Bruxelles, den 28.4.2023

COM(2023) 216 final

2023/0119(NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om fordeling af fiskerimulighederne i henhold til protokollen om gennemførelse af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

•Forslagets begrundelse og formål

På grundlag af de relevante forhandlingsdirektiver 1 har Kommissionen ført forhandlinger med Madagaskar om at indgå en ny partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Madagaskar og en ny protokol til gennemførelse af denne aftale. Målet er at give EU-fartøjer adgang til Madagaskars fiskerizone og fiske efter tun og tilknyttede arter der på grundlag af et forvaltningsmandat fra Kommissionen for Tunfisk i Det Indiske Ocean (IOTC). Som følge af disse forhandlinger blev en ny tekst til aftalen og en ny tekst til gennemførelsesprotokollen paraferet den 28. oktober 2022.

Den nye aftale ophæver og erstatter den gældende aftale. Den omfatter en periode på fire år fra datoen for dens midlertidige anvendelse, jf. dens artikel 19, nemlig den 1. juli 2023 under forbehold af parternes undertegnelse eller datoen for denne undertegnelse, hvis den finder sted efter den 1. juli 2023. Den nye protokol omfatter en periode på fire år fra datoen for dens midlertidige anvendelse, jf. dens artikel 19, ifølge de samme bestemmelser som aftalen.

Den nye protokol indeholder følgende fiskerimuligheder:

—    32 notfartøjer til tunfiskeri

—    13 langlinefartøjer med flydeline med en bruttotonnage på over 100

—    20 langlinefartøjer med flydeline med en tonnage på op til 100 BT

og hjælpefartøjer i overensstemmelse med de relevante IOTC-resolutioner.

Det bør fastsættes, hvordan fiskerimulighederne skal fordeles mellem medlemsstaterne.

•Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Hovedformålet med den nye partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri er at skabe en ajourført ramme, der tager hensyn til prioriteterne i den reformerede fælles fiskeripolitik og dens eksterne dimension. Dette vil bidrage til at videreføre og styrke det strategiske partnerskab mellem Den Europæiske Union og Madagaskar. Den nye partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri vil sætte dem i stand til at arbejde tættere sammen om at fremme en bæredygtig fiskeripolitik i overensstemmelse med målet om at bevare havets biologiske ressourcer, som er anerkendt i EU-retten, en forsvarlig udnyttelse af fiskeressourcerne i Madagaskars farvande og Madagaskars bestræbelser på at udvikle en bæredygtig havøkonomi i begge parters interesse. Dette samarbejde vil også bidrage til at fremme anstændige arbejdsvilkår i fiskerisektoren.

I den nye protokol fastsættes fiskerimuligheder for EU-fartøjer i Madagaskars farvande, eventuelt inden for grænserne af det disponible overskud. Den er baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning og anbefalinger fra IOTC, Den Regionale Fiskeriforvaltningsorganisation for Forvaltning af stærkt vandrende fiskebestande. De forvaltningsforanstaltninger, der er vedtaget af IOTC, er også omfattet af de relevante bestemmelser i den fælles fiskeripolitik, der gælder for IOTC-området, navnlig bestemmelserne i forordningen om fiskerimuligheder 2 . Kommissionen har bl.a. baseret sin forhandlingsposition på resultaterne af en evaluering af den foregående protokol (2015-2018) og en undersøgelse af mulighederne for at indgå en ny protokol. Begge blev foretaget af eksterne eksperter.

•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Forhandlingerne om en ny partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri indgår som led i EU's optræden udadtil over for landene i Afrika, Caribien og Stillehavet, og der tages navnlig hensyn til Unionens mål vedrørende respekt for de demokratiske principper og menneskerettighederne.

EU og Madagaskar er parter i den foreløbige aftale, der blev undertegnet den 29. august 2009, om fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) mellem landene i det østlige og sydlige Afrika på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side. Forhandlingerne om en ny fiskeripartnerskabsaftale er i overensstemmelse med ØPA'en, som indeholder bestemmelser om samarbejde mellem parterne om handel med og udvikling af fiskeri, havfiskeri, ferskvandsfiskeri og akvakultur.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

•Retsgrundlag

Retsgrundlaget er artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det fastsættes, at Rådet på forslag af Kommissionen skal vedtage foranstaltninger om tildeling af fiskerimuligheder.

•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forslaget henhører under Den Europæiske Unions enekompetence, jf. artikel 3, stk. 1, litra d), i TEUF.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

I 2017 gennemførte Kommissionen en efterfølgende evaluering af protokollen for 2015-2018 til fiskeripartnerskabsaftalen med Madagaskar såvel som en forhåndsevaluering af en eventuel fornyelse af protokollen 3 .

I evalueringen af protokollen for 2015-2018 blev det konkluderet, at den supplerede de øvrige adgangsordninger, der er indført i regionen, og som gør det muligt for EU-fartøjer at optimere udnyttelsen af vandrende bestande inden for rammerne af de regionale regler, der er fastsat af Tunkommissionen i Det Indiske Ocean. Protokollen var relevant for EU-interessenters behov, da den gav EU-redere forudsigelig adgang til et produktivt fiskeriområde, hvor målarterne er rigelige. Adgang til Madagaskars farvande giver EU-flåden af langlinefartøjer med base i Réunion mulighed for at udvide fiskeriområderne til de tilstødende farvande i denne region i den yderste periferi. EU-tunfiskerflådens aktiviteter i Madagaskars farvande og uden for disse i Det Indiske Ocean har haft betydelige socioøkonomiske fordele for Madagaskar, som i kraft af lokal forarbejdningskapacitet får en del af merværdien, og Unionens finansielle modydelse er blevet fastsat på et niveau, der i vid udstrækning svarer til de fiskerimuligheder, der udnyttes. Med hensyn til sektorstøtten blev det i evalueringen bemærket, at gennemførelsen af programmet havde været tilfredsstillende med en god udbetalingsrate på mellemlang sigt, og at det i et fremtidigt sektorstøtteprogram skulle prioriteres at styrke overvågnings- og kontrolkapaciteten og kapaciteten til sundhedskontrol for at bevare eksportkapaciteten samt at yde støtte til faglig uddannelse af søfarende. Et fremtidigt sektorstøtteprogram vil også kunne bidrage til at udvikle den nationale fiskerisektor gennem støtte til ikkeindustrielle fiskere og fortsat god koordinering med aktiviteter, der finansieres af andre donorer. I evalueringen var der også en anbefaling om at øremærke en del af de midler, der er til rådighed til ansættelse af en ekstern teknisk assistent, til at koordinere og lette gennemførelsen af sektorstøtteprogrammet.

For EU er det vigtigt at opretholde et instrument, der muliggør et tæt sektorsamarbejde med et land, der er en vigtig partner, en leverandør af fiskevarer til EU, interessenter på den internationale scene og fiskepladser, der er af interesse for EU-flåden.

•Høring af interesserede parter

Som led i ovennævnte evaluering har Kommissionen hørt medlemsstaterne, repræsentanter for sektoren, internationale civilsamfundsorganisationer, fiskeriforvaltningen i Madagaskar og repræsentanter for civilsamfundet i Madagaskar. Der er endvidere afholdt høringer inden for rammerne af Det Rådgivende Råd for Højsøflåden. Det fremgår af disse høringer, at det er i Den Europæiske Unions og Madagaskars interesse at opretholde et instrument, der muliggør et dybtgående sektorsamarbejde med flerårige finansieringsmuligheder for Madagaskar og for EU's redere. Det er i deres interesse at opretholde adgangen til en vigtig fiskerizone ved hjælp af en aftale i fiskerisektoren. Siden evalueringen i 2018 har fiskerisektoren på møderne i Det Rådgivende Råd for Højsøflåden bekræftet sin fortsatte interesse i en sådan aftale.

•Indhentning og brug af ekspertbistand

Kommissionen har gjort brug af en uafhængig konsulent ved de efterfølgende og forudgående evalueringer i overensstemmelse med artikel 31, stk. 10, i forordningen om den fælles fiskeripolitik.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget til forordning har ingen indvirkning på Unionens budget.

5.ANDRE FORHOLD

•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Den foreliggende procedure er iværksat sideløbende med procedurerne for Rådets afgørelse om undertegnelse på vegne af Unionen og den midlertidige anvendelse af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri og dens gennemførelsesprotokol mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar samt Rådets afgørelse om dens indgåelse. Denne forordning skal finde anvendelse, så snart det er muligt at fiske i henhold til aftalen, dvs. på datoen for den midlertidige anvendelse af protokollen.

2023/0119 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om fordeling af fiskerimulighederne i henhold til protokollen om gennemførelse af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Kommissionen har på Den Europæiske Unions vegne ført forhandlinger om en ny partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar ("partnerskabsaftalen") og om en ny gennemførelsesprotokol til partnerskabsaftalen ("protokollen").

(2)Disse forhandlinger mundede ud i, at der den 28. oktober 2022 blev paraferet et udkast til en partnerskabsaftale med tilhørende protokol.

(3)Partnerskabsaftalen ophæver den tidligere fiskeripartnerskabsaftale mellem de samme parter, som fandt anvendelse fra den 19. december 2007 4 .

(4)Den nye partnerskabsaftale og dens protokol blev i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2023/... 5 undertegnet den ... [indsæt dato for undertegnelse] med forbehold af senere indgåelse.

(5)De fiskerimuligheder for stærkt vandrende fiskebestande, der er fastsat i protokollen i overensstemmelse med henstillinger og beslutninger vedtaget af Kommissionen for Tunfisk i Det Indiske Ocean, bør fordeles mellem medlemsstaterne for hele dens anvendelsesperiode.

(6)Foranstaltningerne har hastende karakter grundet den økonomiske betydning af Unionens fiskeri i Madagaskar fiskerizone og nødvendigheden af at begrænse afbrydelsen af dette fiskeri mest muligt. Protokollen vil således finde midlertidig anvendelse fra den 1. juli 2023, med forbehold af dens undertegnelse, eller fra datoen for dens undertegnelse, hvis den finder sted efter den 1. juli 2023, således at EU-fartøjer så hurtigt som muligt kan fiske. Denne forordning bør derfor finde anvendelse fra samme dato —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De fiskerimuligheder, der fastsættes ved gennemførelsesprotokollen til partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Republikken Madagaskar (i det følgende benævnt "protokollen"), fordeles på medlemsstaterne i hele nævnte protokols anvendelsesperiode som følger:

a)Notfartøjer til tunfiskeri:

Spanien:        16    fartøjer

Frankrig        15    fartøjer

Italien:        1    fartøj

I alt        32 fartøjer

b)Langlinefartøjer med flydeline med en bruttotonnage på over 100

Spanien:        7    fartøjer

Frankrig        5    fartøjer

Portugal:        1    fartøj

I alt        13 fartøjer

c)Langlinefartøjer med flydeline med en bruttotonnage på op til 100

Frankrig        20    fartøjer

I alt        20 fartøjer.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra datoen for midlertidig anvendelse af protokollen.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    3622. møde i Rådet (justits- og indenrigsministrene) den 4. juni 2018. https://www.consilium.europa.eu/media/36284/st09680-en18.pdf .
(2)    EUT L 28 af 31.1.2023, s. 1. Se afsnit 5 og bilag IJ.
(3)     Évaluation rétrospective et prospective du protocole à l'accord de partenariat dans le domaine de la pêche durable entre l'Union européenne et la République de Madagascar - Publications Office of the EU (europa.eu)  
(4)    EUT L 331 af 17.12.2007, s. 7.
(5)    Rådets afgørelse (EU) 2023/… af … 2023 om … (EUT C […] af […], s. […]).