Ingredion præciserede i retsmødet for Domstolen, at selskabets opfattelse ikke var, at en delinstallations maksimale kapacitet skulle anvendes som referencegrundlag, men at den relevante kapacitetsfaktor skulle afspejle den faktiske udnyttelse af kapaciteten i denne delinstallation.

For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at Forbundsrepublikken Tyskland i sit skriftlige indlæg har gjort gældende, at såvel Ingredions som Kommissionens opfattelse er forenelige med direktiv 2003/87 og afgørelse 2011/278. Forbundsrepublikken Tyskland har imidlertid fremhævet, at medlemsstaterne har ret til at støtte sig på Kommissionens endelige afgørelser om foreløbig tildeling af gratiskvoter til andre anlæg på deres område, og at DEHSt, henset til Kommissionens afgørelse C(2015) 1733 final af 24.3.2015, kunne afvise at anvende en relevant kapacitetsudnyttelsesfaktor, der havde en værdi på eller over 100%.

Det skal præciseres, at Forbundsrepublikken Tyskland i sit skriftlige indlæg endvidere har anført, at hovedargumentet mod en begrænsning af den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor er, at den indledende installerede kapacitet, der var fastsat i henhold til artikel 17, stk. 4, i afgørelse 2011/278, på grund af den korte periode på 90 dage ikke altid var repræsentativ for anlæggets kapacitet.

Det fremgår af artikel 17, stk. 2, nr. 1), i ZuV 2020, at den relevante kapacitetsfaktor for de delinstallationer, der er beliggende på tysk område, fastlægges på grundlag af oplysninger om bl.a. delinstallationens faktiske drift indtil indgivelsen af ansøgningen om tildeling, og anlæggets eller delinstallationens planlagte drift, de planlagte vedligeholdelsesperioder og produktionscyklusser for disse. Forbundsrepublikken Tyskland anførte i retsmødet for Domstolen, at eftersom ansøgninger om tildeling af gratiskvoter ofte først indgives af nytilkomne, efter at delinstallationen har været i drift i et år, var det i henhold til ZuV 2020 muligt at anvende den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor med henblik på at berigtige eventuelle unøjagtigheder i de data, der blev indsamlet i løbet af referenceperioden, ved at støtte sig på andre data, der vedrørte perioden helt frem til indgivelsen af ansøgningen om tildeling. Kommissionen anførte imidlertid, at disse supplerende data ikke var nødvendige for at foretage gratistildeling af kvoter til nytilkomne, og at de nationale myndigheder i alle medlemsstaterne således ikke havde pligt til at tage hensyn hertil.

Hvad angår relevansen af og forholdet mellem disse forskellige benchmark henvises til fodnote 8 i dette forslag til afgørelse.

Jeg vil desuden nævne, at det af artikel 18, stk. 2, første afsnit, i afgørelse 2011/278 fremgår, at den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor, der finder anvendelse på produktbenchmarkede delinstallationer, svarer til 80-percentilen af gennemsnittet af de årlige kapacitetsudnyttelsesfaktorer for alle anlæg, som producerer det pågældende produkt.

Disse værdier ligger nærmere bestemt mellem 0,731 og 0,964.

Jeg vil præcisere, at 36. betragtning til afgørelse 2011/278 lyder således: På baggrund af det begrænsede antal kvoter i reserven til nytilkomne er det – når en væsentlig del af kvoterne er udstedt til nytilkomne – hensigtsmæssigt at vurdere, om der er sikkerhed for en retfærdig og lige adgang til de resterende kvoter i reserven (min fremhævelse).

Jf. i denne retning dom af 28.4.2016, Borealis Polyolefine m.fl. (C-191/14, C-192/14, C-295/14, C-389/14 og C-391/14 – C-393/14, EU:C:2016:311, præmis 68). Den fortolkning, som Kommissionen har anlagt, bekræftes efter min opfattelse desuden af fjerde betragtning til afgørelse 2011/278, hvoraf fremgår, at [i] det omfang, det var muligt, har Kommissionen udviklet benchmark for produkter (min fremhævelse).

Navnlig eftersom standardkapacitetsudnyttelsesfaktoren i overensstemmelse med afgørelse 2013/447 ikke i noget tilfælde kan have en værdi på 1, skal den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor efter min opfattelse også strengt holdes på en værdi under 100%.

Jf. dom af 20.6.2019, ExxonMobil Production Deutschland (C-682/17, EU:C:2019:518, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

Jf. dom af 20.6.2019, ExxonMobil Production Deutschland (C-682/17, EU:C:2019:518, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

Jeg vil i denne forbindelse nævne, at det af artikel 10a, stk. 7, første afsnit, første punktum, i direktiv 2003/87 fremgår, at kun fem procent af den samlede mængde kvoter, der er tildeles i perioden fra 2013 til 2020, sættes til side til nytilkomne, og at der er tale om et maksimum.

Jeg vil i denne forbindelse nævne, at jeg i mit forslag til afgørelse ExxonMobil Production Deutschland (C-682/17, EU:C:2019:167, punkt 69) anførte, at enhver begrænsning af tildelingen af gratiskvoter bidrager til den gradvise gennemførelse af den ordning for fuld auktionering af kvoter, som lovgiver har ønsket.

Forslag til afgørelse INEOS Köln (C-572/16, EU:C:2017:896, punkt 70).

Jf. dom af 22.6.2016, DK Recycling und Roheisen mod Kommissionen (C-540/14 P, EU:C:2016:469, præmis 52-55).

Som jeg har anført i punkt 19 i dette forslag til afgørelse, besluttede DEHSt under omstændighederne i hovedsagen at anvende en relevant kapacitetsudnyttelsesfaktor på 99,9%, idet Kommissionen i sin afgørelse af 24.3.2015 havde afvist en relevant kapacitetsudnyttelsesfaktor på eller over 100% i forhold til tre andre tyske anlæg.