Den 28. september 1977 har NTN desuden i henhold til EØF-traktatens artikler 185 og 186 indgivet begæring til Domstolen om foreløbige forholdsregler, hvorved det bestemmes, at den nævnte artikel 3 udsættes og ikke kan håndhæves, før Domstolen har truffet afgørelse [i sag 113/77] … således at Kommissionen uden unødvendig forsinkelse kan instruere medlemsstaternes myndigheder om at afstå fra håndhævelse [af den nævnte artikel 3] og om at frafalde og annullere ethvert krav om betaling (Sag 113/77 R).

Den sidstnævnte begæring blev indgivet både i NTN's eget navn og for dets datterselskaber og tilsluttede selskaber inden for fællesmarkedet. NTN forklarede under den mundtlige forhandling den 10. oktober 1977, at NTN-gruppen i sag 113/77 R, bortset fra NTN selv, bestod af følgende selskaber: NTN Wälzlager (Europa) GmbH, NTN-Roulements Sidag S.A. og NTN Bearings-GKN Ltd.

NTN fremfører især følgende til støtte for sin begæring:

Som det fremgår af sagsakterne insisterer de pågældende britiske, franske og tyske toldmyndigheder på, at NTN-gruppen uopholdelig skal betale beløbene efter den nævnte artikel 3 i forordning (EØF) nr. 1778/77;

sagsøger er rede til at opretholde den sikkerhed, som er stillet i henhold til forordningerne nr. 261/77 og 944/77 i form af bankgarantier. Under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt at insistere på den øjeblikkelige gennemførelse af artikel 3 i forordning nr. 1778/77.

Øjeblikkelig betaling af de krævede beløb ville bebyrde NTN-gruppen med yderligere finansieringsomkostninger. Omkostningerne ved at opretholde sikkerheden angives at være betydelig mindre end den udgift, som NTN-gruppen, hvis den nu skulle betale beløbene efter artikel 3 i forordning nr. 1778/77, endelig ville pådrage sig — endog selv om NTN skulle få medhold i hovedsagen. Det må antages, at de nationale toldmyndigheder i så fald blot ville tilbagebetale de erlagte beløb uden renter.

Rådet nedlægger påstand om, at begæringen ikke imødekommes. Det er ikke lykkedes for det sagsøgende firma at godtgøre, at det vil lide alvorlig og uoprettelig skade, hvis den begærede forholdsregel ikke bliver foreskrevet. Rådet bestrider ikke anbringendet om, at NTN-gruppen ville pådrage sig yderligere finansieringsomkostninger, hvis der skal ske betaling straks. Disse yderligere omkostninger er imidlertid ubetydelige sammenlignet med de pågældende selskabers omsætning og vil kunne erstattes, hvis sagsøger får medhold i hovedsagen. Desuden kræver Fællesskabets interesser, at Fællesskabets forordninger straks efterkommes; i denne sag foreligger der ingen omstændigheder, som godtgør en undtagelse.

De ovennævnte selskaber anfører, at de har en interesse i at NTN's begæring om foreløbige forholdsregler efterkommes. De anfører, at de også har til hensigt straks at anlægge sag med påstand om, at det statueres, at artikel 3 i forordning nr. 1778/77 ikke kan finde anvendelse og samtidig indgive begæring om foreløbige forholdsregler. Hvis Domstolen skulle afvise NTN's begæring, ville der bestå fare for, at dens afgørelse var baseret på principbetragtninger, som ville kunne forhindre den i at efterkomme en tilsvarende begæring fra NSK-gruppen.

Den 10. oktober 1977 anlagde NSK-gruppen sag ved Domstolen med påstand om at det statueres, at den ovennævnte artikel 3 ikke kan finde anvendelse, og en begæring om foreløbige forholdsregler (sagerne 119/77 og 119/77 R).

NTN anfører, at det ikke har nogen indvending mod, at de pågældende selskaber indtræder som intervenienter. Rådet nedlægger imidlertid påstand om, at anmodningen om intervention ikke imødekommes. Det anføres, at NSK-gruppen ikke har godtgjort nogen interesse i resultatet af sag 113/77 R, da hver af de to begæringer om foreløbige forholdsregler skal afgøres selvstændigt.