Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Finlands nationale reformprogram for 2012 og med Rådets udtalelse om Finlands opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2015 /* COM/2012/0312 final */
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Finlands nationale reformprogram for 2012
og med Rådets udtalelse om Finlands opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2015 RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, som henviser til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148,
stk. 4, som henviser til Rådets forordning (EF) nr.
1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt
overvågning og samordning af økonomiske politikker[1], særlig artikel 5, stk. 2, som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og
korrektion af makroøkonomiske ubalancer[2],
særlig artikel 6, stk. 1, som henviser til henstilling fra
Europa-Kommissionen[3], under henvisning til beslutninger fra
Europa-Parlamentet[4],
som henviser til konklusionerne fra Det
Europæiske Råd, som henviser til udtalelse fra
Beskæftigelsesudvalget, som har hørt Det Økonomiske og Finansielle
Udvalg, og som tager følgende i betragtning: (1)(1) Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd
Europa-Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og beskæftigelse,
Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske politikker, som
vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge
EU's potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne. (2)(2) Den 13. juli 2010 vedtog Rådet en henstilling om de overordnede
retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker
(2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse om retningslinjer for
medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker[5],
som tilsammen udgør de "integrerede retningslinjer". Medlemsstaterne
blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres
nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik. (3)(3) Den 12. januar vedtog Rådet en henstilling om Finlands nationale
reformprogram for 2011 sammen med en udtalelse om Finlands opdaterede
stabilitetsprogram for 2011-2014. (4)(4) Den 23. november 2011 vedtog Kommissionen den anden årlige
vækstundersøgelse, som markerer starten på det andet europæiske halvår med
forudgående og integreret politisk samordning, som er forankret i Europa
2020-strategien. Den 14. februar 2012 vedtog Kommissionen på basis af
forordning (EU) nr. 1176/2011 rapporten om varslingsmekanismen[6], hvori Finland blev udpeget som
en af de medlemsstater, for hvilke der ville blive gennemført en dybdegående
undersøgelse. (5)(5) Den 2. marts 2012 tilsluttede Det Europæiske Råd sig
prioriteterne for finansiel stabilitet, finanspolitisk konsolidering og
vækstfremmende tiltag. Det understregede nødvendigheden af at videreføre en
differentieret og vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, genetablere
normale lånemuligheder for økonomien, fremme vækst og konkurrenceevne, bekæmpe
arbejdsløsheden og de sociale konsekvenser af krisen og modernisere den
offentlige forvaltning. (6)(6) Den 2. marts 2012 opfordrede Det Europæiske Råd tillige de
medlemsstater, der deltager i europluspagten, til at fremlægge deres tilsagn i
så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og
nationale reformprogrammer. (7)(7) Den 19. april 2012 afleverede Finland sit stabilitetsprogram, der
dækker perioden 2012-2015, og sit nationale reformprogram for 2012. For at tage
hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet
vurderet sammen. Kommissionen har også vurderet i en dybdegående undersøgelse
efter artikel 5 i forordning (EF) nr. 1176/2011, hvorvidt Finland påvirkes af
makroøkonomiske ubalancer. Kommissionen konkluderede i sin dybdegående
undersøgelse[7],
at Finland befinder sig i en situation med en mindre ubalance. (8)(8) Baseret på vurderingen af stabilitetsprogrammet i henhold til
artikel 5, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse,
det makroøkonomiske scenario, der danner grundlag for programmets
budgetfremskrivninger, er plausibelt for perioden 2012-13, og den forventede
BNP-vækst ifølge programmet er i overensstemmelse med Kommissionens
forårsprognose af 2012. Fremskrivningerne for perioden 2014 og 2015 er også
realistiske, da BNP-væksten forventes at blive betydeligt lavere end før krisen
og lavere end efterkriseperioden i 2010-2011. Det vigtigste budgetmål i
Finlands stabilitetsprogram af 2012 går ud på at reducere det offentlige
underskud ved at begrænse udgifterne og øge indtægterne. Da det offentlige
budget er hovedkilden til det offentlige underskud, vil en forbedring af budgetstillingen
bidrage til at skabe balance på det offentlige budget. Den mellemfristede
budgetmålsætning om et strukturelt overskud på 0,5 % af BNP afspejler på
passende vis stabilitets- og vækstpagtens krav. Baseret på den (genberegnede)
strukturelle budgetsaldo[8]
har Finland opfyldt den mellemfristede budgetmålsætning i 2011, men vil afvige
marginalt fra den i perioden 2012-15. Under hensyntagen til diskretionære
foranstaltninger på indtægtssiden er vækstraten i de offentlige udgifter i
overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagtens udgiftsmål i alle årene
undtagen 2015. Programmet tager sigte på at skabe balancere i de offentlige
finanser senest i 2015, således at der opnås overskud fra 2016. Gældskvoten
ligger pænt under 60 % af BNP, og den offentlige gæld vil ifølge
programmet toppe i 2014 på omkring 52 % af BNP og derefter begynde at
falde. Der er stadig tale om et betydeligt holdbarhedsgab i Finlands offentlige
finanser, hvilket fortrinsvis hidrører fra en hastigt forværret forsørgerbyrde
som følge af befolkningens aldring. Holdbarhedsgabet i de offentlige finanser
må overvåges løbende, og foranstaltninger må justeres tilsvarende. Finlands
finanspolitiske ramme bygger på flerårige udgiftslofter, men for øjeblikket
anvendes de ikke for den kommunale sektor. (9)(9) Produktiviteten i de offentlige serviceydelser har været faldende
i løbet af det seneste årti. De finske myndigheder har allerede gennemført
flere reformer for at tage højde for dette, men navnlig på lokalt plan har
gennemførelsen været langsom. Desuden er en landsdækkende kommunalreform og et
program til fremme af den statslige forvaltnings produktivitet undervejs.
Yderligere produktivitetsgevinster og besparelser kunne opnås ved at fremme
mere konkurrence i afskærmede private og offentlige sektorer via yderligere
deregulering af produkt- og arbejdsmarkeder. (10)(10) I de seneste år har den finske regering indført nye
foranstaltninger for at nedbringe ungdoms- og langtidsledigheden. Disse
omfattede et pilotprogram for at nedbringe langtidsledigheden, og der er
indført en social garanti til unge. De indførte foranstaltninger er ambitiøse
og relevante, men skal nu gennemføres med et klart fokus på at forbedre
kvalifikationsniveauet og målgruppernes stilling på arbejdsmarkedet. På
baggrund af de demografiske forandringer er en forøgelse af ældre
arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens væsentlig for at sikre de offentlige
finansers holdbarhed og opfylde fremtidens efterspørgsel efter arbejdskraft.
Gennemsnitslevealderen er steget hurtigere, end det blev forventet i
pensionsreformen af 2005, og derfor kan den nugældende pensionsalder vise sig
at være for lav. Regeringen forpligtede sig i sit program til at øge den reelle
alder for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet til 62,4 år senest i 2025. I
marts 2012 aftalte arbejdsmarkedets parter forskellige foranstaltninger med
henblik på at forlænge arbejdslivet. Regeringen forpligtede sig til at
gennemføre en pensionsreform senest den 1. januar 2017. Der må nu målrettet
arbejdes på at gennemføre den aftalte foranstaltning på kort sigt. (11)(11) De lovgivningsmæssige hindringer i Finlands
servicesektor er fortsat restriktive, og markedskoncentrationen er høj - ikke
blot inden for detailhandel, men også i dele af produktionen. På detailmarkedet
for dagligvarer har Finland den højeste grad af markedskoncentration, og
fødevarepriserne er blandt Europas højeste. Bøderne for overtrædelse af
konkurrenceretten i Finland har traditionelt været lave, hvilket skaber tvivl
om deres afskrækkende virkning. Der er sket en vis udvikling i
konkurrencepolitikken såsom en ny national konkurrencelovgivning og en ny lov
om fysisk planlægning og byggeri. Regeringen er også indstillet på at
iværksætte et nyt konkurrencefremmende program. Dette bør rykkes frem så
hurtigt som muligt med henblik på yderligere at styrke konkurrencevilkårene på
produkt- og tjenestemarkeder. (12)(12) Produktivitetsvæksten i Finland stagnerer, og finske
eksportfirmaer har mistet markedsandele på udenlandske markeder i de seneste
år. Enhedslønomkostningerne er steget undtagen i fremstillingssektoren. Nogle
af de pt. dominerende industrier, især elektronik- og papirindustrien, ser ud
til at have toppet i deres vækst, og i almindelighed er
fremstillingsindustriens andel af BNP faldende. Finland eksporterer
halvfabrikata og investeringsgoder fortrinsvis til modne og langsomt voksende
økonomier, og landets produkter er svagt repræsenteret i udviklingsøkonomierne.
Der er behov for yderligere at diversificere den finske økonomi både i form af
virksomheder og eksportmarkeder med henblik på at udvikle flere stærke
eksportører i fremtiden. Uanset den hidtidige solide finske præstation inden
for forskning, udvikling og innovation risikerer Finland at miste sin førende
position inden for innovation i EU, hvis der ikke skabes en væsentlig stigning
i antallet af innovative virksomheder med høj vækst. Dertil kræves mere
innovation for at lette omstillingen fra F&U til produkter, som kan
markedsføres, og der bør tilskyndes til at trænge ind på hurtigt voksende
eksportmarkeder. På kort sigt vil det være afgørende også at udnytte og udbrede
den omfattende knowhow på IKT-området i andre industrier i Finland, herunder
den offentlige sektor. Trepartsaftalen af 2011 om lønoverenskomster baner vejen
for mådeholdne lønstigninger i 2012 og 2013, hvilket forventes at forbedre
Finlands relative stilling i forhold til landets vigtigste handelspartnere. (13)(13) Finland har
givet en række tilsagn i europluspagten. Disse tilsagn, som er fremlagt i 2011,
vedrører forbedring af konkurrenceevnen, beskæftigelsesfrekvensen og de
offentlige finansers holdbarhed, styrkelse af den finansielle stabilitet og
sikring af, at beskatningen koordineres. Kommissionen har vurderet
gennemførelsen af tilsagnene under europluspagten. Der er taget hensyn til
resultaterne af denne vurdering i disse henstillinger. (14)(14) Inden for rammerne af det europæiske semester har
Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Finlands økonomiske politik.
Den har vurderet stabilitetsprogrammet og det nationale reformprogram og
fremlagt en dybdegående undersøgelse. Den har ikke blot taget hensyn til deres
relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Finland, men
også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU's regler og
retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i
Den Europæiske Union, ved at der fra EU-niveau ydes bidrag til kommende
nationale beslutninger. Dens henstillinger under det europæiske semester er
afspejlet i henstilling 1-5 nedenfor. (15)(15) På baggrund af denne vurdering har Rådet undersøgt
Finlands stabilitetsprogram af 2012, og Rådets udtalelse[9] afspejles især i henstillingens
nr. 1 nedenfor. (16) På baggrund af resultaterne af
Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået
Finlands nationale reformprogram for 2012 og Finlands stabilitetsprogram. Dets
henstillinger under artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles især i
henstilling 5 nedenfor, HENSTILLER, at Finland i perioden
2012-2013 tager skridt til: 1. at fastholde en sund
finanspolitisk stilling i 2012 og derefter ved at korrigere enhver afvigelse
fra den mellemfristede budgetmålsætning, som sikrer de offentlige finansers
langsigtede holdbarhed. Med henblik herpå bør den budgetmæssige strategi
styrkes og gennemføres strengt og støttes af tilstrækkeligt specificerede
foranstaltninger i 2013 og derefter, og herunder bør udgiftsmålet opfyldes. Der
bør fortsat foretages årlige vurderinger af omfanget af det aldringsrelaterede
holdbarhedsgab, og offentlige indtægter og udgifter bør tilpasses i
overensstemmelse med de langsigtede mål og behov. Den lokale offentlige sektor
bør integreres bedre i systemet med flerårige udgiftslofter 2. at træffe yderligere
foranstaltninger for at opnå produktivitetsgevinster og omkostningsbesparelser
i forbindelse med levering af offentlige serviceydelser, herunder
strukturomlægninger og effektivitetsforbedrende territoriale administrative
reformer - også for at tage højde for de udfordringer, der følger af
befolkningens aldring 3. at gennemføre de igangværende
foranstaltninger for at forbedre unges og langtidslediges stilling på
arbejdsmarkedet med særlig fokus på kompetenceudvikling. Der tages yderligere
skridt til at fremme beskæftigelsesfrekvensen blandt ældre arbejdstagere bl.a.
ved at mindske mulighederne for tidlig tilbagetrækning. Der træffes
foranstaltninger til at øge den gældende pensionsalder i tråd med forhøjelsen
af den forventede levetid 4. fortsat at styrke
konkurrencen på produkt- og tjenestemarkederne, især i detailsektoren, ved at
sikre en effektiv gennemførelse af den nye konkurrencelov og det nye program
til fremme af sund konkurrence. Adgangen til de kommunale indkøb af
tjenesteydelser bør åbnes yderligere ved hjælp af udbud, og der sikres
konkurrencemæssig neutralitet mellem private og offentlige virksomheder. Der
bør tages yderligere skridt til at sikre, at bøderne for overtrædelse af
konkurrencelovgivningen er tilstrækkeligt afskrækkende 5. at videreføre bestræbelser på
at diversificere erhvervsstrukturen for at øge produktivitetsvæksten og den
eksterne konkurrenceevne - navnlig ved at fremskynde indførelsen af planlagte
foranstaltninger for at udvide innovationsgrundlaget, samtidig med at
lønudviklingen fortsat tilpasses produktivitetsudviklingen. Udfærdiget i Bruxelles, den På
Rådets vegne Formand [1] EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. [2] EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25. [3] COM(2012) 312 final. [4] P7_TA(2012) 0048 og P7_TA(2012) 0047. [5] Rådets afgørelse 2012/238/EF af 26. april 2012. [6] COM(2012) 68 final. [7] SWD(2012) 154 final. [8] Den konjunkturkorrigerede saldo eksklusive
engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger som genberegnet af
Kommissionens tjenestegrene på basis af oplysningerne i programmet og ved hjælp
af den i fællesskab aftalte metode. [9] I henhold til artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning
(EF) nr. 1466/97.