52014PC0270

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Stabiliserings- og Associeringsrådet, der er oprettet i henhold til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side, vedrørende erstatning af nævnte aftales protokol 3 vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde med en ny protokol, hvori der for så vidt angår oprindelsesreglerne henvises til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse /* COM/2014/0270 final - 2014/0143 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

I den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse[1] ("konventionen") fastsættes der bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante aftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter. Både EU og Montenegro undertegnede konventionen den 15. juni 2011.

EU og Montenegro deponerede deres godkendelsesinstrumenter hos depositaren for konventionen henholdsvis den 26. marts 2012 og den 2. juli 2012. I henhold til konventionens artikel 10, stk. 3, trådte den således i kraft for så vidt angår EU den 1. maj 2012 og Montenegro den 1. september 2012.

I konventionens artikel 6 fastsættes det, at hver kontraherende part træffer hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at denne konvention anvendes effektivt. Stabiliserings- og Associeringsrådet, der er oprettet i henhold til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side[2], bør vedtage en afgørelse om at erstatte protokol 3 vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde med en ny protokol, hvori der for så vidt angår oprindelsesreglerne henvises til konventionen. Den holdning, der skal indtages af EU i Stabiliserings- og Associeringsrådet, bør fastlægges af Rådet.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

EU-medlemsstaterne blev hørt om forslaget til Rådets afgørelse i Toldkodeksudvalget - Vareoprindelsesgruppen den 13. maj 2013. De kontraherende parter i konventionen blev hørt på pan-Euro-Middelhavsarbejdsgruppens møde den 14. og 15. maj 2013.

Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand. Det har heller ikke været nødvendigt at foretage en konsekvensanalyse, fordi de foreslåede tilpasninger er af teknisk art og ikke berører substansen i den nugældende protokol om oprindelsesregler.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Retsgrundlaget for Rådets afgørelse er artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Forslaget henhører under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Foreslået reguleringsmiddel: Rådsafgørelse.

2014/0143 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Stabiliserings- og Associeringsrådet, der er oprettet i henhold til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side, vedrørende erstatning af nævnte aftales protokol 3 vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde med en ny protokol, hvori der for så vidt angår oprindelsesreglerne henvises til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Protokol 3 til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side[3] ("aftalen") omhandler definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde ("protokol 3").

(2)       I den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse[4] ("konventionen") fastsættes der bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante aftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter. Montenegro og andre deltagere i stabiliserings- og associeringsprocessen fra det vestlige Balkan blev i Thessalonikidagsordenen, som Det Europæiske Råd godkendte i juni 2003, opfordret til at deltage i den paneuropæiske diagonale oprindelseskumulation. De blev desuden ved Euro-Middelhavsministerkonferencens afgørelse af oktober 2007 tilskyndet til at tiltræde konventionen.

(3)       EU og Montenegro undertegnede konventionen den 15. juni 2011.

(4)       EU og Montenegro deponerede deres godkendelsesinstrumenter hos depositaren for denne konvention henholdsvis den 26. marts 2012 og den 2. juli 2012. I henhold til konventionens artikel 10, stk. 3, trådte den således i kraft for så vidt angår EU den 1. maj 2012 og Montenegro den 1. september 2012.

(5)       I konventionens artikel 6 fastsættes det, at hver kontraherende part træffer hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at denne konvention anvendes effektivt. Stabiliserings- og Associeringsrådet, der er oprettet i henhold til aftalen, bør med henblik derpå vedtage en afgørelse om at erstatte protokol 3 med en ny protokol, hvori der for så vidt angår oprindelsesreglerne henvises til konventionen.

(6)       Den Europæiske Union bør derfor i Stabiliserings- og Associeringsrådet indtage den holdning, der er fastlagt i vedlagte forslag til afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I vedlagte forslag til Stabiliserings- og Associeringsrådets afgørelse fastsættes den holdning, der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Stabiliserings- og Associeringsrådet, der er oprettet i henhold til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side, vedrørende erstatning af nævnte aftales protokol 3 vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde med en ny protokol, hvori der for så vidt angår oprindelsesreglerne henvises til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse.

Mindre ændringer af forslaget til afgørelse kan vedtages af repræsentanter for Unionen i Stabiliserings- og Associeringsrådet uden yderligere afgørelse vedtaget af Rådet.

Artikel 2

Stabiliserings- og Associeringsrådets afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4.

[2]               EUT L 108 af 29.4.2010, s. 3.

[3]               EUT L 108 af 29.4.2010, s. 3.

[4]               EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4.

BILAG

Forslag til AFGØRELSE Nr. [...] VEDTAGET AF STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET EU-MONTENEGRO

af [...]

om ændring af protokol 3 til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde

STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET HAR —

under henvisning til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side ("aftalen"), der blev undertegnet i Luxembourg den 15. oktober 2007[1], særlig artikel 44,

under henvisning til aftalens protokol 3 vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde ("protokol 3"), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I artikel 44 i aftalen henvises der til protokol 3, hvori oprindelsesreglerne og bestemmelserne om diagonal kumulation af oprindelsesreglerne mellem EU, Montenegro, Tyrkiet og ethvert land eller område, der deltager i Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsproces, fastsættes.

(2) I artikel 39 i protokol 3 fastsættes det, at Stabiliserings- og Associeringsrådet som omhandlet i artikel 119 i aftalen kan træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i denne protokol.

(3) Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse[2] ("konventionen") tager sigte på at erstatte de protokoller om oprindelsesregler, der i øjeblikket er i kraft mellem landene i pan-Euro-Middelhavsområdet, med en enkelt retsakt. Montenegro og andre deltagere i stabiliserings- og associeringsprocessen fra det vestlige Balkan blev i Thessaloniki-dagsordenen, som Det Europæiske Råd tilsluttede sig i juni 2003, opfordret til at deltage i den paneuropæiske diagonale oprindelseskumulation. De blev desuden ved Euro-Middelhavsministerkonferencens afgørelse af oktober 2007 tilskyndet til at tiltræde konventionen.

(4) EU og Montenegro undertegnede konventionen den 15. juni 2011.

(5) EU og Montenegro deponerede deres godkendelsesinstrumenter hos depositaren for konventionen henholdsvis den 26. marts 2012 og den 2. juli 2012. I henhold til konventionens artikel 10, stk. 3, trådte den således i kraft for så vidt angår EU den 1. maj 2012 og Montenegro den 1. september 2012.

(6) Hvis overgangen til konventionen ikke sker samtidig for alle kontraherende parter inden for kumulationsområdet, bør dette ikke føre til en ringere stilling end under protokollen.

(7) Protokol 3 til aftalen bør derfor ændres, således at der henvises til konventionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalens protokol 3 vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den anvendes fra den [1. september 2014].

Udfærdiget i

                                                                       På Stabiliserings- og Associeringsrådets vegne

                                                                       Formand

Bilag

Protokol 3

vedrørende definitionen af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og metoder til administrativt samarbejde

Artikel 1

Gældende oprindelsesregler

Med henblik på gennemførelsen af denne aftale finder tillæg I og de relevante bestemmelser i tillæg II til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse[3] ("konventionen") anvendelse.

Alle henvisninger til den "relevante aftale" i tillæg I og de relevante bestemmelser i tillæg II til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse fortolkes som henvisninger til nærværende aftale.

Artikel 2

Bilæggelse af tvister

Hvis der i forbindelse med den i artikel 32 i tillæg I til konventionen fastsatte kontrolprocedure opstår tvister, der ikke kan bilægges mellem de toldmyndigheder, der anmoder om kontrol, og de toldmyndigheder, der er ansvarlige for dens gennemførelse, forelægges de for Stabiliserings- og Associeringsrådet.

Under alle omstændigheder bilægges tvister mellem importøren og indførselslandets toldmyndigheder i henhold til indførselslandets lovgivning.

Artikel 3

Ændringer af protokollen

Stabiliserings- og Associeringsrådet kan træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i denne protokol.

Artikel 4

Udtrædelse af konventionen

1. Hvis EU eller Republikken Montenegro med et skriftligt varsel meddeler depositaren, at de ønsker at udtræde af konventionen, jf. konventionens artikel 9, indleder EU og Republikken Montenegro øjeblikkeligt forhandlinger om oprindelsesregler med henblik på at gennemføre denne aftale.

2. Indtil sådanne nyforhandlede oprindelsesregler træder i kraft, finder oprindelsesreglerne i tillæg I og eventuelt de relevante bestemmelser i tillæg II til konventionen, der er gældende på tidspunktet for udtrædelsen, fortsat anvendelse på denne aftale. Fra tidspunktet for udtrædelsen fortolkes oprindelsesreglerne i tillæg I og eventuelt de relevante bestemmelser i tillæg II til konventionen dog således, at bilateral kumulation udelukkende tillades mellem EU og Montenegro.

Artikel 5

Overgangsbestemmelser – kumulation

1. Uanset artikel 3 i tillæg I til konventionen finder reglerne om kumulation, som er omhandlet i artikel 3 og 4 i protokol 3 til aftalen og vedtaget af de kontraherende parter ved indgåelse af aftalen[4], fortsat anvendelse mellem EU og Montenegro, indtil konventionen træder i kraft for alle de i artikel 3 og 4 omhandlede kontraherende parter.

2. Uanset artikel 16, stk. 5, og artikel 21, stk. 3, i tillæg I til konventionen kan oprindelsesbeviset, hvis kumulationen udelukkende omfatter EFTA-lande, Færøerne, EU, Tyrkiet og deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, være et varecertifikat EUR.1 eller en oprindelseserklæring.

[1]               EUT L 108 af 29.4.2010, s. 3.

[2]               EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4.

[3]               EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4.

[4]               EUT L 108 af 29.4.2010, s. 3.