1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10 EF, 43 EF og 48 EF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en begæring, som er fremsat af Amiraike Berlin GmbH (herefter »Amiraike«), der er et selskab efter tysk ret, om udnævnelse af en likvidator for afviklingen af de aktiver i Tyskland, der tilhører selskabet Aero Campus Cottbus Ltd (herefter »AeroCC«), der er et selskab efter tysk ret.

3

§ 273 under overskriften »Afslutning af likvidationen« i lov om aktieselskaber (Aktiengesetz) af 6. september 1965 (BGBl. 1965, I, s. 1086, herefter »aktieselskabsloven«) bestemmer:

»1.   Ved likvidationens afslutning og efter aflæggelsen af likvidationsregnskabet skal likvidator give meddelelse herom med henblik på registrering heraf i handelsregistret. Selskabet slettes.

[…]

4.   Såfremt det efterfølgende godtgøres, at der skal træffes yderligere likvidationsforanstaltninger, skal retten på anmodning fra en interesseret part genudnævne den tidligere likvidator eller udpege en ny. […]

5.   Afgørelser, der er truffet i henhold til stk. 2 og 3 samt stk. 4, første punktum, kan straks appelleres.«

4

I henhold til § 145 i lov om frivillig retspleje (Gesetz über die Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit) af 17. maj 1898 har Amtsgericht kompetence til at udpege en likvidator i medfør af aktieselskabslovens § 273, stk. 4.

5

I overensstemmelse med § 43, stk. 1, i lov om ikrafttrædelse af den borgerlige lovbog (Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch) er tinglige rettigheder underlagt lovgivningen i den stat, hvor tingen befinder sig.

6

Lov om selskaber af 2006 (Companies Act 2006, herefter »CA 2006«) pålægger selskaber med begrænset ansvar at aflægge årsregnskaber.

7

Section 1000 i CA 2006 bestemmer:

8

Section 1012 i CA 2006 bestemmer:

[…]«

9

Tvisten i hovedsagen vedrører den frivillige retspleje om udnævnelsen af en »efterfølgende« likvidator for AeroCC’s aktiver i Tyskland i medfør af en analog anvendelse af aktieselskabslovens § 273, stk. 4, i overensstemmelse med principperne i tysk ret om residualselskaber og splittede selskaber.

10

AeroCC blev oprettet som et anpartsselskab i England og Wales den 8. april 2005 og blev optaget i selskabsregistret i Cardiff.

11

Direktørerne i dette selskab undlod derefter at aflægge årsregnskab, revideret af en britisk skatterådgiver, som det kræves efter britisk selskabsret. AeroCC blev derfor ifølge den forelæggende ret slettet fra selskabsregistret i januar 2008, hvilket indebar, at selskabets kapital tilfaldt den britiske krone.

12

AeroCC havde alene et kontor i Tyskland. AeroCC rådede imidlertid over forskellige aktiver i Tyskland, nemlig i det væsentlige kapitalandele i et personselskab med hjemsted i Berlin, der rådede over fast ejendom i Tyskland, og adskillige rettigheder som følge af overdragelse af ejendomme i Tyskland samt forskellige skadeserstatningskrav.

13

Amiraike, der er majoritetsejer af AeroCC, anmodede den 16. juni 2008 den forelæggende ret om at udnævne en »efterfølgende« likvidator med henblik på at afvikle AeroCC’s aktiver i Tyskland i overensstemmelse med principperne om residualselskaber eller splittede selskaber.

14

Ifølge den forelæggende ret udgør en foranstaltning som den, der er fastsat i section 1012 i CA 2006, en ekspropriationsforanstaltning. Selv om sådanne foranstaltninger i princippet ikke er tiltænkt virkninger uden for den stats område, hvori de er indført, er dette imidlertid tilfældet i hovedsagen. For så vidt som et selskab i forbindelse med udøvelsen af etableringsfriheden i medfør af artikel 43 EF og 48 EF bevidst har undergivet sig selskabslovgivningen i en medlemsstat, kan dette selskab ifølge den forelæggende ret ikke påberåbe sig en mere fordelagtig selskabslovgivning i en anden medlemsstat, på hvis område der befinder sig en del af det pågældende selskabs aktiver, med henblik på at undgå visse negative, retlige virkninger, der følger af opløsningen af dette selskab i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor selskabet er dannet. En sådan valgfrihed er i strid med fællesskabsretten, og det er i den forbindelse ikke muligt at påberåbe sig det tyske begreb »residualselskaber eller splittede selskaber«, eftersom dette begreb er et ældre juridisk begreb, der opstod under den kolde krig.

15

Amtsgericht Charlottenburg har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal den primære fællesskabsret, og navnlig artikel 10 EF, 43 EF og 48 EF såvel som princippet om, at medlemsstaterne i Det Europæiske Fællesskab gensidigt skal anerkende hinandens nationale retsforskrifter, fortolkes således, at en medlemsstat (den første medlemsstat) ved ratificeringen af fællesskabsretten i princippet har anerkendt, at en ekspropriationsforanstaltning, der er anordnet i medfør af en anden medlemsstats retsorden, har virkning på sit område, i det mindste når et privatretligt selskab, der er berørt af ekspropriationsforanstaltningen, tidligere ved udøvelsen af etableringsfriheden i henhold til fællesskabsretten bevidst har underkastet sig selskabsretten i den anden medlemsstat, der har anordnet ekspropriationsforanstaltningen, men som udøver økonomisk virksomhed i den første medlemsstat, hvor det også råder over aktiver, som berøres af ekspropriationsforanstaltningen?«

16

Ifølge Amiraike og den tyske regering har den afgørelse, som Amtsgericht Charlottenburg skal træffe, ikke karakter af udøvelse af dømmende myndighed. Det må derfor i den foreliggende sag indledningsvis undersøges, om Amtsgericht Charlottenburg skal træffe en afgørelse, der har karakter af udøvelse af dømmende myndighed, med henblik på at undersøge, om Domstolen i medfør af artikel 234 EF har kompetence til at udtale sig om det spørgsmål, der er forelagt for den.

17

Selv om der i den forbindelse ikke hersker tvivl om, at Amtsgericht Charlottenburg er en »ret«, kræves det desuden for, at denne ret kan forelægge et spørgsmål for Domstolen i medfør af artikel 234 EF, at der verserer en tvist for den, og at den skal træffe afgørelse i en sag, som er bestemt til at resultere i en afgørelse, der har karakter af udøvelse af dømmende myndighed (jf. kendelse af 18.6.1980, sag 138/80, Borker, Sml. s. 1975, præmis 4, og af , sag 318/85, Greis Unterweger, Sml. s. 955, præmis 4, samt dom af , sag C-111/94, Job Centre, benævnt »Job Centre I«, Sml. I, s. 3361, præmis 9, af , sag C-178/99, Salzmann, Sml. I, s. 4421, præmis 14, af , sag C-182/99, Lutz m.fl., Sml. I, s. 547, præmis 13, af , sag C-165/03, Längst, Sml. I, s. 5637, præmis 25, og af , sag C-96/04, Standesamt Stadt Niebüll, Sml. I, s. 3561, præmis 13).

18

Det fremgår af sagsakterne i hovedsagen, at Amtsgericht Charlottenburg som administrativ myndighed har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål. Formålet med afgørelsen er nemlig begrænset til at udnævne en »efterfølgende« likvidator for AeroCC’s aktiver i Tyskland. Når aktieselskabslovens § 273, stk. 4, anvendes direkte eller analogt, består rettens hovedopgave i at afgøre, om den person, som sagsøgeren eller en anden person har foreslået, er egnet til at afvikle aktiverne i et selskab, der er slettet fra registret.

19

Endvidere er der intet i sagens akter, der tyder på, at der i den foreliggende sag verserer en retssag for Amtsgericht Charlottenburg mellem Amiraike og en eventuelt sagsøgt. Tværtimod fremgår det af forelæggelsesafgørelsens indledning, at der alene er tale om en handelsretlig »sag« og ikke om en »retstvist«. I denne indledning angives alene AeroCC’s navn og adresse. Hertil kommer, at fremstillingen af de faktiske omstændigheder i forelæggelsesafgørelsen ikke henviser til en person eller et organ, der modsætter sig Amiraikes begæring med hensyn til AeroCC, som Amiraike er majoritetsejer af.

20

Endvidere fremgår det på ingen måde af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at den situation, Amiraike befandt sig i forud for, at Amtsgericht Charlottenburg har fremsat anmodningen til Domstolen, har givet anledning til, at der er truffet en afgørelse, som der ved denne ret er anlagt sag til prøvelse af. Retten er dermed den første myndighed, der skal træffe afgørelse om begæringen om udnævnelse af en likvidator for AeroCC.

21

Heraf følger, at Amtsgericht Charlottenburg i hovedsagen virker som administrativ myndighed uden samtidig at skulle afgøre en tvist, således at den handler under udøvelse af en ikke-judiciel funktion.

22

Henset til det ovenstående må det fastslås, at det i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 1, og artikel 103, stk. 1, er åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence til at træffe afgørelse om det forelagte spørgsmål.

23

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):

Den Europæiske Unions Domstol har ikke kompetence til at besvare det spørgsmål, som Amtsgericht Charlottenburg har forelagt ved afgørelse af 7. november 2008.