I sag 16/83
angående en anmodning, som Landgericht München II (10. afdeling for straffesager) i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende straffesag mod
Karl Prantl
for overtrædelse af
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten J. Mertens de Wilmars, afdelingsformændene T. Koopmans og Y. Galmot, dommerne P. Pescatore, Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe, G. Bosco, O. Due og U. Everling,
generaladvokat: Sir Gordon Slynn
justitssekretær: P. Heim
afsagt følgende
Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de indlæg, der er indgivet i medfør af artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:
I italien, navnlig i området Trentino Alto Adige, har
Den traditionelle, italienske
Efter at Bundesgerichtshof i en dom af
Denne bestemmelse har følgende ordlyd:
§ 23, stk. 2, i samme bekendtgørelse har følgende ordlyd:
Endelig indeholder vinlovens § 67, stk. 5, (Bundesgesetzblatt 1971, første del, s. 893) følgende bestemmelse:
Efter ikrafttrædelsen af vinbekendtgørelsens § 17 synes beskyttelsen af
Karl Prantl tiltales for i tiden fra den
Derved skulle tiltalte have overtrådt vinbekendtgørelsens § 17 og være hjemfalden til straf i medfør af § 67, stk. 5, nr. 2, i vinloven af
Amtsgericht Miesbach frifandt tiltalte ved dom af
Anklagemyndigheden indankede sagen for Landgericht München II og gjorde gældende, at vinbekendtgørelsens § 17 på ingen måde havde tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, og at den følgelig ikke kunne stride mod traktatens artikel 30.
Anklagemyndigheden gjorde endvidere gældende, at bestemmelsen var nødvendig og lovligt begrundet af hensyn til forbrugerne og beskyttelsen af redelig handelsskik.
Landgericht München II fandt, at de af Prantl benyttede
Retten rejste imidlertid det spørgsmål, om vinbekendtgørelsens § 17 bevarede sin gyldighed i tilfælde af konflikt med EØF-traktatens artikel 30 på grund af undtagelsesbestemmelsen i traktaten artikel 36.
Ved kendelse af
Forelæggelseskendelsen er registreret på Domstolens justitskontor den
I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af Karl Prantl ved advokaterne Stock, Strohm og Reinelt, af Forbundsrepublikken Tysklands regering ved professor i retsvidenskab Rudolf Lukes, af Det italienske Republiks regering ved avvocato dello Stato Ivo M. Braguglia, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Richard Wainwright og Bernhard Jansen, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtigede.
I medfør af procesreglementets artikel 95, stk. 2, og under hensyn til en begæring fra Forbundsrepublikken Tyskland om, at sagen afgøres af plenum, er sagen blevet henvist til afgørelse af den samlede Domstol.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har imidlertid anmodet Kommissionen og Forbundsrepublikken Tysklands regering om forud for den mundtlige forhandling at besvare følgende spørgsmål:
Kommissionen anmodes om for Domstolen at fremlægge resultaterne af den undersøgelse, den har foretaget (jfr. indlæggets s. 12) med henblik på at afgøre, om tilsvarende regler eller sædvaner, der anerkendes i national lovgivning, forekommer i de andre medlemsstater.
Kommissionen anmodes om en kort redegørelse for det udførte arbejde og de til dato førte forhandlinger med henblik på at sikre beskyttelse af
Forbundsrepublikkens Tysklands regering opfordres til at oplyse, hvilket formål den på indlæggets s. 30 omtalte tyske sammenslutning har, og af hvilke grunde og på hvilket lovgrundlag sammenslutningen har anmeldt et fælles-mærke.
For det første finder han, at det ville være mere korrekt at sige, at den traditionelle italienske For det andet har han anført, at Landgericht München i kendelsens grunde har undladt at omtale, at For det tredje har tiltalte anført, at det forhold, han for den nationale domstol har påberåbt sig til sit forsvar, nemlig at enhver ifølge italiensk lov har ret til at benytte såkaldte Endelig og for det fjerde har Karl Prantl henvist til en subsidiær begæring, som han har fremsat for den nationale ret under sagens behandling i første instans, om, at den præjudicielle forelæggelse omfatter spørgsmålet, om ikke vinbekendtgørelsens § 17 i det mindste er i strid med fællesskabsretten, i det omfang det i bestemmelsen indeholdte forbud og den tilhørende straffebestemmelse finder anvendelse, selv når de
Domstolen har endvidere ved flere lejligheder understreget, at sådanne foranstaltninger med tilsvarende virkning ikke kun omfatter handelsreguleringer i formel forstand.
Karl Prantl finder følgelig, at vinbekendtgørelsens § 17 på grund af sin art og sine virkninger overskrider rammerne for de virkninger, som er
Desuden kan en sådan regel, der i sin nugældende form og med den anlagte, vide fortolkning ikke tager hensyn til den konkrete etikettering og betegnelse af vinen, ikke anses som en ordning, der er uomgængeligt nødvendig af hensyn til især forbrugerbeskyttelsen og redelig handelsskik.
For det første er traktatens artikel 36 en undtagelsesbestemmelse, der følgelig må fortolkes indskrænkende. For det andet kan medlemsstaterne af hensyn til redelig handelsskik og for at beskytte forbrugerne i givet fald indføre regler, der begrænser anvendelsen af bestemte former for vinflasker, for at undgå vildfarelser med hensyn til vinens oprindelse, men det må efter Domstolens faste praksis nøje undersøges, om de således indførte regler er uomgængeligt nødvendige (og ikke blot ønskelige), om de fortsat må anses for berettigede, og endelig om de kan erstattes af andre regler, der i mindre grad fraviger princippet om de frie varebevægelser inden for Det europæiske Fællesskab. Efter Karl Prantl's opfattelse følger det af Domstolens retspraksis, at et sådant tilfælde ikke foreligger her. De tyske bestemmelser er hverken i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet eller princippet om det mindst mulige indgreb, når oplysningerne på det importerede produkts originale etiket I den foreliggende sag er det således ubestrideligt, at de mange oplysninger og angivelser på flasken, der alle henviser til Italien som oprindelsesland, nærmere betegnet Trentino Alto Adige, er tilstrækkelige til at oplyse forbrugerne om, at det solgte produkt i flaskerne ikke stammer fra Franken, men fra Trentino Alto Adige. Karl Prantl har endvidere anført, at tysk konkurrencelovgivning er en af de strengeste i verdenen, og at de tyske domstoles praksis på området bygger på Endelig har Karl Prantl gjort gældende, at opretholdelsen af vinbekendtgørelsens § 17 udgør en diskrimination — som i øvrigt er let at undgå — over for de andre medlemsstater, som går langt videre end nødvendigt af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. På trods af, at Denne situation er så meget mere oprørende, som portugisiske Afslutningsvis har Karl Prantl foreslået, at Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende, det andet spørgsmål benægtende og under alle omstændigheder udtaler, at vinbekendtgørelsens § 17 ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor det i tilstrækkeligt omfang er oplyst på flaskens etiket, at den vin, der sælges i
Indledningsvis har Forbundsrepublikken Tysklands regering fremhævet, at Domstolen ikke under en sag i medfør af traktatens artikel 177 kan tage stilling til, om interne retsregler er forenelige med bestemmelser i fællesskabsretten.
Med dette som udgangspunkt tilkommer det således Domstolen her i sagen at tage stilling til, om EØF-traktatens bestemmelser om frie varebevægelser tillader interne bestemmelser i medlemsstaterne som dem, der opstiller et forbud mod at anvende
Forbundsrepublikken Tysklands regering har principalt gjort gældende, at den anfægtede ordning ikke er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, jfr. EØF-traktatens artikel 30, subsidiært, at selv om dette skulle være tilfældet, ville den have hjemmel som en af traktatens artikel 36 omfattet undtagelse.
Til støtte for dette anbringende har Forbundsrepublikken Tysklands regering opdelt sin argumentation i tre led, nemlig for det første det nøjagtige indhold af den anfægtede ordning, for det andet fortolkningen af begrebet foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion og for det tredje en vurdering af vinbekendtgørelsens § 17 på grundlag af de således opstillede kriterier.
For det første er de bestemmelser i den tyske vinret, som denne sag vedrører, ikke til hinder for i Forbundsrepublikken Tyskland at afsætte vin fra andre medlemsstater, herunder bl.a. italiensk rødvin fra Trentino Alto Adige, og de er heller ikke til hinder for at afsætte denne vin i de emballager, der sædvanligvis benyttes hertil.
Reglerne har alene til formål at forbyde, at den vin, der skal sælges, det være sig i den sædvanlige emballage eller en anden til formålet valgt emballage, sælges i Forbundsrepublikken i en præsentation, der er en indirekte oprindelsesbetegnelse for en kvalitetsvin fra et bestemt dyrkningsområde, og som derfor samtidig er en kvalitetsangivelse.
Endvidere er de omstridte bestemmelser ikke en hindring for de frie varebevægelser, men hindrer blot forhold, der kan give anledning til forvekslinger i forbindelse hermed.
For det andet har Forbundsrepublikken Tysklands regering anført, at det, som Karl Prantl er tiltalt for i den foreliggende sag, er at have aftappet og solgt vinen på flasker, som ifølge
I modsætning til de tidligere sager vedrørende emballage, som Domstolen har afgjort, er der her i sagen tale om, at der til et produkt bevidst er anvendt en præsentation, som er en indirekte oprindelsesbetegnelse.
Forbundsrepublikken Tysklands regering har nærmere fremhævet, at § 17 i
Geografiske oprindelsesbetegnelser udgør en vigtig kategori af kendetegn i handelen og har til formål at beskytte forbrugerne og almenheden, idet de ved deres billedskabende evne bidrager til at identificere bestemte produkter og er et middel til at sikre gennemsigtighed på markedet.
Det er i øvrigt almindeligt antaget i tysk retspraksis, at den traditionelle
Endelig har Forbundsrepublikken Tysklands regering fremhævet, at Bundesgerichtshof i sin dom af
Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at en national foranstaltning, som alene har til formål at beskytte en indirekte geografisk oprindelsesbetegnelse, og som ikke begrænser den loyale samhandel inden for Fællesskabet, ikke er en foranstaltning med tilsvarende virkning som nævnt i traktatens artikler 30 ff.
Efter regeringens opfattelse må begrebet foranstaltninger med tilsvarende virkning bedømmes under hensyn til EØF-traktaten, den afledte fællesskabsret, Domstolens praksis og den juridiske litteratur.
For det første fremgår det af traktatens bestemmelser, at der kun foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, hvis den nationale foranstaltning er egnet til at påvirke samhandelen inden for Fællesskabet, hvis den har andre end generelle og ubestemte virkninger på samhandelen inden for Fællesskabet, og hvis den er egnet til at begrænse denne samhandel.
For det andet og analogt med fællesskabsrettens konkurrenceregler omfatter forbudet mod nationale foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner ikke enhver national foranstaltning, idet der skal tages hensyn til foranstaltningens virkning på samhandelen.
For det tredje finder Forbundsrepubliklien Tysklands regering, at traktatens artikler 30 ff. ikke længere ville kunne håndhæves i praksis, såfremt de omfattede enhver national foranstaltning, uden at der blev anlagt en nærmere vurdering, idet det er klart, at enhver national foranstaltning, der er truffet af en medlemsstat, på en eller anden måde påvirker samhandelen.
Regeringen slutter heraf, at ifølge ordlyden og formålet med traktatens artikler 30 ff. kan en national foranstaltning kun anses som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, når den ifølge en nærmere vurdering er egnet til at skabe tilsvarende begrænsninger for samhandelen som en kvalitativ restriktion.
Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at det fremgår af dette direktiv, at kun nationale foranstaltninger, der er egnede til at påvirke samhandelen, skal anses som foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner.
Regeringen bemærker hertil for det første, at det fremgår af en gennemgang af ottende til ellevte betragtning i direktivets præambel, at foranstaltninger, der gælder uden forskel for nationale produkter og importerede produkter, i princippet ikke skal anses som foranstaltninger med tilsvarende virkning, medmindre deres virkning overskrider rammerne for de virkninger, der er karakteristiske for sådanne bestemmelser, eller hvis importen er gjort umulig eller mere vanskelig eller byrdefuld end afsætningen af den indenlandske produktion, uden at dette er nødvendigt for at nå et legitimt formål, som ikke kan opnås med et andet middel, der i ringere grad hæmmer samhandelen mellem medlemsstaterne.
For det andet har Forbundsrepublikken Tysklands regering anført, at det fremgår af katalogen over foranstaltninger med tilsvarende virkning i direktivets artilder 2 og 3, at ikke enhver foranstaltning kan anses som en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, men at der tværtimod skal anvendes kriterier, der indebærer en vurdering af den pågældende foranstaltnings virkning på samhandelen.
Forbundsrepublikken Tysklands regering har draget den konklusion, at begrebet foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ ¡udførselsrestriktion kun omfatter foranstaltninger, som efter en nærmere vurdering må anses som egnede til at påvirke samhandelen.
Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at det fremgår af en gennemgang af Domstolens praksis og navnlig af de domme, regeringen har henvist til (sagerne
Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at selv om der i den juridiske litteratur ikke hersker enighed om fastlæggelsen af de kriterier, der skal anvendes til at bestemme begrebet en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, lægges der overalt stor vægt på påvirkningen af markedet.
Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at de omtvistede regler hverken aktuelt eller potentielt påvirker handelsstrømmene i traktatens artikel 30's forstand, idet de alene forbyder anvendelse af en indirekte oprindelsesbetegnelse, der er forbeholdt vine fra et klart afgrænset geografisk område, der har karakteristiske egenskaber i forhold til andre indenlandske og udenlandske vine.
Bestemmelsen begrænser derfor ikke afsætningen af vin fra noget vinområde i Fællesskabet, og begrænser heller ikke aftapning og salg af vin fra et hvilket som helst andet område i den sædvanlige og normale emballage eller en til formålet fremstillet særlig emballage.
Traktatens artikler 30 ff. beskytter kun redelig samhandel inden for Fællesskabet og ikke en varehandel, som er muliggjort ved en urigtig og vildledende præsentation eller ved ulovlig anvendelse af geografiske oprindelseskendetegn.
Denne fortolkning støttes i øvrigt af præamblen og bestemmelserne i Rådets forordning nr. 337/79 af
Den omtvistede regel gælder uden forskel for indenlandske og udenlandske produkter og er således i princippet lovlig ifølge direktivets ottende betragtning.
Endvidere går den tyske bestemmelse ikke videre end det tilsigtede formål, nemlig beskyttelsen af traditionelle
Endelig er de tyske vinregler i overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 3, litra s), hvorefter nationale bestemmelser, som for et produkt forbeholder en oprindelsesbetegnelse eller angivelse af afsendelsesstedet, og som således angiver oprindelsen fra et bestemt område, ikke udgør foranstaltninger med tilsvarende virkning.
I øvrigt gælder forbudet mod illoyale konkurrencebehandlinger såvel i alle medlemsstaternes nationale retssystemer som i traktatretten f.eks. de bilaterale overenskomster mellem medlemsstaterne til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og angivelser af afsendelsessted og Madrid-arrangementet af
Den omstridte bestemmelse hindrer ikke den loyale samhandel, og kun en sådan nyder traktatens beskyttelse; bestemmelsen har alene til formål at hindre en illoyal optræden, såsom at anvende en indirekte oprindelsesangivelse til andre produkter, der hidrører fra andre områder.
Foranstaltningen er således
Endelig står den omstridte bestemmelse ikke i misforhold til formålet. Således har opinionsundersøgelser foretaget i Forbundsrepublikken Tyskland vist, at en almindelig angivelse på etiketten i sproglig form ikke ville udelukke vildfarelse ved benyttelse af den traditionelle
En sådan praksis ville endvidere indebære en modsigelse mellem det kendetegn, der er knyttet til flaskens form, der fremstår som en indirekte oprindelsesbetegnelse, og det kendetegn, der består i en etiket med et vist antal angivelser.
Forbundsrepublikken Tysklands regering finder, at det følger af det foregående, at det ikke er muligt at erstatte den omstridte bestemmelse af en anden ordning, der er mindre indgribende for samhandelen inden for Fællesskabet.
Efter en nærmere gennemgang dels af de forordningsforslag, som Kommissionen har arbejdet på siden 1975 med henblik på at beskytte anvendelsen af
Indledningsvis har Forbundsrepublikken Tysklands regering fremhævet, at der efter dens opfattelse for tiden ikke foreligger en fuldstændig fællesskabsregulering, som kan hindre, at den nationale foranstaltning er berettiget i henhold til artikel 36.
Fællesskabsbestemmelserne (forordningerne nr. 337/79, nr. 354/79 og nr. 355/79) indeholder kun generelle regler, der forbyder salg under vildledende betegnelser eller i vildledende emballager, men der foreligger ingen fællesskabsregler om det særlige tilfælde, at der benyttes vildledende emballering i form af traditionelle
Der foreligger heller ikke fællesskabsregler om, hvilke sanktioner der kan anvendes over for vildledende emballage, hvorfor anvendelsen af sanktionerne i de tyske vinregler og i Forbundsrepublikken Tysklands privatret ikke udelukkes af fællesskabsregler.
Under alle omstændigheder finder Forbundsrepublikken Tysklands regering, at de pågældende vinregler er berettigede i henhold til traktatens artikel 36, idet de er begrundet i hensynet til den offentlige orden og ønsket om at beskytte industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder og ikke kan antages at udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult restriktion i samhandelen mellem medlemsstaterne.
Når en stat således belægger en bestemt adfærd med straf, medfører dette, at den pågældende regulering bliver en bestanddel af statens
Til støtte herfor har regeringen henvist til den oven for under l.b) anførte argumentation og gjort gældende, at forbrugerne, der kun har en vag forestilling om anvendelsen af den traditionelle
Til støtte herfor har regeringen gentaget sin argumentation som gengivet under 1.b).
Forbundsrepublikkens regering har for det første gjort gældende, at præsentationen af vinen i den traditionelle
Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret (Stockholm-affattelsen af
Da den indirekte oprindelsesbetegnelse nyder beskyttelse for et afgrænset, geografisk område og den dér fremstillede karakteristiske vin, nyder enhver producent i dette område også beskyttelse med hensyn til retten til en iværksat og udøvet næring ( O.a.: Retlig betegnelse for en erhvervsvirksomheds drift som et selvstændigt formuegode, der nyder beskyttelse mod ikke-integriietskrænkelser.
Efter regeringens opfattelse omfatter fællesskabsrettens industrielle og kommercielle ejendomsret både oprindelsesog herkomstkendetegn samt
Da vinbekendtgørelsens § 17 beskytter begge kategorier, er bestemmelsen ligeledes retmæssig efter fællesskabsretten.
Der kan efter forbundsregeringens opfattelse ikke herske tvivl om, at en flaskes form som sådan kan være genstand for en eneret, således at ingen andre end rettens indehavere har ret til at benytte den pågældende form.
Sådanne former skal i øvrigt anerkendes som varemærker ifølge et af Kommissionen fremsat forslag til en rådsforordning om et EF-varemærke.
Oprindelsesangivelsens virkning som et kendetegn for varen ville blive påvirket af tredjemands anvendelse af samme angivelse sammen med yderligere særlige angivelser. Dette ville være eksistenstruende for kendetegnet.
For det andet har Forbundsrepublikkens regering gjort gældende, at
Følgelig ville værdien af sammenslutningens fællesmærke ligeledes blive berørt, såfremt den traditionelle
Forbundsrepublikken Tysklands regering har gjort gældende, at de omstridte regler ikke indebærer en forskelsbehandling af indenlandske og udenlandske produkter, og at de ikke kan betragtes som en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne, da de gælder uden forskel for alle erhvervsdrivende, uanset nationalitet.
Reglerne, der kun skal sikre redelig handelsskik og beskytte forbrugernes interesser, begrænser ikke handelen med vin mellem medlemsstaterne, og heller ikke handelen med vin i sædvanlige emballager eller særligt udformede emballager.
Sammenfattende finder Forbundsrepublikken Tysklands regering, at de præjudicielle spørgsmål bør besvares som følger:
Den italienske Republiks regering har anført, at den anser vinbekendtgørelsens § 17 for at have tilsvarende virkninger som en kvantitativ indførselsrestriktion, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 30, og som ikke kan henføres under artikel 36.
For det første forbyder den omstridte bestemmelse benyttelsen af For det andet forbyder den — selv om den ikke fuldstændigt forbyder import af vin fra andre medlemsstater — i det mindste afsætning af sådan vin i Forbundsrepublikken Tyskland, når den udbydes til salg i flasker, der ligner For det tredje har Den italienske Republiks regering påberåbt sig Domstolens praksis, i medfør af hvilken nationale foranstaltninger, der kræver en bestemt præsentation for salg af et produkt, falder ind under anvendelsesområdet for traktatens artikel 30 (dom af
Den italienske Republiks regering har anført, at selv om forelæggelseskendelsen er uklar på dette punkt, er det sandsynligt, at den forelæggende ret har haft forbrugerbeskyttelsen og redelig handelsskik i tankerne.
Regeringen finder imidlertid ikke, at disse undtagelsestilfælde kan finde anvendelse her i sagen.
Som Domstolen fastslog i sin dom af Når en vin, der er fremstillet i Fællesskabet, således følger disse fællesskabsregler, bør den kunne omsættes frit i de øvrige medlemsstater, uden at disse frie varebevægelser begrænses af nationale regler vedrørende flaskens form. Man kan finde støtte for dette synspunkt i artikel 18 i forordning nr. 997/81, der beskytter anvendelsen af flasketypen Den italienske Republiks regering drager heraf den slutning, at det efter fællesskabsreglerne først og fremmest er angivelser og oplysninger på etiketten, som kan sikre beskyttelsen af forbrugerne og redelig handelsskik, og at der følgelig ikke kan tillades andre beskyttelsesforanstaltninger, der ensidigt vedtages af medlemsstaterne, ikke engang mindre vidtgående bestemmelser end reglen i den tyske vinbekendtgørelses § 17. Sammenfattende har den italienske regering følgelig foreslået, at spørgsmålene fra den nationale ret besvares som følger:
Siden 1974 har der inden for rammerne af den fælles markedsordning været udstedt regler om betegnelse og præsentation af vin og druemost (Rådets forordning nr. 2133/74 af Den til gennemførelse af forordning nr. 2133/74 af Kommissionen vedtagne forordning nr. 1608/76 er blevet afløst af Kommissionens forordning nr. 997/81 af For tiden er det alene flasketypen Heraf følger efter Kommissionens opfattelse, at Kommissionen har endvidere anført, at den i forbindelse med disse gennemførelsesregler har fremsat flere forslag til beskyttelse af Et af disse forslag fik tilslutning fra et flertal af medlemsstaterne, men blev afvist af den tyske regering, og derfor senere trukket tilbage. Sagen er derefter blevet yderligere drøftet, men uden konkrete resultater. Kommissionen har gennemgået vinbekendtgørelsens § 17 samt Bundesgerichtshofs domme vedrørende rækkevidden af den beskyttelse, der er tillagt Kommissionen har af dette udledt, at det særlige ved de tyske regler til beskyttelse af Denne beskyttelse går således langt videre end, hvad enkelte producenter kan opnå, for så vidt angår visse vinflaskers fremtoning eller form ved hjælp af lovgivningen om mønstre og varemærker. En sådan individuel beskyttelse består i øvrigt blot i rettens civilretlige beskyttelse støttet på registreringen af varemærket eller mønstret og rettet mod uretmæssig benyttelse af
Selv om den nationale ret alene har stillet spørgsmål til Domstolen vedrørende de omtvistede bestemmelsers forenelighed med EØF-traktatens artikler 30 og 36, finder Kommissionen det følgelig nødvendigt, at der gives et samlet billede af de gældende fællesskabsregler på området inden for rammerne af det samarbejde, som er fastsat i traktatens artikel 177 mellem retterne i medlemsstaterne og Domstolen.
Kommissionen støtter sit synspunkt på en argumentation, der indeholder fire punkter.
Efter Kommissionens opfattelse følger det heraf, at fællesskabsreglerne — hvor ikke andet er bestemt — efter deres ikrafttrædelse udelukker, at der opretholdes nationale regler på området.
Kommissionen har tilføjet, at det, efter det tidspunkt, hvor der ved forordning nr. 2133/74 for første gang blev indført almindelige regler om betegnelse og præsentation af vine, suppleret med gennemførelsesbestemmelserne i forordning nr. 1608/76, alene har været Fællesskabet, der har kunnet træffe afgørelse om opretholdelse — eventuelt foreløbigt — af nationale regler på det pågældende område.
Kommissionen har fuldt ud udnyttet denne bemyndigelse ved at udstede forordning nr. 997/81, der afløste forordning nr. 1608/76.
Ifølge Kommissionen støttes denne opfattelse af to forhold, nemlig dels den omstændighed, at artikel 18 i forordning nr. 997/81 indeholder en regel til beskyttelse af
Medlemsstaterne har derfor ikke ret til at fastsætte strengere regler for adgangen til markedet, end de regler der er indeholdt i de gældende fællesskabsbestemmelser.
En sådan situation foreligger med § 17 i vinbekendtgørelsen og § 67 i den tyske vinlov, hvis bestemmelser tilsammen begrænser anvendelsen af
De nævnte forordninger indeholder detaljerede bestemmelser om etikettering, og netop disse bestemmelser har Domstolen tillagt afgørende betydning med hensyn til sikringen af redelig handelsskik og forbrugerbeskyttelsen, således som det blev fastslået i dens dom af
Som konklusion finder Kommissionen, at det må antages, at de gældende fællesskabsbestemmelser er udtømmende, og at der følgelig ikke er plads for nationale regler om beskyttelse af de pågældende retsgoder.
Der kan således kun på fællesskabsretligt plan indføres bestemmelser til supplering af de gældende bestemmelser vedrørende
Efter Kommissionens opfattelse har medlemsstaterne således ikke længere kompetence til at indføre eller opretholde bestemmelser om benyttelsen af beholdere, som kan tjene til at identificere forskellige vines kvalitet og oprindelse.
Kommissionen har anført, at det følger af Domstolens praksis (dom af
Kommissionen har anført, at § 17 i vinbekendtgørelsen ifølge den fortolkning, som den nationale ret synes at have til hensigt at anlægge, og som i øvrigt ikke forekommer at være i overensstemmelse med Bundesgerichtshofs fortolkning, ligeledes finder anvendelse på vine fra andre medlemsstater, der præsenteres i flasker, som i udpræget grad ligner de i Franken benyttede Bestemmelsen indeholder efter denne fortolkning et afsætningsforbud for udenlandske producenter, der ønsker at eksportere vin i flasker af denne type til Forbundsrepublikken Tyskland. Andre medlemsstater, navnlig Italien, tillader salg af vin i disse flasker uanset vinens oprindelse. Dette betyder efter Kommissionens opfattelse, at producenterne i andre medlemsstater er tvunget til at benytte en anden præsentation specielt for det tyske marked, hvis de vil afsætte deres vin i Forbundsrepublikken Tyskland. En sådan forpligtelse til at foretage en speciel aftapning vil indebære ekstra omkostninger for disse producenter. Disse ekstra omkostninger kan eventuelt medføre, at eksportørerne giver afkald på at eksportere til det pågældende land, således at der sker en afskærmning af det tyske marked. Kommissionen har tilføjet, at ifølge traktatens artikel 30 har medlemsstaterne ikke ret til for præsentationen af vin, der importeres fra andre medlemsstater, ensidigt at fastsætte regler, der har tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion. I den foreliggende sag finder Kommissionen under hensyn til Domstolen praksis (dom af Kommissionen har herefter behandlet spørgsmålet, om redelig handelsskik og hensynet til beskyttelsen af forbrugerne mod misbrug gør den pågældende regel uomgængeligt nødvendig. Kommissionen har fremhævet, at selv om en medlemsstat har ret til at søge at undgå, at offentligheden udsættes for vildfarelser, bør dette dog ikke føre til, at der indføres ensidige foranstaltninger, som begrænser de frie varebevægelser mere end strengt nødvendigt. En sådan situation foreligger, såfremt man med andre foranstaltninger, der er mindre indgribende, vil kunne opnå det samme. Kommissionen har her anført, at det er tilstrækkeligt at stille passende krav med hensyn til etiketteringen af produkterne for at nå det pågældende formål, nemlig beskyttelsen af forbrugerne. Under de i sagen foreliggende omstændigheder finder Kommissionen, at selv om de flasker, som straffesagen mod Karl Prantl angår, stærkt ligner den originale Kommissionen konkluderer heraf, at hverken hensynet til redelig handelsskik eller forbrugerbeskyttelsen i den foreliggende situation kan begrunde, at en medlemsstat for vin, der importeres fra andre medlemsstater, ensidigt indfører sine egne regler vedrørende flaskers form. Kommissionen har gjort gældende, at bestemmelserne i traktatens artikel 36 efter en streng fortolkning ikke kan anvendes, da redelig handelsskik og forbrugerbeskyttelse ikke er omfattet af undtagelserne i artikel 36, men derimod skal vurderes direkte i forbindelse med anvendelsen af artikel 30 (jfr. Domstolens dom af Sammenfattende foreslår Kommissionen, at den nationale rets spørgsmål besvares som følger:
Som svar på det andet spørgsmål vedrørende det hidtidige arbejde med og forhandlingerne om en beskyttelse af
Sammenslutningen har til formål at reklamere for Franken-vin og dennes dyrkningsområde samt at beskytte eneretten til anvendelsen af
Anvendelsen af
Ifølge § 17 ff. i den tyske lov om varemærker, som affattet ved bekendtgørelse af
Et fællesmarked har ikke til formål at fungere som kendetegn for varer fra en bestemt erhvervsvirksomhed, men som kendetegn for varer fra alle sammenslutningens medlemmer. Dette forudsætter efter tysk ret, at mærket er todimensionalt, da tysk ret ikke anerkender mærkebeskyttelse af tredimensionale figurer.
I retsmødet den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
I bekendtgørelsens § 23, stk. 2, bestemmes følgende:
ikke udgør en national foranstaltning, der er egnet til mærkbart at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, anvendes uden forskel på nationale og importerede produkter og alene sanktionerer anvendelse af den originale er begrundet i hensynet til beskyttelsen af forbrugerne og redelig forretningsskik, da den originale
På grundlag af disse præmisser kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, som Landgericht München II har forelagt den ved kendelse af
Mertens de Wilmars
Koopmans
Galmot
Pescatore
Mackenzie Stuart
O'Keeffe
Bosco
Due
Everling
Afsagt i offenligt retsmøde i Luxembourg den
For justitssekretæren
J. A. Pompe
Assisterende justitssekretær
J. Mertens de Wilmars
Præsident