelsesbestemmelserne i EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, i anvendelse.
Disse betragtninger kunne muligvis føre til den slutning — som sagsøgeren da også drager under henvisning til Domstolens dom af
Dersom dette måtte vise sig at være begrundet, må den her anfægtede beslutning fra sagsøgte annulleres i lighed med den beslutning, der førte til dommen af
Ganske vist har sagsøgeren over for sagsøgte i 1982 henvist til, at der forelå en omstruktureringsplan, dog uden at meddele nærmere enkeltheder. Under sagens behandling for Domstolen blev denne plan for første gang en smule uddybet i en fodnote i svarskriftet, men til syvende og sidst først fremlagt efter Domstolens udtrykkelige anmodning. Allerede denne omstændighed i forbindelse med virksomhedens faktiske udvikling, der medførte stadigt voksende tab og endelig virksomhedens konkurs, gør den slutning nærliggende, at der for den såkaldte omstruktureringsplans vedkommende ikke kan have været tale om et brugbart koncept. Ser man nærmere på planen fra 1982, må det fastslås, at den i det væsentlige består i hensigtserklæringer, ønsker til den fremtidige udvikling for virksomheden, markedssituationen og af opfordringer til ledelsen og personalet.
Dog gælder det, at i de afsnit, hvor planen indeholder konkrete elementer, tales der i det væsentlige om virksomhedens fortsatte kapitalbehov. I den beretning om de planlagte foranstaltninger, som SRJW har forelagt regionen Wallonien, anføres det, at virkeliggørelsen af omstruktureringsplanen under normale omstændigheder ville kræve aktiv medvirken fra en duelig industriel partners side, der i betydeligt omfang også måtte forpligte sig økonomisk. Dog var det på grund af de sociale forhold og på grund af den betydning, som regionen Walloniens engagement i virksomheden havde, ikke muligt rettidigt at forberede et sådant projekt; derfor måtte der gives støtte til den af virksomheden foreslåede plan med kapitalindskud fra det offentlige. Ganske vist blev der ført forhandlinger med forskellige virksomheder for at virkeliggøre en fælles markedsstrategi, men forhandlingerne med en af disse virksomheder om økonomisk deltagelse var dog udsigtsløs i betragning af den situation, som Meura befandt sig i.
Det forekommer mig dog ikke påkrævet at gå nærmere ind på denne plan, idet sagsøgeren ikke seriøst har imødegået sagsøgtes vurdering, hvorefter planen ikke rummede nogen brugbar omstruktureringside.
Sagsøgte kunne derfor med rette antage, at den af sagsøgeren tildelte støtte ikke kunne anses som forenelig med Fællesmarkedet, jfr. EØF-traktatens artikel 92, stk. 3. Dette resultat ændres heller ikke af den omstændighed, at sagsøgte først i sagen for Domstolen fik kendskab til enkelthederne i den i 1982 opstillede plan og således ikke kunne tage hensyn til planens enkeltheder i sin beslutning.
Sagsøgeren havde nemlig hverken anmeldt planen til sagsøgte i henhold til artikel 93, stk. 3, eller senere forelagt den. Sagsøgeren har således ikke efterkommet sine forpligtelser i henhold til støttekontrolproceduren. Når Kommissionen i denne situation, hvor oplysningerne var mangelfulde, har truffet en sagligt rigtig beslutning, kan man ikke bebrejde den, at den ikke i sin beslutning har taget hensyn til oplysninger, når disse oplysninger er blevet unddraget den. Da EØF-traktatens artikel 92, stk. 3, i øvrigt er en undtagelse fra princippet om, at statsstøtte ikke må ydes, kan det synspunkt uden vanskelighed hævdes, at den der vil påberåbe sig denne undtagelse — her sagsøgeren — allerede under forvaltningssagen er forpligtet til at meddele samtlige enkeltheder, der kan begrunde anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen.
Der foreligger således ingen grunde, der kan rejse tvivl om retmæssigheden af det resultat, som sagsøgte er nået til, hvorefter den støtte, som sagsøgeren gennem sine statslige organer har ydet, ikke kan anses for at være forenelig med Fællesmarkedet, jfr. EØF-traktatens artikel 92, stk. 3.
Hverken indholdet af disse erklæringer eller de pågældendes identitet er på noget tidspunkt blevet meddelt sagsøgeren. Sagsøgeren har derfor ikke effektivt kunnet forberede sit forsvar. Endelig er det ulogisk, at sagsøgeren i sin egenskab af medlemsstat modtager færre oplysninger om de indvendinger, der er rejst mod den anfægtede deltagelse, end en tredjestat, som der gennemføres antisubventionsprodure imod i henhold til forordning nr. 2176/84 Rådets forordning nr. 2176/84 af Videre anføres, at Kommissionen på grund af sin forpligtelse til at udvise tjenstlig tavshed i henhold til EØF-traktatens artikel 214 heller ikke var berettiget til at videregive de udtalelser, de berørte har afgivet, idet disse kunne indeholde rent interne og til dels fortrolige oplysninger vedrørende de berørte virksomheder. Dersom Kommissionen ikke på dette område udøvede en vis tilbageholdenhed, kunne dette få tredjemænd til at afstå fra at meddele bestemte oplysninger, hvorved Kommissionen ikke ville kunne opfylde sine opgaver i henhold til reglerne. Sammenligningen med antidumpingproceduren beviser endelig kun, at det kræves, at fællesskabslovgiveren måtte gennemføre regler herom, for at man kan påberåbe sig en ordning som den, der kræves iagttaget af sagsøgeren. Dom af Dom af
Af dette resultat følger det imidlertid ikke, at den pågældende medlemsstat i alle tilfælde har ret til indsigt i de udtalelser, der er afgivet over for sagsøgte. Det kan nemlig i henhold til det i EØF-traktatens artikel 214 indeholdte princip om tjenstlig tavshed være sagsøgte forbudt at videregive bestemte meddelelser, dersom de er fortrolige Jfr. herved mit forslag til afgørelse af Jfr. dommen af
Sagsøgtes anbringende, hvorefter der ikke kan bestå nogen ret til aktindsigt, når retten til aktindsigt i forbindelse med støtteproceduren ikke har udtrykkelig hjemmel, kan givetvis ikke formuleres så bredt, idet retten til indsigt i de forhold, der anføres imod nogen, allerede følger af princippet om kontradiktion. Sagsøgeren har under den mundtlige forhandling henvist til, at man er blevet dårligere behandlet end en tredjestat i henhold til reglerne i forordning nr. 2176/84
Efter min opfattelse er det dog ikke afgørende at nå til en endegyldig afklaring af dette problem, idet jeg i første række vil henholde mig til, at sagsøgeren ifølge sine egne indlæg under den mundtlige forhandling aldrig af sagsøgte har forlangt at få indsigt i disse dokumenter.
Kommissionens beslutning tager nemlig kun hensyn til de bemærkninger, der er afgivet af de andre parter, i det omfang, hvor man meddeler, at disse delte de af sagsøgeren bekendte betænkeligheder, som sagsøgte nærede, vedrørende den støtte, der er ydet af sagsøgeren. Der foreligger givetvis herved ingen kendsgerning, som sagsøgeren skulle have været hørt om. Tværtimod drejer det sig her om en vurdering af kendsgerninger, der givetvis har været sagsøgeren bekendt.
Den anfægtede beslutning hviler således ikke på den stillingtagen, som de øvrige berørte har afgivet over for sagsøgte. Dersom de berørtes meddelelser overhovedet har haft nogen betydning, har det kun været derved, at de har kunnet bestyrke Kommissionens opfattelse med hensyn til den retlige vurdering af sagsøgerens forhold. Imidlertid foreligger der ingen holdepunkter for, at sagsøgerens interesser er blevet tilsidesat derved, at sagsøgeren ikke har fået oplysning om de berørtes meddelelser, idet de kendsgerninger, som sagsøgtes beslutning hvilede på, i fuldt omfang var bekendt: den pågældende virksomheds eksportvirksomhed, udviklingen af virksomhedens tab og udligningen heraf fra de offentlige myndigheders side.
Herefter foreslår jeg Domstolen, at sagsøgte frifindes, og at sagsøgeren pålægges at betale sagens omkostninger.