Ifølge sagsøgerne har Kommissionen for det første begået en fejl ved at udstede en normativ akt, som i forhold til artikel 27 og 29 i Rådets forordning nr. 136/66 gør den ovenfor anførte forudfastsatte støtte utilstrækkelig. Herved har Kommissionen overtrådt retsregler, som skal beskytte statsborgerne i Fællesskabet.

I betragtningerne til forordning nr. 136/66 understreges det, at man bør ophjælpe dyrkningen af raps og beskytte producenternes og de forarbejdende industriers interesser mod de forstyrrelser, der kan indtræde som følge af indførsler fra tredjelande. Dette er støtteordningens funktion; den skaber således navnlig til fordel for de forarbejdende industrier rettigheder, som skal beskyttes.

Forordning nr. 189/72 udgør en krænkelse af princippet om den berettigede forventning. Denne forordning, som trådte i kraft med meget kort frist, medførte, at den støtte, som var forudfastsat og gjaldt for tidligere påtagne forpligtelser, blev utilstrækkelig. Ophævelsen af udligningsbeløbene har endvidere krænket princippet om fællesskabspræference. Såfremt erhvervslivet ikke havde forpligtelser på fællesmarkedet, kunne det have forsynet sig fra tredjelande til den virkelige internationale pris udtrykt i dollars. Forordning nr. 189/72 har skabt ulige konkurrencevilkår. Sagsøgerne kunne — på grund af deres forpligtelser — ikke købe på det mere fordelagtige marked i tredjelandene, hvorimod andre forretningsdrivende ved at gøre dette kunne opnå anseelige handelsfortjenester.

I det omfang virksomheder i medlemsstater, hvis valuta overfor dollaren står stærkere end franc'en, har kunnet indføre raps fra tredjelande billigere end de franske virksomheder, har der foreligget endnu en form for konkurrenceforvridning.

Kommissionens fejl består endvidere i en forkert bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Kun den halve rapshøst var blevet afsat i Frankrig den 1. februar 1972, fordi indførslerne allerede oversteg udførslerne (se oversigten, s. 6). Hvad angår valutasituationen burde dollarens udvikling (oversigt, s. 7) snarere have tilskyndet Kommissionen til at forhøje udligningsbeløbene end til at ophæve dem.

Selv under forudsætning af, at den faktiske situation var anderledes, udgør den omstændighed, at man ophævede udligningsbeløbene uden samtidig at gennemføre en ordning til korrigering af støtten, alligevel en fejl, idet der nemlig herved var skabt ulighed i konkurrencen, da de forskellige nationale valutaer flød forskelligt i forhold til regningsenheden.

Sagsøgerne hævder at have lidt et faktisk tab ved ikke at have modtaget tilstrækkelig støtte i henhold til artikel 27 og 29 i forordning nr. 136/66. På grund af det system, som er indført ved nævnte forordning, er sagsøgernes stilling med hensyn til afsætningen af deres produkter den samme som en international erhvervsdrivendes, med hvem de konkurrerer på det samlede marked.

Sagsøgerne havde til gengæld, da der rent konkret foregår en langfristet planlægning af forsyningerne, indgået kontrakter, i henhold til hvilke de mindst skulle betale indikativprisen for rapsen, uden at have indgået faste kontrakter for salget af olien. De måtte — med en utilstrækkelig støtte — sælge til den virkelige verdensmarkedspris og dermed følge nedgangen i prisen på olie fremstillet af raps, hvilket medførte tab.

Ifølge sagsøgerne er dette tab så meget mere uberettiget, som støtten til rapsproducenterne betales til de forarbejdende virksomheder, da retten til støtte først opnås, når frøene males eller undergives kontrol. Sagsøgerne var således overfor producenterne ansvarlige for støtten, som de allerede betalte, når de købte rapsen til indikativprisen.

Sagsøgerneo har beregnet tabet, som er opført under to poster, på følgende måde:

Sagsøgerne i sagerne 67/75, 68/75, 71/75, 73/75, 79/75, 81/75, 83/75, og 85/75 har lidt det under punkt 1 anførte tab, sagsøgerne i sagerne 72/75, 76/75, 77/75 og 84/75 har lidt det under punkt 2 anførte tab, og sagsøgerne i sagerne 69/75, 70/75, 74/75, 75/75, 78/75, 80/75 og 82/75 har lidt begge de anførte tab.

Sagsøgerne har tilføjet, at Domstolen, såfremt den ikke kan acceptere dette samlede skøn, må bestemme, at der skal indhentes en sagkyndig erklæring.

Under henvisning til Domstolens dom af 24. oktober 1973 i sag 5/73, Balkan/Hauptzollamt Berlin-Packhof (Sml. 1973, s. 1091) har Kommissionen forklaret, at det er hensigten med ordningen med udligningsbeløbene at skabe mulighed for, at interventionsmekanismerne fortsat kan virke trods valutariske forvridninger, og at undgå forstyrrelser i samhandelen men ikke at beskytte visse erhvervsdrivendes konkurrenceforhold.

Når det viser sig, at det ikke mere er nødvendigt at anvende udligningsbeløbene for at undgå forstyrrelser i samhandelen med de pågældende produkter, kan Kommissionen lovligt afskaffe dem (Domstolens dom af 14. maj 1975 i sag 74/74 CNTA/Kommissionen, Sml. 1975, s. 533).

Dermed underkender Kommissionen på ingen måde disse beløbs funktion og formål, idet det ikke er deres opgave generelt og udelukkende at dække dollarens nedskrivning i forhold til regningsenheden. Ingen af de af sagsøgerne påberåbte fællesskabsbestemmelser eller -regler tvinger til en opretholdelse af systemet med udligningsbeløb.

Kommissionen har bestridt, at Fællesskabet i tilfælde af uro på valutamarkedet har været forpligtet til helt og fuldt at udligne de virkninger, som medlemsstaternes og tredjelandenes valutabeslutninger medførte for sagsøgerne. At antage en sådan forpligtelse vil betyde, at Fællesskabet skal bære konsekvenserne af beslutninger, som i vidt omfang træffes ensidigt af medlemsstaterne, og påtage sig ansvaret for en politik, med hensyn til hvilken det hverken inden for Fællesskabet eller over for tredjelande har nogen midler til sin rådighed. Kommissionen har i denne henseende påberåbt sig Domstolens dom af 24. oktober 1973 i sag 43/72 Merkur/Kommissionen (Sml. 1973, s. 1055).

Hvad angår princippet om den berettigede forventning, som udelukkende vedrører den støtte, der var forudfastsat før offentliggørelsen af forordning nr. 189/72, har Kommissionen hævdet, at sagsøgerne ikke kan gøre krav på en beskyttelse af den indirekte fordel, som udligningsbeløbene i givet fald kan repræsentere for dem. Denne fordel består i at få støtte, som er tilstrækkelig i den forstand, at udligningsbeløbene ved indførsel bringer kostprisen for indført frø op på højde med prisen på de fællesskabsfrø, som sagsøgerne har købt.

For så vidt angår den forkerte bedømmelse af sagens omstændigheder har Kommissionen bemærket, at den på grundlag af statistikker over de udstedte attester om forudfastsættelse af restitutioner og støtte har konstateret, at 84 % af fællesskabsproduktionen faktisk eller egentligt var afsat den 1. februar 1972. På baggrund af denne markedssituation og under hensyn til det særegne formål med udligningsbeløbene var udstedelsen af forordning nr. 189/72 lovlig.

Hvad angår udviklingen i dollarens vekselkurs, har Kommissionen understreget, at Fællesskabets myndigheder ikke har nogen forpligtelse til at korrigere enhver valutaforvridning.

Ifølge Kommissionen savner redegørelsen for købs- og salgstransaktionerne (stævningen s. 7 og 8) fornødent grundlag. Sagsøgerne forudsætter, at der faktisk skete et fald i olieprisen, og at dette fald var en følge af udligningsbeløbenes afskaffelse. Denne afskaffelse har imidlertid ikke haft nogen følelig virkning på priserne for rapsfrø på det franske marked eller på oliepriserne. Udviklingen i prisen på rapsolie følger i almindelighed prisen på sojaolie, for hvilket produkt der ikke fandtes noget udligningsbeløb. Forordning nr. 189/72 har således på ingen måde haft til følge, at sagsøgerne matte købe frø til indikativprisen og sælge olie til nedsat pris. I øvrigt udbetales støtten ikke til de forarbejdende virksomheder men til licensindehaverne, uanset om det drejer sig om forabejdende virksomheder eller ej. Sagsøgerne er ikke ansvarlige for støtten overfor producenterne; støttens udbetaling betinges ikke af, at nævnte støtte faktisk og i fuldt omfang kommer producenten til gode; der er ingen bestemmelse, der forpligter til at betale producenten indikativprisen.

For så vidt angår deri skade, der er lidt i konkurrencemæssig henseende, har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerne ikke har forklaret, hvori denne skade består.

Det bør dog bemærkes, at udligningsbeløbenes afskaffelse har gjort det muligt at fjerne en anden slags konkurrenceforvridning end den, som sagsøgerne har gjort gældende. Da der nemlig ikke fandtes udligningsbeløb for konkurrerende produkter, f.eks. soja, kunne disse sidste træde i stedet for raps. Endvidere ligger et krav om opretholdelse af en konkurrencesituation, som beskyttes af udligningsbeløbene, uden for formålet med disse beløb.

Da endelig udligningsbeløbene ikke har haft nogen mærkbar indvirkning på markedspriserne for olie, har deres afskaffelse ikke mærkbart påvirket den pris, som sagsøgerne kunne få for olien. Tabet består således i en formindskelse af kostpriserne for sagsøgernes konkurrenter, som forsynede sig på verdensmarkedet og således øgede deres fortjeneste i forhold til sagsøgerne. Denne mulige forskel kan imidlertid ikke udgøre et tab, som Fællesskabet skal erstatte.

Under alle omstændigheder skal sagsøgerne også rent konkret påvise eksistensen af et tab og fremskaffe de bevisligheder, som er nødvendige til efterprøvelse af rigtigheden af deres beregning.

Selv under forudsætning af, at sagsøgerne har lidt et tab som følge af faldet i markedspriserne på olie, er dette tab opstået som følge af sagsøgernes egen adfærd.

En normalt omhyggelig erhvervsdrivende køber frø med en bestemt leveringsfrist og dækker sig samtidig ind gennem salg af olier og oliekager til senere levering. Hvis den erhvervsdrivende ikke bærer sig således ad, påtager han sig risikoen for, at markedsprisen senere viser sig at være mere eller mindre fordelagtig for ham på salgstidspunktet. Risikoen er den samme, om han køber frø på verdensmarkedet eller frø i Fællesskabet, og om han har begæret forudfastsættelse af støtten for disse frø eller ej.

Efter sagsøgernes opfattelse er der ingen tvivl om tabet: da de var tvunget til at skaffe sig råstoffet til fuld pris og sælge færdigvaren under prisfald på verdensmarkedet, kunne de ikke undgå at miste fortjeneste, selv om de ikke led noget egentligt tab. Sagsøgerne fastholder deres erklæring om, at støtten først udbetales efter, at den forarbejdende virksomhed har købt raps af producenterne til en pris omkring indikativprisen, hvorfor det lidte tab er særlig uberettiget. Det er nemlig ulovligt, at Rådet, hvis det for nemheds skyld vil bruge de forarbejdende virksomheder som ansvarlige for det system, der garanterer producenterne en rimelig afsætning af deres produktion, pålægger disse forarbejdende virksomheder den økonomiske risiko i forbindelse med nævnte garantipolitik.

Kommissionen har uden tvivl overset iværksættelsen af den fælles markedsordning for fedtstoffer i Frankrig. I Frankrig er ydelse af støtte afhængig af frøenes forarbejdning, og betalingsbegæringen skal indeholde en erklæring herom.

Det må ud fra Kommissionens bemærkninger om en omhyggelig erhvervsdrivendes adfærd antages, at den også har overset de faktiske omstændigheder og den gældende franske lovgivning.

41 % af rapsen forarbejdes til olie, 53,5 % til oliekager. Om sidstnævnte indgås der meget langfristede leveringskontrakter. For at bevare disse afsætningsmuligheder må de franske forarbejdningsvirksomheder afslutte langfristede kontrakter om køb af raps.

Rapsens værdi beror imidlertid for størstedelens vedkommende på værdien af den udvundne olie, for hvilken der ikke er noget langfristet marked i Frankrig. Des uden er det ifølge meddelelserne fra det franske finansministerium (bilag IV og V) kun tilladt at foretage leveringssalg af varer på de udenlandske markeder til dækning af faktiske indførsler fra udlandet. Sagsøgerne var således ikke i stand til at dække sig ind med hensyn til olie, som var udvundet af raps produceret i Frankrig, mens de på den anden side var bundet af langfristede forsyningskontrakter.

De måtte af forsigtighedsgrunde opretholde deres forsyningsplaner i Frankrig, selv efter at udligningsbeløbene var afskaffet, og dette medførte det i stævningen under punkt 2 specificerede tab.

For så vidt angår problemet vedrørende konkurrencen mellem raps og soja, er det sagsøgernes opfattelse, at sojaen ikke kan have haft indflydelse på det lidte tab, da der på tidspunktet for sagens omstændigheder ikke var nogen produktion heraf i Europa. Da der ikke gives støtte til denne frøsort, sælges den på verdensmarkedet til sin virkelige pris.

Verdensmarkedsprisen på raps er afhængig af konkurrencen mellem de to frøsorter og derfor af verdensmarkedsprisen på soja. Den støtte, som beregnes på grundlag af verdensmarkedsprisen på raps, skal derfor tage hensyn til verdensmarkedsprisen på soja. Da Kommissionen har gjort støtten, utilstrækkelig, har den ikke afskaffet en forvridning i konkurrencen mellem de to frøsorter.

Kommissionen har bestridt sagsøgernes indvendinger vedrørende den pågældende fælles markedsordnings funktion.

Ordningen med udligningsbeløb, som indebærer begrænsede foranstaltninger med et begrænset formål, skal ikke sikre den fælles markedsordnings gnidningsløse funktion ved at udligne incidensen af dollarens faktiske nedskrivning på støttens beregning og heller ikke opretholde fælleskabspræferencen eller ligheden mellem de erhvervsdrivende i tilfælde af valutaudsving.

Den i.replikken udviklede opfattelse overbeviser ikke om, at den manglende udligning af dollarens nedskrivning krænker de rettigheder, som den fælles markedsordning har skabt for sagsøgerne.

Indvendingen om, at den fælles markedsordning for fedtstoffer er særegen, er ikke relevant. Hvad angår den udstrækning, hvori incidenserne af tredjelandes kursudsving skal udlignes, adskiller denne fælles ordning sig ikke fra andre. Den støtte, som ydes med hensyn til fællesskabsfrø, udfylder en funktion, der kan sammenlignes med importafgifternes i andre fælles markedsordninger. Den omstændighed, at Fællesskabets produktion i det første tilfælde afsættes på verdensmarkedet og i det andet i Fællesskabet, ændrer ikke ved det væsentlige i problemet. Med hensyn til markedsordningen for kom har Domstolen netop statueret, at Fællesskabets institutioner ikke har pligt til at udligne alle virkningerne af de nationale valutaforanstaltninger.' Det samme gælder for tredjelandes valutaforanstaltninger. Parallellen mellem støtte og eksportrestitution er ubegrundet af følgende tre årsager:

For så vidt angår respekten for de lige konkurrencevilkår og fællesskabspræferencen, har Kommissionen anført, at det i praksis er umuligt at opnå fuldstændigt identiske forsyningsvilkar, selv om en sådan identitet teoretisk sikres gennem mekanismerne i den fælles ordning.

Den markedspris, som Kommissionen lægger til grund ved støttens beregning, kan i øvrigt ikke sidestilles med den virkelige verdensmarkedspris, da artikel 29 i forordning nr. 136/66 præciserer, at den bestemmes på grundlag af de gunstigste indkøbsmuligheder, i hvilken forbindelse priserne i givet fald reguleres under hensyn til priserne på de konkurrerende produkter.

Det påhviler sagsøgerne konkret at godtgøre, at den ydede støtte i deres situation faktisk ikke sikrede dem fællesskabspræference og lige konkurrencevilkår.

Selv under forudsætning af, at sagsøgernes indvendinger er begrundet, er det på ingen måde godtgjort, at Fællesskabet havde pligt til fuldt ud at udligne virkningerne af de valutaforanstaltninger, som var truffet af tredjelandene. Sagsøgerne kan ikke påberåbe sig de beslutninger, hvorved de officielle pariteter blev opgivet til fordel for de virkelige. Disse senere beslutninger var nemlig på ingen måde udtryk for en anvendelse af et allerede eksisterende retsprincip, som skulle overholdes i det foreliggende tilfælde. Nævnte beslutning blev i øvrigt truffet for at få ordningen med de monetære udligningsbeløb til at virke bedre og ikke for at udligne virkningerne af dollarens nedskrivning for de erhvervsdrivende.

Kommissionen har henholdt sig til sine bemærkninger i svarskriftet og tilføjet, at sagsøgerne heller ikke kan påberåbe sig anvendelsen af andre metoder til udligning af de bivirkninger, som udligningsbeløbene kunne få for deres situation.

Vedrørende markedsforholdene i Frankrig har sagsøgerne taget fejl af de konsekvenser, der måtte drages heraf. Så snart Kommissionen havde konstateret, at der ikke var risiko for, at store mængder frø ville blive genstand for intervention, kunne den lovligt afskaffe udligningsbeløbene. Da denne afskaffelse ikke havde nogen virkning på prisen på det franske marked, var Kommissionens bedømmelse altså rigtig.

Kommissionen mener at have imødegået sagsøgernes erklæringer om de påberåbte tab, da dens udviklinger herom i svarskriftet (s. 16) ikke er blevet bestridt. Det tab, som består i manglende fortjeneste, hviler på en forudsætning om, at sagsøgerne kunne have fået en højere pris på markedet, såfremt udligningsbeløbene var blevet bevaret. Det er imidlertid ikke blevet bestridt, at afskaffelsen af udligningsbeløbene ikke har haft nogen virkning for priserne på rapsfrø på det franske marked, og at udviklingen i oliepriserne ikke mærkbart har været påvirket heraf.

Kommissionen har bestridt sagsøgernes opfattelse af deres situation som ansvarlige for støtten over for producenterne og har fastholdt, at der er tale om en støtte til forarbejdningen og ikke til forarbejderen. Selv i Frankrig har indehaveren af en støtteattest krav på den tilsvarende støtte.

For så vidt angår oliemarkedet i Frankrig, har Kommissionen bemærket, at den er i besiddelse af noteringer, hvoraf det fremgår, at der i det pågældende tidsrum har foreligget tilbud med en frist på 3-4 måneder.

Endvidere har cirkulæret fra det franske finansministerium (replik bilag IV og V) ikke forbudt salg på levering til udlandet, selv om det har vanskeliggjort dem.

For så vidt endelig angår de grunde, som sagsøgerne har anført vedrørende frø, som blev sat under kontrol efter udligningsbeløbenes afskaffelse, mener Kommissionen, at disse betragtninger henhører under sagsøgernes eget ansvar som erhvervsdrivende.