<TI><P>Parternes argumenter</P></TI>36Sagsøgeren klager over, at Kommissionen i strid med sine udtalelser i Tolvte og Fjortende Beretning om Konkurrencepolitikken, hvorved der fastsættes en procedure om aktindsigt i konkurrencesager, har afslået den anmodning, som ICI fremsatte under den administrative procedure med henblik på at opnå adgang til Kommissionens sagsakter for at kunne undersøge, hvorvidt de indeholdt dokumenter, som kunne tjene til selskabets forsvar. Kommissionen havde endog undladt at fremsende sagsøgeren en fortegnelse over sagens dokumenter, således at sagsøgeren end ikke havde haft nogen mulighed for i store linjer at vide, hvilke sagsområder dokumenterne stammede fra.37Sagsøgeren understreger ikke at være i besiddelse af direkte beviser, hverken hvad angår Solvay og andre producenters grunde til ikke at eksportere soda til Det Forenede Kongerige, eller hvad angår andre producenters priser og omkostninger i det kontinentale Vesteuropa, skønt sådanne oplysninger helt klart var relevante med henblik på at vurdere deres forretningsstrategier. ICI bekræfter således, at visse dokumenter kunne være relevante for selskabets mulighed for at tage til genmæle, nemligdokumenter, hvoraf det fremgår, hvilke priser Solvay og andre producenter reelt har forlangt af deres vigtigste kunder
dokumenter fra aftagere i Det Forenede Kongerige til kontinentale producenter med anmodninger om levering af soda, samt svarene herpå
dokumenter, hvori Solvay og andre kontinentale producenter forudser muligheden af at gå ind på det britiske marked eller angiver deres grunde til ikke at gøre dette.
Ifølge sagsøgeren kan der ikke fæstes lid til Kommissionens anbringende, hvorefter sagens akter ikke indeholder dokumenter, der kan tjene til ICI's forsvar. På samme måde kunne en række af sagsøgerens egne dokumenter have været nyttige til brug for Solvay's indsigelser, f.eks. de dokumenter, der vedrører den procedure, som blev indledt mod selskabet i henhold til traktatens artikel 86. Sagsøgeren havde derfor haft ret til at få adgang til de dokumenter, som kunne så tvivl om den anklage, der var fremsat mod selskabet. Denne ret er blevet tilsidesat.
38Inden for rammerne af det anbringende, der vedrører den faktiske vurdering, således som den fremgår af den omtvistede beslutning, gør sagsøgeren gældende, at nærværende sags akter ud fra en helhedsbetragtning giver et andet billede end det af Kommissionen fremsatte. Sagsøgeren henviser bl.a. til en række dokumenter, som Kommissionen ikke har påberåbt sig inden for rammerne af den procedure, der vedrører traktatens artikel 85, men udelukkende inden for den procedure, som er indledt mod sagsøgeren i henhold til artikel 86. Ifølge sagsøgeren fremgår det af disse dokumenter, at virksomheden gennem årene 1984-1989 ved adskillige lejligheder har vurderet mulighederne for import fra kontinentet, at virksomheden forudså modforholdsregler i tilfælde af eventuel import, men på grund af de høje transportomkostninger og reducerede fortjenstmargener anså det for urentabelt at gå ind på det kontinentale marked, ligesom det var usandsynligt, at kontinentale producenter ville gå ind på det britiske marked, alt imens man stadig var på vagt på grund af sin sårbarhed med hensyn til udsving i vekselkurser og produktionsomkostninger i det kontinentale Vesteuropa (stævningens s. 75, 76 og 77). Sagsøgeren er ikke i tvivl om, at Kommissionen er i besiddelse af en lang række andre dokumenter, som støtter disse antagelser, og som enten hidrører fra Solvay eller fra andre producenter i det kontinentale Vesteuropa, og som sagsøgeren ikke har kunnet gøre brug af.39På tidspunktet for meddelelsen af klagepunkter havde den opdeling, der fandt sted i dokumenter med relevans for traktatens artikel 85 og dokumenter med relevans for artikel 86, til følge, at de dokumenter, der hørte til denne anden gruppe, kun blev meddelt de producenter, som ansås for at have overtrådt artikel 86, selv om dokumenterne ligeledes var relevante for anvendelsen af artikel 85 i forhold til andre producenter. Sagsøgeren har således ikke kunnet drage nytte af noget dokument under journalnr. IV, som var vedlagt fjerde del af meddelelsen af klagepunkter om Solvay's overtrædelse af artikel 86, skønt visse af disse dokumenter kunne have tjent til støtte for sagsøgerens indsigelser over for påstanden om, at ICI havde overtrådt artikel 85. Det samme var tilfældet for Solvay, hvad angår dokumenterne med journalnr. V, der var vedlagt femte del af meddelelsen af klagepunkter.40Hvad angår anbringendet om størrelsen af den pålagte bøde fastholder sagsøgeren, at selskabets påståede overtrædelse af traktatens artikel 86 burde have været taget i betragtning. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen til trods for en meget høj grad af overlapning mellem de påståede overtrædelser har behandlet dem som fuldstændigt adskilte.41I sin replik fremhæver sagsøgeren, at under en sag, som drejer sig om en samordnet praksis mellem Solvay og sagsøgeren selv, kan et dokument, der bruges mod Solvay eller kan frikende Solvay, tydeligvis være lige så relevant for sagsøgeren og vedrøre denne i lige så høj grad som den anden part i den påståede samordnede praksis. Desuden ville de dokumenter, som Kommissionen har brugt til at påvise, at der foreligger en overtrædelse af traktatens artikel 86, ligeledes have været relevante for påvisningen af en aftale i henhold til artikel 85.42Sagsøgeren bestrider ikke, at Kommissionen har undersøgt alle de under efterforskningen indsamlede dokumenter for at tage stilling til, om de kunne siges at frikende sagsøgeren. Da Kommissionen imidlertid allerede fungerer som efterforsker, som påtaleberettiget myndighed, som dommer og som lægdommer, har den ikke til overflod også kunnet optræde som forsvarsadvokat. Det af Kommissionen i skrivelse af 31. maj 1990 fremsatte tilbud om at foretage en fornyet undersøgelse var nyttesløst, eftersom det var betinget af, at sagsøgeren fremkom med en god grund uden dog at være i besiddelse af relevante dokumenter. Et system, hvorefter det er Kommissionens egne tjenestemænd, som tager stilling til, hvilke dokumenter, der kan tjene til støtte for en virksomhed, som er draget til ansvar i en konkurrencesag, lever ikke op til de krav, der stilles for at overholde retten til kontradiktion. Det ville være usandsynligt, om denne undersøgelse skulle være blevet udført lige så tilbundsgående eller med samme omsorg for sagsøgerens interesser, som hvis denne selv havde foretaget undersøgelsen.43Før den anfægtede beslutning blev vedtaget, havde sagsøgeren således ikke haft adgang til fem følgende dokumentgrupper:dokumenterne med journalnr. IV, der var vedlagt fjerde del af meddelelsen af klagepunkter, som vedrører påstande mod Solvay i henhold til traktatens artikel 86
den endelige ordlyd i Solvay's besvarelse af meddelelsen af klagepunkter, samt de dokumenter, som Solvay påberåber sig til støtte for denne besvarelse
den tyske producent CFK's besvarelse af meddelelsen af klagepunkter
andre producenters besvarelser af skrivelser tilsendt dem i medfør af artikel 11 i forordning nr. 17 (med undtagelse af dem, der var vedlagt meddelelsen af klagepunkter)
de af sagens dokumenter — ud over dem, der var vedlagt meddelelsen af klagepunkter — som Kommissionen er kommet i besiddelse af under sin undersøgelse hos Solvay og hos fire andre sodaproducenter i Fællesskabet.
44Sagsøgeren gør desuden gældende, at Solvay før stævningens indlevering, men efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning, meddelte ICI, at Kommissionens sagsakter indeholdt et vist antal dokumenter, der hidrørte fra Solvay, og som ville have været meget nyttige ved besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter. Sagsøgeren henviser i denne sammenhæng til dokumenter, hvoraf det skulle fremgå, at Solvay ved adskillige lejligheder fremsendte sine priser med henblik på at opnå ordrer på soda fra virksomheder i Det Forenede Kongerige og foretog en prisundersøgelse som følge af en tilsvarende henvendelse fra Rochware, et selskab i Det Forenede Kongerige (bilag 12 og 13 til Solvay's stævning i sag T-30/91, som Solvay har fremsendt i kopi til sagsøgeren). Sagsøgeren fremlægger desuden som bilag I til replikken yderst fortrolige dokumenter, som er fremkommet efter sagens anlæg gennem den tyske producent Matthes & Weber, og som ifølge sagsøgeren godtgør, at denne producent fremsendte sine priser med henblik på at opnå ordrer på soda fra virksomheder i Det Forenede Kongerige, og at transportomkostningerne var den vigtigste grund til, at de potentielle kunder afslog disse tilbud.45Efter sagsøgerens opfattelse er den seneste retspraksis ikke i modstrid med det synspunkt, som sagsøgeren her indtager. Dommen af 17. januar 1984, VBVB og VBBB mod Kommissionen (forenede sager 43/82 og 63/82, Sml. s. 19), hvorefter Kommissionen ikke er forpligtet til at gøre de berørte parter bekendt med sagsakterne, vedrører således en sag, hvor Kommissionens omtvistede beslutning var blevet truffet før vedtagelsen af Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken. Dommen af 3. juli 1991, AKZO mod Kommissionen (sag C-62/86, Sml. I, s. 3359, herefter benævnt AKZO II), hvorved Domstolen bekræftede det resultat, der fremgik af den nævnte dom VBVB og VBBB mod Kommissionen, vedrørte et spørgsmål, der på enhver måde adskiller sig fra denne sags, nemlig spørgsmålet om aktindsigt i et internt dokument, der således også efter ordlyden af Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken ville være beskyttet mod udbredelse. I øvrigt stiller visse af Domstolens domme retten til kontradiktion endnu mere gunstigt. Sagsøgeren henviser i den forbindelse til dom af 29. oktober 1980, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen (forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Sml. s. 3125), som har pålagt Kommissionen en endnu mere udstrakt forpligtelse til at yde forsvaret de nødvendige oplysninger, til dom af 25. oktober 1983, AEG mod Kommissionen (sag 107/82, Sml. s. 3151), til dom af 27.6.1991, Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, (sag C-49/88, Sml. I, s. 3187) samt til generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse i sidstnævnte sag, Sml. I, s. 3205, og til dom af 17. oktober 1989, sag 85/87, Dow Benelux mod Kommissionen, Sml. s. 3137, og domme af 18. oktober 1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, og sag 27/88, Solvay mod Kommissionen, Sml. s. 3355.46For så vidt som Kommissionen påberåber sig, at visse dokumenter er fortrolige, bemærker sagsøgeren, at anvendelsen af princippet om, at oplysninger vedrørende virksomheder skal behandles fortroligt, ikke på nogen måde kan være til hinder for retten til kontradiktion (Domstolens dom af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 849, præmis 29 og 30). Under alle omstændigheder gøres der ikke indgreb i reglen om fortrolig behandling ved at give uafhængige advokater aktindsigt i sagens ømtålelige dokumenter. Desuden kan der ligeledes laves ikke-fortrolige sammendrag. Efter sagsøgerens mening kan kravene til beskyttelsen af forretningshemmeligheden ikke på nogen måde begrunde det almindelige afslag på aktindsigt, som Kommissionen har givet sagsøgeren i nærværende sag. Sådanne krav kan allerhøjst begrunde afslag på aktindsigt i notorisk hemmelige dokumenter, som er klart identificerede, og som foreligger i ikke-fortrolige sammendrag.47I denne sammenhæng klager sagsøgeren endvidere over, at Kommissionen i de dokumenter, der hidrører fra sagsøgeren og er vedføjet meddelelsen af klagepunkter — bl.a. bilagene 11.25 og 11.34 — har udeladt de passager, som ikke understøttede Kommissionens synspunkt. En analyse af de dokumenter, som sagsøgeren har haft adgang til, skulle vise, at Kommissionen i almindelighed har været særdeles selektiv vedrørende disse dokumenter og uden enhver tvivl ligeledes vedrørende de dokumenter, der stammer fra andre producenter. Ifølge sagsøgeren er de udeladte passager i disse dokumenter i virkeligheden ikke af fortrolig karakter.48I det omfang, Kommissionen måtte finde, at det af praktiske årsager var tilstrækkeligt, at Solvay anvendte de dokumenter, som frikendte sagsøgeren, til sit eget forsvar og derefter overdrog dem til sagsøgeren med henblik på dennes forsvar, gør sagsøgeren gældende, at et sådant samarbejde kunne støde på modstridende forretningshensyn. Ved i alle tilfælde at gå ud fra, at konkurrenterne ville ønske at indtage en samlet holdning over for Kommissionen, har denne efter sagsøgerens opfattelse gjort sig til talsmand for en farlig antagelse, som ganske sikkert ikke vil tjene til at sikre beskyttelsen af grundrettighederne. Mens sagsøgeren opererede på sodamarkedet (hvilket ikke længere er tilfældet, eftersom ICI har indstillet sin virksomhed på dette marked), ville der uundgåeligt have været en vis tilbageholdenhed med at udbrede forretningsdokumenter. Solvay havde ikke, før beslutningen blev vedtaget, givet sagsøgeren adgang til de dokumenter, der er vedlagt stævningen i sag T-30/91, og som viser, at Solvay har fremsendt sine priser med henblik på at opnå ordrer fra virksomheder i Det Forenede Kongerige.49Som svar på et af Retten stillet spørgsmål bemærker sagsøgeren, at det forhold, at Kommissionen endog ikke har overgivet selskabet en fortegnelse over sagens dokumenter, har haft særdeles alvorlige konsekvenser for sagsøgerens mulighed for at forsvare sig og for dennes ret til at blive hørt. Denne udeladelse forhindrede sagsøgeren i blandt de dokumenter, som måtte være opregnet på fortegnelsen, at udpege dem, som kunne bruges til støtte for selskabet.50Kommissionen gør gældende, at den har meddelt sagsøgeren alle de dokumenter, som danner grundlag for Kommissionens klagepunkter såvel som for dens endelige beslutning. Sagsøgerens påstand om det modsatte har ikke belæg i faktiske forhold. Dertil kommer, at selv om Kommissionen virkelig skulle have baseret sig på et dokument, som ikke var meddelt sagsøgeren, ville dette ikke nødvendigvis medføre, at proceduren i sin helhed var ikke-forskriftsmæssig, men blot føre til, at det omhandlede dokument måtte udelades, hvilket alene ville rejse spørgsmålet om, hvorvidt de andre af Kommissionen angivne dokumenter udgjorde tilstrækkeligt bevis for Kommissionens påstande. Selv om Kommissionen virkelig skulle have udvalgt dokumenter, er dette ikke udtryk for manglende processuel forskriftsmæssighed, eftersom sagsøgeren ikke har påpeget noget forhold, der kan godtgøre, at Kommissionen handlede i ond tro (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, præmis 55).51For så vidt som sagsøgeren klager over ikke at have haft lejlighed til at undersøge sagens forretningsdokumenter for at efterprøve, om visse af dem kunne føre til frikendelse, bestrider Kommissionen — med henvisning til Domstolens og Rettens retspraksis (de nævnte domme VBVB og VBBB mod Kommissionen, AKZO II og Hercules mod Kommissionen) — at være forpligtet til at gøre parterne bekendt med sine sagsakter. Uagtet en sådan forpligtelse måtte kunne uddrages af de regler, som Kommissionen har opstillet i Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken, udgør den eventuelle manglende iagttagelse af denne forpligtelse — af mindre betydning end overholdelsen af retten til kontradiktion — ikke en væsentlig formel mangel efter EØF-traktatens artikel 173, stk. 1, og kan følgelig ikke begrunde, at den anfægtede beslutning annulleres i sin helhed. Som det fremgår af Rettens dom af 1. april 1993, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen (sag T-65/89, Sml. II, s. 389, præmis 35), skal den pågældende virksomhed i øvrigt for at opretholde sit klagepunkt om utilstrækkelig aktindsigt kunne påvise, at der er vægtige tegn på, at der foreligger et dokument, som Kommissionen forsætligt har skjult.52Endelig må det godtgøres, at sagsbehandlingen ville have ført til et andet resultat, dersom sagsøgeren havde haft aktindsigt (den nævnte dom Hercules mod Kommissionen, præmis 56). I det foreliggende tilfælde har Kommissionen ikke anvendt noget dokument mod de pågældende virksomheder, som sagsøgeren gør gældende ikke at have haft kendskab til; der rejses således ikke i nærværende sag spørgsmål om, hvorvidt dokumenter anvendt mod en part i en påstået aftale skal stilles til rådighed for alle de andre parter, således at alle har indsigt i de dokumenter, der bruges imod de andre.53Kommissionen tilføjer, at de grupper af dokumenter, som sagsøgeren nævner som eksempler, ikke har dannet grundlag for de klagepunkter, der rettes mod sagsøgeren, at de ikke indeholder for sagsøgeren diskulperende omstændigheder, og at de hovedsagelig vedrører områder, som efter sagens natur er omfattet såvel af tavshedspligten som af forretningshemmeligheden. Der har derfor ikke kunnet gives adgang til disse dokumenter uden at tilsidesætte tredjemands ret til beskyttelse af retmæssige forretningshemmeligheder. Domstolen har ved adskillige lejligheder understreget betydningen af, at Kommissionen behandler de oplysninger, den har indhentet i medfør af forordning nr. 17, fortroligt (dom af 13.2.1979, sag 85/75, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, præmis 14, og af 7.11.1985, sag 145/83, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 3539). I dom af 24. juni 1986 (sag 53/85, AKZO mod Kommissionen, Sml. s. 1965, præmis 28, herefter benævnt AKZO I) nægtede Domstolen den klagende tredjemand ret til at få meddelt dokumenter, som indeholdt forretningshemmeligheder. Kommissionen finder, at den interesse, som sagsøgeren har i at kunne benytte de dokumenter, som Kommissionen ikke har brugt imod selskabet, endog er mindre end den, som en klager kan have i at få kendskab til dokumenter, som Kommissionen rent faktisk har anvendt under sagen. Hvad angår sagsøgerens henvisning til Domstolens dom i den nævnte sag Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, finder Kommissionen, at denne sag vedrørte en situation, hvor den pågældende fællesskabsinstitution, i modsætning til hvad der er tilfældet i den foreliggende sag, rent faktisk havde benyttet forhold, der ikke var meddelt den pågældende virksomhed.54Det nødvendige kompromis mellem de interesser, der står på spil, kan ifølge Kommissionen opnås ved at begrænse udbredelsen til tredjemand til det, som er absolut nødvendigt for at gennemføre undersøgelsen. Efter dette kriterium skal dokumenter, som Kommissionen ikke benytter som grundlag, ikke udbredes. De pågældende virksomheder har ikke på rent teoretisk grundlag ret til at undersøge deres konkurrenters rent interne forretningsdokumenter, som ikke er blevet brugt imod dem. I denne sammenhæng understreger Kommissionen med henvisning til sin skrivelse af 31. maj 1990, s. 3, afsnit 5, at Kommissionen selv har foretaget en fornyet omhyggelig undersøgelse af alle de dokumenter, der hidrørte fra andre producenter.55Over for sagsøgerens henvisning til dokumenter fra Solvay og fra Matthes & Weber, som sagsøgeren antager ville have været meget nyttige ved besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter, fastholder Kommissionen, at de dokumenter fra Solvay, som diskuteres i detaljer inden for rammerne af sag T-30/91, på ingen måde afsvækker den påstand, hvorefter der har foreligget en samordnet praksis mellem sagsøgeren og Solvay. Efter Kommissionens opfattelse indeholder dokumenterne fra Matthes og Weber ikke antydningen af bevis til støtte for det af sagsøgeren fremsatte anbringende, hvorefter de høje transportomkostninger var den vigtigste grund til, at de potentielle kunder i Det Forenede Kongerige afslog Matthes & Weber's tilbud.56Ifølge Kommissionen ville det ikke være til nogen nytte at udarbejde ikke-fortrolige sammendrag, som sagsøgeren i denne sammenhæng har forestillet sig, eftersom de oplysninger, som sagsøgeren ønskede, netop skulle behandles fortroligt (konkurrenternes faktiske priser og omkostninger, navne på deres kunder, oplysninger om deres forretningspolitik). I øvrigt havde sagsøgeren ved skrivelse af 14. september 1989 til Kommissionen understreget, at sagsøgerens tilsvarende oplysninger til Kommissionen var strengt fortrolige. Hvad angår forslaget om udelukkende at meddele advokaterne de ømtålelige forretningsoplysninger, har Kommissionen svært ved at se, hvorledes en så begrænset meddelelse skulle kunne tjene til støtte for en virksomheds ret til kontradiktion, eftersom sådanne oplysninger måtte skulle diskuteres med virksomhedens salgsafdelinger med henblik på at vurdere deres betydning.57Kommissionen hævder endelig, at praktiske hensyn ligeledes må tages i betragtning. Hvis de dokumenter, der hidrører fra Solvay, rent faktisk havde afsløret, at denne virksomhed ikke havde deltaget i den samordnede praksis, som den og sagsøgeren blev beskyldt for, ville Solvay bestemt ikke have undladt at gøre dette gældende i sin besvarelse af meddelelsen af klagepunkter; Solvay ville ydermere have haft særlig interesse i at overgive sagsøgeren disse dokumenter. Under alle omstændigheder må det påvises, at det kunne have haft reel betydning for sagsøgeren, at dokumenterne forblev fortrolige. I så henseende var det vigtigste spørgsmål for sagsøgeren at vide, af hvilken grund sagsøgeren selv ikke solgte soda i det kontinentale Vesteuropa. Det er vanskeligt at fatte, hvorfor andre producenter skulle have været bedre informeret end sagsøgeren om de virkelige årsager til dennes fremgangsmåde. Hvad angår grundene til, at andre kontinentale producenter (bortset fra Solvay) ikke havde afsætning i Det Forenede Kongerige, har sagsøgeren selv under proceduren bekræftet, at dokumenterne herom var uden interesse.58Som svar på Rettens forskellige skriftlige spørgsmål har Kommissionen erklæret, at udtrykket aktindsigt, som ikke anvendes i den relevante lovmæssige regulering, angiver den pågældende virksomheds ret til at blive hørt om de klagepunkter, der rettes imod den, således som det fremgår af Rettens dom af 18. december 1992, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Sml. II, s. 2667, præmis 38). Den vigtigste betingelse er derfor, at denne virksomhed får meddelelse om, hvad der bebrejdes den, og hvilke beviser Kommissionen anvender til støtte herfor. Det er et andet spørgsmål, om virksomheden får meddelelse om andre dokumenter, der ikke har været brugt som beviser. I sin nævnte dom i sagen Hercules mod Kommissionen, fastslog Retten, at Kommissionen kunne være forpligtet til at fremsende andre dokumenter, dog ikke fortrolige dokumenter, hvilket byggede på de erklæringer, som Kommissionen havde fremsat i sin Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken. Da proceduren i nærværende sag er blevet indledt i marts 1990, næsten et år efter offentliggørelsen af Attende Beretning om Konkurrencepolitikken, er den anvendelige regel, ikke den, som Kommissionen har pålagt sig selv ved sine erklæringer i tolvte beretning, men derimod den, der er fremsat i attende beretning, og som vedrører et sådant tilfælde. Under disse omstændigheder havde ingen kunnet påregne, at Kommissionen ikke ville henholde sig til sine senest afgivne erklæringer, som specielt vedrører problemerne om udbredelse af dokumenter i procedurer, som vedrører flere konkurrerende selskaber.59Kommissionen hævder, at man ikke kan gå ud fra, at der i hver procedure, som indledes i henhold til traktatens artikel 85 eller artikel 86, foreligger en konkret samling sagsakter, som indeholder alle sagens dokumenter, og at adgang til sagens akter indebærer retten til at læse sagens akter og kopiere dem in extenso (med undtagelse af fortrolige dokumenter). Der er snarere to indfaldsvinkler til spørgsmålet om definitionen af udtrykket sagens akter:Efter den første indfaldsvinkel, som Kommissionen rinder er den rigtige, forstås ved udtrykket sagens akter de dokumenter, som den beslutning, der skal vedtages, bygger på. Det afgørende spørgsmål bliver derfor, hvorvidt virksomheden har haft adgang til alle sagens akter, og dermed, hvorvidt Kommissionen har vedlagt sagens akter alle de dokumenter, som giver virksomheden mulighed for at udøve sin ret til at blive hørt. Efter denne opfattelse udgøres sagens akter på det afgørende øjeblik for meddelelsen af klagepunkter af de dokumenter, som Kommissionen støtter sig på i de påstande, der fremsættes mod virksomheden i meddelelsen af klagepunkter, samt af enhver oplysning, som Kommissionen ikke bygger på, men som klart diskulperer den omhandlede virksomhed. Yderligere materiale, som Kommissionen havde kunnet komme i besiddelse af under sine undersøgelser, men som ikke henhører under en af disse grupper, udgør ikke en del af sagens akter, således at det ikke er nødvendigt at vide, om virksomheden har haft adgang hertil.
Ifølge den anden indfaldsvinkel udgøres sagens akter af alt det, som Kommissionen er kommet i besiddelse af under sine undersøgelser, uanset om dette ikke er blevet benyttet til brug for meddelelsen af klagepunkter. Dog er der dokumenter, som den pågældende virksomhed i medfør af artikel 20 i forordning nr. 17 og af Hercules-dommen ikke kan få adgang til, fordi Kommissionen er forpligtet til ikke at afsløre dem. Rent praktisk følger heraf, at virksomheden får adgang til samme dokumenter, som hvis den nævnte første indfaldsvinkel anvendes.
60Kommissionen har dernæst understreget, at der er to alternative måder at give adgang til sagens dokumenter på:Kommissionen kunne først fremsende meddelelsen af klagepunkter og dernæst fastsætte de datoer, inden hvilke virksomheden kunne efterse de dokumenter, som den fik adgang til. Til dette formål kunne det rent faktisk være nyttigt sammen med meddelelsen af klagepunkter at være i besiddelse af en fortegnelse over dokumenterne, således at de pågældende på forhånd kunne gøre sig en forestilling om det, som de har mulighed (eller ikke har mulighed) for at efterse. I den nævnte dom BPB Industries og British Gypsom mod Kommissionen, præmis 29, henviser Retten til denne metode og citerer Kommissionens Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken.
Det ville ligeledes være muligt at fremsende dokumenterne sammen med meddelelsen af klagepunkter. I så tilfælde har virksomheden ikke behov for en fortegnelse over dokumenterne. Den er allerede i besiddelse af alle de dokumenter, som den vil kunne efterse. Fremsendelsen af en fortegnelse er derfor kun en løsning, som erstatter fremsendelsen af dokumenterne sammen med meddelelsen af klagepunkter.
61Hvad særligt angår nærværende sag, hævder Kommissionen, at sagsøgeren med det samme har fået meddelelse om hele Kommissionens grundlag, fordi denne havde valgt den metode, hvorefter de relevante bevisdokumenter blev fremsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter. Følgelig har sagsøgeren haft adgang til sagens akter. Hverken sagsøgeren eller Solvay har derimod haft lejlighed til at undersøge alt det af Kommissionen indsamlede materiale, dels fordi det ikke var relevant, dels fordi det indeholdt fortrolige oplysninger. I øvrigt ville et dokument — ud over dem, der blev fremsendt med meddelelsen af klagepunkter — kun kunne meddeles sagsøgeren, såfremt denne påviste, at det var vigtigt for et bestemt punkt i sagen, og således gav Kommissionen et fingerpeg om, hvad denne skulle lede efter. Endelig har sagsøgeren aldrig udtrykkeligt anmodet om at få lejlighed til at efterse de dokumenter, der var fundet hos Solvay; i særdeleshed har sagsøgeren ikke fremsat anbringender om de følger, som Solvay's misbrug af sin eventuelle dominerende stilling på det kontinentale marked måtte have for vurderingen af de beviser, der bruges mod sagsøgeren.62Kommissionen har tilføjet, at de dokumenter, der blev beslaglagt hos sagsøgeren og hos andre virksomheder, fylder utallige ringbind, hver med 200 sider. Dokumenterne er blevet opdelt efter det sted, hvor de er fundet, og ikke efter, om de måtte vedrøre artikel 85 eller artikel 86. Det drejer sig om følgende sagsmapper:| i) sagsmappe 1: | interne dokumenter, såsom beslutningsudkast |
| ii) sagsmapperne 2-14: | Solvay, Bruxelles |
| iii) sagsmapperne 15-19: | Rhône-Poulenc |
| iv) sagsmapperne 20-23: | CFK |
| v) sagsmapperne 24-27: | Deutsche Solvay Werke |
| vi) sagsmapperne 28-30: | Matthes & Weber |
| vii) sagsmapperne 31-38: | AKZO |
| viii) sagsmapperne 39-49: | ICI |
| ix) sagsmapperne 50-52: | Solvay, Spanien |
| x) sagsmapperne 53-58: | AKZO II (fornyet kontrolbesøg) |
| xi) sagsmappe 59: | kontrolbesøg hos spanske producenter og fornyet kontrolbesøg hos Solvay, Bruxelles. |
| xii)Omkring ti andre sagsmapper, som indeholder korrespondancen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. |
63Kommissionen medgiver ikke at have opstillet en fortegnelse over alle de dokumenter, der vedrører sagsøgeren. Den finder ikke desto mindre, at dette ikke er nogen ulempe for sagsøgeren. En sådan liste ville nemlig have været overflødig i dette tilfælde. Stort set alle de dokumenter, der er blevet anvendt under proceduren i henhold til traktatens artikel 86, hidrørte fra sagsøgeren, som notorisk har været i besiddelse af kopier for alle eventualiteters skyld.64I denne sammenhæng angiver Kommissionen, at de fortegnelser over dokumenter, der laves, ikke er detaljerede. Hvis en sådan fortegnelse var blevet opstillet i dette tilfælde, ville den efter Kommissionens opfattelse ikke have været sagsøgeren til nogen nytte: Fortegnelsen ville allerhøjst have indeholdt et vist antal rubrikker eller sideangivelser med en meget præcis typeangivelse af det tilsvarende dokument. I øvrigt har sagsøgeren haft kendskab til indholdet af sagsmapperne 39-49, eftersom det vedrørte dennes egne dokumenter. Indholdet af andre sagsakter var ligeledes sagsøgeren bekendt, i det mindste i det omfang, Kommissionen havde lagt disse dokumenter til grund for sine påstande mod sagsøgeren, og de derfor var vedlagt meddelelsen af klagepunkter. De øvrige dokumenter var efter artikel 20 i forordning nr. 17 fortrolige, og efter sagsøgerens skrivelse af 13. april 1989 og Solvay's skrivelse af 27. april 1989 omfattet af en udtrykkelig anmodning om fortrolig behandling. Sagsøgeren havde derfor ikke kunnet efterse disse dokumenter, uanset om sagsøgeren havde modtaget en fortegnelse herover eller ej. Da Kommissionen endelig i sin skrivelse af 31. maj 1990 havde oplyst sagsøgeren om, hvilke virksomheder den havde aflagt kontrolbesøg, havde intet kunnet forhindre ICI i at rette direkte henvendelse til disse virksomheder, såfremt selskabet skønnede, at de rådede over dokumenter, der kunne være det til nytte.