I følge den sagsøgte institution er klageadgangen bortfaldet såvel med hensyn til den stiltiende afgørelse om afvisning, idet stævningen efter ordene i artikel 91, stk. 2, 2. afsnit, først er indgivet efter udløbet af en frist på to måneder fra indgivelsen af klagen af 4. januar 1972, som med hensyn til afgørelsen af 7. marts 1972 fra Europa-Parlamentets formand, der i øvrigt alene stadfæstede den tidligere stiltiende afvisning og af denne grund ikke kunne få klagefristen til at løbe på ny (dom af 7. juli 1971, 79/70, Mullers mod Det økonomiske og sociale Udvalg, Rec. 1971, 689; dom af 24. juni 1971, 53/70, Vinck mod Kommissionen, Rec. 1971, 601; dom af 17. marts 1971, 47/71, Kschwendt mod Kommissionen, Rec. 1971, 251; dom af 14. april 1971, 24/69, Nebe mod Kommissionen, Rec. 1970, 145). Der foreligger ligeledes retstab ved passivitet med hensyn til hans pensionering, hvorom afgørelse blev truffet den 6. januar 1972 og meddelt sagsøgeren den 8. februar 1972.

Sagsøgeren finder, at afvisningsindsigelsen må forkastes. Brevet af 4. januar 1972 var kun af forebyggende karakter og udgjorde derfor ikke en klage ad tjenestevejen i artikel 90's forstand, som var blevet mødt med en stiltiende afvisning i form af den kompetente myndigheds undladelse af at træffe afgørelse. Klagen over afgørelsen af 7. marts kan antages til realitetsbehandling: fristen på tre måneder omhandlet i vedtægtens artikel 91 skal dels beregnes fra dagen for meddelelsen af afgørelsen til den pågældende, dels forlænges under hensyn til afstanden med 10 dage i overensstemmelse med bilag II til procesreglementet.

Den sagsøgte institution svarer pa dette punkt, at tidspunktet for meddelelsen i henhold til Domstolens retspraksis (dom af 23. februar 1961, 30/59, Gezamenlijke Steenkolenmijnen i Limburg mod Den Høje Myndighed, Rec. 1961, 1) er datoen for afsendelsen af denne retsakt, idet poststemplets dato er afgørende.

I henhold til den sagsøgte institution har sagsøgeren i øvrigt ved erklæring af 2. januar 1963 udtrykkeligt givet afkald på de fordele, der følger af bestemmelserne i den kontrakt, der før 1. januar 1962 knyttede ham til Europa-Parlamentet, og har således ved en udtrykkelig erklæring stadfæstet det afkald, der allerede er indeholdt i selve vedtægtens artikel 104.

Ved denne erklæring er ombytningen af den hidtidige kontraktretlige regulering med vedtægten for tjenestemænd i EØF — EKSF blevet uangribelig og udelukker enhver senere indsigelse.

Klagen er i øvrigt ligeledes indkommet for sent og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt den tager sigte på at annullere indplaceringen i lønklasse A 3 den 13. december 1962.

Den sagsøgte institution påberåber sig med hensyn til dette Domstolens retspraksis (dom af 17. juni 1965, 43/64, Müller mod Rådet, Rec. 1965, s. 500; dom af 14. juli 1965 ; 50/64, Loebisch mod Rådet, Rec. 1965, s. 1016; dom af 17. november 1965, Lens mod Domstolen, Rec. 1965, s. 1034; dom af 14. december 1965, 47/65, Kalkuhl mod Europa-Parlamentet, Rec. 1965, s. 1251).

I henhold til sagsøgeren må det af den sagsøgte institution påberåbte afkald anses for ugyldigt, idet ancienniteten giver ret til en forhøjet godtgørelse, som den ansatte ifølge vedtægtens artikel 62 ikke kan give afkald på.

Den sagsøgte institution svarer, at vedtægtens artikel 62 ikke har nogen forbindelse med det rejste spørgsmål. Artiklens sidste stk. angiver i øvrigt, at det vederlag, hvorpå tjenestemanden ikke kan give afkald, kun omfatter grundløn, familietillæg og godtgørelser omhandlet i bilag VII. Det forhold, at den kontrakt-retlige regulering, sagsøgeren har været undergivet, ikke har været den samme, har ikke hindret ham i at søge hjælp hos det retsapparat, der kunne beskytte hans legitime interesser.

Sagsøgeren kræver, at vedtægten for EKSF skal anvendes ved fastsættelsen af hans pension.

Han gør gældende, at det er umuligt, at en ret, som han besad i det øjeblik, da han gik over fra den kontraktretlige ordning til ordningen under EØF-EKSF-vedtægten, kan bortfalde i henhold til vedtægtens artikel 102 alene ved hans samtykke til denne overførsel. Et afkald på rettigheder, der udspringer af ufravigelige retsprincipper, er umuligt.

Desuden kunne han ikke på tidspunktet for sin overførsel have en ret, der først blev exigibel på tidspunktet for pensionens udbetaling.

Sagsøgeren påberåber sig ligeledes den eneste artikel i bilag X til tjenestemandsvedtægten, der trådte i kraft den 1. januar 1962. På denne dato havde han været i tjeneste i mere end 6 måneder og opfyldte de i vedtægtens artikel 28, litra a, b, c, e og f foreskrevne betingelser. Den sagsøgte institution burde således have anerkendt de rettigheder, han udtrykkeligt eller stiltiende havde erhvervet før overgangen til de rettigheder, der følger af denne vedtægt. I øvrigt kan retten til pension, der anses for et udskudt vederlag, ikke gøres til genstand for en ændring in pejus, hvilket blev bekræftet i artikel 92 i overgangs- og afsoningsbestemmelserne i vedtægten af 1. januar 1962. Man kan derfor ikke fratage en ansat en ret, som, dersom hans kontrakt slet og ret var blevet ophævet i 1962, ville have muliggjort udbetaling af pension efter overgangsbestemmelserne i EKSF-vedtægten.

Den sagsøgte institution hævder i sit svarskrift, at sagsøgeren aldrig har haft retlige fordele af EKSF-vedtægten. Denne fastsatte ingen regler for hjælpeansatte og øvrige ansatte. Hvor ansættelsesvilkårene for hjælpeansatte medførte, at visse bestemmelser i EKSF-vedtægten fandt anvendelse ved analogi, var dette udtrykkeligt angivet. I øvrigt henviser reglementet for kontraktligt ansatte (APE 351) til en særlig forsorgskasse, der er undergivet en særskilt regulering (foreløbigt reglement udstedt af Præsidiet den 8. april 1959 — nr. APE 1658) med en egen fond, uafhængig af den, som er foreskrevet for personale undergivet EKSF-vedtægten.

Selv om man antager, at EKSF-vedtægten har været anvendelig, kan der ikke konstateres nogen ulovlighed ved ændringen af den vedtægtsmæssige regulering. Forholdet mellem midlertidigt ansatte og fællesskabsinstitutionerne skal anses for et offentligtretligt forhold (dom af 19. juli 1955, 1/55, Kergall, Rec. 1955/56, s. 11), og ansættelsesbrevet nævnte udtrykkeligt, at det ikke skulle være til hinder for oprettelsen af et forhold af anden karakter. Af denne grund kunne de fordele, som var blevet tillagt den ansatte ved den tidligere vedtægt under denne forudsætning, kun anses for erhvervede, dersom de nødvendige forudsætninger for deres erhvervelse allerede fuldt ud var blevet opfyldt. Retten til pension er således reguleret af den vedtægt, der gælder ved pensioneringens indtræden. Dette princip er i overensstemmelse med de regler, der gælder for offentlig virksomhed i medlemsstaterne.

Den sagsøgte institution tilføjer, at indbetalingerne til pensionskassen er blevet taget i betragtning ved pensionens beregning, og at sagsøgerens anciennitet i overensstemmelse med artikel 48 i vedtægtens bilag VIII i realiteten endog er udvidet til at gælde fra den 16. maj 1957, dvs. datoen for hans tiltræden af sin stilling som hjælpeansat, skønt han ikke har været tilknyttet nogen kasse før den 1. juli 1958, idet reglementet for hjælpeansatte i en første periode ikke hjemlede en sådan tilknytning. Sagsøgeren kan ikke udlede nogen ret af vedtægtens bilag X, der alene fastlægger vilkårene for adgangen til fast ansættelse af medarbejdere, der beklædte en varig stilling i en af institutionerne på det tidspunkt, da vedtægten trådte i kraft.

Artikel 92 i tjenestemandsvedtægten vedrører kun de tjenestemænd, som nyder godt af bestemmelserne i den tidligere EKSF-vedtægt, og for hvilke det har været forudsat, at den nye vedtægt skulle finde anvendelse fuldt ud som erstatning for den ophævede vedtægt. Denne artikel har ikke den mening, som sagsøgeren vil tillægge den, men begrænser sig til at præcisere, at den nye vedtægt ikke kan medføre indskrænkninger i erhvervede rettigheder.

Idet sagsøgte i det hele bestrider, at der er sket en ændring in pejus, bemærker sagsøgte, at man under alle omstændigheder ved bedømmelsen må sammenligne den generelle betydning af den nye vedtægt med den tidligere og ikke blot med et eller andet særligt aspekt.

Sagsøgeren gør i denne henseende samt med hensyn til beregningen af hans pension gældende, at arbejdstagernes rettigheder ikke kan bortfalde ved forældelse.

Den sagsøgte institution bemærker i første række, at ansøgningen ikke indeholder en kort fremstilling af de søgsmålsgrunde, der påberåbes, som foreskrevet i artikel 38, § 1, i Domstolens procesreglement. Dertil kommer, at overførslen fra lønklasse A 4 til lønklasse A 3 blev foretaget i henhold til artikel 46 i EØF-Euratom-vedtægten, der svarer til artikel 46 i EKSF-vedtægten.

Sagsøgeren svarer, at hans ansøgning på dette punkt må fortolkes ikke som en klage, men som en kritik, der omhandler en annullation ex officio af en foranstaltning, der herefter ikke kan anfægtes. Det drejer sig om at ændre den ordning, sagsøgeren var undergivet, og som sagsøgte på eget initiativ har udvidet til at gælde for andre ansatte. Det, at man har nægtet at give sagsøgeren de retlige fordele, der i henhold til en nyorientering af retspraksis følger af denne ordning, udgør en ny faktisk omstændighed, der gør den judicielle rekurs berettiget.

Den sagsøgte institution svarer, at Domstolens faste praksis går ud på, at dennes afgørelser kun vedrører parterne og ikke udgør nye faktiske omstændigheder for retssubjekter, der befinder sig i en tilsvarende situation (dom af 14. december 1965, 47/65, Kalkuhl, Rec. 1965, s. 1252; dom af 8. juli 1965, 49/64, Stipperger, Rec. 1965, s. 661).

Overførslen fra lønklasse A 4 til lønklasse A 3, der blev gennemført i henhold til vedtægtens artikel 46, svarer til et princip, der af Domstolen er blevet erklæret legitimt for kontraktsansatte, der blev fast ansatte ved vedtægtens ikrafttræden (dom af 15. december 1966, de forenede sager nr. 15/64 og 60/65, Moreau, Rec. 1966, s. 663).