<TI><P>Traktatens artikel 30</P></TI>9.Såfremt Domstolen vælger en anden løsning end den netop foreslåede, skal den tage stilling til, om de franske bestemmelser er forenelige med den primære fællesskabsrets bestemmelser om frie varebevægelser, der netop forbyder hindringer for indførsel af produkter fra andre medlemsstater.10.- a)Fællesskabets retsorden giver ingen specifik beskyttelse for betegnelsen Emmentaler. Betegnelsen er ikke en beskyttet oprindelsesbetegnelse i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler
EFT L 208, s. 1.
, og i øvrigt er der ikke tilkendt en specificitetsattestering for produktet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2082/92 af 14. juli 1992 om specificitetsattestering af landbrugsprodukter og levnedsmidlerEFT L 208, s. 9. Jf. også Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 af 12.6.1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning nr. 2081/92 (EFT L 148, s. 1). I henhold til denne forordning er de franske betegnelser emmenthal Est-Central og emmenthal de Savoie beskyttet som beskyttede geografiske betegnelser.
.
11.Ifølge tiltalte i hovedsagen, som støttes af den tyske, den østrigske og den nederlandske regering, drejer det sig om en artsbetegnelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2081/92. Ud over, at denne artikel forbyder registrering af artsbetegnelser, nævner den de kriterier, der skal lægges til grund for afgørelsen af, om en betegnelse er blevet en artsbetegnelse. Disse kriterier er: — de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde — de faktiske forhold i andre medlemsstater — de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter. Dette er ubestridt. I alle indlæg i sagen gives der udtryk for, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende betegnelse er en artsbetegnelse, idet den ikke er knyttet til en fremstilling på et bestemt sted og dermed til produktets geografiske herkomst, men udelukkende til selve produktets (artsbestemte) egenskaber, der er en følge af, at produktet har de samme almindelige kendetegn, fordi der anvendes stort set de samme fremstillingsmader.Hvad angår fremstilling af Emmentaler uden skorpe i Fællesskabet fremgår det af oplysninger, som er givet af tiltalte i hovedsagen, og som er blevet bekræftet af Kommissionen, at denne type ost fremstilles i Danmark og Tyskland, og at den markedsføres i Spanien. Derfor er det oplagt, at den franske lovgivning, der kun giver ret til at anvende denne betegnelse for oste med en elfenbensgul skorpe, kan medføre en hindring for indførsel af Emmentaler-oste, der er fremstillet i de nævnte medlemsstater.
12.Medfører disse eventuelle virkninger for samhandelen inden for Fællesskabet da, at den pågældende foranstaltning må anses for at være i strid med traktatbestemmelserne om frie varebevægelser?En gennemgang af Domstolens praksis om fortolkningen af bestemmelserne på dette område — for så vidt angår nationale foranstaltninger, der opstiller betingelser for anvendelsen af en betegnelse — tillader overhovedet ingen tvivl. På grundlag af den vide fortolkning i Dassonville-dommen af begrebet foranstaltning med tilsvarende virkning, har Domstolen fastslået på den ene side, at i tilfælde, hvor betegnelsen inden for fællesmarkedet anses for at være en artsbetegnelse, har en medlemsstat ikke ret til at begrænse anvendelsen til indenlandske produkter, der har bestemte egenskaber, og på den anden side, at en stat — ud over betegnelsens karakter af en artsbetegnelse — ikke under anvendelse af sine egne regler om betegnelse af levnedsmidler kan forbyde indførsel af et produkt under samme betegnelse, når den er anvendt i overensstemmelse med de gældende regler herom i oprindelsesmedlemsstaten.
Hvad angår det første aspekt, dvs. begrænsningerne i anvendelsen af artsbetegnelser, skal jeg minde om, at Domstolen i 1981 i en traktatbrudssag vedrørende en italiensk lovgivning, der forbød indførsel og markedsføring af produkter med betegnelsen eddike, som ikke var fremstillet på basis af vin, først konstaterede, at det drejede sig om en artsbetegnelse, og derefter udtalte, at det ville være uforeneligt med fællesmarkedets formål og især med det grundlæggende princip om de frie varebevægelser, hvis en national lov kunne forbeholde en artsbetegnelse for en enkelt national produkttype på bekostning af andre typer, der bl.a. fremstilles i andre medlemsstaterDom af 9.12.1981, sag 193/80, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3019, særlig præmis 26. Jf. i øvrigt dom af 12.3.1987, sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1227, særlig præmis 33 ff. Det skal bemærkes, at hvad angår realiteten havde Domstolen allerede i dom af 20.2.1975, sag 12/74, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 181, udtalt sig om en lignende national foranstaltning, der imidlertid begrænsede brugen af artsbetegnelsen til produkter, der ikke blot var fremstillet i henhold til de traditionelle regler, men som desuden var fremstillet i indlandet. Domstolen udtalte, at den tyske lovgivning, der forbeholdt betegnelsen Sekt og Weinbrand henholdsvis for mousserende vin og brændevin af vin, der var fremstillet i Tyskland i overensstemmelse med bestemte kvalitetskriterier, udgjorde en foranstaltning med tilsvarende virkning som en indførselsrestriktion, idet disse betegnelser ikke var oprindelsesbetegnelser, og de således ikke kunne forbeholdes nationale produkter (jf. især præmis 14) i henhold til artikel 2, stk. 3, litra s), i Kommissionens direktiv 70/50/EØF af 22.12.1969 under henvisning til bestemmelserne i artikel 33, stk. 7, om afskaffelse af foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative importrestriktioner, der ikke omfartes af andre bestemmelser truffet i medfør af EØF-traktaten (EFT 1970 I, s. 10).
.
13.Hvad angår det andet aspekt af begrænsningen af anvendelsen af betegnelser skal der henvises til Deserbais-dommenDom af 22.9.1988, sag 286/86, Sml. s. 4907.
, som gentagne gange er blevet påberåbt i indlæggene i den foreliggende sag. I Deserbais-sagen var Domstolen blev anmodet om at fortolke artikel 30 ff. set i forhold til en fransk lovgivning, der forbeholdt betegnelsen Edam for oste med et fedtindhold på mindst 40%. Domstolen konstaterede for det første, at denne betegnelse hverken var en oprindelses- eller en herkomstbetegnelse, hvilket er udtryk, som angiver, at produktet hidrører fra et bestemt geografisk område. Domstolen bemærkede derefter, at der på det pågældende tidspunkt, dvs. i 1988, ikke fandtes fælles regler for, hvorledes de forskellige ostetyper skulle betegnes. Den konkluderede, at medlemsstaterne ikke var afskåret fra at fastsætte regler, der underkastede anvendelsen af betegnelsen for oste bestemte fremstillingsregler. Den bemærkede imidlertid også, at det ville være uforeneligt med traktatens artikel 30 og med de mål, der tilstræbes med et fælles marked, hvis sådanne forskrifter også anvendes på osteprodukter af samme type importeret fra en anden medlemsstat, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsætning under samme artsbetegnelse, men med et andet mindsteindhold af fedtDommens præmis 12, jf. fodnote 14. Jf. i samme retning dom af 11.10.1990, sag C-210/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3697, og den i fodnote 4 nævnte dom i sagen Kommissionen mod Frankrig.
.Det fremgår klart af denne retspraksis, at selv om medlemsstaterne fortsat har kompetence til at udstede regler om produkters fremstilling og således om brugen af særlige betegnelser, må disse interne regler imidlertid ikke omdannes til et forbud mod markedsføring og dermed mod indførsel af produkter med det samme navn som de indenlandske produkter som følge af, at de indførte produkter ikke overholder nationale fremstillingsforskrifter. De produkter, der er forskriftsmæssigt etiketteret i oprindelsesstaten, skal kunne omsættes frit i hele Fællesskabet.
14.Den franske lovgivning, som den nationale ret har henvist til i den foreliggende sag, svarer til den, Deserbais-sagen angik. Der er ingen tvivl om, at den franske lovgivning, der forbyder at anvende betegnelsen Emmentaler for oste uden skorpe — i lighed med lovgivningen om betegnelsen Edam — indebærer en aktuel eller potentiel hindring for markedsføring i Frankrig af en ost, der er lovligt fremstillet og forarbejdet i en anden medlemsstat. Den udgør således en foranstaltning med tilsvarende virkning som en indførselsrestriktion i henhold til traktatens artikel 30.15.- b)Den franske regering har anført, at dens lovgivning er i overensstemmelse med fællesskabsretten, idet den har gjort gældende, at den udelukkende finder anvendelse på indenlandske produkter, da den vedrører fremstilling og ikke markedsføring af Emmentaler-ost. Til støtte for denne fortolkning af den franske lovgivning gør regeringen gældende, at salget af Emmentaler uden skorpe til Frankrig i tidens løb har været konstant stigende. Regeringen udleder heraf, at der ikke er nogen hindring for importen og den derpå følgende markedsføring. Den franske regering har endvidere anført, at dekret nr. 88-1206, som hovedsagen drejer sig om, i artikel 18 præciserer, at bestemmelserne ikke hindrer særlige regler for fremstilling, sammensætning, betegnelse og mærkning, der gælder for oste med en oprindelsesbetegnelse. Den franske lovgivning udgør snarere en omvendt diskrimination, idet den stiller de franske producenter ringere end udenlandske producenter og således, alene af denne grund, ikke kan anses for at udgøre en foranstaltning med tilsvarende virkning som en restriktion for handelen med landbrugsvarer inden for Fællesskabet.
16.Jeg mener ikke, at den franske regerings argumenter er relevante for den fortolkning af fællesskabsreglerne, som Domstolen er blevet anmodet om. Det påhviler ikke Domstolen nærmere at fastlægge anvendelsesområdet for den nationale lovgivning, og dette må også gælde, selv om det, som i denne sag, bestrides, at de nationale regler anvendes på importerede varer.I forelæggelseskendelsen har den nationale ret fortolket den nationale lovgivning således, at den forbyder fremstilling og markedsføring i Frankrig (min fremhævelse) af ost uden skorpe under betegnelsen EmmentalerJf. navnlig det præjudicielle spørgsmål pá s. 7 i forelæggelseskendelsen.
. Jeg mener ikke, at Domstolen kan se bort fra denne fortolkning af de franske regler, medmindre den, ud fra de aktuelle eller potentielle virkninger af foranstaltningen, påviser forhold, der rent faktisk modsiger den betydning, den nationale ret har tillagt bestemmelsen. Sådanne forhold kan i hvert fald ikke udledes af den omstændighed, at Emmentaler uden skorpe til stadighed indføres til Frankrig, idet intet — såfremt man henholder sig til ordlyden af den franske bestemmelse — gør det muligt at udelukke, at myndighederne kan have anvendt eller vil kunne anvende den nationale lovgivning til at forbyde eller på nogen måde vanskeliggøre den pågældende vares frie bevægelighed under betegnelsen Emmentaler.
17.- c)Den franske regering fremhæver i øvrigt, at den omtvistede nationale lovgivning er udstedt i henhold til bestemmelserne i en konvention, Stresa-konventionen — der blev undertegnet den 1. juni 1951 af Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Kongeriget Danmark, Den Italienske Republik og Det Schweiziske Forbund — om brug af oprindelsesbetegnelser og benævnelser for ost. Heri anføres de specifikke kendetegn for ost, der er forbeholdt betegnelsen Emmentaler. Nærmere bestemt kræver artikel 4 i bilag B, at en Emmentaler skal have en hård og tør skorpe i en gylden til lysebrun farve
Den franske regering har i sit indlæg ligeledes henvist til Codex Alimentarius, som blev vedtaget i fællesskab af FAO og WHO. Heri bestemmes det, at en ost kan sælges under Detegnelsen Emmentaler, for så vidt den er fremstillet enten i form af en hel ost ná mindst 50 kg eller i form af rektangulære stykker, med eller uden skorpe, med en mindstevægt på 30 kg. Men uanset den omstændighed, at Codex Alimentarius ikke udelukker, at ost uden skorpe kan betegnes Emmentaler, henholder jeg mig til Domstolens udtalelse i Deserbais-dommen — som svar på den nederlandske regerings argumenter baseret på den samme internationale kilde — om, at formålet med standarderne i Codex Alimentarius er at gore det muligt at bestemme Erodukternes karakteristiske bestanddele. Den omstændiged, at en vare ikke fuldstændigt svarer til standarden, er imidlertid ikke ensbetydende med, at omsætningen heraf kan forbydes.
.
Om dette argument er det tilstrækkeligt at bemærke, at Stresa-konventionen som en international konvention, der, før EF-traktatens ikrafttrædelse, er indgået mellem visse medlemsstater og et tredjeland, ikke har bindende virkning i forholdet mellem medlemsstaterne, og således ikke kan fritage dem for at overholde de forpligtelser, der følger af den primære og afledte fællesskabsret. Selv om EF-traktatens artikel 234 (efter ændring nu artikel 307 EF) udelukker, at traktatbestemmelserne kan berøre de rettigheder og forpligtelser, der følger af tidligere indgåede konventioner, pålægger artiklen medlemsstaterne at søge samtlige bestemmelser i konventioner, der ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, fjernet, således at forholdet mellem disse medlemsstater og trejdelande, i henhold til den pågældende artikel, forbliver uændretLigeledes under denne synsvinkel kan der henvises til Deserbais-dommen, hvoraf det fremgår af præmis 17 og 18, at traktatens anvendelse [påvirker] ikke tredjestaters rettigheder, respektivt medlemsstaternes modsvarende forpligtelser som følge af en allerede gældende konvention, hvilket i overensstemmelse med folkerettens principper er fastslået i traktatens artikel 234, stk. 1,... I denne sag består der imidlertid ingen fare for tilsidesættelse af tredjestaters rettigheder, hvorfor en medlemsstat ikke kan retfærdiggøre restriktioner for afsætningen af produkter fra en anden medlemsstat ved at henvise til en tidligere indgået konvention, når disse produkter i kraft af traktatens princip om de frie varebevægelser lovligt kan bringes i omsætning. Jf. i samme retning dom af 27.2.1962, sag 10/61, Kommissionen mod Italien, Sml. 1954-1964, s. 287, org.ref.: Rec. s. 1, og af 14.10.1980, sag 812/79, Burgoa, Sml. s. 2787.
.
18.- d)Det skal endelig bemærkes, at den franske regering ikke påberåber sig noget tvingende krav som begrundelse for den restriktive foranstaltning, men kun gør gældende, at oste med skorpe forudsætter en mere krævende fremstillingsmåde, idet skorpen øger fedttabet, og arbejdsomkostningerne i forbindelse med lagringsprocessen bliver større, navnlig på grund af, at ostene skal vendes, vaskes og børstes inden pakningen. Disse processer medfører en stigning i detailprisen for Emmentaler på ca. 1,5 FRF pr. kg.
Jeg mener ikke, at disse forhold bevirker, at en skorpe på hele Emmentaler-oste berettiger til at kræve en anden betegnelse. I begge tilfælde er osten fremstillet af ingredienser og efter kriterier, der i det væsentlige er ens, og det færdige produkt svarer til det, man traditionelt kender under betegnelsen Emmentaler. Som Domstolen med rette har udtalt i Deserbais-dommen, kan en foranstaltning, der forbyder brugen af en bestemt betegnelse, der til gengæld er tilladt i en anden medlemsstat, kun anses for at være begrundet og således lovlig i henhold til traktatbestemmelserne, hvis det importerede produkt i henseende til sammensætningen eller fremstillingsmåden adskiller sig så radikalt fra de produkter, der normalt bærer denne betegnelse inden for Fællesskabet, at det ikke kan antages at tilhøre samme produktgruppeJf. præmis 13 og i samme retning den i punkt 6 nævnte Smanor-dom, præmis 25, og den i fodnote 4 nævnte dom i sagen Kommissionen mod Frankrig.
.
Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidlerEFT L 33, s. 1.
, som ændret ved direktiv 97/4/EFEuropa-Parlamentets og Rådets direktiv af 27.1.1997 om ændring af direktiv 79/112 (EFT L 43, s. 21).
, bestemmer, at i mangel af specifikke fællesskabsretlige bestemmelser er betegnelsen for et produkt den betegnelse, der er anerkendt i producentmedlemsstaten, hvor salget til den endelige forbruger finder sted, og at det kun må forekomme, at den ikke anvendes i afsætningsmedlemsstaten, når produktet i henseende til sin sammensætning eller fremstilling adskiller sig så meget fra det levnedsmiddel, der er kendt under denne betegnelse, og at yderligere beskrivende oplysninger på varebetegnelsen ikke er tilstrækkelige til at sikre korrekt oplysning af forbrugerne i afsætningsmedlems-staten [litra b) og c)].
Hvis imidlertid, som hævdet af den franske regering, forskellen mellem fremstillingskriterierne medfører forskelle i produktets kvalitet, er det efter min opfattelse berettiget, at der træffes foranstaltninger, der, selv om de ikke forbyder anvendelsen af navnet, oplyser forbrugeren om forskellen, særligt under hensyn til den omstændighed, at det ved salget til den endelige forbruger kan vise sig vanskeligt (ved salg af færdigpakkede ostestykker) at skelne mellem Emmentaler med eller uden skorpe. Eftersom den blotte oplysning om fremstillingsstedet, der under alle omstændigheder fremgår af etiketten, ikke i det foreliggende tilfælde er tilstrækkelig til at skelne mellem Emmentaler med og uden skorpe, da de to typer ost kan være fremstillet i samme medlemsstat, vil en national foranstaltning, der pålægger en forpligtelse til at oplyse den endelige forbruger om forekomsten af skorpe ved udtrykkeligt at nævne det på etiketten, efter min mening være begrundet og forholdsmæssig i forhold til målene, særlig i tilfælde af salg af færdigpakkede stykker.
<TI><P>EF-traktatens artikel 34 (efter ændring nu artikel 29 EF)</P></TI>19.Kommissionen har også rejst spørgsmålet om virkningerne af den pågældende lovgivning for eksporten af fransk Emmentaler, idet fremstillingsforbuddet i praksis indebærer et forbud mod at eksportere ost uden skorpe fremstillet i Frankrig. Under henvisning til Groenveld-dommenDom af 8.11.1979, sag 15/79, Sml. s. 3409. Jf. i samme retning og blandt mange andre Domstolens dom af 7.2.1984, sag 237/82, Jongeneel Kaas m.fl., Sml. s. 483, og af 24.3.1994, sag C-80/92, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1019.
er Kommissionen nået frem til, at der i den foreliggende sag ikke er forhold, der giver anledning til at antage, at der sker en tilsidesættelse af artikel 34, idet de nationale bestemmelser ikke har til formål eller til følge at iværksætte en specifik eksportrestriktion for Emmentaler.Jeg er enig i dette synspunkt. Det skal her bemærkes, at Domstolen fra og med Groenveld-dommen til stadighed har fortolket artikel 34 således, at artiklens anvendelsesområde ikke omfatter nationale foranstaltninger, som finder anvendelse uden forskel på indenlandske produkter og eksporterede produkter, og som indirekte kan få indvirkning på salget af varer beregnet til eksport, og at Domstolen kun har antaget, at begrebet foranstaltninger med tilsvarende virkning som eksportrestriktioner omfatter foranstaltninger, der særlig[t].hindrer eksporthandelen, og således skaber forskelsbehandling mellem handelen på hjemmemarkedet i en medlemsstat og dens eksporthandel, således at der herved sikres den pågældende medlemsstats indenlandske produktion eller hjemmemarkedet en særlig fordel til skade for produktionen eller handelen i andre medlemsstaterPræmis 7.
. Den forskellige behandling af foranstaltninger, der direkte eller indirekte vedrører import, i forhold til dem, der derimod har virkning for eksporten, er således åbenbar. Siden Dassonville-dommen er artikel 30 blevet fortolket således, at den finder anvendelse på enhver national foranstaltning med en hvilken som helst indvirkning på salget af et produkt, uafhængigt af forekomsten og rækkevidden af de egentlige følger for importen, mens fortolkningen af artikel 34 til stadighed har været knyttet til en lovgivnings specifikke virkninger for eksporten af produkter og en forskelsbehandling for så vidt angår reglerne for eksport og reglerne for markedsføring i produktionslandetDet skal imidlertid bemærkes, at Domstolen i dom af 15.4.1997, sag C-272/95, Deutsches Milch-Kontor (Smi. I, s. 1905), ved første øjekast synes også at ville lade begrebet foranstaltninger med tilsvarende virkning som en indførselsrestriktion, som defineret i Dassonville-dommen, gælde for artikel 34, idet den i præmis 24 udtalte, at forbuddene i traktatens artikel 30 og 34 omfatter enhver regulering af handeten i medlemsstaterne, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet.
.
Jeg mener, at denne praksis bør opretholdes. Hvis man lod foranstaltninger, der hindrer samhandelen inden for Fællesskabet, omfatte foranstaltninger, der på den ene eller anden måde er til skade for fremstilling og dermed salg af indenlandske produkter, der potentielt kan være beregnet til eksport, ville det være ensbetydende med at tillade, at fællesskabsreglerne om frie varebevægelser ville ramme enhver national bestemmelse, der indebærer en hvilken som helst forskelsbehandling med hensyn til fremstilling og salg af indenlandske produkter. Med andre ord ville en vid fortolkning af artikel 34 påvirke et grundlæggende princip i den retlige regulering, der har gjort det muligt at gennemføre det indre marked, nemlig et princip om, at medlemsstaternes forpligtelser i forbindelse med integrationsprocessen ikke omfatter et forbud mod, at de vedtager eller opretholder enhver foranstaltning, der stiller borgere, produkter, kapital eller tjenesteydelser i indlandet ringere i forhold til i de øvrige medlemsstater, hvilket naturligvis kun gælder i mangel af sektorspecifikke fællesskabsbestemmelser, der sædvanligvis er indeholdt i den afledte retHvad angår lovligheden af såkaldt omvendt diskrimination skal der navnlig henvises til Domstolens dom af 23.10.1986, sag 355/85, Driancourt, Sml. s. 3231, og af 18.2.1987, sag 98/86, Mathot, Sml. s. 809.
.
På baggrund af det anførte er det følgelig min opfattelse, at den pågældende franske lovgivning ikke udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en eksportrestriktion i henhold til traktatens artikel 34.