<TI><P>Direktivet</P></TI>2Direktivet blev vedtaget med hjemmel i EØF-traktatens artikel 100 A, hvis bestemmelser genfindes i samme artikel i EF-traktaten. Dets formål er at gennemføre fri bevægelighed for gasapparater på Fællesskabets område og samtidig sikre menneskers og eventuelt husdyrs og goders sikkerhed og sundhed i forbindelse med de risici, der opstår ved anvendelsen af sådanne apparater.3Herom hedder det i første betragtning til direktivet: Det påhviler medlemsstaterne at sørge for deres borgeres og i givet fald også husdyrs og goders sikkerhed og sundhed på deres område i forbindelse med de risici, der opstår ved anvendelse af gasapparater. I femte betragtning udtales det endvidere, at i overensstemmelse med den nye metode for harmonisering af lovgivningerne (bør) harmonisering af lovgivningerne i det foreliggende tilfælde begrænses til de forskrifter, der er nødvendige for at opfylde ufravigelige og væsentlige krav med hensyn til sikkerhed, sundhed og energibesparelse i forbindelse med gasapparater; disse krav bør, fordi de er væsentlige, erstatte nationale forskrifter på dette område.4Efter direktivets artikel 1, stk. 1, første led, finder direktivet anvendelse på apparater, der anvendes til madlavning, opvarmning, produktion af varmt vand, køling, belysning eller vask, som forbrænder gasformigt brændstof, og som i givet fald har en vandtemperatur, der normalt ikke overstiger 105 °C, i det følgende benævnt apparater; gasblæseluftbrændere og varmegeneratorer, der skal udstyres med sådanne brændere, anses også for at være apparater.5Direktivets artikel 2, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse: Medlemsstaterne træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at de i artikel 1 omhandlede apparater kun kan markedsføres og tages i brug, hvis de ved normal anvendelse ikke frembyder nogen risiko for mennesker, husdyr og ejendom.6Artikel 3 indeholder følgende bestemmelse:Apparater og udstyr, der er omhandlet i artikel 1, skal opfylde de relevante væsentlige krav, som er anført i bilag I.
7I artikel 4, stk. 1, hedder det:Medlemsstaterne kan ikke forbyde, begrænse eller hindre, at apparater, som opfylder de væsentlige krav i dette direktiv, markedsføres og tages i brug.
8I direktivets artikel 5 hedder det:- 1.Medlemsstaterne formoder, at apparater og udstyr er i overensstemmelse med de i artikel 3 omhandlede væsentlige krav, når de er i overensstemmelse med:
- a)de relevante nationale standarder, der gennemfører de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
...
9Artikel 6, stk. 1, indeholder følgende bestemmelser:Skønner en medlemsstat eller Kommissionen, at de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder ikke fulgt ud opfylder de i artikel 3 omhandlede væsentlige krav, underretter Kommissionen eller medlemsstaten det i henhold til direktiv 83/189/EØF nedsatte stående udvalg, herefter benævnt udvalget, og anfører begrundelsen herfor. Udvalget afgiver straks udtalelse.
Efter at have modtaget udvalgets udtalelse meddeler Kommissionen medlemsstaterne, om det er nødvendigt at trække de pågældende standarder tilbage i de i artikel 5, stk. 1, nævnte publikationer.
10I direktivets artikel 7 hedder det:- 1.Konstaterer en medlemsstat, at apparater, som er forsynet med EF-mærket, ved normal anvendelse frembyder en risiko for mennesker, husdyr eller ejendom, træffer den alle fornødne foranstaltninger til at trække apparater tilbage fra markedet eller forbyde eller begrænse deres markedsføring.
Medlemsstaten underretter omgående Kommissionen om denne foranstaltning og anfører begrundelsen for sin afgørelse, herunder om den manglende overensstemmelse skyldes:
- a)at de i artikel 3 omhandlede væsentlige krav ikke er opfyldt, når apparatet ikke overholder de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder
- b)at de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder ikke er blevet korrekt anvendt
- c)at der er mangler ved de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder.
- 2.Kommissionen hører de berørte parter snarest muligt. Konstaterer den efter at have hørt parterne, at de i stk. 1 nævnte foranstaltninger er berettigede, underretter den omgående den initiativtagende medlemsstat samt de øvrige medlemsstater.
Er den i stk. 1 nævnte afgørelse begrundet i mangler i standarderne, forelægger Kommissionen, efter at have hørt de berørte parter, sagen for udvalget inden to måneder, hvis den medlemsstat, der har truffet de pågældende foranstaltninger, agter at opretholde dem, og indleder derefter proceduren i artikel 6.
...
11Endelig angives i artikel 8-11 i direktivet samt i dettes bilag II og III de betingelser, der skal være opfyldt for, at apparater, der opfylder de i direktivet fastsatte væsentlige krav, kan forsynes med EF-typegodkendelsesmærke. Disse bestemmelser angiver de undersøgelses- og kontrolprocedurer, der skal følges i den forbindelse.12De væsentlige krav, som de i direktivet omhandlede apparater skal opfylde, fastlægges i bilag I. Heri nævnes navnligi punkt 1 de tekniske anvisninger og brugsanvisninger, som installatøren eller brugeren skal have, og som indeholder oplysninger om, hvorledes apparaterne tages i brug, vedligeholdes og bruges korrekt, og om hvordan de virker
i punkt 2 kravene til de materialer, der anvendes til fremstilling af apparaterne
i punkt 3 kravene til apparaternes konstruktion og fremstilling for så vidt angår deres evne til at virke på bestemte måder samt for så vidt angår visse apparatkarakteristika.
<TI><P>Søgsmålet</P></TI>19Kommissionen har gjort gældende, at der med bestemmelsen i artikel 5, stk. 10, i DPR nr. 412/93 om, at kun ikke-isolerede varmegeneratorer (således f.eks. ikke generatorer af den åbne type) må installeres i det fri eller i teknisk særligt indrettede lokaler foreligger et specielt — om end kun stiltiende — forbud mod installation af sådanne generatorer i beboelseslokaler i tilfælde af nyindretning eller ombygning af varmeanlæg.20Dette specielle forbud er, selv om det hverken udgør et forbud mod salg af ikke-isolerede generatorer eller et almindeligt forbud mod at installere sådanne, i strid med direktivets artikel 4, for så vidt som det udgør en hindring for ibrugtagning af apparater, som direktivet finder anvendelse på, og som opfylder de i direktivet fastsatte væsentlige krav.21Disse krav er fuldstændige og træder i stedet for nationale forskrifter på området. Det nævnte forhold bekræftes såvel af udtalelsen i femte betragtning til direktivet som af tankegangen bag artikel 3 og 4, hvorefter medlemsstaterne, når apparater opfylder de væsentlige krav ifølge direktivet, ikke kan forbyde, begrænse eller hindre deres markedsføring og ibrugtagning på Fællesskabets område ved at stille andre krav.22Den italienske regering har gjort gældende, at en ikke-isoleret varmegenerator ikke kan opfylde de væsentlige krav i direktivet. Således er det som et punkt i bilag I til direktivet, der specificerer disse krav, nemlig i punkt 3.4.3 bestemt, at et apparat, der er forbundet med en trækkanal for forbrændingsprodukter, skal være fremstillet således, at der under unormale trækforhold ikke sker en udstrømning af forbrændingsprodukter i farlige mængder i det pågældende lokale. Det betyder, at et sådant udslip under ingen omstændigheder må finde sted i det lokale, hvor apparatet er installeret.23Men den mulighed består for samtlige apparater af åben type. Ifølge den italienske regering viser en række afprøvninger, som selskabet įtaigas' forsøgslaboratorium for varmeteknologi har gennemført, at selv om ethvert apparat af den åbne type skal være udstyret med en passende sikkerhedsindretning, der standser forbrænding, når der sker udstrømning af forbrændingsprodukter, at under visse omstændigheder og specielt:ved vindnedslag i trækkanalen med en hastighed på over 0,5 m/s
ved vindnedslag i stød i trækkanalen af mindst 15 sekunders varighed vekslende med naturligt aftræk i mindst 30 sekunder
med en 88%-tillukning af varmeveksleren
har de installerede anlæg ikke kunnet forhindre alvorlig forurening inde i det pågældende lokale, selv om der var sørget for en regelmæssig udluftning i overensstemmelse med de gældende tekniske forskrifter.
24Noget tilsvarende kan siges om bestemmelserne i samme bilag I's punkt 3.1.9 og 3.2.1, hvorefter et apparat skal været konstrueret og fremstillet på en sådan måde, at en eventuel fejl ikke udgør en sikkerhedsrisiko, og således, at udsivning af gas ikke medfører nogen risiko. Disse krav kan kun fuldt ud opfyldes, når apparatet er placeret uden for beboelsesrum.25Kommissionen har gjort gældende, at en fuldstændig opfyldelse af de væsentlige krav, der er fastsat i direktivet, teknisk giver sikkerhed for, at alle de gasapparater, direktivet finder anvendelse på, er sikre.26Den har specielt nævnt, at den tekniske standard EN 297, der er blevet vedtaget af Det Europæiske Standardiseringsråd (EFT 1995 C 187, s. 9), der navnlig vedrører apparater af den åbne type, i punkt 3.5.8 bestemmer, at varmeapparaterne skal være forsynet med en sikkerhedsanordning, der standser apparatet, såfremt udslippet af brændstof er unormalt stort i et bestemt tidsrum. Medlemsstaterne må derfor, medmindre andet bevises på grundlag af direktivets artikel 5, lægge til grund, at apparater af den åbne type, der er forsynet med denne ordning, opfylder det i punkt 3.4.3 i bilag I til direktivet fastsatte væsentlige krav.27Kommissionen er blevet bekendt med de forsøg, der er gennemført af įtaigas' laboratorium, og finder dem forfejlede, for så vidt som de situationer, de er baseret på, vanskeligt kan tænkes at forekomme i virkeligheden.28Kommissionen anfører endelig, at Italien, også selv om de tekniske synspunkter, den italienske regering har fremlagt, var korrekte, skulle have benyttet de fællesskabsprocedurer, der er fastlagt i direktivets artikel 6 og 7; Italien ville ikke have fået tilladelse til ensidigt at vedtage en bestemmelse som bestemmelsen i artikel 5, stk. 10, i DPR nr. 412/93.29Det må først bemærkes, at som sagen viser, er varmegeneratorer af den åbne type apparater, der anvendes til opvarmning og/eller varmtvandsfremstilling, og som forbruger gasholdigt brændstof. De henhører således under direktivets saglige anvendelsesområde, således som dette er fastlagt ved direktivets artikel 1, stk. 1, første led.30Dernæst bemærkes, at efter direktivets artikel 3 skal apparater og udstyr, der er omhandlet i artikel 1, opfylde de relevante væsentlige krav, der gælder for dem, og som er anført i bilag I til direktivet.31Disse krav vedrører bl.a. de monterings- og brugsanvisninger, som personer, der installerer og anvender apparaterne, har brug for, de anvendte materialer, og navnlig apparaternes konstruktion og fremstilling.32Af femte betragtning til direktivet fremgår det, at disse krav skal erstatte de nationale forskrifter vedrørende sikkerhed, sundhed og energibesparelse, hvilket betyder, at de på de områder, de regulerer, er fuldstændige.33Af denne grund pålægges det i direktivets artikel 4 medlemsstaterne ikke at forbyde, begrænse eller hindre, at apparater, som opfylder de væsentlige krav i dette direktiv, markedsføres og tages i brug.34Det er således for markedsføring og ibrugtagning af de i direktivet omhandlede apparater, herunder varmegeneratorer af den åbne type, tilstrækkeligt, at disse opfylder de i direktivet fastlagte væsentlige krav.35Et sådant krav er kravet i punkt 3.4.3 i bilag I til direktivet. Herefter skal apparatet være således fremstillet, at der under unormale trækforhold ikke sker en udstrømning af forbrændingsprodukter i farlige mængder i det pågældende lokale.36I modsætning til hvad den italienske regering har anført, er varmegeneratorer af den åbne type i stand til at opfylde dette krav. Det fremgår således af sagen, at samtlige apparater af denne type i overensstemmelse med den harmoniserede standard EN 297 er forsynet med en sikkerhedsanordning, der standser apparatet, når udslippet af forbrændingsprodukter er unormalt i et bestemt tidsrum.37Resultaterne af de undersøgelser, der er gennemført af selskabet įtaigas, og som den italienske regering har påberåbt sig, kan ikke rokke ved denne konstatering.38For dels er, som Kommissionen har anført uden egentligt at blive imødegået af den italienske regering, de forhold, hvorunder disse forsøg er blevet gennemført, næppe tænkelige i virkeligheden.39Og dels kunne den italienske regering, for så vidt som en anvendelse i konkrete tilfælde af varmegeneratorer af åben type, der er i overensstemmelse med de væsentlige krav, som er fastlagt i direktivet, under visse forhold skulle give problemer vedrørende sikkerhedsanordningen, genanvende de i direktivets artikel 6 og 7 fastlagte procedurer. Det er imidlertid ubestridt, at den italienske regering ikke har iværksat disse procedurer.40Den argumentation, som den italienske regering har fremført på grundlag af punkt 3.4.3 i bilag I til direktivet, skal hermed forkastes.41Med hensyn til argumentet om, at en varmegenerator af åben type ikke kan opfylde de væsentlige krav ifølge punkt 3.1.9 og 3.2.1 i bilag I til direktivet, skal det fastslås, at den italienske regering ikke ud over de argumenter, der er blevet fremført i forbindelse med punkt 3.4.3 i samme bilag, har givet oplysninger, der kan underbygge det.42Dette argument skal således også forkastes.43Den italienske regering har endvidere gjort gældende, at den kritiserede regel i DPR nr. 412/93 ikke på nogen måde forbyder, at der installeres andre apparater end apparater af den lukkede type, men blot rummer forskrifter vedrørende sted og former i forbindelse med en installation af dem. Hvis der skal være tale om en begrænsning eller faktisk hindring for markedsføring af varmegeneratorer af åben type, må det godtgøres, at det ikke er muligt at installere et apparat af denne type i det fri, eller at gennemføre en isolering af det, såfremt det skal installeres i beboelseslokaler. Kommissionen har imidlertid blot teoretisk gjort gældende, at nævnte regel er i strid med fællesskabsbestemmelserne, og har ikke givet oplysninger, der kan godtgøre, at den forbyder, begrænser eller faktisk hindrer markedsføring og ibrugtagning af et sådan apparat.44Det er således ikke bestridt, at den kritiserede regel alene tillader installation af varmegeneratorer af lukket type i beboelseslokaler, når et varmeanlæg skal fornys eller et eksisterende varmesystem ændres.45Heraf følger, at nævnte regel indeholder et stiltiende forbud i de nævnte tilfælde mod installation i beboelseslokaler af varmegeneratorer af åben type. Dette stiltiende forbud udgør en hindring for ibrugtagning af apparater af den omhandlede type, der er forbudt ved direktivets artikel 4.46Den omstændighed, at det efter artikel 5, stk. 10, i DPR nr. 412/93 er tilladt at installere et sådant apparat i beboelseslokaler, hvis apparatet isoleres, kan ikke blot ikke ændre det resultat, der er fastslået i foregående præmis, men tværtimod underbygger det, eftersom en køber for at kunne installere apparatet i beboelseslokaler må afholde ekstra omkostninger.47Endvidere kan den omstændighed, at forbuddet i nævnte regel muligvis kun har begrænset rækkevidde, eftersom det ikke gælder blot ved udskiftning af varmeapparater, ikke bevirke, at det mister sin karakter af hindring, når det opretholdes i tilfælde af nyinstallering eller ombygning af varmesystemer.48Den italienske regerings argumentation på dette punkt skal herefter forkastes.49Artikel 5, stk. 10, i DPR nr. 412/93 er således i strid med direktivets artikel 4.50Den italienske regering har imidlertid gjort gældende, at denne regel kan være begrundet i henhold til EF-traktatens artikel 36 samt direktivets artikel 7, stk. 1, idet den vedrører beskyttelsen af menneskers og husdyrs sundhed, liv og sikkerhed.51Navnlig hævder den, at muligheden for at påberåbe sig traktatens artikel 36 følger af direktivet selv, da det ved dettes første betragtning ikke blot pålægges medlemsstaterne på deres område at sørge for deres borgeres sikkerhed og sundhed, men desuden i artikel 7 bestemmes, at de samme stater, når de konstaterer, at apparater ved normal anvendelse frembyder en risiko for mennesker og husdyr, kan træffe alle fornødne foranstaltninger til at trække apparater tilbage fra markedet eller forbyde eller begrænse deres markedsføring.52Adgangen til at påberåbe sig traktatens artikel 36 kan i alt fald ikke udelukkes, når en særlig udsat interesse ikke i tilstrækkelig omfang sikres ved fællesskabsforanstaltningerne, idet den vedrører forhold, der ikke er taget højde for i harmoniseringsdirektiverne (jf. dom af 10.7.1984, sag 72/73, Campus Oil m.fl., Sml. s. 2727).53Endelig er en medlemsstats adgang til at påberåbe sig traktatens artikel 36 udtrykkeligt hjemlet ved dennes artikel 100 A, i henhold til hvilken direktivet blev vedtaget.54Det bemærkes herved, at ifølge fast retspraksis ophører, når fællesskabsdirektiver foreskriver harmonisering af foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed, og indfører fællesskabsprocedurer for at kontrollere, om disse foranstaltninger respekteres, begrundelsen for at anvende artikel 36, og de egnede kontrolforanstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger må træffes inden for de rammer, som harmoniseringsdirektivet angiver (jf. dom af 5.10.1977, sag 5/77, Tedeschi, Smi. s. 1555, præmis 35).55Det er allerede i præmis 32 i nærværende dom blevet nævnt, at der ved direktivet er sket en fuldstændig harmonisering af de væsentlige krav, gasapparater skal opfylde. Som anført i femte betragtning til direktivet vedrører visse af disse krav sikkerhed og sundhed.56Endvidere fastlægges, som allerede nævnt i præmis 11 i nærværende dom, i direktivets artikel 8-11 samt i bilag II og III betingelserne for, at apparater, der opfylder disse væsentlige krav, kan forsynes med EF-typegodkendelsesmærke samt de kontrol- og undersøgelsesprocedurer, der i den forbindelse skal følges.57Det fremgår endelig af direktivets artikel 6, stk. 1, og artikel 7, at der ved direktivet er blevet indført fællesskabsprocedurer for at råde bod på eventuelle problemer ved anvendelsen af gasapparater.58Heraf følger, at der ved direktivet for så vidt angår gasapparater er sket en fuldstændig harmonisering af de foranstaltninger, der er nødvendige for, at sådanne apparater opfylder væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav.59En medlemsstat kan derfor ikke mere for Domstolen påberåbe sig traktatens artikel 36 som begrundelse for en national foranstaltning, der skal opfylde de samme krav.60Dette resultat afsvækkes ikke i den foreliggende sag ved bestemmelserne i traktatens artikel 100 A, stk. 4.61Det hedder deri:Når en medlemsstat, efter at Rådet med kvalificeret flertal har vedtaget en harmoniseringsforanstaltning, finder det nødvendigt at anvende nationale bestemmelser, som er begrundet i vigtige behov, hvortil der henvises i artikel 36, eller som vedrører beskyttelse af arbejdsmiljøet eller miljøbeskyttelse, giver den Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser.
Kommissionen bekræfter de pågældende bestemmelser efter at have konstateret, at de ikke er et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.
...
62Det fremgår af denne bestemmelse, at den deri omhandlede mulighed — hvorved spørgsmålet om, hvorvidt den stadig kan benyttes, når der ved fællesskabsforanstaltningen er sket en fuldstændig harmonisering på det pågældende område — forudsætter, at den herfor fastlagte procedure følges.63Det står imidlertid fast, at den italienske regering ikke i det foreliggende tilfælde har iværksat den i traktatens artikel 100 A, stk. 4, fastlagte procedure.64Desuden kan en medlemsstat ikke for Domstolen påberåbe sig direktivets artikel 7 som begrundelse for en national foranstaltning, når den ikke har iværksat den i denne artikel fastlagte procedure.65På baggrund heraf skal den italienske regerings anbringende om traktatens artikel 36 og direktivets artikel 7, stk. 1, forkastes.66På baggrund af det anførte må det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktiv, idet den har indført og opretholdt regler om, at der ved nyindretning eller ombygning af gasapparater i beboelseslokaler alene kan anvendes varmegeneratorer af den tætsluttende type, og således forudsætningsvis har forbudt at installere varmegeneratorer af anden type, som opfylder de i direktivet fastsatte krav.