2013D0463 — DA — 27.03.2014 — 001.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 13. september 2013

om godkendelse af Cyperns makroøkonomiske tilpasningsprogram og om ophævelse af afgørelse 2013/236/EU

(2013/463/EU)

(EFT L 250, 20.9.2013, p.40)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

Rådets gennemførelsesafgørelse af 24. marts 2014

  L 91

40

27.3.2014




▼B

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 13. september 2013

om godkendelse af Cyperns makroøkonomiske tilpasningsprogram og om ophævelse af afgørelse 2013/236/EU

(2013/463/EU)



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet ( 1 ), særlig artikel 7, stk. 2 og 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EU) nr. 472/2013 finder anvendelse på medlemsstater, der allerede modtog finansiel bistand, herunder fra Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), på det tidspunkt, hvor nævnte forordning trådte i kraft.

(2)

Forordning (EU) nr. 472/2013 indeholder reglerne for godkendelse af de makroøkonomiske tilpasningsprogrammer for medlemsstater, der modtager finansiel bistand; det er nødvendigt, at disse regler er i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af den europæiske stabilitetsmekanisme.

(3)

Efter anmodning fra Cypern den 25. juni 2012 om finansiel bistand fra ESM besluttede Rådet den 25. april 2013 ved afgørelse 2013/236/EU ( 2 ), at Cypern nøje skulle gennemføre et makroøkonomisk tilpasningsprogram.

(4)

Den 24. april 2013 besluttede ESM's repræsentantskab i princippet at yde Cypern stabilitetsstøtte, og det godkendte aftalememorandummet om specifikke økonomisk-politiske betingelser (herefter »aftalememorandummet«) og Kommissionens undertegnelse heraf på ESM's vegne.

(5)

I overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i afgørelse 2013/236/EU har Kommissionen sammen med Den Europæiske Centralbank (ECB) og, hvor det er relevant, Den Internationale Valutafond (IMF) foretaget den første vurdering af fremskridtene med gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger og af deres effektivitet og økonomiske og sociale virkninger. På baggrund af denne vurdering er der foretaget en opdatering af det eksisterende makroøkonomiske tilpasningsprogram, som afspejler de skridt, som de cypriotiske myndigheder har taget frem til andet kvartal af 2013.

(6)

Efter at forordning (EU) nr. 472/2013 er trådt i kraft, skal det makroøkonomiske tilpasningsprogram nu vedtages i form af en gennemførelsesafgørelse fra Rådet. Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør programmet godkendes på ny på basis af artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 472/2013. Grundlæggende set bør programmet forblive identisk med det, der blev godkendt ved afgørelse 2013/236/EU, men også indeholde resultaterne af den undersøgelse, der er blevet gennemført i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i nævnte afgørelse. Samtidig bør afgørelse 2013/236/EU ophæves.

(7)

Kommissionen har sammen med ECB og IMF foretaget den første vurdering af fremskridtene med gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger og af deres effektivitet og økonomiske og sociale virkninger. Som et resultat heraf er aftalememorandummet blevet opdateret for så vidt angår reformen inden for den finansielle sektor, den finanspolitiske reform og de strukturelle reformer, navnlig med hensyn til i) at fastlægge en køreplan for den gradvise lempelse af kapitalkontrollen, ii) at opstille de retlige rammer for en styringsstruktur til forvaltning af statens andel i den kooperative kreditsektor, iii) at gennemføre en handlingsplan for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, iv) at indføre en kompensationsordning for sociale fonde og pensionsfonde med indskud i Cyprus Popular Bank, v) at sikre, at der fortsat vil være tilstrækkelige midler til rådighed til dækning af de nationale bidrag til projekter, der finansieres gennem strukturfondene og andre EU-fonde, vi) at give nærmere oplysninger om den planlagte reform af det offentlige bistandssystem og vii) at udforme detaljerede forslag til aktiveringspolitikker og tage hurtige skridt til at skabe muligheder for de unge og forbedre deres beskæftigelsesudsigter. Gennemførelsen af omfattende og ambitiøse reformer på finansielle, finanspolitiske og strukturelle områder bør sikre, at Cyperns offentlige gæld bliver holdbar på mellemlang sigt.

(8)

Under gennemførelsen af den samlede politiske pakke i Cypern bør Kommissionen yde supplerende rådgivning og teknisk bistand på specifikke områder. En medlemsstat, der er underlagt et makroøkonomisk tilpasningsprogram, og som har utilstrækkelig administrativ kapacitet, skal søge teknisk bistand fra Kommissionen, der i den forbindelse kan nedsætte ekspertgrupper.

(9)

De cypriotiske myndigheder bør i overensstemmelse med gældende nationale regler og national praksis inddrage arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer i forberedelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af det makroøkonomiske tilpasningsprogram —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:



Artikel 1

1.  For at lette den cypriotiske økonomis tilbagevenden til bæredygtig vækst og finanspolitisk og finansiel stabilitet gennemfører Cypern nøje det makroøkonomiske tilpasningsprogram (»programmet«), hvis hovedelementer er fastlagt i artikel 2 i denne afgørelse.

2.  Kommissionen overvåger sammen med ECB og, hvis det er relevant, IMF Cyperns fremskridt med gennemførelsen af programmet. Cypern samarbejder fuldt ud med Kommissionen og ECB. Cypern forsyner dem navnlig med alle de oplysninger, som de finder nødvendige for overvågningen af programmet. De cypriotiske myndigheder konsulterer på forhånd Kommissionen, ECB og IMF om vedtagelsen af politikker, der ikke indgår i denne afgørelse, men som kunne få væsentlig indflydelse på realiseringen af programmets målsætninger.

3.  Kommissionen undersøger sammen med ECB og, hvis det er relevant, IMF i samarbejde med de cypriotiske myndigheder, hvilke ændringer og opdateringer af programmet der måtte være nødvendige for at tage hensyn til f.eks. en betydelig kløft mellem de makroøkonomiske og budgetmæssige prognoser og de realiserede tal (herunder for beskæftigelse), negative afsmittende virkninger samt makroøkonomiske og finansielle chok.

For at sikre en gnidningsløs gennemførelse af programmet og bidrage til en holdbar korrektion af ubalancer yder Kommissionen løbende rådgivning og vejledning om reformer af finanspolitik, finansmarkeder og strukturreformer.

Kommissionen foretager regelmæssigt en vurdering af programmets økonomiske virkninger og anbefaler de nødvendige korrektioner med henblik på at fremme vækst og jobskabelse, sikre den nødvendige finanspolitiske konsolidering og minimere skadelige sociale virkninger. Det makroøkonomiske tilpasningsprogram, herunder dets mål og den forventede fordeling af tilpasningsindsatsen, offentliggøres.

Artikel 2

1.  De primære mål for programmet er at genoprette en sund cypriotisk banksektor, at videreføre den igangværende finanspolitiske konsolidering og at gennemføre strukturreformer for at fremme konkurrenceevnen og en bæredygtig og afbalanceret vækst. Programmet skal tackle de særlige risici fra Cypern for den finansielle stabilitet i euroområdet og sigte mod hurtigt at genoprette en sund og bæredygtig økonomisk og finansiel situation i Cypern og genskabe landets kapacitet til at finansiere sig selv fuldt ud på de internationale finansielle markeder. Programmet skal tage behørigt hensyn til Rådets henstillinger til Cypern i henhold til artikel 121, 126 og 136 og 148 i traktaten samt til Cyperns indsats for at efterkomme dem, idet der tages sigte på at udvide, styrke og uddybe de påkrævede politiske foranstaltninger.

2.  Cypern viderefører den finanspolitiske konsolidering i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud ved hjælp af permanente foranstaltninger af høj kvalitet, samtidig med at virkningerne for de sårbare befolkningsgrupper mindskes.

3.  For at bringe underskuddet ned under 3 % af BNP senest i 2016 sørger Cypern for at være rede til at iværksætte yderligere konsolideringsforanstaltninger. Mere specifikt sørger den cypriotiske regering i tilfælde af lavere indtægter end ventet eller højere sociale udgifter på grund af negative makroøkonomiske virkninger for at være rede til at træffe yderligere foranstaltninger for at bevare programmets målsætninger, bl.a. ved at mindske diskretionære udgifter, samtidig med at virkningerne for de sårbare befolkningsgrupper mindskes. I programperioden lægges likvide indtægter, som er højere end i fremskrivningerne i programmet, herunder eventuelle uventede gevinster, til side eller anvendes til at nedbringe gælden. Hvis der derimod opnås bedre resultater end forventet, kan dette, i det omfang det anses for at være et varigt fænomen, i stedet mindske behovet for yderligere foranstaltninger i programmets sidste år.

4.  Cypern sikrer en god gennemførelse af strukturfondene og andre EU-fonde for så vidt angår programmets budgetmål. For at sikre en effektiv udnyttelse af EU-midler sørger den cypriotiske regering for, at der er tilstrækkelige nationale midler til rådighed til dækning af nationale bidrag, herunder ikke-støtteberettigede udgifter, under de europæiske struktur- og investeringsfonde (EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, ELFUL og EFF/EHFF) i programperioderne 2007-2013 og 2014-2020, idet der samtidig tages hensyn til de disponible midler fra Den Europæiske Investeringsbank. Myndighederne ser til, at den institutionelle kapacitet til gennemførelse af de aktuelle og fremtidige programmer forbedres, og at forvaltningsmyndighederne og gennemførelsesorganerne råder over passende menneskelige ressourcer.

▼M1

5.  For at genskabe en sund finansiel sektor bør Cypern fortsætte omstruktureringen af banksektoren og den kooperative kreditsektor, fortsætte med at styrke tilsynet og reguleringen, gennemføre en reform af rammerne for omstrukturering af gælden, og gradvist ophæve kapitalbegrænsningerne i overensstemmelse med køreplanen og sikre finansiel stabilitet. Programmet lægger op til følgende foranstaltninger og resultater:

a) sikring af, at likviditetssituationen i banksektoren nøje overvåges. Midlertidige restriktioner for den frie bevægelighed for kapital (bl.a. begrænsninger for hævning af kontanter, betalinger og overførsler) overvåges nøje. Målet er, at kontrollen kun opretholdes, så længe den er strengt nødvendig for at reducere alvorlige risici for stabiliteten i det finansielle system. Gennemførelsen af køreplanen for den gradvise lempelse af restriktive foranstaltninger skal fortsætte, idet der også tages hensyn til kreditinstitutternes likviditetssituation. Der udformes en målrettet kommunikationsstrategi for med regelmæssige mellemrum at udsende oplysninger om denne køreplan og de fremskridt, der gøres med gennemførelsen af strategien for banksektoren.

Finansierings- og egenkapitalplaner for indenlandske banker, som er afhængige af finansiering via centralbanken eller modtager statsstøtte, skal på realistisk vis afspejle den forventede nedgearing i banksektoren og den gradvise lempelse af restriktive foranstaltninger og mindske afhængigheden af låntagning i centralbankerne, samtidig med at der undgås nødudsalg (»fire sales«) af aktiver og en kreditstramning

b) tilpasning af minimumskapitalkravene under hensyntagen til parametrene for balancevurderingen og den EU-dækkende stresstest

c) sikring af, at alle omstruktureringsplaner godkendes formelt i henhold til statsstøttereglerne, før der ydes statsstøtte. Banker med kapitalunderskud kan, hvis andre foranstaltninger viser sig ikke at være tilstrækkelige, anmode om rekapitaliseringsstøtte fra staten i overensstemmelse med procedurerne for statsstøtte. Banker med omstruktureringsplaner aflægger rapport om fremskridtene med gennemførelsen af deres planer

d) sikring af, at der oprettes et velfungerende kreditregister, at der foretages de nødvendige ændringer af den nuværende lovgivningsmæssige ramme for aktivers værdiforringelse og hensættelser, og at EU's regler om kapitalkrav og misligholdte lån gennemføres rettidigt

e) lempelse af begrænsningerne på beslaglæggelse af sikkerhedsstillelse. Dette skal ske sammen med udformningen af lovgivning på grundlag af en omfattende reformramme med henblik på indførelse af passende insolvensprocedurer for virksomheder og privatpersoner og sikring af, at de reviderede bestemmelser vedrørende sikkerhedsovertagelse og insolvens fungerer problemløst og effektivt. Efter reformen tages de nye retlige rammer for omlægning af den private sektors gæld op til revision, og der træffes om nødvendigt supplerende foranstaltninger

f) gennemførelse af strategien for den kooperative kreditinstitutsektors fremtidige struktur, funktionsmåde og levedygtighed som udformet af Cyperns centralbank i samråd med Kommissionen, ECB og IMF

g) styrkelse af overvågningen af virksomhedernes og husholdningernes gæld og etablering af en ramme for målrettet omstrukturering af gælden i den private sektor for at lette nye udlån og mindske kreditklemmen. Bankernes politikker og praksis med hensyn til forvaltning af restancer skal revideres, og restanceforvaltningsdirektivet og adfærdskodeksen ændres, hvis der er behov herfor. Cypern træffer ikke administrative foranstaltninger, der interfererer med fastsættelsen af bankernes udlånsrenter

h) yderligere styrkelse af rammerne for bekæmpelse af hvidvaskning af penge og gennemførelse af en handlingsplan til sikring af, at praksis med hensyn til kundelegitimationskrav og gennemsigtighed for de enkelte institutter forbedres i overensstemmelse med bedste praksis

i) integrering af stresstests i det normale banktilsyn

j) indførelse af oplysningspligt, således at bankerne regelmæssigt underretter myndighederne og markederne om deres fremskridt med omstruktureringen af deres virksomhed

k) sikring af gennemførelsen af de omstruktureringsforanstaltninger, som skal forbedre den kooperative kreditsektors levedygtighed efter etableringen af de retlige rammer for den nye governancestruktur til forvaltning af statens andel i sektoren, og

l) sikring af revisionen af governancedirektivet, som bl.a. vil præcisere samspillet mellem bankernes interne revisionsenheder og banktilsynsmyndighederne.

▼B

6.  I løbet af 2013 gennemfører de cypriotiske myndigheder nøje finansloven for 2013 (som ændret), inklusive de supplerende permanente foranstaltninger, der blev vedtaget før den første udbetaling af finansiel bistand, der skal beløbe sig til mindst 351 mio. EUR (2,1 % af BNP). Cypern træffer følgende foranstaltninger:

a) en reform af skattesystemet for motorkøretøjer, baseret på miljøvenlige principper og med sigte på at skabe yderligere indtægter på mellemlang sigt

b) en kompensationsordning for sociale fonde og pensionsfonde med indskud i Cyprus Popular Bank, som sikrer en ligeværdig behandling i forhold til sådanne fonde i Bank of Cyprus, tager hensyn til likviditeten og den aktuarmæssige stilling i hver fond og minimerer virkningen for det offentlige underskud. Som følge af disse fondes sociale karakter kan målet for det offentlige underskud i 2013 tages op til revision for at tage hensyn til den budgetmæssige virkning af denne ordning

c) en fuldstændig gennemførelse af de konsolideringsforanstaltninger, der er vedtaget siden december 2012.

▼M1

7.  I løbet af 2014 gennemfører de cypriotiske myndigheder fuldt ud de i finansloven for 2014 omhandlede permanente foranstaltninger, som beløber sig til mindst 270 mio. EUR. De sørger for en fuldstændig gennemførelse af de konsolideringsforanstaltninger, der er vedtaget siden december 2012.

▼M1

7a.  Som led i finanspolitikken i 2015-2016 tilstræber de cypriotiske myndigheder en offentlig saldo, der er i overensstemmelse med tilpasningskursen, jf. henstillingen som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EDP).

▼B

8.  For at sikre de offentlige finansers langsigtede holdbarhed gennemfører Cypern finanspolitiske strukturreformer, der bl.a. omfatter følgende foranstaltninger og resultater:

▼M1

a) om nødvendigt nye reformer af det almindelige pensionssystem og pensionssystemet i den offentlige sektor for at sikre pensionssystemets holdbarhed på lang sigt, samtidig med at pensionernes tilstrækkelighed sikres

▼B

b) kontrol med væksten i sundhedsudgifterne for at sikre, at der findes tilstrækkelige midler med henblik på at styrke finansieringsstrukturens bæredygtighed og effektiviteten i de offentlige sundhedsydelser, etablering af et nationalt sundhedssystem med sikring af dets økonomiske bæredygtighed og universelle dækning

c) forbedring af effektiviteten i de offentlige udgifter og af budgetproceduren ved hjælp af effektive mellemfristede budgetrammer som led i en bedre forvaltning af de offentlige finanser for derved at bidrage til budgetkonsolideringsbestræbelserne, samtidig med at der sikres tilstrækkelige midler til grundlæggende politikker såsom uddannelse og sundhedspleje. Disse rammer skal være i fuld overensstemmelse med Rådets direktiv 2011/85/EU ( 3 ) og med traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union, der blev undertegnet den 2. marts 2012 i Bruxelles

d) vedtagelse af passende retlige og institutionelle rammer for offentlig-private partnerskaber, der udformes i overensstemmelse med bedste praksis

▼M1

e) udarbejdelse af et program til at opnå et solidt virksomhedsledelsessystem for statsejede og halvoffentlige virksomheder og gennemførelse af en privatiseringsplan for at forbedre den økonomiske effektivitet og genskabe et bæredygtigt gældsniveau

▼B

f) udarbejdelse og gennemførelse af en omfattende reformplan for at forbedre effektiviteten i skatteopkrævningen og skatteadministrationen, herunder foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig og skatteflugt samt sikring af en fuldstændig og rettidig anvendelse af lovgivning og standarder for internationalt skattesamarbejde og udveksling af skatteoplysninger

g) reform af ordningen for skat på fast ejendom

h) reform af den offentlige administration for at forbedre dens funktion og omkostningseffektivitet, navnlig ved at revidere dens størrelse, ansættelsesvilkårene og de offentlig tjenesters funktionelle organisation, for således at sikre en effektiv udnyttelse af de offentlige ressourcer og levering af kvalitetsydelser til befolkningen

i) reformer af de sociale ydelsers overordnede struktur og niveauer med henblik på at opnå en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne og sikre en passende balance mellem social bistand og incitamenter til at arbejde. Den planlagte reform af offentlig bistand skal sikre, at social bistand fungerer som et sikkerhedsnet for at sikre en minimumsindkomst for dem, der ikke er i stand til at opretholde en basal levestandard, samtidig med at der er effektive incitamenter til at tage arbejde, og

j) en gennemgribende revision af den offentlige gæld, bl.a. en undersøgelse af, hvilke faktorer der har ført til opbygning af den uforholdsmæssigt store gæld.

9.  Cypern sikrer, at lønindekseringssystemet inden for den offentlige sektor som helhed forbliver suspenderet indtil programmets afslutning. Enhver ændring i mindstelønnen skal være i overensstemmelse med den økonomiske udvikling og udviklingen på arbejdsmarkedet og ske i samråd med arbejdsmarkedets parter.

▼M1

10.  Cypern sikrer gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger for at afhjælpe de identificerede mangler i landets aktiveringspolitikker. Cypern tager hurtige skridt til at skabe muligheder for de unge og forbedre deres beskæftigelsesudsigter i overensstemmelse med målsætningerne i Rådets henstilling om oprettelsen af en ungdomsgaranti ( 4 ). Udformningen, forvaltningen og gennemførelsen af foranstaltningerne rettet mod de unge skal indgå som en velintegreret del af samlingen af aktiveringspolitikker og være i overensstemmelse med reformen af det sociale velfærdssystem og de aftalte budgetmål.

11.  Cypern skal være rede til at foretage yderligere ændringer af den sektorspecifikke lovgivning, der er nødvendige for fuldt ud at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF ( 5 ). De cypriotiske myndigheder sikrer en yderligere forbedring af de lovregulerede erhvervs funktionsmåde. Konkurrencelovgivningen forbedres gennem en styrkelse af de kompetente konkurrencemyndigheders funktion og af de nationale reguleringsmyndigheders uafhængighed og beføjelser.

12.  Cypern reducerer efterslæbet med hensyn til udstedelse af skøder, tager skridt til hurtigt at befri skøder, der skal overføres til købere af fast ejendom, for behæftelser og fastsætter tidsfrister for udstedelse af bygningscertifikater og skøder.

13.  Cypern ændrer bestemmelserne om tvangssalg af belånt ejendom og tillader private auktioner hurtigst muligt. Domstolenes sagsbehandling fremskyndes, og domstolenes forsinkelser indhentes inden programmets afslutning. Cypern tager initiativ til at forbedre turistsektorens konkurrencedygtighed med en konkret handlingsplan, der kan føre til opfyldelse af de kvantificerede mål i den reviderede strategi for turistsektoren i årene 2011-2015. Cypern gennemfører en strategi, der fører til tilpasning af Cyperns luftfartspolitik over for tredjelande, idet der tages hensyn til EU's luftfartspolitik over for tredjelande og EU's luftfartsaftaler, samtidig med at der sikres tilstrækkelige luftfartsforbindelser.

▼B

14.  Cypern gennemfører fuldt ud den tredje energipakke uanset artikel 44, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF ( 6 ) og artikel 49, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF ( 7 ). Cypern undersøger, om der er grund til at anvende de undtagelser, landet er blevet indrømmet ved disse artikler. Parallelt hermed udarbejdes der en omfattende udviklingsplan for omstruktureringen af den cypriotiske energisektor. Planen skal omfatte:

a) en udbygningsplan for den infrastruktur, der kræves til udnyttelsen af naturgas, hvori der tages hensyn til de kommercielle muligheder og risici

▼M1

b) en oversigt over reguleringssystemet og markedsordningen for den omstrukturerede energi- og gassektor, herunder en passende salgsramme for offshore-gasforsyningen, der maksimerer indtægterne, og

▼B

c) en plan med henblik på at etablere den institutionelle ramme for forvaltning af kulbrinteressourcer, herunder en ressourcefond, der modtager og forvalter offentlige indtægter fra off-shore-gasudvinding, og som oprettes på grundlag af internationalt anerkendt bedste praksis.

▼M1

15.  Cypern indgiver en opdateret anmodning til Kommissionen om teknisk bistand i programperioden. I anmodningen angives og præciseres de områder, hvor de cypriotiske myndigheder finder det vigtigt at modtage teknisk bistand eller rådgivning for at kunne gennemføre det makroøkonomiske tilpasningsprogram.

▼M1

16.  Cypern udarbejder en samlet og kohærent vækststrategi, der kan kickstarte økonomien, og integrerer den i landets nationale institutionelle rammer med en løftestangseffekt for den løbende reform af den offentlige forvaltning og forvaltningen af de offentlige finanser, andre forpligtelser i henhold til Cyperns makroøkonomiske tilpasningsprogram og relevante EU-initiativer inden for rammerne af partnerskabsaftalen om anvendelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde.

▼B

Artikel 3

Afgørelse 2013/236/EU ophæves.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til Republikken Cypern.



( 1 ) EUT L 140 af 27.5.2013, s. 1.

( 2 ) Rådets afgørelse 2013/236/EU af 25. april 2013 rettet til Cypern om specifikke foranstaltninger til genoprettelse af finansiel stabilitet og bæredygtig vækst (EUT L 141 af 28.5.2013, s. 32).

( 3 ) Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 41).

( 4 ) Rådets henstilling af 22. april 2013 om oprettelsen af en ungdomsgaranti (EUT C 120 af 26.4.2013, s. 1).

( 5 ) Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36).

( 6 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55).

( 7 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 94).