29.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 160/21


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 580/2014

af 28. maj 2014

om registrering af en betegnelse i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Lonzo de Corse/Lonzo de Corse — Lonzu (BOB))

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21. november 2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (1), særlig artikel 52, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012 er Frankrigs ansøgning om registrering af betegnelsen »Lonzo de Corse«/»Lonzo de Corse — Lonzu« blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (2).

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, bør betegnelsen »Lonzo de Corse«/»Lonzo de Corse — Lonzu« registreres.

(3)

I følgebrevet til registreringsansøgningen, der blev modtaget den 26. april 2012, meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at virksomhederne L'Aziana Charcuterie Corse Nunzi Sauveur, Orezza Charcuterie La Castagniccia, Charcuterie Costa & Fils, Charcuterie Fontana, Salaisons Joseph Pantaloni, Charcuterie Passoni, Salaisons Sampiero, Salaisons réunies og Etablissements Semidei lovligt har markedsført produktet med varebetegnelsen »Lonzo de Corse«/»Lonzo de Corse — Lonzu« og vedvarende anvendt denne betegnelse i mere end fem år, og at dette forhold har været rejst gennem den nationale indsigelsesprocedure. De pågældende virksomheder var blevet indrømmet en tilpasningsperiode med virkning fra den dato, hvor ansøgningen blev indgivet til Kommissionen, i overensstemmelse med artikel 5, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (3), som var gældende på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.

(4)

I betragtning af at de pågældende virksomheder opfyldte betingelserne i artikel 13, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 510/2006, har de franske myndigheder i samme følgebrev til registreringsansøgningen anmodet Kommissionen om at fastsætte en overgangsperiode i henhold til nævnte artikel for at gøre det muligt for de pågældende virksomheder lovligt at anvende varebetegnelsen efter registreringen.

(5)

Forordning (EF) nr. 510/2006 er i mellemtiden erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012, der trådte i kraft den 3. januar 2013. Betingelserne i artikel 13, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 510/2006 er gentaget i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012.

(6)

Eftersom L'Aziana Charcuterie Corse Nunzi Sauveur, Orezza Charcuterie La Castagniccia, Charcuterie Costa & Fils, Charcuterie Fontana, Salaisons Joseph Pantaloni, Charcuterie Passoni, Salaisons Sampiero, Salaisons réunies og Etablissements Semidei opfylder betingelserne i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1151/2012, bør de i en overgangsperiode på fem år indrømmes retten til at anvende betegnelsen »Lonzo de Corse«/»Lonzo de Corse — Lonzu«. Eftersom de allerede har haft fordel af den nationale tilpasningsperiode, bør de fem år dog gælde fra datoen for indgivelsen af registreringsansøgningen til Kommissionen.

(7)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Kvalitetspolitikken for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Betegnelsen »Lonzo de Corse«/»Lonzo de Corse — Lonzu« (BOB) registreres.

Betegnelsen i første afsnit identificerer et produkt i kategori 1.2. Kødprodukter (opvarmet, saltet, røget m.m.) i bilag II til Kommissionens forordning (EF) nr. 1898/2006 (4).

Artikel 2

L'Aziana Charcuterie Corse Nunzi Sauveur, Orezza Charcuterie La Castagniccia, Charcuterie Costa & Fils, Charcuterie Fontana, Salaisons Joseph Pantaloni, Charcuterie Passoni, Salaisons Sampiero, Salaisons réunies og Etablissements Semidei gives tilladelse til i en overgangsperiode indtil den 27. april 2017 fortsat at anvende betegnelsen »Lonzo de Corse«/»Lonzo de Corse — Lonzu« (BOB).

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. maj 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2)   EUT C 81 af 20.3.2013, s. 14.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12).

(4)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1898/2006 af 14. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 369 af 23.12.2006, s. 1).