Rettens dom (Femte Afdeling) af 4. marts 2009 –
Italien mod Kommissionen

(Sag T-424/05)

»Statsstøtte – støtteordning indført af de italienske myndigheder til fordel for visse virksomheder, der investerer kollektivt i værdipapirer og med speciale i små og mellemstore virksomheder – beslutning, hvorved støtten erklæres uforenelig med fællesmarkedet – begrundelsespligt – foranstaltningens selektive karakter – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater og fordrejning af konkurrencevilkårene – artikel 87, stk. 3, litra c), EF«

1.                     Institutionernes retsakter – begrundelse – kontradiktion – retsvirkning (art. 253 EF) (jf. præmis 67)

2.                     Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF (art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 6, stk. 1, og art. 7) (jf. præmis 69 og 70)

3.                     Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte (art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF) (jf. præmis 78 og 85)

4.                     Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – støtte, der har ringe betydning i en sektor, som er kendetegnet ved en livlig konkurrence (art. 87, stk. 1, EF) (jf. præmis 153-156)

5.                     Annullationssøgsmål – anbringender – anbringender, der kan fremsættes til anfægtelse af en kommissionsbeslutning på området for statsstøtte (art. 88, stk. 2, EF og art. 230 EF) (jf. præmis 169-171)

6.                     Statsstøtte – forbud – undtagelser [art. 87, stk. 3, litra c), EF] (jf. præmis 174, 175 og 179)

Angående

Påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2006/638/EF af 6. september 2005 om Italiens statsstøtteordning til fordel for visse virksomheder, der investerer kollektivt i værdipapirer og med speciale i små og mellemstore virksomheder, som er noteret på en reguleret fondsbørs (EUT 2006 L 268, s. 1).

Konklusion

1)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2)

Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.