T-25/9161991A00250036.000119081193023TDOM AF 30. 6. 1992 — SAG T-25/91ARTO HIJOS MOD RÅDET<TI><P><HT TYPE="UC">Rettens dom</HT> (Fjerde Afdeling)</P><P><DATE ISO="19920630">30. juni 1992</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Processprog: fransk.</P></NOTE></P></TI>

I sag T-25/91,

Pilar Arto Hijos, forhenværende tjenestemand ved Rådet for De Europæiske Fællesskaber, boende i Jaca (Spanien), ved advokat Thierry Demaseure, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Fiduciare Myson SARL, 1, rue Glesener,

sagsøger,mod

Rådet for De Europæiske Fællesskaber ved rådgiver Moyra Sims, Den Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos direktør Xavier Herlin, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsøgt,

hvori der er nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, Rådet for De Europæiske Fællesskaber (herefter benævnt Rådet) traf den 27. juli 1990 om, at der ved beregning af sagsøgerens udtrædelsesgodtgørelse skal fratrækkes de bidrag til Fællesskabernes pensionsordning, som hun havde været pligtig at betale som midlertidigt ansat, samt den af Rådet til den belgiske socialsikringsordning indbetalte arbejdsgiverandel,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne R. Schintgen og C. P. Briët,

justitssekretær: fuldmægtig B. Pastor,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 15. januar 1992,

afsagt følgende

<TI><P>Dom</P></TI><TI><P>Sagens faktiske omstændigheder</P></TI>1Sagsøgeren, Pilar Arto Hijos, blev den 16. juni 1986 af Generalsekretariatet for Rådet ansat som hjælpeansat for at arbejde som spansksproget oversætter. Ansættelsen byggede på flere på hinanden følgende kontrakter, hvoraf den seneste udløb den 31. marts 1989. Derefter fik sagsøgeren en kontrakt som midlertidigt ansat, der løb fra den 1. april 1989 til den 31. juli 1990. Sagsøgeren blev ikke udnævnt til tjenestemand ved udløbet af denne kontrakt.2Ved skrivelse af 24. november 1989 til Rådets Pensionskontor indgav sagsøgeren følgende ansøgning: I overensstemmelse med meddelelse til personalet nr. 210/83 anmoder jeg Dem om at anerkende min tidligere kontrakt som hjælpeansat som svarende til en kontrakt som midlertidigt ansat med henblik på opnåelse af pensionsrettigheder, bl.a. efter kriterierne i afsnit 4 i nævnte meddelelse.3Ved afgørelse af 27. juli 1990 imødekom direktøren for personale og administration ved Generalsekretariatet for Rådet ansøgningen om ligestilling i følgende vendinger:

Vedr.: artikel 39 i vilkårene for de øvrige ansatte

Under henvisning til Deres ansøgning om at få Deres kontrakt som hjælpeansat ligestillet med en kontrakt som midlertidigt ansat meddeles det herved, at man har besluttet at imødekomme ansøgningen, hvorfor Deres tilgodehavender vil blive beregnet fra den dato, hvor Deres kontrakt som hjælpeansat trådte i kraft.

Fra det nettobeløb, der skal udbetales, vil blive trukket dels de bidrag, De havde været pligtig at betale som midlertidigt ansat, dels den arbejdsgiverandel, som er indbetalt til ONSS, dvs. henholdsvis 6,75% og 8,87% af den oppebårne grundløn.

4I medfør af denne afgørelse beregnede administrationen det beløb, der skulle udbetales til sagsøgeren i udtrædelsesgodtgørelse. Beregningsmåden blev i en skrivelse, sendt den 30. juli 1990 af ekspeditionssekretæren i Direktoratet for Personale og Administration ved Generalsekretariatet for Rådet, til lederen af Kommissionens afdeling Pensioner og Forbindelser med Tidligere Ansatte beskrevet på følgende måde:

På basis af de grundlønninger (for hjælpeansatte), der faktisk er oppebåret, beregnes

1)det personlige bidrag, 6,75%, i overensstemmelse med artikel 41 i vilkårene for de øvrige ansatte2)den arbejdsgiverandel, der er indbetalt til den nationale socialsikringsordning, i dette tilfælde 8,87%, til den belgiske socialsikring.

Disse to beløb skal fratrækkes i det nettobeløb, som skal udbetales i henhold til artikel 39 i vilkårene for de øvrige ansatte.

5I svarskrivelse af samme dato, nemlig den 30. juli 1990, bekræftede afdelingschefen disse retningslinjer, som ifølge ham inden for rammerne af fællesskabssystemet regulerede tjenestetiden for en hjælpeansat, der var blevet midlertidigt ansat, og hvis kontrakt som midlertidigt ansat udløber. Han tilføjede: Den udtrædelses-godtgørelse, der kommer til udbetaling, vil omfatte perioden som hjælpeansat, der betragtes som en periode med midlertidig ansættelse, forudsat at den pågældende til Fællesskaberne indbetaler summen af de personlige bidrag til Fællesskaberne og arbejdsgiverens bidrag til de nationale ordninger, som vedrører denne periode som hjælpeansat.6Som følge heraf trak administrationen fra udtrædelsesgodtgørelsen, som beløb sig til 1240387 BFR, et samlet beløb på 639247 BFR. Sagsøgeren fik restbeløbet udbetalt, dvs. 601140 BFR.7Ved skrivelse af 23. september 1990 indgav sagsøgeren klage over afgørelsen af 27. juli 1990. Ifølge sagsøgeren er afgørelsen til skade for hende,

fordi den ulovligt nedsætter min udtrædelsesgodtgørelse samt andre godtgørelser og ydelser, jeg mener mig berettiget til.

Den er ulovlig, idet

der hverken i artikel 39 i vilkårene for de øvrige ansatte eller i artikel 12 i bilag VIII til vedtægten nævnes noget om de fradrag, administrationen har til hensigt at foretage

administrationen ikke kan indeholde beløb, som ikke er afsat til et bestemt formål, da den herved ville overtræde såvel princippet om god forvaltning som artikel 28, stk. 1, litra a) og b), i finansforordningen af maj 1990.

8Ved skrivelse af 18. januar 1991 blev klagen afvist af Rådets generalsekretær i følgende vendinger:

Muligheden for med henblik på Fællesskabernes pensionsordning at ligestille en kontrakt som hjælpeansat med en kontrakt som midlertidigt ansat, således som det sker for ansatte, der er udnævnt til tjenestemænd, kan kun overføres analogt på en midlertidigt ansat, som forlader den pågældende institution uden at være udnævnt til tjenestemand.

Man kan nemlig ikke afkræve en ansat, der ikke er udnævnt til tjenestemand, en forpligtelse til at lade institutionen indtræde i hans pensionsrettigheder for den periode, hvori han var hjælpeansat, og for hvilken institutionen har indbetalt de personlige bidrag og arbejdsgiver andelen til den nationale socialsikringsordning.

Det følger heraf, at

institutionen ikke vil kunne kræve pensionsbidragene tilbagebetalt, således som det sker i forbindelse med tjenestemænd på grundlag af praksis ifølge de domme, Domstolen har afsagt i medfør af artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten

den tidligere hjælpeansatte bevarer pensionsrettigheder i henhold til en national ordning, som til sin tid vil blive lagt sammen med andre rettigheder, der er erhvervet senere.

<TI><P>Retsforhandlinger</P></TI>9Det er baggrunden for, at sagsøgeren ved stævning indleveret den 22. april 1991 til Rettens Justitskontor har anlagt denne sag om annullation af afgørelsen af 27. juli 1990.10Efter indgivelsen af svarskrift har sagsøgeren frafaldet replik, ligesom sagsøgte har frafaldet duplik.11På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at opfordre parterne til at fremlægge forskellige dokumenter og indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.12Den mundtlige forhandling fandt sted den 15. januar 1992. Parternes repræsentanter afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten.13Ved kendelse af 7. februar 1992 genåbnede Retten den mundtlige forhandling og opfordrede parterne til at udtale sig om betydningen af den belgiske lov af 21. maj 1991, hvorved der etableredes visse forbindelser mellem belgiske pensionsordninger og de pensionsordninger, der var indført af internationale offentligretlige institutioner.14Sagsøgte fremsatte sine bemærkninger den 27. februar 1992, og sagsøgeren fremsatte sine den 5. marts 1992.15Ved afgørelse af 23. marts 1992 erklærede formanden for Fjerde Afdeling den mundtlige forhandling for afsluttet.16Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af afgørelsen af 27. juli 1990 truffet af direktøren for personale og administration i Generalsekretariatet for Rådet, for så vidt den indebærer indeholdelser i hendes udtrædelsesgodtgørelse.

Rådet tilpligtes at betale sagsøgeren de uretmæssigt indeholdte beløb med tillæg af rente 8% p.a. fra den 27. oktober 1990.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:

Frifindelse.

Sagsøgeren tilpĽgtes at betale sagens omkostninger.

<TI><P>Realiteten</P></TI>18Først bemærkes, at meddelelse til personalet nr. 210/83 af 29. november 1983 fra Generalsekretariatet for Rådet (herefter benævnt meddelelse til personalet nr. 210/83), som vedrører Pensionsret for tjenestemænd, der har haft kontrakt som hjælpeansatte inden deres udnævnelse til midlertidigt ansatte eller til tjenestemænd, fastsætter følgende:

1.Som følge af Domstolens seneste retspraksis vedrørende kontrakter som midlertidigt ansatte og hjælpeansatte har administrationen undersøgt mulighederne for at anerkende visse (tidligere) kontrakter som hjælpeansatte som svarende til en kontrakt som midlertidigt ansat (Domstolens dom af 23.2.1983, forenede sager 225/81 og 242/81, Toledano Laredo m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 347). Der vil herved, med henblik på opnåelse af pensionsrettigheder, skabes ligestilling mellem tjenesteperioden som hjælpeansat i Fællesskabernes institutioner og en tilsvarende tjenesteperiode som midlertidigt ansat.

I konklusionen i nævnte dom fastslår Domstolen, at en hjælpeansats kontrakt kan anerkendes som svarende til en midlertidigt ansats kontrakt på to betingelser: At det i første række godtgøres, at der på institutionens stillingsfortegnelse var ledige stillinger, der svarede til de udførte funktioner, og endvidere, at de udførte funktioner som hjælpeansat ikke var af forbigående karakter, eller sagt på en anden måde, at der var tale om varige opgaver i Fællesskabernes offentlige tjeneste.

2.Der skal her gøres opmærksom på, at pensionsrettigheder opnås på følgende måde:

For så vidt angår hjælpeansatte, ved tilslutning til en lovpligtig socialsikringsordning fortrinsvis i det land, hvor den hjælpeansatte sidst var forsikret, eller i hjemlandet (jf. artikel 70, stk. 1, i vilkårene for de øvrige ansatte).

For så vidt angår midlertidigt ansatte, der senere udnævnes til tjenestemænd i Fællesskaberne, ved, at den periode, den midlertidigt ansatte har tilbagelagt ved Fællesskaberne, tages i betragtning ved beregning af pensionsgivende tjenesteår i henhold til bilag VIII til vedtægten (jf. artikel 40, stk. 2, i vilkårene for de øvrige ansatte).

3.Det fremgår af det foregående, at tjenestemanden, hvis den tjenesteperiode, der er tilbagelagt som hjælpeansat, eventuelt sidestilles med en tilsvarende tjenesteperiode tilbagelagt som midlertidigt ansat, må forpligte sig til til Fællesskaberne at betale det i artikel 41 i vilkårene for de øvrige ansatte omhandlede bidrag, beregnet af den grundløn, der svarer til indplaceringen som hjælpeansat.

For at undgå sammenlægning af fællesskabspension og national pension i den periode, hvor tjenestemanden har været hjælpeansat, opfordres denne til at rette henvendelse til den nationale ordning om tilbagebetaling af indbetalte bidrag for den pågældende tjenesteperiode, eller hvis vedkommende allerede modtager pension fra denne ordning, om, at denne ophører med at udbetale den del, som står i forbindelse med denne periode, og i stedet udbetaler ham den aktuarmæssige modværdi af de i denne forbindelse opnåede rettigheder.

19Herefter må der skelnes mellem pensionsordningen for hjælpeansatte og pensionsordningen for midlertidigt ansatte.20I artikel 70, stk. 1, i afsnit III, Hjælpeansatte, i vilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (herefter benævnt vilkårene) hedder det:

Med henblik på risikodækning i forbindelse med sygdom, ulykke, invaliditet og død og for at gøre det muligt for den pågældende at sikre sig en alderdomsforsørgelse tilsluttes den hjælpeansatte en lovpligtig socialsikringsordning fortrinsvis i det land, hvor han sidst var forsikret, eller i hjemlandet.

Institutionen udreder de arbejdsgiverbidrag, der er fastsat i gældende lovgivning, når en hjælpeansat obligatorisk tilsluttes en sådan socialsikringsordning, eller to tredjedele af en hjælpeansats bidrag, når denne frivilligt fortsætter med at være tilsluttet den nationale socialsikringsordning, som han havde, før han tiltrådte tjenesten ved Fællesskaberne, eller når han frivilligt tilslutter sig en national socialsikringsordning.

I praksis indeholdes den hjælpeansattes personlige bidrag til den nationale pensionsordning i hans grundløn, mens institutionen indbetaler de obligatoriske arbejdsgiverbidrag til den nationale ordning. På denne måde opnår den hjælpeansatte pensionsrettigheder i den nationale ordning, som kan sammenlægges med andre rettigheder, der opnås senere.

21I medfør af vilkårenes artikel 41 i afsnit II, Midlertidigt ansatte, er den midlertidigt ansatte derimod underkastet Fællesskabernes pensionsordning. I artiklen hedder det: For så vidt angår finansieringen af den sociale sikringsordning i henhold til afdeling Β og C ovenfor finder bestemmelserne i artikel 83 i vedtægten samt artikel 36 og 38 i bilag VIII dertil tilsvarende anvendelse.

Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 83, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter benævnt vedtægten) var bidraget fra tjenestemanden — som den midlertidigt ansatte ligestilles med i denne forbindelse — på det pågældende tidspunkt fastsat til 6,75% af hans grundløn.

I artikel 36 i bilag VIII til vedtægten hedder det: Ved enhver lønudbetaling indeholdes bidraget til den i artikel 77-84 i vedtægten fastsatte pensionsordning.

I samme bilags artikel 38 hedder det: Bidragene, der er indeholdt i overensstemmelse med reglerne, kan ikke kræves tilbagebetalt. Bidrag, der fejlagtigt er opkrævet, giver ikke ret til pension; de tilbagebetales uden renter på tjenestemandens eller hans ydelsesberettigede pårørendes anmodning.

22I medfør af vilkårenes artikel 39 er den midlertidigt ansatte ved udtræden af tjenesten berettiget til udtrædelsesgodtgørelse beregnet, i henhold til de betingelser, der er fastsat i artikel 12 i bilag VIII til vedtægten. Denne udtrædelsesgodtgørelse nedsættes med de betalinger, der er ydet i henhold til artikel 42, dvs. de betalinger, institutionen eventuelt har foretaget på den ansattes anmodning for at stifte eller opretholde pensionsrettigheder i hans hjemland.23Til støtte for annullationspåstanden påberåber sagsøgeren sig fire anbringender, hvoraf de første to drejer sig om, at fradraget af socialbidrag i udtrædelsesgodtgørelsen ikke er i overensstemmelse med reglerne og udgør en tilsidesættelse af artikel 38 i bilag VIII til vedtægten og af ligebehandlingsprincippet; det tredje anbringende vedrører administrationens manglende opfyldelse af omsorgspligten, og det fjerde overtrædelsen af vilkårenes artikel 39 om udtrædelsesgodtgørelse.<TI><P>De første to anbringender om tilsidesættelse af artikel 38 i bilag VIII til vedtægten og af ligebehandlingsprincippet</P></TI><TI><P>Parternes argumenter</P></TI>24Sagsøgeren har fremført tre argumenter til støtte for sit første anbringende.

For det første gør hun gældende, at lønmodtagerbidragene til socialsikringen, der indbetales af Rådet til den belgiske socialsikringsordning, er indeholdt i hendes løn i strid med reglerne med den begrundelse, at administrationen fejlagtigt havde tillagt hende status som hjælpeansat.

25For det andet forklarer hun, at arbejdsgiverbidragene til den belgiske socialsikringsordning ligeledes blev indbetalt fejlagtigt, hvilket ikke kan lægges hende til last.26For det tredje bør der, såfremt hun faktisk skal betale bidraget på 6,75% til Fællesskabernes pensionsordning i medfør af vedtægtens artikel 83, stk. 2, foretages modregning med de sociale lønmodtagerbidrag, hun har indbetalt til den nationale belgiske ordning. For så vidt sidstnævnte bidrag er større end bidraget til fællesskabsordningen, vil der ikke alene ikke være grund til at indeholde de 6,75%, men det vil tillige være nødvendigt at tilbagebetale hende forskellen i overensstemmelse med artikel 38 i vedtægtens bilag VIII.27Sagsøgte bestrider relevansen af det første argument. Ifølge sagsøgte har sagsøgeren ved at acceptere den kontrakt som hjælpeansat, som hun fik tilbudt for tidsrummet 1986-1989, fortabt retten til at anfægte sin tjenesteretlige stilling. Sagsøgte tilføjer, at i overensstemmelse med meddelelse til personalet nr. 210/83 og sagsøgerens udtrykkelige anmodninger, har ligestillingen af den tjenestetid, der er tilbagelagt som hjælpeansat, med en tilsvarende tjenestetid som midlertidigt ansat ikke andre formål end at gøre det muligt at opnå pensionsrettigheder. Heraf følger, at retsvirkningerne af afgørelsen af 27. juli 1990 begrænses til beregningen af pensionen, idet sagsøgeren ikke har opnået nogen ændring med tilbagevirkende gyldighed af sin tjenesteretlige stilling. Under disse omstændigheder finder bestemmelserne i artikel 38 i bilag VIII til vedtægten, som alene gælder for tjenestemænd og midlertidigt ansatte, ikke anvendelse på sagsøgeren, som fortsat er underkastet vilkårenes artikel 70, i henhold til hvilken hun skulle indbetale det i den belgiske ordning fastsatte lønmodtagerbidrag for at sikre sig en alderspension.28Hvad angår det andet argument henviser sagsøgte til, at institutionen, ligeledes i medfør af vilkårenes artikel 70, har betalt arbejdsgiverbidragene til den belgiske socialsikringsordning. Sagsøgte gør gældende, at det — da det var umuligt for institutionen at få disse bidrag tilbage, eftersom den pågældende ikke blev udnævnt til tjenestemand efter ligestillingen af hendes kontrakt som hjælpeansat med en kontrakt som midlertidigt ansat, og eftersom institutionen derfor ikke har kunnet indtræde i hendes rettigheder over for hendes pensionskasse — ud fra en analogislutning blev besluttet at indeholde de tilsvarende beløb i udtrædelsesgodtgørelsen. På denne måde har institutionen ligeledes undgået forskelsbehandling i forhold til andre tidligere hjælpeansatte, som senere er udnævnt til tjenestemænd, og som i modsætning til sagsøgeren, ikke har bevaret deres pensionsrettigheder i henhold til den nationale ordning.29Hvad angår det tredje argument bestrider sagsøgte på ny, under henvisning til den ufravigelige karakter af vilkårenes artikel 70, at bidragene til den nationale ordning er indeholdt fejlagtigt. Sagsøgte henviser derefter til artikel 2 og 3 i bilag VIII til vedtægten, i henhold til hvilke alderspensionen kun afregnes under forudsætning af, at de fastsatte bidrag er indbetalt for den tjenestetid, der er tilbagelagt af den ansatte. Sagsøgte påpeger endvidere, at udtrædelsesgodtgørelsen alene er en tilbagebetaling af arbejdsgiver- og arbejdstagerbidragene til pensionsordningen, således at skyldige bidrag skal betales af modtageren af udtrædelsesgodtgørelsen. Sagsøgte tilføjer, at de øvrige tidligere hjælpeansatte, som i mellemtiden er udnævnt til tjenestemænd, i medfør af punkt 3, første afsnit, i meddelelse til personalet nr. 210/83 har måttet forpligte sig til at betale Fællesskaberne det i vilkårenes artikel 41 fastsatte bidrag. I det foreliggende tilfælde var sagsøgerens eneste grund til at lade sin kontrakt ligestille med en kontrakt som midlertidigt ansat at ville opnå et større beløb i udtrædelsesgodtgørelse (ca. 600000 BFR i stedet for ca. 400000 BFR). Til gengæld må hun være forpligtet til at indbetale de krævede bidrag. Endelig erindrer sagsøgte om, at sagsøgeren bevarer sine pensionsrettigheder i henhold til den nationale ordning, idet bidraget på 6,75% giver hende mulighed for at opnå rettigheder i henhold til fællesskabsordningen og ikke har noget at gøre med bidraget til den nationale ordning.30Til støtte for det andet anbringende om overtrædelse af princippet om ligebehandling erklærer sagsøgeren, at som følge af administrationens fejltagelse — senere benævnt fejl — gående ud på, at den gav sagsøgeren status som hjælpeansat, er der i hendes løn blevet indeholdt to bidrag, nemlig ét til den nationale socialsikringsordning og ét til fællesskabsordningen, i modsætning til, hvad der er tilfældet for de øvrige midlertidigt ansatte, som straks er blevet optaget i fællesskabsordningen.31Sagsøgte har hertil svaret, at det generelle lighedsprincip kun finder anvendelse på personer, der befinder sig i identiske og sammenlignelige situationer, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. For det første bestrides det, at sagsøgeren har fået status som hjælpeansat ved en fejl, idet sagsøgeren er blevet ligestillet med midlertidigt ansatte ene og alene med henblik på beregningen af hendes pensionsrettigheder. For det andet ville det, såfremt man antog, at sagsøgeren var fritaget for at bidrage til Fællesskabernes pensionsordning, indebære en omvendt forskelsbehandling af de øvrige midlertidigt ansatte, som helt efter reglerne har indbetalt deres bidrag til fællesskabsordningen. Hertil kommer, at sagsøgeren i modsætning til midlertidigt ansatte bevarer sine rettigheder i henhold til den nationale pensionsordning.<TI><P>Rettens bemærkninger</P></TI>32Retten skal indledningsvis fastslå, at parterne, efter at være spurgt om følgerne af den belgiske lov af 21. maj 1991 om etablering af visse forbindelser mellem belgiske pensionsordninger og pensionsordninger i de internationale offentligretlige institutioner, er enige om, at loven ikke påvirkede denne tvist på nogen måde, da sagsøgeren ikke kan kræve, at der til institutionen indbetales et beløb, som repræsenterer den alderspension, der svarer til den omtvistede tjenesteperiode.33Retten henviser til, at sagsøgeren kort sagt gør gældende, at Rådet ved at imødekomme hendes ansøgning om ligestilling med henblik på erhvervelse af pensionsrettigheder, med tilbagevirkende gyldighed fuldt ud har tillagt hende status som midlertidigt ansat. Hun bestrider, at institutionen har ret til at give en midlertidigt ansat en blandet status for en bestemt del af hans tjenestetid. Ved ex ante at ligestille kontrakten som hjælpeansat med en kontrakt som midlertidigt ansat gav Rådet blot sagsøgerens status en anden juridisk form for at råde bod på den fejl, der var begået med hensyn til hendes status i den tjenesteperiode, hun havde tilbagelagt på grundlag af en kontrakt som hjælpeansat. Det påhviler således institutionen over for de kompetente belgiske socialsikringsmyndigheder at forklare den fejlagtige status, der er tildelt sagsøgeren, og kræve hendes fejlagtige tilslutning ophævet, således at institutionen kan få tilbagebetalt de af den og den ansatte betalte bidrag. I givet fald er det institutionen, der skal bære følgerne af, at bidragene til den belgiske pensionsordning ikke tilbagebetales.34Det må nu i denne forbindelse konstateres, at sagsøgeren i sit brev af 24. november 1989 alene ansøgte om at få sin tidligere kontrakt som hjælpeansat ligestillet med en kontrakt som midlertidigt ansat med henblik på erhvervelse af pensionsrettigheder. Rådets imødekommelse af ansøgningen skete alene med henblik på udbetalingen af den i vilkårenes artikel 39 fastsatte udtrædelsesgodtgørelse. Rent faktisk indeholder brevet af 27. juli 1990 en tydeliggørelse, idet der står: Vedr.: vilkårenes artikel 39. I øvrigt fastslås det udtrykkeligt i klagen over den i dette brev indeholdte afgørelse, at det kun er den del af afgørelsen, som vedrører indeholdelse af Fællesskabernes bidrag samt de af Rådet indbetalte arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag, der kritiseres, og som derfor omfattes af klagen.35Det må konkluderes, at klagen ej heller havde til formål at opnå en almindelig omvurdering af sagsøgerens status. Heraf følger, at afvisningen udelukkende vedrører følgerne af at lade Fællesskabernes pensionsordning træde i stedet for den belgiske pensionsordning for så vidt angår beregningen af de i vilkårenes artikel 39 omhandlede rettigheder.36Da genstanden for den for Retten indbragte sag afgrænses af genstanden for den forudgående administrative procedure, kan den i det foreliggende tilfælde ikke udvides til at omfatte det mere generelle spørgsmål om lovligheden af den status, der blev tillagt sagsøgeren.37Da Rådet imødekom sagsøgerens ansøgning om at få ligestillet den tjenesteperiode, hun havde tilbagelagt som hjælpeansat, med en tjenesteperiode tilbagelagt som midlertidigt ansat for at få udbetalt udtrædelsesgodtgørelse, opstillede det to betingelser, nemlig for det første, at sagsøgeren skulle indbetale de bidrag, hun skulle have betalt som midlertidigt ansat, til institutionen, og for det andet, at hun skulle tilbagebetale et beløb svarende til den arbejdsgiver andel, institutionen havde indbetalt til den belgiske pensionsordning. Derfor bør der tages stilling til, om det er lovligt, når ligestillingen underkastes disse to betingelser i den anfægtede afgørelse.38For så vidt angår den første betingelse, nemlig indbetalingen af bidraget til Fællesskabernes pensionsordning, skal henvises til, at Rådet på grund af ombytningen af den belgiske pensionsordning med Fællesskabernes pensionsordning opfordrede sagsøgeren til at bringe sine forhold i orden ved til Fællesskabernes pensionsordning at indbetale det i vedtægtens artikel 83, stk. 2, omhandlede bidrag på 6,75%, som repræsenterer tjenestemænds og midlertidigt ansattes deltagelse med en tredjedel i finansieringen af Fællesskabernes pensionsordning.39Det må bemærkes, at dette beløb principielt tilbagebetales fuldt ud i overensstemmelse med artikel 12, litra b), i bilag VIII til vedtægten, samtidig med udbetalingen af den forholdsmæssige udtrædelsesgodtgørelse, der er omhandlet i samme artikels litra c). Det bemærkes ligeledes, at indbetalingen af bidraget til Fællesskabernes pensionsordning medfører en forhøjelse af den forholdsmæssige udtrædelsesgodtgørelse som følge af forlængelsen af den tjenesteperiode, der benyttes som beregningsgrundlag, idet udtrædelsesgodtgørelsen beregnes på grundlag af et beløb svarende til halvanden gang den sidste fradragspligtige månedsgrundløn pr. tjenesteår.40Sagsøgeren gør, uden at bestride sin pligt til at bidrage til Fællesskabernes pensionsordning, i det væsentlige gældende, at hun har ret til at modregne de beløb, hun skal betale til Fællesskabernes pensionsordning, i de lønmodtagerbidrag, hun allerede har indbetalt til den belgiske pensionsordning, idet hun i øvrigt gør opmærksom på, at sagsøgte bør tilbagebetale differencen mellem de socialbidrag, hun faktisk har betalt som led i den belgiske pensionsordning, og de mindre omfattende socialbidrag, hun skal betale på grundlag af Fællesskabernes pensionsordning.41Retten finder, at det tilgodehavende, sagsøgeren hævder at have hos sagsøgte, og hvorpå hun støtter sit krav om modregning, skal forstås som en godtgørelse, der skal tjene til skadesløsholdelse for de lønmodtagerbidrag til socialsikring, hun har indbetalt til den belgiske pensionsordning, og som tilfalder denne, ved at sagsøgte betaler hende et beløb svarende til disse bidrag. Men for at sagsøgeren kan kræve erstatning for den skade, hun påstår at have lidt, må hun godtgøre, at institutionen har begået en tjenstlig fejl, at der er tale om en bestemt og målelig skade, samt at der er en årsagsforbindelse mellem fejlen og den påberåbte skade (jf. Rettens dom af 13.12.1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, Sml. II, s. 769, præmis 19).42I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ikke godtgjort, at institutionen har begået en til erstatning forpligtende fejl, ved i henhold til vilkårenes artikel 70 at tilslutte sagsøgeren den nationale pensionsordning, for så vidt som hun gjorde tjeneste som hjælpeansat. Da sagsøgeren ikke over for institutionen kan påberåbe sig et bestående og forfaldent erstatningskrav i form af et tilgodehavende, kan hun ikke forlange modregning af tilgodehavendet i de bidrag til Fællesskabernes pensionsordning, hun i henhold til vedtægten er pligtig at betale.43Heraf følger, at sagsøgeren med urette bestrider indeholdelsen i sin udtrædelses-godtgørelse af et beløb svarende til det, hun skulle have indbetalt til Fællesskabernes pensionsordning i henhold til vedtægtens artikel 83, stk. 2. Derfor bør sagsøgerens første og andet anbringende forkastes, for så vidt som de vedrører denne del af den anfægtede afgørelse.44Med hensyn til den anden betingelse, som findes i afgørelsen, og som vedrører tilbagebetalingen til den sagsøgte institution af det arbejdsgiverbidrag, der tilfalder den belgiske pensionsordning, bemærkes, at sagsøgeren har ansøgt om ligestilling under udtrykkelig henvisning til meddelelse til personalet nr. 210/83. Men denne meddelelse, som er rettet til tjenestemænd, der har haft kontrakt som hjælpeansatte inden deres udnævnelse til midlertidigt ansatte eller til tjenestemænd, vedrører ikke midlertidigt ansatte, der på samme måde som sagsøgeren forlader institutionens tjeneste uden at have været udnævnt til tjenestemænd.45Det må fastslås — for det første — at sagsøgte ved at ligestille den tjenesteperiode, sagsøgeren havde tilbagelagt som hjælpeansat, med en tjenesteperiode tilbagelagt som midlertidigt ansat alene med henblik på beregningen af hendes pensionsrettigheder har udvidet anvendelsen af meddelelse til personalet nr. 210/83 til et forhold, der ligger uden for dens anvendelsesområde.46Sagsøgte understreger i sin skrivelse af 18. januar 1991, hvorved de fire klager over afgørelsen af 27. juli 1990 afvises, at sagsøgte ud fra en analogislutning ville lade også midlertidigt ansatte, som forlader institutionens tjeneste uden at være blevet udnævnt til tjenestemænd, omfatte af den ligestilling, der er genstand for meddelelse til personalet nr. 210/83. Sagsøgte bemærker, at det ligeledes er ud fra en analogislutning, at denne ligestilling er gjort betinget af, at den midlertidigt ansatte indbetaler et beløb svarende til det arbejdsgiverbidrag, sagsøgte har indbetalt til den belgiske pensionsordning.47Det må konstateres, at institutionen i henhold til punkt 3 i meddelelse til personalet nr. 210/83 gør ligestillingen betinget af, at tjenestemanden anmoder den nationale ordning om tilbagebetaling af indbetalte bidrag for den pågældende tjenesteperiode, for at undgå sammenlægning af fællesskabspension og national pension i den periode, hvor tjenestemanden har været hjælpeansat. Men for så vidt angår den midlertidigt ansatte, som forlader tjenesten, findes der ingen bestemmelser, som giver ham ret til at ansøge om overførsel af de rettigheder, der er opnået under en national pensionsordning, til Fællesskabernes pensionsordning. Derfor kunne sagsøgte ikke gøre ligestillingen betinget af, at sagsøgeren forpligtede sig til at anmode den nationale pensionsordning om tilbagebetaling af de indbetalte bidrag.48Endvidere må det fremhæves — for det andet — at sagsøgeren ikke kan udøve den ret, der ved artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten gives tjenestemænd til at foranledige indbetalt til Fællesskaberne enten den aktuarmæssige modværdi af de erhvervede pensionsrettigheder eller den fastsatte tilbagekøbsværdi, som den pensionskasse, hun hørte under inden sin indtræden i Fællesskabernes tjeneste, skylder hende på tidspunktet for hendes fratræden.49Derfor bør det undersøges, om institutionen i mangel af subrogation lovligt kan gøre ligestillingen betinget af, at sagsøgeren godtgør den de arbejdsgiverbidrag til den socialsikring, der er indbetalt til den belgiske pensionsordning, ved at indbetale det tilsvarende beløb.50Retten fastslår, at institutionen ved sin handlemåde bl.a. har haft til hensigt at undgå forskelsbehandling mellem de midlertidigt ansatte, som forlader institutionen efter at være blevet udnævnt til tjenestemænd, og de midlertidigt ansatte, der forlader institutionen uden at være udnævnt til tjenestemænd. Den tjenestemand, der forlader institutionen og lader den indtræde i sine rettigheder over for sin tidligere pensionskasse, bevarer nemlig ingen rettigheder i forhold til den nationale pensionsordning, mens den midlertidigt ansatte, der står i sagsøgerens situation, og som forlader institutionen, bevarer sine rettigheder over for den nationale pensionsordning, da han ikke kan lade institutionen indtræde i sine rettigheder.51Ved at anmode sagsøgeren om at tilbagebetale arbejdsgiverandelen af de til den belgiske pensionsordning indbetalte socialbidrag har sagsøgte ønsket at undgå, at hun får en dobbelt fordel. Denne handlemåde kan ikke betragtes som stridende mod vedtægtens regler. Den er ej heller i strid med princippet om ligebehandling af tjenestemænd. I øvrigt kan det ikke kræves af institutionen, at den for samme tjenesteperiode tilbagelagt af en ansat indbetaler bidrag såvel til den nationale pensionsordning som til Fællesskabernes pensionsordning.52Retten finder derfor ikke, at institutionen ved at kræve, at sagsøgeren tilbagebetaler den arbejdsgiverandel, den har indbetalt til den belgiske pensionsordning, har tilsidesat nogen vedtægtsbestemmelse. Institutionen har ikke begået nogen fejl, da det ikke er uberettiget at kræve beløbet tilbagebetalt, og den har ikke overtrådt princippet om ligebehandling af tjenestemænd og øvrige ansatte.53Som følge heraf bør sagsøgerens første og andet anbringende ligeledes forkastes, for så vidt de vedrører denne del af den anfægtede afgørelse.54Det fremgår af ovenstående, at det første og andet anbringende ikke kan lægges til grund.<TI><P>Tredje anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24</P></TI><TI><P>Parternes argumenter</P></TI>55Sagsøgeren vil hente støtte i det argument, at Rådet fejlagtigt har indbetalt socialbidrag til den belgiske pensionsordning, og hævder på det grundlag, at sagsøgte efter at have fået bragt hendes vedtægtsmæssige forhold i orden ved afgørelsen af 27. juli 1990 over for de kompetente myndigheder burde have krævet de fejlagtigt indbetalte beløb tilbagebetalt. Under alle omstændigheder havde administrationen, også selv om det tilkom sagsøgeren at føre en sådan sag, været forpligtet til at bistå hende med at føre sagen.56Sagsøgte har på ny bestridt, at de omtvistede bidrag er indbetalt med urette, og at sagsøgerens vedtægtsmæssige situation er blevet bragt i orden, således at der ikke er grundlag for at kræve tilbagebetaling af noget beløb, der ikke burde være betalt. Under alle omstændigheder, tilføjer sagsøgte, finder vedtægtens artikel 24 ikke anvendelse i denne sag, hvor det ikke er tredjemand, der har handlet i strid med sagsøgerens interesser, men hvor selve institutionen hævdes at have fejlet.<TI><P>Rettens bemærkninger</P></TI>57Retten skal påpege, at Rådet, som nævnt ovenfor, ved at indbetale de i den belgiske pensionsordning fastsatte socialbidrag alene fulgte vedtægtens bestemmelser på dette område, dvs. vilkårenes artikel 70, således at der ikke på nogen måde kan være tale om at kræve med urette indbetalte beløb tilbagebetalt. Følgelig er administrationen på ingen måde forpligtet til i medfør af vedtægtens artikel 24 at træffe foranstaltninger eller indlede retsforfølgning med henblik herpå.58I øvrigt fremgår det af fast retspraksis, at den pligt til at yde bistand, der er omhandlet i vedtægtens artikel 24, er en pligt, som institutionen har til at beskytte tjenestemænd mod tredjemands handlinger og ikke mod institutionens egne handlinger, idet kontrollen med disse henhører under andre vedtægtsbestemmelser (jf. Domstolens dom af 17.12.1981, sag 178/80, Bellardi-Ricci mod Kommissionen, Sml. s. 3187, af 25.3.1982, sag 98/81, Munk mod Kommissionen, Sml. s. 1155, og af 9.12.1982, sag 191/81, Plug mod Kommissionen, Sml. s. 4229). Men i den foreliggende sag støtter sagsøgeren sig, når hun påberåber sig vedtægtens artikel 24, netop på en påstået fejl fra administrationens side, som går ud på, at den med urette har indbetalt socialbidrag til den nationale pensionsordning.59Det følger af ovenstående, at sagsøgerens tredje anbringende ligeledes vil være at forkaste.<TI><P>Fjerde anbringende om overtrædelse af vilkårenes artikel 39</P></TI><TI><P>Parternes argumenter</P></TI>60Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at administrationen ikke har støttet sin afgørelse på en retsforskrift og ikke har begrundet den i overensstemmelse med vedtægtens artikel 25. For det andet hævder hun, at udtrædelsesgodtgørelsen i henhold til vilkårenes artikel 39 kun kan nedsættes med de betalinger, der på den ansattes udtrykkelige anmodning er ydet i henhold til vilkårenes artikel 42.61Sagsøgte har hertil svaret, at selv om det i vilkårenes artikel 39 kræves, at udtrædelsesgodtgørelsen nedsættes med de betalinger, der eventuelt er ydet i henhold til artikel 42, udelukker dette ikke, at udtrædelsesgodtgørelsen kan nedsættes med andre beløb. Da der her er tale om et undtagelsestilfælde, burde Rådet have søgt at finde en pragmatisk løsning for at undgå, at sagsøgeren ville få uberettigede fordele. Endvidere tager den valgte løsning hensyn til formålet med udtrædelsesgodtgørelsen, som alene er en tilbagebetaling af lønmodtager- og arbejdsgiverbidragene til pensionsordningen.<TI><P>Rettens bemærkninger</P></TI>62Med hensyn til argumentet om manglende overholdelse af den i vedtægtens artikel 25 fastsatte begrundelsespligt finder Retten, at begrundelsen i den anfægtede afgørelse dels giver sagsøgeren de oplysninger, der er tilstrækkelige til at fastslå, om afgørelsen er rigtig, dels muliggør den judicielle kontrol. Dette argument må således forkastes.63Med hensyn til argumentet om overtrædelse af vilkårenes artikel 39 konstaterer Retten, at den pågældende artikel i modsætning til, hvad sagsøgeren hævder, ikke fastsætter, at en udtrædelsesgodtgørelse kun kan nedsættes med betalinger ydet i medfør af vilkårenes artikel 42.64Som nævnt ovenfor havde sagsøgte faktisk et tilgodehavende hos sagsøgeren, dels i form af de bidrag, hun skulle have betalt i sin tjenesteperiode, såfremt hun havde været ansat midlertidigt, dels i form af den arbejdsgiverandel, institutionen havde indbetalt til den belgiske pensionsordning i samme periode.65Ingen vedtægtsmæssig eller anden bestemmelse forbød administrationen at modregne de to tilgodehavender, der er tale om, i sagsøgerens tilgodehavende, da begge tilgodehavender havde sikker hjemmel, var forfaldne og klare.66Følgelig overtrådte sagsøgte ikke vedtægtens bestemmelser ved at trække sit tilgodehavende fra udtrædelsesgodtgørelsen til sagsøgeren, hvorfor også det fjerde anbringende må forkastes.67Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at sagsøgte vil være at frifinde.<TI><P>Sagens omkostninger</P></TI>68I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte bærer institutionerne dog selv deres egne omkostninger, jf. reglementets artikel 88.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1)Sagsøgte frifindes.2)Hver part bærer sine omkostninger.

García-Valdecasas

Schintgen

Briët

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. juni 1992.

H. Jung

Justitssekretær

R. Garcia-Valdecasas

Afdelingsformand