Sagsøgeren i hovedsagen fru Tamara Vigier, blev født den 8. juli 1922 i Jena (Tyskland). I marts 1933 forlod hun Tyskland i en alder af 10 år.

Sagsøgeren har i henhold til § 1 i Bundesentschädigungsgesetz (BEG) (forbundslov om udredelse af erstatning) status som forfulgt og har modtaget erstatning for uddannelsesskade.

Fru Vigier bor og arbejder i Frankrig og er omfattet af den franske sociale sikringsordning. Den 17. december 1975 ansøgte hun sagsøgte om tilladelse til efterfølgende at indbetale frivillige pensionsforsikringsbidrag i medfør af § 10 a, stk. 2, i Gesetz zur Regelung der Wiedergutmachung nationalsozialistischen Unrechts in der Sozialversicherung (WGSVG) (lov om genoprejsning for nationalsocialistisk uret inden for socialforsikringen).

§ 10 a i WGSVG indeholder følgende bestemmelse:

Sagsøgte afslog fru Vigier's ansøgning med den begrundelse, at hun ikke opfyldte de i WGSVG anførte betingelser for efterfølgende indbetaling af bidrag. Sagsøgte anførte, at WGSVG kun gælder for forfulgte, der er forsikrede i § l's forstand, og altså i det mindste har indbetalt ét (frivilligt eller tvungent) bidrag til en tysk pensionsforsikringsinstitution. En forsikret er kun berettiget til efterfølgende at indbetale frivillige bidrag efter § 10 a, stk. 2, i WGSVG, såfremt den pågældende kan godskrives 60 kalendermåneder, der må betragtes som forsikringsperioder.

Den sag, som fru Vigier anlagde ved Sozialgericht Berlin, forblev resultatløs, og det samme gjaldt hendes anke til Landessozialgericht Berlin.

Under revisionsanken for Bundessozialgericht har sagsøgeren blandt andet gjort gældende, at den indankede dom beror på en urigtig anvendelse af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1408/71.

Artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 bestemmer.

Da bilag V, punkt C, nr. 8, litra b), i forordning nr. 1408/71 ikke indeholder nogen begrænsning, følger det efter sagsøgerens opfattelse af ligebehandlingsprincippet i artikel 3 i forordning nr. 1408/71, at enhver, der har været omfattet af personkredsen i en medlemsstats forsikringsordning, samtidig må anses for at være omfattet af personkredsen i den tyske forsikringsordning.

Ved kendelse af 19. december 1979 har Bundessozialgericht udsat sagen og anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Bundessozialgericht støtter sig på følgende betragtninger:

Forelæggelseskendelsen blev registreret på Domstolens justitskontor den 8. april 1980.

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der afgivet skriftlige indlæg af fru Tamara Vigier ved advokaterne Hammerschmid og Orthmann, Köln, af Bundesversicherungsanstalt für Angestellte ved Michaelis og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent N. Koch, som befuldmægtiget.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Fru Vigier har anført, at bestemmelserne i WGSVG ikke kan henføres under de særlige ordninger, der er nævnt i artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71. De udgør tværtimod en systematisk bestanddel af den almindelige tyske socialforsikringsret. Følgelig må forordningens artikel 9, stk. 2, anvendes på § 10 a, stk. 2, in WGSVG.

Den tvivl, som Bundessozialgericht under hensyn til systematikken i og formålet med WGSVG har givet udtryk for, med hensyn til om genoprejsnings-reglerne for nationalsocialistisk uret inden for den tyske socialforsikring er omfattet af forordning nr. 1408/71, er ubegrundet. Medens forbundsfinansministeriet er den kompetente forbundsmyndighed i spørgsmål om erstatning for nationalsocialstisk uret, påhviler det forbundsmyndighedens arbejds- og socialministerium at forvalte bestemmelserne om genoprejsning for nationalsocialistisk uret inden for socialforsikringen. Desuden forfølger genoprejsningsreglerne på socialforsikringsområdet det samme formål som forordning nr. 1408/71, nemlig at forbedre den socialforsikringsretlige situation ved at forhindre en forringet retsstilling som følge af valg af bopæl inden for EØF.

Den væsentlige hindring for en positiv afgørelse synes at have været Bundessozialgericht's tvivl om, hvorvidt artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 ikke blot omfatter de forsikringsperioder, der begrunder en ret til ydelser, men tillige sådanne forsikringsperioder, der i det hele taget begrunder tilknytningen til socialforsikringssystemerne, dvs. den pågældendes status som forsikret. Artikel 9, stk. 2, kan ikke ved en indskrænkende fortolkning udlægges derhen, at den ikke gælder for et bidrag, der overhovedet fra først af begrunder den pågældendes status som forsikret. Efter den i international ret anerkendte gyldne fortolkningsregel følger det, at de anvendte ord betyder, hvad de udsiger (words used are presumed to mean what they say).

Der må derfor anføres vægtige grunde for, at denne regel skal fraviges, og for at anlægge den indskrænkende fortolkning, at det bidrag, der begrunder den pågældendes status som forsikret, ikke kan erstattes af tilsvarende indbetalinger i en medlemsstat. Sådanne grunde ses ikke at foreligge. Tværtimod ville en sådan indskrænkende fortolkning af artikel 9, stk. 2, føre til den allerede nævnte forringede retsstilling, der netop søges undgået gennem forordning nr. 1408/71; desuden ville den ligebehandlingsgrundsætning, der er indeholdt i artikel 3 i forordning nr. 1408/71, derved blive overtrådt.

Endelig har fru Vigier henledt Domstolens opmærksomhed på følgerne af en indskrænkende fortolkning af artikel 9, stk. 2. Den manglende indbetaling af det tyske bidrag, der kræves for at have ret til efterfølgende indbetaling af frivillige pensionsforsikringsbidrag, er forårsaget af forfølgelsen. Hvis adgangen til efterfølgende bidragsindbetaling afskæres, bliver virkningerne af forfølgelsen permanente.

Under påberåbelse af systematikken i og formålet med de tyske bestemmelser og for at undgå, at virkningerne af det nationalsocialistiske regime bliver permanente, har fru Vigier gjort gældende, at den forsikringsperiode på 60 måneder, der kræves for at have ret til efterfølgende bidragsindbetaling, herunder indbetaling af det bidrag, der begrunder egenskaben af forsikret, tillige lader sig erstatte af tilsvarende bidrag, der er indbetalt i andre medlemsstater.

Bundesversicherungsanstalt fiir Angestellte har anført, at bestemmelserne i WGSVG må anses som en lovgivning i dette begrebs betydning i artikel 1, litra j), i forordning nr. 1408/71, idet de ændrer eller udfylder bestemmelserne i blandt andet Reichsversicherungsordnung, Angestelltenversicherungsgesetz og Reichsknappschaftsgesetz. Efter Forbundsrepublikken Tysklands erklæring falder disse love nemlig inden for det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71.

Bestemmelserne i WGSVG indrømmer en retsstilling, der er uafhængig af enhver skønsmæssig bedømmelse af den pågældendes personlige forhold og trang. Her er altså tale om en lovgivning på området for social sikring i dette begrebs betydning i EØF-traktatens artikel 51 og i artikel 1, litra j), i forordning nr. 1408/71. De bestemmelser, der er fastsat i WGSVG, berører kun en del af de forsikrede inden for den tyske socialforsikring, nemlig de, der som forfulgte under nationalsocialismen ved forfølgelsen har lidt skade på socialforsikringsområdet. Denne begrænsning i anvendelsesområdet var ikke til hinder for, at WGSVG lod sig indføje i de almindelige socialforsikringslove; sammenfatning af bestemmelser i speciallove, der kun angår en bestemt gruppe af forsikrede, er imidlertid ikke usædvanlig i tysk lovgivningspraksis.

Efter bestemmelserne i WGSVG opnår personer, der blev forfulgt under nationalsocialismen, tilknytning til det tyske pensionsforsikringssystem ved indbetaling af et bidrag til en tysk pensionsforsikringsinstitution. Med hensyn til denne betingelse, der angår den forfulgtes status, indebærer hverken artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 eller andre af fællesskabsrettens bestemmelser, at forsikrings- eller bopælsperioder i andre medlemsstater ligestilles med tyske bidrag. Den almindelige retsstilling, som en medlemsstat indrømmer bestemte persongrupper inden for sin nationale lovgivnings gyldighedsområde, har fællesskabsbestemmelserne om social sikring principielt ingen indvirkning på. Sagsøgte i hovedsagen tilslutter sig derfor Bundessozialgericht's opfattelse, hvorefter artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 må undergives en indskrænkende fortolkning, således at den ikke omfatter et bidrag, der begrunder den pågældendes status som forsikret.

Kommissionen har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at spørgsmålet, om forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på sagsøgerens krav i medfør af § 10 a, stk. 2, i WGSVG, ikke blot afhænger af forordningens saglige anvendelsesområde, men tillige af de personlige forudsætninger for, at den finder anvendelse. Sagsøgeren må være arbejdstager i dette begrebs betydning i forordningens artikel 2, stk. 1, og artikel 1, litra a). Efter definitionen i artikel 1, litra a), afhænger sagsøgerens egenskab af arbejdstager af hendes medlemsskab af en social forsikringsordning. Betingelserne for at opnå dette medlemsskab beror på hver enkelt medlemsstats nationale lovgivning (sag 110/79, Coonan). Hovedsagen angår spørgsmålet, om forordningen finder anvendelse på et krav i medfør af tysk national ret; sagsøgerens egenskab af arbejdstager må derfor bedømmes på grundlag af den tyske socialforsikringsret. Den manglende tilknytning til den tyske socialforsikring medfører derfor, at sagsøgeren i henseende til de nationale lovregler i tysk ret, der eventuelt måtte finde anvendelse, ikke er arbejdstager i forordningens forstand.

Det kan ganske vist lægges til grund, at sagsøgeren i henseende til anvendelsen af fransk socialforsikringsret må betragtes som arbejdstager i den betydning, begrebet har i forordningens artikel 1, litra a). Der kan dog ikke tages hensyn til denne egenskab af arbejdstager med henblik på den nationale lovgivning i en anden medlemsstat, som sagsøgeren aldrig har arbejdet i.

Det er Kommissionens opfattelse, at ydelser efter WGSVG må betragtes som ydelser ifølge en social sikringsordning som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 1408/71.

WGSVG indrømmer forsikrede, der som følge af den nationalsocialistiske forfølgelse har lidt skade med hensyn til den lovbestemte ulykkesforsikring og den lovbestemte pensionsforsikring, et retskrav på genoprejsning. Med henblik herpå giver loven for så vidt angår den lovbestemte pensionsforsikring den forfulgte mulighed for fortsat forsikring og efterfølgende bidragsindbetaling. Genoprejsningen efter WGSVG består altså for så vidt i, at der gives mulighed for at erhverve en ret til ydelser, som på grund af forfølgelsen ellers ikke havde kunnet erhverves. Disse genoprejsningsydelser falder som bestanddele af en pensionsydelse ganske inden for rammerne af det almindelige ydelsessystem på socialsikringsområdet. WGSVG udfylder de gældende lovbestemmelser med særregler. Loven er en bestanddel af den tyske socialforsikringsret og indrømmer den berettigede en ved lov fastlagt retsstilling, der er uafhængig af enhver skønsmæssig bedømmelse af personlig trang og personlige forhold. At forordningen generelt ikke skulle finde anvendelse, følger ikke af dennes artikel 4, stk. 4, idet WGSVG's bestemmelser hverken er bestemmelser om social og sundhedsmæssig forsorg, om ydelser til ofre for krig eller om en særlig ordning for tjenestemænd og dermed ligestillede personer. Følgelig falder WGSVG inden for anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71. Herimod kan det imidlertid anføres, at adgangen til efterfølgende bidragsindbetaling efter WGSVG ikke angår arbejdstageren i dennes egenskab af forsikret, men af forfulgt, og at Fællesskabets principper om ret til fri bevægelighed ikke lader sig overføre på national rets regler om genoprejsning.

Afgørelsen afhænger altså ganske af, om adgangen til efterfølgende bidragsindbetaling efter WGSVG trods genoprejsningsformålet angår en social sikringsydelse. Kommissionen besvarer dette spørgsmål bekræftende, fordi den adgang WGSVG giver til efterfølgende bidragsindbetaling, efter forudsætningerne, formålet og retsvirkningerne er særdeles nært knyttet til den lovbestemte pensionsforsikring. Det drejer sig ganske vist om genoprejsning, men genoprejsningen angår kun den lovbestemte pensionsforsikring, personer, der er omfattet af denne forsikring, og erstatning for tabte eller mistede muligheder for at erhverve pensionsrettigheder.

Artikel 9, stk. 2's funktion er kun sammenlægning af forsikringsperioder; bestemmelsen kan ikke give grundlag for selve den pågældendes status som forsikret.

EØF-traktatens artikel 51, litra a), forpligter Fællesskabets lovgivende myndighed til at indføre et system, der sikrer, at der sker sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik på at indrømme og opretholde retten til ydelser og på beregning af disse.

Status som forsikret er overhovedet en betingelse for, at forordningen finder anvendelse; erhvervelsen af denne status beror på medlemsstaternes interne lovregler, og den kan ikke erhverves ved, at forsikringsperioder i andre medlemsstater betragtes som perioder, der er tilbagelagt i vedkommende medlemsstat. Det er alene den pågældende stats nationele lovgivning, der er afgørende for adgangen til at blive tilknyttet socialforsikringen (sag 266/78, Brunori, Sml. 1979, s. 2705; sag 110/79, Coonan, endnu utrykt).

Sammenfattende er Kommissionen af den opfattelse, at de forelagte spørgsmål kan besvares på følgende måde:

I retsmødet den 18. november 1980 er der afgivet mundtlige indlæg af fru Tamara Vigier ved advokat I. Hammerschmid, Köln, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent N. Koch, som befuldmægtiget.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 10. december 1980.