Dom af
Sml. 1991 I, s. 5889. sårlig s. 5891. Offentlig forvaltning af havne er cl fænomen, som man sandsynligvis finder i dc fleste, om ikke alle, medlemsstaterne og kan i sig selv ikke betragtes som uforenelig med fællesskabsretten.
Kongeligt dekret nr. 337 af
Se punkt 2 i generaladvokat Van Gcrvcn's forslag til afgorelsc. Sml 1991 I, s. 5889, særlig s. 5905.
Republikkens præsidents dekret nr. 328 af
Det fremgår klart af den nationale rets rcdcgorclsc for den italienske lovgivning, som findes i det memorandum, der er vedlagt forelæggelseskendelsen (herefter
Koncessionshavernes forpligtelse i henhold til solovcns artikel 111 vcdrortc tilsyneladende alene arbejdskraftintensive arbejder eller tjenesteydelser.
Del skal bemærkes, al på tidspunktet for begivenhederne i Porto di Genova-sagen var havneselskabet i Genovas havn fuldt ud ejet af den offentlige myndighed, som forvaltede havnen. Det vil sige at havnemyndigheden faktisk fastsatte de tariffer, som myndighedens eget datterselskab opkrævede. Se punkt 2 i generaladvokat Van Gcrvcn's forslag til afgorelse, Sml. 1991 1, s. 5889, særlig s. 5906.
Se rctsmøderapporten, Sml. 1991 I, s. 5889, særlig s. 5892.
Se punkt 3 i generaladvokat Van Gervcn's forslag til afgørelse, Sml. 1991 I, s. 5889, særlig s. 5906.
Faktisk var parterne enige om, at den italienske lovgivning var uforenelig med fællesskabsretten. Som påpeget af generaladvokat Van Gerven i fodnote 5 i forslaget til afgørelse, var der kun uenighed mellem parterne om
Porto di Genova-dommen, præmis 13.
A.st., præmis 15.
Dom af
Dom af
Porto di Genova-dommen, prajmis 19.
Se præmis 20.
Se præmis 24.
Se punkt 3 i generaladvokat Elmer's forslag til afgorelse i forbindelse med dom af
GURI nr. 21 af
Se endvidere punkt 17 nedenfor.
Det fremgår dog tilsyneladende af artikel 27, stk. 8, i 1994-loven, at de allerede eksisterende monopoler, som var etableret i henhold til sølovens artikel 110 og 111, først skulle ophæves med virkning fra den
De omdannede havneselskaber er dog fritaget fra dette krav, hvilket har betydning for den foreliggende sag. Se punkt 16 nedenfor.
Således skal såvel sådanne godkendte virksomheder (herefter
Indehaverne af sådanne koncessioner vil herefter for nemheds skyld blive betegnet som
Ansatte i havnesclskaber, som bliver overflødige ved disse selskabers omdannelse i medfør af artikel 21, og som ikke er ansat af virksomheder, der har tilladelse til at udfore havnearbejde, eller tcrminalkonccssionshavcrc, skal ojensynlig fortsætte i de omdannede selskaber efter en ordning om midlertidig ansættelse. De nærmere regler for denne ordnings anvendelse skal fastsættes ved dekret. Domstolen har dog ikke kendskab til noget sådant dekret. I de havne, hvor der ikke er noget omdannet selskab eller andelsselskab i henhold til artikel 21, stk. 1, litra b), i 1994-loven (som jeg straks skal behandle), er de pågældende havnemyndigheder, som påpeget af Kommissionen i dens skriftlige indlæg, i henhold til artikel 17, stk. 2, bemyndiget til — igen som en undtagelse fra artikel 1 i 1960-lovcn — at fremme etableringen af en havncarbejdssammenslutning (
Ifølge artikel 21 i 1994-loven skulle havneselskaberne, som tidligere havde monopol i henhold til sølovens artikel 110 Se punkt 3 ovenfor. Herefter
Det fremgår af oplysninger, som Kommissionen og Italien har givet som svar på et skriftligt spørgsmål fra Domstolen, at fristen den
1 retsmodet blev det nemlig hævdet af tiltalte i hovedsagen, al del omdannede selskab i I.a Spezias havn faktisk drev virksomhed som terminalkonccssionshavcr.
De tiltalte er egentlig repræsentanterne efter loven for terminalkoncessionshaveren og fem andre selskaber og andelsselskaber, hvis virksomhed er blevet anfægtet af anklagemyndigheden. Ifolge oplysninger, som blev fremlagt for Domstolen i retsmodet, havde de alle oprindelig tilladelse til at udfore havnearbejde i medfor af solovens artikel 68, men fik derefter tilladelser i medfor af artikel 165 i 1994-lovcn (og formentlig også i medfor af de tilsvarende bestemmelser i de hastedekreter, der blev udstedt for denne lovs ikrafttræden). Terminalkoncessionshaveren La Spezia Container Terminal (herefter
Varigheden af denne periode (herefter
I denne forbindelse henviser den nationale ret uden videre forklaringer til Porto di Genova-dommen.
Til støtte for dette argument over for deres egen medlemsstat har de tiltalte bl.a. påberåbt sig dom af
Dom af
A.st.
Se dom af
I dom af
A.st., præmis 38 og 39 (min fremhævelse).
Men i den foreliggende sag er, som den nationale ret har udtalt, en stor del af brugerne af havnen og navnlig af LSCT's ydelser etableret i andre medlemsstater.
Fodnote 34 ovenfor, særlig præmis 30.
Dom af
Dom af
Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 af
Præmis 30. Del skal bemærkes, al det i forordningens artikel 1, stk. 1, udtrykkeligt hedder:
Præmis 37. I denne sag betragtedes alle modtagerne af ydelserne, selv om nogle af dem var udlændinge, som havende bopæl i Italien, hvor ydelserne blev præsteret, jf. præmis 39.
Præmis 22.
Se i denne forbindelse dom af
De har også påberåbt sig den heraf folgende begrænsning af kundernes rei til at modtage alle de havncydclscr, de nar brug for, fra én kilde. De eventuelle negative folgcr for sådanne tjenesteydelsesmodlagere af en begrænsning i leve ringen af de pågældende ydelser kan efter min opfattelse ikke påberåbes af leverandoren af ydelserne som bevis på, at traktatens artikel 59 er tilsidesat, medmindre den også skader leverandørens egen virksomhed. Del var f.cks. i Svensson og Gustavsson-sagen, a.st., klart, at den begrænsning i långivningen fra banker, der ikke var etableret i Luxembourg, til kunder bosiddende i Luxembourg, som var en folge af de anfægtede luxembourgske foranstalt ningcr, også begrænsede sagsøgerne i hovedsagens frihed til at modtage bankydclscr. Da jeg i den foreliggende sag finder, at den begrænsning, der forhindrer andre end de omdannede selskaber i at formidle arbejdskraft, skader lerminalkoncessionshaverens mulighed for at levere ydelser, finder jeg del ikke nødvendigt særskilt al undersøge betydningen af den eventuelle begrænsning af den ret, som udenlandske brugere af italienske havne har til frit at modtage havneydelser.
Dom af
For det andet skulle de havnearbejdere, der havde været ansat i de tidligere havneselskaber, men som ikke havde fundet nyt arbejde andre steder, ansættes af de omdannede selskaber i henhold til en midlertidig ordning, som nærmere skulle fastsættes ved ministerielt dekret. Endelig skulle såvel virksomheder, der har tilladelse til at udføre havnearbejde, som terminalkoncessionshavere først benytte den arbejdskraft, der måtte være til rådighed efter den midlertidige ordning, førend de kunne anmode de omdannede selskaber om at stille midlertidig arbejdskraft til rådighed i henhold til artikel 17, stk. 1.
Se navnlig punkt 28 ovenfor.
Se f.cks. ovennævnte Svensson og Gustavsson-dom, pramis 15.
Dette spørgsmål må ikke forveksles med den mulige tilsidesættelse af traktatens artikel 48, som jeg henviste til i punkt 34 ovenfor, og den mere teoretiske mulighed, at de omdannede selskabers monopol på levering af midlertidig havnearbejdskraft begrænser den potentielle frie etableringsret i Italien for virksomheder fra andre medlemsstater, som har specialiseret sig i formidling af denne form for arbejdskraft.
Se bl.a. Webb-dommen, der er nævnt i fodnote 49, præmis 17.
Se f.eks. ovennævnte dom i sagen Alpine Investments og min redegørelse i punkt 31 ovenfor.
Punkt 11 i forslaget til afgørelse; se også fodnote 19 ovenfor.
I denne forbindelse skal jeg alene anfore, al alle de havnearbejdere, der var ansat af de tidligere havncsclskaber, var italienske statsborgere, og at del er denne kategori af havnearbejdere, der har fortrinsret til beskæftigelse efter de nye regler; se punkt 34 ovenfor.
A.st., præmis 18.
Primis 19.
Dom af
Se f.eks. dom af
Det vil muligvis hjælpe den nationale ret at vide, at det ikke under sagens behandling for Domstolen er blevet anført, at havnearbejdere, der tidligere var ansat i havncsclskaberne og derefter blev genansat af tcrminalkonccssionshavere eller virksomheder, der har tilladelse ti! at udfore havnearbejde, har fået deres rettigheder begrænset som folge heraf.
Tilsyneladende opererer de offentlige arbejdsformidlingskontorer, der er etableret i henhold til 1949-loven, ikke i havnesektoren.
I indlægget for Domstolen er det ikke hævdet, at udlejning af midlertidige havnearbejdere udgør en tjenesteydelse
I ovennævnte Höfner og Elser-dom har Domstolen f.eks. fastslået, at
Se f.cks. dom af
Se f.cks. ovennævnte domme i sagerne United Brands mod Kommissionen og Michelin mod Kommissionen, henholdsvis præmis 22 og 37, samt dom af
Præmis 28 (min fremhævelse).
Se punkt 22 32 ovenfor.
Se bl.a. Hofner og Elser-dommen, præmis 32. Generaladvokat Jacobs havde faktisk i sil forsfag til afgorelse i denne sag anfort (punkt 48), at artikel 86 efter lians opfattelse endog kunne finde anvendelse i sager, der var opstået på grundlag af en rent indenlandsk situation. Med hensyn til artikel 86's anvendelse skal Domstolen således tage stilling til
Præmis 16.
Den relevante del af dommens præmis 19 er nævnt i punkt 8 ovenfor. De påståede misbrug, der var tale om, kan rekapituleres således: i) krav om betaling for ikke ønskede tjenesteydelser; ii) fakturering af uforholdsmæssigt høje priser; iii) negative omkostningsmæssige og tidsmæssige følger af vægring ved at indføre moderne teknologi; iv) diskriminerende prisncdsættelscspolitik.
Præmis 29.
Dom af
Således henviser Domslolen i den engelske udgave af ERT-dommen (præmis 37) til
Se bl.a. Hofner og Elser-dommen, præmis 29. Se i øvrigt i denne forbindelse de synspunkter, som generaladvokat Jacobs har fremfort i punki 43 i sil forslag til afgorelse.
Se bl.a. ovennævnte ERT-dom, præmis 35.
Se generaladvokat Tesauro's forslag til afgorclsc i sag
Som ovennævnte L. Gyselen med rette har bemærket på s. 1240,
Höfner og Elser-dommen, præmis 9. Generaladvokat Jacobs havde dog anført (punkt 45 i forslaget til afgørelse), at Bundesanstalt under visse omstændigheder kunne have gjort mere rundhåndet brug af sin kompetence til at lade organisationer eller andre personer udføre arbejdsformidlingsvirksomhed for individuelle erhvervsgrupper eller persongrupper.
Præmis 31.
Misbrugene er angivet af Domstolen i dommens præmis 19, som nævnes i punkt 8 ovenfor, og sammenfattes i fodnote 71 ovenfor.
Se punkt 22 i forslag til afgørelse i Porto di Genova-sagen, Sml. 1991 I, s. 5889, særlig s. 5916.
Dom af
A.st., præmis 20 (min fremhævelse). I Irland blev et tilsvarende regionalt monopol på kunstig inseminering anfægtet i sagen O'Neil mod The Minister for Agriculture and Food, Ireland and the Attorney General (1995), ICLR 494 (High Court). Sagsogcrcn var blevet nægtet tilladelse til at tilbyde et fuldstændigt kunstigt insemineringsprogram, da det var ministerens politik kun at give én sådan tilladelse i hvert af de ni områder, sont staten var blevet inddelt i. O'Ncil nedlagde påstand om anerkendelse af, at del regionale monopolsystem var i strid med bl.a. traktatens artikel 85, 86 og 90. Dommer Budd tog ikke denne påstand til folge, da han efter en grundig gennemgang af Domstolens praksis, bl.a. Hofner og Elser-dommen og La Crespelle-dommen, ikke fandt, al indehaverne af enerettighederne havde misbrugt den dominerende stilling, der kunne betragtes som den direkte folge af de tilladelser, de havde fået meddelt, eller at de pågældende ved blot at udove deres enerettigheder var ude af stand til at undgå sådanne misbrug; se (1995) ICLR 494, s.
La Crespelle-dommen, præmis 20 og 21. Selv om generaladvokat Gulmann i sit forslag til afgørelse i La Crespelle-sagen havde den opfattelse, at det ville være en tilsidesættelse af artikel 86, hvis der blev opkrævet betaling for fiktive udgifter, fandt han ikke, at misbrugrisikoen var af en sådan art, at retten til at kræve betaling for supplerende omkostninger i sig selv var i strid med medlemsstatens forpligtelser i medfør af traktaten (se punkt 36). Han fandt tværtimod, at
I forelæggelseskendelsen i Porto di Genova-sagen beskrev den nationale ret visse omstændigheder, der kunne udgøre et misbrug navnlig fra Compagnia's side: se præmis 19 og punkt 18 i generaladvokat Van Gervcn's forslag til afgørelse. I den foreliggende sag er det derimod alene i forbindelse med det andet spørgsmål, at den nationale ret henviser (se punkt 49 ovenfor) til et eventuelt misbrug fra LSCT's side af stillingen som terminalkonccssionshavcr i La Spezias havn.
Det omdannede selskab beskæftiger muligvis stadig tilstrækkelig mange arbejdere i varige eller midlertidige stillinger til hurtigt at kunne opfylde eftersporgslen efter arbejdskraft fra terminalkoncessionshavere og virksomheder med tilladelse til at udfore havnearbejder, så snart cftcrsporgslcn opstår, og på et ikke-diskriminerende grundlag. Domstolen har dog ingen oplysninger om den ordning med midlertidig beskæftigelse, der henvises til i artikel 23 i 1994-lovcn; se fodnote 25 og punkt 38 ovenfor.
Jeg skal dog bemærke, at Domstolen ikke har nogen oplysninger om de faktiske priser, der opkræves af det omhandlede selskab i La Spczias havn, eller om beregningsmetoden. F.eks. har Domstolen således ikke fået oplyst (jf. punkt 71 ovenfor), om sølovens artikel 112 og regulativets artikel 203 stadig finder anvendelse, eller finder anvendelse i en ændret form. Se punkt 4 og fodnote 8 ovenfor.
Præmis 37. Tilsvarende har Domstolen i præmis 51 i dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen, som er na:vnl i fodnote 73 ovenfor, fastslået, at det at give en virksomhed den opgave at typegodkende udstyr, som virksomheden selv og dens konkurrenter skal anvende,
Under alle omstændigheder er nationale bestemmelser, der dels forbeholder sådanne omdannede selskaber, som alle tidligere var etableret som havneselskaber i den pågældende medlemsstat og kun beskæftigede havnearbejdere med medlemsstatens nationalitet, formidlingen af midlertidig havnearbejdskraft, og dels nu tvinger disse selskaber til først og fremmest at genansætte de pågældende havnearbejdere, udtryk for forskelsbehandling på grund af nationalitet mod udenlandske havnearbejdere, der ønsker at søge arbejde i italienske havne. Følgelig er sådanne nationale bestemmelser uforenelige med traktatens artikel 48, medmindre de kan begrundes med en af de ikke-økonomiske grunde, der er fastsat i artikel 48, stk. 3.