Rådets fælles holdning af 11. juni 2001 vedrørende Den Internationale Straffedomstol
EF-Tidende nr. L 155 af 12/06/2001 s. 0019 - 0020
Rådets fælles holdning af 11. juni 2001 vedrørende Den Internationale Straffedomstol (2001/443/FUSP) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15, og ud fra følgende betragtninger: (1) Konsolidering af retsstaten og respekt for menneskerettighederne samt bevarelse af freden og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt og i henhold til EU-traktatens artikel 11 er af grundlæggende betydning og en prioritet for EU. (2) Statutten for Den Internationale Straffedomstol, der blev vedtaget af Rom-konferencen af befuldmægtigede, er blevet undertegnet af 139 og ratificeret eller tiltrådt af 32 stater; den træder i kraft, når det 60. ratificerings-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret. (3) Principperne i Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol samt de principper, der styrer domstolens funktionsmåde, er i fuld overensstemmelse med EU's principper og mål. (4) De grove forbrydelser, der hører under domstolens kompetence, berører alle medlemsstater, som er besluttet på at samarbejde om at bekæmpe sådanne forbrydelser og om at hindre, at gerningsmændene forbliver ustraffede. (5) EU er overbevist om, at overholdelse af den humanitære folkerets regler og af menneskerettighederne er nødvendig for at bevare freden og konsolidere retsstaten. (6) Det er derfor ønskeligt, at statutten træder i kraft hurtigt, og EU er fast besluttet på at gøre alt for at tilvejebringe det fornødne antal ratificerings-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter og at bidrage til fuld gennemførelse af Rom-statutten. (7) Europa-Parlamentet vedtog den 19. november 1998, den 6. maj 1999 og den 18. januar 2001 beslutninger om ratificering af Rom-traktaten om oprettelse af Den Permanente Internationale Straffedomstol, og Kommissionen forelagde den 8. maj 2001 Europa-Parlamentet og Rådet en meddelelse om Den Europæiske Unions rolle med hensyn til at fremme menneskerettighederne og demokratiseringen i tredjelande. (8) Der er ved Rom-konferencens slutakt nedsat en forberedende kommission, som har mandat til at udarbejde forslag til vedtagelse på forsamlingen af deltagerstater, herunder instrumenter, der er nødvendige for, at domstolen kan fungere i praksis. (9) Den aftale, der er opnået om Rom-statutten, afspejler en fin balance mellem forskellige retssystemer og interesser, og udfærdigelsen af de første udkast til instrumenter vedrørende forbrydelsernes gerningsindhold samt procesreglement og bevisregler, som den forberedende kommission afsluttede den 30. juni 2000, er foretaget med fuld respekt for statuttens integritet, som alle medlemsstater ønsker at bevare. (10) EU anerkender, at de principper og regler for international strafferet, der er fastlagt i Rom-statutten, bør tages i betragtning i andre internationale retsinstrumenter. (11) EU er overbevist om, at generel tilslutning til Rom-statutten er ønskelig, hvis Den Internationale Straffedomstol skal være fuldt effektiv, og mener i den forbindelse, at initiativer med henblik på større accept af statutten bør fremmes, for så vidt de er i overensstemmelse med statuttens ånd og bogstav. (12) Den konkrete oprettelse af domstolen og gennemførelsen af statutten kræver praktiske foranstaltninger, som Den Europæiske Union og dens medlemsstater bør støtte fuldt ud - VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING: Artikel 1 1. Oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol med henblik på at forebygge og begrænse begåelsen af grove forbrydelser, der hører under domstolens kompetence, er et vigtigt middel til at fremme overholdelse af den humanitære folkeret og menneskerettighederne og dermed til at bidrage til frihed, sikkerhed, retfærdighed og retsstaten samt til bevarelse af freden og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med målene og principperne i De Forenede Nationers pagt. 2. Formålet med denne fælles holdning er at tilstræbe og støtte en hurtig ikrafttræden af Rom-statutten og oprettelse af domstolen. Artikel 2 1. Den Europæiske Union og dens medlemsstater skal for at bidrage til en hurtig ikrafttræden af statutten gøre alt for at fremme denne proces ved at rejse spørgsmålet om den videst mulige ratificering, accept, godkendelse eller tiltrædelse af Rom-statutten og om statuttens gennemførelse i forhandlinger eller politisk dialog med tredjelande, grupper af stater eller relevante regionale organisationer, hvor dette er hensigtsmæssigt. 2. EU og medlemsstaterne skal også bidrage med andre midler til en hurtig ikrafttræden og gennemførelse af statutten, bl.a. ved at vedtage initiativer til at fremme udbredelsen af værdier, principper og bestemmelser i Rom-statutten og dertil knyttede instrumenter. 3. Medlemsstaterne skal dele deres erfaringer med gennemførelsen af statutten med alle interesserede stater og i givet fald yde andre former for støtte med henblik på gennemførelsen. Artikel 3 EU og medlemsstaterne skal yde støtte, herunder praktisk støtte, med henblik på at udvirke, at domstolen oprettes hurtigt og fungerer efter hensigten. De skal støtte en hurtig indførelse af en passende planlægningsmekanisme til forberedelse af domstolens konkrete oprettelse. Artikel 4 Rådet skal om nødvendigt koordinere foranstaltninger truffet af EU og medlemsstaterne med henblik på gennemførelse af artikel 2 og 3. Artikel 5 Rådet noterer sig, at Kommissionen har til hensigt at handle med henblik på at gennemføre denne fælles holdnings prioriteter og mål, i givet fald ved passende fællesskabsforanstaltninger. Artikel 6 Under forhandlingerne om de instrumenter, der er fastsat i resolution F i slutakten fra Rom-diplomatkonferencen af befuldmægtigede, og under udførelsen af det fastsatte arbejde, skal medlemsstaterne bidrage til en hurtig udfærdigelse af disse instrumenter og støtte løsninger, der er i overensstemmelse med Rom-statuttens ånd og bogstav, under hensyntagen til nødvendigheden af at sikre den videst mulige deltagelse. Artikel 7 Rådet skal tage denne fælles holdning op til revision hver sjette måned. Artikel 8 Denne fælles holdning har virkning fra dagen for vedtagelsen. Artikel 9 Denne fælles holdning offentliggøres i EF-Tidende. Udfærdiget i Luxembourg, den 11. juni 2001. På Rådets vegne A. Lindh Formand