Rådets forordning (EF) nr. 411/98 af 16. februar 1998 om supplerende normer vedrørende dyrebeskyttelse, for lastbiler, der benyttes til befordring af dyr ved over otte timers transporttid
EF-Tidende nr. L 052 af 21/02/1998 s. 0008 - 0011
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 411/98 af 16. februar 1998 om supplerende normer vedrørende dyrebeskyttelse, for lastbiler, der benyttes til befordring af dyr ved over otte timers transporttid RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport (1), særlig artikel 13, stk. 1, under henvisning til forslag fra Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger: I henhold til artikel 5, afsnit A, nr. 1, litra c), i direktiv 91/628/EØF bør der fastsættes krav til transportmidler, der gør det muligt at overholde fællesskabsbestemmelserne om dyrs velfærd, navnlig de krav, der skal fastsættes i henhold til artikel 13, stk. 1, i nævnte direktiv; der bør i tilfælde, hvor hovdyr, kvæg, får, geder og svin transporteres i over otte timer, fastlægges normer for den form for transport, der er omhandlet i denne forordning, som supplerer normerne for de anvendte transportmidler, som fastsat i kapitel VII, punkt 3, i bilaget til direktiv 91/628/EØF; de fleste transporter af de pågældende dyrearter foregår med lastbil; der bør derfor i en første fase fastlægges supplerende normer, som lastbiler skal opfylde, når de benyttes til befordring af dyr af de pågældende arter ved over otte timers transporttid; disse supplerende normer, som lastbilerne skal opfylde, indføres dog med forbehold af fremtidige bestemmelser, som vil kunne vedtages på et senere tidspunkt, om supplerende normer gældende for befordring af dyr med andre transportmidler, især transport med tog eller skib; så længe sådanne fremtidige foranstaltninger ikke er vedtaget, finder bestemmelserne i punkt 3 i kapitel VII i bilaget til direktiv 91/628/EØF fortsat anvendelse på befordring af dyr med disse andre transportmidler; for at sikre dyrenes velfærd bør de supplerende normer omfatte visse særlige forpligtelser især med hensyn til adgang til dyrene i vognkassen, adskillelse af dyrene ved flytbare skillevægge, nærmere bestemmelser vedrørende fodring og vanding og tilstrækkelig ventilation, enten ved hjælp af et automatisk ventilationssystem eller et system, der sikrer overholdelse af et nærmere fastsat temperaturinterval; valget af det ene eller det andet af disse to systemer må ikke berøre princippet om fri bevægelighed for dyr - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Når forsendelsestiden, jf. kapitel VII, punkt 2, i bilaget til direktiv 91/628/EØF, forlænges ud over otte timer, skal de lastbiler, der benyttes til befordring af hovdyr og kvæg, får, geder og svin i Fællesskabet, opfylde de supplerende krav, som er anført i bilaget til nærværende forordning. Artikel 2 Senest den 31. december 2003 forelægger Kommissionen Rådet en rapport, der er udarbejdet på grundlag af en udtalelse fra Den Videnskabelige Veterinærkomité, om gennemførelsen af denne forordning, særlig om anvendelsen af de forskellige ventilationssystemer; rapporten ledsages eventuelt af passende forslag, der er udarbejdet på grundlag af dens konklusioner. Rådet træffer afgørelse om sådanne forslag med kvalificeret flertal senest seks måneder efter, at de er fremsat. Artikel 3 Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Den anvendes fra den 1. juli 1999. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 1998. På Rådets vegne J. CUNNINGHAM Formand (1) EFT L 340 af 11. 12. 1991, s. 17. Direktivet er senest ændret ved direktiv 95/29/EF (EFT L 148 af 30. 6. 1995, s. 52). BILAG SUPPLERENDE NORMER FOR LASTBILER, DER BENYTTES TIL BEFORDRING AF DYR VED TRANSPORTTIDER PÅ OVER OTTE TIMER 1. STRØELSE Med forbehold af bestemmelserne i kapitel I, afsnit A, punkt 5, andet punktum, i bilaget til direktiv 91/628/EØF skal dyrene have forsvarlig strøelse a) der giver dem den fornødne komfort, idet mængden af strøelse kan variere alt afhængigt af: - arten og antallet af de dyr, der transporteres - forsendelsestiden - vejrforholdene b) og som sikrer en passende absorption og bortskaffelse af ekskrementer. 2. FODRING Når det under hensyn til de dyrearter og -kategorier, der transporteres, og forsendelsestiden, som anført i kapitel VII, punkt 4, i bilaget til direktiv 91/628/EØF, er nødvendigt at fodre dyrene under transporten, gælder følgende bestemmelser: a) den lastbil, der benyttes til befordringen, skal medføre passende foder i tilstrækkelige mængder til at dække de pågældende dyrs foderbehov under forsendelsen b) foderet skal under forsendelsen være beskyttet mod vejrliget og mod forurening fra bl.a. støv, brændstof, udstødningsgasser og fra dyrenes ekskrementer c) når det er nødvendigt at anvende særligt udstyr (herunder trug, beholdere eller en hvilken som helst anden form for udstyr til fordeling af foderet) til at fodre dyrene, skal dette udstyr medføres i lastbilen, være egnet til formålet, rengøres før og efter brugen, samt desinficeres efter hver forsendelse d) når der gøres brug af et fodringsudstyr som det ovenfor omtalte, skal det være således udformet, at dyrene ikke kommer til skade, og således at det om nødvendigt kan fastgøres til en bestemt del af lastbilen for at hindre, at det kan vælte. Når lastbilen er i bevægelse, og når fodringsudstyret ikke anvendes, skal det opbevares i en del af køretøjet, der er adskilt fra dyrene. 3. ADGANG De lastbiler, der benyttes til befordringen, skal være indrettet, så der til enhver tid er direkte adgang til samtlige dyr, der transporteres, for at de kan tilses og gives den nødvendige pasning, herunder især fodring og vanding. 4. VENTILATION Lastbilen skal være forsynet med et forsvarligt ventilationssystem, så de transporterede dyrs velfærd til enhver tid er sikret, navnlig under hensyn til følgende kriterier: - den planlagte transport og varigheden af denne - udformningen af den lastbil, der benyttes til befordringen (åben eller lukket) - den inde- og udetemperatur, der kan forekomme som følge af vejrliget under den planlagte transport - de fysiologiske behov hos den enkelte art af transporterede dyr - lastetætheden, som omhandlet i kapitel VI i bilaget til direktiv 91/628/EØF, og den plads, der er til rådighed oven over dyrene. Dette ventilationssystem skal endvidere være udformet på en sådan måde, at: - det kan anvendes til enhver tid, når dyrene befinder sig i lastbilen, såvel under ophold som under kørsel - det er muligt at sikre en effektiv cirkulation af ikke-forurenet luft. For at nå dette mål skal de erhvervsdrivende indføre: - et automatisk ventilationssystem, for hvilket der skal fastlægges retningslinjer efter høring af Den Videnskabelige Veterinærkomité efter proceduren i artikel 17 i direktiv 91/628/EØF - eller et ventilationssystem, der sikrer, at indetemperaturen i lastbilen holdes på mellem 5 °C og 30 °C for alle dyr med en tolerancegrænse på + 5 °C afhængigt af udetemperaturen. Dette system skal endvidere være udstyret med en passende kontrolanordning. Muligheden for at vælge mellem disse to systemer berører ikke princippet om fri bevægelighed for dyr. 5. SKILLEVÆGGE 5.1. Lastbilen skal have skillevægge, så der kan dannes adskilte rum. 5.1.1. Skillevæggene skal være således udformet, at de kan opstilles på forskellige måder, og båsens størrelse dermed kan tilpasses dyrenes særlige behov, type, størrelse og antal. 6. VANDING 6.1. Lastbilen skal være udstyret, så den kan tilsluttes vandforsyning under ophold. 6.1.1. Lastbilen skal være udstyret med fastgjorte eller flytbare drikkeanordninger, som er indrettet på en for de enkelte dyrearter hensigtsmæssig måde, f.eks. trug, skåle eller nipler, så dyrene kan vandes i vognkassen. Disse anordninger skal være udformet på en sådan måde, at dyrene ikke kan komme til skade. 6.2. Hvis lastbilen befordrer svin, skal den med forbehold af bestemmelserne i punkt 6.1 og 6.1.1, under hensyn til dens lasteevne, antallet af transporterede dyr og den forventede køretid under forsendelsen, være udstyret med en eller flere vandtanke med en passende kapacitet, så det er muligt at vande dyrene efter behov under forsendelsen. Disse vandtanke skal være udformet på en sådan måde, at de kan tømmes helt og rengøres efter hver forsendelse, og være udstyret med en anordning, som gør det muligt at kontrollere vandstanden heri, så de kan fyldes op, når som helst det er nødvendigt under forsendelsen. De skal være tilsluttet drikkeanordninger i rummene, som holdes i funktionsdygtig stand, således at svinene til enhver til har adgang til vand. Desuden kan der sideløbende med ovennævnte anordning anvendes et hydreringssystem til svin, f.eks. overbrusning med vand.