31995D0108

95/108/EF: Kommissionens beslutning af 28. marts 1995 om beskyttelsesforanstaltninger mod afrikansk svinepest i den italienske region Sardinien

EF-Tidende nr. L 079 af 07/04/1995 s. 0029 - 0031


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 28. marts 1995 om beskyttelsesforanstaltninger mod afrikansk svinepest i den italienske region Sardinien (95/108/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF (2), særlig artikel 10,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (3), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF, særlig artikel 9, og

ud fra følgende betragtninger:

På grund af situationen i Italien, hvad angår afrikansk svinepest, vedtog Kommissionen beslutning 92/451/EØF af 30. juli 1992 om visse beskyttelsesforanstaltninger mod afrikansk svinepest i den italienske region Sardinien (4);

afrikansk svinepest må betragtes som en endemisk sygdom i provinsen Nuoro i den italienske region Sardinien;

sygdomssituationen kan udgøre en risiko for besætningerne i andre italienske regioner og regioner i andre medlemsstater på grund af samhandelen med levende svin, fersk svinekød og visse svinekødsprodukter;

formålet med det udryddelsesprogram, der blev vedtaget ved Kommissionens beslutning 94/881/EF af 21. december 1994 om godkendelse af Italiens program for udryddelse og overvågning af afrikansk svinepest for 1995 og om fastsættelse af EF's tilskud (5), er at udrydde afrikansk svinepest i de resterende smittede områder på Sardinien;

på baggrund af den dyresundhedsmæssige situation i provinsen Sassari, provinsen Oristano og provinsen Cagliari samt af klarhedshensyn bør beslutning 92/451/EØF ophæves og en ny tekst vedtages;

de italienske myndigheder har truffet retlige foranstaltninger til at forbyde flytning af levende svin, fersk svinekød og visse svinekødsprodukter fra regionen Sardiniens område, og vedtagelsen af disse retlige foranstaltninger skaber garanti for en effektiv gennemførelse af denne beslutning;

de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Italien forbyder flytning af dyr af familien Suidae fra regionen Sardiniens område.

Artikel 2

1. Italien forbyder flytning af fersk svinekød, der hidrører fra alle dyr af familien Suidae, fra regionen Sardiniens område.

2. Som undtagelse fra stk. 1 kan fersk svinekød sendes til områder uden for regionen Sardiniens område, hvis det pågældende kød opfylder følgende betingelser:

a) det skal hidrøre fra svin, som er ført ind på regionen Sardiniens område som slagtesvin i henhold til Rådets direktiv 64/432/EØF (6) eller Rådets direktiv 72/462/EØF (7),

De nævnte slagtesvin skal være transporteret direkte fra ankomsthavnen til et udpeget slagteri; svinene skal være slagtet senest tolv timer efter ankomsten til slagteriet, eller

b) det skal hidrøre fra svin, der

- har opholdt sig på en bedrift, som er godkendt af den kompetente veterinærmyndighed; bedriften skal være beliggende i provinsen Sassari, Oristano eller Cagliari

- har opholdt sig på oprindelsesbedriften i mindst fire måneder

- har opholdt sig på en bedrift, der ligger mindst 10 km fra alle udbrud af afrikansk svinepest, som er forekommet inden for de sidste tre måneder

- har opholdt sig på en bedrift, hvor der ikke er blevet indsat nogen svin i de foregående 30 dage

- er indsat i en svinepopulation på en bedrift, som er omfattet af det serologiske prøveprogram, der er indført ved programmet for udryddelse af afrikansk svinepest, som er vedtaget ved beslutning 94/881/EF, og hvor der ikke er blevet påvist antistoffer mod afrikansk svinepestvirus inden for de sidste seks måneder

- har undergået en serologisk prøve senest fire dage inden transport til slagtning og er fundet fri for antistoffer mod afrikansk svinepestvirus

- har undergået en klinisk undersøgelse på oprindelsesbedriften senest 24 timer inden transport; alle svin på oprindelsesbedriften skal være undersøgt, og de tilknyttede faciliteter skal være inspiceret. Dyrene skal identificeres med øremærker på oprindelsesbedriften, så de kan spores tilbage til oprindelsesbedriften

- er transporteret direkte fra oprindelsesbedriften til det udpegede slagteri; transportmidlerne skal være rengjort og desinficeret inden pålæsning og være officielt forseglet. Svinene skal være ledsaget af et sundhedsdokument, der attesterer, at de opfylder kravene i første til syvende led, og underskrevet af den kompetente myndighed

- er slagtet inden for tolv timer efter ankomsten til slagteriet.

3. Det i stk. 2 omhandlede kød skal holdes adskilt fra kød, der ikke opfylder betingelserne i litra a) eller b) i nævnte stykke.

Artikel 3

Kød, der forsendes fra regionen Sardiniens område, skal være ledsaget af et certifikat, som er udstedt af en embedsdyrlæge. Certifikatet skal være forsynet med følgende påskrift:

»Kød, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 95/108/EF om beskyttelsesforanstaltninger mod afrikansk svinepest i den italienske region Sardinien«.

Artikel 4

1. Italien forbyder flytning af svinekødsprodukter fra regionen Sardiniens område.

2. Som undtagelse fra stk. 1 kan svinekødsprodukter sendes til områder uden for regionen Sardiniens område, hvis de pågældende produkter opfylder følgende betingelser:

a) de har undergået behandling i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 80/215/EØF (8), eller

b) de er tilvirket i en udpeget virksomhed og kun af kød, der:

i) opfylder bestemmelsen i artikel 2, stk. 2 og 3, eller

ii) er ført ind på Sardiniens område som fersk svinekød i henhold til bestemmelserne i Rådets direktiv 64/433/EØF (9).

Artikel 5

Kødprodukter som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), der afsendes fra regionen Sardiniens område, skal være ledsaget af et certifikat, som er udstedt af en embedsdyrlæge. Certifikatet skal være forsynet med følgende påskrift:

»Kødprodukter, der opfylder kravene i Kommissionens beslutning 95/108/EF om beskyttelsesforanstaltninger mod afrikansk svinepest i den italienske region Sardinien«.

Artikel 6

Italien forelægger alle medlemsstaterne og Kommissionen en liste over det/de i artikel 2 omhandlede udpegede slagteri(ers) navn og beliggenhed og den/de i artikel 4, stk. 2, litra b), omhandlede og af den centrale veterinærmyndighed godkendte udpegede virksomheds(ers) navn og beliggenhed.

Artikel 7

1. Italien opretter en national samordnings- og overvågningskomité. Komitéens formand udpeges af den centrale veterinærmyndighed, som står for gennemførelsen af nærværende beslutning og verifikationen af foranstaltningerne til udryddelse af afrikansk svinepest. Komitéen skal:

- indsamle data for de overvågningsaktiviteter, der udøves af myndighederne i regionen Sardinien

- have faciliteter til databehandling

- have forbindelser til hurtig kommunikation med regionen Sardinien.

2. Den centrale veterinæradministration kan indføre yderligere beskyttelsesforanstaltninger ud over dem, der omhandles i denne beslutning, hvis det skønnes nødvendigt.

Artikel 8

Medlemsstaterne ændrer de foranstaltninger, de anvender på samhandelen, for at bringe dem i overensstemmelse med denne beslutning. De underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 9

Beslutning 92/451/EØF ophæves.

Artikel 10

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. marts 1995.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 224 af 18. 8. 1990, s. 29.

(2) EFT nr. L 62 af 15. 3. 1993, s. 49.

(3) EFT nr. L 395 af 30. 12. 1989, s. 13.

(4) EFT nr. L 248 af 28. 8. 1992, s. 78.

(5) EFT nr. L 352 af 31. 12. 1994, s. 106.

(6) EFT nr. 121 af 29. 7. 1964, s. 1977/64.

(7) EFT nr. L 302 af 31. 12. 1972, s. 28.

(8) EFT nr. L 47 af 21. 2. 1980, s. 4.

(9) EFT nr. 121 af 29. 7. 1964, s. 2012/64.