15.6.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 156/7


AFGØRELSE Nr. 1/2011 VEDTAGET AF STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET EU-KROATIEN

den 5. maj 2011

om ændring af protokol 4 til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Kroatien på den anden side om definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoderne for administrativt samarbejde

(2011/340/EU)

STABILISERINGS- OG ASSOCIERINGSRÅDET EU-KROATIEN HAR —

under henvisning til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Kroatien på den anden side (1) (i det følgende benævnt »aftalen«), særlig artikel 39 i nævnte aftales protokol 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 3 og 4 i protokol 4 til aftalen indeholder bestemmelser om bilateral oprindelseskumulation i Den Europæiske Union eller i Kroatien.

(2)

Kroatien har anmodet om tilladelse til at kumulere oprindelse, når der anvendes materialer med oprindelse i Unionen, i Kroatien eller i et andet land eller territorium, som deltager i Unionens stabiliserings- og associeringsproces (2), eller når der anvendes materialer med oprindelse i Tyrkiet, hvorpå afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 om iværksættelse af slutfasen af toldunionen (3) finder anvendelse (4).

(3)

For at give Unionen og Kroatien mulighed for at drage fordel af den udvidede kumulationszone bør bestemmelserne i protokol 4 til aftalen ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokol 4 til aftalen ændres således:

1)

I indholdsfortegnelsen tilføjes følgende:

»Bilag V:

Produkter, som ikke er omfattet af kumulation, jf. artikel 3 og 4«.

2)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Kumulation i Fællesskabet

1.   Produkter, der er fremstillet i Fællesskabet, og som indeholder materialer med oprindelse i Kroatien, i Fællesskabet eller i et andet land eller territorium, som deltager i Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsproces (*1), eller som indeholder materialer med oprindelse i Tyrkiet, hvorpå afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 finder anvendelse (*2), betragtes som havende oprindelsesstatus i Fællesskabet, forudsat at de har undergået en mere vidtgående bearbejdning eller forarbejdning i Fællesskabet end den, der er omhandlet i artikel 7, jf. dog artikel 2, stk. 1. Der er ikke krav om, at sådanne materialer skal have undergået en tilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning.

2.   Hvis bearbejdningen eller forarbejdningen i Fællesskabet ikke er mere vidtgående end den, der er omhandlet i artikel 7, anses det fremstillede produkt kun som havende oprindelsesstatus i Fællesskabet, hvis merværdien er større end værdien af de anvendte materialer, som har oprindelse i et af de andre lande eller territorier, som der henvises til i stk. 1. Hvis dette ikke er tilfældet, anses det fremstillede produkt som et produkt med oprindelse i det land, som tegner sig for den største værdi af de materialer med oprindelsesstatus, der er anvendt i fremstillingen i Fællesskabet.

3.   Produkter, der har oprindelse i et af de lande eller territorier, der henvises til i stk. 1, og som ikke undergår en bearbejdning eller forarbejdning i Fællesskabet, beholder deres oprindelse, hvis de indføres til et af disse lande eller territorier.

4.   Den i denne artikel omhandlede kumulation kan kun anvendes, hvis:

a)

der foreligger en præferencehandelsaftale i overensstemmelse med artikel XXIV i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) mellem de lande eller territorier, hvor oprindelsesstatus er erhvervet, og bestemmelseslandet

b)

materialer og produkter har opnået oprindelsesstatus ved anvendelse af oprindelsesregler, der er identiske med de i denne protokol fastsatte

og

c)

der i Den Europæiske Unions Tidende (C-udgaven) og i Kroatien efter egne procedurer er offentliggjort en meddelelse om, at de nødvendige betingelser for anvendelse af kumulation er opfyldt.

Kumulationen i henhold til denne artikel gælder fra den angivne dato i meddelelsen i Den Europæiske Unions Tidende (C-udgaven).

Fællesskabet sørger gennem Europa-Kommissionen for, at Kroatien får de nærmere detaljer om de aftaler, der er indgået med de øvrige lande eller territorier omhandlet i stk. 1, og om oprindelsesreglerne heri.

Produkterne i bilag V udelukkes fra den i denne artikel omhandlede kumulation.

(*1)  Som defineret i konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender) møde i april 1997 og i Kommissionens meddelelse fra maj 1999 om etablering af stabiliserings- og associeringsprocessen med de vestlige Balkanlande."

(*2)  Afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 finder anvendelse på produkter bortset fra landbrugsprodukter som defineret i associeringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet og bortset fra kul- og stålprodukter som defineret i aftalen mellem Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Republikken Tyrkiet om handel med produkter, der er omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.«."

3)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Kumulation i Kroatien

1.   Produkter, der er fremstillet i Kroatien og som indeholder materialer med oprindelse i Fællesskabet, i Kroatien eller i et land eller territorium, som deltager i Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsproces (*3), eller som indeholder materialer med oprindelse i Tyrkiet, hvorpå afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 finder anvendelse (*4), betragtes som havende oprindelsesstatus i Kroatien, forudsat at de har undergået en mere vidtgående bearbejdning eller forarbejdning i Kroatien end den, der er omhandlet i artikel 7, jf. dog artikel 2, stk. 2. Der er ikke krav om, at sådanne materialer skal have undergået en tilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning.

2.   Hvis bearbejdningen eller forarbejdningen i Kroatien ikke er mere vidtgående end den, der er omhandlet i artikel 7, anses den fremstillede vare kun som havende oprindelsesstatus i Kroatien, hvis merværdien er større end værdien af de anvendte materialer, som har oprindelse i et af de andre lande eller territorier, som der henvises til i stk. 1. Hvis dette ikke er tilfældet, anses det fremstillede produkt som et produkt med oprindelse i det land, som tegner sig for den største værdi af de materialer med oprindelsesstatus, der er anvendt ved fremstillingen i Kroatien.

3.   Produkter, der har oprindelse i et af de lande eller territorier, der henvises til i stk. 1, og som ikke undergår en bearbejdning eller forarbejdning i Kroatien, beholder deres oprindelse, hvis de indføres til et af disse lande eller territorier.

4.   Den i denne artikel omhandlede kumulation kan kun anvendes, hvis:

a)

der foreligger en præferencehandelsaftale i overensstemmelse med artikel XXIV i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) mellem de lande eller territorier, hvor oprindelsesstatus er erhvervet, og bestemmelseslandet

b)

materialer og produkter har opnået oprindelsesstatus ved anvendelse af oprindelsesregler, der er identiske med de i denne protokol fastsatte

og

c)

der i Den Europæiske Unions Tidende (C-udgaven) og i Kroatien efter egne procedurer er offentliggjort en meddelelse om, at de nødvendige betingelser for anvendelse af kumulation er opfyldt.

Kumulationen i henhold til denne artikel gælder fra den angivne dato i meddelelsen i Den Europæiske Unions Tidende (C-udgaven).

Kroatien sørger gennem Europa-Kommissionen for, at Fællesskabet får de nærmere detaljer om de aftaler, der er indgået med de øvrige lande eller territorier omhandlet i stk. 1, herunder om deres ikrafttrædelsesdato og oprindelsesregler.

Produkterne i bilag V udelukkes fra den i denne artikel omhandlede kumulation.

(*3)  Som defineret i konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender) møde i april 1997 og i Kommissionens meddelelse fra maj 1999 om etablering af stabiliserings- og associeringsprocessen med de vestlige Balkanlande"

(*4)  Afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 finder anvendelse på produkter bortset fra landbrugsprodukter som defineret i associeringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet og bortset fra kul- og stålprodukter som defineret i aftalen mellem Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Republikken Tyrkiet om handel med produkter, der er omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.«."

4)

Artikel 7, stk. 1, litra m), affattes således:

»m)

enkel blanding af produkter, også af forskellig art; blanding af sukker med ethvert andet materiale«.

5)

Artikel 13, stk. 1, affattes således:

»1.   Den præferencebehandling, som er fastsat i henhold til aftalen, gælder kun for produkter, der opfylder betingelserne i denne protokol, og som transporteres direkte mellem Fællesskabet og Kroatien eller gennem de andre lande eller territorier, der henvises til i artikel 3 og 4. Dog kan produkter, som udgør en enkelt sending, transporteres gennem andre territorier, eventuelt med omladning eller midlertidig oplagring i disse territorier, såfremt produkterne er forblevet under toldmyndighedernes tilsyn i transit- eller oplagringslandet og dér ikke har undergået anden behandling end losning og lastning eller enhver behandling, der skal sikre, at deres tilstand ikke forringes.

Produkter med oprindelsesstatus kan transporteres i rørledninger gennem andre territorier end Fællesskabets og Kroatiens territorium.«.

6)

Artikel 14, stk. 1, affattes således:

»1.   Produkter med oprindelsesstatus, der afsendes til en udstilling i et andet land end dem, der henvises til i artikel 3 og 4, og som efter udstillingen sælges til indførsel i Fællesskabet eller Kroatien, opnår ved indførslen de fordele, som følger af aftalens bestemmelser, forudsat at det over for toldmyndighederne kan godtgøres:

a)

at en eksportør har afsendt disse produkter fra Fællesskabet eller fra Kroatien til det land, hvor udstillingen holdes, og har udstillet dem dér

b)

at denne eksportør har solgt produkterne eller på anden måde overdraget dem til en modtager i Fællesskabet eller i Kroatien

c)

at produkterne under udstillingen eller umiddelbart derefter er afsendt i den stand, i hvilken de blev sendt til udstillingen

samt

d)

at produkterne fra det tidspunkt, da de blev afsendt til udstillingen, ikke har været benyttet til andre formål end til fremvisning på udstillingen.«.

7)

Artikel 15, stk. 1, affattes således:

»1.   For materialer uden oprindelsesstatus, som anvendes til fremstilling af produkter med oprindelsesstatus i Fællesskabet eller i Kroatien eller i et af de i artikel 3 og 4 omhandlede lande eller territorier, og for hvilke der udstedes eller udfærdiges et oprindelsesbevis i overensstemmelse med afsnit V, må der ikke indrømmes godtgørelse af eller fritagelse for told af nogen art i Fællesskabet eller Kroatien.«.

8)

Artikel 17, stk. 4, affattes således:

»4.   Varecertifikat EUR.1 udstedes af toldmyndighederne i en EF-medlemsstat eller i Kroatien, hvis de pågældende produkter kan anses som produkter med oprindelse i Fællesskabet eller i Kroatien eller i et af de i artikel 3 og 4 omhandlede lande eller territorier og opfylder de øvrige i denne protokol fastsatte betingelser.«.

9)

Artikel 22, stk. 2, affattes således:

»2.   Der kan udfærdiges en fakturaerklæring, hvis de pågældende produkter kan anses som produkter med oprindelse i Fællesskabet, i Kroatien eller i et af de andre lande eller territorier, der henvises til i artikel 3 og 4, og opfylder de øvrige betingelser i denne protokol.«.

10)

Artikel 28 affattes således:

»Artikel 28

Støttedokumenter

De i artikel 17, stk. 3, og artikel 22, stk. 3, omhandlede dokumenter, der benyttes som bevis for, at produkter, der er omfattet af et varecertifikat EUR.1 eller en fakturaerklæring, kan betragtes som produkter med oprindelse i Fællesskabet, i Kroatien eller i et af de andre lande eller territorier omhandlet i artikel 3 og 4, og opfylder de øvrige betingelser i denne protokol, kan bl.a. omfatte følgende:

a)

direkte dokumentation for fremstillingsprocessen for de omhandlede varer hos den pågældende eksportør eller leverandør, f.eks. hidrørende fra hans eksterne eller interne regnskaber

b)

dokumenter, der beviser de anvendte materialers oprindelsesstatus, og som er udstedt eller udfærdiget i Fællesskabet eller i Kroatien i overensstemmelse med indenlandsk lovgivning

c)

dokumenter, der beviser, at en bearbejdning eller forarbejdning af materialerne har fundet sted i Fællesskabet eller i Kroatien, og som er udstedt eller udfærdiget i Fællesskabet eller i Kroatien i overensstemmelse med indenlandsk lovgivning

d)

varecertifikater EUR.1 eller fakturaerklæringer, der beviser de anvendte materialers oprindelsesstatus, og som er udstedt eller udfærdiget i Fællesskabet eller i Kroatien i overensstemmelse med denne protokol, eller i et af de andre lande eller territorier, som der henvises til i artikel 3 og 4, i overensstemmelse med oprindelsesregler, der er identiske med reglerne i denne protokol

e)

passende dokumentation for bearbejdning eller forarbejdning uden for Fællesskabet eller Kroatien i medfør af artikel 12, som beviser, at kravene i nævnte artikel er opfyldt.«.

11)

Artikel 31, stk. 1, affattes således:

»1.   Med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i artikel 22, stk. 1, litra b), og artikel 27, stk. 3, i tilfælde, hvor produkter er faktureret i en anden valuta end EUR, fastsættes modværdien i EF-medlemsstaternes, Kroatiens og i de i artikel 3 og 4 omhandlede lande og territoriers respektive valutaer af beløb udtrykt i EUR årligt af hvert af de pågældende lande.«.

12)

Bilaget til denne afgørelse tilføjes protokol 4 til aftalen som bilag V.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på den første dag i den første måned efter datoen for dens vedtagelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. maj 2011.

På vegne stabiliserings- og associeringsrådet EU-Kroatien

C. ASHTON

Formand


(1)   EUT L 26 af 28.1.2005, s. 3.

(2)  Som defineret i konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender) møde den 29. april 1997 og i Kommissionens meddelelse af 26. maj 1999 til Rådet og Europa-Parlamentet om stabiliserings- og associeringsprocessen for lande i Sydøsteuropa — Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Albanien.

(3)   EFT L 35 af 13.2.1996, s. 1.

(4)  Afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 om iværksættelse af slutfasen for toldunionen finder anvendelse på produkter bortset fra landbrugsprodukter som defineret i associeringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet (EFT 217 af 29.12.1964, s. 3687/64) og bortset fra kul- og stålprodukter som defineret i aftalen mellem Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Republikken Tyrkiet om handel med produkter, der er omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EFT L 227 af 7.9.1996, s. 3).


BILAG

»BILAG V

PRODUKTER, DER IKKE ER OMFATTET AF KUMULATION, JF. ARTIKEL 3 OG 4

KN-kode

Varebeskrivelse

1704 90 99

Andre sukkervarer uden indhold af kakao

1806 10 30

1806 10 90

Chokolade og andre tilberedte næringsmidler med indhold af kakao

–

Kakaopulver, tilsat sukker eller andre sødemidler:

– –

Med indhold af sakkarose (herunder invertsukker beregnet som sakkarose) eller isoglukose beregnet som sakkarose på 65 vægtprocent og derover, men under 80 vægtprocent.

– –

Med indhold af sakkarose (herunder invertsukker beregnet som sakkarose) eller isoglukose beregnet som sakkarose på 80 vægtprocent og derover

1806 20 95

–

Andre tilberedte varer med indhold af kakao, i blokke, plader eller stænger af vægt over 2 kg, eller flydende, i pastaform, i pulverform, som granulater eller lignende, i pakninger af nettovægt over 2 kg

– –

Andre varer

– – –

Andre varer

1901 90 99

Maltekstrakt; tilberedte næringsmidler fremstillet af mel, gryn, groft mel, stivelse eller maltekstrakt, også med indhold af kakao, såfremt dette udgør mindre end 40 vægtprocent beregnet på et fuldstændig fedtfrit grundlag, ikke andetsteds tariferet, tilberedte næringsmidler fremstillet af produkter henhørende under pos. 0401 til 0404 , også med indhold af kakao, såfremt dette udgør mindre end 5 vægtprocent beregnet på et fuldstændig fedtfrit grundlag, ikke andetsteds tariferet

–

Andre varer

– –

Andre varer (end maltekstrakt)

– – –

I andre tilfælde

2101 12 98

Andre tilberedninger på basis af kaffe.

2101 20 98

Andre tilberedninger på basis af te eller maté.

2106 90 59

Tilberedte næringsmidler, ikke andetsteds tariferet

–

Andre varer

– –

I andre tilfælde

2106 90 98

Tilberedte næringsmidler, ikke andetsteds tariferet:

–

Andre varer (end proteinkoncentrater og teksturerede proteinstoffer)

– –

Andre varer

– – –

I andre tilfælde

3302 10 29

Blandinger af lugtstoffer samt blandinger (herunder alkoholiske opløsninger) på basis af et eller flere af disse stoffer, af den art der anvendes som råvarer i industrien; andre tilberedninger på basis af lugtstoffer, af den art der anvendes til fremstilling af drikkevarer:

–

Af den art der anvendes i næringsmiddel- eller drikkevareindustrien:

– –

Af den art der anvendes i drikkevareindustrien:

– – –

Tilberedninger indeholdende samtlige de smagsstoffer, der kendetegner en bestemt drik:

– – – –

Med et virkeligt alkoholindhold på over 0,5 % vol.

– – – –

I andre tilfælde:

– – – – –

Uden indhold af mælkefedt, sakkarose, isoglukose, glukose eller stivelse eller med indhold af mælkefedt på under 1,5 vægtprocent, af sakkarose på under 5 vægtprocent, af isoglukose på under 5 vægtprocent, af glukose på under 5 vægtprocent eller af stivelse på under 5 vægtprocent

– – – – –

I andre tilfælde«