N. C. Ryborg er dansk statsborger; han er tiltalt for ulovligt at have indført en i Tyskland indregistreret bil til Danmark; han har haft bopæl i Tyskland siden 1973.

Det er ikke bestridt, at han siden 1973 har boet i Flensburg, Tyskland, hvortil han udvandrede, fordi han havde fundet arbejde, og at han dér bebor en lejlighed. Siden da har han jævnligt færdedes i Danmark i en tysk indregistreret bil, men dette indebar ingen forpligtelse til at lade den registrere i Danmark, medmindre han tog bopæl dér, hvilket de danske myndigheder meddelte ham ved skrivelse af 6. april 1982.

Den 17. januar 1984 blev hans nye bil beslaglagt med den begrundelse, at han havde indført bilen ulovligt til Danmark, idet han hverken havde angivet den for Toldvæsenet eller ladet den dansk indregistrere, samt havde benyttet bilen i Danmark i tiden fra den 12. november 1982 til den 17. januar 1984 uden at have afgiftsberigtiget den.

To omstændigheder, som indtraf i tiden fra april 1982 til november 1982, bevirkede, at de danske myndigheder ændrede deres holdning over for Ryborg: Han købte en ny bil i oktober 1982 (den passerede grænsen for første gang den 12.11.1982), og han fik en dansk veninde, som har bopæl i Danmark, et venskab, som udviklede sig på den måde, at Ryborg oftere og oftere overnattede hos hende, både i løbet af ugen og i weekenderne (og i den forbindelse også passerede grænsen). Jeg skal her understrege, at ifølge Ryborgs forklaringer indledte han forholdet til veninden i efteråret 1981, og fra da af overnattede han jævnligt i Danmark. Ryborg har erkendt, at han siden juliaugust 1982 har tilbragt næsten alle nætter og de fleste weekender hos sin veninde.

Det blev således skæbnesvangert for ham, at han købte en ny bil, og at han oftere og oftere besøgte sin veninde, idet de danske myndigheder fandt, at han måtte anses for at have taget bopæl i Danmark; dette har Ryborg bestridt.

Med det andet og tredje spørgsmål har Højesteret endvidere ønsket oplyst, om direktivets artikel 10, stk. 2, pålægger de berørte medlemsstater en ubetinget forpligtelse til samarbejde i hvert enkelt tilfælde, hvor direktivet måtte finde anvendelse, og om nævnte bestemmelse har direkte virkning.

Indledningsvis vil jeg ganske kort behandle spørgsmålet om direktivets tidsmæssige anvendelse, et spørgsmål, der navnlig blev berørt under den mundtlige forhandling. Som nævnt fandt de faktiske omstændigheder i hovedsagen sted i tiden fra den 12. november 1982 til den 17. januar 1984. Direktiv 83/182, som er dateret den 28. marts 1983, skulle træde i kraft senest den 1. januar 1984 og blev gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse af 30. januar 1984, som trådte i kraft den 1. februar s.å.

Direktivet må derfor principielt finde anvendelse i Danmark fra det tidspunkt, hvor bekendtgørelsen til gennemførelse af direktivet trådte i kraft, og i hvert fald fra den 1. januar 1984 for de af dets bestemmelser, der har direkte virkning.

Under den mundtlige forhandling bemærkede den danske regering, at de bestemmelser, der var gældende i Danmark før udstedelsen af direktivet, var i overensstemmelse med direktivet, som derfor må antages at have fundet anvendelse i Danmark allerede fra den 28. marts 1983.

Den omstændighed, at enkelte af de danske bestemmelser, der regulerer det omtvistede område, eventuelt ikke var uforenelige med direktivet, er efter min opfattelse ikke relevant; dette bevises også af, at det var nødvendigt at udstede nye bestemmelser for at efterkomme forpligtelserne i henhold til direktivet. Med hensyn til den periode, hvor de faktiske omstændigheder fandt sted, som er baggrunden for hovedsagen, er det min opfattelse, at det direktiv, den forelæggende ret ønsker fortolket, først fandt anvendelse med virkning fra den 1. januar 1984 for de af dets bestemmelser, der har direkte virkning, og med virkning fra den 1. februar s.a. for de øvrige bestemmelsers vedkommende.

Herefter og ud fra de ganske særlige omstændigheder i hovedsagen må den forelæggende ret i det væsentlige antages at ønske oplyst, om en borger i en medlemsstat B, som har bopæl i land A, hvor han arbejder og har en bolig, i henhold til de fællesskabsretlige bestemmelser om merværdiafgift er forpligtet til at lade sin bil registrere i land B, når han fra et bestemt tidspunkt i mere end et år har tilbragt næsten alle nætter og weekender hos en veninde i land B.

Direktiv 83/182 er et første harmoniseringstrin inden for området og vedrører en række tilfælde af midlertidig indførsel af visse transportmidler, hvor medlemsstaterne har pligt til at indrømme afgiftsfritagelse; en nødvendig betingelse herfor er, at den, der indfører et sådant køretøj, har sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, i hvilken den midlertidige indførsel finder sted.

De almindelige regler for fastlæggelse af bopæl findes i artikel 7, hvis stk. 1, første afsnit, bestemmer, at der ved sædvanligt opholdssted forstås det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, det vil sige mindst 185 dage pr. kalenderår, på grund af et privat og erhvervsmæssigt tilhørsforhold, og at et privat tilhørsforhold skal forstås som et tilhørsforhold hidrørende fra snævre bånd mellem den pågældende og det sted, hvor vedkommende bor. Af andet afsnit i samme stykke fremgår det, at såfremt det er vanskeligt at fastlægge en persons sædvanlige opholdssted, idet han har et erhvervsmæssigt tilhørsforhold til én stat og et privat tilhørsforhold til en anden, anses han at have sædvanligt opholdssted på stedet for det private tilhørsforhold.

Endelig indeholder direktivet i artikel 9, stk. 3, en særlig ordning for Danmark, idet det heri bestemmes, at Danmark kan opretholde de dér gældende regler for sædvanligt opholdssted, i henhold til hvilke alle anses for at have sædvanligt opholdssted i Danmark, hvis den pågældende opholder sig dér et år eller 365 dage inden for en periode på 24 måneder.

For så vidt først angår perioden forud for det tidspunkt, hvor direktiv 83/182 trådte i kraft, må det på grundlag af de relevante bestemmelser i sjette momsdirektiv og Domstolens fortolkning af de nævnte bestemmelser fastslås, at midlertidig indførsel af motorkøretøjer sker på sådanne vilkår, som medlemsstaten fastsætter, naturligvis under hensyntagen til de grundlæggende, traktatfæstede principper, og således at eventuel dobbelt beskatning undgås.

Begrebet bopæl er ikke som sådant nævnt i artikel 14 i sjette direktiv, men det fandtes i dansk lovgivning allerede før udstedelsen af direktivet om afgiftsfritagelse; det findes endvidere i alle medlemsstaternes lovgivninger inden for området, idet alle EF's medlemsstater har ratificeret New York-toldkonventionen af 4. juni 1954

United Nations Treaty Series, Volume 282, s. 249.

Denne bestemmelse regulerer således den helt specielle situation, at en EF-statsborger arbejder i en eller flere forskellige medlemsstater, men har sin familie i en anden stat, således at han skiftevis opholder sig i de pågældende stater. Baggrunden for den nævnte bestemmelse er klar nok, nemlig hensynet til den, som har sin familie i én medlemsstat, men som af arbejdsmæssige grunde er tvunget til at tage ophold i en anden stat; bestemmelsen anvendes, uanset om han opholder sig i den stat, hvortil han har privat tilhørsforhold, i mindst 185 dage pr. år, således som det kræves i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit.

Efter min opfattelse er det derfor tvivlsomt, om de faktiske omstændigheder i sagen her er omfattet af ordlyden og navnlig af begrundelsen for andet afsnit i artikel 7, stk. 1. For mig at se er det primært det første afsnit, der kommer i betragtning, idet det indeholder de almindelige regler for fastlæggelse af bopæl; det hedder således, at der ved sædvanligt opholdssted forstås det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig (mindst 185 dage pr. kalenderår) på grund af et erhvervsmæssigt og privat tilhørsforhold, og at der ved sidstnævnte begreb forstås et tilhørsforhold hidrørende fra snævre bånd mellem den pågældende og det sted, hvor vedkommende bor.

For mig at se skal bestemmelsen fortolkes således, at' der skal tages hensyn til samtlige de kriterier, der opregnes; alle de i sagen foreliggende omstændigheder skal derfor tages i betragtning, og enkelte af dem kan ikke tillægges særlig vægt; et rent kvantitativt kriterium (f.eks. antallet af nætter tilbragt på et bestemt sted) kan ikke antages at være udslaggivende, hvis andre omstændigheder peger i retning af en anden situation end den, der følger af det kvantitative kriterium alene.

En sådan fortolkning bekræftes af Domstolens faste praksis vedrørende definitionen og fastlæggelsen af begrebet bopæl, som Domstolen ofte har skullet tage stilling til inden for den sociale sikring, hvor begrebet bopæl er omhandlet i bestemmelser, der svarer til artikel 7, stk. 1, første afsnit

Se f.eks. definitionen af begrebet bopæl i Rådets forordning nr. 3 af 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere, som ændret ved forordning nr. 24/64.

For Ryborgs vedkommende mener jeg, at de nævnte forhold, både set under ét og hver for sig, objektivt peger i samme retning: det er ubestridt, at han arbejder i Tyskland (erhvervsmæssigt tilhørsforhold); det er også ubestridt, at han dér har en lejlighed og de dermed forbundne økonomiske forpligtelser (personligt tilhørsforhold), og at han har haft bopæl i Tyskland siden 1973. På grundlag af selve sagsforholdet i hovedsagen er det umuligt nøjagtigt at fastlægge, for så vidt angår tiden efter 1982, hvor mange dage han tilbragte i Tyskland, og hvor mange dage (eller snarere hvor mange nætter) i Danmark. Men dette er også irrelevant, hvis der ikke er holdepunkter for at antage, at han agtede at flytte midtpunktet for sine interesser, og dermed sin bopæl til Danmark. De subjektive forhold er ikke i sig selv afgørende, men kan være medvirkende til, at et opholdssted kan betegnes som sædvanligt og således som bopæl, såfremt det ene sted ikke klart har en anden karakter end andre steder.

De danske myndigheder har ved deres afgørelse lagt til grund, at forbindelsen mellem Ryborg og hans danske veninde indebar, at han måtte antages at være flyttet fra Tyskland til Danmark, idet der skulle være etableret et samlivsforhold og dermed et ægteskabslignende forhold.

Bortset fra, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem et ægteskab med de retlige bånd, det indebærer, og et samlivsforhold

Jf. i den forbindelse dom af 17.4.1986, sag 59/85, Reed, Sml. s. 1283.

Der er imidlertid endnu et forhold af betydning: Ifølge de danske myndigheder tog Ryborg bopæl i Danmark den 12. november 1982, den dato, hvor han som tidligere nævnt for første gang passerede grænsen i sin nye bil, hvilket også blev bekræftet under den mundtlige forhandling. Det er da et pudsigt sammentræf, som nødvendigvis må springe i øjnene, at Ryborgs personlige tilhørsforhold, og dermed overførslen af hans bopæl, først skulle være etableret, da han købte ny bil og første gang anvendte den på dansk område.

For mig at se blander de danske myndigheder her det forhold, der begrunder afgiftspligt (bopæl i Danmark), sammen med indførslen til Danmark af godet (bilen), ja de to forhold behandles ligefrem som et og det samme. Denne ens bedømmelse af forholdene anlagde de danske myndigheder endvidere først i forbindelse med hans køb af en ny bil, men pudsigt nok ikke før, hvor han passerede grænsen i den gamle bil, som også var registreret i Tyskland. Faktisk peger ingen andre omstændigheder i retning af, at Ryborg havde indledt et fast forhold i Danmark den 12. november 1982 af en sådan beskaffenhed, at han må antages at have taget bopæl dér, bortset fra, at han passerede grænsen med en i Tysldand registreret bil et par dage forinden.

For fuldstændighedens skyld skal jeg i den forbindelse understrege, at det under den mundtlige forhandling viste sig, at Kommissionen og den danske regering var helt uenige med hensyn til, hvilken bestemmelse der i Danmark finder anvendelse med hensyn til fastlæggelse af bopæl. Ifølge Kommissionen er det alene artikel 9, stk. 3, der finder anvendelse, en bestemmelse, hvorefter en person anses for at have sædvanligt opholdssted i Danmark, hvis den pågældende opholder sig dér et år eller 365 dage inden for en periode på 24 måneder. Heroverfor har den danske regering anført, at den nævnte bestemmelse er et supplement til artikel 7.

Efter min opfattelse er det i hvert fald artikel 7, der skal lægges til grund ved fastlæggelsen af de omstændigheder, der indgår i det (fællesskabsretlige) begreb sædvanligt opholdssted. Såfremt det som anført af Kommissionen alene er artikel 9, stk. 3, og ikke artikel 7, stk. 1, der finder anvendelse i den foreliggende sag, er det under alle omstændigheder med de begrænsninger og ud fra den fortolkning, jeg her har angivet, og resultatet bliver under alle omstændigheder det samme. Hvad jeg har anført med hensyn til fastlæggelse af bopæl, står derfor ved magt, navnlig at Ryborg har opretholdt sit sædvanlige opholdssted i Tyskland og ikke på noget tidspunkt flyttet sin bopæl til Danmark.

For fuldstændighedens skyld og ud fra hensynet til kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retsinstanser i henhold til artikel 177 mener jeg imidlertid, at det vil være på sin plads også at besvare de spørgsmål; de drejer sig som bekendt om, hvorvidt artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 pålægger de berørte medlemsstater en ubetinget forpligtelse til at samarbejde i hvert enkelt tilfælde, der måtte opstå, og om bestemmelsen har direkte virkning.

Lad mig i den forbindelse først nævne, at det i bestemmelsen hedder, at når den praktiske gennemførelse af dette direktiv giver anledning til vanskeligheder, træffer de kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater efter fælles aftale de fornødne afgørelser, navnlig under hensyntagen til Fællesskabets konventioner og direktiver om gensidig bistand.

Allerede bestemmelsens ordlyd viser, at der er tale om en forpligtelse til samarbejde staterne imellem, en forpligtelse, der er betinget af, at der er vanskeligheder forbundet med den praktiske gennemførelse af direktivet. Ifølge Kommissionen opstår en sådan forpligtelse, når to medlemsstater begge gør krav på indregistrering af et og samme motorkøretøj, I en sådan situation vil der uundgåeligt opstå vanskeligheder ved den praktiske gennemførelse; det er dog lige så utvivlsomt, at der er tale om rent fortolkningsmæssige problemer.

Efter min opfattelse er det tvivlsomt, om den pågældende forpligtelse både vedrører administrative vanskeligheder og også de problemer, der opstår, når de forskellige medlemsstaters myndigheder fortolker direktivet, da det jo alene tilkommer Domstolen at fortolke direktivets bestemmelser.

På den anden side synes den omstændighed, at medlemsstaterne efter fælles aftale [skal træffe] de fornødne afgørelser, og det i EF-direktiver forudsatte krav om gensidig bistand snarere at føre til, at forpligtelsen må vedrøre afgørelser om den administrative fremgangsmåde generelt og ikke afgørelser i enkelttilfælde.

Det er herefter min opfattelse, at den forpligtelse til samarbejde, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2, ikke indebærer en høringsforpligtelse staterne imellem med hensyn til hver enkelt konkret sag, men at der derimod er tale om en mere generel forpligtelse, som skal åbne mulighed for, at man når frem til samordnede afgørelser, når den praktiske gennemførelse af det pågældende. direktiv giver anledning til proceduremæssige vanskeligheder, der er af rent administrativ karakter.

Endelig er der næppe grund til at understrege, at for så vidt som artikel 10, stk. 2, ikke har direkte virkning, og da direktivet er gennemført i Danmark efter fristens udløb, kan den pågældende bestemmelse under ingen omstændigheder finde anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

1)De fællesskabsretlige bestemmelser om merværdiafgift er til hinder for, at en medlemsstat B kræver, at der skal ske indregistrering og afgiftsberigtigelse af en bil, der indføres af en statsborger i denne stat, der har taget bopæl i medlemsstat A, hvor han arbejder og har en bolig, og det er herved uden betydning, at personen i mere end et år næsten hver nat og i mange weekender har besøgt sin veninde i stat B.2)Forpligtelsen i henhold til artikel 10, stk. 2, i direktiv 83/182 er ikke en forpligtelse til at samarbejde i hvert enkelt tilfælde, hvor den praktiske gennemførelse af direktivet giver anledning til vanskeligheder.3)Sidstnævnte bestemmelse har ikke direkte virkning.