8.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 175/20


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 6. juli 2005

om indrømmelse af undtagelser til nogle medlemsstater for så vidt angår første indberetning af kvartalsdata i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 1222/2004

(meddelt under nummer K(2005) 1874)

(Kun den danske, den franske, den græske, den polske, den portugisiske, den slovenske og den tjekkiske udgave er autentiske)

(2005/489/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1222/2004 af 28. juni 2004 om udarbejdelse og indberetning af data vedrørende den kvartårlige offentlige gæld (1), særlig artikel 2, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1222/2004 indeholder bestemmelser om udarbejdelse og indberetning af data vedrørende den kvartårlige offentlige gæld, og den offentlige gæld bortset fra referenceperioden defineres på samme måde som i Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (2).

(2)

Det fremgår af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1222/2004, at Kommissionen kan bevilge en undtagelse på højst et år, for så vidt angår den første indberetning af kvartalsdata, såfremt de nationale statistiske systemer kræver større ændringer.

(3)

Myndighederne i Tjekkiet, Danmark, Grækenland, Frankrig, Polen, Portugal og Slovenien har anmodet om sådanne undtagelser.

(4)

Efter de oplysninger, Kommissionen (Eurostat) har modtaget, skyldes medlemsstaternes anmodninger, at det vil være nødvendigt for medlemsstaterne at foretage omfattende ændringer i deres statistiske systemer, som ikke vil kunne gennemføres før den 31. december 2004.

(5)

De undtagelser, der er anmodet om, bør derfor indrømmes —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Undtagelser fra den tidsfrist, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1222/2004 for den første indberetning af data om den kvartårlige offentlige gæld, indrømmes de medlemsstater, som er anført i denne beslutnings artikel 2.

Den tidsfrist, der gælder for disse medlemsstater, er den 31. december 2005.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Den Hellenske Republik, Den Franske Republik, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik og Republikken Slovenien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. juli 2005.

På Kommissionens vegne

Joaquín ALMUNIA

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 233 af 2.7.2004, s. 1.

(2)   EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 351/2002 (EFT L 55 af 26.2.2002, s. 23).