En af de nødvendige forudsætninger for, at den fælles markedsordning for frugt og grønsager kan fungere efter hensigten, er, at de kvalitetsnormer, der i henhold til forordningen gælder for handelen inden for Fællesskabet med disse produkter og for deres udførsel til tredjelande, overholdes og anvendes ensartet.

Der er enighed om, at formålet med disse normer først og fremmest er at beskytte forbrugerne.

Normernes overholdelse er imidlertid også afgørende for, om den fælles markedsordnings støttemekanismer træder i funktion. Hvis prisen på et produkt, der angiveligt opfylder disse normer, falder på grund af et stort udbud, sættes der ind med tilbagekøbsforanstaltninger.

Når kontrollen med overholdelsen af normerne mangler eller kun udøves på utilstrækkelig måde, er der fare for, at produkter af tvivlsom kvalitet trænger ind på markedet. I så fald har et prisfald den virkning, at der over Fællesskabets budget bruges penge på tilbagekøb af produkter, der ikke retmæssigt kan gøres til genstand for støtteforanstaltninger.

Sammenhængen mellem kontrollen med overholdelsen af kvalitetsnormerne og tilbagekøbsforanstaltningerne bliver åbenbar, når det betænkes, at de fællesskabsretlige regler indbefatter et forebyggende tilbagekøbssystem, der kan træde i funktion, selv når priserne ligger over den fælles tilbagetagelsespris, nemlig når et produkt ikke længere opfylder de krav til afsætning, som er opstillet af producentorganisationerne.

Den måde, kontrollen udføres på, har således i mindre grad indflydelse på samhandelen mellem medlemsstaterne end på de udgifter, der afholdes over Fællesskabets budget.

De tilbagekøb, der er sket i Italien, synes at have haft store finansielle virkninger.

Efter en brevveksling, der påbegyndtes med afsendelsen af en skrivelse til det italienske landbrugsministerium den 15.januar 1980, fremsatte Kommissionen den 24. marts 1982 en begrundet udtalelse til Den italienske Republik og anmodede denne om inden for en frist af to måneder at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme udtalelsen.

Da dette ikke skete, anlagde Kommissionen nærværende sag med påstand om, at Domstolen statuerer følgende:

Disse undladelser skal være blevet konstateret gennem klager, hidrørende fra erhvervskredse samt ved oplysninger, Kommissionen har indhentet hos disse.

Den italienske regering har til sit forsvar henvist til en række forskellige vanskeligheder. Nærmere oplysninger herom findes i den særberetning vedrørende forskellige foranstaltninger i forbindelse med forvaltningen af EUGFL, garantisektionen (regnskabsåret 1978), som Revisionsretten har afgivet

EFT C 258 af 6.10.1980, s. 10-12.

Revisionsretten bemærker, at de fællesskabsretlige regler om tilbagekøb er inspireret af ordninger, der fandtes i Nederlandene, et land, hvor markedet er forholdsvist lille, ensartet og derfor ret overskueligt, og hvor erhvervsorganisationerne længe har spillet en vigtig rolle med hensyn til produktionens regulering og afsætning.

Nærværende tvist viser, at de betingelser, der oprindeligt fandtes i Nederlandene, selv ikke i dag eksisterer i Italien. I denne medlemsstat er der stadig en geografisk opdeling af markedet, således at man kan komme ud for, at efterspørgslen i visse områder overstiger udbudet, selv om der i andre områder må foretages tilbagekøb. Sådanne situationer opstår på grund af afsætningskanalernes lukkethed eller på grund af den meget faste tilknytning, som visse grupper af producenter har til bestemte forhandlere.

Herudover opfylder de italienske producentorganisationer ikke altid betingelserne i afsnit II i forordning nr. 1035/72, navnlig kravet om, at afsætningen af de tilsluttede producenters samlede produktion udelukkende sker gennem producentorganisationen.

Disse forhold skyldes først og fremmest, at markedet for frugt og grønsager i Italien er meget decentraliseret, hvilket bekræftes af svarene på de spørgsmål, Domstolen har stillet.

Ifølge artikel 5 i Rådets forordning nr. 158/66

Forordning af 25.10.1966 vedrorende anvendelse af kvalitetsnormer for frugt og gronsagcr, der omsættes inden for Fællesskabet, JO 192, s. 3282.

Ansvaret for den således foreskrevne kvalitetskontrol blev ganske vist overdraget til henholdsvis AIMA

Azienda di Slato per gli interventi nel mercato agricolo.

Forbruget på hjemmemarkedet overstiger langt de mængder, der udføres. Herudover må det fremhæves, og dette fremgår også af betragtningerne til Rådets forordning nr. 1360/78 af 19. juni 1978 om producentsammenslutninger og foreninger af sådanne

EIT L 166 af 23.6.1978, s. 1.

Ved forordning nr. 2638/69 udstedte Kommissionen i medfør af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 158/66

Bestemmelsen er gentaget i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1035/72.

Denne forordning indeholdt imidlertid endnu ingen bestemmelser, der påbød kvalitetskontrol uafhængigt af varens bestemmelsessted, dvs. i alle tilfælde, hvor den var bestemt til afsætning på en af medlemsstaternes hjemmemarked, uanset hvilket, ligesom der ikke var nogen pligt for medlemsstaterne til regelmæssigt at give Kommissionen meddelelse om den udførte kontrol.

Det var først med vedtagelsen af Kommissionens forordning nr. 2150/80 af 18. juli 1980, der blev udstedt med hjemmel i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1035/72, at der blev skabt i hvert falden mulighed for, at disse mål kan nås.

Denne forordnings artikel 1, stk. 3, erstatter artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2638/69 med følgende bestemmelse, der er så væsentlig, at jeg her gengiver den:

Det var således med denne bestemmelse, at der for første gang blev skabt et grundlag for at iværksætte den kontrol med overholdelsen af kvalitetsnormerne på medlemsstaternes hjemmemarkeder, der også for dette omsætningsleds vedkommende var foreskrevet i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1035/72.

Lad mig allerførst påpege, at den åbningsskrivelse, som kommissær Andriessen den 20. juli 1981 tilstillede det italienske udenrigsministerium, indeholder en vis selvmodsigelse. I denne skrivelse anførte Kommissionen navnlig, at når de italienske myndigheder hverken havde svaret på en tidligere skrivelse af 15. januar 1980 fra kommissær Gundelach

Fejlagtigt anført som dateret den 15.12.1980.

Forordning nr. 2150/80 trådte imidlertid først i kraft den 1. januar 1981

Artikel 2 i forordning nr. 2150/80.

Det forekommer mig ikke at være i overensstemmelse med god forvaltningsskik at åbne en dialog med en medlemsstat om et traktatbrud, når de specifikke retsregler, som hævdes ikke at være blevet overholdt, ikke er trådt i kraft, ikke er blevet offentliggjort eller endog endnu ikke er blevet vedtaget.

Jeg nævnte tidligere, at de fællesskabsretlige regler vedrørende kontrol med overholdelsen af kvalitetsnormerne på det italienske marked førte til en opsplitning af den faktiske udførelse af kontrolforanstaltningerne.

Mens Nederlandene — således som det også er tilfældet i Belgien, Luxembourg, Danmark, Irland og Det forenede Kongerige — kun udgør et enkelt kontrolområde, der dækker hele landet, er Italien således opdelt i fem områder (Grækenland i syv).

Kommissionen har ikke egne ansatte ved hver producentorganisation.

Medmindre de selv er i stand til det, må de to organer i Italien, der varetager kontrolopgaverne — og hvoraf det ene udelukkende beskæftiger sig med eksportforretninger — således lade de helt uomgængelige, men kostbare kontrolopgaver udføre af sagkyndige udefra.

Når man betænker, at kontrollen med overholdelsen af kvalitetsnormerne i forbindelse med afsætning og tilbagekøb ved slutningen af 1981 for hele Fællesskabet varetoges af et samlet antal på omkring i 1300 nationale kontrollører, er det åbenbart, at dette antal er helt utilstrækkeligt.

For at fremskynde fremsendelsen og forbedre indholdet af de meddelelser, der skal afgives i henhold til de fællesskabsretlige regler, er det i første række nødvendigt, at der skabes mulighed for at indsamle de oplysninger, som disse meddelelser skal omhandle, og opmærksomheden må derfor navnlig rettes mod producentsammenslutningerne og -organisationerne. Hvis det nemlig forudsættes, at de nævnte oplysninger kun kan indsamles af og videregives gennem disse, er det nødvendigt, at de også rent faktisk bliver sat i stand til selv at kunne tilvejebringe de oplysninger, som man således forventer af dem. Skal disse organisationer leve op til et sådant ansvar, forudsætter det, medmindre man forestiller sig en finansiering af dette fra organisationernes egen side, at der ydes finansiel bistand enten fra medlemsstaterne eller fra Fællesskabet.

Det er urealistisk at forestille sig, at man simpelt hen kan ophæve enhver geografisk opsplitning af det italienske marked, og vil man alligevel have en seriøs kontrol, forekommer det uomgængeligt nødvendigt, at der iværksættes et reformarbejde efter retningslinjer, udarbejdet i et samarbejde mellem Fællesskabets myndigheder og de berørte erhverv og deres repræsentanter.

Kommissionen anfører, at den ved forordning nr. 2150/80 foretagne ændring af artikel 5 i Kommissionens forordning nr. 2638/69 var i overensstemmelse med udtalelsen fra forvaltningskomiteen for frugt og grønsager. Denne forordnings lovlighed er heller ikke direkte blevet draget i tvivl af Den italienske Republik, og jeg tvivler på, at en medlemsstat så at sige kan rejse indsigelse imod lovligheden af de fællesskabsretlige bestemmelser, hvis manglende overholdelse den er indklaget for.

Rent bortset fra den tidligere nævnte selvmodsigelse, ville det efter min opfattelse imidlertid under alle omstændigheder næppe tjene noget formål at statuere, at en medlemsstat har overtrådt sine forpligtelser, når de nødvendige forudsætninger herfor — der bl.a. skal tilvejebringes af Fællesskabets myndigheder — ikke foreligger. I øvrigt føres der som bekendt i øjeblikket drøftelser om arten af de foranstaltninger, der bør gennemføres for at sikre, at markedsordningerne kan fungere efter hensigten ikke alene i Italien, men også i de andre producentlande, og der forudses i forbindelse med andre middelhavslandes tilslutning til Fællesskabet grundlæggende ændringer.

I betragtning af problemets indviklede karakter forekommer det mig endelig urealistisk den 24. marts 1982 at give den italienske regering en frist på to måneder til at bringe forholdet i orden.

Under disse omstændigheder er der fare for, at en dom om traktatbrud ikke får den tilsigtede virkning. I denne forbindelse udgør sagerne om den italienske vinavlsmatrikel

Dom af 4.3.1970, sag 33/69, Kommissionen mod Den italienske Republik, Sml., s. 19.

Jeg må herefter konkludere, at sagsøgte bør frifindes, og at Kommissionen bør tilpligtes at betale sagens omkostninger.