For så vidt angår børnetilskud, bestemmer artikel 2, stk. 4, i tjenestemandsvedtægtens bilag VII:

Undtagelsesvis kan enhver person, over for hvem tjenestemanden efter lovgivningen har forsørgerpligt, såfremt denne forsørgerpligt medfører betydelige udgifter for ham, ved en særlig begrundet afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden på grundlag af dokumenter, der er egnede til at tjene som bevis, ligestilles med et barn, over for hvem der er forsørgerpligt.

I artikel 1, stk. 2, i bilag VII hedder det:

ret til husstandstillæg har:

Sagsøgerens mor, som boede i Italien, var i 1978 i en situation, hvor hendes personlige indtægter på mindre end 10000 BFR pr. måned var utilstrækkelige til at dække udgifterne til hendes bolig og underhold. Hun tog derfor til Bruxelles for at tage bopæl hos sagsøgeren, som siden da i betydeligt omfang har dækket udgifterne til sin mors underhold. Ifølge en lægeattest af 6. juni 1983 er moderens helbredstilstand af en sådan art, at hun må bo hos sin datter.

Sagsøgeren anmodede herefter om, at hendes mor måtte blive ligestillet med et barn, over for hvem der er forsørgerpligt i den i artikel 2, stk. 4, i vedtægtens bilag VII forudsatte betydning. Ansættelsesmyndigheden imødekom sagsøgerens anmodning med virkning fra den 1. november 1978.

Ved skrivelse af 25. september 1981 meddelte direktøren for administrationen sagsøgeren, at man ikke kunne imødekomme hendes ansøgning, idet ligestillingen af en person med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, ikke gav ret til husstandstillæg, og at de dokumenter, som sagsøgeren havde henvist til, ikke kunne danne grundlag for, at der kunne gøres to undtagelser vedrørende samme person.

Den 12. november 1981 tilstillede sagsøgeren direktøren for administrationen en skrivelse, hvori hun fremførte retlige argumenter, som efter hendes opfattelse måtte føre til, at hun opfyldte betingelserne i artikel 1, stk. 2, litra c), uden at man behøvede at træffe en særlig afgørelse. Hun anmodede derfor direktøren for administrationen om på ny at overveje sin afgørelse.

Den 5. juli 1982 meddelte direktøren for administrationen sagsøgeren, at han ikke så sig i stand til at ændre den holdning, han allerede havde givet udtryk for mundtligt, idet den pågældende bestemmelse var blevet udstedt for at dække andre tilfælde end sagsøgerens, og idet en fast administrativ praksis, der var fælles for alle institutionerne, ikke gav mulighed for, at den pågældende bestemmelse blev anvendt samtidig med bestemmelsen om ligestilling af en person med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt.

Ved skrivelse af 17. februar 1983 afviste Rådets generalsekretær klagen, idet han anførte, at det dels ved behandlingen af sagsøgerens sag havde vist sig, at hendes mor havde visse midler, og dels at han allerede havde truffet afgørelse om, at sagsøgerens mor blev ligestillet med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt. Han så sig således ikke i stand til at træffe en særlig og begrundet afgørelse om at yde sagsøgeren husstandstillæg, og bekræftede i øvrigt, at afslaget var udtryk for en rimelig praksis, som ikke forskelsbehandlede sagsøgeren i forhold til tjenestemænd, der befandt sig i samme situation som sagsøgeren.

1.Principalt:

Den afgørelse, som direktøren for administrationen traf den 5. juli 1982 om ikke at yde sagsøgeren husstandstillæg i henhold til artikel 1, stk. 2, litra c), i tjenestemandsvedtægtens bilag VII, erklæres ugyldig.

Det fastslås, at sagsøgeren, der faktisk bærer familiemæssige byrder, opfylder de i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII fastsatte betingelser, og statueres som følge heraf, at sagsøgeren har ret til husstandstillæg og det med virkning fra det tidspunkt, da hun indgav ansøgningen, det vil sige den 23. juli 1981.

Frifindelse.

På grundlag den den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (tredje afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagsøgeren har anført, at hendes søgsmål kan fremmes til realitetsbehandling, idet det er anlagt til prøvelse af en afgørelse, som tilsyneladende er en retsakt, der stammer fra den kompetente instans, som er egnet til at skabe retsvirkninger, og som er sidste del af den interne procedure ved den pågældende instans.

Det første anbringende, som sagsøgeren har fremført til støtte for sit søgsmål, vedrører tilsidesættelsen af artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII. I henhold til bestemmelsen kan ansættelsesmyndigheden kun udøve et skøn i forbindelse med vurderingen af de faktiske udgifter, tjenestemanden afholder. I og med at ansættelsesmyndigheden har truffet afgørelse om at ligestille sagsøgerens mor med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, har den anerkendt, at sagsøgeren faktisk påtog sig disse udgifter. Derimod kan ansættelsesmyndigheden ikke udøve noget skøn ved anvendelsen af bestemmelsen, når den har anerkendt disse familiemæssige byrder, og der er ikke i nogen bestemmelse grundlag for at udelukke retten til husstandstillæg på grund af, at der er truffet an afgørelse over for en tjenestemand i medfør af artikel 2, stk. 4, i bilag VII. I modsætning til, hvad der gælder for sidstnævnte bestemmelse, har ansættelsesmyndigheden i forbindelse med artikel 1, stk. 2, litra c), intet skøn med hensvn til. om den vil træffe den pågældende afgørelse. Lovgiver har ønsket, at retten til husstandstillæg anerkendes enhver tjenestemand, som faktisk bærer familiemæssige byrder over for enhver person, der faktisk er optaget i hans familie.

Som sit andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at der er tale om en tilsidesættelse af lighedsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Sagsøgeren har i den forbindelse for det første anført, at tjenestemænd, der er enker (enkemænd), fraskilte, lovmæssigt separerede eller ugifte, og som har forsørgerpligt over for et eller flere børn, og i relation til hvem der desuden er ligestillet en eller flere personer med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, for de pågældende personer har ret til husstandstillæg, børnetilskud samt til det i artikel 8 i tjenestemandsvedtægtens bilag VII fastsatte beløb. Derimod kan den tjenestemand, der ikke har børn, men som bærer de samme familiemæssige byrder over for en person, der er ligestillet med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, ikke få udbetalt husstandstillæg og det i artikel 8 i bilag VII fastsatte beløb, selv om han må afholde de samme udgifter til underhold og bolig. Dernæst er en ugift tjenestemand, som faktisk bærer familiemæssige byrder over for en person, der er ligestillet med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, i en økonomisk situation, der uden sammenligning er mindre fordelagtig end situationen for en gift tjenestemand, hvis ægtefælle arbejder, og over for hvem der ligeledes er truffet afgørelse om ligestiling med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, idet sidstnævnte tjenestemand ud over husstandstillægget får udbetalt det i artikel 8 i vedtægtens bilag VII nævnte beløb.

Rådet har først understreget, at det ikke er bevist, at sagsøgerens mor i 1978 kun kunne bo hos sagsøgeren i Bruxelles, og at sagsøgeren ikke på anden måde kunne opfylde sine forpligtelser med hensyn til moderens underhold, for eksempel på den måde, at hun fandt et alderdomshjem eller et plejehjem i Italien. Det månedlige vederlag på næsten 100000 BFR inklusive børnetilskud, som sagsøgeren får udbetalt, er i øvrigt højt nok til, at to personer kan leve af det.

Med hensyn til sagsøgerens første anbringende har Rådet bemærket, at en afgørelse om at ligestille en person med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, ikke er det samme som at anerkende, at den pågældende tjenestemand faktisk bærer familiemæssige byrder. Der er ikke hjemmel i nogen bestemmelse til at yde husstandstillæg til en tjenestemand, der underholder en person, der er ligestillet med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt. Formålet med artikel 1, stk. 2, er at lette mulighederne for en gift tjenestemand eller en tjenestemand, der har forsørgerpligt over for et eller flere børn. Når der i henhold til artikel 1, stk. 2, litra c), kan træffes en særlig, af grunde ledsaget, afgørelse på grundlag af dokumenter, der er egnede til at tjene som bevis, har lovgiver tillagt ansættelsesmyndigheden et skøn med hensyn til, om de grunde, den pågældende har fremført, er rimelige og berettigede i forhold til dem, der har ligget til grund for den omtvistede bestemmelse. Grundlaget for anvendelsen af såvel artikel 1, stk. 2, litra c), som artikel 2, stk. 4, må være en snæver fortolkning og et vidt skøn. Således er der kun én tjenestemand ved Rådet, som for tiden får udbetalt husstandstillæg i henhold til en særlig, af grunde ledsaget, afgørelse: Der er tale om en person, der er værge for sine to mindreårige brødre efter at deres forældre er afgået ved døden. Efter Rådets opfattelse er det utænkeligt, at der kan træffes to særlige afgørelser på grundlag af de samme dokumenter, der er fremlagt som bevis, og som vedrører denne samme person. Allerede i forbindelse med afgørelsen om ligestilling med et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, er der taget hensyn til, at sagsøgerens midler ikke er tilstrækkelige. Såfremt de samme omstændigheder endnu engang blev lagt til grund ved ydelsen af husstandstillæg, ville det medføre forskelsbehandling, for eksempel i forhold til tjenestemænd, som har underholdsforpligtelser over for deres forældre, som bor i deres oprindelsesland, og som derfor har langt højere udgifter, eller i forhold til gifte tjenestemænd uden børn, som kun får udbetalt husstandstillæg og ikke børnetilskud.

Med hensyn til det andet anbringende har Rådet bestridt, at der er tale om forskelsbehandling. En tjenestemand uden børn er ikke i samme situation som en tjenestemand med børn. At der i disse tilfælde sker forskelsbehandling, er i øvrigt bestemt i selve vedtægten. Den omstændighed, at der udbetales de i artikel 8 i bilag VII nævnte beløb, er kun en særlig følge af retten til at modtage husstandstillæg, og som en ugift person uden forsørgelsesberettigede børn ikke har ret til. I de fleste tilfælde, hvor tjenestemænd skal opfylde underholdsforpligtelser over for andre personer, sker det ved overførsel af penge. Tjenstemanden kan naturligvis frit vælge, hvorledes han bedst opfylder sine forpligtelser, men heraf følger ikke, at den tjenestemand, som har valgt at underholde en slægtning i sin egen bolig, nødvendigvis har ret til at modtage husstandstillæg.