MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET om anvendelse af direktiv 2004/81/EF om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejde med de kompetente myndigheder /* COM/2014/0635 final */
1. INDLEDNING Når det drejer sig om
menneskehandel, skal der både ske forebyggelse og bekæmpelse af forbrydelsen og
også gives beskyttelse og hjælp til ofrene herfor. For at bidrage til disse mål
og styrke kampen mod ulovlig indvandring vedtog Rådet direktiv 2004/81/EF med
bestemmelser om tildeling af midlertidig opholdstilladelse til
tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er
indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med myndighederne
ved efterforskning og retsforfølgning af formodede menneskehandlere[1]. I de ti år, der fulgte
efter vedtagelsen af dette direktiv, er der blevet taget flere politiske skridt
i EU til at få standset menneskehandel. I denne meddelelse ses der på, hvilke
fremskridt der er gjort, og der gives en opdateret oversigt over de vigtigste
retlige og praktiske problemer med anvendelsen af direktiv 2004/81/EF[2]. Den 5. april 2011 blev
direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og
beskyttelse af ofrene herfor vedtaget[3]. Direktiv 2004/81/EF fastsætter specifikke regler om
opholdstilladelse og behandling af tredjelandsstatsborgere, der samarbejder med
myndighederne, mens direktiv 2011/36/EU gælder som en horisontal ramme for både
EU-borgere og ikke-EU-borgere. Sidstnævnte understøtter nogle af
bestemmelserne i direktiv 2004/81/EF og har blandt andet en mere udbygget
beskyttelses- og bistandsramme for børn. Derfor må de
to tekster læses sammen[4]. Derudover forelagde
Kommissionen i 2012 EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012–2016[5], og midtvejsrapporten over denne strategi er med i en pakke sammen med
denne meddelelse. I den første rapport om
gennemførelsen af direktiv 2004/81/EF i 2010[6]
nævnte Kommissionen også nogle igangværende initiativer, som skulle bidrage til
at styrke rettighederne for ofre for menneskehandel, og de er i mellemtiden
blevet gjort færdige. Der er tale om blandt andet vedtagelsen af et direktiv om
rettigheder, støtte og beskyttelse af ofre for kriminalitet i 2012[7] og færdiggørelsen af det fælles europæiske asylsystem i juni 2013,
hvor der er fastlagt fælles standarder, og som kan give et stærkere samarbejde
for at sikre fair behandling af asylansøgere[8]. En af de udfordringer, der
blev peget på i Kommissionens rapport fra 2010, var, at der kun var få
sammenlignelige data tilgængelige. Siden da er der blevet offentliggjort to nye
arbejdspapirer fra Eurostat om menneskehandel[9].
Desuden har Det Europæiske Migrationsnetværk, siden 2010 offentliggjort otte ad
hoc-spørgeundersøgelser om menneskehandel og en målrettet undersøgelse
vedrørende identifikation af ofre for menneskehandel i internationale
procedurer om beskyttelse og tvangsmæssig tilbagesendelse ("Identification
of victims of trafficking in human beings in international protection and
forced return procedures")[10]. De seneste tilgængelige
tal viser, at der i EU blev givet 856 førstegangsopholdstilladelser i 2013,
1 124 i 2012 og 1 194 i 2011[11]. Ifølge det seneste arbejdspapir fra
Eurostat om menneskehandel var der i de 23 medlemsstater, som var i stand til
at give oplysninger, i 2012 2 171 ikke-EU-borgere, der blev
identificeret/formodet som værende ofre for menneskehandel, og i 2011
2 002. 19 medlemsstater har indsendt oplysninger
for 2011 og 2012 om antallet af ofre, der fik en betænkningstid, og det var i
2012 1 110 ofre og i 2011 1 011. 2. DEFINITIONER OG
ANVENDELSESOMRÅDE Efter ikrafttrædelsen af
direktiv 2011/36/EU er den definition af "menneskehandel", der gælder
ved anvendelsen af direktiv 2004/81/EF, den, der er anført i artikel 2 i
direktiv 2011/36/EU. Alle medlemsstater skal
anvende direktiv 2004/81/EF på alle berørte tredjelandsstatsborgere, også når
der er tale om ulovlig indrejse til deres område. Ifølge artikel 3, stk. 2,
kan en medlemsstat også vælge at anvende direktivet på dem, som har været udsat
for smugling, dvs. hjælp til ulovlig indrejse og
transit samt ulovligt ophold som defineret i direktiv 2002/90/EF.
Ti medlemsstater[12] har benyttet sig af denne mulighed. Artikel 3, stk. 3,
tillader, at medlemsstaterne kan lade børn være omfattet af direktivets
anvendelsesområde. Alle, undtagen SK, har gjort dette, og i LT er børn omfattet
under specifikke omstændigheder. 3. IDENTIFIKATION AF OFRE OG
INFORMATION Det er afgørende, at
ofrene bliver identificeret hurtigt, hvis direktivet skal være effektivt,
således at ofrene hurtigst muligt kan blive informeret om deres rettigheder,
komme i gang med restituering og overveje, om de vil samarbejde med
myndighederne. Ifølge artikel 5 skal ofre
underrettes om alle de muligheder, som direktivet giver, "hvis de
medlemsstatens kompetente myndigheder mener, at en tredjelandsstatsborger kan
være omfattet af direktivet". Forpligtelsen til at give information er
nu anført i artikel 11, stk. 6, i direktiv 2011/36/EU, som eksplicit henviser
til direktiv 2004/81/EF. Fortolkningen af, hvornår
myndigheder er forpligtede til at give information, er også mere klar takket
være artikel 11, stk. 2, i direktiv 2011/36/EU, hvoraf det fremgår, at
medlemsstaterne skal yde ofrene bistand og støtte, "når de kompetente
myndigheder har en rimelig begrundet indikation", der giver
anledning til at antage, at vedkommende kan være et offer. Ti medlemsstater har i
deres lovgivning specificeret nærmere, hvornår informationen skal gives[13]. I nogle medlemsstaters lovgivning[14]
er det uklart, om informationen også gives til formodede ofre eller kun efter
officiel identifikation eller ved starten på straffesager. I nogle
medlemsstater[15] stilles der i lovgivningen ekstra krav, f.eks. at der skal gives
brugbar information om den påståede forbrydelse af ofret, eller der henvises
til bestemmelsen om information til de tredjelandsstatsborgere, "som
samarbejder med myndighederne", hvilket kan vække bekymring med hensyn
til, om direktivet bliver implementeret korrekt. I RO siger loven ikke,
hvilken myndighed der skal give informationen, og heller intet om indhold og
form. I AT ser det ud til, at informationen gives i praksis, men artikel 5 er
ikke blevet eksplicit gennemført i national lovgivning, undtagen gennem
almindelige forvaltningsretlige regler. I HR og PL er der ikke noget klart krav
i loven om, at der skal gives information om alle de muligheder, som fremgår af
direktivet. Det relativt lave antal
opholdstilladelser viser, at der er behov for yderligere at forbedre identifikationen
af ofre for menneskehandel, sådan som det fremgår af
EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel. Indtil nu er der mindst 15
medlemsstater, der har indført nationale eller regionale henvisningsmekanismer
for ofre[16]. Desuden kræver artikel 11 i direktiv 2011/36/EU, at medlemsstaterne
skal træffe "de nødvendige foranstaltninger til at oprette egnede
ordninger med henblik på tidligt at genkende ofre og yde dem bistand og
støtte"[17]. Det er et mindretal af
medlemsstaterne, der i lovgivningen har specificeret, hvilken form
informationen skal gives i[18]. I praksis giver de fleste lande information både mundtligt og
skriftligt[19]. Nogle[20] har ved lov fastsat, at information skal gives på et sprog, som
personen forstår. Det er almindeligt med trykte brochurer[21], websteder[22] og særlige hotlines[23]. Endelig er det i nogle
medlemsstater den samme myndighed, der er ansvarlig for både formel
identifikation og for at give information[24],
selv om dette ikke udelukker, at andre myndigheder også kan blive inddraget. I
mange tilfælde gives der også information af civilsamfundsorganisationer[25]. 4. BETÆNKNINGSTID For at kunne restituere
sig og træffe en kvalificeret beslutning skal ofre have en betænkningstid, hvor
de (mens de afventer en afgørelse fra den kompetente myndighed) har ret til
forskellige former for bistand og er beskyttet mod håndhævelse af afgørelser om
udvisning. Alle medlemsstater har
gennemført artikel 6 i national ret med undtagelse af AT og IT. For førstnævnte
medlemsstater får ofrene i praksis denne tid, eller også får de mulighed for
straks at få en opholdstilladelse, uanset om de samarbejder med myndighederne[26]. Ifølge de fleste medlemsstaters love er det eksplicit forbudt at
foretage udvisninger[27]. Det ligger i sagens natur,
at betænkningstiden ikke kan gøres betinget af, om ofrene vil samarbejde.
Denne bestemmelse underbygges yderligere af betragtning 18 til direktiv
2011/36/EU, ifølge hvilken bistanden og støtten i det mindste under
betænkningstiden, skal ydes ubetinget, også til ofre, der ikke har
lovligt ophold. Det er først, efter at identifikationsprocessen er afsluttet,
eller betænkningstiden er udløbet, at den pågældende medlemsstat ikke længere
er forpligtet til at yde bistand til et offer, som "ikke anses for at være
berettiget til en opholdstilladelse og ikke på anden måde har lovligt ophold i
den pågældende medlemsstat, eller hvis ofret har forladt den pågældende
medlemsstats område". Hverken tidspunktet for,
hvornår betænkningstiden skal starte (efter opsporing eller officiel
identifikation af ofre), eller varigheden heraf er fastsat i direktivet[28], men det kræver af medlemsstaterne, at de fastsætter dette i national
ret. I praksis giver ca. halvdelen af medlemsstaterne først officielt en
betænkningstid efter formel identifikation[29].
Tretten medlemsstater giver mindst 30 dage[30],
som i nogle tilfælde kan forlænges for sårbare kategorier eller på grund af
ofrets personlige forhold, mens andre har valgt direkte at give længere
perioder på 45[31], 60[32] eller 90 dage[33]. Der er store forskelle på den maksimale varighed, som kan være på fra
en måned, uden påregnet forlængelse[34],
til flere måneder[35], eller endog kan forlænges ud fra den enkelte sag[36], og også på den type opholdsstatus, der gives[37]. Endelig kan en medlemsstat
beslutte at bringe betænkningstiden til ophør, hvis den pågældende person
aktivt, frivilligt og på eget initiativ har genoptaget kontakten med
gerningsmændene, eller af hensyn til den offentlige orden eller beskyttelsen af
den nationale sikkerhed. De fleste medlemsstater har gennemført denne bestemmelse[38]. I nogle tilfælde[39] kan baggrunden for at bringe betænkningstiden til ophør gå videre end
de kriterier, der er fastlagt i direktivet, og kan være ekstremt brede. 5. BEHANDLING FØR OPHOLDSTILLADELSENS UDSTEDELSE Artikel 7 vedrører
behandlingen af ofre under betænkningstiden, og mens de afventer en afgørelse
fra den kompetente myndighed. Indholdet heraf bliver yderligere specificeret,
når det læses sammen med direktiv 2011/36/EU. For det første
understreges det i direktiv 2011/36/EU, at bistanden og støtten skal ydes
ubetinget under betænkningstiden til alle ofre, uanset deres opholdsstatus.
Men ved udløbet af perioden eller færdiggørelsen af identificeringen gælder
direktiv 2011/36/EU "uden at dette dog berører direktiv 2004/81/EF
eller lignende nationale regler" (artikel 11, stk. 3). Hvis
ofret ikke anses for at være berettiget til en opholdstilladelse eller ikke har
lovligt ophold i den pågældende medlemsstat eller har forladt den pågældende
medlemsstat, er denne medlemsstat derfor ikke forpligtet til fortsat at yde
bistand og støtte i henhold til direktiv 2011/36/EU (betragtning 18). For det andet hvad angår
støtte og bistand til og beskyttelse af ofre, så underbygger artikel 11‑16
i direktiv 2011/36/EU, hvad der er fastsat i direktiv 2004/81/EF. 5.1 Levestandard, der kan sikre underhold Før der udstedes en
opholdstilladelse, skal en medlemsstat tilbyde ofre, som ikke har
tilstrækkelige midler, en levestandard, der kan sikre deres underhold, og også
adgang til akut lægebehandling og varetagelse af de mest udsatte personers
særlige behov, herunder i givet fald psykologhjælp. Det lader til at der i
praksis gives husly i de fleste medlemsstater, for det meste inden for særlige
rammer[40]. Men i HU er det uklart, om forpligtelsen for ofre til at forelægge en
attest, som de får udleveret af nationale myndigheder efter ansøgning, allerede
indebærer en vis grad af samarbejde, før der kan gives støtte og husly. Og i BG
og RO er varigheden af husly fastsat til 10 dage, hvilket er mindre end
varigheden af betænkningstiden, og den kan forlænges efter anmodning fra ofrene
eller fra de retlige myndigheder. Det lader til, at
lægebehandling, som ofte er langt mere end akut pleje[41],
der er foreskrevet i artikel 7, stk. 1, bliver givet i alle medlemsstater. I
praksis ser det ud til, at de fleste medlemsstater tager sig af de mest sårbare
personers særlige behov, herunder psykologhjælp og rådgivning, selv om der er
mange[42], der ikke eksplicit har gennemført dette krav i national ret. De fleste medlemsstater
giver også en vis form for økonomisk støtte til alle eller de mest sårbare ofre[43]. 5.2 Behov for sikkerhed og beskyttelse Det er afgørende, at der
foretages en passende vurdering af risici og behov for at kunne garantere
ofrenes sikkerhed og opnå et effektivt samarbejde med myndighederne (artikel 7,
stk. 2). De fleste medlemsstater har indført eksplicit lovgivning, protokoller
eller retningslinjer om behov for sikkerhed og beskyttelse[44] og/eller
foretager en vurdering af risici og behov i praksis[45]. Forpligtelsen til at foretage
en individuel vurdering af ofrets personlige forhold og risici for ofret, som
er omhandlet i direktiv 2011/36/EU (artikel 12, stk. 3 og 4), er yderligere med
til at styrke beskyttelsen af ofret. 5.3 Oversættelse, tolkning og gratis retshjælp Ifølge artikel 7, stk. 3,
skal medlemsstaterne stille oversættere og tolke til rådighed for
tredjelandsstatsborgere, men kun når det er nødvendigt. I CZ er det uklart, om
tolkningen er gratis, og om den også er det inden straffesagen. I BG lader det
til, at der kun garanteres tolkning og oversættelse under straffesagen. Generelt tilbyder de
fleste medlemsstater oversættelse eller tolkning, men i praksis er der meget
stor forskel, og det kan være problematisk for ofrene at få adgang hertil, især
uden for straffesager. Tilbud om gratis
retshjælp, som artikel 7, stk. 4, giver mulighed for, er blevet indført i de
fleste medlemsstater[46]. Artikel 12 i direktiv 2011/36/EU udbygger dette ved at gøre juridisk
rådgivning gratis og i givet fald juridisk bistand, hvis ofret ikke har
tilstrækkelige økonomiske midler. 6. OPHOLDSTILLADELSE: UDSTEDELSE, IKKEFORLÆNGELSE OG
INDDRAGELSE Inden en medlemsstat
udsteder en opholdstilladelse, skal den overveje, om det er hensigtsmæssigt at
forlænge tredjelandsstatsborgerens ophold på det nationale område af hensyn til
efterforskningen eller de retlige procedurer, og ligeledes om den pågældende er
villig til at samarbejde med de kompetente myndigheder og har afbrudt enhver
forbindelse til de formodede gerningsmænd. Disse betingelser berører ikke
hensynet til den offentlige orden og beskyttelsen af den nationale sikkerhed[47]. I nogle få medlemsstater[48] skal der være indledt retssager
over for den formodede gerningsmand, før ofret kan få tildelt en
opholdstilladelse. Samarbejde med myndighederne fortolkes også forskelligt,
lige fra at skulle give oplysninger for at kunne indgive officielle klager og
til at skulle vidne i retten. Artikel 12 i direktiv 2011/36/EU har imidlertid
udbygget beskyttelsen af ofre ved at fastsætte eksplicitte foranstaltninger for
dem, der er involveret i strafferetlig efterforskning og straffesager, ud over
de garantier, der er anført i direktiv 2012/29/EU om rettigheder for ofre for
kriminalitet. I nogle af
medlemsstaterne er opholdstilladelser ikke betinget af samarbejde[49],
eller også kan der gøres undtagelser fra dette krav ud fra ofrets personlige
forhold[50]. På den anden side er der andre[51], der har indført betingelser ud over dem, der er anført i direktivet,
for at udstede en opholdstilladelse, f.eks. bevis for at have en bolig eller
for at have betalt et gebyr. De ekstra krav, der giver myndighederne
vidtrækkende skønsbeføjelser, især hvis det ikke er tilladt med undtagelser,
kan gøre det umuligt at opnå en opholdstilladelse og derfor give anledning til
tvivl om, hvorvidt direktivet bliver implementeret korrekt. I direktivet er der
fastsat en minimumsvarighed på seks måneder for opholdstilladelsen.
Dette krav bliver ikke opfyldt i lovgivningen i BG, EE, HR, HU, NL[52]. Tre medlemsstater[53] giver direkte med hjemmel i lovgivningen en enårig opholdstilladelse,
hvorimod andre[54] fastsætter varigheden fra sag til sag, ud fra hvor længe retssagen
varer, eller ud fra individuelle forhold. I medfør af artikel 8 kan
medlemsstaterne forlænge en opholdstilladelse, hvis betingelserne i artikel 8,
stk. 2, fortsat er til stede. Men denne mulighed for forlængelse er ikke klart
fastsat i lovgivningen i PL, og den ser ud til at være fakultativ i LT. I
nogle af medlemsstaterne kan opholdstilladelsen føre til permanent ophold under
visse betingelser[55]. Endelig fremgår det af
artikel 14, at opholdstilladelser kan inddrages på ethvert tidspunkt, hvis
betingelserne for udstedelsen ikke længere er opfyldt. I et mindretal af
medlemsstaterne[56] er der vedtaget mere omfattende grunde til inddragelse, for eksempel
hensyn til folkesundhed, hvilket ofte gælder for alle opholdstilladelser. I
nogle tilfælde kan de gå videre end direktivets anvendelsesområde. 7. BEHANDLING EFTER OPHOLDSTILLADELSENS UDSTEDELSE I artikel 9 er det
fastsat, at efter at opholdstilladelsen er udstedt, skal ofre, der ikke
råder over tilstrækkelige midler, som et minimum modtage den behandling, som er
omhandlet i artikel 7. Endvidere bør ofre, så
længe opholdstilladelsen gælder, have adgang til arbejdsmarkedet,
erhvervsuddannelse og almen uddannelse efter bestemmelser, som er fastsat i
national lovgivning. (artikel 11). Der ser ud til at være
adgang til arbejdsmarkedet, erhvervsuddannelse og almen uddannelse i langt
hovedparten af medlemsstaterne, selv om adgangen til arbejdsmarkedet i nogle
tilfælde kan være problematisk[57]. Ifølge artikel 12 skal
ofre have adgang til programmer, der er rettet mod at kunne genoptage et
normalt socialt liv, herunder bl.a. at kunne forbedre faglige kvalifikationer.
I de medlemsstater, der har målrettede programmer for ofre[58], er de involverede interessenter normalt positive over for dem. I HR
er udstedelse og forlængelse af en opholdstilladelse betinget af, at ofrene
deltager i bistands- og beskyttelsesprogrammer for ofre for menneskehandel. 8. BØRN Medlemsstater, der
anvender direktivet på børn skal tage hensyn til, hvad der tjener deres tarv
bedst, de skal sørge for, at procedurerne er
hensigtsmæssige, og at børnene får adgang til uddannelse på samme betingelser
som landets egne statsborgere, eventuelt begrænset til det offentlige
uddannelsessystem (artikel 10). Alle medlemsstater tilbyder uddannelse. Nogle af medlemsstaterne
har vedtaget specifikke bestemmelser vedrørende princippet om barnets tarv[59], mens andre har ment, at dette allerede var gældende i national
lovgivning, blandt andet ved ratificeringen af FN's konvention om børns
rettigheder, hvorfor det ikke var nødvendigt med yderligere lovgivning. Men for
sidstnævntes vedkommende er det ikke altid tilstrækkeligt klart, i hvilket
omfang konventionen og de specifikke bestemmelser i direktivet bliver anvendt[60]. Under alle omstændigheder er alle medlemsstater forpligtet til at
overholde princippet om barnets tarv, når EU-lovgivningen implementeres[61]. Artikel 10, litra c),
fokuserer på uledsagede børn og forpligter
medlemsstaterne til at sikre retlig repræsentation i overensstemmelse med
national lovgivning og til at fastslå deres identitet, nationalitet og det
forhold, at de er uledsagede, og ligeledes til at finde deres familie hurtigst
muligt. Det er ikke alle medlemsstater, der eksplicit har indført disse krav i
deres nationale lovgivning[62]. I september 2012 vedtog Kommissionen en midtvejsrapport om
gennemførelsen af handlingsplanen om uledsagede mindreårige (2010-2014)[63], hvori det pointeres, at barnets tarv er vigtigere end dets
migrationsstatus, og dette blev hilst velkommen af Europa-Parlamentet i en
beslutning fra september 2013[64]. Nogle af de spørgsmål, der
er rejst med hensyn til den praktiske anvendelse af artikel 10, er ordentlig
identifikation, fastlæggelse af passende procedurer, hvor der tages hensyn til
barnets tarv, navnlig for uledsagede børn, og for børn, der løber bort eller
forsvinder fra steder, hvor de er blevet placeret. På den anden side er der
indført god praksis med hensyn til specifikke procedurer for børn i forbindelse
med straffesager (f.eks. FI, IT). Nogle af
medlemsstaterne har mere gunstige betingelser for børn,
for eksempel længere betænkningstid[65],
ubetingede opholdstilladelser[66] eller særlige indkvarteringssteder[67]. Endelig er artikel 13-16 i
direktiv 2011/36/EU særligt rettet mod børneofre med hensyn til bistand, støtte
og beskyttelse. Gennemførelsen heraf vil få en positiv indvirkning på
situationen for børn, som er tredjelandsstatsborgere, og på den måde, som
direktivet 2004/81/EF anvendes på over for dem. 9. KONKLUSIONER Til trods for at der er
gjort visse fremskridt i de senere år, må der gøres flere og bedre data
tilgængelige angående anvendelsen af dette direktiv. Der er dog allerede tal,
som viser, at muligheden for at udstede opholdstilladelse til
tredjelandsstatsborgere til gengæld for samarbejde med myndighederne ikke
bliver tilstrækkeligt udnyttet. En midlertidig opholdstilladelse, som kun
er gyldig, så længe efterforskningen eller straffesagen varer, er nok ikke et
tilstrækkeligt stærkt incitament for sårbare personer, der har brug for at
komme sig over en traumatisk oplevelse, inden de kan overveje, om de vil gå med
til et formelt samarbejde med retshåndhævende myndigheder og retsmyndigheder.
Nogle af medlemsstaterne giver allerede ubetingede opholdstilladelser til alle
ofre eller til nogle af dem på grund af deres personlige forhold eller
sårbarhed. Men i de fleste tilfælde er der undtagelser fra en ordning med
opholdstilladelser, der gives til gengæld for samarbejde, således at ofrene
ikke ved, om de vil få tilladelsen eller ej. Desuden er det uklart, hvor ofte
de rent faktisk bliver givet, og på hvilket grundlag vurderingen af sårbarhed
og personlige forhold bliver foretaget. Med mindre strenge kriterier angående
samarbejdsbetingelser og andre mere gunstige betingelser, for eksempel at en
opholdstilladelses gyldighed holdes adskilt fra varigheden af straffesagen,
eller at der er en længere minimumsperiode, vil også kunne hjælpe ofrene til at
komme sig og dermed lettere få dem til at samarbejde. Mange af bestemmelserne i
direktiv 2004/81/EF er nært knyttet til og vil blive styrket med anvendelsen af
direktiv 2011/36/EU og med implementeringen af EU's strategi for bekæmpelse af
menneskehandel. Som følge af disse instrumenter er national lovgivning ved at
blive ændret eller vil snart blive det. Derfor vil Kommissionen først være i
stand til fuldt ud at vurdere, om det er nødvendigt og kan give en merværdi
at udstede retningslinjer for anvendelsen, eller om direktiv 2004/81/EF skal
ændres, når der er foretaget en analyse af gennemførelsen af direktiv
2011/36/EU, hvilket forventes at finde sted i 2015. Kommissionen vil se på, om
der er måder, hvorpå EU-lovgivningen om menneskehandel kan konsolideres, blandt
andet med hensyn til opholdstilladelser til ofre, som er
tredjelandsstatsborgere. I mellemtiden vil
Kommissionen gå i gang med bilaterale udvekslinger med medlemsstaterne for
at opnå en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktiv 2004/81/EF.
Dette vil også kunne være med til at få implementeret de tiltag, der er
identificeret af Taskforce vedrørende Middelhavet, som blev oprettet i
oktober 2013 med henblik på at forhindre tab af menneskeliv for migranter på
havet ved blandt andet at optrappe kampen mod handel med og smugling af
migranter. Bortset fra lovgivning er der også praktiske foranstaltninger -
for eksempel styrkelse af identifikationsproceduren, gennemførelse af
individuelle risikovurderinger for alle ofre inden og under deres samarbejde
eller forbedring af procedurer, så betænkningstider og opholdstilladelser kan
gives i god tid - som kan have en betydelig indvirkning og give en effektiv
anvendelse af direktivet. Kommissionen kan gøre det lettere med udveksling
af oplysninger og god praksis inden for rammerne af eksisterende strukturer
og inddrage medlemsstater, civilsamfund, EU-agenturer og internationale
organisationer til mere effektivt at håndtere menneskehandel. [1] EUT L 261 af 6.8.2004. [2] Ligesom den tidligere rapport er denne meddelelse baseret på en
undersøgelse, som er blevet udført for Kommissionen. Alle de medlemsstater, der
er bundet af direktivet, har haft lejlighed til at se på de relevante faktuelle
oplysninger, der findes i denne rapport. IE, DK og UK tager ikke del i
direktivet. I denne rapport benyttes ordet medlemsstat om de medlemsstater, der
er bundet af direktivet. [3] EUT L 101 af 15.4.2011. [4] I denne rapport foretages der ikke en analyse af bestemmelser i
national lovgivning om gennemførelse af direktiv 2011/36/EU, men der fokuseres
på de mest relevante eksempler på, hvor direktiv 2011/36/EU påvirker
anvendelsen af direktiv 2004/81/EF. Kommissionen vil i 2015 komme med en
rapport om gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU. [5] COM(2012) 286. [6] KOM(2010) 493. [7] EUT L 315 af 14.11.2012. [8] See http://europa.eu/rapid/press-release_MEMO-13-532_en.htm
[9] Det første arbejdspapir fra Eurostat blev offentliggjort i 2013 http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_OFFPUB/KS-RA 13-005/EN/KS-RA-13-005-EN.PDF. Det
andet vil blive offentliggjort samtidig med denne meddelelse. [10] Alle ad hoc-undersøgelser såvel som den nævnte undersøgelse, der blev
offentliggjort i 2013, kan ses på http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/networks/european_migration_network/reports/index_en.htm [11] Kilde: Eurostat database ((migr_resoth),
senest ajourført den 26. september 2014. Tallene for AT er endnu ikke
tilgængelige. [12] AT, BE, CZ, EL, EE, IT, LU, MT, PT, RO, SE. I BE gælder det kun for
personer, der har været udsat for "alvorlige former for smugling",
sådan som det er fastsat i national ret, hvorimod smuglingen i EL skal være
udført af en kriminel organisation. [13] BE, BG, CZ, EL, IT, LT, LU, MT, NL, PT. [14] F.eks. AT, EL, RO, SI. [15] CZ, LV, MT. [16] BE, BG, CY, CZ, DE, HR, HU, LV, LT, MT, NL, PL, PT, RO, SK. [17] I september 2013 vedtog Kommissionen "Retningslinjer for bedre
identifikation af ofrene for menneskehandel", der kan være en praktisk
støtte for konsulære repræsentationer og grænsevagter. Se http://ec.europa.eu/antitrafficking/EU+Policy/Guidelines_identification_victims [18] BE, CY, CZ, ES, LV, PL. [19] AT, MT, PT, SK og SI giver information mundtligt. [20] BG, CY, CZ, DE, FR, PL, PT, ES. [21] F.eks. BE, CZ, SK, ES, SE. [22] F.eks. FI. [23] F.eks. PL, HU, EL, PT, MT. [24] AT, FR, HR, EE, ES, LT, LV, LU, NL, PL, PT, RO, SE, SI. [25] I mindst 16 medlemsstater (AT, CZ, DE, FI, HR, HU, IT, LT, LU, LV, MT,
NL, PL, PT, SI, SK) er der aftaler med ngo'er og foreninger, som omhandler
formidling af information. I de fleste medlemsstater deltager ngo'erne i
identificeringen på forskellig måde. [26] I AT er der indført en betænkningstid på 30 dage af
forbundsindenrigsministeriet, men kun ved en intern bekendtgørelse. [27] Det er ikke tilfældet i BG. I nogle af medlemsstaterne er der et
problem med hensyn til at beskytte ofrene mod udsendelse, så længe de afventer
myndighedens afgørelse om opholdstilladelse. [28] Det skal bemærkes, at der i artikel 13, stk. 1, i Europarådets
konvention om indsatsen mod menneskehandel, som trådte i kraft den 1. februar
2008, er foreskrevet en betænkningstid på mindste 30 dage. Hidtil har alle
medlemsstater undtagen tre (CZ, HR og EE) ratificeret konventionen. EE har
undertegnet, men ikke ratificeret den. [29] BG, CZ, FI, DE, EL, ES, HR, HU, LV, LU, PL, PT, RO, SK, SE. [30] BG, CY, CZ, EE, EL, FI, FR, HU, LT, LV, PT, ES, SE. [31] BE. [32] HR, MT. [33] LU, NL, PL, RO, SI, SK og DE (tre måneder). [34] F.eks. CZ, FR, HU, LV. [35] F.eks. en standardvarighed på tre måneder plus en forlængelse på to
måneder i EL, mest for børn. [36] F.eks. AT, CY, SE. [37] I nogle medlemsstater er der mere favorable
vilkår for børn hvad angår varighed eller forlængelse af betænkningstiden eller
den status, der gives under betænkningstiden. Se kapitel 8. [38] BE, CY, CZ, DE, EE, EL, ES, FI, FR, HR, HU, LT, LU, LV, MT, NL, PL,
RO, SE, SI, SK. [39] F.eks. FI, NL, SI. [40] AT, BG, BE, CY, CZ, DE, EE, EL, ES, FI, HR, HU, IT, LT, LV, MT, NL,
PL, PT, RO, SE, SK. [41] AT, BE, CY, CZ, EL, ES, FI, HR, LT, NL, PT, RO, SE,
SK. [42] BE, BG, CZ, EL, FR, NL, HU, LT, LU, LV, PL, SI. [43] F.eks. AT, BE, CY, CZ, DE, FI, EL, HR, HU, LT, LU, MT, NL, PL, RO, SI,
SK, SE. I IT er det ikke fastsat i lovgivningen, men
støtten kan gives i praksis. I PL kan ofre søge om socialhjælp, når de er
blevet formelt identificeret og har fået tilladelse til at blive i en
betænkningstid. [44] AT, BE, BG, EL, ES, FI, FR, HR, LV, MT, PT, SK. [45] AT, BE, CY, EE, ES, FI, EL, LV, LU, MT, NL, SE foretager allerede
eller planlægger at foretage vurderinger af risici. CZ, EE, ES, FI, EL, LU, LV,
MT, NL og SK foretager allerede eller planlægger at foretage vurderinger af
behov. [46] BE, BG, CZ, DE, EL, ES, FI, FR, HR, LT, LU, LV, MT, NL, PL, PT, RO, SE
og SI har eksplicit gennemført denne artikel, så den dække perioden både før og
efter udstedelsen af opholdstilladelsen. I andre tilfælde er der specifikke
lovbestemmelser om adgang til juridisk rådgivning efter opholdstilladelsen, men
ikke før (HU). Den kan dog gives i praksis (EE). I CY og LV gives der gratis
retshjælp, når personen formelt er anerkendt som offer. [47] AT, BE, CY, DE, EE, FI, FR, LU, MT, SE, SI giver eksplicit mulighed
for at nægte opholdstilladelse af sådanne årsager. I andre medlemsstater er
dette et almindeligt princip, der anvendes ved udstedelse af
opholdstilladelser. [48] AT, CY, EE, FR, SK. Det er uklart, om det også er tilfældet i HU. [49] AT, ES, FI, HR, IT, PT.
I FI udstedes sådanne
opholdstilladelser løbende og giver fuld ret til familiesammenføring. I HR skal
ofret gå med til at deltage i et bistands- og beskyttelsesprogram. [50] AT, BE, EL, ES, FI, FR,
HR, IT, LU, HU, NL, PT og SE. BE og EL giver ubetinget opholdstilladelse til
mindreårige. I HU gives disse tilladelser i forbindelse med asylproceduren til
statsløse personer og i SE til udlændinge (herunder ofre for menneskehandel),
der kan blive traumatiseret eller socialt afvist, hvis de vender tilbage til
deres oprindelsesland. FR giver kun i visse tilfælde midlertidig
opholdstilladelse til ofre af årsager, der vedrører privatliv eller familieliv,
og dette er op til præfekturmyndighedens skønsbeføjelse. I andre lande som DE
giver de almindelige regler om opholdsbetingelser mulighed for, at der kan
udstedes opholdstilladelser af humanitære grunde, hvilket kan omfatte ofre for
menneskehandel, under særlige vilkår. Det må heller ikke glemmes, at der i
Europarådets konvention nr. 197 står: "Hver part skal til ofre udstede en
opholdstilladelse, der kan forlænges, i hver af eller begge følgende
situationer: a. Den kompetente myndighed anser det for nødvendigt, at de på
grund af deres personlige forhold forbliver i landet. b. Den kompetente
myndighed anser det for nødvendigt, at de forbliver i landet for at kunne
samarbejde med de kompetente myndigheder i forbindelse med efterforskning eller
retsforfølgning (artikel 14, stk. 1). Se fodnote 28. [51] F.eks. BG, CZ. Nogle lande kræver et identitetsbevis for at udstede
opholdstilladelsen, men giver mulighed for undtagelser (f.eks. BE, BG, EL, ES,
LT, NL, PL). [52] I HU er opholdstilladelser gyldige i op til seks måneder, og i NL op
til et år. [53] AT, EL, PT. I praksis er varigheden normalt et år, også i NL og i FR,
hvor den ved lov fastsatte varighed på seks måneder er blevet forlænget ved lov. [54] F.eks. CY, DE, NL. [55] AT, BE, CZ, DE, ES, FI, LU, NL, PL. Ofre kan ansøge om en
opholdstilladelse af ubegrænset varighed efter et (PL), tre (AT) eller fire
(FI) års ophold. I BE kan ofre ansøge om permanent ophold, hvis rettergangen
førte til domfældelse, eller efter afgørelse truffet af den kompetente
retsmyndighed. Det samme gælder i NL, ud over muligheden for at ansøge om permanent
ophold, hvis retssagen varer mere end tre år, hvis en tilbagevenden til
oprindelseslandet udgør en risiko for ofret eller vedrører familien osv. I CZ
kan der ansøges om permanent ophold efter afslutningen af rettergangen. [56] BG, FI, HR, HU, LT, PL, SE, SI. [57] I MT ser det f.eks. ud til, at adgangen til arbejdsmarkedet er formelt
betinget af, at der opnås en godkendelse fra den kompetente myndighed. I SK
bliver den givet på andre vilkår end til landets egne statsborgere, og i LU er
den kun tilladt for lønnede aktiviteter. [58] F.eks. AT, CZ, ES, FI, HR, IT, LV, NL, PL og SK. [59] BE, CY, EE, ES, FI, MT, PT, RO, SE. [60] Se også FN's Komité vedrørende Barnets Rettigheder, General Comment
nr. 5 (2003). [61] Artikel 24 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. [62] I lovgivningen i BG, FR, LU og MT nævnes det ikke eksplicit, at det
skal sikres, at deres identitet, nationalitet og det forhold, at de er
uledsagede, fastslås, og/eller at deres familie skal findes hurtigst muligt. I
FI og PL henvises der i lovgivningen i nogle tilfælde kun til uledsagede
mindreårige, der søger om international beskyttelse. Retlig repræsentation er
ikke klart angivet i BG. [63] KOM(2010) 213. [64] http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P7-TA-2013-0387+0+DOC+XML+V0//EN [65] BE, BG, CY, EL, ES, FI, HR, PL, PT, SE. [66] F.eks. BE, EL. I PL kan en mindreårig på under 15 blive fritaget fra
kravet om samarbejde. I FR er mindreårige ikke omfattet af procedurer angående
tilbagevenden (der er specifikke procedurer for mindreårige, der er over 16 og
som er på arbejdsmarkedet). Se også fodnote 50 angående medlemsstater, der
giver ubetingede opholdstilladelser generelt. [67] F.eks. BE, BG, ES, EL, HR, IT, NL, RO.