31995D0207

95/207/EF: Rådets afgørelse af 1. juni 1995 om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank med henblik på at dække tab i forbindelse med lån til projekter i Sydafrika

EF-Tidende nr. L 131 af 15/06/1995 s. 0031 - 0032


RÅDETS AFGØRELSE af 1. juni 1995 om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank med henblik på at dække tab i forbindelse med lån til projekter i Sydafrika (95/207/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Den 19. december 1994 godkendte Rådet en samarbejdsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Sydafrika (3), som tager sigte på at fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling på det sociale og økonomiske område, og som forpligter de kontraherende parter til at fremskynde samarbejdet på alle felter inden for deres respektive kompetenceområder;

Sydafrika er ved at gennemføre store politiske, sociale og økonomiske reformer;

Den Europæiske Investeringsbank, i det følgende benævnt »Banken«, har mulighed for over Bankens egne midler at yde lån for at bidrage til gennemførelsen af disse reformer;

de økonomiske reformer vil på afgørende måde bidrage til hurtigt at etablere gensidigt fordelagtige økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem dette land og Fællesskabet;

der er især et stort behov for kapitalinvesteringer i dette land; disse investeringer kræver ekstern finansiering; Banken kan yde et væsentligt bidrag hertil;

den 29. oktober 1993 vedtog Det Europæiske Råd en afgørelse om en fælles aktion vedrørende støtte til en demokratisk og multiracial overgangsproces i Sydafrika;

den 19. april 1994 vedtog Rådet en pakke af umiddelbare foranstaltninger til forelæggelse for den sydafrikanske regering, der blev dannet efter de demokratiske og multiraciale valg den 26.-28. april 1994;

Rådet opfordrer Banken til at indlede sine operationer til støtte for investeringsprojekter i Sydafrika og vil yde den garanti, der er fastsat i nærværende afgørelse;

de bestemmelser, der er fastsat i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2728/94 af 31. oktober 1994 om oprettelse af en garantifond for aktioner i forhold til tredjelande (4) gælder for denne garanti;

Banken og Kommissionen vedtager de nærmere bestemmelser, hvorefter garantien ydes;

traktaten indeholder ikke anden hjemmel for vedtagelsen af denne afgørelse end artikel 235 -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Fællesskabet yder Den Europæiske Investeringsbank fuld garanti mod eventuelle tab i forbindelse med lån, der er ydet ti investeringsprojekter i Sydafrika efter Bankens sædvanlige kriterier.

Garantien er begrænset til 300 mio. ECU i en periode på to år, som løber fra datoen for denne afgørelses ikrafttræden. Hvis de lån, som Banken har ydet, ved udløbet af denne periode ikke har nået ovennævnte grænse, forlænges toårsperioden automatisk med seks måneder.

Artikel 2

Kommissionen underrettet hvert halve år Europa-Parlamentet og Rådet om udviklingen i de ydede lån. Med henblik herpå tilstiller Banken regelmæssigt Kommissionen de nødvendige oplysninger.

Artikel 3

Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om långivningsoperationerne og forelægger dem samtidig en vurdering af, hvorledes dels ordningen og dels koordinationen imellem de finansieringsinstitutter, der yder lån i dette område, fungerer.

Artikel 4

Banken og Kommissionen fastsætter vilkårene for garantien.

Artikel 5

Denne afgørelse har virkning fra datoen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 1. juni 1995.

På Rådets vegne

J. GODFRAIN

Formand

(1) EFT nr. C 373 af 29. 12. 1994, s. 1.

(2) Udtalelse afgivet den 1. juni 1995 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

(3) EFT nr. L 341 af 30. 12. 1994, s. 61.

(4) EFT nr. L 293 af 12. 11. 1994, s. 1.