1999/164/EF: Kommissionens beslutning af 17. februar 1999 om afvisning af at indsætte DNOC som aktivt stof i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktive stof (meddelt under nummer K(1999) 332) (EØS-relevant tekst)
EF-Tidende nr. L 054 af 02/03/1999 s. 0021 - 0022
KOMMISSIONENS BESLUTNING af 17. februar 1999 om afvisning af at indsætte DNOC som aktivt stof i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktive stof (meddelt under nummer K(1999) 332) (EØS-relevant tekst) (1999/164/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 97/73/EF (2), under henvisning til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 af 11. december 1992 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1199/97 (4), særlig artikel 7, stk. 3a, litra b), og ud fra følgende betragtninger: Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 933/94 (5), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2230/95 (6) blev der fastsat gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 3600/92, for så vidt angår aktive stoffer i plantebeskyttelsesmidler, udpegning af rapporterende medlemsstater og identifikation af anmelderne af de enkelte aktive stoffer; DNOC er et af de 90 aktive stoffer, der er omfattet af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF; i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EØF) nr. 3600/92 forelagde Frankrig, der er rapporterende medlemsstat, den 30. september 1996, Kommissionen en rapport om sin vurdering af de oplysninger, anmelderne havde fremlagt i henhold til artikel 6, stk. 1, i samme forordning; efter at have modtaget rapporten fra den rapporterende medlemsstat foranstaltede Kommissionen høringer af eksperter fra medlemsstaterne og af hovedanmelderen (Elf Atochem Agri SA) som fastsat i artikel 7, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 3600/92; rapporten er blevet gennemgået af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Plantesundhed; gennemgangen blev afsluttet og konklusionerne fremlagt den 1. december 1998 i form af Kommissionens revisionsrapport om DNOC i henhold til artikel 7, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 3600/92; det fremgår af vurderingerne, at de forelagte oplysninger ikke godtgør, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktive stof, opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og litra b), og artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 91/414/EØF, specielt hvad angår acceptabel eksponering af sprøjtepersonale og eksponering af ikke-målorganismer; det er derfor ikke muligt at indsætte dette aktive stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF; der må fastsættes en begrænset frist til at destruere, afhænde, markedsføre eller anvende bestående lagre i henhold til artikel 4, stk. 6, i direktiv 91/414/EØF; denne beslutning er ikke til hinder for, at Kommissionen på et senere tidspunkt træffer foranstaltninger for dette aktive stof inden for rammerne af Rådets direktiv 79/117/EØF (7); de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 DNOC indsættes ikke som aktivt stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Artikel 2 Medlemsstaterne sørger for: 1) at godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder DNOC, tilbagekaldes senest seks måneder fra datoen for meddelelsen af denne beslutning 2) at der fra datoen for meddelelsen af denne beslutning ikke gives godkendelse eller forlænget godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder DNOC, i henhold til undtagelsesbestemmelsen i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF. Artikel 3 Medlemsstaterne giver den kortest mulige frist til at destruere, afhænde markedsføre eller anvende bestående lagre i henhold til artikel 4, stk. 6, i direktiv 91/414/EØF og højst femten måneder fra datoen for meddelelsen af denne beslutning. Artikel 4 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 17. februar 1999. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT L 230 af 19. 8. 1991, s. 1. (2) EFT L 353 af 24. 12. 1997, s. 26. (3) EFT L 366 af 15. 12. 1992, s. 10. (4) EFT L 170 af 28. 6. 1997, s. 19. (5) EFT L 107 af 28. 4. 1994, s. 8. (6) EFT L 225 af 22. 9. 1995, s. 1. (7) EFT L 33 af 8. 2. 1979, s. 36.