<TI><P>De relevante retsregler</P></TI>3Ved Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 208, s. 1) fastsættes, således som det anføres i forordningens artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, reglerne om den beskyttelse inden for Fællesskabet af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, som kan tilkomme visse landbrugsprodukter og visse levnedsmidler.4Artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2081/92 bestemmer:I denne forordning forstås ved:
- a)oprindelsesbetegnelse: navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:
som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og
hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgrænsede geografiske område.
5Artikel 4, stk.l, i forordning nr. 2081/92 bestemmer: For at en beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) eller en beskyttet geografisk betegnelse (BGB) kan benyttes for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, skal dette være omfattet af en varespecifikation. I samme artikels stk. 2, litra c) og d), bestemmes, at varespecifikationen bl.a. omfatter en afgrænsning af det geografiske område og bevis for, at landbrugsproduktet eller levnedsmidlet har oprindelse i det geografiske område i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra a).6Det anføres i tolvte betragtning til forordning nr. 2081/92, at de geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne bør registreres på fællesskabsplan for at opnå beskyttelse i alle medlemsstater. Det anføres i forordningens trettende betragtning, at registreringsproceduren skal gøre det muligt for enhver individuelt og direkte berørt person at gøre sine rettigheder gældende ved indsigelse over for Kommissionen via den givne medlemsstat.7Artikel 5, 6 og 7 i forordning nr. 2081/92 fastlægger den såkaldte normale procedure for registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser. Ansøgningen om registrering fra en sammenslutning af producenter og/eller forarbejdere eller — på visse betingelser — fra en fysisk eller juridisk person (artikel 5, stk. 1 og 2) skal stiles til den medlemsstat, hvor det pågældende geografiske område er beliggende (artikel 5, stk. 4). Medlemsstaten kontrollerer, om ansøgningen er berigtiget, og fremsender den til Kommissionen tillige med — blandt andet — den i artikel 4 omhandlede varespecifikation (artikel 5, stk. 5).8Inden for en periode på seks måneder kontrollerer Kommissionen ved en formel undersøgelse, om registreringsansøgningen indeholder alle de i artikel 4 nævnte oplysninger (artikel 6, stk. 1). Hvis Kommissionen drager den konklusion, at betegnelsen opfylder betingelserne for beskyttelse, foretager den en offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende (artikel 6, stk. 2). Modtager Kommissionen ingen indsigelsesmeddelelser i henhold til artikel 7 fra en medlemsstat eller fra en retmæssigt berørt fysisk eller juridisk person, indfører den betegnelsen i et register benævnt register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (artikel 6, stk. 3). De betegnelser, der indføres i registret, offentliggøres derefter i De Europæiske Fællesskabers Tidende (artikel 6, stk. 4). Hvis Kommissionen på baggrund af den i stk. 1 omhandlede undersøgelse derimod drager den konklusion, at betegnelsen ikke opfylder betingelserne for beskyttelse, beslutter den efter fremgangsmåden i artikel 15 ikke at foretage den i artikel 6, stk. 2, omhandlede offentliggørelse (artikel 6, stk. 5).9Artikel 7 i forordning nr. 2081/92 omhandler fremgangsmåden for indsigelse mod registreringen. Den lyder som følger:1.Inden seks måneder efter datoen for den i artikel 6, stk. 2, omhandlede offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende kan enhver medlemsstat gøre indsigelse mod registreringen.2.Medlemsstaternes kompetente myndigheder drager omsorg for, at enhver, der kan påvise en berettiget økonomisk interesse, får adgang til at gøre sig bekendt med ansøgningen. Endvidere kan medlemsstaterne i overensstemmelse med deres faktiske forhold bestemme, at andre parter med en berettiget interesse kan få sådan adgang.3.Enhver retmæssigt berørt fysisk eller juridisk person kan rejse indsigelse mod den påtænkte registrering ved at fremsende en behørigt begrundet erklæring til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den pågældende person har bopæl eller forretningssted. Den kompetente myndighed træffer de fornødne foranstaltninger for at tage hensyn til disse bemærkninger eller denne indsigelse inden for de fastsatte frister.4.For at kunne tages til følge skal indsigelsesmeddelelsen:enten påvise, at betingelserne i artikel 2 ikke er opfyldt
eller påvise, at registreringen af det foreslåede navn vil skade en eksisterende helt eller delvis enslydende betegnelse eller et varemærke eller produkter, som lovligt findes på markedet på tidspunktet for denne forordnings offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende
eller præcisere de omstændigheder, som gør det muligt at slutte, at det navn, som er søgt registreret, er en artsbetegnelse.
5.Såfremt en indsigelse kan tages til følge i henhold til stk. 4, opfordrer Kommissionen de pågældende medlemsstater til at søge at nå til indbyrdes enighed i overensstemmelse med deres interne procedurer inden tre måneder. Hvis:- a)enighed opnås, meddeler de pågældende medlemsstater Kommissionen alle enkeltheder i forbindelse med den opnåede enighed, samt ansøgerens og den indsigende parts synspunkter. Såfremt de oplysninger, der modtages i medfør af artikel 5, ikke har undergået ændringer, følger Kommissionen fremgangsmåden i artikel 6, stk. 4. I modsat fald indleder den på ny fremgangsmåden i artikel 7
- b)enighed ikke opnås, træffer Kommissionen afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 15 under hensyntagen til loyal skik og brug og den faktiske risiko for forveksling. Besluttes det at lade registrering ske, foretager Kommissionen offentliggørelse efter fremgangsmåden i artikel 6, stk. 4.
10Artikel 17 i forordning nr. 2081/92 indfører en såkaldt forenklet eller forkortet registreringsprocedure, der finder anvendelse på registrering af betegnelser, der allerede fandtes på tidspunktet for forordningens ikrafttrædelse. Bestemmelsen lyder:1.Inden seks måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden underretter medlemsstaterne Kommissionen om, hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller, i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning, hvilke hævdvundne betegnelser de ønsker at registrere i henhold til forordningen.2.Kommissionen registrerer efter fremgangsmåden i artikel 15 de i stk. 1 omhandlede betegnelser, som omfattes af artikel 2 og 4. Artikel 7 finder ikke anvendelse. Artsbetegnelser registreres dog ikke.3.Medlemsstaterne kan bibeholde den nationale beskyttelse af de betegnelser, der er meddelt i henhold til stk. 1, indtil den dato, hvor der træffes afgørelse om registreringen.
11Artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 2081/92 bestemmer:Registrerede betegnelser er beskyttet mod:
- a)enhver direkte eller indirekte kommerciel brug af en registreret betegnelse for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, for så vidt disse produkter kan sammenlignes med de produkter, der er registreret under denne betegnelse, eller for så vidt anvendelse af betegnelsen indebærer udnyttelse af den beskyttede betegnelses omdømme
- b)enhver uretmæssig brug, efterligning eller antydning, selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet, eller hvis den beskyttede betegnelse er anvendt i oversættelse eller ledsaget af udtryk såsom art, type, måde, som fremstillet i, efterligning eller lignende
- c)enhver anden form for falsk eller vildledende angivelse af produkternes herkomst, oprindelse, art og hovedegenskaber på pakningen eller emballagen, i reklamerne eller i dokumenterne for de pågældende produkter samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af oprindelsen
- d)enhver anden form for praksis, som kan vildlede offentligheden med hensyn til produktets virkelige oprindelse.
Når der i en registreret betegnelse indgår navnet på et landbrugsprodukt eller levnedsmiddel, der betragtes som en artsbetegnelse, er anvendelse af denne artsbetegnelse på de tilsvarende landbrugsprodukter eller levnedsmidler ikke i strid med litra a) og b) i første afsnit.
12For så vidt angår vedtagelsen af de foranstaltninger, den hjemler, bestemmer forordning nr. 2081/92 nærmere i artikel 15:Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.
Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, som er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.
Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.
Er de påtænkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.
Har Rådet ved udløbet af en frist på tre måneder regnet fra forslagets forelæggelse for Rådet ikke truffet nogen afgørelse, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen.
13Forordning nr. 2081/92 blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 24. juli 1992. I overensstemmelse med artikel 18 trådte den i kraft tolv måneder efter denne dato, det vil sige den 25. juli 1993.<TI><P>Den anfægtede kendelse</P></TI>27Retten henviste først til Domstolens faste praksis vedrørende betingelserne for realitetsbehandling af et annullationssøgsmål, der er anlagt af en privat til anfægtelse af en forordning, og den fastslog derefter i præmis 50 og 51 i den anfægtede kendelse, at forordning nr. 123/97 ikke er rettet til bestemte erhvervsdrivende såsom de sagsøgende selskaber, men giver enhver virksomhed, hvis produkter opfylder de i bestemmelserne fastsatte krav, ret til at markedsføre dem under den beskyttede oprindelsesbetegnelse Altenburger Ziegenkäse, og den fremtræder således som en almengyldig foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt bestemte situationer, og som har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, nemlig for alle de virksomheder, der fremstiller et produkt med objektivt fastlagte egenskaber.28For så vidt angår appellanternes argumenter om, at Altenburger Ziegenkäse kun fremstilles af to producenter, Molkerei Großbraunshain og Zimmermann, at antallet af producenter ikke vil ændre sig i en overskuelig periode, og at den antagelse, at andre producenter eventuelt vil fremstille Altenburger Ziegenkäse, er så usandsynlig, at den kan udelukkes, bemærkede Retten i præmis 52 i den anfægtede kendelse, at en retsakt ikke mister sin karakter af forordning, fordi det er muligt — mere eller mindre præcist — at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som retsakten på et givet tidspunkt finder anvendelse på, når det er ubestridt, at den anvendes på grundlag af objektive, faktiske og retlige omstændigheder, som er relevante i forhold til retsaktens formål (dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Rådet, Sml. 1965-1968, s. 531, på s. 534, org. ref.: Rec. s. 595, på s. 605 og 606).29I den foreliggende sag bemærkede Retten i den anfægtede kendelses præmis 53, 54 og 55, atforordning nr. 123/97 tildeler en beskyttelse for et objektivt bestemt geografisk område
argumentationen om, at antallet af fabrikanter ikke vil ændre sig, er en ren formodning
den økonomiske fordel som følge af beskyttelsen i henhold til forordning nr. 123/97 ikke alene er til fordel for fabrikanterne af Altenburger Ziegenkäse, men også for producenterne af den ko- og gedemælk, som Altenburger Ziegenkäse fremstilles af.
30På grundlag af alle disse omstændigheder fastslog Retten i præmis 56 i den anfægtede kendelse, at forordning nr. 123/97, når henses til dens art og rækkevidde, har generel karakter og ikke udgør en beslutning i EF-traktatens artikel 189, stk. 4's forstand (nu artikel 249, stk. 4, EF). I betragtning af, at også en almengyldig retsakt, der finder anvendelse på de pågældende erhvervsdrivende i almindelighed, under visse omstændigheder vil kunne berøre visse erhvervsdrivende individuelt, såfremt de rammes af den omhandlede retsakt på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre (dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniú mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 19 og 20), undersøgte Retten, om dette var tilfældet for appellanternes vedkommende.31For så vidt som appellanterne i denne forbindelse havde henvist til, at de var blevet hørt af Kommissionen under den procedure, der gik forud for vedtagelsen af forordning nr. 123/97, og havde kritiseret Kommissionen for at have gjort indgreb i deres proceduremæssige rettigheder, idet den havde valgt registreringsproceduren i henhold til artikel 17 i forordning nr. 2081/92, selv om betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse ikke var opfyldt, fastslog Retten for det første i præmis 60 i den anfægtede kendelse, dels at appellanterne ikke havde anfægtet lovligheden af proceduren i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 med den begrundelse, at den skulle gøre indgreb i de legitime rettigheder til at deltage, som angiveligt bør tilkomme alle de erhvervsdrivende, der er berørt af registreringen af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, dels at hverken proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter eller de generelle retsakter selv efter fællesskabsrettens almindelige grundsætninger — som f.eks. retten til at blive hørt — kræver, at de berørte personer deltager, da disses interesser anses for repræsenteret af de instanser, som har til opgave at vedtage en sådan retsakt.32I præmis 61 i den anfægtede kendelse fandt Retten herefter, at det ikke er tilstrækkeligt for antagelse til realitetsbehandling af nærværende sag — som er anlagt til prøvelse af forordning nr. 123/97, der er vedtaget som afslutning på en lovgivningsprocedure, hvorunder de berørte erhvervsdrivende ikke har nogen proceduremæssige rettigheder — at sagsøgerne blot gør gældende, at betingelserne for anvendelse af artikel 17 i forordning nr. 2081/92 ikke er opfyldt i nærværende sag, og derefter konkluderer, at Kommissionen burde have anvendt den anden regelfastsættelsesprocedure, der omhandles i artikel 5, 6 og 7, som ville have givet dem proceduremæssige rettigheder, der kunne give dem søgsmåladgang. Denne argumentation rejser nemlig spørgsmålet om hjemmelen for... forordning [nr. 123/97] og henhører følgelig under behandlingen af sagens realitet.33I præmis 62 i den anfægtede kendelse anførte Retten til støtte for denne konklusion, at den kritik, der rettes mod lovgiver, fordi denne blandt de to hjemlede regelfastsættelsesprocedurer valgte den, som fratager de berørte personer proceduremæssige rettigheder, er uden betydning for bedømmelsen for adgangen til realitetsbehandling af et søgsmål rettet mod en generel retsakt, der er vedtaget som afslutning på den valgte regelfastsættelsesprocedure, og for hvilken der i princippet gælder en formodning om lovlighed (Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 48), medmindre det bevises, at lovgivers valg udgør en procedurefordrejning.34I den forbindelse fastslog Retten i den anfægtede kendelses præmis 63, 64 og 65 for så vidt angik den foreliggende sag,at appellanterne ikke havde anført noget indicium, der kunne bevise, at Kommissionen — eventuelt i hemmelig forståelse med Forbundsrepublikken Tyskland — havde valgt den forenklede lovgivningsprocedure netop for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder og for at omgå den normale procedure, som tillagde appellanterne proceduremæssige rettigheder
at beskyttelsen i Tyskland af betegnelsen Altenburger Ziegenkäse i henhold til ostebekendtgørelsen også blev indført efter en lovgivningsprocedure, hvorunder spørgsmålet om det geografiske område for produktet Altenburger Ziegenkäse udtrykkeligt blev drøftet, før det blev afgjort såvel nationalt som på fællesskabsplan med det af appellanterne anfægtede resultat
at Kommissionen ikke kunne kritiseres for at have begået procedurefordrejning, fordi den ikke i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 123/97 modsatte sig den afgrænsning af det omtvistede geografiske område, som den tyske lovgiver havde foretaget, da denne havde bedre forudsætninger end fællesskabslovgiver for at definere dette geografiske område under hensyntagen til de særlige regionale produktions- og afsætningsforhold.
35Retten fastslog på dette grundlag i præmis 66 i den anfægtede kendelse, at den omstændighed, at Kommissionen valgte lovgivningsproceduren efter artikel 17 i stedet for den, der omhandles i artikel 5, 6 og 7 i forordning nr. 2081/92, med henblik på vedtagelsen af forordning nr. 123/97, følgelig ikke kan individualisere sagsøgerne i traktatens artikel 173, stk. 4's forstand.36For det andet bemærkede Retten i præmis 67 og 68 i den anfægtede kendelse, at den blotte omstændighed, at Kommissionen før vedtagelsen af forordning nr. 123/97 havde hørt appellanterne, heller ikke kunne individualisere dem i forhold til alle andre erhvervsdrivende, når henses til, at bestemmelserne i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 ikke tillægger dem nogen proceduremæssige rettigheder, at den omtvistede lovgivningsprocedure efter selve sin karakter ikke pålagde lovgiver at overholde de berørte personers ret til kontradiktion, og at det, når proceduremæssige rettigheder ikke er udtrykkeligt garanteret, ville være i strid med ordlyden af og ånden bag traktatens artikel 173, såfremt enhver privat, som har deltaget i forberedelsen af en lovgivningsmæssig akt, efterfølgende kan anlægge sag til prøvelse heraf (kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 40).37På baggrund af det anførte fastslog Retten i den anfægtede kendelses præmis 69-76, at appellanternes henvisning til en række domme, hvori Domstolen havde admitteret søgsmål, der var indbragt af private til prøvelse af forordninger eller beslutninger rettet til andre, var irrelevant.38Hvad særlig angår den tidligere nævnte dom i sagen Codorniu mod Rådet anerkendte Retten i præmis 71 i den anfægtede kendelse, at afgrænsningen af et for stort geografisk område utvivlsomt teoretisk kan medføre en svækkelse af den faktiske værdi af en oprindelsesbetegnelse, der tidligere var begrænset til et snævrere geografisk område, og eventuelt gøre indgreb i de særlige interesser for de virksomheder, der er beliggende i det snævre geografiske område, og som benytter denne betegnelse. Retten fandt imidlertid, at for så vidt som selskabet Zimmermann havde fremstillet og markedsført det i sagen omhandlede produkt under betegnelsen Altenburger Ziegenkäse eller under den lignende betegnelse Altenborger Zeege siden 1936, og appellanterne ikke på nationalt plan havde været i stand til at opnå en begrænsning af denne betegnelse til et snævrere geografisk område, nemlig kommunen Altenburger Land, havde de ikke fremlagt noget bevis for, at forordning nr. 123/97 havde svækket deres rettigheder i den ovennævnte forstand.39På baggrund af disse betragtninger i det hele konkluderede Retten i præmis 77 i den anfægtede kendelse, at appellanterne ikke var individuelt berørt af forordning nr. 123/97, og at det følgelig måtte fastslås, at sagen skulle afvises, uden at det var nødvendigt at undersøge spørgsmålene om, hvorvidt denne forordning faktisk indeholdt et klagepunkt i forhold til appellanterne i retlig forstand, og om de havde en retlig interesse i søgsmålet.40Retten tilføjede i præmis 78 i den anfægtede kendelse, at for så vidt som appellanterne havde anført, at det ville være uforeneligt med retsstatsprincipperne, såfremt de nægtedes en judiciel beskyttelse mod forordning nr. 123/97, havde de imidlertid ikke påvist og end ikke gjort gældende, at det var retligt umuligt for dem at anlægge sag ved en national domstol, som i givet fald kunne forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) vedrørende gyldigheden af den nævnte forordning.