Beslutningen bestemmer navnlig, at de støttemodtagende virksomheder forpligter sig til som modydelse for støtten at foretage yderligere nettonedskæringer af deres produktionskapacitet (artikel 2, stk. 1).

En fortegnelse over de anlæg, som skal lukkes, med angivelse af datoerne for lukningen samt en oversigt over de kapacitetsforøgelser, der vil være et resultat af investeringerne, skulle sendes til Kommissionen før den 31. januar 1984, og lukningerne skal være foretaget før den 31. december 1985 (artikel 2, stk. 2).

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 95 ved kendelse af 14. marts 1984 besluttet at henvise sagen til femte afdeling samt at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Herefter har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerne heller ikke opfylder betingelserne efter EØF-traktatens artikel 173, stk. 2. Når de i denne forbindelse hævder, at de ifølge beslutningen pålagte nedskæringer af produktionskapaciteten påvirker virksomhederne og anlæggene inden for kommunernes område, påviser de nemlig herved, at det kun er selve jern- og stålvirksomhederne, som berøres umiddelbart og individuelt af beslutningen, og ikke de kommuner, på hvis område virksomhederne befinder sig. Herefter må sagen ligeledes afvises, for så vidt den er anlagt i medfør af EØF-traktaten.

Som statueret af Domstolen i dommen af 10. februar 1983 (Luxembourg mod Europa-Parlamentet, sag 230/81, Sml. 1983, s. 255) kan hele den anfægtede retsakt, når den uadskilleligt berører områderne for flere traktater, indbringes for Domstolen, såfremt sagen kan admitteres i henhold til én af traktaterne. I den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at henvise til EØF-traktatens artikel 173, hvoraf det fremgår, at formalitetsindsigelsen hverken er klar eller knytter sig til en afvisningsmangel.

Herefter har sagsøgerne gennemgået kriterierne for, om et retssubjekt er umiddelbart og individuelt berørt, jfr. traktatens artikel 173.

For så vidt angår spørgsmålet, om betingelsen individuelt berørt, har sagsøgerne henvist til Domstolens domme af 15. juli 1963 (Plaumann, sag 25/62, Sml. 1954-1964, s. 411) og 1. juli 1965 (Töpfer, forenede sager 106 og 107/63, Sml. 1965-1968, s. 67), hvori Domstolen har fortolket udtrykket individuelt berørt således, at beslutningen skal ramme sagsøgerne på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten. I den foreliggende sag er de implicerede to jern- og stålvirksomheder nævnt ved navn i den omtvistede beslutning.

Det spørgsmål, som Domstolen her for første gang skal tage stilling til, er imidlertid, om der ligeledes kan anlægges sag af de kommuner, som virksomhederne på grund af deres anlægs beliggenhed hører under.

I denne forbindelse er det ifølge sagsøgerne nødvendigt at gennemgå kommuners beføjelser og opgaver, når henses til, at kommuner er offentligretlige, geografisk afgrænsede juridiske personer med selvstændige beføjelser og beføjelser ifølge delegation. I en række medlemsstaters retsorden, herunder efter fransk, nederlandsk og tysk ret, kan kommuner kræve forvaltningsafgørelser annulleret, uanset at de ikke påviseligt krænker deres egne rettigheder. Den nederlandske lov af 20. juni 1963 om administrativ rekurs bestemmer bl.a., at de interesser, som varetages af personer eller kollegiale organer under det offentlige, betragtes som kommunernes egne interesser. Denne løsning må ifølge sagsøgerne ligeledes gælde inden for fællesskabsretten.

I den foreliggende sag er sagsøgerne blandt de kommuner, hvor de berørte virksomheder er installeret, eller hvor de arbejdstagere, som personlig er ramt af de lukkede anlæg, bor. Sagsøgerne beskatter virksomhederne og de ansatte, som bor i kommunen, og sikrer dem til gengæld administrative, økonomiske, sociale og kulturelle offentlige ydelser. Kommunerne har således selvstændig kompetence, for så vidt angår leve- og arbejdsvilkår samt beskæftigelse, således at en nedskæring af deres vigtigste industris produktionskapacitet påvirker dem direkte såvel økonomisk som menneskeligt.

For så vidt angår på den anden side spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne er umiddelbart berørt, skal det tages i betragtning, at den luxembourgske stat i mellemtiden har ydet støtte i medfør af lov af 1. juli 1983 om foranstaltninger til fremme af jern- og stålindustriens strukturomlægning og modernisering samt til bevarelse af erhvervslivets generelle konkurrenceevne. Herved blev lukningen af anlæg gjort obligatorisk på grundlag af den i beslutningen fastsatte tidsplan, dvs. inden den 31. december 1985, uden at der skulle træffes yderligere afgørelser.

Endelig har sagsøgerne anført, at der med søgsmålsreglerne er tilstræbt en vis ligevægt, idet artikel 173's begrænsede rækkevidde opvejes af muligheden for at anlægge sag ved de nationale retter, som herefter kan anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse i medfør af traktatens artikel 177. I den foreliggende sag har sagsøgerne imidlertid ingen nationale retmidler, da ovennævnte lov efter luxembourgsk ret ikke kan prøves ved domstolene. Hvis afvisningsindsigelsen lægges til grund, vil sagsøgerne derfor være berøvet enhver mulighed for domstolskontrol, hvilket er i strid med almindelige retsgrundsætninger og med menneskerettighedskonventionens artikel 6.