Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. BIONDI
fremsat den 25. juni 2026 (1)
Sag C-670/24 P
Mead Johnson Nutrition (Asia Pacific) Pte Ltd,
MJN Global Holdings BV og
Mead Johnson Nutrition Co.
mod
Europa-Kommissionen
» Appel – statsstøtte – Det Forenede Kongerige – Gibraltars selskabsbeskatningsordning – skattefritagelse i forbindelse med indtægter fra renter og royalties – bindende svar til multinationale virksomheder – afgørelse om at udvide den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF – støtteforanstaltning, der på datoen for afgørelsen er gennemført – annullationssøgsmål – definition af »retsakt, der kan gøres til genstand for et søgsmål« «
I. Indledning
1. I den foreliggende appel skal Domstolen først og fremmest tage stilling til ensartetheden i en retspraksis, der er udviklet af Retten, vedrørende afvisning under visse omstændigheder af annullationssøgsmål til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelser om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 4, stk. 4, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (2).
2. Der skal i henhold til denne retspraksis sondres mellem, om sådanne søgsmål kan antages til realitetsbehandling, afhængigt af om den omtvistede afgørelse vedrører nationale foranstaltninger, der er under gennemførelse, eller som allerede er gennemført. Mens afgørelser om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til foranstaltninger, der er under gennemførelse, har selvstændige retsvirkninger, navnlig for så vidt som de kræver, at foranstaltningen suspenderes, og derfor kan anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF, har afgørelser vedrørende foranstaltninger, der allerede er gennemført, ikke sådanne selvstændige retsvirkninger, da de ikke er umiddelbare, sikre og tilstrækkeligt bindende for den medlemsstat, som de er rettet til, eller for modtageren eller modtagerne af den foranstaltning, der er genstand for den foreliggende prøvelse (3). Den i nærværende appel omtvistede foranstaltning er omfattet af den anden kategori.
3. Mead Johnson Nutrition (Asia Pacific) Pte Ltd, MJN Global Holding BV og Mead Johnson Nutrition Co. (herefter »appellanterne«) har med deres appel nedlagt påstand om ophævelse af Rettens kendelse af 13. august 2024, Mead Johnson Nutrition (Asia Pacific) m.fl. mod Kommissionen (4) (herefter »den appellerede kendelse«), hvorved Retten på grundlag af ovennævnte retspraksis afviste søgsmålet om annullation af Kommissionens afgørelse C(2022) 7665 final af 31. oktober 2022 om statsstøtte SA.34914 (2013/C) – Det Forenede Kongerige – Gibraltars selskabsbeskatningsordning (5) (herefter »den omtvistede afgørelse«).
II. Tvistens baggrund, den appellerede kendelse, påstandene og retsforhandlingerne for Domstolen
4. Tvistens baggrund, således som den fremgår af den appellerede kendelse, er beskrevet på følgende måde (6).
5. Appellanterne er selskaber, der tilhører den internationale koncern Mead Johnson Nutrition (herefter »MJN-koncernen«). Den omtvistede afgørelse er en del af en procedure for kontrol med statsstøtte, der blev indledt i 2013 som følge af en klage indgivet i 2012 af Kongeriget Spanien vedrørende selskabsbeskatning i Gibraltar. Denne procedure førte til Kommissionens afgørelse (EU) 2019/700 af 19. december 2018 (7) (herefter »den endelige afgørelse fra 2018«). I denne afgørelse fastslog Kommissionen bl.a., at den skattebehandling, som regeringen i Gibraltar indrømmede på grundlag af de skatteafgørelser, der blev udstedt til fem selskaber baseret i Gibraltar, herunder MJN Holdings (Gibraltar) Ltd (herefter »MJN GibCo«), udgjorde ulovlig individuel statsstøtte, som var uforenelig med det indre marked.
6. Ved dom af 6. april 2022, Mead Johnson Nutrition (Asia Pacific) m.fl. mod Kommissionen (8), annullerede Retten delvist den endelige afgørelse fra 2018, for så vidt som den fastslog, at der forelå individuel støtte til fordel for MJN GibCo. Retten fandt, at selv om skatteafgørelsen til MJN GibCo var en del af genstanden i den formelle undersøgelsesprocedure som en potentiel individuel støtteforanstaltning, indeholdt hverken afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure eller afgørelsen om at udvide denne procedure de oplysninger, der var nødvendige for at identificere karakteren og omfanget af den støtteforanstaltning, som blev indrømmet MJN GibCo efter den 31. december 2013 i henhold til undersøgelsen i den endelige afgørelse fra 2018. Retten fastslog således, at Kommissionen havde vedtaget denne afgørelse i strid med de interesserede parters ret til at fremsætte deres bemærkninger i den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til den støtte, der blev ydet til MJN GibCo efter den 31. december 2013.
7. Efter den delvise annullation af den endelige afgørelse fra 2018 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvorved den udvidede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende Gibraltars selskabsbeskatningsordning til at omfatte den skattemæssige behandling af MJN GibCo fra den 1. januar 2014 og frem til selskabets opløsning den 16. oktober 2018 (9) (herefter »den omhandlede foranstaltning«).
8. Appellanterne anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. De anførte tre anbringender til støtte for søgsmålet. Med det første anbringende gjorde de gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse i henhold til artikel 92, stk. 3, litra a), i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herefter »udtrædelsesaftalen«) (10). Med det andet og det tredje anbringende påberåbte de sig henholdsvis en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.
9. Regeringen i Gibraltar fik tilladelse til at intervenere i sagen for Retten til støtte for appellanterne.
10. Kommissionen gjorde i svarskriftet gældende, at søgsmålet skulle afvises, eftersom den omtvistede afgørelse ikke udgjorde en foranstaltning, der kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.
11. I den appellerede kendelse afviste Retten sagen på grundlag af den retspraksis, der er nævnt i punkt 2 i dette forslag til afgørelse. Retten fastslog for det første, at den omhandlede foranstaltning på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse ikke længere var under gennemførelse, og at der derfor ikke længere kunne foreligge en tilsidesættelse af forpligtelsen til at suspendere gennemførelsen af denne foranstaltning. For det andet bemærkede Retten med hensyn til muligheden for at træffe mellemkommende foranstaltninger, at den omtvistede afgørelse ikke indeholdt et foreløbigt pålæg om tilbagesøgning i henhold til artikel 13, stk. 2, i forordning (EU) 2015/1589, og at den ikke havde fået forelagt beviser, som indikerede, at der forelå en »hastende situation« eller en »alvorlig risiko for omfattende og uoprettelig skade for en konkurrent«, som kunne foranledige Kommissionen til at vedtage sådanne foranstaltninger. Retten tilføjede, at selv om det ikke kunne udelukkes, at en national domstol kunne pålægge mellemkommende foranstaltninger for navnlig at beskytte de berørte parters interesser, indtil Kommissionen havde truffet en endelig afgørelse, var der i den foreliggende sag hverken fremført argumenter eller beviser til støtte for, at de betingelser, der finder anvendelse i henhold til den pågældende nationale ret, var opfyldt, således at en national domstol kunne træffe sådanne foranstaltninger. For det tredje fandt Retten, at den blotte risiko for, at en national domstol kunne se sig nødsaget til at træffe mellemkommende foranstaltninger, ikke ville give den omtvistede afgørelse en umiddelbar, sikker og tilstrækkeligt bindende virkning. For det fjerde bemærkede Retten endelig, at appellanterne i den sag, der verserede for den, under alle omstændigheder ikke havde gjort andre retsvirkninger af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure gældende, herunder risikoen for, at en national domstol ville pålægge tilbagesøgning af eventuel støtte, idet appellanterne blot havde gjort gældende, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling i lyset af de annullationsgrunde, som de påberåbte sig, nemlig Kommissionens manglende kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse (11).
12. Retten konkluderede derfor, at den omtvistede afgørelse ikke kunne anses for at have tilstrækkeligt umiddelbare og sikre bindende retsvirkninger, og at den ikke kunne kvalificeres som en anfægtelig retsakt (12).
13. Til støtte for deres appel har appellanterne gjort gældende, at Retten ikke vurderede deres argumenter vedrørende retlig kompetence i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 92, stk. 3, litra a). De har gjort gældende, at denne bestemmelse, når den fortolkes korrekt, ikke tillægger Kommissionen beføjelse til at undersøge den skattemæssige behandling af appellanterne yderligere i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Den omtvistede afgørelse er derfor en retsakt, der er vedtaget uden hjemmel, og som har retsvirkninger i forhold til appellanterne. Retten begik en retlig fejl ved at gå direkte til en bedømmelse af de regler, der finder anvendelse på domstolsprøvelse af afgørelser, som træffes inden for rammerne af de EU-regler, der regulerer administrative procedurer for statsstøtte. Appellanterne har ligeledes gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 47 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.
14. Gibraltars regering har i sit svarskrift gjort gældende, at den omtvistede afgørelse i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede kendelse, har haft bindende retsvirkninger, selv om den er en forberedende retsakt inden for rammerne af ordningen for kontrol med statsstøtte. Gibraltars regering har anført, at Rettens sondring mellem Kommissionens afgørelser om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til foranstaltninger, der er under gennemførelse som ny støtte, og foranstaltninger, der allerede er gennemført, ikke er understøttet af Domstolens praksis. Den henviser navnlig til dom af 11. marts 2010, CELF og ministre de la Culture og de la Communication (13), af 24. oktober 2013, Deutsche Post mod Kommissionen (14), og af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa (15).
15. Appellanterne har i deres replik fuldt ud tiltrådt denne argumentation. De har navnlig fremhævet risikoen for, at der anlægges sag ved retterne i Gibraltar med henblik på at opnå et påbud om omgående tilbagesøgning af den omtvistede fritagelse.
16. Appellanterne og Gibraltars regering har gjort gældende, at Domstolen bør i) ophæve den appellerede kendelse, ii) fastslå, at søgsmålet i første instans kan antages til realitetsbehandling, iii) afsige endelig dom i den foreliggende sag og annullere den omtvistede afgørelse, iv) tilpligte Kommissionen at betale sagsomkostningerne for Domstolen og Retten og v) subsidiært hjemvise sagen til Retten med henblik på realitetsbehandling. Kommissionen har for Domstolen nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
17. Appellanterne, Gibraltars regering og Kommissionen har indgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 2. marts 2026.
III. Bedømmelse
18. I overensstemmelse med Domstolens anmodning fokuserer dette forslag til afgørelse på spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 108, stk. 2, TEUF med hensyn til en foranstaltning, der ikke længere er under gennemførelse, i henhold til EU-retlige regler om statsstøtte og Domstolens praksis har selvstændige bindende retsvirkninger og derfor bør betragtes som en »anfægtelig retsakt« som defineret i artikel 263 TEUF.
19. Det er dog nødvendigt indledningsvist at tage stilling til Kommissionens anbringende om, at de argumenter, som Gibraltars regering har fremført i sit svarskrift, og som appellanterne har tiltrådt i replikken, jf. punkt 14 i dette forslag til afgørelse, er uantagelige (16).
20. Et sådant anbringende kan uden videre afvises.
21. I overensstemmelse med Domstolens faste praksis kan enhver omstændighed, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål, der er anlagt for Retten, kan antages til realitetsbehandling, udgøre et anbringende om ufravigelige procesforudsætninger, som Domstolen inden for rammerne af en appelsag er forpligtet til at tage under påkendelse af egen drift (17).
22. Når dette er sagt, vil jeg minde om, at det følger af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF kan anlægges til prøvelse af enhver bestemmelse, uanset form, udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, som tilsigter at have bindende retsvirkninger. Ved afgørelsen af, om en retsakt kan have sådanne virkninger og derfor kan være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, skal der tages hensyn til dens indhold, og dens virkninger skal vurderes på grundlag af objektive kriterier, herunder først og fremmest dens indhold under hensyntagen til baggrunden for dens vedtagelse og til den udstedende institutions, det udstedende organs, kontors eller agenturs beføjelser (18).
23. Ved retsakter, hvis udarbejdelse sker i flere proceduretrin, har Domstolen præciseret, at der principielt kun foreligger en anfægtelig retsakt, hvis der er tale om en foranstaltning, som definitivt fastlægger den kompetente EU-institutions eller det kompetente EU-organs, ‑kontors eller ‑agenturs holdning, hvilket udelukker de mellemkommende foranstaltninger, der har til formål at forberede denne endelige foranstaltning, og som ikke skaber selvstændige bindende retsvirkninger over for tredjemand. Sådanne mellemkommende foranstaltninger udgøres navnlig af de foranstaltninger, der giver udtryk for en foreløbig opfattelse hos denne EU-institution eller dette EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur (19). Dette skyldes, at en mellemkommende foranstaltning navnlig ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, hvis det er godtgjort, at den ulovlighed, som denne foranstaltning er behæftet med, kan påberåbes til støtte for et søgsmål, der er rettet mod den endelige afgørelse, som foranstaltningen forbereder. Under disse omstændigheder vil et søgsmål til prøvelse af den afgørelse, der bringer proceduren til ophør, sikre en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse (20).
24. I den foreliggende appel er det derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt det var korrekt af Retten at fastslå, at den omtvistede afgørelse, der er en mellemkommende foranstaltning, ikke tilsigtede at have bindende retsvirkninger og derfor ikke kunne anfægtes.
25. Med henblik herpå vil jeg først undersøge, om Retten har foretaget en korrekt sondring mellem afgørelser om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til foranstaltninger, der er under gennemførelse, og foranstaltninger, der allerede er gennemført; denne sondring har til formål at fastslå, om den omtvistede afgørelse kunne anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF.
A. Muligheden for at anfægte afgørelser om at indlede proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF
1. Den i traktaten fastsatte ordning for forudgående kontrol med ny statsstøtte
26. I henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF skal medlemsstaterne underrette Kommissionen om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger. Hvis Kommissionen efter sin foreløbige undersøgelse er i tvivl om, hvorvidt støtten er forenelig med det indre marked, iværksætter den proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF. I henhold til artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF må den pågældende medlemsstat ikke gennemføre den påtænkte foranstaltning, før der foreligger en endelig afgørelse (herefter »standstill-klausulen«).
27. Ny støtte er således underlagt en ordning med forudgående kontrol, der har til formål at sikre, at der kun gennemføres støtte, som er forenelig med det indre marked (21). Anmeldelsespligten og den deraf følgende standstill-forpligtelse udgør grundlæggende elementer i denne ordning. Medlemsstaterne skal anmelde enhver foranstaltning, der udgør ny støtte eller ændrer eksisterende støtte, og afholde sig fra at gennemføre den, indtil Kommissionen har vedtaget en endelig afgørelse (22).
28. For at skele lidt til historien har Domstolen allerede så tidligt som i Costa-dommen (23) fastslået, at gennemførelsesforbuddet, der er omhandlet i det sidste punktum i det, der dengang var EF-traktatens artikel 93, stk. 3, har umiddelbar virkning og giver de enkelte rettigheder, som skal beskyttes af de nationale domsmyndigheder. Dette forbud gælder for enhver støtte, som ikke er blevet anmeldt, og, når der er sket anmeldelse, fortsætter frem til det tidspunkt, hvor Kommissionen har vedtaget en endelig afgørelse (24).
29. Håndhævelsen af reglerne om statsstøtte hviler således på et loyalt samarbejde mellem Kommissionen, Unionens retsinstanser og de nationale retter, der hver især udøver de funktioner, som er tillagt dem ved EUF-traktaten (25).
30. De nationale domstole har navnlig til opgave at sikre borgernes rettigheder i tilfælde, hvor standstill-forpligtelsen kan være blevet tilsidesat (26). Med henblik herpå kan de være nødt til at fortolke og anvende begrebet »statsstøtte« i artikel 107, stk. 1, TEUF med henblik på at afgøre, om en foranstaltning skulle have været anmeldt (27). Når de fastslår, at en støtte er blevet ydet i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF, skal de drage alle nødvendige retlige konsekvenser i henhold til national ret (28). De kan navnlig træffe foreløbige forholdsregler, kræve tilbagesøgning af ulovligt ydet støtte (29) og give medhold i påstande om erstatning fremsat af konkurrenter, der har lidt skade som følge af støtten (30). Formålet med disse beføjelser er at afhjælpe den ulovlighed, der følger af tilsidesættelsen af standstill-forpligtelsen, og at sikre, at støtten ikke står til fri rådighed for støttemodtageren (31).
2. Virkningerne af at indlede den formelle undersøgelsesprocedure
31. Jeg vil nu undersøge virkningerne af at indlede proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF for udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt nationale retter inden for rammerne af EU-ordningen for kontrol med statsstøtte, som er beskrevet ovenfor.
32. Det skal i denne henseende påpeges, at artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF ikke henviser til Kommissionens rolle, funktioner og konkrete beføjelser (32). Den særlige rolle, som nationale retter spiller inden for rammerne af ordningen for kontrol med statsstøtte, følger nemlig af denne bestemmelses direkte virkning (33).
33. Kommissionens afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure kan derfor ikke fritage de nationale retter for deres forpligtelse til at sikre borgernes rettigheder i tilfælde af en eventuel tilsidesættelse af standstill-forpligtelsen (34).
34. Af samme grunde nyder de nationale domstole som led i udøvelsen af deres opgaver en »vis uafhængighed« i forhold til Kommissionens indgreb (35). En endelig afgørelse fra Kommissionen, der erklærer støtte forenelig med det indre marked, indebærer ikke, at gennemførelsesforanstaltninger, som er ugyldige, fordi de er blevet truffet i strid med standstill-klausulen, efterfølgende lovliggøres, da man »i så fald ville tilsidesætte [den] direkte virkning [af artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF] og også borgernes interesser, som de nationale domstole har til opgave at beskytte« (36). Domstolen har ligeledes præciseret, at de nationale domstole, selv om de ikke er forpligtet hertil i henhold til EU-retten, inden for rammerne af deres nationale ret, og såfremt det er hensigtsmæssigt, kan anordne tilbagesøgning af ulovlig støtte, som Kommissionen har erklæret forenelig med det indre marked (37), eller foranlediges til at tage stilling til påstande om erstatning for tab lidt som følge af støtteforanstaltningens ulovlige karakter (38).
35. Når dette er sagt, kan omfanget af de nationale domstoles forpligtelse til at beskytte borgernes rettigheder i tilfælde af en eventuel tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF »variere«, afhængigt af spørgsmålet om hvorvidt Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure. Som Domstolen konstaterede i Deutsche Lufthansa-dommen, hvilken appellanterne og Gibraltars regering i vid udstrækning har henvist til, forholder det sig således, at selv om det ganske vist er korrekt, at de vurderinger, der er foretaget i afgørelsen om at indlede denne procedure, er af præliminær karakter, »indebærer denne omstændighed ikke, at afgørelsen er uden retsvirkninger« (39).
36. Disse virkninger afhænger imidlertid af, om afgørelsen vedrører foranstaltninger, der er under gennemførelse, eller foranstaltninger, som allerede er blevet gennemført.
a) Indledning af proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF for så vidt angår foranstaltninger, der er under gennemførelse
37. Som Domstolen fastslog i Deutsche Lufthansa-dommen, vil den effektive virkning af artikel 108, stk. 3, TEUF blive svækket i en situation, hvor Kommissionen allerede har indledt den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, hvis de nationale domstole kan fravige Kommissionens foreløbige vurdering, hvorefter den pågældende foranstaltning kan have elementer af statsstøtte, og beslutte ikke at indstille gennemførelsen heraf (40).
38. Domstolen anerkendte, at standstill-forpligtelsen kun finder anvendelse på foranstaltninger, der kan kvalificeres som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, og at de nationale retter, inden de drager konsekvenserne af en eventuel tilsidesættelse af denne forpligtelse, først skal tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte. Den fandt imidlertid, at når der er vedtaget en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, vil det formål om forebyggelse, der ligger til grund for ordningen for kontrol med statsstøtte indført ved EUF-traktaten, blive undergravet, hvis gennemførelsen af den omhandlede foranstaltning ikke bliver udsat, indtil Kommissionen har fjernet den tvivl, der er rejst med hensyn til støttens karakter og dens forenelighed med det indre marked (41), uanset om foranstaltningen faktisk omfatter statsstøtte.
39. Når Kommissionen med andre ord vedtager en afgørelse om at indlede den i artikel 108, stk. 2, TEUF fastsatte procedure med hensyn til en foranstaltning, der ikke er blevet anmeldt og endnu ikke er blevet gennemført, eller som er under gennemførelse, er den pågældende medlemsstat forpligtet til at udsætte gennemførelsen heraf, indtil proceduren er afsluttet. De nationale retter er for deres vedkommende i henhold til artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF forpligtet til at opfylde denne forpligtelse ved at træffe afgørelse om udsættelse af enhver gennemførelsesretsakt og afvise betalingsanmodninger til gennemførelse af denne foranstaltning (42).
40. Denne afgørelse har som følge heraf til formål at skabe selvstændige bindende retsvirkninger og udgør derfor en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 263 TEUF (43). Som Domstolen allerede har fastslået i Italgrani-dommen (44), er Kommissionens afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure under de ovenfor beskrevne omstændigheder ikke blot et forberedende skridt, hvilket betyder, at et søgsmål til prøvelse af afgørelsen om at afslutte denne procedure vil sikre en tilstrækkelig beskyttelse mod enhver ulovlighed. De uoprettelige konsekvenser af en forsinket udbetaling af støtte, som skyldes forbuddet i artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, kan ikke afhjælpes ved en afgørelse, der fastslår, at støtten er forenelig med traktaten, eller ved et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af Kommissionen, som er uforenelig.
41. Som Retten med rette fastslog i den appellerede kendelse, forholder det sig anderledes, når foranstaltningen allerede er blevet gennemført fuldt ud.
b) Indledning af proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF for så vidt angår allerede gennemførte foranstaltninger
42. Den opsættende virkning, der følger af Kommissionens afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til en foranstaltning, der er under gennemførelse, og som gælder, uanset om der er tale om støtteelementer, finder ikke anvendelse, når foranstaltningen allerede er gennemført.
43. Hvis Kommissionen midlertidigt kvalificerer denne foranstaltning som støtte, kan denne afgørelse danne grundlag for, at de nationale retter kan pålægge mellemkommende foranstaltninger, herunder tilbagesøgning af de udbetalte beløb. De er dog ikke forpligtet til at gøre dette, hvis de er i tvivl om, hvorvidt der foreligger statsstøtte.
44. Indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, som er en foreløbig retsakt baseret på foreløbige vurderinger, skaber ikke i sig selv en forpligtelse for nationale domstole (eller nationale myndigheder) til at fortsætte med tilbagesøgningen. I denne henseende er nationale domstole (og nationale myndigheder) udelukkende bundet af forbuddet i artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF (45), som alene finder anvendelse på foranstaltninger, der kan kvalificeres som statsstøtte i henhold til definitionen i artikel 107, stk. 1, TEUF.
45. Domstolen præciserede dette i CELF II-dommen. En national ret, ved hvilken der er anlagt sag efter indledningen af en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF med henblik på tilbagesøgningen af ulovlig støtte, er ikke forpligtet til at indrømme den ønskede foranstaltning, medmindre betingelserne for en sådan foranstaltning er opfyldt, herunder navnlig at der ikke hersker tvivl om, hvorvidt foranstaltningen udgør statsstøtte (46). I modsætning til, hvad Gibraltars regering har gjort gældende, modsiger denne dom ikke, men støtter derimod snarere den sondring, som Retten foretog i den appellerede kendelse mellem foranstaltninger, der allerede er gennemført, og foranstaltninger, der endnu ikke er gennemført eller er under gennemførelse, for så vidt angår retsvirkningerne af Kommissionens afgørelse om at indlede proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.
46. Ligeledes sætter Deutsche Lufthansa-dommen ikke spørgsmålstegn ved denne sondring.
47. I denne dom fastslog Domstolen ganske vist, at de nationale retter inden for rammerne af samarbejdet mellem på den ene side de nationale retter og på den anden side Kommissionen og Unionens retsinstanser bl.a. skal afholde sig fra at træffe afgørelser, der går imod en afgørelse fra Kommissionen, selv om den er foreløbig, og skal træffe alle nødvendige forholdsregler for at drage konsekvenserne af en eventuel tilsidesættelse af standstill-forpligtelsen. Domstolen har ligeledes præciseret, at de nationale retter med henblik herpå og i tillæg til at indstille gennemførelsen af den nævnte foranstaltning kan pålægge tilbagesøgning af allerede udbetalte beløb eller træffe foreløbige forholdsregler med sigte på at beskytte dels de berørte parters interesser, dels den effektive virkning af Kommissionens afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (47).
48. For det første vedrører disse konklusioner imidlertid en situation, hvor Kommissionen har indledt den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende en foranstaltning, der er under gennemførelse (48). For det andet fastslog Domstolen selv i en sådan situation i overensstemmelse med sin tidligere praksis, at vedtagelsen af sådanne foranstaltninger kræver, at der ikke hersker nogen tvivl om, at den omhandlede foranstaltning udgør statsstøtte: Hvis en national ret er i tvivl med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede foranstaltning udgør støtte, eller vedrørende gyldigheden eller fortolkningen af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure kan den anmode Kommissionen om nærmere oplysninger eller, endnu vigtigere, forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (49). For det tredje henviste Domstolen til de nationale retters »mulighed« for at udstede et påbud om tilbagesøgning eller mellemkommende foranstaltninger (50) snarere end til en »forpligtelse« (51). Dette indebærer efter min opfattelse, at nationale retter altid skal finde en balance mellem de forskellige interesser, der er på spil, inden de træffer afgørelse om tilbagesøgning eller mellemkommende foranstaltninger.
49. Rettens ræsonnement i den appellerede kendelse, hvorefter afgørelser om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til foranstaltninger, som allerede er gennemført, ikke har til formål at skabe bindende retsvirkninger, drages heller ikke i tvivl af dommen i sagen Kommissionen mod Hansestadt Lübeck (52), hvilken Gibraltars regering og appellanterne ligeledes har påberåbt sig.
50. Den sag, der gav anledning til sidstnævnte dom, vedrørte et søgsmål med påstand om annullation af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til foranstaltninger vedrørende Lübeck lufthavn. For Retten og i en appelsag for Domstolen gjorde Kommissionen gældende, at Hansestadt Lübeck (Tyskland) ikke længere havde en søgsmålsinteresse efter salget af lufthavnen til en privat investor. Ifølge Kommissionen var den omtvistede afgørelse ophørt med at have sin eneste retsvirkning, nemlig indstillingen af støtteforanstaltningen, indtil undersøgelsen var afsluttet (53).
51. Under henvisning til bl.a. Deutsche Lufthansa-dommen og kendelsen afsagt af Domstolens præsident den 4. april 2014, Flughafen Lübeck (54), fastslog Domstolen, at »forpligtelsen til at indstille gennemførelsen af den pågældende foranstaltning […] ikke er den eneste retsvirkning af en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«. Ved at afvise Kommissionens appelgrund anførte Retten, at Hansestadt Lübeck efter privatiseringen af Lübeck Lufthavn »i det mindste forblev udsat for den risiko, at en national retsinstans anordnede tilbagesøgning af de støttebeløb, som eventuelt var blevet udbetalt« under den tidligere ejer. Det var derfor med rette, at Retten fastslog, at »virkningerne af den omtvistede afgørelse fortsat bestod, da der ikke forelå en endelig kommissionsafgørelse, der afsluttede den formelle undersøgelsesprocedure, således at Hansestadt Lübeck bevarede en søgsmålsinteresse i at nedlægge påstand om annullation af denne afgørelse« (55).
52. Det bør i denne forbindelse for det første erindres, at på det tidspunkt, hvor annullationssøgsmålet blev anlagt, var de foranstaltninger, med hensyn til hvilke Kommissionen havde indledt den formelle undersøgelsesprocedure, stadig under gennemførelse. Dommen i sagen Kommissionen mod Hansestadt Lübeck (56) vedrørte derfor i lighed med Deutsche Lufthansa-dommen en retsakt, som i lyset af den praksis fra Domstolen, der er gennemgået i punkt 37-40 i dette forslag til afgørelse, kunne anfægtes.
53. For det andet er det ganske vist korrekt, at en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til en foranstaltning, der ikke er blevet anmeldt, og som er blevet gennemført helt eller delvist, udsætter de interesserede parter for en risiko for, at de nationale retter kan pålægge mellemkommende foranstaltninger, herunder tilbagesøgning af det beløb, der allerede er blevet udbetalt. Efter vedtagelsen af den pågældende beslutning må der i det mindste herske alvorlig tvivl om lovligheden af den pågældende foranstaltning (57).
54. Som jeg har anført ovenfor, kræver Domstolens praksis imidlertid, at der ikke må herske nogen tvivl om denne kvalificering, for at de nationale domstole kan pålægge sådanne foranstaltninger.
55. For det tredje vedrørte dommen i sagen Kommissionen mod Hansestadt Lübeck (58) spørgsmålet om, hvorvidt Hansestadt Lübeck havde søgsmålsinteresse (59), hvilket er et krav til sagens antagelighed, som adskiller sig fra det, der vedrører, om der foreligger en retsakt, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. For at et sådant søgsmål kan antages til realitetsbehandling, skal disse to betingelser være opfyldt kumulativt.
56. Risikoen for, at en national ret udsteder et pålæg om tilbagesøgning som følge af en afgørelse om at indlede en formel undersøgelsesprocedure, der sår tvivl om den pågældende foranstaltnings lovlighed, er tilstrækkelig til at begrunde en interesse i at få prøvet lovligheden af denne afgørelse ved Unionens retsinstanser. Det følger dog af ovenstående betragtninger, at det ikke er tilstrækkeligt at konkludere, at en sådan afgørelse, selv om den er en mellemkommende retsakt, har selvstændige bindende retsvirkninger, der gør det muligt at kvalificere den som en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF (60).
57. Endelig modsiger dom af 24. oktober 2013, Deutsche Post mod Kommissionen (61), som appellanterne og Gibraltars regering har påberåbt sig, efter min opfattelse heller ikke Rettens begrundelse i den appellerede kendelse. I denne dom (62) gentog Domstolen med henvisning til dommen i sagen Italien mod Kommissionen blot de bindende retsvirkninger af en afgørelse om at indlede den procedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, med hensyn til en foranstaltning, der på det pågældende tidspunkt var under gennemførelse og blev kvalificeret som ny støtte (63).
3. Forslag til afgørelse
58. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at Retten ikke begik en fejl ved at sondre mellem Kommissionens afgørelser om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til foranstaltninger, der »er under gennemførelse som ny støtte«, og foranstaltninger, der »allerede er gennemført« med henblik på at undersøge, om den omtvistede afgørelse kunne anfægtes.
59. Afslutningsvist vil jeg gerne påpege, således som Domstolen har fremhævet, at et annullationssøgsmål vedrørende en foranstaltning, der er udtryk for en foreløbig opfattelse, kan tvinge Unionens retsinstanser til at foretage en vurdering af spørgsmål, som den kompetente institution eller det kompetente organ, kontor eller agentur endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, hvilket ville være i strid med ordningen for kompetencefordelingen og det retsmiddelsystem, der er fastsat i EUF-traktaten (64). Ved vurderingen af, om en afgørelse om at indlede proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF kan anfægtes, skal der foretages en omhyggelig bedømmelse af »indgrebet« i Kommissionens udøvelse af sine beføjelser inden for rammerne af ordningen for forudgående kontrol med statsstøtte. Den formelle undersøgelsesprocedure giver Kommissionen mulighed for at indhente oplysninger fra interesserede parter med henblik på at vurdere ikke blot den omhandlede foranstaltnings forenelighed, men også dens kvalificering som statsstøtte. Eftersom en sådan kvalificering kan kræve en særlig kompleks vurdering, er det at foretrække at give Kommissionen mulighed for at træffe en endelig afgørelse, der er fuldt ud oplyst, inden Unionens retsinstanser behandler den.
B. Muligheden for at anfægte den omtvistede afgørelse
60. Med henblik på at fastslå, om der foreligger en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 263 TEUF, bør den omtvistede afgørelse, som udvider den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende Gibraltars selskabsbeskatningsordning til at omfatte den skattemæssige behandling af MJN GibCo, anses for at svare til en afgørelse om at indlede denne procedure. Dette blev tiltrådt af alle parter i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Domstolen.
61. I den appellerede kendelse fastslog Retten, at den omhandlede foranstaltning allerede var blevet gennemført, da den omtvistede afgørelse blev vedtaget, dvs. den 31. oktober 2022, og dermed nødvendigvis på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt for Retten (65).
62. Gibraltars regering har i sit svarskrift imidlertid fastholdt, at Retten ikke bemærkede, at den omhandlede foranstaltning havde »varige virkninger«, således som det anerkendes i den omtvistede afgørelse. For det første henviste Kommissionen i denne afgørelse til den »fortsatte anvendelse« af en skatteafgørelse, der i 2012 blev afsagt i relation til Mead Johnson GibCo, efter og på trods af en lovændring, der blev vedtaget i 2013, i henhold til hvilken indtægter fra royalties skulle beskattes fra den 1. januar 2014, uden at fastsætte en slutdato. For det andet anførte Kommissionen, at den hævdede støtte kan være blevet overført til andre enheder i MJN-koncernen og derfor kan have haft varige virkninger efter opløsningen af Mead Johnson GibCo i oktober 2018 (66).
63. I denne henseende er det tilstrækkeligt for det første at påpege, således som Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 43, at det tydeligt fremgår af den omtvistede afgørelse, at den omhandlede foranstaltning bestod i anvendelsen af skatteafgørelsen til MJN GibCo mellem den 1. januar 2014 og selskabets opløsning (67). Som Kommissionen har anført, er henvisningen i denne afgørelse til muligheden for, at den fordel, som MJN GibCo angiveligt er blevet indrømmet, har afsmittende virkninger på andre enheder i MJN-koncernen, for det andet et spørgsmål, der skal holdes adskilt fra spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede foranstaltning stadig er under gennemførelse.
64. Under alle omstændigheder blev det tydeliggjort i retsmødet, at appellanterne og Gibraltars regering ikke har bestridt, at den omhandlede foranstaltning er blevet gennemført fuldt ud.
65. Appellanterne har gjort gældende, at den omtvistede afgørelse fortsat har bindende retsvirkninger for dem, selv om den omhandlede foranstaltning allerede er blevet gennemført fuldt ud.
66. For det første har de fremhævet risikoen for, at der anlægges sag ved Gibraltars domstole med påstand om øjeblikkelig tilbagesøgning af de angivelige fordele, der er indrømmet ved den omhandlede foranstaltning. I retsmødet for Domstolen har de henvist de til den allerede verserede sag, uden dog at oplyse yderligere om den konkrete genstand for denne sag eller datoen for dens anlæg. Det blev ligeledes oplyst i retsmødet, at denne sag er blevet udsat eller i det mindste delvist udsat.
67. I den forbindelse og, som anført ovenfor, henset til kompetencefordelingen mellem Kommissionen og de nationale retter inden for rammerne af den ordning med forudgående kontrol med statsstøtte, der er indført ved traktaten om Den Europæiske Unionens funktionsmåde, kan den blotte risiko for, at en national ret kan pålægge tilbagesøgning af beløb, der er udbetalt til gennemførelse af en foranstaltning, med hensyn til hvilken Kommissionen har indledt proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF, i denne henseende ikke i sig selv anses for at have selvstændige bindende retsvirkninger, der kan gøre denne afgørelse til en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 263 TEUF.
68. For det andet har appellanterne med støtte fra Gibraltars regering endvidere gjort gældende, at den omtvistede afgørelse har bindende retsvirkninger, for så vidt som den fastsætter Kommissionens endelige holdning med hensyn til dens beføjelser i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 92, stk. 3, litra a). Det er således forkert at betragte denne afgørelse som en mellemkommende foranstaltning, der udelukkende giver udtryk for foreløbige holdninger. De har ligeledes anført, at der angiveligt er sket en tilsidesættelse af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, idet de har gjort gældende, at argumentet om, at den ulovlighed, der er knyttet til de foreløbige vurderinger i den omtvistede afgørelse, kan påberåbes til støtte for et søgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse, der afslutter den formelle undersøgelsesprocedure, og således giver appellanten en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse, ikke er korrekt. Selv om Kommissionens beføjelser i henhold til udtrædelsesaftalen bliver anfægtet i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse, og sagsøgeren får medhold, vil den midlertidige forstyrrelse af appellanternes retssikkerhed i deres forhold til Gibraltars skattemyndigheder ikke desto mindre bestå.
69. Selv om disse argumenter vedrører spørgsmål, der ikke er omfattet af dette forslag til afgørelses anvendelsesområde, vil jeg fremsætte følgende korte kommentarer.
70. For det første minder jeg om, at Domstolen allerede har præciseret, at den holdning, der er fastlagt i en retsakt, som er vedtaget af en EU-institution med hensyn til denne institutions kompetence til at vedtage retsakten, ikke i sig selv kan anses for at have bindende retsvirkninger som omhandlet i artikel 263 TEUF (68). Enhver retsakt fra EU’s institutioner, uanset om den har bindende retsvirkninger eller ej, indebærer en erklæring om den udstedende institutions kompetence, uanset om det er implicit eller udtrykkeligt. Hvis en sådan erklæring tillægges en selvstændig retligt bindende virkning, vil det indebære, at enhver retsakt, der er vedtaget af en institution, kan anfægtes i henhold til artikel 263 TEUF (69).
71. Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at alvorligheden af det retsbrud, som den pågældende institutions foreholdes, ikke kan begrunde en undtagelse til de ufravigelige procesforudsætninger, der er fastsat i traktaten (70). Kommissionens hævdede manglende kompetence i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 92, stk. 3, litra a), og den deraf følgende angivelige tilsidesættelse af denne aftale er derfor ikke tilstrækkelig til at give den omtvistede afgørelse bindende retsvirkning.
72. For det andet fører appellanternes argumenter, der er baseret på retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og den situation med retlig usikkerhed, der påhviler dem, ikke til, at konklusionen om, at den omtvistede afgørelse ikke er en anfægtelig retsakt, betvivles. Domstolen har allerede præciseret, at selv om kravet om bindende retsvirkninger skal fortolkes i lyset af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved artikel 47, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, har denne rettighed ikke til formål at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, og navnlig ikke reglerne for antagelse af direkte søgsmål ved Unionens retsinstanser (71).
73. Endelig følger det af retspraksis, at en mellemkommende retsakt heller ikke kan gøres til genstand for domstolskontrol, hvis det er fastslået, at den ulovlighed, som denne retsakt er behæftet med, kan påberåbes til støtte for et søgsmål, der er rettet mod den endelige afgørelse, som den forbereder (72). Dette er tilfældet med Kommissionens hævdede manglende kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse.
C. Foreløbig konklusion
74. I lyset af samtlige ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at Retten med rette konkluderede, at den omtvistede afgørelse ikke udgjorde en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 263 TEUF. Appellen bør derfor forkastes.
IV. Forslag til afgørelse
75. Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»– Appellen forkastes.
– Mead Johnson Nutrition (Asia Pacific) Pte Ltd, MJN Global Holding BV og Mead Johnson Nutrition Co. bærer deres egne sagsomkostninger og betaler Europa-Kommissionens sagsomkostninger.
– Gibraltars regering bærer sine egne sagsomkostninger.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – EUT 2015, L 248, s. 9.
3 – Jf. dom af 16.10.2014, Alpiq RomIndustries og Alpiq RomEnergie mod Kommissionen (T-129/13, EU:T:2014:895), samt kendelse af 3.3.2015, Gemeente Nijmegen mod Kommissionen (T-251/13, EU:T:2015:142), og af 8.12.2015, Italien mod Kommissionen (T-673/14, EU:T:2015:969).
4 – T-37/23, EU:T:2024:570.
5 – EUT 2023, C 52, s. 10.
6 – Jf. præmis 2-12 i den appellerede kendelse.
7 – Kommissionens afgørelse om statsstøtte SA.34914 (2013/C) gennemført af Det Forenede Kongerige for så vidt angår Gibraltars selskabsbeskatningsordning (EUT 2019, L 119, s. 151).
8 – T-508/19, EU:T:2022:217.
9 – Kommissionen mindede om, at den skatteafgørelse, der blev meddelt MJN GibCo den 11.9.2012, bekræftede, at dette selskab ikke blev beskattet af indtægter fra royalties som følge af dets andel i et nederlandsk kommanditselskab inden for MJN-koncernen. Ifølge Kommissionen burde Gibraltars myndigheder efter ændringen af Gibraltars indkomstskattelov af 2010 i Gibraltar, som blev vedtaget i 2013 og trådte i kraft den 1.1.2014, og hvoraf det fremgår, at indtægter fra royalties skal beskattes i Gibraltar uanset kilden, have konstateret, at MJN GibCo skulle beskattes af royalties, der blev oppebåret efter den 1.1.2014. Kommissionen fandt derfor, at opretholdelsen af MJN GibCos skatteafgørelse fra 2012 efter ændringen i 2013 af Gibraltars indkomstskattelov af 2010 og frem til selskabets opløsning burde betragtes som den omhandlede foranstaltning. Efter en foreløbig undersøgelse af den omhandlede foranstaltning anså Kommissionen indledningsvist denne foranstaltning for at tildele MJN GibCo statsstøtte i form af en fritagelse for selskabsskat, som potentielt var uforenelig med det indre marked.
10 – EUT 2020, L 29, s. 7. I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 92, stk. 1, vedrørende »igangværende administrative procedurer« var EU-institutionerne fortsat kompetente med hensyn til administrative procedurer, der var omfattet af forordning (EU) 2015/1589, og som blev indledt inden overgangsperiodens udløb den 31.12.2020. Udtrædelsesaftalens artikel 92, stk. 3, litra a), fastsætter, at en administrativ procedure vedrørende statsstøtte anses for at være blevet indledt på det tidspunkt, hvor proceduren er blevet tildelt et sagsnummer. Appellanterne gjorde i første instans gældende, at idet sag SA.34914 og alle tilknyttede procedurer var lukket og afsluttet med vedtagelsen af den endelige afgørelse fra 2018, forelå der ikke en »igangværende procedure«, og Kommissionen kunne derfor ikke påberåbe sig udtrædelsesaftalens artikel 92, stk. 3, litra a), med henblik på at fastslå sin kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse.
11 – Jf. den appellerede kendelse, præmis 43-59.
12 – Jf. den appellerede kendelse, præmis 60 og 68.
13 – C-1/09, herefter »CELF II-dommen«, EU:C:2010:136.
14 – C-77/12 P, EU:C:2013:695.
15 – C-284/12, herefter »Deutsche Lufthansa-dommen«, EU:C:2013:755.
16 – Kommissionen har gjort gældende, at appellanternes argument om, at den omtvistede afgørelse har bindende retsvirkninger for dem, fordi de fortsat kan blive omfattet af en eventuel tilbagesøgningsprocedure, er blevet fremsat uforklarligt sent og skal afvises, for så vidt som dette argument ikke fremgår af appelskriftet. Det samme argument fremgår ligeledes af Gibraltars regerings svarskrift i appelsagen, og det bør også afvises, idet det tager sigte på at få den omtvistede afgørelse annulleret som følge af grunde, der adskiller sig fra og er selvstændige i forhold til de grunde, der påberåbes i appellen. Kommissionen har endvidere anført, at et sådant argument ikke blev fremført for Retten og ikke gyldigt kan gøres gældende for Domstolen til prøvelse af den appellerede kendelse, eftersom det udgør et nyt ræsonnement.
17 – Dom af 6.7.2023, Julien mod Rådet (C-285/22 P, EU:C:2023:551, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
18 – Jf. i denne henseende dom af 10.2.2026, WhatsApp Ireland mod Det Europæiske Databeskyttelsesråd (C-97/23 P, EU:C:2026:81, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
19 – Dom af 10.2.2026, WhatsApp Ireland mod Det Europæiske Databeskyttelsesråd (C-97/23 P, EU:C:2026:81, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
20 – Dom af 10.2.2026, WhatsApp Ireland mod Det Europæiske Databeskyttelsesråd (C-97/23 P, EU:C:2026:81, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).
21 – Jf. i denne retning dom af 5.10.1994, Italien mod Kommissionen (C-47/91, herefter »Italgrani-dommen«, EU:C:1994:358, præmis 24), og af 24.11.2020, Viasat Broadcasting UK (C-445/19, EU:C:2020:952, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
22 – Jf. i denne retning dom af 5.3.2019, Eesti Pagar (C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis), og af 24.11.2020, Viasat Broadcasting UK (C-445/19, EU:C:2020:952, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
23 – Dom af 15.7.1964 (6/64, EU:C:1964:66).
24 – Dom af 11.12.1973, Lorenz (120/73, EU:C:1973:15, præmis 8). Jf. også dom af 21.11.1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig (C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 11), og Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 29.
25 – Jf. i denne retning dom af 11.7.1996, SFEI m.fl. (C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 41), af 2.5.2019, A-Fonds (C-598/17, EU:C:2019:352, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis), og af 24.11.2020, Viasat Broadcasting UK (C-445/19, EU:C:2020:952, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
26 – Jf. i denne retning dom af 24.11.2020, Viasat Broadcasting UK (C-445/19, EU:C:2020:952, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis). De nationale domstole kan ikke udtale sig om, hvorvidt støtten er forenelig med det indre marked, idet Kommissionen er enekompetent til at træffe afgørelse herom under forbehold af Domstolens prøvelsesret. jf. i denne retning dom af 11.7.1996, SFEI m.fl. (C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
27 – Dom af 18.7.2007, Lucchini (C-119/05, EU:C:2007:434, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
28 – Jf. i denne retning dom af 11.7.1996, SFEI m.fl. (C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
29 – Jf. i denne retning dom af 11.7.1996, SFEI m.fl. (C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis), og af 26.10.2016, DEI og Kommissionen mod Alouminion tis Ellados (C-590/14 P, EU:C:2016:797, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).
30 – Dom af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo (C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 56).
31 – Jf. i denne retning CELF II-dommen, præmis 30, samt Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 31.
32 – Jf. i denne retning dom af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo (C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 63).
33 – Dom af 8.11.2001, Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke (C-143/99, EU:C:2001:598, præmis 26), og Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 29.
34 – Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 32. Nationale retter, for hvilke der er verserer en sag om håndhævelse af artikel 108, stk. 3, TEUF, kan ikke udsætte sagen, mens den formelle undersøgelsesprocedure pågår, jf. CELF II-dommen, præmis 31.
35 – Jf. dom af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo (C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 53 og 57), som særligt henviser til erstatningssøgsmål, der i princippet er uafhængige af enhver sideløbende undersøgelse fra Kommissionens side af den omhandlede støtte.
36 – Jf. dom af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo (C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
37 – Jf. dom af 12.2.2008, CELF og ministre de la Culture et de la Communication (C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 49-52), af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo (C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 59), og af 15.12.2022, Veejaam og Espo (C-470/20, EU:C:2022:981, præmis 56-66). EU-retten kræver kun, at støttemodtageren pålægges at betale renter i den periode, hvor støtten ulovligt er blevet tildelt.
38 – Jf. dom af 12.2.2008, CELF og ministre de la Culture et de la Communication (C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 53).
39 – Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 33.
40 – Jf. i denne retning Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 38.
41 – Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 38-40.
42 – Dom af 12.1.2023, DOBELES HES (C-702/20 og C-17/21, EU:C:2023:1, præmis 119). I denne dom fastslog Domstolen ikke desto mindre, at en afgørelse fra en national retsinstans, hvorved den kompetente myndighed i medlemsstaten pålægges at udbetale den ulovlige støtte, men med forbehold for at den først anmeldes til Kommissionen, og denne institution godkender støtten eller anses for at have godkendt den, også kan hindre, at en ny støtte udbetales i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF.
43 – En sådan konklusion kan allerede udledes af Domstolens praksis. I dom af 9.10.2001, Italien mod Kommissionen (C-400/99, herefter »dommen i sagen Italien mod Kommissionen«, EU:C:2001:528) fastslog Domstolen i præmis 57, at »når det drejer sig om en støtte, der er under gennemførelse og løbende udbetales, og som efter medlemsstatens opfattelse udgør en eksisterende støtte, har den omstændighed, at den modsat – eventuelt blot foreløbigt – betegnes som ny støtte i Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i artikel [108, stk. 2, TEUF] i forhold til denne støtte selvstændige retsvirkninger«. Som Retten bemærkede i præmis 28 i den appellerede kendelse, finder det samme ræsonnement logisk anvendelse, når den pågældende medlemsstat har afstået fra at anmelde på baggrund af, at den omhandlede foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte.
44 – Dom af 5.10.1994, Italien mod Kommissionen (C-47/91, EU:C:1994:358, præmis 25-30).
45 – I det mindste indtil Kommissionen beslutter at udstede et påbud om foreløbig tilbagebetaling af støtten på grundlag af artikel 13 i forordning (EU) 2015/1589. Den blotte henvisning i afgørelsen om at indlede proceduren til de forpligtelser, der følger af artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, er i denne henseende utilstrækkelig, jf. dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 53 og 54.
46 – Jf. i denne retning CELF II-dommen, præmis 35 og 36. Det er alene, når alle de betingelser, der er anført i denne doms præmis 36, er opfyldt, at de nationale retter ifølge denne dom er forpligtet til efter anmodning at anordne sådanne foreløbige forholdsregler, jf. dommens præmis 36 og 38.
47 – Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 41-43 og domskonklusionen. Jf. under samme omstændigheder Rettens kendelse af 4.4.2014, Flughafen Lübeck (C-27/13, EU:C:2014:240, præmis 27).
48 – Jf. Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 42.
49 – Deutsche Lufthansa-dommen, præmis 44.
50 – Som Kommissionen f.eks. har foreslået i punkt 62 i sin meddelelse om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (EUT 2009, C 85, s. 1), kan midlerne indsættes på en spærret konto, således at de ikke forbliver til rådighed for støttemodtageren. Jf. i denne retning CELF II-dommen, præmis 37.
51 – Navnlig er den terminologi, som Domstolen har anvendt, uforenelig med ordlyden af det første præjudicielle spørgsmål fra Oberlandesgericht Koblenz (den regionale appeldomstol i Koblenz, Tyskland), hvorefter denne ret ønskede oplyst, om »en af Kommissionen truffet afgørelse, som ikke er blevet anfægtet, om at indlede en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 3, andet punktum, TEUF, [medfører], at en national ret i en sag, der angår tilbagesøgning af ydede betalinger og undladelse af fremover at foretage betalinger, er bundet af Kommissionens retsopfattelse i åbningsskrivelsen med hensyn til bedømmelse af statsstøttens karakter?« (min fremhævelse). Det er også værd at påpege, at Domstolen anvendte en anden formulering, da den behandlede de nationale domstoles pligt til at indstille gennemførelsen af foranstaltningen (jf. præmis 38-40 i Deutsche Lufthansa-dommen).
52 – Dom af 21.12.2016 (C-524/14 P, EU:C:2016:971).
53 – Dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck (C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 23 og 24).
54 – C-27/13, EU:C:2014:240, præmis 27.
55 – Dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck (C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 30 og 31).
56 – Dom af 21.12.2016 (C-524/14 P, EU:C:2016:971).
57 – Dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 59.
58 – Dom af 21.12.2016 (C-524/14 P, EU:C:2016:971).
59 – Det skal påpeges, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, i overensstemmelse med Domstolens praksis kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse, som er en væsentlig og grundlæggende forudsætning for ethvert søgsmål og skal foreligge på tidspunktet for sagens anlæg og bestå indtil sagens afslutning, kræver, at annullation af den anfægtede retsakt i sig selv kan have retlige konsekvenser, og at søgsmålet således i kraft af sit resultat kan indrømme parten, der anlagde sagen, en fordel, jf. dom af 29.7.2024, Validity mod Kommissionen (C-51/23 P, EU:C:2024:664, præmis 32). Søgsmålsinteressen vurderes derfor på baggrund af sagsøgerens situation. Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakt kan anfægtes, skal derimod bedømmes objektivt på grundlag af dens indhold og ikke i forhold til sagsøgeren.
60 – De samme betragtninger gør sig gældende for kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 13.11.2019, EDP España mod Kommissionen (C-536/19 P (I), EU:C:2019:965), som vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et selskab, der havde draget fordel af den omhandlede foranstaltning inden vedtagelsen af afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, havde en direkte og aktuel interesse i tvistens afgørelse og derfor skulle gives tilladelse til at intervenere i det annullationssøgsmål, der var anlagt til prøvelse af denne afgørelse.
61 – C-77/12 P, EU:C:2013:695.
62 – Præmis 52 og 53.
63 – Det følger af den omhandlede afgørelse i den sag, der gav anledning til dom af 24.10.2013, Deutsche Post (C-77/12 P, EU:C:2013:695), dvs. Kommissionens afgørelse af 12.9.2007, »Statsstøtte C 36/07 (ex NN 25/07) – Statsstøtte til Deutsche Post AG« (EUT 2007, C 245, s. 21, 15. betragtning), at Deutsche Post AG’s forpligtelse til at levere offentlige tjenester, inden for rammerne af hvilken den hævdede støtte blev ydet, endnu ikke var udløbet, da denne afgørelse blev vedtaget.
64 – Dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen (C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).
65 – Jf. den appellerede kendelse, præmis 43.
66 – Efter i 78. betragtning til den omtvistede afgørelse at have mindet om, at særskilte juridiske enheder med henblik på anvendelse af statsstøttereglerne kan anses for at udgøre én økonomisk enhed, fastslog Kommissionen i 79. betragtning til den omtvistede afgørelse, at den på dette tidspunkt ikke kunne udelukke, at andre medlemmer af MJN-koncernen nød godt af den fordel, som MJN GibCo var blevet indrømmet.
67 – Jf. navnlig afsnit 5, »Konklusion«, i den omtvistede afgørelse.
68 – Jf. i denne retning dom af 12.9.2006, Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen (C-131/03 P, EU:C:2006:541, præmis 66). Sagen, der gav anledning til Rettens dom, som blev stadfæstet af Domstolen, omhandlede Kommissionens afgørelse om at anlægge sag ved en domstol i et tredjeland.
69 – Jf. i denne retning dom af 15.1.2003, Philip Morris International mod Kommissionen (T-377/00, T-379/00, T-380/00, T-260/01 og T-272/01, EU:T:2003:6, præmis 86), som blev stadfæstet ved dom af 12.9.2006, Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen (C-131/03 P, EU:C:2006:541).
70 – Jf. i denne retning kendelse af 10.5.2001, FNAB m.fl. mod Rådet (C-345/00 P, EU:C:2001:270, præmis 39-42). Jf. også dom af 25.3.2021, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-565/19 P, EU:C:2021:252, præmis 48).
71 – Jf. i denne retning dom af 25.10.2017, Rumænien mod Kommissionen (C-599/15 P, EU:C:2017:801, præmis 68).
72 – Dom af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen (C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).