22.11.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 322/32


RÅDETS FÆLLES HOLDNING 2006/795/CFSP

af 20. november 2006

om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 15. juli 2006 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 1695 (2006) (»UNSCR 1695 (2006)«), hvori det fordømte Den Demokratiske Folkerepublik Koreas (»DPRK«) affyring af flere ballistiske missiler den 5. juli 2006.

(2)

Den 14. oktober 2006 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 1718 (2006) (»UNSCR 1718 (2006)«), hvori det fordømte DPRK's prøvesprængning af en atombombe den 9. oktober 2006 og udtrykte dyb bekymring over den trussel, en sådan prøvesprængning udgør for traktaten om ikke-spredning af kernevåben og de internationale bestræbelser på at styrke det globale ikke-spredningsregime, og over den fare, den udgør for fred og stabilitet i og uden for regionen. FN's Sikkerhedsråd fastslog derfor, at der foreligger en klar trussel mod international fred og sikkerhed.

(3)

Den 17. oktober 2006 fordømte Rådet for Den Europæiske Union kraftigt DPRK's prøvesprængning af en atombombe og opfordrede DPRK til straks at vende tilbage til sekspartsdrøftelserne, til at give afkald på alle atomvåben og eksisterende nukleare programmer og til at opfylde sine forpligtelser i henhold til ikke-sprednings-traktaten, herunder at lade alle sine nukleare aktiviteter verificere af Den Internationale Atomenergiorganisation. Rådet fastslog desuden, at det fuldt ud vil implementere bestemmelserne i alle relevante UNSC-resolutioner, særlig UNSCR 1695 (2006) og UNSCR 1718 (2006).

(4)

UNSCR 1718 (2006) forbyder direkte eller indirekte levering, salg eller overførsel til DPRK fra statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder eller ved anvendelse af skibe eller luftfartøjer, der fører deres flag, af visse konventionelle våben som defineret i FN's register over konventionelle våben eller hermed relateret materiel, herunder reservedele, eller produkter som vedtaget af FN's Sikkerhedsråd eller det udvalg, der er nedsat i henhold til punkt 12 i UNSCR 1718 (2006) (»udvalget«). Rådet mener, at også andre konventionelle våben, herunder i det mindste alle varer og teknologier på EU's fælles liste over militært udstyr, bør være omfattet.

(5)

UNSCR 1718 (2006) forbyder desuden direkte eller indirekte levering, salg eller overførsel til DPRK fra statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder eller ved anvendelse af skibe eller luftfartøjer, der fører deres flag, af produkter opført i de relevante FN-dokumenter, herunder især produkter opført på listerne fra Gruppen af Leverandører af Nukleart Materiale og missilteknologikontrolregimet, samt af andre former for materiel, udstyr, varer og teknologi i relation til nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben.

(6)

UNSCR 1718 (2006) forbyder desuden levering af teknisk uddannelse, tjenesteydelser og bistand i forbindelse med de i betragtning 4 og 5 omhandlede produkter, og dette forbud bør også gælde levering af finansieringsmidler eller finansiel bistand.

(7)

UNSCR 1718 (2006) forbyder desuden indkøb af de i betragtning 4 og 5 omhandlede produkter fra DPRK.

(8)

UNSCR 1718 (2006) forbyder desuden levering, salg eller overførsel af luksusvarer til DPRK.

(9)

UNSCR 1718 (2006) indfører desuden foranstaltninger om begrænsning af indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes områder for de personer, herunder disses familiemedlemmer, som udvalget eller FN's Sikkerhedsråd har udpeget som ansvarlige for DPRK's politikker i forbindelse med DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, bl.a. ved at støtte eller fremme disse programmer.

(10)

UNSCR 1718 (2006) indfører desuden indefrysning af midler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, der direkte eller indirekte ejes eller kontrolleres af personer eller enheder, som ifølge udvalget eller FN's Sikkerhedsråd er involveret i eller yder støtte til DPRK's nukleare programmer, programmer for andre masseødelæggelsesvåben og ballistiske missilprogrammer, herunder med andre ulovlige midler, eller af personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger; og desuden må ingen midler, finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed for eller ydes til gavn for sådanne personer eller enheder.

(11)

Denne fælles holdning kan ændres, hvis Rådet finder det relevant også at lade de restriktive foranstaltninger gælde for andre personer, enheder eller produkter eller på andre kategorier af personer, enheder eller produkter.

(12)

Der er behov for handling fra Fællesskabets side for at gennemføre visse foranstaltninger —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING:

Artikel 1

1.   Direkte eller indirekte levering, salg eller overførsel af følgende produkter og teknologi, herunder software, til DPRK fra statsborgere i medlemsstaterne eller gennem eller fra medlemsstaternes områder eller ved anvendelse af skibe eller luftfartøjer, der fører deres flag, forbydes, uanset om de har oprindelse i medlemsstaterne eller ej:

a)

forsvarsmateriel af enhver art, herunder våben og ammunition, militærkøretøjer, militært udstyr, paramilitært udstyr og reservedele hertil, bortset fra ikke-kampmæssige køretøjer, der er fremstillet eller udstyret med materialer til ballistisk beskyttelse, og som udelukkende er bestemt til beskyttelsesbrug for EU's og dets medlemsstaters personale i DPRK

b)

alle produkter, alt materiel, alt udstyr, alle varer og al teknologi som vedtaget af FN's Sikkerhedsråd eller udvalget i overensstemmelse med punkt 8, litra a), nr. ii), i UNSCR 1718 (2006), der kunne bidrage til DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer eller programmer for andre masseødelæggelsesvåben.

2.   Det forbydes desuden:

a)

direkte eller indirekte at levere teknisk uddannelse, rådgivning, tjenester og bistand eller yde mæglervirksomhed i forbindelse med produkter og teknologi som omhandlet i stk. 1 og i forbindelse med levering, fremstilling, vedligeholdelse og brug af disse produkter til personer, enheder eller organisationer i DPRK eller til anvendelse i dette land

b)

direkte eller indirekte at levere finansiering eller finansiel bistand i forbindelse med produkter og teknologi som omhandlet i stk. 1, herunder navnlig gavebistand, lån og eksportkreditforsikring, i forbindelse med salg, levering, overførsel eller eksport af disse produkter, eller i forbindelse med direkte eller indirekte levering af hermed relateret teknisk uddannelse, rådgivning, tjenester og bistand eller mæglervirksomhed til personer, enheder eller organisationer i DPRK eller til anvendelse i dette land

c)

bevidst eller forsætligt at deltage i aktiviteter, hvis formål eller virkning er at omgå forbuddene i litra a) og b).

3.   Det forbydes desuden medlemsstaternes statsborgere, herunder ved at anvende skibe eller luftfartøjer, der fører deres flag, at indkøbe produkter og teknologi som omhandlet i stk. 1 fra DPRK, uanset om de har oprindelse i DPRK eller ej.

Artikel 2

Direkte eller indirekte levering, salg eller overførsel af luksusvarer til DPRK fra statsborgere i medlemsstaterne eller gennem eller fra medlemsstaternes områder eller ved anvendelse af skibe eller luftfartøjer, der fører deres flag, forbydes, uanset om de har oprindelse i medlemsstaterne eller ej.

Artikel 3

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at begrænse indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes områder for de personer, herunder disses familiemedlemmer, som udvalget eller FN's Sikkerhedsråd har udpeget som ansvarlige for DPRK's politikker i forbindelse med DPRK's nukleare programmer, ballistiske missilprogrammer og programmer for andre masseødelæggelsesvåben, bl.a. ved at støtte eller fremme disse programmer, jf. listen i bilaget.

2.   Intet i stk. 1 forpligter en medlemsstat til at nægte sine egne statsborgere indrejse på medlemsstatens eget område.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis udvalget i de enkelte tilfælde fastslår, at sådanne rejser er berettiget af humanitære hensyn, herunder religiøse forpligtelser, eller hvis udvalget konkluderer, at en undtagelse på anden måde vil fremme målene i UNSCR 1718 (2006).

4.   I tilfælde, hvor en medlemsstat i medfør af stk. 3 tillader indrejse i eller transit gennem sit område for personer, der er opført på listen i bilaget, gælder tilladelsen udelukkende det formål, den er udstedt til, og de berørte personer.

Artikel 4

1.   Alle midler og økonomiske ressourcer, der direkte eller indirekte tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer og enheder, som ifølge udvalget eller FN's Sikkerhedsråd er involveret i eller yder støtte til DPRK's nukleare programmer, programmer for andre masseødelæggelsesvåben og ballistiske missilprogrammer, herunder ved hjælp af ulovlige midler, eller af personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, indefryses.

2.   Ingen midler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de personer eller enheder, der er omhandlet i stk. 1.

3.   Der kan gøres undtagelser for midler og økonomiske ressourcer, der:

a)

er nødvendige for at opfylde basale behov, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på bolig, medicin og lægebehandling, skat, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)

udelukkende er bestemt til betaling af et rimeligt honorar og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand, eller

c)

udelukkende er bestemt til betaling af afgifter eller gebyrer i overensstemmelse med national lovgivning, til rutinemæssig forvaltning af indefrosne midler og økonomiske ressourcer

efter at den pågældende medlemsstat har underrettet udvalget om, at den, hvor det er hensigtsmæssigt, har til hensigt at godkende adgangen til sådanne midler og økonomiske ressourcer, og udvalget ikke har truffet negativ afgørelse herom senest fem arbejdsdage efter en sådan underretning.

4.   Der kan desuden gøres undtagelser for midler og økonomiske ressourcer, der:

a)

er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, forudsat at den pågældende medlemsstat har underrettet og opnået godkendelse fra udvalget, eller

b)

er genstand for en retlig, administrativ eller voldgiftsmæssig afgørelse om tilbageholdelsesret eller en dom, i hvilket fald midlerne og de økonomiske ressourcer kan anvendes til at opfylde afgørelsen om tilbageholdelsesret eller dommen, forudsat at afgørelsen om tilbageholdelsesret eller dommen var registreret forud for vedtagelsen af UNSCR 1718 (2006) og ikke er til fordel for en person eller enhed, som omhandlet i stk. 1, efter at den pågældende medlemsstat har underrettet udvalget.

5.   Stk. 2 gælder ikke beløb, der tilføres indefrosne konti i form af:

a)

renter eller anden form for afkast fra disse konti, eller

b)

forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som er indgået eller opstået inden den 14. oktober 2006,

såfremt sådanne renter eller anden form for afkast og betalinger fortsat er omfattet af stk. 1.

Artikel 5

Medlemsstaterne samarbejder i overensstemmelse med deres nationale myndigheder, deres nationale lovgivning og folkeretten aktivt om at forebygge ulovlig handel med nukleare, kemiske og biologiske våben, ballistiske missiler, disses fremføringsmidler og hermed relateret materiel og teknologi. I den forbindelse kan der gøres brug af eksisterende ikke-sprednings-mekanismer til at sikre en effektiv inspektion af gods, der transporteres ad søvejen, med fly og over land.

Artikel 6

Rådet udarbejder listen i bilaget og gennemfører eventuelle ændringer heraf på baggrund af, hvad udvalget eller FN's Sikkerhedsråd beslutter.

Artikel 7

Denne fælles holdning tages op til revision eller ændres, når det er relevant, især med hensyn til kategorierne af personer, enheder eller produkter eller andre personer, enheder eller produkter, der skal være omfattet af de restriktive foranstaltninger, eller på baggrund af relevante UNSC-resolutioner.

Artikel 8

Denne fælles holdning træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Artikel 9

Denne fælles holdning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 2006.

På Rådets vegne

J. KORKEAOJA

Formand


BILAG

Liste over de personer, der er omhandlet i artikel 3.