|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/1280 |
27.6.2025 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2025/1280
af 21. maj 2025
om ændring af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/370 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 for så vidt angår fristen for indgivelse af anmodninger om ændring af strategiske planer under den fælles landbrugspolitik
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (1), særlig artikel 122, litra a), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/370 (2) er der fastsat regler om fristerne for indgivelse af anmodninger om ændring af strategiske planer under den fælles landbrugspolitik I artikel 3, stk. 4, i nævnte delegerede forordning fastsættes navnlig fristen for indgivelse af anmodninger om ændring vedrørende overførsler som omhandlet i artikel 17, stk. 5, artikel 88, stk. 7, og artikel 103 i forordning (EU) 2021/2115. Sådanne anmodninger skal indgives af medlemsstaterne mellem den 1. januar 2025 og den 31. maj 2025. |
|
(2) |
I den nuværende situation med vedvarende ustabilitet i landbrugssektoren i hele Unionen har flere medlemsstater problemer med allerede i de første måneder af 2025 at skulle træffe afgørelse om behovet for at revidere deres afgørelser om overførsler, der blev truffet i 2022 i henhold til artikel 17, stk. 5, artikel 88, stk. 6, og artikel 103 i forordning (EU) 2021/2115. Det anses derfor for nødvendigt at give medlemsstaterne mere tid til at planlægge disse overførsler og dermed udskyde fristen fra den 31. maj 2025 til den 31. august 2025. |
|
(3) |
Delegeret forordning (EU) 2023/370 bør derfor ændres. |
|
(4) |
Da den frist, der er fastsat i artikel 3, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2023/370, nærmer sig sit udløb, hvilket den gør den 31. maj 2025, er det yderst vigtigt at fastsætte den nye frist for indgivelse af anmodninger om ændring så hurtigt som muligt for at give medlemsstaterne mulighed for passende planlægning og overvejelse. Denne forordning bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. |
|
(5) |
I betragtning af at fristen for indgivelse af anmodninger om ændring udløber den 31. maj 2025, bør denne forordning finde anvendelse fra den 1. juni 2025 for at undgå, at der opstår et juridisk tomrum mellem den nuværende og den ændrede frist for indgivelse — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 3, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2023/370 affattes således:
»4. Anmodninger om ændring vedrørende overførsler som omhandlet i artikel 17, stk. 5, artikel 88, stk. 7, og artikel 103 i forordning (EU) 2021/2115 indgives til Kommissionen i perioden mellem den 1. januar 2025 og den 31. august 2025.«
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra den 1. juni 2025.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 2025.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 435 af 6.12.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/2115/oj.
(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/370 af 13. december 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 for så vidt angår procedurer, frister for medlemsstaternes indgivelse af anmodninger om ændring af strategiske planer og yderligere tilfælde, for hvilke det maksimale antal ændringer af strategiske planer ikke finder anvendelse (EUT L 51 af 20.2.2023, s. 25, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/370/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/1280/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)