51995PC0472

Forslag til RÅDETS BESLUTNING OM EN FORBEDRING AF FÆLLESSKABETS LANDBRUGSSTATISTIKKER /* KOM/95/472 ENDEL - CNS 95/0250 */

EF-Tidende nr. C 336 af 14/12/1995 s. 0006


Forslag til Rådets beslutning om en forbedring af Fællesskabets landbrugsstatistikker (95/C 336/04) KOM(95) 472 endelig udg. - 95/0250(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 17. oktober 1995)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til rammeprogrammet for prioriterede aktioner vedrørende statistiske oplysninger 1993- 1997 (1), særlig artikel 4, litra a) og

ud fra følgende betragtninger:

Ifølge rammeprogrammet 1993-1997 skal der ske en bedre udnyttelse af de ressourcer, der anvendes til landbrugsstatistikkerne, ved hjælp af en implementering af den kritiske gennemgang, der er foretaget i henhold til det statistiske program (2);

denne gennemgang har i store træk identificeret de ændringer, der skal foretages i Fællesskabets landbrugsstatistikker;

disse ændringer omfatter de hovedområder, hvor der kan opnås besparelser, og områder af ny eller voksende interesse; disse ændringer skal være i overensstemmelse med vedtagne generelle principper;

de nationale tilpasninger skal koordineres og overvåges på fællesskabsplan for at sikre:

i) at oplysningerne forbliver tilstrækkeligt pålidelige på nationalt plan og tilstrækkeligt sammenlignelige imellem medlemsstaterne

ii) at den eventuelt påkrævende ændring af Rådets retsakter rettidigt kan identificeres, forberedes og forelægges af Kommissionen, samt at Kommissionens beslutninger om gennemførelse af Rådets retsakter ligeledes kan træffes rettidigt

iii) at de forskellige medlemsstaters metodologiske undersøgelser vedrørende effektive metoder til opfyldelse af de nye informationsbehov er omfattende og supplerer hinanden

iv) at tidsplanen for nationale aktiviteter tager behørigt hensyn til Fællesskabets almene behov

v) at de finansielle bidrag fra Fællesskabet, der stilles til rådighed for programmet, anvendes på den mest effektive måde;

denne koordinering kan bedst opnås ved hjælp af en formel struktur, der gør det muligt at foretage en samlet vurdering af de tekniske begrænsninger og præferencer og at træffe valg, der udgør et kompromis mellem de nationale interesser og Fællesskabets interesser; disse fælles valg skal generelt tages i betragtning i forbindelse med den fremtidige planlægning af de statistikker, der hvert år forelægges Udvalget for Det Statistiske Program til behandling;

et finansielt bidrag fra Fællesskabet til medlemsstaterne ydet på nøje fastlagte betingelser er nødvendigt for at gøre det muligt at foretage de nødvendige ændringer;

for at opnå de ønskede besparelser kan det være nødvendigt at foretage ændringer i den tekniske gennemførelse af visse undersøgelser; sådanne ændringer bør være tilladt på betingelse af, at der træffes passende sikkerhedsforanstaltninger;

medlemsstaternes indsamling og grundlæggende behandling af de landbrugsstatistikker, der kræves til fællesskabsformål. Den samordning af dette arbejde og den videregående behandling, lagring og formidling af oplysningerne, som foretages af Kommissionens tjenestegrene til fællesskabsformål, om nødvendigt reguleret ved retsakter udstedt af Rådet, er fuldt ud i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet -

HAR VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Formål

For at Fællesskabets landbrugsstatistikker bedre kan opfylde de aktuelle informationsbehov som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik tilpasser medlemsstaterne deres nationale landbrugsstatistikker på de områder, der er anført i bilag 1 og 2, under hensyntagen til de i bilag 3 anførte målsætninger, karakteristika og kriterier.

Artikel 2

Kommissionens rolle

Kommissionen bidrager til denne proces ved a) sammen med medlemsstaterne at foretage i) fælles arbejdsplanlægning, og ii) udarbejde generelle rammer for metodologiske undersøgelser b) at kontrollere dataenes kvalitet og sammenlignelighed c) at identificere og gennemføre aktioner på fællesskabsplan, som er af betydning for gennemførelsen af denne beslutning.

Artikel 3

Tidsramme og fremgangsmåde

Den første fase af forbedringerne af Fællesskabets landbrugsstatistikker vil blive gennemført i perioden 1995 til 1997. Den vil blive koordineret af Kommissionen ved hjælp af de i artikel 4 anførte tekniske handlingsplaner.

Artikel 4

Tekniske handlingsplaner for landbrugsstatistikker

1. Kommissionen vedtager efter fremgangsmåden i artikel 10 hvert år en teknisk handlingsplan for landbrugsstatistikkerne. Disse planer skal omfatte de aktioner, som medlemsstaterne skal gennemføre i henhold til artikel 1. De skal udnytte de til rådighed stående ressourcer på en sådan måde, at der opnås så stor en forbedring som muligt af omkostningseffektiviteten af Fællesskabets landbrugsstatistikker, samtidig med, at kravene i henhold til fællesskabsretten, uformelle aftaler og nye informationsbehov opfyldes.

2. Hver årlig teknisk handlingsplan omfatter udarbejdelse af en detaljeret opgørelse over aktiviteterne for det kommende år og en vejledende tidsplan for de følgende to år. Den årlige plan opstilles under hensyntagen til:

i) de gældende forpligtelser for de pågældende år, dvs. listen over og hyppigheden af de undersøgelser, som skal gennemføres af medlemsstaterne, og andre oplysninger, som skal indberettes til Kommissionen

ii) de oplysninger, der skal meddeles af medlemsstaterne i henhold til artikel 5, litra b) og c)

iii) de nødvendige og til rådighed stående ressourcer for hver aktion.

Artikel 5

Rapporter fra medlemsstaterne

Medlemsstaterne forelægger inden den 31. marts hvert år (år n):

a) en kortfattet rapport om gennemførelsen af aktionerne for det foregående år (år n - 1)

b) en beskrivelse af de aktioner, der påtænkes gennemført i det følgende år (år n +1)

c) en anmeldelse af de vigtigste foranstaltninger, der påtænkes gennemført i de følgende to år (år n + 2 og n + 3), og som er relevante for denne beslutning.

Beskrivelsen skal omhandle ændringer der foreslås gennemført straks, som eventuelt påkrævet forberedende arbejde, påregnede vanskeligheder og forslag til at løse disse, ressourcemæssige konsekvenser set ud fra såvel et nationalt synspunkt som ud fra Fællesskabets synspunkt samt forslag til forbedringer på fællesskabsplan. Aktioner, hvortil der søges fællesskabsstøtte, skal angives særskilt.

Artikel 6

Finansiering

1. Fællesskabet tager del i de udgifter, som den enkelte medlemsstat har i forbindelse med tilpasningen af de nationale landbrugsstatistiske systemer og i forbindelse med de forberedende arbejder vedrørende de foranstaltninger, der skal gennemføres på områder af ny eller stigende interesse.

2. Størrelsen af Fællesskabets bidrag til hver medlemsstat fastsættes hvert år af Kommissionen inden for rammerne af den tekniske handlingsplan efter fremgangsmåden i artikel 10.

3. Bidragene udbetales til medlemsstaterne i form af årlige overførsler efter forelæggelse og Kommissionens godkendelse af den årsrapport, der beskriver hvorledes handlingsplanen for det foregående år er gennemført. Kommissionen vil gennemføre kontrol på stedet, i det omfang den finder det nødvendigt.

Artikel 7

Fleksibilitet

Hvor det af hensyn til formålet med denne beslutning er nødvendigt, kan Kommissionen efter fremgangsmåden i artikel 10 give en medlemsstat tilladelse til at tilpasse en eller flere af følgende forhold i forbindelse med de i bilag IV anførte undersøgelser: omfattede regioner, områdemæssige underopdelinger, definitioner, undersøgelsesmetodologi, undersøgelsesdata, liste over karakteristika og størrelsesklasser.

Artikel 8

Mulighed for løbende tilpasning

Kommissionen kan efter fremgangsmåden i artikel 10 tilføje nye punkter til bilag I (områder, hvor der kan opnås besparelser) og til bilag II (områder af ny eller voksende interesse).

Artikel 9

Den Stående Landbrugsstatistiske Komités rolle

Den Stående Landbrugsstatistiske Komité (3) samles mindst en gang om året for at drøfte følgende punkter:

i) medlemsstaternes rapporter om gennemførelsen af programmet

ii) de aktioner medlemsstaterne foreslår for det følgende år og retningslinjerne for de to følgende år

iii) den tekniske handlingsplan for det følgende år

iv) Fællesskabets finansielle bidrag i henhold til artikel 6.

Artikel 10

Gennemførelsesbestemmelser

Kommissionen vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne beslutning. Den bistås af Den Stående Landbrugsstatistiske Komité, herefter benævnt »komitéen«.

Kommissionens repræsentant forelægger komitéen et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Komitéen afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster, i givet fald ved afstemning.

Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til komitéens udtalelse. Den underretter komitéen om, hvorledes den har taget hensyn til dens udtalelse.

Artikel 11

Rapport

Inden den 1. december 1997 forelægger Kommissionen efter høring af Den Stående Landbrugsstatistiske Komité Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af denne beslutning, eventuelt ledsaget af forslag til ændringer.

Artikel 12

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

(1) Rådets beslutning 93/464/EØF (EFT nr. L 219 af 28. 8. 1993, s. 1).

(2) Rådets resolution af 19. juni 1993 (EFT nr. C 161 af 26. 6. 1989).

(3) Nedsat ved Rådets afgørelse 72/279/EØF af 31. juli 1972 (EFT nr. L 179 af 7. 8. 1972).

BILAG I

OMRÅDER, HVOR DER KAN OPNÅS BESPARELSER (1)

1. Undersøgelser af landbrugsbedrifternes struktur: mindre hyppige, forenkling af typologien og spørgeskemaet.

2. Undersøgelser vedrørende vinarealer: afskaffelse af adskillige tabeller, mulig samlægning med strukturundersøgelsen.

3. Undersøgelser vedrørende frugttræer: mulig afskaffelse af mellemundersøgelser.

4. Indeks for landbrugsindkomster: afskaffelse af de første ikke-aggregerede overslag i oktober, mindre detaljeret.

5. Landbohusholdningernes samlede indkomst: større fleksibilitet hvad angår hyppighed og målbegreber.

6. Undersøgelser af dyrehold: anvendelse af »Agriflex-begrebet«; dvs. at tilpasse undersøgelseshyppigheden til dyreholdets betydning i hver medlemsstat.

7. Slagtninger - kødproduktion: undersøgelserne koncentreres om industriel slagtning.

8. Mejeristatistik: afskaffelse af de ugentlige statistikker og kaseinstatistikkerne, forenkling af de årlige statistikker og mejeristrukturstatistikkerne.

9. Æg og rugerier: afskaffelse af statistikker vedrørende æg i rugemaskiner og liggehøner.

10. Foder: mindre hyppige undersøgelser (hvert femte år) med henblik på reel etablering af et foderbalanceark (udbud og efterspørgsel).

(1) Fremkommet ved den kritiske gennemgang af EF's landbrugsstatistikker i forbindelse med De Europæiske Fællesskabers Statistiske Program 1989-1992.

BILAG II

OMRÅDER AF NY ELLER VOKSENDE INTERESSE (1)

Emner:

1. Hurtige beregninger over forventet såning og plantning i begyndelsen af vinteren for hovedafgrøder.

2. Beregninger over lagermængden af de vigtigste produkter (bl.a. korn, olieholdige frø, kød).

3. Statistisk pålidelige data om produktionen af fjerkræ og æg.

4. Statistisk pålidelige data om produktionen af frugt og grøntsager.

5. Beregninger over forbruget af de vigtigste produkter: forbrug af korn og oliekager til foder; forbrug af vin.

6. Inddragelse af spørgsmål om anden indtægtsgivende beskæftigelse og af fordeling på målregioner i strukturundersøgelsen.

7. Offentliggørelse af harmoniserede EF-skovbrugsstatistikker.

8. Landbrugsprisstatistikker: ny udarbejdelse af absolute landbrugsprisrækker under hensyn til de tekniske fremskridt og ændringer.

Metodologi:

9. Forbedrede og nye metoder, der vil gøre det muligt for medlemsstaterne mere effektivt at opfylde eksisterende og nye informationskrav, dvs. lette undersøgelser, administrative data, paneler, fjernovervågning.

(1) Fremkommet ved den kritiske gennemgang af EF's landbrugsstatistikker i forbindelse med De Europæiske Fællesskabers Statistiske Program 1989-1992. NB: Enhver form for nye statistiske forpligtelser vil blive genstand for særskilte retsakter udstedt af Rådet.

BILAG III

MÅLSÆTNINGER, KARAKTERISTIKA OG KRITERIER

Løbende forbedring:

1. Inden for Fællesskabets landbrugsstatistikker skal der løbende opnås større omkostningseffektivitet og fuldstændighed med hensyn til opfyldelse af Fællesskabets og andres behov for statistisk information.

Resultaternes sammenlignelighed og kvalitet:

2. Fællesskabets landbrugsstatistikker skal omfatte løbende kvalitetskontrol for at sikre, at kvaliteten af resultaterne opfylder behovet for information. Medlemsstaterne kan blive bedt om at begrunde de valgte metode rover for Kommissionen og de øvrige medlemsstater.

Svarbyrde:

3. Fællesskabets landbrugsstatistikker vil pålægge den mindst mulige svarbyrde, der er forenelig med behovet for information.

Integrering af landbrugsstatistikker og andre statistikker:

4. Forbedringen af Fællesskabets landbrugsstatistikker vil gøre det lettere at a) bygge på statistikker fra andre områder b) levere data til generelle statistiske systemer c) anvende det landbrugsstatistiske system til indsamling af statistisk information, der er behov for på andre områder.

Komplementaritet mellem fællesskabssystemet og nationale systemer:

5. Ved hjælp af nationale landbrugsstatistiske systemer kan der indsamles og leveres oplysninger til Kommissionen, som ikke formelt er påkrævet på fællesskabsplan, og en række applikationer, der er udviklet direkte på fællesskabsplan (f.eks. EUROFARM, SPEL), kan anvendes til at forsyne medlemsstaterne med oplysninger, der ikke er tilgængelige på nationalt plan.

Koncentreret indsats på vigtige områder:

6. Den mængde oplysninger hver medlemsstat indberetter, kan variere efter betydningen af de forhold, der dækkes på regionalt plan, nationalt plan og fællesskabsplan.

Valg af den mest effektive metode:

7. Medlemsstaterne kan indsamle basisdata efter den mest effektive statistiske metode (se punkt 2), når blot de opstillede definitioner og frister og den påkrævede præcision overholdes. Navnlig skal man ikke udelukke anvendelsen af administrative oplysninger som informationskilder til det statistiske system.

Optimering:

8. Fællesskabets behov, som det fremgår af de forskellige gældende fællesskabsretsakter og uformelle aftaler, udgør ikke i sig selv et optimalt system. Det enkelte land skal sørge for at tilpasse sit eget nationale system bedst muligt til Fællesskabets behov. Fællesskabets behov skal ikke unødigt gribe ind i de nationale bestræbelser på at gøre systemet så optimalt som muligt.

BILAG IV

RÅDETS FORORDNINGER OG DIREKTIVER OM LANDBRUGSSTATISTIK

>TABELPOSITION>