31997R1939

Kommissionens forordning (EF) nr. 1939/97 af 3. oktober 1997 om gennemførelsesbestemmelser for perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998 for de toldkontingenter for oksekød, som ved Rådets forordning (EF) nr. 3066/95 er fastsat for Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien og om ændring af forordning (EF) nr. 2512/96 og (EF) nr. 1441/97

EF-Tidende nr. L 272 af 04/10/1997 s. 0023 - 0027


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1939/97 af 3. oktober 1997 om gennemførelsesbestemmelser for perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998 for de toldkontingenter for oksekød, som ved Rådets forordning (EF) nr. 3066/95 er fastsat for Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien og om ændring af forordning (EF) nr. 2512/96 og (EF) nr. 1441/97

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 3066/95 af 22. december 1995 om indrømmelser i form af EF-toldkontingenter for visse landbrugsprodukter og om autonom og midlertidig tilpasning af visse landbrugsindrømmelser, der er fastsat i Europaaftalerne, for at tage hensyn til den landbrugsaftale, der blev indgået under Uruguay-rundens multilaterale handelsforhandlinger (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1595/97 (2), særlig artikel 8, og

ud fra følgende betragtninger:

Ved forordning (EF) nr. 3066/95 blev der fastsat toldkontingenter for oksekød til nedsat toldsats for perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998;

i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 2512/96 af 23. december 1996 om gennemførelsesbestemmelser for 1997 for de toldkontingenter for oksekød, som ved Rådets forordning (EF) nr. 3066/95 er fastsat for Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien (3), samt Kommissionens forordning (EF) nr. 149/97 (4), (EF) nr. 721/97 (5) og (EF) nr. 1441/97 (6), er det fastsat, i hvilket omfang de ansøgninger om importlicens, der blev indgivet i januar, april og juli 1997, kan antages; visse mængder oksekød er allerede tildelt til indførsel i 1997; ifølge forordning (EF) nr. 3066/95 skal disse mængder fuldt ud medregnes i de mængder, der for 1997 er fastsat i bilagene til nævnte forordning; de i bilagene til forordning (EF) nr. 3066/95 anførte kontingenter bør derfor tilpasses for perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998, og der bør fastsættes gennemførelsesbestemmelser for disse mængder;

protokol nr. 4 til Europaaftalerne er blevet ændret; ifølge den nye protokol kan oprindelsesbevis for de til Fællesskabet indførte produkter fremlægges i form af en erklæring fra eksportøren på visse betingelser eller ved fremlæggelse af et varecertifikat EUR.1; nye bestemmelser om importprodukters overgang til fri omsætning bør derfor indsættes i denne forordning, og de pågældende bestemmelser i forordning (EF) nr. 2512/96 bør tilpasses;

for at overholdelsen af disse kriterier kan kontrolleres, skal ansøgningen indgives i den medlemsstat, hvor importøren er momsregistreret;

for at sikre, at de mængder, der er fastsat for perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998, indføres korrekt, bør udstedelsen af licenserne fordeles over forskellige perioder;

ordningen bør forvaltes ved hjælp af importlicenser; der bør i dette øjemed blandt andet gives regler for indgivelse af ansøgninger samt for de oplysninger, som skal være anført på ansøgningerne og i licenserne, idet der herved eventuelt sker afvigelse af en række bestemmelser i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3719/88 af 16. november 1988 om fælles gennemførelsesbestemmelser for import- og eksportlicenser samt forudfastsættelsesattester for landbrugsprodukter (7), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1404/97 (8), og Kommissionens forordning (EF) nr. 1445/95 af 26. juni 1995 om gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser for oksekød og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2377/80 (9), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1572/97 (10); derudover bør det fastsættes, at licenser og attester udstedes efter en betænkningstid og eventuelt ved anvendelse af en standardprocentsats for nedsættelse;

for at sikre en effektiv forvaltning af ordningen bør det fastsættes, at sikkerheden for importlicenser i forbindelse med nævnte ordning fastsættes til 12 ECU/100 kg; den risiko for spekulation, der består i ordningen, gør det nødvendigt at fastlægge nøjagtige betingelser for de erhvervsdrivendes adgang til nævnte ordning;

erfaringen viser, at importørerne ikke altid meddeler de myndigheder, der har udstedt importlicenser, mængden og oprindelsen af det oksekød, der er indført i forbindelse med de pågældende kontingenter; disse oplysninger er af betydning for vurdering af markedssituationen; der bør indføres en sikkerhed for overholdelse af denne meddelelse;

denne forordning erstatter delvis forordning (EF) nr. 2512/96 og (EF) nr. 1441/97; de to forordninger bør derfor ændres;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Oksekød -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. I perioden 1. juli 1997 til 30. juni 1998 kan der i forbindelse med de kontingenter, der er fastsat i forordning (EF) nr. 3066/95, indføres følgende mængder fersk, kølet eller frosset oksekød henhørende under KN-kode 0201 og 0202:

- 12 827,6 tons kød med oprindelse i Polen, der kan omregnes til højst 5 994,2 tons forarbejdede produkter henhørende under KN-kode 1602 50 31 eller 1602 50 39 med oprindelse i Polen; dette kontingent har løbenummer 09.4824

- 8 732 tons kød med oprindelse i Ungarn; dette kontingent har løbenummer 09.4707

- 3 495 tons kød med oprindelse i Tjekkiet; dette kontingent har løbenummer 09.4603

- 2 020 tons kød med oprindelse i Slovakiet; dette kontingent har løbenummer 09.4603

- 310 tons kød med oprindelse i Bulgarien; dette kontingent har løbenummer 09.4651

- 2 043,6 tons kød med oprindelse i Rumænien; dette kontingent har løbenummer 09.4753.

2. For de i stk. 1 omhandlede kontingenter nedsættes de værditoldsatser og de specifikke toldsatser, der er fastsat i den fælles toldtarif, med 80 %.

3. De i stk. 1 omhandlede mængder fordeles over kontingentperioden som følger:

- 34 % i perioden 1. oktober til 31. december 1997

- 33 % i perioden 1. januar til 31. marts 1998

- 33 % i perioden 1. april til 30. juni 1998.

4. Hvis de mængder, der er omfattet af ansøgninger om importlicenser, der er indgivet for første eller anden periode som anført i foregående stykke, i kontingentperioden er mindre end de disponible mængder, lægges de resterende mængder til de mængder, der er disponible for den følgende periode.

Artikel 2

1. For at kunne komme ind under importkontingenterne kræves nedenstående:

a) Licensansøgeren skal være en fysisk eller juridisk person, som ved ansøgningens indgivelse på en for medlemsstatens myndigheder tilfredsstillende måde skal godtgøre, at han i løbet af de sidste tolv måneder mindst én gang har udøvet handelsvirksomhed med oksekød med tredjeland; ansøgeren skal være optaget i et nationalt momsregister.

b) Licensansøgningen kan kun forelægges i den medlemsstat, hvor ansøgeren er momsregistreret.

c) For hver gruppe af produkter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, skal licensansøgningen omfatte en mængde på mindst 15 tons, udtrykt i produktvægt, uden at den disponible mængde overskrides.

Ved gruppe af produkter forstås produkter, der har oprindelse i et enkelt af de i artikel 1, stk. 1, omhandlede lande; en gruppe af produkter kan kun omfatte produkter, der henhører under enten KN-kode 0201 og 0202 eller KN-kode 1602 50 31 og 1602 50 39.

d) Licensansøgningen og licensen skal i rubrik 8 være forsynet med angivelse af oprindelseslandet. Licensen forpligter til indførsel fra det angivne land.

e) Licensansøgningen og licensen skal i rubrik 20 være forsynet med mindst en af nedenstående angivelser:

- Reglamento (CE) n° 1939/97

- Forordning (EF) nr. 1939/97

- Verordnung (EG) Nr. 1939/97

- Êáíïíéóìüò (ÅÊ) áñéè. 1939/97

- Regulation (EC) No 1939/97

- Règlement (CE) n° 1939/97

- Regolamento (CE) n. 1939/97

- Verordening (EG) nr. 1939/97

- Regulamento (CE) nº 1939/97

- AseN:o 1939/97

- Förordning (EG) nr 1939/97.

2. Uanset artikel 5 i forordning (EF) nr. 1445/95 angives der i licensansøgningens og licensens rubrik 16 en eller flere af KN-koderne for en af de grupper af produkter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1.

Artikel 3

1. Licensansøgningerne kan kun indgives:

- fra 6. til 15. oktober 1997

- fra 2. til 10. januar 1998

- fra 1. til 10. april 1998.

2. Hvis en erhvervsdrivende indgiver mere end en ansøgning pr. gruppe produkter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, tages ingen af de ansøgninger, der vedrører produkter i samme gruppe, i betragtning.

3. Medlemsstaterne underretter senest den femte arbejdsdag efter den dag, da perioden for indgivelse af ansøgninger udløber, Kommissionen om de ansøgninger, der er indgivet for de i artikel 1, stk. 1, omhandlede mængder. Meddelelsen skal indeholde en fortegnelse over ansøgere fordelt på de mængder, der er ansøgt om licens for, på den tilhørende KN-kode og på produkternes oprindelsesland.

Alle meddelelser, også dem om »ingen ansøgninger«, gives ved telex- eller telefaxmeddelelse, og i de tilfælde, hvor der er indgivet ansøgninger, benyttes den i bilaget til forordningen gengivne model.

4. Kommissionen træffer afgørelse om, i hvilket omfang licensansøgninger kan imødekommes.

Hvis de mængder, der ansøges om licens for, overstiger de disponible mængder, fastsætter Kommissionen en ensartet procentsats for nedsættelse af de mængder, der er ansøgt om.

5. Beslutter Kommissionen, at ansøgningerne kan antages, udstedes licenserne hurtigst muligt.

Artikel 4

1. Medmindre andet er fastsat i denne forordning, finder forordning (EØF) nr. 3719/88 og (EF) nr. 1445/95 anvendelse.

2. Uanset artikel 8, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 3719/88 opkræves den fulde told ifølge den fælles toldtarif, der gælder på datoen for overgang til fri omsætning, for mængder ud over dem, der er angivet i importlicensen.

3. Importlicenser, der udstedes i henhold til denne forordning, er gyldige i 90 dage fra udstedelsesdagen. Ingen licens er dog gyldig efter den 30. juni 1998.

4. De udstedte licenser er gyldige i hele Fællesskabet.

Artikel 5

Produkterne omfattes af den artikel 1 omhandlede told ved forelæggelse af enten et varecertifikat EUR.1 udstedt af udførselslandet i henhold til bestemmelserne i protokol 4, der er knyttet som bilag til Europaaftalerne, eller en erklæring, som er udfærdiget af eksportøren i henhold til bestemmelserne i nævnte protokoller.

Artikel 6

Senest tre uger efter indførsel af de i denne forordning omhandlede produkter skal importøren meddele de myndigheder, der har udstedt importlicensen, mængden og oprindelsen af de indførte produkter. Myndighederne videresender disse oplysninger til Kommissionen i begyndelsen af hver måned.

Artikel 7

1. Ved ansøgning om importlicens skal importøren stille en sikkerhed for importlicensen på 12 ECU/100 kg udtrykt i produktvægt uanset artikel 4 i forordning (EF) nr. 1445/94 og en sikkerhed for den i nærværende forordnings artikel 6 omhandlede meddelelse på 1 ECU/100 kg produktvægt.

2. Sikkerheden for meddelelsen frigives, hvis meddelelsen fremsendes til myndighederne inden for den i artikel 6 omhandlede frist for den mængde, der er omfattet af meddelelsen. I modsat fald inddrages sikkerheden.

Beslutningen om frigivelse af denne sikkerhed finder sted samtidigt med beslutningen om frigivelse af sikkerheden for licensen.

Artikel 8

I forordning (EF) nr. 2512/96 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 1, stk. 3, fjerde led, og artikel 3, stk. 1, fjerde led, udgår.

2) Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Produkterne omfattes af den i artikel 1 omhandlede told ved forelæggelse af enten et varecertifikat EUR.1 udstedt af udførselslandet i henhold til bestemmelserne i protokol 4, der er knyttet som bilag til Europaaftalerne, eller en erklæring, som er udfærdiget af eksportøren i henhold til bestemmelserne i nævnte protokoller.«

Artikel 9

Artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1441/97 udgår.

Artikel 10

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 1997.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. oktober 1997.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 328 af 30. 12. 1995, s. 31.

(2) EFT L 216 af 8. 8. 1997, s. 1.

(3) EFT L 345 af 31. 12. 1996, s. 26.

(4) EFT L 25 af 28. 1. 1997, s. 22.

(5) EFT L 106 af 24. 4. 1997, s. 20.

(6) EFT L 196 af 24. 7. 1997, s. 69.

(7) EFT L 331 af 2. 12. 1988, s. 1.

(8) EFT L 194 af 23. 7. 1997, s. 5.

(9) EFT L 143 af 27. 6. 1995, s. 35.

(10) EFT L 211 af 5. 8. 1997, s. 5.

BILAG

>START GRAFIK>

EF fax: (32 2) 296 60 27

Anvendelse af forordning (EF) nr. 1939/97

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER GD VI/D/2 - OKSEKØD

ANSØGNING OM IMPORTLICENS

Dato: Periode:

Medlemsstat:Oprindelsesland Løbe- nummer Ansøger (navn og adresse) Mængde (tons) KN-kode(r)

I alt

Medlemsstat: Fax:

Telefon:

>SLUT GRAFIK>