<!DOCTYPE html PUBLIC "yes" "xhtml1-strict.dtd">
<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml">
<!--GENDOC2XHTML # converter_version: 1.2.15-->
  <head>
    <title>2025-12-202512C111202404850-00-TRA-DOC-DA-CONCL-C-0485-24-202506311-07_00</title>
    <meta content="text/html; charset=utf-8" http-equiv="Content-Type"/>
    <meta content="" name="Gendoc_DGTGeneratedDate"/>
    <meta content="da-DK" name="Gendoc_Lang"/>
    <meta content="" name="Gendoc_GenerationDate"/>
    <meta content="" name="IsFlattened"/>
    <meta content="1" name="NumProc"/>
    <meta content="Final" name="Gendoc_EditionType"/>
    <meta content="0001" name="Gendoc_CaseNumberSuite"/>
    <meta content="7/07/2025 09:44:50" name="Gendoc_LastVerificationDate"/>
    <meta content="" name="Gendoc_ProcedureNumber"/>
    <meta content="da" name="Gendoc_LangCode"/>
    <meta content="CNC" name="TypeDoc"/>
    <meta content="5J2Q7FQumXifoBrL1Om/vxDpOPmNjIio/uElnqoLKsqeW1yc97QUJXd4F0jgfi7ojpO5znVvPdpVbs+ui6nVCVtYKgM+5l114/rrjQkfpZmErrDxLRR4M47qtN538GuUUTxxdVbvIGcSQ65XAbHYmP3il0rjBqcn0m3eXqE+RWE=" name="GenDocUID"/>
    <meta content="P" name="TypeProc"/>
    <meta content="" name="CreateCustomParts"/>
    <meta content="OK" name="ReadyToPublish"/>
    <meta content="vindnan" name="Gendoc_User"/>
    <meta content="" name="EP_Mode"/>
    <meta content="" name="Gendoc_DGTGenerated"/>
    <meta content="" name="Gendoc_Vademecum"/>
    <meta content="0485" name="NumeroOrdre"/>
    <meta content="2024" name="Annee"/>
    <meta content="P" name="Gendoc_ProcedureType"/>
    <meta content="" name="EP_Version"/>
    <meta content="DA" name="Langue"/>
    <meta content="vindnan" name="Gendoc_DGTGeneratedUser"/>
    <meta content="FAST_document_go_ok" name="Gendoc_LastVerificationStatus"/>
    <meta content="CNC_C" name="Gendoc_GendocTemplateType"/>
    <meta content="TRUE" name="WithoutAuthorBlockFlatP"/>
    <meta content="GenDoc 20-06-25 17:15:51" name="Created"/>
    <meta content="" name="Canevas3_Vademecum"/>
    <meta content="TRUE" name="WithoutAuthorBlock"/>
    <meta content="" name="Gendoc_CaseYear"/>
    <meta content="false" name="Generation_In_Progress"/>
    <meta content="C" name="Juridiction"/>
    <meta content="9f937c4f9d92407ba3050e7b8ee838ba" name="DocumentIdentifier"/>
    <meta content="0485" name="Gendoc_CaseNumber"/>
    <meta content="ImportedWithoutSource" name="SdlIdentifier"/>
    <meta content="RP" name="NatureAff"/>
    <meta content="RP" name="Gendoc_CaseNature"/>
    <meta content="0001" name="NumSuite"/>
    <meta content="C" name="Gendoc_Juridiction"/>
  </head>
  <body>
    <div style="header">
      <div id="rId24" style="first"/>
      <div id="rId20" style="even">Forslag til afgørelse fra R. Norkus – sag C-485/24</div>
      <div id="rId21" style="default">Locatrans</div>
    </div>
    <p class="C36Centre" id="para-1" title="page-1">
      FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
    </p>
    <p class="C36Centre" id="para-2" title="page-1">
      R. NORKUS
    </p>
    <p class="C36Centre" id="para-3" title="page-1">
      fremsat den 3. juli 2025  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-1" href="#t-1">1</a>
</span>)
      
    </p>
    <p class="C38Centregrasgrandespacement" id="para-4" title="page-1">
      Sag C-485/24
    </p>
    <p class="C37Centregras" id="para-5" title="page-1">
      Locatrans Sarl
    </p>
    <p class="C37Centregras" id="para-6" title="page-1">
      mod
    </p>
    <p class="C37Centregras" id="para-7" title="page-1">
      ES
    </p>
    <p class="C39Centreespacement" id="para-8" title="page-1">
      (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager, Frankrig))
    </p>
    <p class="C71Indicateur" id="para-9" title="page-1">
      »Præjudiciel forelæggelse – konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Romkonventionen) – artikel 6 – arbejdsaftale – parternes valg – ufravigelige regler i den lov, der finder anvendelse, i mangel af aftale herom – tilknytningskriterier – arbejdstager, der udfører sit arbejde i flere kontraherende stater – sædvanligt arbejdssted – ændring af det sædvanlige arbejdssted under opfyldelsen af aftalen – vurdering på grundlag af hele aftalens varighed eller på grundlag af den seneste beskæftigelsesperiode«
    </p>
    <p class="C02AlineaAltA" id="para-10" title="page-2">
      
        <br/>
      
    </p>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">I.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Indledning</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">1.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">De relevante retsforskrifter vedrørende den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse findes i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-2" href="#t-2">2</a>
</span>). Nærmere bestemt vedrører det af Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager, Frankrig) forelagte spørgsmål fortolkningen af denne konventions artikel 3 og 6. Artikel 3 fastsætter princippet om parternes autonomi med hensyn til valg af den lov, der skal finde anvendelse på kontraktlige forpligtelser. Ifølge dette princip, som er fælles for medlemsstaterne, er det den lov, som parterne har valgt, der finder anvendelse på aftalen. Ved artikel 6, hvis fortolkning er det centrale i det præjudicielle spørgsmål, er der indført en ordning, der gør det muligt at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på en arbejdsaftale, hvis parterne ikke har indgået en aftale herom i overensstemmelse med nævnte konventions artikel 3 og som en undtagelse fra bestemmelserne i samme konventions artikel 4  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-3" href="#t-3">3</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">2.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgivet i forbindelse med en tvist mellem et transportselskab og en chauffør, som har arbejdet for dette selskab, vedrørende en række erstatningskrav, som sagsøgte har fremsat over for sin tidligere arbejdsgiver efter ophævelsen af hans arbejdsaftale.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">3.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Inden for denne retlige og faktiske ramme opfordrer den forelæggende rets spørgsmål Domstolen til at forholde sig til fortolkningen af begrebet »land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">4.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Nærmere bestemt vil Domstolen få lejlighed til at præcisere de betragtninger, som den udviklede i Koelzsch-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-4" href="#t-4">4</a>
</span>), under faktiske omstændigheder, der svarer til denne dom, men rejser et nyt spørgsmål. Dette spørgsmål vedrører den beskæftigelsesperiode, som den forelæggende ret skal tage hensyn til med henblik på at afgøre, hvilken lov der finder anvendelse i medfør af denne bestemmelse, i tilfælde af at arbejdstageren har udført sit arbejde for sin arbejdsgiver i to særskilte faser, først i flere stater, dernæst, i perioden forud for ansættelsesforholdets ophør, på varig basis i én enkelt stat.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">II.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Relevante retsforskrifter</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">5.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ud over Romkonventionens artikel 1, artikel 3 og artikel 6 (nu artikel 8 i forordning (EF) nr. 593/200)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-5" href="#t-5">5</a>
</span>) er artikel 5, stk. 1, nr. 1), i Bruxelleskonventionen om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-6" href="#t-6">6</a>
</span>) (nu artikel 19 i forordning (EF) nr. 44/2001)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-7" href="#t-7">7</a>
</span>) af særlig betydning i den foreliggende sag.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">III.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Tvisten i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">6.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved en arbejdsaftale indgået den 15. oktober 2002 blev ES ansat som chauffør af Locatrans Sàrl, et transportselskab i Bettembourg (Luxembourg). I arbejdsaftalen var fastsat en månedlig arbejdstid på 166 timer. Det bestemtes i arbejdsaftalen, at den lov, der fandt anvendelse, var luxembourgsk lov, og at de lande, som transporterne i det væsentlige vedrørte, var Tyskland, Benelux, Italien, Spanien, Portugal og Østrig.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">7.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved skrivelse af 14. januar 2014 blev arbejdstageren af Locatrans underrettet om, at Locatrans havde besluttet at nedsætte arbejdstagerens ugentlige arbejdstid til 35 timer, svarende til 151,55 timer om måneden, fra den 16. juli 2014, hvilken ændring han modsatte sig.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">8.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved skrivelse af 31. marts 2014 meddelte Locatrans arbejdstageren, at Locatrans ved en gennemgang af arbejdstagerens arbejde i de foregående 18 måneder havde konstateret, at han udførte en væsentlig del af sin lønnede beskæftigelse, dvs. over 50%, i Frankrig, og at Locatrans var forpligtet til at tilslutte ham den sociale sikringsordning i Frankrig.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">9.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved skrivelse af 17. april 2014 bekræftede Locatrans et tilbud til arbejdstageren om ansættelse i et fransk selskab og oplyste ham om, at han med virkning fra den 16. juli 2014 ikke længere ville være ansat i virksomheden, fordi han havde afslået nedsættelsen af arbejdstiden.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">10.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Idet arbejdstageren anfægtede ophævelsen af arbejdsaftalen, forelagde han den 8. januar 2015 Conseil de prud’hommes de Dijon (voldgiftsretten i Dijon, Frankrig) en række erstatningskrav.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">11.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved dom af 4. april 2017 afviste voldgiftsretten at give arbejdstageren medhold i hans krav med den begrundelse, at opfyldelsen og ophævelsen af hans arbejdsaftale var omfattet af luxembourgsk ret, at afskedigelsen af ham var klar og tydelig, og at der ikke var grundlag for at omkvalificere den som en usaglig opsigelse.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">12.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Ved dom af 2. maj 2019 ophævede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) dommen af 4. maj 2017, som arbejdstageren havde appelleret. I denne forbindelse anførte denne domstol, at parterne ifølge den omhandlede arbejdsaftale havde valgt, at ansættelsesforholdet skulle være omfattet af luxembourgsk lov. I sin skrivelse af 31. marts 2014 havde Locatrans dog anerkendt, at arbejdstageren udførte størstedelen af sit arbejde i Frankrig, og arbejdstageren havde ført bevis for denne omstændighed. Henset til Romkonventionens artikel 6 kunne parternes valg af luxembourgsk lov ikke medføre, at arbejdstageren blev berøvet den beskyttelse, der tilkom ham i medfør af de ufravigelige regler i fransk ret, såsom bestemmelserne om ændring og ophævelse af arbejdsaftalen. Idet nævnte ret omkvalificerede ophævelsen af arbejdsaftalen som en afskedigelse og fastslog, at afskedigelsen ikke var begrundet i en reel og saglig årsag, pålagde den derfor arbejdsgiveren at betale arbejdstageren en række beløb som erstatning.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">13.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Locatrans har iværksat appel af denne dom ved den forelæggende ret, Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">14.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Denne retsinstans har i det væsentlige henvist til lovvalgsreglerne i Romkonventionens artikel 6, stk. 1 og 2. I denne forbindelse har den anført, at Domstolen har præciseret kriterierne for fortolkning af begrebet »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« i denne bestemmelses forstand, i tilfælde af at arbejdstageren udfører sit arbejde i mere end én kontraherende stat, navnlig i Koelzsch-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-8" href="#t-8">8</a>
</span>). I sidstnævnte dom støttede Domstolen sig tillige på sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), hvilket viser, at det tilsigtes at anlægge en ensartet fortolkning af tilknytningskriterierne, når der foreligger en kompetencekonflikt og en lovkonflikt. For så vidt angår sidstnævnte bestemmelse har den forelæggende ret tillige henvist til relevansen af Weber-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-9" href="#t-9">9</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">15.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den forelæggende ret har anført, at selv om Domstolens præciseringer i Koelzsch-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-10" href="#t-10">10</a>
</span>) vedrørende fortolkningen af begrebet »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« ifølge favor laboris-princippet kan føre til, at kriteriet om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis har udført sit arbejde, lægges til grund, forholder det sig ikke desto mindre således, at Domstolen i konklusionen i Weber-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-11" href="#t-11">11</a>
</span>) udtrykkeligt henviste til, at der skal tages hensyn til »hele arbejdsforholdets varighed«, uden at gentage det kriterium om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, som den opstillede i denne doms præmis 54.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">16.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Henset til denne retspraksis er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt der ved bestemmelsen af, hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, i det foreliggende tilfælde skal tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), eller om den seneste beskæftigelsesperiode skal lægges til grund. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at selv om kriteriet om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, er relevant for bestemmelsen af den kompetente ret, eftersom det giver arbejdstageren mulighed for at anlægge retssag med de mindste omkostninger, hersker der tvivl om, hvorvidt dette kriterium kan anvendes ved bestemmelsen af, hvilken lov der finder anvendelse, hvis parterne ikke har truffet aftale herom, navnlig eftersom en sådan tilgang kan medføre, at den samme arbejdsaftale successivt underkastes forskellige ufravigelige lovgivninger i takt med, at ændringer af arbejdsstedet finder sted.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">17.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">På denne baggrund har Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager) ved afgørelse af 10. juli 2024, som indgik til Domstolen samme dag, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:</p>
</td>
</tr>
</table>
    <p class="C02AlineaAltA" id="para-31" title="page-7">
      »Skal artikel 3 og 6 i [Romkonventionen] fortolkes således, at der, hvis arbejdstageren udfører det samme arbejde for sin arbejdsgiver i mere end én kontraherende stat, ved bestemmelsen af, hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, skal tages hensyn til hele den periode, hvori ansættelsesforholdet har varet, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde, eller således, at den seneste arbejdsperiode skal lægges til grund, hvis arbejdstageren efter at have udført sit arbejde i et bestemt tidsrum på et bestemt sted, derefter varigt udfører sit arbejde et andet sted, som ifølge parternes klare ønske er bestemt til at blive et nyt sædvanligt arbejdssted?«
    </p>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">18.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Parterne i hovedsagen, den franske og den tjekkiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">IV.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det præjudicielle spørgsmål</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">19.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Med det eneste spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Romkonventionens artikel 3 og 6 skal fortolkes således, at der, hvis en arbejdstager for det første indledningsvis har udført det samme arbejde for sin arbejdsgiver i flere stater og dernæst i perioden forud for ansættelsesforholdets ophør varigt har udført sit arbejde i én enkelt stat, som ifølge parternes klare ønske var bestemt til at blive et nyt sædvanligt arbejdssted, og denne arbejdstagers søgsmål for det andet vedrører ophævelsen af aftalen, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde, og dermed hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, skal tages udgangspunkt i ansættelsesforholdets samlede varighed eller i den seneste beskæftigelsesperiode.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">20.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den pågældende ret ønsker således nærmere bestemt oplyst, hvilket af de to kriterier der finder anvendelse på ophævelsen af den omhandlede arbejdsaftale, eftersom der i forbindelse med denne ophævelse skal foretages et lovvalg  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-12" href="#t-12">12</a>
</span>). Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at ud fra det første af de anførte kriterier vil den omstændighed, at der skal tages hensyn til ansættelsesforholdets samlede varighed, medføre, at ES’ påstande skal vurderes på grundlag af luxembourgsk lov, og at han derfor ikke kan gives medhold heri. Ud fra det andet kriterium vil det til gengæld, hvis der kun tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode, være fransk lov, der finder anvendelse med hensyn til ændring og ophævelse af arbejdsaftalen, hvilket vil være mere fordelagtigt for ES.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">21.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at der med rimelighed kan herske tvivl om, hvorvidt kriteriet om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, der er relevant for fastlæggelsen af den kompetente ret, ligeledes kan lægges til grund ved bestemmelsen af, hvilken lov der finder anvendelse på en arbejdsaftale, hvis der ikke er truffet aftale herom, eftersom en sådan tilgang bl.a. kan medføre, at den samme arbejdsaftale successivt underkastes forskellige ufravigelige lovgivninger i takt med, at ændringer af arbejdsstedet finder sted.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">22.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Parterne i hovedsagen og de berørte parter er uenige med hensyn til fortolkningen af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">23.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Locatrans og den tjekkiske regering har med henvisning til Weber-dommen navnlig gjort gældende, at såfremt arbejdstageren udfører det samme arbejde for arbejdsgiveren i mere end én stat, skal der tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde, og dermed hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom. Den franske regering er på sin side af den opfattelse, at der kan tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode under hensyntagen til alle relevante omstændigheder med henblik på at fastslå, om der foreligger en nærmere tilknytning til et andet land. ES har til gengæld indledningsvis gjort gældende, at han på trods af formuleringen af det præjudicielle spørgsmål ikke har skiftet arbejdssted under sit ansættelsesforhold  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-13" href="#t-13">13</a>
</span>). Hans situation adskiller sig derfor klart fra den, der gav anledning til Weber-dommen, hvor arbejdstageren havde udført sit arbejde successivt på to forskellige arbejdssteder. Selv hvis det fastslås, at Weber-dommen faktisk er relevant for den foreliggende sag, skal der under alle omstændigheder tages udgangspunkt i den seneste beskæftigelsesperiode. Kommissionen har for sit vedkommende anført, at i en sag som den i hovedsagen omhandlede, hvor tvisten vedrører ophævelsen af aftalen, og hvor de faktiske omstændigheder, der er relevante for afgørelsen heraf, ligger ved dennes ophør, skal der tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">24.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Henset til den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for, og de argumenter, som parterne i hovedsagen og de berørte parter har fremført, vil jeg først fremsætte nogle generelle betragtninger vedrørende Romkonventionens generelle formål og opbygning og om lovvalgsreglen i konventionens artikel 6 (afsnit A). Dernæst vil jeg behandle begrebet »land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i denne konventions artikel 6, stk. 2, litra a), på baggrund af den relevante retspraksis med henblik på at udlede konsekvenserne heraf for den foreliggende sag (afsnit B).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">A.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Indledende bemærkninger vedrørende Romkonventionens generelle formål og opbygning og om lovvalgsreglen i konventionens artikel 6</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">25.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">For det første skal nævnes, som Domstolen allerede har fastslået  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-14" href="#t-14">14</a>
</span>), at det fremgår af præamblen til Romkonventionen, at denne konvention er blevet vedtaget for inden for den internationale privatrets område at fortsætte det lovharmoniseringsarbejde, som påbegyndtes med vedtagelsen af Bruxelleskonventionen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-15" href="#t-15">15</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">26.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det fremgår ligeledes af denne præambel, at Romkonventionen har til formål at indføre ensartede regler om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, uanset hvor afgørelsen træffes. Som det nemlig ligeledes fremgår af betænkningen om nævnte konvention, er den udarbejdet på baggrund af et ønske om at fjerne de uhensigtsmæssigheder, som følger af de mange forskellige lovvalgsregler på kontraktområdet  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-16" href="#t-16">16</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">27.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori lovvalgsreglen i Romkonventionens artikel 6 indgår, skal jeg henvise til de i konventionen indeholdte generelle kriterier for fastsættelse af, hvilken lov der finder anvendelse. I denne henseende indeholder de ensartede regler, der er fastsat i nævnte konventions afsnit II, et princip, hvorefter parternes ønske tillægges forrang, og i medfør af samme konventions artikel 3 tillægges parterne en ret til frit at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse. I mangel af et sådant valg fastsætter Romkonventionens artikel 4 tilknytningsmomenter, på grundlag af hvilke retten skal afgøre, hvilken lov der finder anvendelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-17" href="#t-17">17</a>
</span>). Disse tilknytningsmomenter finder anvendelse på alle kategorier af aftaler  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-18" href="#t-18">18</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">28.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Som bekendt er der ligeledes fastsat specifikke regler for visse typer af aftaler. Navnlig indeholder Romkonventionens artikel 6 en lovvalgsregel for individuelle arbejdsaftaler. Denne specielle lovvalgsregel (den samme som i Rom I-forordningens artikel 8) består af to generelle bestemmelser [stk. 1 og stk. 2, litra a)], en sekundær bestemmelse [stk. 2, litra b)] og en undtagelsesbestemmelse (stk. 2, sidste punktum)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-19" href="#t-19">19</a>
</span>). Ifølge ophavsmændene til denne konvention var formålet med en sådan speciel lovvalgsregel at indføre mere hensigtsmæssige regler på områder, hvor de berørte staters interesser adskiller sig, og samtidig sikre bedre beskyttelse af den part, som ud fra en social og økonomisk betragtning må anses for at være den svageste part i kontraktforholdet  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-20" href="#t-20">20</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">29.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">På grundlag af disse generelle betragtninger fastsætter nævnte konventions artikel 6, stk. 1, at »[u]anset artikel 3 kan parternes lovvalg i arbejdsaftaler ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i den lov, som i henhold til stk. 2 ville finde anvendelse i mangel af et lovvalg«  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-21" href="#t-21">21</a>
</span>). I mangel af et sådant valg fastsætter stk. 2 i denne artikel 6 to tilknytningskriterier, nærmere bestemt principalt »loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« [litra a)], der således er den lov, der objektivt finder anvendelse, eller subsidiært »hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende« [litra b)]  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-22" href="#t-22">22</a>
</span>). I sidste punktum i det nævnte stk. 2 er indført en undtagelsesbestemmelse, ifølge hvilken disse to tilknytningskriterier ikke finder anvendelse, hvis »det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land, i hvilket fald loven i dette land finder anvendelse«.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">30.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det er på denne baggrund  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-23" href="#t-23">23</a>
</span>) og med nødvendigheden af at sikre en samordning af de forskellige bestemmelser i EU-reglerne om international privatret in mente, at jeg nu vil fortolke begrebet »land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">B.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Begrebet »land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a)</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">1.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Den relevante retspraksis, ordlydsfortolkning, kontekstuel fortolkning og teleologisk fortolkning</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">31.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), bestemmer, at uanset artikel 4 er en arbejdsaftale i mangel af et lovvalg i henhold til artikel 3 undergivet »[l]oven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde, selv om han midlertidigt er beskæftiget i et andet land«.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">32.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det fremgår af læsningen af denne bestemmelse, at en ordlydsfortolkning ikke er tilstrækkelig til at definere det selvstændige begreb »loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde«. I Koelzsch-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-24" href="#t-24">24</a>
</span>) udtalte Domstolen sig for første gang om dette begreb som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-25" href="#t-25">25</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">a)</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Koelzsch-dommen: afgrænsning af begrebet</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">1)</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Formålet om at sikre arbejdstageren en passende beskyttelse og kravet om en vid fortolkning af tilknytningskriteriet</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">33.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I Koelzsch-dommen anlagde Domstolen en vid fortolkning med henblik på at afgrænse det selvstændige begreb »loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde«. For at nå frem til en sådan fortolkning bemærkede Domstolen indledningsvis, at der ved en sådan fortolkning ikke må ses bort fra fortolkningen af de kriterier, der er fastsat i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), da disse kriterier fastsætter de regler, der finder anvendelse ved fastlæggelsen af den kompetente ret på de samme områder og fastlægger lignende begreber  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-26" href="#t-26">26</a>
</span>). Med henvisning til dens praksis vedrørende fortolkning af denne bestemmelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-27" href="#t-27">27</a>
</span>) erindrede Domstolen om, at der i tilfælde af, at arbejdstageren udfører sin virksomhed i mere end én stat, skal tages behørigt hensyn til, at der indrømmes arbejdstageren i dennes egenskab af den svageste part i kontraktforholdet en passende beskyttelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-28" href="#t-28">28</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">34.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Dernæst fastslog Domstolen, at Bruxelleskonventionen og Romkonventionen med hensyn til arbejdsaftaler forfølger det samme formål, nemlig at yde arbejdstageren passende beskyttelse. Den fandt derfor i lyset af dette formål, at Romkonventionens artikel 6 skal forstås således, at den sikrer, at loven i den stat, hvori arbejdstageren udfører sin virksomhed, snarere skal anvendes end loven i den stat, hvor arbejdsgiveren har hjemsted  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-29" href="#t-29">29</a>
</span>). Henset til disse identiske formål med de to konventioner bekræftede Domstolen, at den praksis, der fortolker Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), fortsat er relevant for analysen af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-30" href="#t-30">30</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">35.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Endelig fandt Domstolen, at når arbejdsopgaverne udføres i mere end én medlemsstat, skal kriteriet om det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, fortolkes vidt og forstås som henvisende til det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren faktisk udøver sin virksomhed, og, i mangel af et primært sted, det sted, hvor han udfører størstedelen af sin virksomhed  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-31" href="#t-31">31</a>
</span>). Med henblik på fastlæggelsen af, om en arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde i en af de pågældende stater, skal der anlægges en vid fortolkning af det tilknytningskriterium, der er fastsat i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-32" href="#t-32">32</a>
</span>). Til dette formål tog Domstolen karakteren af arbejdet på området for international transport i betragtning og præciserede, at der skal tages hensyn til samtlige de faktorer, der kendetegner arbejdstagerens virksomhed  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-33" href="#t-33">33</a>
</span>). Under disse omstændigheder fastslog Domstolen, at Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at såfremt arbejdstageren udfører sin virksomhed i mere end én kontraherende stat, er det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde som omhandlet i denne bestemmelse, det land, hvor eller hvorfra arbejdstageren i betragtning af samtlige de faktorer, der karakteriserer den nævnte virksomhed, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-34" href="#t-34">34</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">2)</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Hovedreglen og metoden med indicier, der gør det muligt at konkretisere reglen: det kvalitative kriterium</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">36.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det fremgår af denne retspraksis, at Domstolen i præmis 50 i Koelzsch-dommen med henblik på at vurdere, om en arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde i en af de kontraherende stater, og hvilken af disse stater det drejer sig om, har sørget for at opstille en hovedregel, der tager hensyn til forskellige faktuelle kriterier. Ifølge denne regel er »det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde«, det land, hvor eller hvorfra arbejdstageren i betragtning af samtlige de faktorer, der karakteriserer den nævnte virksomhed, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-35" href="#t-35">35</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">37.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Som vejledning for den nationale ret med hensyn til anvendelsen af denne regel anførte Domstolen under hensyntagen til de særlige kendetegn ved ansættelsesforhold i transportsektoren flere indicier, der kan tages i betragtning ved anvendelsen af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a). Den nationale ret skal navnlig fastlægge, i hvilken stat det sted, hvorfra arbejdstageren udfører sine transportopgaver, modtager instruktioner vedrørende disse opgaver og organiserer sit arbejde, befinder sig, samt det sted, hvor arbejdsredskaberne befinder sig. Den skal ligeledes undersøge de steder, hvor transporten hovedsageligt gennemføres, de steder, hvor varerne aflæsses, samt det sted, hvortil arbejdstageren vender tilbage efter disse opgaver  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-36" href="#t-36">36</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">38.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Efter min opfattelse udgør denne »metode med indicier« et vigtigt element med hensyn til at forstå rækkevidden af et begreb som »det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« i forbindelse med dets anvendelse i et konkret tilfælde. Ifølge Domstolen giver denne metode ikke alene mulighed for at foretage en bedre vurdering af de retlige forbindelsers eksistens, idet den skal tage hensyn til samtlige de faktorer, der karakteriserer arbejdstagerens virksomhed, men ligeledes for at undgå, at dette begreb ikke bruges som redskab eller ikke bidrager til gennemførelsen af strategier for omgåelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-37" href="#t-37">37</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">39.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det bør desuden nævnes, at Domstolen ved fastlæggelsen af ovennævnte  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-38" href="#t-38">38</a>
</span>) hovedregel har taget udgangspunkt i sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-39" href="#t-39">39</a>
</span>). Det må nemlig ikke glemmes, at der i de sager, der gav anledning til denne praksis, var tale om en arbejdstager, der udøvede sin erhvervsmæssige virksomhed i flere stater, men som i en af disse stater, hvor denne arbejdstager havde taget bopæl, havde et kontor, hvorfra den pågældende tilrettelagde sit arbejde for arbejdsgiveren, og hvortil vedkommende vendte tilbage efter hver arbejdsrelateret rejse i udlandet. Med henblik på den konkrete fastlæggelse af det sted, hvor arbejdstageren »sædvanligvis udfører sit arbejde«, fandt Domstolen derfor, at der var tale om det sted, hvorfra arbejdstageren opfylder hovedparten af sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, eller det sted, hvor midtpunktet for hans erhvervsmæssige virksomhed er  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-40" href="#t-40">40</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">40.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I øvrigt skal jeg erindre om, at udtrykket »hvorfra« blev tilføjet i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-41" href="#t-41">41</a>
</span>), ved omdannelsen af Romkonventionen til en forordning  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-42" href="#t-42">42</a>
</span>). Med dette nye udtryk har EU-lovgiver således indarbejdet Domstolens praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), i denne forordning  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-43" href="#t-43">43</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">41.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det skal dog påpeges, at Domstolen i sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), i forbindelse med arbejdsaftaler, der blev opfyldt på flere staters område, ligeledes stod over for en anden situation, hvor det blandt flere berørte steder ikke var muligt at fastlægge et sted som det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren udførte sin erhvervsmæssige virksomhed. Det er tilfældet med Weber-dommen.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">b)</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Weber-dommen: det tidsmæssige kriterium</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">42.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I den sag, der gav anledning til Weber-dommen, var spørgsmålet navnlig, om det med henblik på at afgøre, om en arbejdstager »sædvanligvis« har udført sit arbejde i en kontraherende stat, er »hele perioden« for ansættelsen, der skal tages i betragtning, eller alene den seneste periode  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-44" href="#t-44">44</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">43.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Domstolen fastslog først, at den sag, som den var blevet forelagt, adskilte sig fra den, der gav anledning til Mulox IBC-dommen og Rutten-dommen, hvori arbejdstageren, i modsætning til den pågældende sag, ikke havde noget kontor i en af de kontraherende stater, som udgjorde det faktiske midtpunkt for den pågældendes erhvervsudøvelse, og fra hvilket vedkommende hovedsageligt opfyldte sine forpligtelser over for arbejdsgiveren  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-45" href="#t-45">45</a>
</span>). Henset til disse forskelle fandt Domstolen, at den retspraksis, der følger af disse domme, ikke fuldt ud kunne overføres på nævnte sag  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-46" href="#t-46">46</a>
</span>). Domstolen fastslog imidlertid, at denne retspraksis fortsat var relevant, for så vidt som den indebærer, at Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), i tilfælde, hvor en arbejdskontrakt er blevet opfyldt på flere kontraherende staters område, skal fortolkes således, at bestemmelsen tager sigte på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren, under hensyn til alle omstændigheder i det konkrete tilfælde, faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-47" href="#t-47">47</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">44.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Herefter præciserede Domstolen på grund af de forskellige omstændigheder, at det kriterium, som det er relevant at tage i betragtning ved fastlæggelsen af det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, i denne bestemmelses forstand, som udgangspunkt må være det sted, hvor arbejdstageren har haft størstedelen af sin arbejdstid for arbejdsgivere  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-48" href="#t-48">48</a>
</span>). Domstolen fastslog derfor, at i mangel af andre kriterier er dette sted det, hvor arbejdstageren har tilbragt størstedelen af sin arbejdstid  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-49" href="#t-49">49</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">45.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Det skal nævnes, at dette tidsmæssige kriterium, som støttes på den arbejdstid, den pågældende har haft i de forskellige kontraherende stater, ifølge Domstolen logisk set indebærer, at hele arbejdstagerens beskæftigelsesperiode tages i betragtning ved fastlæggelsen af, hvor arbejdstageren har udført den væsentligste del af sin beskæftigelse, og hvor midtpunktet for hans kontraktforhold med arbejdsgiveren befinder sig i et sådant tilfælde  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-50" href="#t-50">50</a>
</span>). Domstolen fastslog således, at når der er tale om en ansættelseskontrakt, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af den udfører det samme arbejde for arbejdsgiveren i mere end én kontraherende stat, skal der i princippet tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-51" href="#t-51">51</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">46.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I denne forbindelse finder jeg det vigtigt at fremhæve, at Domstolen ganske vist fastslog noget, der umiddelbart kan fremstå som en undtagelse fra reglen om det tidsmæssige kriterium, hvorefter det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, er det sted, hvor arbejdstageren har tilbragt størstedelen af sin arbejdstid. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at der ikke er tale om en undtagelse, men snarere om, at Domstolen anvendte dette tidsmæssige kriterium i en konkret situation. Den præciserede nemlig, at der bør således lægges vægt på den seneste beskæftigelsesperiode, når arbejdstageren – efter at have udført sit arbejde i en periode på et bestemt sted – derefter varigt har beskæftigelse på et andet sted, idet dette, efter parternes klare vilje, skal være et nyt sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-52" href="#t-52">52</a>
</span>). I mangel af et faktisk midtpunkt for arbejdstagerens erhvervsudøvelse er det tidsmæssige kriterium, som Domstolen opstillede i denne dom, baseret på en hovedregel, der kun kan tilsidesættes i tilfælde, hvor tvistens genstand, under hensyn til de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, har nærmere tilknytning til et andet arbejdssted  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-53" href="#t-53">53</a>
</span>). Jeg vil nedenfor vende tilbage til dette tidsmæssige kriterium, som har særlig betydning for undersøgelsen af det præjudicielle spørgsmål  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-54" href="#t-54">54</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">47.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Som sammenfatning af denne del af min bedømmelse skal jeg i første række erindre om, at Domstolen ved fastlæggelsen af hovedreglen, ifølge hvilken det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde er det land, hvor eller hvorfra arbejdstageren i betragtning af samtlige de faktorer, der karakteriserer den nævnte virksomhed, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, i præmis 50 i Koelzsch-dommen tog udgangspunkt i sin praksis i Mulox IBC-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-55" href="#t-55">55</a>
</span>) og Rutten-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-56" href="#t-56">56</a>
</span>). Som jeg allerede har redegjort for, er denne regel efterfølgende blevet bekræftet i præmis 49 og 50 i Weber-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-57" href="#t-57">57</a>
</span>). Det følger heraf, at efterprøvelsen af denne regel udgør udgangspunktet for de nationale retters bedømmelse i alle de tilfælde, hvor arbejdsaftalen, som i det foreliggende tilfælde, er blevet opfyldt på flere kontraherende staters område.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">48.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Som anført ovenfor opstillede Domstolen i anden række med henblik på at fastlægge den stat, der kan anses for »det sted, hvor eller hvorfra« arbejdstageren faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, nogle kvalitative  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-58" href="#t-58">58</a>
</span>) og tidsmæssige  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-59" href="#t-59">59</a>
</span>) kriterier, som de nationale retter  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-60" href="#t-60">60</a>
</span>) skal tage i betragtning. Selv om det i forbindelse med det tidsmæssige kriterium ifølge Domstolen principielt er hele arbejdstagerens beskæftigelsesperiode hos arbejdsgiveren, der skal tages i betragtning, bestemte Domstolen, at dette tidsmæssige kriterium skulle anvendes i den specifikke situation, hvor tvistens genstand har en »nærmere tilknytning til et andet arbejdssted«  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-61" href="#t-61">61</a>
</span>). I dette tilfælde er det den seneste beskæftigelsesperiode, som den nationale ret skal anvende ved sin bedømmelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-62" href="#t-62">62</a>
</span>), og ikke hele beskæftigelsesperioden  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-63" href="#t-63">63</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">49.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Der skal således tages hensyn til denne retspraksis ved bedømmelsen af den foreliggende sag.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">2.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">De konsekvenser, der skal drages af analysen af retspraksis, med henblik på den foreliggende sag</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">50.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">På dette sted i bedømmelsen skal nævnes, at det fremgår af de argumenter, der er fremført af parterne i hovedsagen og de berørte parter, at den forelæggende rets spørgsmål synes at befinde sig i krydset mellem de to linjer i retspraksis, der som udgangspunkt er forskellige. Efter den ovenstående analyse udspringer disse to tilgange på trods af deres øjensynlige modsætningsforhold imidlertid af en og samme linje i retspraksis, hvorved Domstolen har opstillet en hovedregel, hvis anvendelse er baseret på hensyn til kvalitative og tidsmæssige kriterier. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at de nationale retter skal tage hensyn til det kvalitative kriterium, som udgør det afgørende kriterium. I mangel af kvalitative elementer, eller når de ikke er tilstrækkeligt præcise, bliver det tidsmæssige kriterium imidlertid relevant. Disse to kriterier kan i øvrigt være samtidige og komplementære  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-64" href="#t-64">64</a>
</span>). Under alle omstændigheder skal de nationale retter tage hensyn til nærhedsprincippet og princippet om beskyttelse af arbejdstageren.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">51.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Jeg vil desuden fremhæve, at for så vidt som ansættelsesforholdet er af varig karakter, kan de elementer, som karakteriserer dette forhold, såsom arbejdsopgaver, det sted, hvor arbejdet udføres, eller lønnen ændre sig. Navnlig i en situation med grænseoverskridende arbejde kan det land, hvor arbejdstageren »sædvanligvis udfører sit arbejde« ligeledes ændre sig i takt med de objektive omstændigheder  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-65" href="#t-65">65</a>
</span>). Den lov, der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, kan med andre ord ændre sig på grund af selve karakteren af ansættelsesforholdet, der er af varig karakter. Henset til den omstændighed, at et af Romkonventionens formål er at øge tilliden til stabiliteten i retsforhold, skal den ændring af den anvendelige lov, der følger af udviklingen i de faktiske omstændigheder, imidlertid ligeledes fremgå af parternes klare vilje. Denne ændring må nemlig ikke have konsekvenser for de retsforhold, der er opstået før den pågældende ændring, hvorfor tvisten rationae temporis fortsat reguleres af den lov, der fandt anvendelse på tidspunktet for disse omstændigheders indtræden (tempus regit actum).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">52.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Henset til det ovenfor anførte er det centrale spørgsmål, hvilket kriterium der i den foreliggende sag er relevant med henblik på konkret at bestemme det tidspunkt, hvor tvistens genstand opstod, med henblik på at fastlægge det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udførte sit arbejde, og som følge heraf, hvilken lov der skal anvendes i mangel af parternes lovvalg.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">53.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at Locatrans meddelte arbejdstageren, at en gennemgang af hans arbejde i de foregående 18 måneder havde vist, at han udførte en væsentlig del af sin lønnede beskæftigelse i Frankrig, og at han derfor skulle tilsluttes den sociale sikringsordning i Frankrig. Ifølge den forelæggende ret udførte arbejdstageren i denne periode forud for ansættelsesforholdets ophør på varig vis alene sit arbejde i Frankrig. Det kan derfor efter min opfattelse gøres gældende, at en sådan udvikling eller en sådan ændring i arbejdstagerens situation, der medfører, at arbejdet varigt udføres i én enkelt kontraherende stat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, henhører under anvendelsen af det tidsmæssige kriterium, som det blev formuleret af Domstolen i præmis 53 og 54 i Weber-dommen. I modsætning til hvad Locatrans har gjort gældende, følger det heraf, at eftersom de relevante faktiske omstændigheder ligger ved udgangen af aftaleperioden, vil det i det foreliggende tilfælde ikke være relevant at tage hensyn til hele arbejdstagerens beskæftigelsesperiode.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">54.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">I denne forbindelse er jeg enig med Kommissionen i, at i en sag som den i hovedsagen omhandlede, hvor arbejdstagerens søgsmål vedrører ophævelsen af aftalen, og hvor de faktiske omstændigheder, der er relevante for afgørelsen heraf, foreligger ved dennes ophør, skal der tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-66" href="#t-66">66</a>
</span>) af de nedenfor anførte grunde.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">55.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">For det første finder jeg det vigtigt at fremhæve, at de nationale retters anvendelse af det mest relevante kriterium (hvad enten det er kvalitativt eller tidsmæssigt) ved fastlæggelsen af det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis har udført sit arbejde, skal tage hensyn til formålet om at sikre en passende beskyttelse af arbejdstageren, der forfølges med Romkonventionens artikel 6. Det skal således i videst muligt omfang sikres, at de bestemmelser om arbejdsbeskyttelse, der er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor arbejdstageren udfører sin virksomhed, overholdes  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-67" href="#t-67">67</a>
</span>). Som Kommissionen har fremhævet, kan dette formål imidlertid kun nås fuldt ud, såfremt der i tilfælde af en varig ændring eller udvikling med hensyn til det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, ligeledes sker en ændring af den lov, der finder anvendelse  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-68" href="#t-68">68</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">56.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">For det andet anser jeg denne fortolkning for at være forenelig med Romkonventionens formål om at styrke retssikkerheden, ved at øge tilliden til stabiliteten i retsforhold  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-69" href="#t-69">69</a>
</span>). Efter min opfattelse vil der ikke være tale om, at kriteriet om det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, generelt gøres afhængigt af det sted, hvor arbejdet senest har fundet sted, men snarere om at anvende det tidsmæssige kriterium om »den seneste periode« inden for rammerne af metoden med indicier, henset til den omstændighed, at arbejdstagerens søgsmål vedrører ophævelsen af aftalen. En korrekt anvendelse af det tidsmæssige kriterium bør således ikke udgøre en kilde til uforudsigelighed for parterne. Jeg skal erindre om, at det tidspunkt, hvorfra sidstnævnte sted kan anses for at være det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, er afgrænset af de betingelser, der blev fastsat i Weber-dommen  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-70" href="#t-70">70</a>
</span>).</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">57.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">For det tredje gør nævnte fortolkning det muligt at respektere sammenhængen mellem Bruxelleskonventionens artikel 5 og Romkonventionens artikel 6 (forum og ret)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-71" href="#t-71">71</a>
</span>). Retten på det sted, hvor (eller hvorfra) arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde (eller i givet fald retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-72" href="#t-72">72</a>
</span>), vil nemlig som hovedregel have kompetence til at afgøre tvister i forbindelse med arbejdsaftaler. Denne ret vil samtidig anvende de ufravigelige regler i dens egen lovgivning (lex loci laboris)  (<span class="note footnote notemarker">
<a id="c-73" href="#t-73">73</a>
</span>). I denne forbindelse vil den omstændighed, at anvendelsen af det tidsmæssige kriterium om »den seneste periode« bestemmes på grundlag af tvistens genstand, situationen på tidspunktet for de relevante faktiske omstændigheder og af parternes klare vilje, gøre det muligt at afgrænse den situation, hvor flere lovgivninger finder anvendelse samtidig.</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">V.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">Forslag til afgørelse</p>
</td>
</tr>
</table>
    <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="100%">
<col width="5%"/>
<col width="95%"/>
<tr>
<td valign="top">
<p class="count">58.</p>
</td>
<td valign="top">
<p class="normal">På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager, Frankrig), besvares som følger:</p>
</td>
</tr>
</table>
    <p class="C02AlineaAltA" id="para-83" title="page-21">
      »Artikel 6, stk. 2, litra a), i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, skal fortolkes således, at der, hvis en arbejdstager for det første indledningsvis har udført det samme arbejde for sin arbejdsgiver i flere stater, og dernæst i perioden forud for ansættelsesforholdets ophør varigt har udført sit arbejde i én enkelt stat, som ifølge parternes klare ønske er bestemt til at blive et nyt sædvanligt arbejdssted, og den pågældende arbejdstagers søgsmål for det andet vedrører ophævelsen af aftalen, skal der, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde, og dermed hvilken lov, der skal anvendes i mangel af parternes lovvalg, tages udgangspunkt i den seneste beskæftigelsesperiode.«
    </p>
    <div/>
  <hr class="note"/>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-1" href="#c-1">1</a>
</span>) – Originalsprog: fransk.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-2" href="#c-2">2</a>
</span>) – Konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19.6.1980 (EFT 1980, L 266, s. 1, herefter »Romkonventionen«). Henset til datoen for indgåelsen af arbejdsaftalen er aftalen fortsat reguleret af denne konvention.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-3" href="#c-3">3</a>
</span>) – Romkonventionens artikel 4 fastsætter en generel ordning, som gør det muligt at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på en aftale, hvis parterne ikke har indgået en aftale herom.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-4" href="#c-4">4</a>
</span>) – Jf. dom af 15.3.2011 (C-29/10, herefter »Koelzsch-dommen«, EU:C:2011:151, præmis 40, 46 og 50 og domskonklusionen).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-5" href="#c-5">5</a>
</span>) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«). Denne forordning har erstattet Romkonventionen og finder anvendelse på aftaler, der er indgået fra den 17.12.2009. Eftersom den omtvistede aftale blev indgået den 15.10.2002, finder Romkonventionen tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-6" href="#c-6">6</a>
</span>) – Bruxelleskonventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved konventionen om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997, C 15, s. 1, herefter »Bruxelleskonventionen«).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-7" href="#c-7">7</a>
</span>) – Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2001, L 12, s. 1, herefter »Bruxelles I-forordningen«). Denne forordning har erstattet Bruxelleskonventionen. Bruxelles I-forordningen er blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«). Bruxelles I-forordningens artikel 19 er nu Bruxelles Ia-forordningens artikel 21.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-8" href="#c-8">8</a>
</span>) – Jf. denne doms præmis 40, 46 og 50 og domskonklusionen.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-9" href="#c-9">9</a>
</span>) – Jf. dom af 27.2.2002 (C-37/00, herefter »Weber-dommen«, EU:C:2002:122, præmis 54 og 58).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-10" href="#c-10">10</a>
</span>) – Dommens præmis 40 og 46.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-11" href="#c-11">11</a>
</span>) – Punkt 2 i denne doms konklusion.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-12" href="#c-12">12</a>
</span>) – I Romkonventionens artikel 1, stk. 1, fastsættes, at »[b]estemmelserne i denne konvention finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser i alle situationer, hvor der skal foretages et valg mellem lovene i forskellige lande«.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-13" href="#c-13">13</a>
</span>) – ES har nemlig gjort gældende, at han udførte sine transportopgaver flere steder, samtidig med at han opretholdt en væsentlig tilknytning til Frankrig, hans bopælsstat, hvorved hans arbejdsgiver kun tog disse allerede eksisterende omstændigheder til efterretning ved ansættelsesforholdets ophør. I denne henseende skal det for det første erindres, at det inden for rammerne af samarbejdet i henhold til artikel 267 TEUF ikke tilkommer Domstolen, men den nationale ret at fastslå de faktiske omstændigheder, der har givet anledning til sagen, og hvilke konsekvenser disse har for den afgørelse, som retten skal træffe. For det andet skal Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem EU’s retsinstanser og de nationale retter tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål (jf. bl.a. dom af 7.6.2018, Scotch Whisky Association, C-44/17, EU:C:2018:415, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-14" href="#c-14">14</a>
</span>) – Jf. dom af 6.10.2009, ICF (C-133/08, EU:C:2009:617, præmis 22 og 23).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-15" href="#c-15">15</a>
</span>) – I denne henseende skal det erindres, at det i syvende betragtning til Rom I-forordningen anføres, at »[d]enne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med [Bruxelles I-forordningen] og med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)«. I syvende betragtning til Rom II-forordningen anføres det i øvrigt, at »[d]enne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med [Bruxelles I-forordningen] og med instrumenter vedrørende lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser« (min fremhævelse). Det fremgår følgelig heraf, at der både skal sikres en samordning af EU-reglerne vedrørende international privatret og en sammenhæng i anvendelsesområdet for så vidt angår visse bestemmelser i disse regelsæt, jf. navnlig H. Gaudemet-Tallon, »Fasc. 337: Convention de Rome du 19 juin 1980 et règlement »Rome I« du 17 juin 2008 – Champ d’application – Clauses générales«, JurisClasseur Commercial, 2023, s. 1-39, navnlig § 81, og M. Szpunar, »Droit international privé de l’Union: cohérence des champs d’application et/ou des solutions?«, Revue critique du Droit International Privé, nr. 3, 2018, s. 573-582.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-16" href="#c-16">16</a>
</span>) – Betænkning om konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, udarbejdet af Mario Giuliano, professor ved universitetet i Milano, og Paul Lagarde, professor ved Université de Paris I (EFT 1980, C 282, s. 1, herefter »Giuliano og Lagarde-betænkningen«).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-17" href="#c-17">17</a>
</span>) – Jf. i denne retning dom af 6.10.2009, ICF (C-133/08, EU:C:2009:617, præmis 24 og 25), og af 14.9.2023, Diamond Resorts Europe m.fl. (C-632/21, EU:C:2023:671, præmis 67 og 69).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-18" href="#c-18">18</a>
</span>) – Jf. dom af 6.10.2009, ICF (C-133/08, EU:C:2009:617, præmis 25).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-19" href="#c-19">19</a>
</span>) – Ifølge de retslitterære forfattere viderefører Rom I-forordningens artikel 8 i det væsentlige Romkonventionens artikel 6, dvs. muligheden for at foretage et lovvalg, dog med forbehold af den beskyttelse, der er sikret ved bestemmelserne i den lovgivning, der objektivt finder anvendelse, hvilket normalt er lovgivningen i den stat, hvor stedet for den sædvanlige udførelse af arbejdet befinder sig, eller i mangel af en sådan lovgivning det sted, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende, medmindre undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse. Jf. navnlig P. Lagarde, A. Tenenbaum, »De la convention de Rome au règlement Rome I«, Revue critique de droit international privé, 2008, s. 727-780, særlig afsnit 18. Jf. ligeledes G. Palao Moreno, »Article 8«, Commentary on the Rome I Regulation, U. Magnus og P. Mankowski (red.), Verlag Dr. Otto Schmidt, Köln, 2017, bind 22, s. 577-599, navnlig s. 586, nr. 7.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-20" href="#c-20">20</a>
</span>) – Jf. Giuliano- og Lagarde-betænkningen, s. 25.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-21" href="#c-21">21</a>
</span>) – Det skal erindres, at Romkonventionens artikel 6, stk. 2, således begrænser parternes frihed med hensyn til lovvalg i henhold til denne konventions artikel 3. Såfremt den lov, som finder anvendelse i henhold til stk. 2, giver arbejdstageren en større beskyttelse end den, han får i henhold til den ret, som parterne har valgt, tilsidesætter disse bestemmelser med andre ord de tilsvarende bestemmelser i den valgte lov og anvendes i deres sted. Jf. Giuliano og Lagarde-betænkningen, s. 25. Bestemmelserne i den valgte lov skal således kombineres med de ufravigelige regler i den lov, der objektivt finder anvendelse i mangel af aftale herom, såfremt de er mere fordelagtige for arbejdstageren. Jf. i denne retning G. Palao Moreno, »Article 8«, Commentary on the Rome I Regulation, U. Magnus og P. Mankowski (red.), op.cit., s. 586, nr. 6. </p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-22" href="#c-22">22</a>
</span>) – Det skal erindres, at Domstolen allerede har fastslået, at »lovgivers hensigt var at opstille et hierarki mellem de kriterier, som skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af den lov, der finder anvendelse på arbejdsaftalen« (præmis 34), dvs. mellem litra a) og b) i stk. 2 i Romkonventionens artikel 6. Navnlig har Domstolen i denne henseende bemærket, at »med henblik på at fastlægge den lov, der finder anvendelse, skal kriteriet om den i hovedsagen omhandlede arbejdsaftales tilknytning til det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, forlods tages i betragtning, og dens anvendelse udelukker, at det subsidiære kriterium om hjemstedet for det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, tages i betragtning« (jf. dom af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, herefter »Voogsgeerd-dommen«, EU:C:2011:842, præmis 32); angående søtransport se denne doms præmis 38. Et sådant hierarki finder ligeledes anvendelse på stk. 2 og 3 i Rom I-forordningens artikel 8 og indebærer i de to tilfælde ifølge Domstolen, at kriteriet om det land, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, skal fortolkes vidt, mens kriteriet om hjemstedet for det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, kun kan finde anvendelse, hvis retten ikke er i stand til at fastlægge det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres (jf. i denne retning ligeledes den nævnte doms præmis 33-35 og den deri nævnte retspraksis).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-23" href="#c-23">23</a>
</span>) – Angående den retlige sammenhæng, jf. Koelzsch-dommen (præmis 33-36).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-24" href="#c-24">24</a>
</span>) – Den sag, der gav anledning til denne dom, vedrørte afskedigelsen af en international lastvognschauffør, der var bosiddende i Tyskland og ansat af et luxembourgsk selskab, der var et datterselskab af et dansk selskab. Han var tilsluttet den sociale sikringsordning i Luxembourg. Dette datterselskabs virksomhed bestod i transport af blomster og andre planter fra Danmark til forskellige destinationer, hovedsageligt i Tyskland, men også i andre europæiske lande, i lastbiler, der var indregistreret i Luxembourg og stationeret i Tyskland, hvor det pågældende datterselskab imidlertid hverken havde en filial eller et kontor. Jf. Koelzsch-dommen (præmis 13-16).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-25" href="#c-25">25</a>
</span>) – Der erindres om, at dette begreb ifølge Domstolen skal fortolkes selvstændigt i den forstand, at indholdet og rækkevidden af denne lovvalgsregel skal fastlægges efter ensartede og selvstændige kriterier for at sikre, at Romkonventionen får fuld retsvirkning under hensyn til de formål, som den forfølger. Jf. i denne retning Koelzsch-dommen (præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-26" href="#c-26">26</a>
</span>) – Jf. Koelzsch-dommen (præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). Jf. i denne henseende punkt 25 i dette forslag til afgørelse. Omvendt angående hensyntagen til tilsvarende bestemmelser i Romkonventionen ved den selvstændige fortolkning af begrebet i Bruxelles I-forordningens artikel 19, nr. 2), jf. med hensyn til lufttransport, dom af 14.9.2017, Nogueira m.fl. (C-168/16 og C-169/16, herefter »dommen i sagen Nogueira m.fl.«, EU:C:2017:688, præmis 55 og 56).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-27" href="#c-27">27</a>
</span>) – Jf. dom af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, herefter »Rutten-dommen«, EU:C:1997:7, præmis 22), og af 10.4.2003, Pugliese (C-437/00, EU:C:2003:219, præmis 18).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-28" href="#c-28">28</a>
</span>) – Jf. Koelzsch-dommen (præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-29" href="#c-29">29</a>
</span>) – I denne henseende præciserede Domstolen, at det er i den førstnævnte stat, at arbejdstageren udfører sin økonomiske og samfundsmæssige funktion, og at erhvervsklimaet og det politiske klima indvirker på udførelsen af arbejdet. Det skal således i videst muligt omfang sikres, at de bestemmelser om arbejdsbeskyttelse, der er fastsat i lovgivningen i dette land, overholdes. Jf. Koelzsch-dommen (præmis 42).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-30" href="#c-30">30</a>
</span>) – I denne henseende understregede generaladvokat Trstenjak i sit forslag til afgørelse Koelzsch (C-29/10, EU:C:2010:789, punkt 83), at »det ikke er muligt at gå ud fra den generelle antagelse, at alle de identiske eller sammenlignelige begreber skal fortolkes ens; spørgsmålet om en ensartet fortolkning bør tværtimod altid behandles fra sag til sag«.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-31" href="#c-31">31</a>
</span>) – Jf. Koelzsch-dommen (præmis 45).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-32" href="#c-32">32</a>
</span>) – Jf. fodnote 22 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-33" href="#c-33">33</a>
</span>) – Jf. Koelzsch-dommen (præmis 48). Jf. i denne henseende generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Koelzsch (C-29/10, EU:C:2010:789, punkt 93-96).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-34" href="#c-34">34</a>
</span>) – Jf. Koelzsch-dommen (præmis 50).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-35" href="#c-35">35</a>
</span>) – Det er vigtigt at nævne, at den nationale rets vurdering skal fokusere på arbejdstagerens virksomhed og ikke arbejdsgiverens, jf. G. van Calster, European Private International Law, Bloomsbury, 2016, s. 111.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-36" href="#c-36">36</a>
</span>) – Jf. Koelzsch-dommen (præmis 49). De samme indicier blev taget i betragtning af Domstolen i et særligt tilfælde med transport i den maritime sektor (jf. Voogsgeerd-dommen, præmis 38). I et konkret tilfælde med transport inden for luftfartssektoren fandt Domstolen, at der ligeledes skal tages hensyn til det sted, hvor de fly, om bord på hvilke arbejdet sædvanligvis udføres, har standplads (jf. dommen i sagen Nogueira m.fl., præmis 64).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-37" href="#c-37">37</a>
</span>) – Jf. dommen i sagen Nogueira m.fl. (præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-38" href="#c-38">38</a>
</span>) – Jf. punkt 36 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-39" href="#c-39">39</a>
</span>) – Denne artikel blev til Bruxelles I-forordningens artikel 19, stk. 2, som nu er Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i). Der erindres om, at udtrykket »hvorfra« ikke blev tilføjet af EU-lovgiver i den første bestemmelse ved vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen, men at det blev tilføjet i den anden bestemmelse ved vedtagelsen af Bruxelles Ia-forordningen.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-40" href="#c-40">40</a>
</span>) – Hvad angår arbejdstagere, der har virksomhed som handelsagentur i flere lande, jf. dom af 13.7.1993, Mulox IBC (C-125/92, herefter »Mulox IBC-dommen«, EU:C:1993:306, præmis 25 og 26), og Rutten-dommen (præmis 25 og 27). Det erindres, at det var i den førstnævnte af disse domme, at Domstolen for første gang tog stilling til en sag, hvor en arbejdstager udførte sit arbejde i flere kontraherende stater.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-41" href="#c-41">41</a>
</span>) – Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2, fastsætter, at »[i] det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde«.  Min fremhævelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-42" href="#c-42">42</a>
</span>) – Som de retslitterære forfattere har anført, er formålet med denne præcisering at sikre bedre beskyttelse for arbejdstagere, for hvem udførelsen af arbejdet er forbundet med megen transportaktivitet, som det er tilfældet med ansatte i sektorerne for international transport, luftfart eller søfart, eftersom disse ansatte ofte er knyttet til et fast arbejdssted. Jf. i denne retning S. Francq, »Le règlement Rome I sur la loi applicable aux obligations contractuelles. De quelques changements[…]«, Journal du droit international (Clunet), 2009, bind 36, nr. 1, s. 41-69. Generaladvokat Trstenjak har anset denne ændring for vigtig, idet den navnlig viser, at denne bestemmelse skal fortolkes bredt; jf. hendes forslag til afgørelse Koelzsch (C-29/10, EU:C:2010:789, punkt 77).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-43" href="#c-43">43</a>
</span>) – Jf. i denne henseende fodnote 40 til dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-44" href="#c-44">44</a>
</span>) – Dommens præmis 26. Der erindres om, at den pågældende sag drejede sig om en arbejdstager, der var kok, og som af sin arbejdsgiver var blevet udsendt til maritime installationer på den nederlandske del af kontinentalsoklen, og dernæst i dansk territorialfarvand.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-45" href="#c-45">45</a>
</span>) – Jf. punkt 39 i dette forslag til afgørelse. Herbert Weber havde ikke noget kontor i en af de berørte kontraherende stater, som kunne have udgjort »det faktiske midtpunkt for den pågældendes erhvervsudøvelse, og fra hvilket vedkommende hovedsageligt opfyldte sine forpligtelser over for arbejdsgiveren«. Jf. Weber-dommen (præmis 48).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-46" href="#c-46">46</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 49). </p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-47" href="#c-47">47</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 49 og domskonklusionens punkt 2).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-48" href="#c-48">48</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 50). I denne forbindelse fandt Domstolen, at i et sådant tilfælde, hvor arbejdstageren i hele den pågældende beskæftigelsesperiode til stadighed har udført det samme arbejde for sin arbejdsgiver, er det kvalitative kriterium, hvorefter der lægges vægt på arten og betydningen af det arbejde, der er udført på forskellige steder i kontraherende stater, uden relevans; jf. Weber-dommen (præmis 51). </p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-49" href="#c-49">49</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 58 og domskonklusionens punkt 2). Som bekendt havde det tidsmæssige kriterium allerede optrådt i dens tidligere praksis, kombineret med et kvalitativt kriterium, der tog i betragtning, at der fandtes et kontor, hvorfra arbejdstageren tilrettelagde sin erhvervsmæssige virksomhed; jf. i denne forbindelse Rutten-dommen (præmis 27).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-50" href="#c-50">50</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 52).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-51" href="#c-51">51</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 58 og domskonklusionens punkt 2).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-52" href="#c-52">52</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 54).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-53" href="#c-53">53</a>
</span>) – Jf. Weber-dommen (præmis 53 og 58 og domskonklusionens punkt 2). Hvad angår denne doms præmis 53 vil jeg gerne fremhæve, at Domstolens anvendelse af udtrykket »har nærmere tilknytning til et andet arbejdssted« ikke må forveksles med undtagelsesbestemmelsen i det sidste punktum i Romkonventionens artikel 6, stk. 2. Det skal erindres, at Domstolen i den nævnte dom fortolkede Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), der ikke indeholdt en sådan undtagelsesbestemmelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-54" href="#c-54">54</a>
</span>) – Jf. i denne retning punkt 48 og 50-57 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-55" href="#c-55">55</a>
</span>) – Dommens præmis 24-26.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-56" href="#c-56">56</a>
</span>) – Dommens præmis 23 og 27. Jf. punkt 43 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-57" href="#c-57">57</a>
</span>) – Jf. punkt 43 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-58" href="#c-58">58</a>
</span>) – Dette kriterium lægger vægt på arten og betydningen af det arbejde, der er udført på forskellige steder i kontraherende stater, i tilfælde, hvor det er muligt at fastlægge et faktisk midtpunkt for arbejdstagerens arbejde. Jf. i denne retning Koelzsch-dommen (præmis 48-50).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-59" href="#c-59">59</a>
</span>) – Dette kriterium lægger vægt på den arbejdstid, den pågældende har haft i hver af de kontraherende stater, og finder anvendelse, når arbejdstageren i hele den omhandlede beskæftigelsesperiode har udført det samme arbejde for arbejdstageren. Jf. i denne retning Weber-dommen (præmis 51 og 52).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-60" href="#c-60">60</a>
</span>) – Jf. punkt 37 og 44 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-61" href="#c-61">61</a>
</span>) – Dette udtryk, som ikke må forveksles med undtagelsesbestemmelsen i det sidste punktum i Romkonventionens artikel 6, stk. 2 (jf. fodnote 53 i dette forslag til afgørelse), synes at have hentet inspiration fra præmis 25 i Mulox IBC-dommen: »[D]en nationale retsinstans [...] kunne tage i betragtning, at arbejdstageren på det tidspunkt, hvor den for retten verserende sag opstod, udelukkende udførte sit arbejde på den pågældende kontraherende stats område.« </p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-62" href="#c-62">62</a>
</span>) – Jf. i denne retning Weber-dommen (præmis 53 og 54).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-63" href="#c-63">63</a>
</span>) – Når det er sagt, finder jeg det vigtigt at påpege, at hvis tvistens genstand ligger i begyndelsen af ansættelsesforholdet, f.eks. når der er tale om en kompensation til arbejdstageren for faktiske omstændigheder, der er opstået ved indledningen af aftaleforholdet, er det denne periode, som den nationale ret skal anvende ved bedømmelsen af det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-64" href="#c-64">64</a>
</span>) – Det vil f.eks. være situationen, hvor hovedparten af arbejdstagerens arbejde i tolv måneder er blevet udført i ét land og dernæst i ti måneder i et andet.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-65" href="#c-65">65</a>
</span>) – Jf. omvendt hvad angår Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, litra b), mit forslag til afgørelse Liechtensteinische Landesbank (Österreich) (C-279/24, EU:C:2025:380, punkt 53).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-66" href="#c-66">66</a>
</span>) – Dette tidsmæssige kriterium kan kombineres med det kvalitative kriterium om, at arbejdsgiveren i samme periode havde tilsluttet arbejdstageren den sociale sikringsordning i Frankrig. Jf. fodnote 48 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-67" href="#c-67">67</a>
</span>) – Jf. Koelzsch-dommen (præmis 42) og fodnote 29 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-68" href="#c-68">68</a>
</span>) – Som Kommissionen med rette har fremhævet, kan dette formål nemlig ikke sikres, hvis arbejdstageren i hovedsagen ikke nyder samme beskyttelse i medfør af den franske lovgivning vedrørende ophævelse af aftaler som en anden arbejdstager, der først var blevet antaget halvandet år før en aftales ophævelse, og som i denne samme periode på halvandet år havde udført mere end halvdelen af sit arbejde i Frankrig.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-69" href="#c-69">69</a>
</span>) – Jf. dom af 6.10.2009, ICF (C-133/08, EU:C:2009:617, præmis 23 og 44).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-70" href="#c-70">70</a>
</span>) – Domstolen har fastsat tre betingelser: varigheden af den virksomhed, der er udført på et bestemt sted, den varige udøvelse af denne virksomhed på et andet sted, og parternes klare vilje med hensyn til, at sidstnævnte sted skal være et nyt sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres. Jf. Weber-dommen (præmis 54 og domskonklusionens punkt 2).</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-71" href="#c-71">71</a>
</span>) – Jf. punkt jf. 28 og fodnote 15 i dette forslag til afgørelse.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-72" href="#c-72">72</a>
</span>) – Dette tilknytningskriterium er fastsat i Bruxelles I-forordningens artikel 19, stk. 2, litra a), som nu er Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i). Selv om nævnte kriterium ikke altid kan overføres med henblik på at fastlægge, hvilken lov der skal anvendes (tempus regit actum), kan forum og ret være sammenfaldende, når tvistens genstand ligger ved afslutningen af ansættelsesforholdet. Eftersom Bruxelles I-forordningen trådte i kraft den 1.3.2002, dvs. to dage efter afsigelsen af Weber-dommen (præmis 54), kan dette kriterium ifølge denne retspraksis anvendes til fastlæggelse af den kompetente ret i en situation, hvor tvistens genstand vedrører ophævelse af en aftale, forudsat at der foreligger en klar vilje fra parternes side, og at dette »sidste sted« er fast og varigt.</p>
<p class="note footnote">(<span class="note footnote notemarker">
<a id="t-73" href="#c-73">73</a>
</span>) – Jf. generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Koelzsch (C-29/10, EU:C:2010:789, punkt 81).</p>
</body>
</html>
