<TI><NP><NO.P>A —</NO.P><TXT>Indlæg fra Nederlandenes regering</TXT></NP></TI>Den nederlandske regering har begrænset sig til at forelægge Domstolen forklarende bemærkninger vedrørende Brood-besluit. Regeringen har forklaret, at bekendtgørelsen havde til formål at opstille visse krav om sammensætning og betegnelse af brød ud fra sundhedsmæssige og handelsetiske synspunkter. Med disse mål som grundlag ønskede den nederlandske regering,
- 1.at indføre en (for forbrugeren klar) grænse mellem de forskellige vægtenheder i brød og
- 2.at påse, at der tilgik befolkningen tilstrækkelige næringsstoffer.
Da brød udgør en vigtig del af folks næringsmidler, må det undgås, at forbrugeren vildledes med hensyn til den mængde brød, der tilbydes ham. Da brød som altovervejende hovedregel sælges uindpakket, må en opdeling efter vægt betragtes som væsentlig.
Efter disse forklaringer har den nederlandske regering i øvrigt gjort opmærksom på, at bestemmelserne i Warenwet's artikel 14, stk. 4, sammenholdt med artikel 16, stk. 3, bemyndiger ministeren til at meddele dispensation fra betingelserne i gennemførelsesbekendtgørelserne.
<TI><NP><NO.P>B —</NO.P><TXT>Indlæg fra Forbundsrepublikken Tysklands regering</TXT></NP></TI>Forbundsrepublikken Tysklands regering har i første række indledningsvist anført, at fremgangsmåden i EØF-traktatens artikel 177 giver Domstolen kompetence til at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om fortolkning og gyldighed af fællesskabsretten, men ikke vedrørende gyldigheden af bestemmelser i national ret. Regeringen finder, at det heraf må følge, at det i nærværende sag abstrakt må afgøres, om traktatens bestemmelser om frie varebevægelser tillader en lovgivning som den pågældende nederlandske bekendtgørelse.
Forbundsrepublikken Tysklands regering er af den opfattelse, at en sådan lovgivning er tilladelig i medfør af første punktum i traktatens artikel 36, for så vidt som den er nødvendig for at beskytte forbrugerne mod vildledning. Ganske vist er beskyttelsen af forbrugerne mod vildledning ikke et af de udtrykkeligt nævnte principper i artikel 36. Imidlertid gør forbundsregeringen gældende, at denne beskyttelse er en uadskillelig del af den i artikel 36 nævnte offentlige orden, og at Domstolen har anerkendt og bekræftet, at en sådan forbrugerbeskyttelse skal indgå i de beskyttede retsgoder (jf. dom af 20. 2. 1975, sag 12/74, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 181, og dom af 26. 6. 1980, sag 788/79, straffesag mod Gilli, endnu utrykt).
Forbundsregeringen har videre anført, at de nationale bestemmelser om beskyttelse af forbrugeren mod vildledning, der er vedtaget i overensstemmelse med traktatens artikel 36, imidlertid kun er begrundet, såfremt de ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre beskyttelsen. Ifølge forbundsregeringen kan det for at beskytte forbrugeren være nødvendigt med salgsforbud og betegnelses- eller mærkningsforskrifter.
Med støtte i eksempler fra henholdsvis tysk lovgivning og fællesskabslovgivning vil forbundsregeringen vise, at salgsforbud kan være påkrævet, når forbrugernes berettigede forventninger ikke tilstrækkeligt kan beskyttes via mindre indgribende foranstaltninger. Derimod kan betegnelsesregler være tilstrækkelige for at undgå, at forbrugeren vildledes, når der ved de pågældende bestemmelser gås ud fra, at forbrugerne på grund af bestemte betegnelser har præcise forventniger og forestillinger, og endvidere er en mærkning tilstrækkelig, når den gør det muligt for forbrugeren, i almindelighed ved at studere relevante oplysninger på emballagen, at danne sig en idé om levnedsmidlernes sammensætning og karakter og uden vanskelighed opdage og vurdere eventuelle forskelligheder i forhold til de typiske karakteristika.
Som afslutning på denne påvisning har forbundsregeringen gjort gældende, at så længe der ikke foreligger fællesskabsbestemmelser, skal de regler, som en medlemsstat vil vedtage på det pågældende område, være baseret på behovet for beskyttelsen af forbrugerne, ligesom der ved vedtagelsen skal tages hensyn til proportionalitetsprincippet. Det er givet, at de i betragtning kommende foranstaltninger af sidstnævnte grund tit kan begrænses til regler om mærkning og betegnelse. Det er [imidlertid] ikke desto mindre forbundsregeringens opfattelse, at beskyttelsen af forbrugerne i visse tilfælde kan gøre strengere bestemmelser påkrævet, nemlig i form af forbud mod salg af levnedsmidler med den begrundelse, at den blotte oplysning om den faktiske sammensætning ikke er til nogen nytte for forbrugeren, hvis han ikke er i stand til at forstå den.
Følgelig har Forbundsrepublikken Tysklands regering foreslået Domstolen, at det præjudicielle spørgsmål besvares således:
Nationale bestemmelser, der foreskriver en bestemt sammensætning eller bestemte egenskaber i levnedsmidler, og som udelukker markedsføring af levnedsmidler, der er anderledes sammensat eller har andre egenskaber, er i overensstemmelse med traktatens regler om frie varebevægelser, såfremt ovennævnte foranstaltninger efter omstændighederne er påkrævet for at yde forbrugerne en relevant beskyttelse mod vildledning.
<TI><NP><NO.P>C —</NO.P><TXT>Kommissionens indlæg</TXT></NP></TI>Kommissionen har i første række lagt vægt på, at den retsbogsudskrift, som er fremsendt af den forelæggende ret, ikke indeholder oplysning om de faktiske omstændigheder. Efter en gennemgang af de gældende bestemmelser i national ret konstaterer den herefter, at der på fællesskabsniveau ikke findes nogen foranstaltning, ja ikke engang nogen forslag til foranstaltninger, der har til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om brød, da det eneste direktivforslag, som Kommissionen i januar 1973 forelagde for Rådet, aldrig er blevet diskuteret i Rådet.
Kommissionen er enig med den tyske forbundsregering i, at det ikke er muligt at besvare spørgsmålet i den form, hvori det er forelagt af den forelæggende ret, idet det dog påpeges, at fortolkningen af fællesskabsretten herved kan forsyne den nationale ret med de oplysninger, der kan sætte den i stand til at afgøre den verserende sag.
Da Kommissionen ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder i nærværende sag, finder den det ikke muligt at blive helt klar over karakteren af bestemmelserne i brødbekendtgørelsen, og der er følgelig ikke noget sikkert grundlag for at afgøre, om salget af den pågældende brioche ville kunne forbydes fuldstændigt, eller om man kun vil forbyde, at briochen sælges under en betegnelse, der indeholder ordet brød.
Ifølge Kommissionen kan der være tre grunde til at forbyde markedsføring at briochen :
- a)For det første kan forholdet være det, at briochen ikke opfylder de nederlandske forskrifter med hensyn til sammensætning; det er imidlertid Kommissionens egen opfattelse, at det tilsyneladende fremgår af indlægget fra Kelderman's advokat, at det ikke er sammensætningen af briochen, der har skabt problemer;
- b)forholdet kan også være det, at begrebet eierbrood (æggebrød) strider mod bestemmelserne i den nederlandske brødbekendtgørelse, men også i denne situation er det Kommissionens opfattelse, at betegnelsen ikke synes at stride mod den pågældende forskrift, og den tilføjer, at hvis dette imidlertid skulle være tilfældet, er der herved ikke sket nogen krænkelse af artikel 30, da den pågældende betegnelse først senere er blevet benyttet af firma Kelderman, dvs. efter at produktet er blevet fremstillet og solgt i Frankrig i overensstemmelse med dette lands lovgivning;
- c)endelig kan forholdet være det, at forbudet mod at sælge briochen i Nederlandene udelukkende skyldes, at dets indhold af tørstof ikke er i overensstemmelse med en af de vægtgrænser, der i så henseende er fastsat i brødbekendtgørelsen (artikel 10). Det er Kommissionens opfattelse, at genstanden for bestemmelserne i artikel 10 ikke er helt klar, og at der findes to mulige fortolkninger:
- 1)Artikel 10 gælder kun, såfremt et bestemt produkt sælges som brød; således er grunden til, at det er umuligt at sælge briochen i Nederlandene, at produktet markedsføres under betegnelsen eierbrood. Imidlertid kan forbudet let omgås af importøren ved, at han sælger briochen under en anden betegnelse. Hvis denne fortolkning er korrekt, er brødbekendtgørelsen en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, da den forbyder salg i Nederlandene af brød eller tilsvarende varer, der fremstilles i en anden medlemsstat i overensstemmelse med denne medlemsstats gældende regler og sælges under en bestemt betegnelse, skønt den pågældende betegnelse i Nederlandene må anses for en tilstrækkeligt klar og præcis betegnelse for produktet.
- 2)En anden fortolkning af brødbekendtgørelsen kan bero på indholdet af artikel 3, hvoraf det kan udledes, at' brødbekendtgørelsen gælder for samtlige brødsorter og tilsvarende varer, der kan erstatte brød. Den pågældende brioche kan derfor kun bringes i omsætning, såfremt bestemmelserne i brødbekendtgørelsen, navnlig dennes artikel 10, overholdes. I denne situation umuliggøres salget i Nederlandene af varer fremstillet og markedsført i en anden bestemt medlemsstat i overensstemmelse med de i den pågældende stat gældende forskrifter, og artikel 10 i bekendtgørelsen må betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, der er forbudt ved EØF-traktatens artikel 30. Det må imidlertid undersøges, om bestemmelsen kan opretholdes på grundlag af traktatens artikel 36. Ganske vist er brødbekendtgørelsen blevet vedtaget af hensyn til den offentlige sundhed og redelige forretningsforhold, men ifølge Kommissionen er bekendtgørelsen ikke en uomgængelig sikring af, at disse to mål søges opnået. Hvad for det første hensynet til den offentlige sundhed angår, vedrører artikel 10 ikke sammensætningen af brødet som sådant, eftersom vægten af tørstof ikke er fastsat i forhold til brødets samlede vægt. Hvad angår de redelige forretningsforhold, kan interessen heri beskyttes af andre midler, der medfører færre hindringer for samhandelen mellem medlemsstaterne: Det må navnlig tages under overvejelse at forsyne køberne med de nødvendige oplysninger, f.eks. i form af mærkningsregler.
Sammenfattende har Kommissionen foreslået at besvare det Domstolen forelagte spørgsmål således:
Udtrykket foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner, jf. traktatens artikel 30, skal forstås således, at forbudet i artiklen også tager sigte på den i en medlemsstats lovgivning fastsatte betingelse om, at tørstofindholdet i brød skal ligge inden for bestemte værdier, når der er tale om import af brød, der lovligt fremstilles og sælges i en anden medlemsstat.