Jeg ser herved bort fra, at Domstolen i tidligere afgørelser

Jf. ovennævnte dora i sagen Star Fruit mod Kommissionen, og dom af 17.5.1990, sag C-87/89, Sonito m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981.

Hvis Domstolen afhjalp denne lakune på grundlag af den fortolkningskompetence, den besidder, ville det, ved nærmere gennemtænkning, imidlertid medføre dybtgående ændringer for den institutionelle ramme; det ville berøre et område, hvor traktatens forfattere netop klart har villet udforme den omhandlede regel i den ovenfor angivne forstand: artikel 169 indgår i traktatens systematik som en bestemmelse, der regulerer forholdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne. En systematisk fortolkning af reglen fører frem til dette resultat: Det er herved tilstrækkeligt at tænke på, at muligheden for at intervenere i traktatbrudssager, som er anlagt af Kommissionen, og som er foreskrevet i artikel 37 i statutten for Domstolen, udelukkende er forbeholdt medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner. Den private borger er forsvundet i denne optik, også under den indledende, administrative fase. På dette grundlag kan det udledes, at den enkelte borger ikke har kompetence til at anfægte et eventuelt afslag fra Kommissionen på hans eventuelle begæringer om indgriben.

Hermed vil jeg ikke sige, at Fællesskabets retsorden efterlader borgerne uden nogen beskyttelse, hvis der anlægges andre synsvinkler. Sådan forholder det sig ikke. Den enkelte borger kan over for en national domstol gøre gældende, at den statslige adfærd, han anser for at udgøre en tilsidesættelse af de fællesskabsretlige forpligtelser, er ulovlig, han kan i givet fald til den nationale domstol indgive præjudicielle spørgsmål til forelæggelse for Domstolen i henhold til artikel 177-proceduren, og han kan gøre brug af de rekursmuligheder, der står åbne for ham, såfremt hans angivelser viser sig at være begrundede, herunder anlæg af erstatningssag. Disse betragtninger begrunder yderligere, hvorfor jeg anser det for nødvendigt at foreslå, at det første anbringende forkastes.

Artikel 90 indgår i de øvrige konkurrenceregler, som befinder sig i traktatens afsnit V. Placeringen af reglen er afgørende. Bestemmelsen stemmer overens med de andre regler vedrørende virksomhedernes konkurrencemæssige adfærd, herunder navnlig reglerne vedrørende statsstøtte. Bestemmelsens placering og formål peger derfor i retning af, at private borgere og virksomheder ikke i den foreliggende sag kan berøves den retsbeskyttelse, de besidder på det vitale konkurrenceområde. Det er under alle omstændigheder klart, at den pågældende bestemmelse ikke med rette kan sammenlignes med artikel 169 og de andre regler, der udtrykkeligt, eller endog udelukkende, har til formål at regulere de interinstitutionelle forhold på fællesskabsplan. Kommissionens anbringende om, at artikel 90, stk. 3, og artikel 169 er parallelle, er uholdbart.

Ifølge Retten er Kommissionens skønsbeføjelse så vid, at institutionen ikke har nogen pligt til at gribe ind, og derfor heller har pligt til at begrunde et eventuelt afslag på indgriben i anledning af. begæringer, den modtager fra berørte virksomheder. Dette ville indebære, at disse retssubjekter ikke var berettigede til at anlægge sag til prøvelse af foranstaltninger, hvorved Kommissionen afslår at meddele direktiver eller beslutninger til de stater, hvis ulovlige adfærd har været genstand for en borgers klage. Kommissionen ville i så fald træffe afgørelse om ikke at gøre brug af en beføjelse, der af Retten defineres som et egentligt prærogativ, der er forbeholdt Kommissionen i medfør af artikel 90, stk. 3.

Hvad dernæst angår en undersøgelse, der i vidt omfang vedrører fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, og med henblik på at garantere adgangen til en prøvelse i to instanser, anser jeg det for hensigtsmæssigt, om Retten undersøger, hvorvidt andre betingelser vedrørende sagens formalitet er opfyldt i det foreliggende tilfælde, og at den eventuelt træffer afgørelse om sagens realitet.