European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/17

9.1.2025

AFGØRELSE nr. 2/2024 TRUFFET AF DET BLANDEDE UDVALG UNDER DEN REGIONALE KONVENTION OM PAN-EURO-MIDDELHAVSREGLER FOR PRÆFERENCEOPRINDELSE

af 12. december 2024

om ændring af afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg med henblik på at medtage overgangsbestemmelser til de ændringer af den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse, der finder anvendelse fra den 1. januar 2025 [2025/17]

DET BLANDEDE UDVALG HAR —

under henvisning til den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (1), særlig artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 3, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De kontraherende parter i den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) er blevet enige om at ændre konventionen med henblik på at indføre et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler. Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 1/2023 (2) om ændring af konventionen, som fastsætter reviderede oprindelsesregler, blev vedtaget den 7. december 2023 og træder i kraft den 1. januar 2025 (»konventionens reviderede regler«).

(2)

De kontraherende parter er enige om, at der er behov for overgangsbestemmelser for at præcisere, hvilken præferencebehandling der skal indrømmes for varer, som eksporteres fra en kontraherende part inden konventionens reviderede reglers ikrafttræden, og som efterfølgende importeres til en anden kontraherende part efter disse reglers ikrafttræden.

(3)

Oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget inden den 1. januar 2025 i en kontraherende part i overensstemmelse med reglerne for frivillig anvendelse af konventionen i afventning af indgåelse og ikrafttræden af konventionens reviderede regler, bør godtages til præferencebehandling ved import efter den 1. januar 2025.

(4)

Oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget i overensstemmelse med tillæg I til konventionen og oprindelsesbeviser, der er udstedt i overensstemmelse med protokollerne om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde forud for konventionen inden datoen for ikrafttrædelsen af ændringen af de bilaterale protokoller mellem de kontraherende parter med henblik på at medtage henvisningen til konventionen som senest ændret, bør godtages til præferencebehandling ved import efter denne dato.

(5)

Et antal kontraherende parter har tilkendegivet, at de ikke vil være i stand til inden den 1. januar 2025 at ajourføre deres bilaterale protokoller om oprindelsesregler med en henvisning til konventionen som senest ændret på grund af varigheden af deres interne procedurer.

(6)

Den forsinkede ajourføring hos et antal kontraherende parter af de bilaterale protokoller med henblik på at medtage en henvisning til konventionen som senest ændret kan føre til forstyrrelse af de nuværende kumulationsmuligheder.

(7)

De kontraherende parter er enige om, at der er behov for overgangsbestemmelser for at bevare handelsstrømmene på grundlag af de nuværende kumulationsmuligheder, indtil processen med at tilpasse alle bilaterale protokoller til en henvisning til konventionen som senest ændret er afsluttet. Tillæg I til konventionen, som var gældende forud for de ændringer, der blev indført ved afgørelse 1/2023, bør som en midlertidig foranstaltning finde anvendelse mellem de kontraherende parter i konventionen parallelt med konventionens reviderede regler, og kumulation bør være tilladt mellem de forskellige regelsæt, når det er muligt.

(8)

De kontraherende parter er enige om, at overgangsbestemmelserne er af teknisk karakter og bør anvendes så hurtigt som muligt. Hvor det er muligt i henhold til de kontraherende parters interne lovgivning, bør den midlertidige anvendelse af overgangsbestemmelserne sikres.

(9)

De kontraherende parter er enige om at ændre afgørelse nr. 1/2023, således at de overgangsbestemmelser, der gælder i ét år fra datoen for konventionens reviderede reglers ikrafttræden, nemlig i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2025, medtages i konventionens reviderede regler.

(10)

Hver kontraherende part bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at konventionens reviderede regler anvendes effektivt, idet de tilpasser de bilaterale protokoller med en henvisning til konventionen som senest ændret den 31. december 2025 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Afgørelse nr. 1/2023 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

2.   Ændringerne til afgørelse nr. 1/2023 træder i kraft den 1. januar 2025.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. december 2024.

På Det Blandede Udvalgs vegne

María Isabel GARCÍA CATALÁN

Formand


(1)   EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4.

(2)  Afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg under den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse af 7. december 2023 om ændring af den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse [2024/390] (EUT L, 2024/390, 19.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/390/oj).


BILAG

Eneste artikel

Ændring af afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg under den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse

I afgørelse nr. 1/2023 ændres den eneste artikel i bilaget således:

1.

I punkt 5), tillæg I, tilføjes følgende artikel:

» Artikel 42

Overgangsbestemmelser

1.   Tillæg I til konventionen som offentliggjort i EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4, finder anvendelse mellem de kontraherende parter i konventionen indtil den 31. december 2025 parallelt med dette tillæg.

2.   Oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget inden den 1. januar 2025 i overensstemmelse med konventionens regler, der finder anvendelse på frivillig basis under afventning af indgåelse og ikrafttrædelse af ændringen af konventionen (»overgangsoprindelsesreglerne«), og som fremlægges efter denne dato inden for deres gyldighedsperiode, bør godtages til præferencebehandling ved import af varer, som den 1. januar 2025 enten er under forsendelse eller henført under en særlig procedure under toldkontrol. Disse varer kan anvendes til kumulation, jf. artikel 7.

3.   I tilfælde af forsinket fremlæggelse af oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget inden den 1. januar 2025 i overensstemmelse med overgangsoprindelsesreglerne, finder artikel 23, stk. 2 og 3, anvendelse på de varer, der er nævnt i nærværende artikels stk. 2.

4.   Både oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget i overensstemmelse med tillæg I til konventionen som offentliggjort i EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4, og oprindelsesbeviser, der er udstedt i overensstemmelse med oprindelsesreglerne i protokollerne forud for konventionen før ikrafttrædelsen for ændringen af de bilaterale protokoller mellem de kontraherende parter for at medtage henvisningen til konventionen som senest ændret, og som fremlægges efter ikrafttrædelsesdatoen, bør godtages inden for deres gyldighedsperiode som præferencebehandling ved import af varer, der på denne dato enten er under forsendelse eller henført under en særlig procedure under toldkontrol. I tilfælde af forsinket fremlæggelse af sådanne beviser finder artikel 23, stk. 2 og 3, anvendelse.

5.   Oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget inden den 1. januar 2026 i overensstemmelse med stk. 1 eller i overensstemmelse med oprindelsesreglerne i protokollerne forud for konventionen, og som efter denne dato fremlægges inden for deres gyldighedsperiode, bør godtages til præferencebehandling ved import af varer, som den 1. januar 2026 enten er under forsendelse eller henført under en særlig procedure under toldkontrol. I tilfælde af forsinket fremlæggelse af sådanne beviser finder artikel 23, stk. 2 og 3, anvendelse.

6.   Med henblik på kontrol finder artikel 33, stk. 2, artikel 34 og, hvor det er relevant, artikel 35 også anvendelse på oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget i overensstemmelse med overgangsoprindelsesreglerne, og oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget i henhold til protokollerne forud for konventionen, som var gældende før den 1. januar 2025.

7.   Med henblik på kontrol finder artikel 33, stk. 2, og artikel 34 også anvendelse, hvis verifikationsanmodningen indgives efter den 1. januar 2026 eller efter ikrafttrædelsesdatoen for ændringen af de bilaterale protokoller mellem de kontraherende parter for at medtage henvisningen til konventionen som senest ændret for oprindelsesbeviser, der er udstedt eller udfærdiget i overensstemmelse med tillæg I til konventionen som offentliggjort i EUT L 54 af 26.2.2013, s. 4, og protokollerne forud for konventionen.

8.   De kontraherende parter underretter hver fjerde måned hinanden gennem Europa-Kommissionen om status for ajourføringen af deres bilaterale protokoller med henvisning til konventionen som senest ændret og om de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at konventionens regler som ændret ved afgørelse nr. 1/2023 truffet af Det Blandede Udvalg anvendes effektivt fra den 1. januar 2026.

9.   Følgende anføres på engelsk i rubrik 7 i varecertifikatet EUR.1, der udstedes i overensstemmelse med dette tillæg: »REVISED RULES«. Dette anføres også i slutningen af teksten til den oprindelseserklæring, der udfærdiges i overensstemmelse med dette tillæg. Det anførte skal også indgå i oprindelsesbeviserne indtil den 31. december 2025.«

2.

I punkt 5), tillæg I, artikel 8, indsættes følgende stykke:

»1a.   Den i artikel 7 omhandlede kumulation kan anvendes på varer henhørende under kapitel 1, 3, 16 (for forarbejdede fiskevarer) og 25-97 i det harmoniserede system, som har opnået oprindelsesstatus ved anvendelse af oprindelsesreglerne i artikel 42, stk. 1, og de relevante bestemmelser i tillæg II samt ved anvendelse af oprindelsesreglerne i protokollerne om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde forud for konventionen, forudsat at materialerne og produkterne har oprindelse i de kontraherende parter, for hvilke der er mulighed for kumulation, som meddelt i »Kommissionens meddelelse om anvendelsen af den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse eller protokollerne om oprindelsesregler, der giver mulighed for diagonal kumulation mellem denne konventions kontraherende parter«, som senest offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

Dette stykke finder anvendelse i den i artikel 31, stk. 1, omhandlede periode på varer, der er omfattet af de oprindelsesbeviser, der er nævnt i artikel 42, stk. 4 og 5.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/17/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)