Kommissionens forordning (EF) nr. 2684/1999 af 17. december 1999 om gennemførelsesbestemmelser for 2000 for den importordning for visse produkter fra oksekødssektoren, der er fastsat ved samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien
EF-Tidende nr. L 326 af 18/12/1999 s. 0024 - 0026
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2684/1999 af 17. december 1999 om gennemførelsesbestemmelser for 2000 for den importordning for visse produkter fra oksekødssektoren, der er fastsat ved samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 77/98 af 9. januar 1998 om visse procedurer for anvendelse af samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien(1), særlig artikel 1, og ud fra følgende betragtninger: (1) Der er i artikel 15, stk. 2, i samarbejdsaftalen med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien(2) for 2000 fastsat et toldkontingent på 1650 tons produkter som omhandlet i bilag E til aftalen, udtrykt i slagtet vægt. Det er nødvendigt at fastsætte gennemførelsesbestemmelser for nævnte kontingent; (2) for at kontingentet kan forvaltes på en smidig måde, bør der indføres en ordning for ansøgning om importrettigheder, ligesom det bør fastsættes, at importrettighederne først tildeles efter en betænkningstid og eventuel anvendelse af en standardprocentsats for nedsættelse. Den erhvervsdrivende kan på grundlag af disse rettigheder i hele 2000 ansøge om importlicenser i henhold til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3719/88 af 16. november 1988 om fælles gennemførelsesbestemmelser for import- og eksportlicenser samt forudfastsættelsesattester for landbrugsprodukter(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1127/1999(4), og Kommissionens forordning (EF) nr. 1445/95 af 26. juni 1995 om gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser for oksekød og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2377/80(5), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2648/98(6), på visse yderligere betingelser; (3) der er en vis risiko for spekulation ved ordningen, og derfor må der fastlægges nøjagtige betingelser for de erhvervsdrivendes adgang til ordningen. For at det kan kontrolleres, om disse betingelser overholdes, skal ansøgningen indgives i den medlemsstat, hvor importøren er momsregistreret; (4) af hensyn til kontrollen af produkternes oprindelse bør det kræves, at der forelægges enten et varecertifikat EUR.1 eller en fakturaerklæring efter bestemmelserne i protokol 2 til samarbejdsaftalen; (5) de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Oksekød - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 1. For perioden 1. januar-31. december 2000 åbnes der et toldkontingent på 1650 tons, udtrykt i slagtet vægt, for visse produkter fra oksekødssektoren med oprindelse i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Dette kontingent har løbenummer 09.4505. 2. Import under kontingentet i stk. 1 er forbeholdt visse levende dyr og visse former for kød henhørende under følgende KN-koder: - ex 0102 90 51, ex 0102 90 59, ex 0102 90 71 og ex 0102 90 79 - ex 0201 10 00 - ex 0201 20 20 - ex 0201 20 30 - ex 0201 20 50 omhandlet i bilag E til samarbejdsaftalen. 3. Ved afskrivning på dette kontingent svarer 100 kg levende vægt til 50 kg slagtet vægt. 4. For produkter importeret under dette kontingent nedsættes værditolden og den specifikke told i den fælles toldtarif med 80 %. Artikel 2 For at kunne komme ind under den i artikel 1 omhandlede importordning skal den person, der ansøger om en importrettighed, være en fysisk eller juridisk person, som ved ansøgningens indgivelse på en for medlemsstatens myndigheder tilfredsstillende måde godtgør, at han har handlet med oksekød og/eller levende kvæg med tredjelande mindst én gang i løbet af de sidste 12 måneder; ansøgeren skal være momsregistreret i en medlemsstat. Artikel 3 1. Ansøgeren kan kun indgive ansøgninger om importrettigheder i den medlemsstat, hvor han er registreret som fastsat i artikel 2. 2. Ansøgningen om importrettigheder skal vedrøre mindst 15 tons, udtrykt i slagtet vægt, uden at det samlede kontingent dog overskrides. 3. Ansøgninger om importrettigheder kan kun indgives i perioden 4.-11. januar 2000. 4. Hver erhvervsdrivende må kun indgive én ansøgning. Hvis en erhvervsdrivende indgiver mere end én ansøgning, tages ingen af ansøgningerne i betragtning. 5. Medlemsstaterne underretter senest den femte arbejdsdag efter den dag, hvor perioden for indgivelse af ansøgninger udløber, Kommissionen om de ansøgninger, der er indgivet for den mængde, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1. Meddelelsen skal indeholde en fortegnelse over ansøgerne og de ønskede mængder. Alle meddelelser, herunder meddelelsen "ingen ansøgninger", sendes pr. fax, og hvis der er indgivet ansøgninger, anvendes modellen som vist i bilaget til denne forordning. Artikel 4 Kommissionen beslutter, i hvilket omfang ansøgningerne kan imødekommes. Hvis de mængder, der er ansøgt om, overstiger den disponible mængde, fastsætter Kommissionen en standardprocentsats for nedsættelse af de ønskede mængder. Artikel 5 1. Ved import af de tildelte mængder skal der fremlægges én eller flere importlicenser. Bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 3719/88 og (EF) nr. 1445/95 finder anvendelse, jf. dog bestemmelserne i nærværendce forordning. 2. Ansøgeren kan kun indgive ansøgning om importlicens i den medlemsstat, hvor han har ansøgt om importrettigheder. 3. Efter Kommissionens underretning om tildeling efter artikel 4 udstedes importlicenserne efter anmodning fra de erhvervsdrivende, der har opnået importrettigheder, og i disses navn. 4. Licensansøgningen og licensen skal indeholde følgende angivelser: a) i rubrik 8: "Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien"; licensen forpligter til import fra dette land b) i rubrik 17: ud over antallet af dyr, dyrenes levende vægt, der skal svare til en del af eller de samlede importrettigheder, som den erhvervsdrivende har fået tildelt c) i rubrik 20: løbenummer 09.4505 og mindst én af følgende angivelser: - Reglamento (CE) n° 2684/1999 - Forordning (EF) nr. 2684/1999 - Verordnung (EG) Nr. 2684/1999 - Κανονισμός (ΕΚ) αριθ. 2684/1999 - Regulation (EC) No 2684/1999 - Reglement (CE) n° 2684/1999 - Regolamento (CE) n. 2684/1999 - Verordening (EG) nr. 2684/1999 - Regulamento (CE) n.o 2684/1999 - Asetus (EY) N:o 2684/1999 - Förordning (EG) nr 2684/1999. 5. Importlicenser, der udstedes efter denne forordning, er gyldige i 90 dage fra udstedelsesdagen som omhandlet i artikel 21, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3719/88. Ingen licens er dog gyldig efter den 31. december 2000. 6. De udstedte licenser er gyldige i hele EF. Artikel 6 Produkterne kan importeres til tolden i artikel 1, hvis der forelægges et varecertifikat EUR.1 udstedt af eksportlandet efter bestemmelserne i protokol 2, der er knyttet som bilag til samarbejdsaftalen, eller en fakturaerklæring fra eksportøren udfærdiget efter bestemmelserne i nævnte protokol. Artikel 7 Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Den anvendes fra den 1. januar 2000. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 1999. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT L 8 af 14.1.1998, s. 1. (2) EFT L 348 af 18.12.1997, s. 2. (3) EFT L 331 af 2.12.1988, s. 1. (4) EFT L 135 af 29.5.1999, s. 48. (5) EFT L 143 af 27.6.1995, s. 35. (6) EFT L 335 af 10.12.1998, s. 39. BILAG >PIC FILE= "L_1999326DA.002602.EPS">