Kommissionen anser bestemmelserne i artiklerne 40, 43, 44 og 47 i Testo Unico, der indeholder regler om anvendelse af en toldklarerer som repræsentant for ejeren, for at være i strid med EØF-traktatens artikler 30 og 34.

Disse bestemmelser forhindrer ejeren i frit at vælge en repræsentant, som kan udføre toldekspeditionerne i hans navn og for hans regning, og tvinger ham til at gøre brug af en toldklarerer. En sådan pligt medfører omkostninger, som fordyrer indførsel og udførsel, og udgør, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, en hindring for samhandelen inden for Fællesskabet, og er derfor en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i strid med EØF-traktatens artikler 30 og 34.

Kommissionen anfører endvidere, at artikel 47, stk. 4, i Testo Unico, ved at forpligte toldklarereren til at have bopæl i en kommune, som er beliggende inden for det distrikt, for hvilket han har modtaget autorisation, medfører, at vedkommende herved får status som ansvarlig person eller repræsentant på den importerende medlemsstats område som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra g), i direktiv 70/50 af 22. december 1969 (EFT 1970 I, s. 10), hvilket ifølge direktivet ligeledes udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion.

Indledningsvis bestrider den italienske regering, at begrebet kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning finder anvendelse på spørgsmål vedrørende toldkontrol eller toldekspedition, og henviser herved til tredje betragtning, samt artikel 2, stk. 3, litra r), i direktiv 70/50. Den gør endvidere gældende, at Kommissionens standpunkt er tvetydigt. Selvom Kommissionen anerkender medlemsstaternes kompetence til at fastsætte regler om repræsentation i toldforhold, kræver den imidlertid, at denne kompetence til regelfastsættelse udøves på en sådan måde, at den berøves ethvert reelt indhold. Den italienske regering gør endvidere gældende, at oplysningen om, at der i syv medlemsstater ikke findes restriktioner vedrørende repræsentation i toldforhold, er irrelevant og anfører, at toldklarereres særlige virksomhed er reguleret i lov nr. 1612 af 22. december 1960 og i Testo Unico på en måde, som er i overensstemmelse med toldunionens formål.

Ifølge den italienske regering kan artiklerne 40, 43 og 44 i Testo Unico ikke anses for foranstaltninger, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, udgør en hindring for samhandelen inden for Fællesskabet. For så vidt angår de faktiske forhold bekræftes dette af den stadigt stigende samhandel mellem Italien og henholdsvis medlemsstaterne og tredjelande. Hvad angår spørgsmålets retlige side er det ukorrekt, at anvendelsen af en toldklarerer medfører yderligere omkostninger, idet arbejdet medfører samme omkostninger, når det udføres af ansatte. Omkostningerne kan endvidere overvæltes på priserne for importerede varer og er således ikke omfattet af bestemmelserne i artikel 2, stk. 3, litra d), i direktiv 70/50, der til foranstaltninger med tilsvarende virkning henregner sådanne, som umuliggør en eventuel prisforhøjelse for den importerede vare svarende til de med importen forbundne yderligere omkostninger og belastninger.

I øvrigt indeholder den italienske lovgivning en ret, men ikke en pligt, til at anvende en kvalificeret repræsentant ved gennemførelsen af toldekspeditioner, og den tillader den pågældende erhvervsdrivende at benytte sine egne ansatte. Kommissionens opfattelse — hvorefter det må kræves, at det pågældende arbejde kan udføres ikke kun for ejerens regning og i klarererens navn, som ordningen er efter de italienske regler, men for enhver ejers vedkommende også kan ske for dennes regning og i dennes navn har ikke støtte i reglerne om forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner.

De faguddannede, erhvervsdrivende toldklarerere råder i almindelighed over en egen, effektiv virksomhedsorganisation og nyder myndighedernes tillid, hvilket sikrer en gnidningsløs gennemførelse af toldekspeditioner.

Vedrørende bopælskravet (artikel 47, stk. 4, i Testo Unico) anfører den italienske regering, at Kommissionens henvisning til artikel 2, stk. 3, litra g), i direktiv 70/50, hviler på en forkert fortolkning. Denne bestemmelse omhandler foranstaltninger, som pålægger den udenlandske eksportør at have en repræsentant på den medlemsstats område, hvortil han vil eksportere, og ikke det tilfælde, hvor en importør har en repræsentant i sin egen stat. Hvad angår etableringsfriheden anfører den italienske regering under henvisning til Domstolens dom af 3. december 1974 i sag 33/74 (Van Binsbergen, Sml. 1974, s. 1299), at bopælskravet er foreneligt med EØF-traktatens artikler 59 og 60, på grund af toldklarerernes virksomheds erhvervsmæssige karakter.

Som svar på den italienske regerings indledende bemærkninger anfører Kommissionen i første række, at henvisningen til tredje betragtning i direktiv 70/50 er irrelevant. Denne betragtning, hvorefter de formaliteter, hvis opfyldelse er nødvendig ved indførsel ikke skal anses for foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, henviser til de statslige myndigheders virksomhed og ikke bestemmelser, som regulerer privates repræsentation. Domstolen har i øvrigt tillagt visse formaliteter ved indførsel og udførsel karakter af foranstaltninger med tilsvarende virkning (Domstolens dom af 5. 12. 1976, sag 35/76, Simmenthal, Sml. 1976, s. 1871, og Domstolens dom af 3. februar 1977, sag 53/76, Bouhelier, Sml. 1977, s. 197).

Kommissionen deler i øvrigt ikke den opfattelse, at en regulering af erhvervet som toldklarerer nødvendigvis medfører forøgede omkostninger for dem, der ikke anvender en klarerer. Den bestrider tillige eksistensen af de fordele, som specialiseringen af toldklarerere skulle bevirke for de erhvervsdrivende. Endvidere bestrider Kommissionen betydningen af den af den italienske regering påberåbte statistik, eftersom en potentiel hindring i sig selv er tilstrækkelig til, at den omtvistede ordning er i strid med traktaten.

Med hensyn til det argument, der støttes på artikel 2, stk. 3, litra d), i direktiv 70/50, anfører Kommissionen, at uagtet de ved bestemmelserne fremkaldte ekstraomkostninger kan overvæltes på prisen for de importerede produkter, så medfører det en fordel for de indenlandske produkter.

Som svar på den italienske regerings argument om, at ladningsejeren kan lade sig repræsentere af enhver, forudsat den pågældende repræsentant er beføjet til at handle for ejerens regning, men i eget navn, anfører Kommissionen, at den anerkender de nationale lovgiveres kompetence til at fastsætte regler vedrørende repræsentation (eller fuldmagt), men gør gældende, at ordningen med indirekte repræsentation (rappresentanza indiretta), som indeholdt i den italienske lovgivning, forårsager sådanne vanskeligheder og omkostninger, at ordningen udgør en hindring for de frie varebevægelser.

I sin duplik anfører den italienske regering, at udtrykket de formaliteter, hvis opfyldelse er nødvendig ved indførsel, har en langt videre betydning end Kommissionen tillægger det; i øvrigt anser den de førnævnte af Kommissionen påberåbte domme i henholdsvis sag 35/76, Simmenthal, og sag 53/76, og sag 53/76, Bouhelier, for at være uden betydning for nærværende sag.

Vedrørende argumenterne om forøgede omkostninger og toldklarerernes specialisering anfører den italienske regering, at netop takket være de faglige krav, der stilles til klarererne, kan en nøje kontrol undgås til gavn for de frie varebevægelser, mens en sådan kontrol derimod er nødvendig, når en person uden fagkundskaber skal opfylde toldformaliteterne.

Den italienske regering mener endvidere, at Kommissionens argumenter vedrørende dens krav om, at repræsentation i toldforhold ved hjælp af fuldmagt skal være tilladt — uanset fuldmægtigens faglige kvalifikationer — ikke kan tillægges betydning. Den italienske regering gentager herved, at administrativ praksis bekræfter, at enhver ladningsejer har mulighed for at vælge, hvem han vil, til på sine vegne at opfylde toldformaliteterne, forudsat den valgte repræsentant påtager sig at hæfte over for myndighederne for sine angivelser.

Den italienske regering afviser endvidere Kommissionens opfattelse, hvorefter det -— ifølge erfaringerne i syv medlemsstater — ikke skulle være nødvendigt, at klarereren hæfter, for at sikre korrekt betaling af afgifterne, og at reglerne følgelig burde være ens i alle medlemsstater.

Regeringen bebrejder Kommissionen, at den har overset, at Italien har færre toldere end de øvrige medlemsstater, og at tolderne hæfter personligt for eventuel manglende opkrævning af told.

Med hensyn til de faglige kvalifikationer gør den italienske regering endelig gældende, at Kommissionen ønsker, at enhver skal kunne foretage toldekspeditioner i en anden erhvervsdrivendes navn og for dennes regning, mens Kommissionen eksempelvis i artiklerne 3 og 10 i sin forordning nr. 1226/71 af 11. juni 1971 om forenkling af formaliteterne ved afgangs- og bestemmelsestoldstederne for varer, der transporteres efter procedurer for fællesskabsforsendelse (EFT 1971 II, s. 321), har bestemt, at toldmyndighederne kan nægte at give tilladelse til sådanne personer, der ikke yder den sikkerhed, som de anser for påkrævet. En tilsvarende ordning findes i Rådets direktiver 74/561 og 74/562 af 12. november 1974 om adgang til erhvervet med godstransport og personbefordring ad landevej i indenlandsk og international transport (EFT L 308, 1974, s. 18 og 23).

Det er Kommissionens opfattelse, at artikel 48, litra a), i Testo Unico, hvor efter autorisation som toldklarerer kun kan meddeles statsborgere i en fremmed stat, når denne stat indrømmer italienske statsborgere tilsvarende ret, strider mod EØF-traktatens artikel 52, der ved udløbet af overgangsperioden har ophævet enhver restriktion for etableringsfriheden. Ifølge Domstolens dom af 21. juni 1974 i sag 2/74 (Reyners, Sml. 1974, s. 631) er denne bestemmelse direkte anvendelig, uanset at der inden for et bestemt område ikke er udstedt de direktiver, der er nævnt i traktatens artikler 54, stk. 2, og 57, stk. 1. Også selv om de italienske myndigheders anvendelse af artikel 48, litra a), i praksis opfylder traktatens krav, må artiklens ordlyd imidlertid ændres.

Den italienske regering anfører, at gensidighedsbetingelsen kun angår statsborgere i tredjelande, og er i øvrigt rede til at ændre den omtvistede tekst ad lovgivningens vej. Den ønsker imidlertid at fastslå, at der ikke kan bestå tvivl om, at gensidighedsbetingelsen alene vedrører statsborgere i tredjelande; en anden fortolkning ville medføre en forpligtelse for alle medlemsstaterne til, på trods af fællesskabsbestemmelsernes direkte anvendelighed, at efterprøve utallige nationale regler, der indeholder en betingelse vedrørende statsborgerskab i vedkommende stat.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 19. juni 1979.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juli 1979.