1

Med sit søgsmål, der er støttet på artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF, har sagsøgeren, Rems Kargins, nedlagt påstand om erstatning for det tab, som han har lidt som følge af Europa-Kommissionens angiveligt ulovlige adfærd som følge af sidstnævntes intervention som amicus curiae i forbindelse med en sag mellem ham og et selskab ved Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland).

Parternes påstande

17

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–

Det fastslås, at Kommissionen er ansvarlig for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af dens indblanding i en retssag på nationalt plan.

–

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning for det nævnte tab på mindst 15 028 841,93 EUR med tillæg af renter på 12% p.a. fra den 23. juni 2016 og indtil fuld betaling sker.

–

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

18

Kommissionens påstande:

–

Frifindelse.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

19

Rådet for Den Europæiske Union har i det væsentlige nedlagt påstand om, at Kommissionen frifindes.

Retlige bemærkninger

23

I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har udvist en ulovlig adfærd ved at fremsætte sine bemærkninger som amicus curiae for Augstākā tiesa (øverste domstol).

Om ulovlighedsindsigelsen

26

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten subsidiært fastslår, at artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589 ikke finder anvendelse, eftersom den savner retsgrundlag, tilsidesætter flere EU-retlige bestemmelser, nemlig artikel 267 TEUF, artikel 108, stk. 2, andet afsnit, TEUF og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og ikke giver tilstrækkelige processuelle garantier.

27

Kommissionen og Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

28

Artikel 29 i forordning 2015/1589 har følgende ordlyd:

29

Hvad for det første angår retsgrundlaget for den mekanisme, der er fastsat i artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589, bemærkes, at den nævnte forordning blev vedtaget på grundlag af artikel 109 TEUF. Sidstnævnte bestemmelse fastsætter, at Rådet kan udstede de fornødne forordninger med henblik på anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF. Den tillægger således Rådet en vid beføjelse, for så vidt som den henviser til »de fornødne forordninger«, for så vidt som disse er knyttet til anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF.

30

Herom bemærkes dels, at Kommissionen spiller en central og eksklusiv rolle for så vidt angår undersøgelsen af støtteforanstaltningers forenelighed med det indre marked. Dels har de nationale domstole til opgave at sikre borgernes rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF i afventning af Kommissionens endelige afgørelse, og de skal, når en sådan endelig afgørelse er blevet vedtaget, drage konsekvenserne af denne afgørelses bindende karakter i medfør af princippet om EU-rettens forrang.

31

Såvel Kommissionen i en central rolle som de nationale domstole for så vidt angår sikringen af borgernes rettigheder i henhold til artikel 108 TEUF og konsekvenserne af afgørelser i henhold til den nævnte artikel skal således hver især anvende artikel 107 TEUF og 108 TEUF.

32

Under disse omstændigheder bemærkes, at Rådet under udøvelsen af den vide beføjelse, som er tildelt det ved artikel 109 TEUF, med henblik på anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF kunne finde det hensigtsmæssigt at tildele Kommissionen beføjelser med henblik på bl.a. en harmoniseret anvendelse inden for Unionen og et samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole.

33

Det fremgår nemlig af 37. betragtning til forordning 2015/1589, at hvis statsstøttereglerne skal anvendes på en konsekvent måde, skal der træffes foranstaltninger til etablering af et samarbejde mellem medlemsstaternes domstole og Kommissionen, som giver de nationale domstole mulighed for at anmode Kommissionen om oplysninger eller om en udtalelse vedrørende aspekter af statsstøttereglernes anvendelse, og Kommissionen gives mulighed for at fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger til domstole i overensstemmelse med sin pligt til at forsvare den offentlige interesse.

34

I øvrigt præciseres det indledningsvis i 38. betragtning til forordning 2015/1589, at disse bemærkninger og udtalelser fra Kommissionen ikke bør berøre artikel 267 TEUF og ikke bør være juridisk bindende for de nationale domstole. Dernæst præciseres det, at bemærkningerne fremsættes inden for rammerne af de nationale procedureregler, herunder regler, der beskytter parternes rettigheder. Det anføres endvidere, at Kommissionens bemærkninger skal respektere de nationale domstoles uafhængighed. Hvad endelig nærmere bestemt angår de bemærkninger, som Kommissionen fremsætter på eget initiativ, præciseres det, at de er begrænset til sager, der er vigtige for en konsekvent anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF eller artikel 108 TEUF.

35

Det må derfor fastslås, at den samarbejdsmekanisme mellem Kommissionen og de nationale domstole, der er fastsat i artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589, kan anses for at være relevant med henblik på anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF, som omhandlet i artikel 109 TEUF.

36

Under disse omstændigheder skal sagsøgerens argument om manglende grundlag i den primære EU-ret for den mekanisme, der er fastsat i artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589, forkastes.

37

Hvad for det andet angår foreneligheden med artikel 267 TEUF bemærkes, at det ikke fremgår af artikel 29 i forordning 2015/1589, at Kommissionens indgriben, hverken efter anmodning fra de nationale domstole eller på eget initiativ, griber ind i eller foregriber de nationale domstoles mulighed for eller, efter omstændighederne, forpligtelse til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF.

38

Som det fremgår af 38. betragtning til forordning 2015/1589, bør Kommissionens bemærkninger som amicus curiae nemlig ikke berøre artikel 267 TEUF. Den mekanisme, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 29, indgår således i den ånd af loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4 TEU. Der er tale om en mulighed for de nationale domstole for at anmode Kommissionen om at afgive udtalelser og for denne at fremsætte bemærkninger, der ikke er bindende for de nationale domstole. Der er tale om støtte, der står til rådighed for de nationale domstole, for så vidt som de finder det relevant med henblik på anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF.

39

I denne henseende har Domstolen fastslået, at hvis den nationale domstol er i tvivl eller har vanskeligheder med hensyn til anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF, har den altid mulighed for at henvende sig til Kommissionen med henblik på, at sidstnævnte kan støtte denne ret i henhold til princippet om loyalt samarbejde (jf. i denne retning dom af 13.2.2014, Mediaset, C-69/13, EU:C:2014:71, præmis 30).

40

Hvad angår Kommissionens mulighed for på eget initiativ at fremsætte skriftlige bemærkninger til medlemsstaternes domstole har Domstolen ligeledes med hensyn til artikel 15, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), som for så vidt angår anvendelsen af artikel 101 TEUF og 102 TEUF fastsætter en mekanisme, der er identisk med den, der er fastsat i artikel 29, stk. 2, fastslået, at en sådan samarbejdsmekanisme falder inden for rammerne af det almindelige princip om loyalt samarbejde, der er nævnt i artikel 4 TEU, og som har en særlig betydning, når der er tale om et samarbejde med retter i medlemsstaterne, som har til opgave at påse, at EU-retten anvendes og overholdes i det nationale retssystem (jf. i denne retning dom af 11.6.2009, X, C-429/07, EU:C:2009:359, præmis 21).

41

De nationale domstoles mulighed for eller forpligtelse til at forelægge et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF er derimod baseret på princippet om ensartet anvendelse og princippet om EU-rettens forrang. Denne bestemmelse giver således de nationale retter adgang og i givet fald pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse, når de nationale domstole enten af egen drift eller efter anmodning fra parterne konstaterer, at realiteten i sagen rummer et af de i denne artikels stk. 1 nævnte spørgsmål. Det følger heraf, at de nationale domstole har en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om (jf. dom af 21.7.2011, Kelly, C-104/10, EU:C:2011:506, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

42

Den mekanisme, der er fastsat i artikel 267 TEUF, og den, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, udgør således supplerende mekanismer, som ikke gensidigt udelukker hinanden, for så vidt som det er fuldt ud tænkeligt, at en national domstol efter at have modtaget bemærkninger fra Kommissionen i henhold til artikel 29 i forordning 2015/1589 vedrørende et spørgsmål om anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF efterfølgende forelægger Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende det samme spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF.

43

I den sag, der gav anledning til dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar (C-349/17, EU:C:2019:172), traf Domstolen således afgørelse inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF, mens Kommissionen i tvisten i hovedsagen for den pågældende nationale domstol havde fremsat bemærkninger som amicus curiae (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 37).

44

Der skal i øvrigt mindes om, at Kommissionens bemærkninger som amicus curiae ikke er bindende for de nationale domstole.

45

I denne henseende har Domstolen fastslået, at de nationale domstoles mulighed for at anmode Kommissionen om nærmere oplysninger om anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF ikke berører de nationale domstoles mulighed for eller forpligtelse til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af disse bestemmelser i henhold til artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 11.7.1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 50 og 51).

46

Det følger heraf, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke er i strid med artikel 267 TEUF.

47

Hvad for det tredje angår sagsøgerens argumenter om, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, er uforenelig med artikel 108, stk. 2, andet afsnit, TEUF, for så vidt som den griber ind i Domstolens kompetence til at undersøge en eventuelt overtrædelse fra den pågældende medlemsstats side, skal følgende betragtninger anføres.

48

I henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF kan Kommissionen indbringe sagen, i form af et traktatbrudssøgsmål, direkte for Domstolen, såfremt en medlemsstat ikke retter sig efter en afgørelse fra Kommissionen om, at en statsstøtte ifølge artikel 107 ikke er forenelig med det indre marked, og at den skal ophæves eller ændres.

49

Det fremgår derimod ikke af artikel 108 TEUF, at Kommissionens mulighed for at anlægge sag direkte ved Domstolen er udelukket, hvis den har interveneret som amicus curiae i forbindelse med en national sag i henhold til artikel 29 i forordning 2015/1589. Det fremgår heller ikke af sidstnævnte bestemmelse, at muligheden for at intervenere som amicus curiae er betinget af, at Kommissionen har mulighed for at indbringe en sag for Domstolen i henhold til artikel 108, stk. 2, andet afsnit, TEUF. Det følger heraf, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, på ingen måde påvirker den mekanisme for Kommissionens kontrol med statsstøtte, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF. Den omstændighed, at Kommissionen inden for rammerne af en national tvist handler på ikke-retsligt grundlag ved at fremsætte bemærkninger for de nationale domstole, der ikke er bindende, berører således ikke den procedure, som Kommissionen kan indlede i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, såfremt den finder, at en statslig foranstaltning er i strid med artikel 107 TEUF og bør ophæves eller ændres.

50

Der er således tale om særskilte, komplementære mekanismer, som ikke udelukker hinanden.

51

Det følger heraf, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, ikke er i strid med artikel 108 TEUF.

52

Sagsøgerens argument, som på ingen måde er underbygget, om, at artikel 108 TEUF selv er ulovlig, hvis det antages at kunne antages til realitetsbehandling, savner ethvert grundlag. Forbuddet mod statsstøtte i artikel 107 TEUF udgør nemlig selve grundlaget for det indre markeds funktion, hvor konkurrencen ikke må fordrejes af statslige foranstaltninger. På samme måde udgør den overvågningsfunktion, som Kommissionen er tildelt ved artikel 108 TEUF, et grundlæggende element i den ordning for kontrol med statsstøtte, der er indført ved traktaterne.

53

Hvad for det fjerde angår de proceduremæssige garantier, der regulerer anvendelsen af artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589, fremgår det af 38. betragtning til denne forordning, at Kommissionens bemærkninger fremsættes inden for rammerne af de nationale retsplejeregler, bl.a. vedrørende beskyttelsen af parternes rettigheder, med fuld respekt for de nationale domstoles uafhængighed.

54

Det er derfor de processuelle garantier, der er fastsat i national lovgivning, der finder anvendelse inden for rammerne af den omhandlede nationale procedure, hvilken lovgivning anses for at være i overensstemmelse med artikel 19 TEU og chartrets artikel 47. Sagsøgerens argument om, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, ikke fastsætter tilstrækkelige processuelle garantier, skal derfor forkastes.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Rems Kargins bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.