Kommissionen har nedlagt følgende påstande :

Sagsøgeren har gjort gældende, at beslutningen om at fritage ham for hans stilling ikke er tilstrækkeligt begrundet. Begrundelsen lyder: I forbindelse med en almindelig reorganisering af tjenesten har Kommissionen besluttet at nedlægge visse stillinger som ledende konsulent, herunder Angelini's stilling .... Dette er en fuldstændig abstrakt begrundelse uden noget som helst konkret indhold. Når der allerede et år i forvejen havde fundet en reorganisering af generaldirektoratet sted, var det så meget desto mere påkrævet at give en præcis konkret begrundelse. Det burde således have været anført, hvorfor en stilling, som i juni måned 1980 blev skønnet at være nyttig og i tjenestens interesse, fandtes overflødig i juli 1981, stadig under hensyn til tjenestens interesse. Ej heller var det nogen fyldestgørende besvarelse at henvise til, som Kommissionens formand gjorde det i sin skrivelse af 15. maj 1981, at den omstændighed, at der allerede tidligere er foretaget en reorganisering af det generaldirektorat, hvori De er ansat, begrænser ikke Kommissionen i dens frie adgang til at vedtage de foranstaltninger, som den i dag skønner nødvendige af hensyn til en effektiv organisation. Det er ikke rigtigt, når det i den anfægtede beslutning anføres, at Kommissionen i sin skrivelse af 24. juni 1981 over for sagsøgeren havde givet en nærmere begrundelse for den påtænkte foranstaltning. Skrivelsen indeholder ingen nærmere begrundelse og giver ikke et mere detaljeret svar på sagsøgerens bemærkning. Også denne skrivelse er holdt i helt generelle vendinger. Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til Domstolens dom af 11. maj 1978 i sag 34/77, Oslizlok (Sml. 1978, s. 1099, præmis 18).

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sagsøgte har begået magtfordrejning. Han anfører, at den anfægtede beslutning er truffet som led i en generel anvendelse af vedtægtens artikel 50 med det formål at skaffe plads til andre. En fritagelse for stillingen i henhold til vedtægtens artikel 50 kan kun begrundes enten i saglige hensyn til tjenestens interesse eller i de ansattes individuelle egenskaber, bedømt i forhold til disse hensyn. Vedtægtens artikel 50 kræver, at der skal foretages en omhyggelig undersøgelse af liver enkelt ansøgning. Bestemmelsen må ikke udnyttes til lignende foranstaltninger som det amerikanske spoil system, der medfører afskedigelse af højtstående tjenestemænd i forbindelse med et præsidentskifte. Dette er i strid med de principper, der ligger til grund for den offentlige tjeneste i medlemsstaterne, såvel med hensyn til karriereordningen som stabiliteten i beskæftigelsen, om end denne sidste ikke gælder uindskrænket for tjenestemænd i lønklasse A 1 og A 2. Såfremt det virkelig var begrundet i tjenestens interesse og objektivt nødvendigt at fritage sagsøgeren for hans stilling, kunne Kommissionen have nedlagt stillingen og til gengæld tildele sagsøgeren en af de tre andre stillinger, som var blevet ledige (jfr. nedenfor under punkt B). Sagsøgeren havde i øvrigt også erklæret sig villig til at overtage en stilling, som Kommissionen havde påtænkt at oprette ved delegationen i Brasilia.

Kommissionen har henvist til generaladvokat J. P. Warner's forslag til afgørelse i sag 34/77, Oslizlok, hvori generaladvokaten antog, at ansættelsesmyndigheden ikke var forpligtet til at begrunde beslutninger truffet i medfør af vedtægtens artikel 50. I dommen i samme sag fastslog Domstolen, at der tilkommer Kommissionen en vidtgående skønsmæssig beføjelse. Kommissionen er forpligtet til at foretage en omhyggelig gennemgang af sagens momenter og at give tjenestemanden mulighed for at forsvare sine interesser på rimelig måde. Selv om beslutningen om at fritage sagsøgeren for hans stilling ikke var udtrykkeligt begrundet, fik han dog kendskab til Kommissionens grunde til at fritage ham for stillingen; disse grunde fremgår nemlig af skrivelserne af 4. maj og 24. juni 1981. Såfremt Kommissionen skønner, at den i forbindelse med en gennemgående reorganisering af sine tjenestegrene ikke længere har behov for visse stillinger som ledende konsulent, er den i medfør af vedtægtens artikel 50 berettiget til at nedlægge disse stillinger. Sagsøgeren fik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, efter at Kommissionen havde underrettet ham om sine hensigter, og fik herunder lejlighed til at fremføre de argumenter, som efter hans opfattelse talte til støtte for at opretholde hans stilling som ledende konsulent. Kommissionen følte sig imidlertid ikke overbevist om sagsøgerens argumenter, men besluttede at nedlægge hans stilling. Kommissionen er ikke forpligtet til at begrunde sin beslutning yderligere og forklare, hvorfor den mente, at der ikke længere i tjenesten reelt var noget behov for den stilling som ledende konsulent, sagsøgeren var ansat i. Så meget desto mindre behøvede Kommissionen give sagsøgeren en begrundelse for at opretholde visse andre stillinger som ledende konsulent.

Der var endvidere ikke nogen modsigelse mellem at oprette en stilling i juni 1980 og at nedlægge den samme stilling i juli 1981. Oprettelsen af en stilling som ledende konsulent hos den generaldirektør, hvorunder sagsøgeren var ansat, var en bivirkning af og ikke årsagen til at omdanne de tre direktorater til to.

I overensstemmelse med de retningslinjer, som var udstukket i Spierenburg-og Ortoli-rapporterne med henblik på til stadighed at udfolde bestræbelser på at finde den bedst mulige balance mellem de til enhver tid foreliggende behov og organisationen af tjenestegrenene, skønnede Kommissionen det hensigtsmæssigt med en bedre strukturering af direktoraterne A og Β i generaldirektorat IX og at lade tilrettelæggelsen af praktikantophold ved Kommissionen og de studieophold og besøg, som embedsmænd fra medlemsstaterne aflægger ved Kommissionen, overgå til generalsekretariatet, og traf beslutning herom i et møde den 28. juli 1981. Hermed blev den stilling som ledende konsulent, sagsøgeren var ansat i, berøvet de vigtigste funktioner og måtte følgelig nedlægges. Det fremgår af sagens akter, at Kommissionen har foretaget en omhyggelig undersøgelse af sagens momenter, og at den også gjorde sig bekendt med sagsøgerens bemærkninger.

Kommissionen gør gældende, at det står den frit for at træffe en individuel foranstaltning om at fritage bestemte personer for deres stilling af tjenstlige grunde, forudsat hver enkelt af foranstaltningerne er lovlige. Den bestrider ikke, at de pågældende individuelle foranstaltninger delvis blev truffet for at give plads for ansættelse af nogle tjenestemænd af græsk statsborgerskab, men anfører, at det også skete af hensyn til den reorganisering, som var nødvendig for at gennemføre forslagene i Spierenburg- og Ortoli-rapporterne, navnlig med hensyn til den omhyggelige gennemgang af visse af de sagsområder, der var knyttet til stillingerne som ledende konsulent, og det ny indhold, der burde gives managementfunktionerne. De individuelle foranstaltninger blev med andre ord i hvert enkelt konkret tilfælde truffet under hensyn til tjenestens objektive krav og/eller på grundlag af de pågældende tjenestemænds individuelle kvalifikationer, bedømt ud fra disse krav. Kommissionen var altså ikke, da den havde besluttet at nedlægge stillingen som ledende konsulent, forpligtet til at forfremme eller forflytte indehaveren af denne stilling til en anden ledig stilling, før den nedlagde førstnævnte stilling.

Sagsøgeren pointerer, at hans ansættelse i stillingen som ledende konsulent skete som led i gennemførelsen af retningslinjerne i Spierenburg- og Ortoli-rapporterne. Han citerer i den forbindelse en meddelelse, der blev udsendt af personaleudvalget i Bruxelles, og et uddrag af Personaleposten, hvori der blev rejst kritik mod de af Kommissionen i medfør af vedtægtens artikel 50 trufne beslutninger.

Sagsøgeren mener at kunne fastslå, at det fremgår af sagsøgtes skrivelser, at Kommissionen allerede ved beslutningen af 8. juli 1981 inddrog sagsøgerens stilling, dvs. før den havde truffet beslutningen af 28. juli 1981 om at nedlægge stillingen, ja selv før det ansvarlige kommissionsmedlem, O'Kennedy, udsendte en meddelelse den 17. juli 1981 vedrørende reorganiseringen af generaldirektoratet, og før udfærdigelsen af det dokument — dateret den 24. juli 1981 — vedrørende reorganiseringen, som var sat på dagsordenen for Kommissionens møde den 28. juli 1981. Sagsøgeren anfører, at det mildest talt ikke var nogen korrekt begrundelse af Kommissionens beslutning af 8. juli 1981 om at fritage sagsøgeren for hans stilling, at henvise til, at Kommissionen som led i en gennemgribende reorganisering af sine tjenestegrene havde besluttet at nedlægge visse stillinger.

Sagsøgeren anfører at have ført bevis for de i stævningen fremførte anbringender om, at vedtægtens artikel 50 generelt blev anvendt for at give plads for ansættelse af andre, at beslutningerne om at afskedige de pågældende blev truffet under dække af, at deres stillinger blev inddraget, og at listen over de personer, som skulle fritages for deres stilling, var oprettet på forhånd, uden at der blev foretaget en gennemgang af hver enkelt forhold, før den egentlige procedure blev bragt i anvendelse.

Kommissionen afviser ikke i duplikken, at beslutningerne om at fritage de pågældende fra deres stilling kan have fremkaldt et vist ubehag hos nogle af personalets tillidsmænd. Det er imidlertid ikke formålet med sagen at rejse kritik mod Kommissionens personalepolitik, men at få afgjort, hvorvidt de anfægtede foranstaltninger er lovlige. Det fremgår af skrivelsen af 4. maj 1981 fra Kommissionens formand til sagsøgeren, at Kommissionen på dette tidspunkt påtænkte at nedlægge et vist antal stillinger som ledende konsulent, herunder sagsøgerens stilling. Dette blev bekræftet over for sagsøgeren ved skrivelse af 24. juni 1981. Beslutningen om at nedlægge de pågældende stillinger blev truffet af Kommissionen den 8. juli 1981. Denne beslutning har to retsvirkninger, dels at nedlægge sagsøgerens stilling og dels som følge heraf at fritage sagsøgeren for hans stilling i henhold til vedtægtens artikel 50. Kommissionens beslutning af 28. juli 1981 vedrørte derimod et andet forhold, nemlig at drage visse konsekvenser af en række beslutninger, Kommissionen havde truffet i løbet af de foregående uger for den interne udformning af generaldirektoratets organisationsplan. En af disse beslutninger var beslutningen af 8. juli 1981 om at nedlægge stillingen som ledende konsulent.

Kommissionen besluttede med virkning fra 1. august at indføre den nye organisationsplan, som det ansvarlige kommissionsmedlem havde foreslået, dog med undtagelse af visse beslutninger, som først fik virkning fra 1. november 1981, herunder beslutningen om at overføre visse af de opgaver, der hidtil havde henhørt under den ledende konsulent, til andre tjenestegrene. Den 1. november 1981 var dermed den faktiske ikrafttrædelsesdato for Kommissionens beslutning af 8. juli 1981 om at fritage sagsøgeren for hans stilling som ledende konsulent. Spørgsmålet om, hvorvidt beslutningen om at nedlægge sagsøgerens stilling blev truffet før eller efter beslutningen om at inddrage hans stilling, er fuldstændig underordnet. Det eneste afgørende er, hvorvidt beslutningen om at nedlægge sagsøgerens stilling som ledende konsulent var i tjenestens interesse.

Sagsøgeren rejser indsigelse mod den omstændighed, at han ikke blev ansat i en anden stilling i samme lønklasse, og at han ikke blev forfremmet til assisterende generaldirektør i generaldirektorat IX, selv om han havde alle de nødvendige kvalifikationer til at beklæde i hvert fald en af disse stillinger.

Sagsøgeren har gennemgået sit hidtidige karriereforløb. Fra 1963-1968 var han chef for afdelingen Ansættelser, 1968-1970 chef for afdelingen Vedtægten og administrative klager, 1970-1980 direktør for direktoratet Almindelige anliggender og inventar, og 1980-1981 ledende konsulent. Hvad angår stillingen som direktør for Generelle administrative spørgsmål (GD IX-B), var dette direktorat resultatet af en sammenlægning i juni 1980 af det tidligere direktoratet Β Sociale foranstaltninger, uddannelse og personaleinformation og det tidligere direktoratet C Almindelige anliggender og inventar, for hvilket sidste sagsøgeren havde været direktør fra 1970. Den anden af de ledige stillinger var stillingen som personaledirektør. Sagsøgeren var egnet til at beklæde denne stilling, men der blev ikke foretaget nogen undersøgelse af hans egnethed, hvortil kommer, at Kommissionen ikke begrundede beslutningerne om ikke at imødekomme hans ansøgning.

Stillingen som direktør for personalet blev besat med en tjenestemand i lønklasse A 3 ved forfremmelse. Sagsøgeren gør gældende, at en tjenestemand i lønklasse A 2, hvis stilling inddrages, skal genansættes i en ledig stilling svarende til hans lønklasse, såfremt han har de nødvendige kvalifikationer dertil, hvorved han har forrang frem for en tjenestemand i lønklasse A 3.

Kommissionen har ikke opfyldt sin forpligtelse til af egen drift at undersøge mulighederne for at ansætte sagsøgeren i en anden stilling. Kommissionen oprettede ved sin beslutning af 15. april 1981 en stilling som assisterende generaldirektør ved GD IX. Det til denne stilling knyttede sagsområde bestod navnlig i personaleadministration og management, hvortil sagsøgeren havde de fornødne kvalifikationer.

Kommissionen har heroverfor indvendt, at vedtægtens artikel 50, stk. 3, kun omhandler den situation, hvor den tjenestemand, som er" frataget sin stilling, ansættes i en anden stilling i samme lønklasse i den kategori eller tjenestegruppe, hvori han er indplaceret. Der er altså ikke tale om en ansættelse i en stilling inden for en højere lønklasse, sådan som det var tilfældet med stillingen som assisterende generaldirektør i GD IX. Da sagsøgeren i øvrigt ikke indgav ansøgning til denne stilling, kunne han ej heller ansættes heri ved forfremmelse.

Der tilkommer Kommissionen et meget vidt skøn med hensyn til genansættelse i en anden stilling svarende til den pågældendes lønklasse. Kommissionen behøvede ikke udtrykkeligt at begrunde sin beslutning om ikke at genansætte sagsøgeren i en anden stilling i samme lønklasse. Kommissionen har endvidere opfyldt sin forpligtelse til forud at give sagsøgeren lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger, hvilket han navnlig fik lejlighed til under en samtale med generaldirektøren, hvorunder han fik oplyst, at der fandtes femten ledige A 2-stil-linger.

Hvad angår stillingen som personaledirektør foretog det rådgivende udvalg, hvis opgave det er på grundlag af stillingskravene i meddelelsen om den ledige stilling at bedømme kvalifikationerne og egnetheden hos de personer, som er ansøgere til en A 2- eller A 3-stilling, en særlig undersøgelse af Angelini's ansøgning. Udvalget antog imidlertid, at sagsøgeren på trods af sine kvalifikationer og sine fortjenester ikke havde den altomfattende erfaring med personaleadministration, som var nødvendig ifølge stillingsopslaget. Udvalget nåede, efter en gennemgang af ansøgningerne, til det resultat, at ansøgerne Piccarolo, Pratley og Valsesia — som her nævnes i alfabetisk orden — burde foretrækkes fremfor de øvrige. På grundlag af denne indstilling besluttede Kommissionen efter forslag fra kommissionsmedlemmet O'Kennedy at besætte stillingen med Valsesia. Kommissionen bestrider, at sagsøgeren havde forret til stillingen frem for en tjenestemand i lønklasse A 3. Kommissionen havde holdt sig inden for rammerne af den vidtgående skønsmæssige beføjelse, der tilkommer den på dette område, når den besluttede ikke at besætte stillingen med sagsøgeren med den begrundelse, at han ikke havde den fornødne erfaring med personaleadministration, som krævedes ifølge stillingsopslaget. Hvad angår den anden stilling som direktør for direktoratet for de Generelle administrative spørgsmål, havde det rådgivende udvalg også først gennemgået sagsøgerens ansøgning, men havde skønnet, at han ikke opfyldte de betingelser, som var nødvendige for, at udvalget kunne indstille ham til Kommissionen. Efter en gennemgang af ansøgningerne skønnede udvalget, at navnlig Pratley og Reynier — nævnt i alfabetisk rækkefølge — burde foretrækkes.

På grundlag af en detaljeret mundtlig redegørelse fra kommissionsmedlemmet O'Kennedy vedrørende ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i forhold til de ledige stillinger og de hermed forbundne opgaver, samt indstillingen fra generaldirektøren for Personale og administration og det rådgivende udvalg vedrørende besættelse af stillingerne i lønklasse A 2 og A 3, besluttede Kommissionen at besætte stillingen med Pratley, idet den ikke fandt, at sagsøgeren opfyldte betingelserne. Direktoratet for Generelle administrative spørgsmål havde fået tillagt flere nye sagsområder i forhold til den administrative enhed, som sagsøgeren havde ledet fra 1. april 1970 til 31. juli 1980. Det gjaldt afdelingen for Administrative og økonomiske rettigheder, Sygeforsikringen og byggelån, samt Sociale foranstaltninger. Inden for disse områder blev den ansøger, som blev udnævnt i stillingen, anset for at have større erfaring end sagsøgeren.

I replikken fremhæver sagsøgeren sin faglige erfaring inden for to af generaldirektoratets væsentligste sagsområder, nemlig personale og administration. Han er ikke klar over, hvad der skal forstås ved begrebet altomfattende erfaring med personaleadministration. I stillingsopslaget tales om et dybtgående kendskab til personalepolitik og personaleadministration. Som ledende konsulent havde sagsøgeren blandt andet til opgave at holde forelæsninger for en række højtstående embedsmænd fra medlemsstaternes offentlige forvaltning, hvorunder han, på baggrund af sin syvårige erfaring med personaleadministration i en ledende funktion, forklarede Kommissionens forskellige metoder og praksis på dette område.

Selv om artikel 50 ikke udtrykkeligt bestemmer, at en tjenestemand i lønklasse A 2, som fritages for sin stilling af tjenstlige grunde, har forret ved besættelsen af en anden stilling, følger dette af forholdets natur, for det første af billigheds-grunde og for det andet af hensyn til stabiliteten i beskæftigelsen.

Sagsøgeren har rejst kritik mod udtalelsen fra det rådgivende udvalg vedrørende besættelse af stillinger i lønklasse A 2 og A 3 og mod Kommissionens beslutning om at udnævne en anden i den ledige stilling som direktør for direktoratet Generelle administrative spørgsmål. Efter at have fremhævet, at Kommissionen havde henlagt hovedparten af de sagsområder, der henhørte under det tidligere direktorat, og flere nye sagsområder, til det ny direktorat IX-B, fastslog udvalget, at Kommissionen ikke, da den besluttede at foretage omstruktureringen, havde udnævnt Angelini til at lede den nye enhed. Kommissionen havde for sit eget vedkommende fastslået, at den allerede havde truffet beslutning om, at Angelini ikke skulle lede den nye enhed, som blev oprettet i forbindelse med omstruktureringen. Udtalelsen fra det rådgivende udvalg er ifølge sagsøgeren endvidere ugyldig derved, at udvalget ikke udtalte sig om sagsøgerens kvalifikationer under påskud af, at der allerede var truffet beslutning herom, og ugyldig, fordi Kommissionens beslutning ikke var begrundet. Besvarelsen af sagsøgerens klage, ifølge hvilken begrundelsen for Kommissionens beslutning om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning var, at direktoratet havde fået tillagt et væsentligt antal nye sagsområder i forhold til den tidligere administrative enhed, stemmer ikke med de faktiske forhold. Den egentlige begrundelse var nemlig, at Kommissionen allerede havde truffet beslutning om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning.

Hvad angår den ledige stilling som assisterende generaldirektør, erkender sagsøgte, at når sagsøgeren ikke indgav ansøgning herom, beroede dette på grunde, som ikke kunne tilregnes ham, eftersom stillingsopslaget først blev offentliggjort i Personaleposten den 29. oktober 1981 og dermed først uddelt efter den 1. november 1981, datoen for sagsøgerens fratrædelse af tjenesten. Sagsøgeren gør gældende, at der ikke var tale om en forfremmelse i vedtægtens forstand, idet stillingen var optaget i stillingsoversigten som en stilling i lønklasse A 2, og at sagsøgte var forpligtet til at undersøge mulighederne for at genansætte sagsøgeren i denne stilling.

Kommissionen har i duplikken beskrevet de sagsområder, der henhører under det nye direktorat A Personale, og har forklaret hvilken procedure, der blev anvendt ved besættelsen af den nye stilling som direktør for personalet. Valsesia, som blev udnævnt til stillingen, havde igennem flere år med dygtighed ledet afdelingen for personalesager ved Det fælles Forskningscenter i Ispra, og ansættelsesmyndigheden mente — efter at have indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg — at han var den bedst egnede til at bestride stillingen.

Det er endvidere Kommissionens opfattelse, at der i alle de tilfælde, hvor bestemte grupper af tjenestemænd inden for den offentlige forvaltning har forrang frem for andre, findes en udtrykkelig bestemmelse herom, hvilket ikke er tilfældet her. Argumentet om stabilitet i beskæftigelsen har næppe relevans for tjenestemænd i lønklasse A 1 og A 2, idet disse har en særlig stilling efter vedtægten.

Kommissionen har givet en beskrivelse af de to faser i forbindelse med reorganiseringen af direktorat B og proceduren til besættelse af stillingen som direktør herfor. Ud over de hidtidige sagsområder, der henhørte under direktoratet, blev der til det nye direktorat henlagt et væsentligt antal nye sagsområder, nemlig de, der henhørte under afdelingen for Administrative og økonomiske rettigheder og afdelingen for Sygeforsikring og byggelån. Ved at træffe beslutning om at slå stillingerne op og ved at pålægge generaldirektoratet for Personale og administration at offentliggøre stillingsopslaget, havde Kommissionen truffet en stiltiende, men fast beslutning om ikke at genansætte sagsøgeren i denne stilling. Dette har også det rådgivende udvalg vedrørende besættelse af stillinger i lønklasse A 2 og A 3 gjort opmærksom på, og Kommissionen har endvidere selv bekræftet dette under sit møde den 21. oktober 1981.

Stillingen som assisterende generaldirektør for Personale og administration er en personlig A 1-stilling, som ikke uden videre kan tildeles sagsøgeren, men først efter en udvælgelsesprøve.