Begrebet kontraktlige forpligtelser som omhandlet i disse retsakter vedrører retlige forpligtelser, som en person frivilligt har påtaget sig over for en anden person. Jf. dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic (C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 44).

Det er her muligt at anlægge en analogislutning ud fra den selvstændige fortolkning, som Domstolen anlagde af de undtagelser, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1) (herefter Bruxelles Ia-forordningen). Jf. bl.a. hvad angår undtagelsen vedrørende social sikring dom af 14.11.2002, Baten (C-271/00, EU:C:2002:656, præmis 42), undtagelsen vedrørende konkurs, akkord og andre lignende ordninger, dom af 22.2.1979, Gourdain (133/78, EU:C:1979:49, præmis 3), og undtagelsen vedrørende fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, dom af 3.10.2013, Schneider (C-386/12, EU:C:2013:633, præmis 19).

Jf., for en opregning af de almindeligt anerkendte spørgsmål, C. Gerner-Beuerle, F. Mucciarelli, E. Schuster og M. Siems, op.cit.

Med hensyn til salg har eksempelvis en selskabsdeltager ret til at overdrage sin andel til en tredjemand uden aftale med de øvrige selskabsdeltagere? Giver en sådan overdragelse disse sidstnævnte en forkøbsret? Jf. for en række forskellige selskabsretlige spørgsmål, der er opstået i forbindelse med dispositioner inden for mandatforhold, som har til formål at forvalte aktier og selskabsandele, Fiducie sur titres, Les nouvelles perspectives, colloque organisé par l’Association française des fiduciaires, LGDJ, Coll. Grand colloques, 2017.

Hvad angår det område, der er omfattet af lex contractus, henvises i denne forbindelse til opregningen i Rom I-forordningens artikel 12. Et eksempel på at kontraktligt spørgsmål er, hvilket ansvar der i tilfælde af salg påhviler sælgeren over for køberen?

Jf. dom af 7.4.2016, KA Finanz (C-483/14, EU:C:2016:205, præmis 52-58). Jf. for en tilsvarende kvalificering på grundlag af en sondring, dom af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic (C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 50-62). Jf. ligeledes dommen i sagen VKI mod Amazon og den sondring, som Domstolen foretog mellem den lov, der fandt anvendelse på det hovedspørgsmål, som et sådant søgsmål med påstand om forbud gav anledning til (og som derfor skulle afgøres i henhold til Rom II-forordningens artikel 6, stk. 1), og den lov, der fandt anvendelse på det dermed forbundne spørgsmål om, hvorvidt de omtvistede kontraktvilkår var urimelige, hvilket er omfattet af lex contractus og Rom I-forordningen (jf. punkt 27 i dette forslag til afgørelse).

Det kan mere enkelt udtrykkes således, at i tilfælde af en selskabsandel, der overdrages i forbindelse med en disposition inden for et mandatforhold, som jeg vil betegne som grundlæggende, bliver ejendomsretten til selskabsandelen overdraget til mandataren, og mandataren kan udøve de rettigheder og skal opfylde de forpligtelser, der er forbundet hermed. Det er således mandataren, der har stilling som selskabsdeltager. I det foreliggende tilfælde gør det den grundlæggende tilgang mere kompliceret, at mandanten, således som det er fastsat i vedtægterne, har de samme selskabsretlige og økonomiske rettigheder som de direkte selskabsdeltagere, at de kan gøre disse rettigheder gældende over for selskabet, og at de har de samme forpligtelser (herunder forpligtelsen til at dække tab). Der kan anlægges følgende to synspunkter: For det første kan mandatforholdet, således som VKI har anført, anses for en aftaleretlig konstruktion, der har til formål at tilnærme sig stillingen som selskabsdeltager uden at medføre visse ulemper (herunder registrering i handelsregisteret), men som kun har betydning i det interne forhold, og for det andet kan der anlægges det synspunkt, således som TVP har anført, at det uafhængigt af, hvem der ejer andelene, og hvem der er registreret i handelsregistret, er nødvendigt at gøre undtagelse fra det kontraktmæssige udgangspunkt og at anerkende mandanten som egentlig selskabsdeltager også i forhold til tredjemænd. Det rejste spørgsmål vedrører endelig spørgsmålet om, hvilket kriterium der er afgørende for at blive anset for selskabsdeltager: Er det ejerskabet af andelene? Er det registreringen i handelsregisteret? Eller er det den omstændighed, at en selskabsdeltager kan gøre rettigheder gældende over for selskabet og er underlagt de dermed forbundne forpligtelser? Der er her tale om et typisk selskabsretligt spørgsmål.

For fuldstændighedens skyld vil jeg endvidere præcisere, at selv om mandataftalerne måtte være ulovlige og skal anses for ugyldige i henhold til lex contractus, indebærer dette ikke nødvendigvis, at de østrigske forbrugere automatisk vil få deres investering tilbage. For så vidt som denne investering er blevet anvendt som kapitalindskud i et af kommanditselskaberne, udgør forbrugerens mulighed for at udtræde af selskabet og kræve dette indskud tilbagebetalt og de eventuelle forpligtelser, som forbrugeren fortsat skal opfylde i en sådan situation, også et selskabsretligt spørgsmål. Jf. i denne forbindelse om retslitteraturen vedrørende uregelmæssige selskaber i tysk ret, dom af 15.4.2010, E. Friz (C-215/08, EU:C:2010:186).

Domstolen har i forbindelse med Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, stk. 1, litra a), der foreskriver, at den sagsøgte, som har bopæl på en medlemsstats område, i sager om kontraktforhold kan sagsøges i en anden medlemsstat ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, fastslået, at det er nødvendigt at fastlægge den forpligtelse, der svarer til den aftalemæssige rettighed, som sagsøgerens søgsmål bygger på, og i overensstemmelse med den lov, der finder anvendelse på denne forpligtelse, at undersøge, hvor denne forpligtelse er blevet udført eller skal udføres (jf. analogt dom af 6.10.1976, De Bloos (14/76, EU:C:1976:134, præmis 13), og Industrie Tessili Italiana Como (12/76, EU:C:1976:133, præmis 13). Domstolen har i forbindelse med denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra b), om aftaler om salg og aftaler om levering af tjenesteydelser ud fra en helhedsvurdering givet en selvstændig og faktuel definition af opfyldelsesstedet for aftalen, idet den har lagt afgørende vægt på bestemmelserne eller aftalens opbygning (jf. bl.a. dom af 3.5.2007, Color Drack (C-386/05, EU:C:2007:262), af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch (C-533/07, EU:C:2009:257), og af 25.2.2010, Car Trim (C-381/08, EU:C:2010:90)).

Den omtvistede undtagelse fremgik af forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 15.12.2005 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (KOM/2005/0650 endelig). Denne udelukkelse gav anledning til indsigelser fra en række delegationer (Den Franske Republik, Den Italienske Republik og Republikken Østrig), som ønskede den fjernet, mens andre (Republikken Litauen og Kongeriget Nederlandene) ønskede den opretholdt, og Storhertugdømmet Luxembourg ønskede at udvide den til at omfatte aftaler om salg. Forskellige erhvervsorganisationer inden for hotel- og restaurationsbranchen udtalte sig offentligt til fordel for at opretholde den nævnte bestemmelse, idet de var bekymrede for at skulle stå over for forskellige lovgivninger afhængigt af, hvilken stat forbrugerne havde bopæl i. Jf. G.P. Calliess, op.cit., s. 146-148, og M. McParland, The Rome I Regulation on the Law Applicable to Contractual Obligations, Oxford University Press, 2015, s. 554 og 555.

Jf. punkt 74 i dette forslag til afgørelse.

Jf. for en tilsvarende opfattelse G. P. Calliess, op.cit., s. 148.

Jf. om dette begreb mit forslag til afgørelse Verein für Konsumenteninformation (C-191/15, EU:C:2016:388, punkt 99-101).