Sagsøgeren nedlægger følgende påstande:

Kommissionen nedlægger påstand om, at søgsmålet afvises, da det savner fornødent grundlag og om, at sagsøgeren pålægges omkostningerne, i det omfang disse ikke påhviler Kommissionen i henhold til procesreglementets artikler 70 og 95, stk. 1.

Sagsøgeren bemærker, at Kommissionens fortolkning af artikel 1, stk. 4 i gennemførelsesbestemmelserne af artikel 2, stk. 4 i vedtægtens bilag VII bevirker, at han kun kan kræve ligestilling, hvis summen af hans øvrige indtægter forhøjet med en femtedel af den af EØF udbetalte pension er mindre end det reelle underholdsbidrag.

Han er derimod af den opfattelse, at denne artikel sigter på 20 % af de samlede indtægter, således at den skal fortolkes derhen, at den faktisk afholdte udgift er større end 20 % af hans EØF-pension forhøjet med nettobeløbet af hans nederlandske pension.

Ifølge sagsøgerens opfattelse markerer det komma, som findes i den nederlandske tekst efter ordet bezoldiging (vederlag), et ophold i sætningen og forhindrer ikke, at de 20 % beregnes af vederlaget og af den eventuelle forhøjelse.

Denne fortolkning har den fordel, at den svarer mere til formålet med artikel 2, stk. 4 i vedtægtens bilag VII. Det afgørende begreb er faktisk betydelige udgifter, og det eneste objektive kriterium til bestemmelse af, om der eksisterer betydelige udgifter, er forholdet mellem underholdsforpligtelsen og det samlede indtægtsbeløb. Ved at nøjes med at tage hensyn til 20 % af vederlaget fra Fællesskabet, mens de øvrige indtægter tages i betragtning med 100 %, indføres et vilkårligt element, nemlig indtægternes oprindelse.

Sagsøgeren henviser til Domstolens dom af 7. juni 1972 (sag nr. 46/71, Brandau mod Rådet, Recueil 1972, s. 373), ifølge hvilken administrationen ved gennemførelsen af artikel 2, stk. 4 i vedtægtens bilag VII skulle anvende billighedsbetragtninger.

Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har krænket både ånd og bogstav i artikel 1, stk. 4 i gennemførelsesbestemmelserne. Han mener navnlig, at Kommissionen ikke har taget hensyn til de betydelige udgifter, han har afholdt på grund af den ham pålagte bidragspligt, idet de udgifter, som han faktisk afholder, bør betragtes som betydelige.

Han hævder endelig, at Kommissionen har krænket de almindelige principper i fællesskabsretten og navnlig princippet om lige løn for tjenestemændene. Kommissionen er forpligtet til at våge over, at den ligestilling, der er nævnt i artikel 2, stk. 4 i bilag VII, kommer enhver tjenestemand til gode, når det bidrag, han yder, er større end 20 % af det samlede beløb af hans indtægter, uden hensyn til disses oprindelse.

Han henviser også til principperne om retssikkerhed og billighed, som er almindeligt anerkendt i fællesskabsretten. Hertil gør han gældende, at Kommissionen har afslået forlængelse af den ligestilling, som han tidligere nød godt af, på trods af den kendsgerning, at det samlede beløb af hans indtægter er næsten halveret. Til denne omstændighed kommer yderligere, at Kommissionen ikke har taget hensyn til, at sagsøgerens tidligere ægtefælle på grund af bortfaldet af det tillæg, sagsøgeren fik på grundlag af ligestillingen, ikke har kunnet forblive tilknyttet Fællesskabets sygeforsikringsordning, og at hun derfor selv har måttet tegne forsikring; udgifterne for disse nye forsikringer er blevet pålagt sagsøgeren. Underholdelsesbidraget er følgelig fra den 1. maj 1973 blevet forhøjet til 864 gylden månedlig).

Sagsøgeren påberåber sig til sidst den måde, på hvilken hans ansøgning og klage er blevet behandlet af Kommissionen, hvilket har udsat ham for unødvendige udgifter og herisat ham i en psykisk svækket tilstand. Kommissionen har ikke efterkommet sit udtrykkelige løfte øm i god tid at give sagsøgeren et begrundet svar. Sagsøgeren mener, at der som følge af disse faktiske omstændigheder er grundlag for at dømme Kommissionen til at afholde samtlige denne sags omkostninger.

Efter Kommissionens opfattelse er den foreliggende sags væsentligste genstand fortolkningen af artikel 1, stk. 4, 1. afsnit i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 2, stk. 4 i vedtægtens bilag VII. Kommissionen mener, at der ved begrebet betydelige udgifter i det specielle tilfælde i overensstemmelse med de almindelige gennemførelsesbestemmelser skal tages hensyn til det samlede nettobeløb af de indtægter, der ikke hidrører fra Fællesskabets vederlag (i det foreliggende tilfælde EØF-pensionen), og ikke blot en femtedel af disse øvrige indtægter. Denne restriktive fortolkning er ikke blot i overensstemmelse med den restriktive basisbestemmelse, nemlig stk. 4 i artikel 2 i vedtægtens bilag VII, den støtter sig på også på en logisk læsning af teksten; da sætningsdelen i den nederlandske version: eventueel vermeerderd … (eventuelt forhøjet), der kommer efter et komma, henviser til 20 % … van het belastbare bedrag van (de) bezoldiging (20 % af tjenestemandens skattepligtige vederlag). Yderligere synes det både rimeligt og normalt, at en europæisk tjenestemand, som har andre indtægter, bruger disse, før kan kræver et familietillæg, der i det væsentlige har karakter af undtagelse, hvilket klart fremgår af Domstolens ovenfor citerede dom af 7. juni 1972. Begrebet betydelige udgifter skal nødvendigvis ses i forbindelse med eventuelle andre indtægter end vederlaget (eller pensionen) fra Fællesskabet, og en sådan anskuelsesmåde er fuldt og helt forenelig med de påberåbte billighedsbetragtninger.

Ifølge Kommissionens opfattelse er det med urette, sagsøgeren i det foreliggende tilfælde påberåber sig generelle retsgrundsætninger inden for fællesskabsretten. Det drejer sig om at afgøre, om administrationen i et specielt tilfælde har gjort korrekt brug af sin skønsbeføjelse og ikke på nogen måde om at søge et grundlag uden for vedtægtsbestemmelserne — endda i modstrid med disse — for at kunne opretholde et undtagelsesvis ydet tillæg.

I øvrigt gør Kommissionen gældende, at problemet om omkostningerne ikke kan afgøres løsrevet fra udfaldet af sagen.

Parterne har givet afkald på mundtlig forhandling.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 10. oktober 1974.